Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 70. Fra side 368ren side   tilbage

Prædikanternes farer og pligter

(368)  Jeg har fået vist at mere kan opnås, ved at arbejde på steder, hvor få er blevet vundet, end steder som er helt nye, medmindre starten er rigtig god. Nogle få i forskellige byer, som oprigtig tror sandheden, vil have en indflydelse og få dem til at ransage deres tro; og hvis deres liv er eksemplarisk, vil deres lys skinne og de vil have en tiltrækkende indflydelse. Jeg fik vist nogle steder, hvor sandheden ikke har været forkyndt, som snart burde besøges. Men det store arbejde, der nu skal udrettes er at få Guds folk til at engagere sig i arbejdet og udøve en hellig indflydelse. De bør gøre en del hos arbejderne. Med visdom, varsomhed og kærlighed bør de arbejde for deres næstes og venners frelse. Der vises meget tilbageholdende følelser. Der er ikke taget rigtig fat i korset og båret, som det skulle. Alle burde føle, at de er deres brors vogter, at de i høj grad, står til ansvar for de sjæle, der er omkring dem. Brødrene fejler når de efterlader hele dette arbejde til prædikanterne. Høsten er stor og arbejderne er få. Dem, som har god anseelse, hvis liv er i overensstemmelse med deres tro, kan blive arbejdsfolk. De kan tale med andre og tilskynde (369) sandhedens betydning over for dem. De må ikke vente på prædikanterne eller forsømme den klare pligt, som Gud har overladt dem at udføre. ret

(369)  Vore prædikanter føler kun lidt for at tage Guds værks byrde på deres skuldre og arbejde med den uegennyttige godgørenhed, som karakteriser livet og vor guddommelige Herre. Vore menigheder er i almindelighed, længere fremme end nogle af prædikanterne. De har troet på de vidnesbyrd, som Gud har fundet behag i at give og har handlet efter dem, selv om nogle af prædikanterne er langt bag efter. De vedkender sig at tro det fremførte vidnesbyrd og nogle gør skade ved at lave en jernhård regel for dem, som ikke har nogen erfaring med dem, men de undlader at føre sig selv frem. De har gengivet vidnesbyrd, som de fuldstændig har ignoreret. Disses fremgangsmåder er ikke konsekvente. ret

(369)  I almindelighed føler Guds folk en samstemmende interesse for at sprede sandheden. De bidrager gladelig til en fri fond for dem, som arbejder i ord og lære. Og jeg så at det var deres pligt, som havde ansvaret for dele midler ud, at se efter at menighedens gavmildhed ikke ødsles. Nogle af disse gavmilde brødre har arbejdet i årevis med knuste nerver og nedbrudt legeme, på grund af alt for megen arbejde, for at få ejendele frem og nu hvor de frit giver en del af det gods, som har kostet dem så meget, er det deres pligt, som arbejder i ord og lære at vise nidkærhed og selvopofrelse i det mindste, der svarer til hvad disse brødre har vist. ret

(367)  Guds tjenere skal gå frie ud. De må vide hvem de kan stole på. Der er kraft i Jesus Kristus og hans frelse til at gøre dem til frie mennesker; og hvis de ikke er frie i ham, kan de ikke bygge hans menighed op og samle sjæle ind. Vil Gud sende et menneske ud for at befri sjæle fra Satans snarer når hans egne fødder er indviklet i nettet? Guds tjenere må ikke vakle. Hvis deres fødder glider, hvordan kan da (370) sige til dem med et frygtsomt hjerte, "Vær stærke"? Gud vil have sine tjenere til at holde de svages hænder oppe og styrke de usikre. Dem, som ikke er indstillet på at gøre denne verden bedre må først arbejde for dem selv og bede indtil de er udstyret med kraft fra det høje. ret

