Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 76. Fra side 409ren side   tilbage

Sagen i øststaterne

(409)  Den fanatisme som har raset i de sidste år har efterladt sin ødelæggende virkning i øststaterne. Jeg så at Gud prøvede sit folk omkring tiden i 1844, men der har ikke været nogen tidligere periode der har båret hans særlige mærker. Han har ikke prøvet sit folk i nogen nærmere enkelthed siden 1844. Vi har været og er stadig i en udholdende ventetid. Betydelig uro blev skabt omkring 1854 og mange har vedtaget at den bevægelse var af Guds orden fordi den var så omfattende og nogle blev tilsyneladende forvandlet af den. Men sådanne konklusioner er ikke nødvendige. Der blev forkyndt meget omkring 1854-tiden som var fornuftigt og rigtigt. Nogle som var ærlige tog vildfarelse som sandhed og ofrede meget af det de havde for at føre vildfarelsen ud og efter deres skuffelse opgav de både sandhed og vildfarelse og er nu derhenne, hvor det er meget svært at nå dem. Nogle som udholdt den skuffelse har set den nærværende sandheds beviser, har antaget den tredje engels budskab og stræber på at gennemføre det i deres liv. Men hvor der er én som har fået nytte af troen i 1854-tiden, er der ti som er blevet skadet af den; og mange af dem er på det punkt, hvor de ikke vil blive overbevist om sandheden, selv om den blev fremstillet så klart for dem. ret

(409)  Forkyndelsen af 1854-tiden blev ledsaget med en ånd, der ikke var fra Gud. Det var en højlydt, grov, skødesløs og pirrelig ånd. Højlydthed blev anset af mange som væsentlig, (410) og sand religion. Og der var en tendens til at bringe alt ned på et lavt stade. Mange betragtede dette som ydmyghed; men når de blev sat op imod deres særlige synspunkt, ville de blive ophidset og, anklage dem, som ikke stemte over ens med dem, for at være stolte og modsætte sig sandheden og Guds kraft. ret

(410)  Hellige engle er blevet mishaget og har fremkaldt væmmelse ved den uærbødige måde, som mange har misbrugt Guds navn på, den store Jehova. Engle omtaler det indviede navn med den største ærbødighed og skjuler altid deres ansigt når de udtaler Guds navn; og Kristi navn er så hellig for dem at de taler med den største ærbødighed. Men hvor modsat til dette er ikke den ånd og indflydelse er fulgte med 1854-bevægelsen. Nogle, som stadig er under denne påvirkning taler om Gud, som de ville om en hest eller noget andet banalt. I deres bønner bruger de ordene Gud den almægtige på en meget tarvelig og uærbødig måde. Dem som gør dette har ingen fornemmelse af Guds, Kristi og det himmelske ophøjede karakter. ret

(410)  Jeg fik vist at selvom Gud i gammel tid sendte sine engle for at tjene eller bringe meddelelser til enkeltpersoner og disse personer erfarede hvad de så og talte med englen om, var de slået med ærefrygt og var bange for at de skulle dø. De havde et så ophøjet syn på den frygtelige majestæt og Guds kraft, at de regnede med at blive ødelagt når de kom nær én med direkte forbindelse til hans hellige ophøjelse. Jeg blev henvist til Dommerbogen 13,21.22: »Så forstod Manoa, at det var Herrens engel. Og Manoa sagde til sin hustru: »Vi er dødsens, thi vi har set Gud!« Dommerbogen 6,22.23: »Gideon skønnede nu, at det havde været Herrens engel; og han sagde: »Ve, Herre, Herre, jeg har jo set Herrens engel ansigt til ansigt!« Men Herren sagde til ham: »Fred være med dig! Frygt ikke, du skal ikke dø!« Josuabogen 5,13-15: »Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så op og fik øje på en mand, som stod foran ham med draget sværd i hånden. Josua gik da hen til ham og sagde: »Er du en af vore eller en af vore fjender?« Han svarede: »Ingen af delene, jeg er fyrsten over Herrens hær; lige nu er jeg kommet!« Da faldt Josua til jorden på sit ansigt og tilbad og sagde til ham: »Hvad har min Herre at sige sin tjener?« Og fyrsten over Herrens hær svarede Josua: »Drag dine sko af fødderne, thi det sted, du står på, er helligt! Det gjorde Josua.« Når engle blev frygtet og æret på den måde fordi de kom fra Guds nærhed, hvor meget større ærbødighed skulle der så ikke agtes mod Gud selv? ret

