Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 7. Fra side 58ren side   tilbage

Mit første syn

(58)  Ikke længe efter, tiden var gået i 1844, fik jeg mit første syn. Jeg besøgte en kær søster i Kristus, hvis hjerte var forenet med mit. Vi fem, alle kvinder, knælede stille ved familiealteret. Mens vi bad, kom Guds magt over mig på en måde, som jeg aldrig før havde oplevet det. Jeg syntes at være omgivet af lys og blive hævet højere og højere op fra jorden. Jeg vendte mig for at se efter adventfolket i verden, men jeg kunne ikke finde dem. Da sagde en stemme til mig: "Se igen, og (59) se lidt højere op." Ved dette vendte jeg blikket opad og så en lige, snæver sti, hævet højt over verden. På denne sti vandrede adventfolket mod staden. Ved stiens begyndelse bag dem var der et strålende lys, som en engel fortalte mig var midnatsråbet. Dette lys oplyste hele stien, så deres fødder ikke skulle snuble. Jesus selv gik lige foran sit folk for at lede dem frem, og så fænge de holdt blikket fæstnet på ham, var de trygge. Men nogle blev snart trætte og sagde, at staden var langt væk, og at de havde forventet at komme ind i den noget før. Da opmuntrede Jesus dem ved at hæve sin herlige højre arm, hvorfra der udgik et lys, som bølgede hen over adventskaren, og de råbte: "Halleluja!" Andre fornægtede ubesindigt lyset bag dem og sagde, at det ikke var Gud, der havde ledt dem så langt. Lyset bag dem gik ud og efterlod deres fødder i fuldstændigt mørke, og de snublede og mistede synet af mærket og af Jesus og faldt fra stien ned til den mørke og onde verden nedenunder. ret

(59)  Snart hørte vi Guds stemme som mange vande meddele os dagen og timen for Jesu komme. De levende hellige, 144000 i antal, kendte og forstod stemmen, mens de ugudelige troede, at det var torden og et jordskælv. Da Gud meddelte tidspunktet, udgød han Helligånden over os, og vore ansigter begyndte at lyse op og skinne af Guds herlighed, som Moses's ansigt gjorde det, da han kom ned fra Sinajs bjerg. ret

(59)  De 144 000 var alle beseglede og fuldstændig forenede. På deres pander stod ordene skrevet: Gud, det Nye Jerusalem, og en herlig stjerne, der indeholdt Jesu navn. De ugudelige blev rasende over vor lykkelige og hellige tilstand og styrtede voldsomt hen mod os for at lægge hænder på os og kaste os i fængsel. Da rakte vi vor hånd ud i Herrens navn, og de faldt hjælpeløse til jorden. Da var det, at Satans synagoge erfarede, at Gud havde elsket os, som kunne vaske hinandens fødder og hilse brødrene med et helligt kys, og de tilbad ved vore fødder. ret

(60)  (60) Snart vendtes vore øjne mod øst, for en lille sort sky havde vist sig, omkring halv så stor som en mands hånd, og vi vidste alle, at det var Menneskesønnens tegn. I højtidelig stilhed stirrede vi alle på skyen, idet den drog nærmere og blev lysere, herlig og endnu herligere, indtil den var en stor hvid sky. Den nederste del så ud som ild; en regnbue var over skyen, mens der var ti tusind engle omkring den, der sang den dejligste sang; og på den sad Menneskesønnen. Hans hår var hvidt og krøllet og hvilede på hans skuldre, og på hans hoved var mange kroner. Hans fødder så ud som ild; i hans højre hånd var der et skarpt segl, i hans venstre en sølvbasun. Hans øjne var som flammende ild, der ransagede hans børn helt til det inderste. ret

(60)  Da blev alle ansigter blege, og ansigterne hos dem, som Gud havde forkastet, blev mørke. Da råbte vi alle: "Hvem vil kunne bestå? Er min klædning pletfri?" Englene hørte op med at synge, og der var en tid med højtidelig stilhed, da Jesus sagde: "De, som har rene hænder og rene hjerter vil kunne bestå; min nåde er jer nok." Ved dette lyste vore ansigter op, og glæde fyldte ethvert hjerte. Og englene slog en højere tone an og sang igen, mens skyen drog nærmere til jorden. Da lød Jesu sølvbasun, idet han steg ned på skyen, omgivet af ildflammer. Han så på de sovende helliges grave, og da løftede han sine øjne og sine hænder mod himmelen og råbte: "Vågn op! vågn op! vågn op! I, som sover i støvet, og rejs jer." Da var der et mægtigt jordskælv. Gravene åbnedes, og de døde kom frem iklædt udødelighed. De 144 000 råbte: "Halleluja," idet de genkendte deres venner, som døden havde revet bort fra dem, og i det samme øjeblik blev vi forvandlet og sammen med dem rykket op for at møde Herren i luften. ret

(60)  Vi gik alle sammen ind i skyen og var syv dage om at stige op til glarhavet, hvor Jesus bragte kronerne (61) og med sin egen højre hånd satte dem på vore hoveder. Han gav os guldharper og sejrspalmer. Her på glarhavet stod de 144 000 i en fuldkommen firkant. Nogle havde meget strålende kroner, andre ikke så strålende. Nogle kroner syntes at være fulde af stjerner, mens andre kun havde få. Alle var fuldstændig tilfredse med deres kroner. Og de var alle iklædt en herlig hvid kappe fra deres skuldre til deres fødder. Der var engle overalt omkring os, da vi marcherede over glarhavet til stadens port. Jesus løftede sin mægtige, herlige arm, tog fat på perleporten og svingede den tilbage på dens glitrende hængsler og sagde til os: "I har vasket jeres klæder i mit blod og holdt standhaftigt fast ved min sandhed, træd indenfor." Vi marcherede alle ind og følte, at vi havde fuldkommen ret til at være der. ret

(61)  Inde i staden så vi livets træ og Guds trone. Ud fra tronen strømmede en ren flod af vand, og på hver side af floden stod livets træ. På den ene side af floden var der en stamme af et træ og en anden stamme på den anden side af floden, begge af rent, gennemsigtigt guld. Først troede jeg, at jeg så to træer; jeg så efter igen og så, at de ved toppen var forenet til et træ. Så det var livets træ på begge sider af livets flod. Dets grene bøjede sig ned til det sted, hvor vi stod; og frugten var herlig; den så ud som guld blandet med sølv. ret

(61)  Vi gik alle ind under træet og satte os ned for at se på stedets herlighed, da brødrene Fitch og Stockman, som havde forkyndt evangeliet om riget, og som Gud havde lagt i graven for at frelse dem, kom op til os og spurgte os, hvad vi havde oplevet, mens de sov. Vi prøvede at genkalde vore største prøvelser, men de forekom os så små sammenlignet med den langt større og evige vægt af herlighed, der omgav os, at vi ikke kunne tale om dem, og vi råbte alle: "Halleluja! Himlen er billig nok," og vi slog vore guld harper an og bragte himmelens hvælvinger til at genlyde af klang.

-----------
ret

næste kapitel