(370)  Gud er mishaget ved manglende selvfornægtelse hos nogle af hans tjenere. De har ikke arbejdets byrde på sig. De er som i en død bedøvelsestilstand. Guds engle står forbløffede og skamfulde over den mangel på selvfornægtelse og udholdenhed. Selv om vor frelses Ophav arbejdede og led for os, fornægtede han sig selv og hele hans liv var et langt slid og afsavn på fornødenheder. Han kunne have overstået sine dage på jorden i bekvemmelighed og overflod og givet sig selv hen med dette livs fornøjelser; men han tog ikke hensyn til sin egen bekvemmelighed. Han levede for at gøre andre godt. Han led for at redde andre fra lidelse. Han holdt ud til enden og fuldførte det arbejde han havde fået. Alt dette var for at frelse os fra ødelæggelse. Og kan vi så, værdiløse genstande for så stor kærlighed, søge en bedre position i dette liv, end det var givet af vor Herre? Hvert øjeblik i vort liv har vi taget del i hans store kærligheds velsignelser og af netop den grund kan vi ikke helt indse dybderne i at vi er frelst fra uvidenhed og elendighed. Kan vi se på ham hvem vore synder har boret sig ind i og vil så ikke drikke ydmygelsens og sorgens bitre bæger sammen med ham? Kan vi se på den korsfæstede Kristus og ønske at komme ind i hans rige på nogen andre måder end ved megen trængsel? ret

(370)  Ikke alle prædikanter er helt overladt til Guds arbejde som han kræver dem at være. Nogle har følt at en forkynders lod var svær fordi de skulle være så adskilte fra deres familier. De glemmer at det tidligere har været sværere at arbejde end nu. Tidligere var der kun nogle få venner i sagen. De glemmer dem, som Gud lagde det tidligere arbejdes byrde på. Der var dengang kun nogle få som (371) tog imod sandheden, som resultat af meget arbejde. Guds udvalgte tjenere græd og bad for en klar forståelse af sandheden og led afsavn og megen selvfornægtelse for at bringe den videre til andre. Skridt for skridt følger de idet Guds åbenbarende forsyn leder vejen. De tager ikke hensyn til deres egen overbevisning eller viger tilbage ved vanskeligheder. I gennem disse mennesker beredte Gud vejen og gjorde sandheden tydelig, så enhver oprigtig kunne forstå den. Alt er gjort rede til prædikanternes hænder, som siden har antaget sandheden, alligevel har nogle af dem undladt at påtage sig arbejdets byrde. De søger efter en lettere lod, et mindre selvfornægtende standpunkt. Denne jord er ikke et hvilested for kristne, endnu mindre for Guds udvalgte tjenere. De glemmer at Kristus forlod sine rigdomme og herlighed i himlen og kom til jorden for at dø og at han påbød os at elske hverandre, ligesom han har elsket os. De glemmer dem, som ikke verden er værdig til, som gik omkring i lammeskind og gedeskind og var pint og plaget. ret

(371)  Jeg fik vist valdenserne og hvad de led for deres religion. De studerede samvittighedsfuldt Guds ord og levede op til det lys, som skinnede på dem. De blev forfulgt og drevet fra deres hjem, deres ejendomme, som var erhvervet ved hårdt arbejde, men blev taget fra dem og deres huse brændt. De flygtede til bjergene og led dér utrolige vanskeligheder. De udholdt hunger, fattigdom, kulde og nøgenhed. De eneste klæder, som mange af dem kunne få, var dyreskind. Og alligevel spredtes de og hjemløse samles for at forene deres stemmer i sang og prise Gud, for at de blev regnet værdige til at lide for Kristi navn. De opmuntrede og beskyttede hinanden og var taknemmelig for selv deres forfærdelige behandling. Mange af deres børn blev syge og døde af kulde og sult, alligevel tænkte deres forældre ikke ét øjeblik, at opgive deres religion. De vurderede Guds kærlighed og gunst højt, langt over jordisk bekvemmelighed eller verdslig rigdom. De fik (372) trøst fra Gud og med behagelig forventning så frem til gengældelsens løn. ret