(410)  Mange, som blev påvirket af 1854-bevægelsen, behøver at blive forvandlet på ny. Og nu behøves der ti gange mere arbejde for at rette fejlen og bortlede synspunkter som de fik fra deres lærer og få dem til at tage imod sandheden, ublandet med vildfarelse, end ville have været nødvendigt for at bringe dem ind, fra først af, på den tredje engels budskab. Denne gruppe må befri sig før de kan lære det rigtig, ellers vil vildfarelsens giftige ukrudt vokse sig stort og rykke de dyrebare planter op. Vildfarelse må først rykkes op, derefter er jorden beredt for gode frø der kan spire op og give frugt for Guds herlighed. ret

(410)  Den eneste hjælp for øststaterne er en gennemgribende disciplinering og organisering. [En sværmerisk ånd har behersket en vis klasse sabbatsholdere derude i øststaterne; de har kun nippet let til sandhedens kilde og har ikke kendskab til ånden i den tredje engels budskab. For denne klasse mennesker kan der intet gøres, før der bliver rådet bod på deres sværmeriske anskuelser.] Nogle af dem som var i 1854-bevægelsen, har bragt fejlagtige synspunkter med sig, - såsom ingen opstandelse for de onde og for den fremtidige tidsalder. De søger at forene disse synspunkter og deres tidligere erfaring med den tredje engels budskab. De kan ikke dette; der er ingen samklang mellem Kristus og (412) Belial. Ondes manglende opstandelse og deres særlige synspunkter om Den-kommende-tidsalder, er store vildfarelser, som Satan har indarbejdet iblandt de sidste dages kættere for at tjene sig selv ved at styrte sjæle i fordærvelse. Disse vildfarelser kan ikke have nogen overensstemmelse med budskabet af himmelsk herkomst. [Vejl f menigh bd 1 side 136] ret

(412)  [En del af disse mennesker praktiserer noget, som de kalder åndelige gaver og de siger, at Herren har sat dem i menigheden. De har et intetsigende kragemål, som de kalder den ukendte tunge og som ikke alene er ukendt for mennesker, men for Herren og hele himmelen. Sådanne gaver tilvirkes af mænd og kvinder under bistand af den store bedrager. Sværmeri, falsk ekstase, falsk tungetale og støjende religiøse øvelser er blevet anset for at være gaver, som Gud har sat i menigheden. Nogle har ladet sig bedrage deraf. Frugterne af alt dette har ikke været gode. »Af deres frugter skal I kende dem.« Sværmeri og støj er blevet betragtet som særlige beviser på tro. Nogle er ikke tilfredse med et møde, medmindre de oplever en bevæget og stemningsfyldt stund. Dette stræber de efter og oparbejder en følelsesmæssig spænding. Men virkningen af sådanne møder er ikke gavnlig. Når den glade følelsesstemning er overstået, synker de dybere ned, end de var før mødet, fordi deres glæde ikke kom fra den rette kilde. De gavnligste møder til åndelig fremgang er sådanne, som kendetegnes ved højtidelighed og dyb hjerteransagelse, idet enhver søger at lære sig selv at kende og alvorligt og i dyb ydmyghed søger at lære af Kristus. Vejl f menigh bd 1 side 136] ret

(412)  Bror Lunt fra Portland, Maine, har lidt mange kvaler. Han har følt at den ånd, som ofte har været fremherskende ved deres møder, ikke var i harmoni med den tredje engels budskab. Han har oplevet en fanatisme som har efterladt trøstesløshed i øststaterne, som har fået ham til at se mistænksomt på alt som viser lidt fanatisme. Han har sin fortid som en advarsel og har følt en afstand fra og talt direkte med dem, som har den mindste (413) grad af fanatisme, for han har følt at de begge og Guds sag var i fare. Han har set på disse ting i det rette lys. ret

(413)  [Der er mange urolige ånder, som ikke vil underkaste sig disciplin, system og orden. De mener, at deres frihed ville blive indskrænket, hvis de skulle tilsidesætte deres eget skøn og rette sig efter deres, der har erfaring. Guds værk vil ikke have fremgang, medmindre der er villighed til stede til at underkaste sig orden og til at fordrive sværmeriets hensynsløse, uregerlige ånd fra deres møder. Indtryk og følelser udgør intet sikkert bevis på, at et menneske er ledet af Herren. Satan vil bibringe følelser og indtryk, når man ikke har ham mistænkt. De er ikke pålidelige vejledere. ret

