Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 75. Fra side 405ren side   tilbage

Vandrer i lyset

(405)  [Jeg så, at Guds folk dvæler for meget under en sky. Det er ikke Guds vilje, at de skulle leve i vantro. Jesus er lys og der er slet intet mørke i ham. Hans børn (406) er lysets børn. De fornyes i hans billede og kaldes ud af mørket til hans underfulde lys. Han er verdens lys og ligeså de, der følger ham. De skal ikke vandre i mørket, men have lys. Jo mere nøje Guds folk stræber efter at ligne Kristus, desto mere ihærdigt vil de blive efterstræbt af fjenden; men Kristi nærhed giver dem styrke til at modstå vor listige fjendes anstrengelser for at drage os bort fra Kristus. ret

(406)  Jeg så, at vi gør fejlende mennesker til mønster, når vi har et sikkert, ufejlbart, guddommeligt mønster. Vi bør ikke måle os selv med verden, ej heller med menneskers meninger og heller ikke med, hvad vi var, inden vi modtog sandheden. Men vor nuværende tro og stilling i verden skal sammenlignes med, hvad den ville have været, om vi vedblivende var gået fremad og opad i den tid, vi har bekendt os til ar følge Kristus. Dette er den eneste sikre sammenligning, der kan drages; i enhver anden vil være et selvbedrag. Dersom Guds folks moralske karakter og åndelig tilstand ikke svarer til de velsignelser, de privilegier og det lys, de har fået, vejes de på vægtskålen og engle afgiver denne meddelelse: For lette. ret

(406)  For nogles vedkommende synes kendskab til deres sande tilstand at være skjult for dem. De ser sandheden, men opfatter ikke dens betydning eller dens krav. De hører sandheden, men forstår den ikke til fulde, fordi de ikke indretter deres liv derefter og derfor ikke helliges ved at adlyde den. Og dog hviler de så ubekymrede og såvel tilfredse, som skystøtten om dagen og ildstøtten om natten gik ildstøtten foran dem som tegn på Guds velbehag. De bekender sig til at kende Gud, men i gerninger fornægter de ham. De regner sig for at være hans udvalgte ejendomsfolk; men hans nærværelse og kraft er fuldkomment at frelse, kommer sjældent til syne iblandt dem. Hvor stort er ikke mørket hos sådanne! Men de ved det ikke. Lyset skinner, men (407) de begriber det ikke. Ingen større forblændelse kan bedrage menneskers sind end den, der leder dem til at tro, at de er på ret vej og at Gud godkender deres gerninger, når de synder imod ham. De forveksler gudfrygtighedens skin med dens ånd og kraft. De mener, at de er rige og ikke trænger til noget, når de er elendige og jammerlige og fattige og blinde og nøgne og trænger til alting. ret

(407)  Der er nogle, som bekender sig til at følge Kristus uden dog at gøre nogen anstrengelse i åndelige ting. I ethvert timeligt foretagende anstrenger de sig og lægger iver for dagen for at fuldføre deres hensigt og opnå det forønskede mål; men i det foretagende, hvor det gælder det evige liv, hvor alt står på spil og hvor deres evige lykke afhænger af deres fremgang, handler de så ligegyldigt, som om de ikke var moralske væsener, som om en anden spillede livets spil for dem og de selv ikke havde noget andet at gøre end at afvente udfaldet. Oh, hvilken dårskab, hvilket vanvid! Dersom alle blot vil vise den samme grad af iver, nidkærhed og alvor for det evige liv, som de lægger for dagen i deres timelige sysler, vil de opnå at blive sejrvindere. Jeg så, at enhver må tilegne sig en erfaring for sit eget vedkommende og enhver må udføre sin del i livets spil godt og trofast. Satan passer på sin anledning til at gribe de kostelige dyder, når vi ikke er på vagt og vi vil få en hård kamp med mørkets magter for at kunne beholde dem eller for at genvinde en himmelsk dyd, hvis mangel på årvågenhed mister den. ret

(407)  Men jeg så, at det er en kristens for ret at opnå styrke fra Gud til at beholde enhver kostelig gave. Inderlig og virkningsfuld bøn vil blive påagtet i himlen. Når Kristi tjenere tager troens skjold til forsvar og åndens sværd til striden, er der fare på færde i fjendens lejr og noget må gøres. Kun forfølgelse og forsmædelse er i vente for dem, der udrustes med kraft fra det høje for at kalde dem til handling. Når sandheden i sin enfoldighed og styrke for overhånd blandt de troende og (408) sættes ind mod verdens ånd, vil det blive åbenbart, at der ingen overensstemmelse er mellem Kristus og Belial. Kristi disciple må være levende eksempler på deres Mesters liv og ånd. ret

(408)  Unge og gamle har en kamp, en strid i vente. De bør ikke sove et øjeblik. En listig fjende er uafbrudt på sin post for at vildlede og besejre dem. De, der tror den nærværende sandhed, må være ligeså årvågne som deres fjende og lægge visdom for dagen i modstanden mod den onde. Vil de gøre dette? Vil de holde ud i denne kamp? Vil de omhyggelig afstå fra al uretfærdighed? Kristus fornægtes på mange områder. Vi kan fornægte ham ved at tale i strid med sandheden, ved at tale ilde om andre, ved tåbelig snak eller spøg eller ved tom tale. Ved sådant lægger vi kun ringe skarphed eller kløgt for dagen. Vi svækker os selv, vore bestræbelser for at stå vore onde fjende imod bliver matte og vi bliver overvundet. »Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med« og ved mangel på årvågenhed bekender vi, at Kristus ikke er i os. De, der nøgler med at hellige sig til Gud uden forbehold, følger Kristus på en dårlig måde. De følger ham i så stor afstand, at de den halve tid i virkeligheden ikke ved, hvorvidt de følger hans fodspor eller deres store fjendes spor. Hvorfor er vi så sene til at give afkald på vor interesse for disse verdslige ting og til at modtage Kristus som vor eneste del? Hvorfor skulle vi ønske at beholde vor Herres fjendes venskab, følge deres skikke og lade os lede af deres meninger? Der må ske en fuldstændig og uforbeholden overgivelse til Gud, en forsagelse og forkastelse af kærlighed til verden og til jordiske ting; ellers kan vi ikke være Kristi disciple. ret

(408)  Kristi liv og ånd er den eneste norm for det ypperlige og det fuldkomne og det eneste sikre for os er at følge hans eksempel. Dersom vi gør det, vil han lede os med sit råd og siden optage os i herlighed. For at kunne vandre i vor Genløsers (409) fodspor må vi stræbe med flid og være villige til at lide meget. Gud er villig til at virke for os og til at give os sin ånd uforskyldt, dersom vi vil stræbe efter den, leve for den, tro på den og da vil vi kunne vandre i lyset, ligesom han er i lyset. Hans kærlighed vil være os som et gæstebud og vil drikke af hans rige fylde. Vejl f menigh bd 1 side 133-135]

------------
ret

næste kapitel