(372)  Igen fik jeg vist Martin Luther, som Gud oprejste for at gøre et særligt arbejde. Hvor dyrebar var ikke kendskabet til sandheden åbenbaret gennem Guds ord, for ham! Hans sind hungrede efter noget sikkert, så han kunne bygge sit håb på, at Gud ville være hans Fader og himlen hans hjem. Det nye og dyrebare lys, som gik op for ham fra Guds ord, var af uvurderlig værdi og han tænkte om han gik frem med det, kunne han overbevise verden. Han stod op mod en falden kirkes vrede og styrkede dem, som holdt fast sammen med ham ved de rige sandheder i Guds ord. Luther var Guds udvalgte redskab til at rive hykleriets klædning af pavekirken og fremvise hendes fordærv. Han løftede ivrigt sin stemme og i Helligåndens kraft og råbte imod og fordømte ledernes og folkenes gældende synder. Proklamationer gik ud for at dræbe ham hvor han end måtte findes: han synes af være overladt til et overtroisk folks barmhjertighed som var lydig overfor hovedet i den romerske kirke. Han anså dog ikke sit liv for kært til sig selv. Luther vidste at han ikke var sikker nogen steder, alligevel skælvede han ikke. Det lys han så og var fæstnet på, var liv for ham og var af større værdi end jordens rigdomme. Han vidste at jordiske rigdomme ville svigte; men de rige sandheder åbnede for hans forståelse, virkede på hans hjerte og ville leve og hvis de blev adlydt ville de lede ham til udødelighed. ret

(372)  Da han i Augsburg blev indkaldt for at forsvare sin tro, adlød han indkaldelsen. Den ene mand, der har oprørt præsternes og folkets raseri, blev stillet for retten for dem, som havde fået verden til at skælve - et ydmygt lam omgivet af vrede løver; alligevel stod han ufortrødent op for Kristi og sandhedens skyld og med hellig veltalenhed, som kun sandheden kan indgyde, gav han grundene for sin tro. Hans fjender prøvede på forskellige måder at fortie det tydelige (373) forsvar for sandheden. Først prøvede de at smigre ham og stille det løfte i udsigt, at han skulle blive ophøjet og æret. Men liv og ære var værdiløs for ham, hvis det skulle købes med sandheden som betaling. Med et tydeligere og klarere lys, skinnede Guds ord over hans forståelse og gav ham en mere levende fornemmelse af pavedømmets fejl, fordærv og hykleri. Hans fjender forsøgte da at skræmme ham og få ham til at give afkald på sin tro, men han stod frimodigt frem og forsvarede sandheden. Han var parat til at dø for sin tro, hvis Gud krævede det; men opgive den? - aldrig! Gud beskyttede hans liv. Han bad om at engle måtte ledsage ham og hæmme hans fjenders raseri og hensigter og bringe ham uskadt gennem den stormfulde kamp. ret

(373)  Luthers rolige og værdige magt ydmygede hans fjender og gav det frygteligste slag til pavedømmet. De store og stolte myndighedsfolk mente at hans blod skulle bøde for den skade han havde forårsaget sagen. Deres planer blev lagt, men én, som er mægtigere end dem, passede på Luther. Hans arbejde blev ikke færdigt. Luthers venner fremskyndede hans afgang fra Augsburg. Han forlod byen om natten, ridende på en hest uden bidsel, han selv ubevæbnet og uden støvle og sporer. Meget træt fortsatte han sin rejse indtil han var hos sine venner. ret

(373)  Pavedømmets vrede blev vækket igen og de bestemte sig for at stoppe munden på dette frygtløse forsvar for sandheden. De indstævnede ham til Worms, fuldt opsat på at drage ham til ansvar for hans dumhed. Hans helbred var svækket, alligevel undskyldte han ikke sig selv. Han kendte godt de farer, som lå foran ham. Han vidste at hans magtfulde fjender ville tage ethvert skridt for at bringe ham til tavshed. De råbte lige så ivrigt efter hans blod, som jøderne skreg efter Kristi blod. Alligevel stolede han på Gud, som beskyttede de tre store folk i ildovnen. Hans bekymring og uro var ikke for ham selv. Han søgte ikke efter sin egen bekvemmelighed; men hans store bekymring var for sandheden, der var så dyrebar for ham og ikke blev udsat for den ugudelige forhånelse. Han var parat til at dø, (374) frem for at lade dens fjender triumfere. Da han kom ind i Worms, pressede tusinde sig omkring ham og fulgte ham. Kejsere og andre i høj myndighed var samlet uden større følge. Spændingen var stærk; og én i skaren sang, med en gennemtrængende og klagende stemme, en sørgesang for at advare Luther mod, hvad der ventede ham. Men reformatoren havde taget omkostningerne med i betragtning og var parat til at besegle sit vidnesbyrd med blod, hvis Gud forordnede det således. ret