(413)  Alle bør sætte sig grundigt ind i beviserne for vor tro og deres store studium bør være, hvorledes de kan pryde deres bekendelse og bære frugt til Guds ære. Ingen bør handle på en måde, som gør dem frastødende for vantro mennesker. Vor tale bør være ren, beskeden og opløftende og vort liv ulasteligt. En letsindig, spøgefuld og skødesløs ånd må revses. Det vidner ikke om Guds nåde i hjertet, når nogen taler og beder på en talentfuld måde ved mødet og derpå giver sig af med grov, skødesløs tale og opførsel uden for mødet. Sådanne er sørgelige repræsentanter for vor tro; de er en skam for Guds sag. ret

(413)  Der er en mærkelig blanding, af anskuelser blandt dem i ___ som holder sabbaten. Nogle er ikke i overensstemmelse med menigheden og så længe de vedbliver i den stilling, de indtager, vil de være udsatte for Satans fristelser og påvirkes af fanatisme og af vildfarelsens ånd. Nogle har fantasifulde anskuelser, som tillukker deres øjne for vigtige, vitale sandhedspunkter, hvilket leder til, at de stiller deres egne fantasifulde slutninger på lige fod med livsvigtige sandheder. Sådannes tilstedeværelse og den ånd, der ledsager dem, gør sabbatssandheden, som de bekender sig til, meget anstødelig for en følsom ikke-troende. Det ville være (414) langt bedre for tredje englebudskabs vækst og fremgang, om sådanne ville gå bort fra sandheden. Vejl f menigh bd 1 side 136-137] ret

(414)  I overensstemmelse med det lys, som Gud har givet mig, vil der stadig kunne oprejses mange i øststaterne til konsekvent at adlyde sandheden. Den som følger den forrykte kurs, som de har valgt, vil overlades til at tage imod vildfarelser som, vil bevirke deres undergang til sidst; men de vil for en tid være en anstødssten for dem, som vil tage imod sandheden. [Prædikanter, der arbejder i tale og undervisning, bør være grundige arbejdere og de bør fremholde sandheden i dens renhed, men dog med enfoldighed. De bør mætte hjorden med saltet foder, renset med kasteskovl og fork. Der findes vandrestjerner, der bekender sig til at være prædikanter, som er udsendte af Gud og som forkynder sabbaten på forskellige steder, men som har sandheden blandet med vildfarelse og udbreder deres samling af uharmoniske anskuelser blandt folket. Satan har drevet dem frem for at vække afsky hos intelligente og fornuftige ikke-troende. Nogle af dem har meget at sige angående de åndelige gaver og er ofte meget opstemte. De hengiver sig til vilde, oprørte følelser og udstøder uforståelige lyde, som de kalder tungetalens gave og en vis klasse mennesker synes at være betagne af disse mærkelige foreteelser. En underlig ånd behersker disse mennesker, der gerne vil overfuse og overvælde enhver, som tilretteviser dem. Guds Ånd er ikke i en sådan gerning og ledsager ikke sådanne arbejdere. De har en anden ånd. Dog vil sådanne prædikanter have fremgang blandt en vis klasse mennesker. Men dette vil i høj grad forøge arbejdet for de tjenere, som Gud måtte sende og som har evnen til at fremholde sabbaten og åndens gaver for folket i det rette lys og hvis indflydelse og eksempel fortjener at efterlignes. ret

(414)  Sandheden bør fremholdes på en måde, som gør den tiltalende for intelligente mennesker. Som et folk ,bliver vi ikke forstået, men betragtet som fattige, ubegavede, lavtstående og ringe. Hvor vigtigt er det derfor ikke, at alle, som underviser og alle som tror på sandheden, er så påvirkede af dens helliggørende (415) indflydelse, at deres konsekvente og opløftende vandel vil kunne vise de vantro, at de har været ført bag lyset angående vort samfund! Hvor vigtigt er det ikke, at sandhedens, sag bliver befriet for alt, hvad der ligner en falsk og sværmerisk ophidselse, således at sandheden kan klare sig ved sin egen fortjeneste og åbenbare sin naturlige renhed og ophøjede karakter! ret

(415)  Jeg så, at det er overordentlig vigtigt, at de, der prædiker sandheden, har en dannet optræden, at de undgår særheder og at de fremholder sandheden i dens renhed og klarhed. Jeg blev henvist til Tit. 1,9: »Han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at han kan være dygtig til både at formane med den sunde lære og at overbevise dem, som siger imod.« I det 16. vers taler Paulus om nogle, der siger, at de kender Gud, men fornægter ham med deres gerninger, idet de er »uduelige til enhver god gerning«. Derpå formaner han Titus: »Men du skal forkynde, hvad der stemmer med den sunde lære; at gamle mænd skal være ædruelige, værdige, sindige, sunde i troen, i kærligheden, i udholdenheden. Forman ligeledes de unge mænd til at være sindige i alle forhold og vær selv et forbillede i gode gerninger; og vis i din lærergerning uforfalsket renhed, værdighed, sund, upåklagelig forkyndelse, så den, der står os imod, må blive til skamme, fordi han intet ondt har at sige om os.« Denne undervisning er skrevet til gavn for alle, som Gud har kaldet til at prædike ordet og også til gavn for hans folk, som hører ordet. ret

(415)  Guds sandhed vil aldrig nedværdige, men dem vil virke opløftende på modtageren, forædle hans smag, hellige hans dømmekraft og fuldkommengøre ham til samvær med de rene og hellige engle i Guds rige. Der findes nogle, som er grove, uslebne og ejendommelige, når sandheden kommer til dem; de er brovtende og hvis det lader sig gøre, vil de udnytte deres naboer til egen fordel; de fejler på mange måder; men når de af hjertet tror sandheden, vil den bevirke en fuldstændig forandring i deres liv. Et omvendelsens værk vil øjeblikkelig begynde hos dem. Sandhedens rene indflydelse (416) vil højne hele mennesket. I sine forretningsforbindelser med sine medmennesker vil han have Guds frygt for øje, han vil elske sin næste som sig selv og behandle ham, netop som han selv ville ønske at blive behandlet. Hans tale vil være sandfærdig og ren og af en så ophøjet karakter, at vantro mennesker ikke kan tage sig dem til indtægt eller med rette sige noget ondt om ham og han vækker ikke deres afsky med uhøflig optræden og upassende tale. Han vil bringe sandhedens helliggørende indflydelse ind i sin familie og lade sit lys skinne således for den, at de ved at se hans gode gerninger må ære Gud. I alle livets gøremål vil han være et eksempel på Kristi liv. ret

(416)  Guds lov vil ikke være tilfreds med noget mindre end fuldkommenhed, fuld og hel lydighed mod alle dens krav. At efterkomme dens fordringer halvvejs og ikke vise fuldkommen og gennemført lydighed vil intet gavne. Den verdsligsindede og den vantro beundrer følgerigtighed og har altid været stærkt overbevist om, at Gud i sandhed var med sit folk, så længe dets gerninger svarer til dets tro. »Af deres frugter skal I kende dem.« Hvert træ kendes på sine egne frugter. Vore ord og vore handlinger er de frugter, vi bærer. Der er mange, som hører Kristi udtalelser, men som ikke gør derefter. De har vel en bekendelse, men deres frugter er sådanne, at de vækker afsky hos vantro mennesker. De er pralende og beder og taler på en selvretfærdig måde, ophøjer sig selv, opregner deres gode gerninger og takker i virkeligheden Gud for, at de ikke er som andre mennesker, ligesom farisæeren gjorde. Og dog er disse selv samme mennesker forslagne og viser uærlighed i handel. Deres frugter er ikke gode. Deres ord og handlinger er urigtige og dog synes de at være blinde for deres arme, elendige tilstand. ret

(416)  Jeg så, at følgende skriftsted er anvendeligt på dem, der lever i et sådant bedrag: »Ikke enhver, der siger til mig: »Herre, herre!« skal komme ind i himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: »Herre, herre! har vi ikke profeteret ved dit navn og har vi ikke uddrevet onde ånder (417) ved dit navn og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?« Og da vil jeg sige dem rent ud: »Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret" ret