(374)  Luther var ved at svare for sin tro, for den største statelige forsamling og i tro på Gud, ventede han på styrke. I en stund blev hans tapperhed og tro prøvet. Farer i enhver form blev vist for ham. Han blev bedrøvet. Skyer samlede sig omkring ham og skjulte Guds ansigt for ham. Han længes efter at kunne gå frem med en overbevist forvisning om at Gud var med ham. Han kunne ikke være tilfreds medmindre han blev lukket ind til Gud. Med sønderknuste råb sendte han sin forpinte bøn til himlen. Til tider synes hans ånd at blive svag, idet hans fjender, i hans fantasi, mangedoblede sig for ham. Han skælvede i sin fare. Jeg så at Gud i sit kloge forsyn beredte ham på sin vej, at han ikke måtte glemme hvem han skal stole på og at han ikke skulle fare anmassende på. Gud gjorde ham til sit eget redskab, egnet til det store arbejde, der lå foran ham. ret

(374)  Luthers bøn blev hørt. Hans tapperhed og tro vendte tilbage, da han mødte sine fjender. Ydmyg som et lam stod han omgivet af jordens store mænd, der som glubske ulve, fæstnede deres øjne på ham og håbede at sætte ham i respekt med deres magt og storhed. Men han havde fat i Guds styrke og frygtede ikke. Hans ord blev talt med en sådan majestæt og magt, at hans fjender intet kunne gøre mod ham. Gud talte gennem Luther og han havde bragt kejsere og kloge folk sammen så han offentligt kunne tilintetgøre deres visdom og at de alle kunne se det svage menneskes styrke og fasthed, når han lærer af Gud, den evige Klippe. ret

(375)  (375) Luthers rolige fremfærd, var i stærk modsætning til den vrede og det raseri, der udvistes af disse såkaldte store mænd. De kunne ikke bekæmpe ham og få ham til at tilbagekalde sandheden. I ophøjet enkelhed og rolig fasthed stod han som en klippe. Hans fjenders modstand, deres raseri og trusler, brusede ligesom en mægtig bølge, mod ham og brød sig uskadelig for hans fødder. Han forblev uberørt. De ærgerede sig over at deres magt, som havde fået konger og fornemme til at skælve, således blev foragtet af en ydmyg mand og de længes efter at få ham til at mærke deres vrede, ved at torturere hans liv væk. Men ham, som er mægtigere en jordens magthavere, havde dette frygtløse vidne i sin varetægt. Gud havde et arbejde for ham at gøre. Han måtte endnu lide for sandheden. Han måtte se at den arbejde sig møjsommeligt igennem vanskelige forfølgelser. Han måtte se den iklædt sækkelærred omgivet af fanatismens skam. Han måtte klare at retfærdiggøre den og være dens forsvarer når jordens mægtige kræfter søgte at rive den ned. Han kom til at se dets sejr og rive pavedømmets vildfarelse og overtro væk. Luther fik en sejr i Worms, som svækkede pavedømmet, hvilken nyhed blev spredt til andre riger og nationer. Det var et virkningsfuld slag, til fordel for reformationen. ret

(375)  Prædikanter som forkynder den nærværende sandhed blev fremholdt for mig og sammenlignet med reformationens ledende mænd; Luthers helligede og nidkære liv især blev sammenlignet med nogle af vore forkynderes livsførelse. Han prøvede sin udødelige kærlighed for sandheden med hans tapperhed, hans rolige fasthed og hans selvfornægtelse. Han kom ud for prøvelser og opofrelser og til tider led sjælens dybeste smerte, selv om han stod i sandhedens forsvar; han knurrede alligevel ikke. Han var efterstræbt, som et vildt byttedyr, alligevel udholdt han med glæde alt for Kristi skyld. ret

(375)  Det sidste nådige budskab er betroet til Guds ydmyge og trofaste tjenere for denne tid. Gud har ført dem frem, som ikke undgår ansvar og har lagt byrder på (376) dem og har gennem dem præsenteret en systematisk godgørenhedsplan, hvori alle kan tage del og arbejde i harmoni. Denne ordning er blevet gennemført og har arbejdet som magi. Den støtter rundhåndet forkynderne og sagen. Lige så snart forkynderne holder op med deres modstand og går væk fra den vej, svarer folk hjerteligt på kaldet og værdsætter ordningen. Alt er blevet praktisk og let for forkynderne så de kan arbejde, fri for forlegenhed. Vore folk har taget fat i det med en vilje og interesse, som ikke findes hos nogen andre. Og Gud er mishaget over forkyndere som nu klager og undlader at bruge al deres styrke i det yderst vigtige arbejde. De er uden undskyldning; alligevel er nogle af dem bedragede og tænker at de ofrer sig for meget og har det hårdt, selv om de i virkeligheden intet ved om lidelse, selvfornægtelse eller mangel. De må ofte være trætte, det ville de være hvis de var afhængige af håndens arbejde for at forsørge sig. ret

(376)  Nogle har ment at det ville være lettere at arbejde med deres hænder og har ofte udtrykt deres valg ved at gøre sådan. Disse ved ikke hvad de taler om. De bedrager sig selv, nogle har meget omkostningsrige familier at forsørge og de mangler at blive styret. De indser ikke at de er i gæld til Guds sag for deres familier og alt det de har. De har ikke erkendt hvor meget det koster at leve. Skulle de gå i gang med håndens arbejde, ville de ikke være fri for bekymring og slid. De kan ikke, når de arbejder for at forsørge deres familier, sidde ned ved deres egen kamin. Det er kun få nogle få trættende timer, som en arbejdende mand, med sin familie er afhængig af ham, kan bruge på sin familie derhjemme. Nogle prædikanter kan ikke lide industrielt arbejde og de har bevaret misfornøjelsen, som er stærkt overdreven. Gud har lagt mærke til enhver knurrene tanke, ord og følelse. Det er (377) en forhånelse mod himlen at udvise en sådan svaghed og mangel på hengivelse for Guds sag. ret

(377)  Nogle har lyttet til fristeren og har udtrykt deres vantro og skadet sagen. Satan har gjort krav på dem, for de er ikke kommet tilbage fra hans snare. De har opført sig som børn, der slet ikke kender til fristerens træskhed. De har haft en overfladisk erfaring og burde have forstået hans gerninger. Han har sået tvivl i deres sind og i stedet for at afvise dem, har de argumenteret og forhandlet med ærkebedrageren og lyttet til hans grunde, som er fortryllet af den gamle slange. Nogle få skriftsteder, som ikke er helt forklarlige for at tilfredsstille deres tanker, har været tilstrækkelig til at ryste hele sandhedens struktur og til at fordunkle de tydeligste fakta i Guds ord. Disse folk er fejlende mennesker. De har ikke fuldstændig visdom og kundskab til alle skrifterne. Nogle steder er sat udenfor det menneskelige sinds rækkevidde, indtil det tidspunkt som Gud, i sin egen visdom, vælger at åbne for dem. Satan har ledt nogle hen til et spor, som bestemt ender ved vantron. De har ladet deres vantro tildække sandhedens harmoniske, herlige kæde og har handlet som om det var deres opgav,e at klare ethvert svært vanskeligt sted i skriften og hvis vor tro ikke sætter dem i stand til at gøre dette, er den mangelfuld. ret

(377)  Jeg så at dem, som har et ondt ikke-troende hjerte vil tvivle og vil synes at det er storslået og en dyd at betvivle Guds ord. Dem som synes at det er en dyd at bruge spidsfindigheder, kan have stort rum for ikke at tro inspirationen og sandheden i Guds ord. Gud tvinger ikke nogen til at tro. De kan vælge at stole på de vidnesbyrd, han har fundet behag i at give, eller også kan de tvivle og komme med indvendinger og gå til grunde. ret

(377)  Jeg fik vist, at dem, som er besværet med tvivl og vantro, ikke burde gå ud og arbejde for andre. Det som (378) er i tankerne strømmer ud og de ser ikke virkningen af en antydning eller den mindste tvivl. Satan gør det til en skarp pil. Det virker som en langsom gift, der angriber hele organismen før offeret er klar over sin fare og undergraver en god opbygning og til sidst fremkalder døden. Det er præcis sådan at tvivlens og vantroens gift virker. Én som har indflydelse antyder over for andre det, som Satan har antydet over for ham, at det ene skriftsted modsiger det andet; og således bringer han midnatsmørke i andres sind, på en meget klog måde, som om han har fundet ud af nogle vidunderlige hemmeligheder, der har været skjult fra de troende og de hellige i alle verdens tidsaldre. De mister den smag de tidligere havde for sandheden og bliver vantro. Dette er resultatet af nogle få ord, som er blevet sagt. De har en skjult magt, fordi de synes at være forbundet med mystik. ret

(378)  Dette er en listig djævels værk. Dem, som er betrængt med tvivl og har vanskeligheder som de ikke kan klare og burde ikke styrte andre svage mennesker i den samme forvirring. Nogle har antydet eller fortalt om deres vantro og ladet det gå videre, lidt drømmeri fremkaldes. I nogle tilfælde har vantroens frø fået øjeblikkelig virkning, medens de i andre tilfælde har ligget begravet i temmelig lang tid, indtil personen har taget en forkert vej og givet plads for fjenden og Guds lys er blevet trukket tilbage fra ham og han faldt for Satans stærke fristelser. Derpå spirede vantroens frø, som blev sået for så lang tid siden. Satan giver dem næring og de bærer frugter. Alt som kommer fra prædikanterne, der burde stå i lyset, har en stærk indflydelse. Og når de ikke har stået i Guds klare lys, har Satan brugt dem som repræsentanter og har, gennem dem, videreført sine ildpile til mennesker som ikke er beredte til at modstå det, der kommer fra deres prædikanter. ret

(378)  Jeg så at prædikanter, såvel som folk, står for en krig foran i at modstå Satan. Den bekendene Kristi tjener (379) er i en frygtelig position når han tjener fristerens hensigter, ved at lytte til hans hvisken og lade ham tage sindet til fange og lede tankerne. Prædikantens frygteligste synd i Guds øjne er at tale ud om hans vantro og drage andres sind i det samme mørke spor og således lade Satan gennemføre en dobbelt hensigt i at friste ham. Satan rokker ved hans sind, som har fremhjulpet hans fristelser og således leder han ham, til at rokke ved manges sind. ret

(379)  Det er på tide at vagtmændene på Zions mure forstår ansvaret og helligheden i deres mission. De burde mærke at en ulykke er over dem, hvis de ikke udfører det arbejde, som Gud har betroet dem. Hvis de bliver upålidelige, bringer de Guds hjord i fare, bringer sandhedens sag i fare og udsætter den for vore fjenders latterliggørelse. Oh, hvad er dette for noget! Det vil visselig få sin løn. Nogle prædikanter, såvel som folk, behøver forvandling. De skulle gives til småstykker og fremstilles af nyt. Deres arbejde i menighederne er værre end forspildt og i deres nuværende svage og vaklende tilstand, vil det behage Gud mere at de forlod deres anstrengelser for at hjælpe andre være og arbejdede med deres hænder indtil de er forvandlede. Derefter kunne de styrke deres brødre. ret

(379)  Prædikanter må vækkes. De vedkender sig at være generaler i den store Konges hær og samtidig sympatiserer de med den store oprørs leder og hans hær. Nogle har udsat Guds sag og hans ords indviede sandheder, for den oprørske hærs bebrejdelse. De har fjernet en del af deres rustning og Satan har skudt sine giftige pile ind. De har styrket oprørsledernes hænder og svækket sig selv og fået Satan og hans djævelske klan til at rejse deres hænder i sejr og jubler på grund af den sejr de har ladet ham få. Oh, hvilken en mangel på visdom! Hvilken blindhed! Hvilken tåbelig strategi, at åbne op for deres svageste punkter for deres dødsfjende! (380) Hvor anderledes er ikke den vej Luther forsøgte at gå! Han var villig til at ofre sit liv, hvis det var nødvendig, men sandheden aldrig. Hans ord er: "Lad os kun sørge for at evangeliet ikke bliver udsat for de ugudeliges forhånelser og lad os udgyde vores blod til dets fordel, frem for at lade dem triumfere. Hvem siger om det er mit liv eller min død, der vil medvirke mest for mine brødres frelse?" ret

(380)  Gud er ikke afhængig af noget menneske, for hans sags fremgang. Han oprejser og udruster mennesker til at føre budskabet til verden. Han kan gøre sin styrke fuldkommen i menneskers svaghed. Kraften er fra Gud. Kvik tale, veltalenhed, vil ikke forvandle en enkel sjæl. Bestræbelserne bag talerstolen kan oprøre sindene, de tydelige argumenter må være overbevisende, men Gud giver dem væksten. Gudfrygtige mennesker, trofaste og hellige mennesker, som fører dét ud i deres daglige liv, som de forkynder, vil udøve en frelsende indflydelse. En stærk prædiken frembragt fra talerstolen kan påvirke manges sind; men en lille uforsigtighed fra prædikantens side fra talerstolen, en manglende dybde i talen og sand gudfrygtighed, vil modvirke hans indflydelse, fjerne de gode indtryk, som han har givet. De nyomvendte vil blive hans; i mange tilfælde vil de søge efter ikke at strække sig højere end deres forkynder. Der vil ikke ske et gennemgribende arbejde hos dem. De er ikke omvendes til Gud. Arbejdet er overfladisk og deres indflydelse vil være en skade for dem, som virkelig søger Herren. ret

(380)  En prædikants medgang er afhængig af hans optræden bag talerstolen. Når han afslutter prædiken og forlader talerstolen, er hans arbejde ikke færdigt; det er kun begyndt. Han må nu føre det ud i livet, som han har forkyndt. Han bør ikke handle uagtsomt, men sætte en vagt over sig selv, så ikke noget af det han kan gøre eller sige kan udnyttes af fjenden og Kristi sag bliver til skamme. Prædikanter kan ikke være for forsigtige, især over for de unge. De bør ikke føre letsindig tale, spøg eller skæmt, (381) men bør huske på at de er i Kristi sted, som de må illustrere ved Kristi liv og eksempel. »Thi Guds medarbejdere er vi.« »Som medarbejdere formaner vi jer også til, at det ikke må være forgæves, I har modtaget Guds nåde." ret

(381)  Jeg fik vist at unge prædikanters nytte, gifte som ugifte, ofte blev ødelagt af den tiltrækning unge kvinder udviste dem. Disse unge kvinder erkender ikke at andre øjne også er på dem og at den vej de tilstræber kan være tilbøjelig til at skade prædikantens indflydelse, som de ellers giver megen opmærksomhed. Hvis de nøje følger sømmeligheden, vil det blive meget bedre for dem og meget bedre for deres prædikant. Det sætter ham i den mest ubehagelige situation og får andre til at se på ham i et forkert lys. Alligevel så jeg at problemernes byrde påhviler prædikanten selv. De bør tage afstand fra disse ting og hvis de følger den fremgangsmåde, som Gud vil have dem til, vil de ikke besværes så længe. De bør undgå alt hvad der har udseende af ondt og når unge kvinder er meget selskabelige, er det deres pligt at lade dem vide at det ikke er behageligt. De må afvise denne pågåenhed også hvis de anses for at være uhøflige. Disse ting burde irettesættes, for at redde sagen fra skam. Unge kvinder, som er blevet omvendt til sandheden og Gud, vil lytte til irettesættelsen og blive fornyet. ret

(381)  Prædikanter bør opfølge deres offentlige virksomhed ved anstrengelser udenfor det officielle. De bør arbejde personligt for sjæle, om der så er en anledning til at tale omkring ildstedet og bede sjæle om at søge efter de ting, som giver dem fred. [Vor gerning her er snart til ende og enhver vil få løn, eftersom hans arbejde er. Jeg så de helliges løn, den evige arv og jeg så, at de, som har døjet mest for sandhedens skyld, ikke vil mene, at de har haft det hårdt, men vil regne Himlen for billig nok. Herren kommer 31.okt]

------------
ret

næste kapitel