(417)  Dette er det største bedrag, menneskesindet kan blive udsat for; disse mennesker tror, at de er på den rette vej, når de er på en gal vej. De mener, at de udretter en stor gerning i deres religiøse liv; men Jesus vil engang rive deres selvretfærdige kappe af og vise dem en levende fremstilling af deres sande billede med alle deres afvigelser og deres fordærvede religiøse karakter. De findes at være for lette, når det for stedse er for sent at afhjælpe deres mangler. Gud har sørget for midler til at vise de vildfarne til rette; men dersom de, der farer vild, vælger at følge deres eget skøn og foragter de midler, han har beskikket for at tilrettevise dem og forene dem i sandheden, vil de komme i den stilling, der skildres i de ovenanførte ord af vor Herre. ret

(417)  Gud samler et folk, som ham bereder til at stå forenet til ét, et folk, som taler det samme og således virkeliggør Kristi bøn for sine disciple: »Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader i mig og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig." ret

(417)  Der opstår stadig små grupper, som tror, at Gud kun er med de meget få, de meget spredte og deres indflydelse går ud på at nedbryde og sprede, hvad Guds tjenere bygger op. Urolige ånder, som hele tiden ønsker at se og tro noget nyt, fremstår stadig, nogle på ét sted og andre på et andet og alle sammen udfører de en særlig gerning for fjenden, men påstår dog, at de har sandheden. De står adskilt fra det folk, som Gud samler og giver fremgang og ved hvem han skal udføre sit store værk. De taler stadig om deres frygt for, at sabbatsholdernes menighed kommer til at ligne verden; men der findes næppe to iblandt dem, hvis anskuelser stemmer overens. De er (418) splittede og forvirrede og dog bedrager de sig selv i den grad, at de mener, Gud i særlig grad er med den. Nogle af disse siger, at åndens gaver findes iblandt dem; men disse gavers indflydelse og lære leder dem til at nære tvivl angående dem, på hvem Gud har lagt den særlige byrde for sit værk og de fører en klasse mennesker bort fra samfundet. Det folk, som i overensstemmelse med Guds ord gør enhver anstrengelse for at være ét og som er grundfæstet i den tredje engels budskab, bliver betragtet ned mistænksomhed af den grund, at de udvider deres virksomhed og samler sjæle for sandheden. De bliver anset for at være verdslige, fordi de har indflydelse i verden og deres handlinger vidner om, at de forventer, at Gud endnu skal udføre en stor og særlig gerning på jorden for at samle et folk og berede det for Kristi åbenbarelse. ret

(418)  Denne klasse mennesker ved ikke, hvad de virkelig tror og kender heller ikke grundene for deres anskuelser. De lærer stadig, men er aldrig i stand til at komme til erkendelse af sandheden. Én kommer med vilde, urigtige anskuelser og påstår, at Gud har sendt ham med nyt og herligt lys og alle må tro, hvad han fremholder. Nogle, der ikke har en grundfæstet tro og som ikke underordner sig samfundet, men driver omkring uden et anker til at holde dem fast, tager imod sådanne lærdomme. Hans lys skinner på en sådan måde, at det leder verden til at vende sig bort fra ham med afsky og til at hade ham. Bespotteligt stiller han sig derpå ved Kristi side og påstår, at verden hader ham af samme grund, som den hadede Kristus. En anden, som hævder, at ham er ledet af Gud, står frem og forfægter den vildfarelse, at de ugudelige ikke opstår, en påstand, som er et af Satans store mesterstykker i vildfarelse. En anden har forkerte anskuelser angående Den-kommende-tidsalder. En anden er en ivrig forfægter af den amerikanske dragt. De vil alle have fuld frihed på det religiøse område og enhver handler uafhængigt af de andre; og dog påstår de, at Gud særligt virker iblandt dem. ret

(418)  Nogle fryder sig og hoverer over, at de har de åndelige gaver, hvad (419) andre ikke har. Måtte Gud befri sit folk for slige gaver! Hvad udretter disse gaver for dem? Ledes de til enhed i troen gennem åbenbarelsen af disse gaver? Og overbeviser de den vantro om, at Gud i sandhed er iblandt dem? Når disse indbyrdes uenige mennesker med deres forskellige anskuelser kommer sammen og der hersker adskillig ophidselse og den ukendte tunge høres, lader de deres lys skinne således, at de vantro ville sige: Disse mennesker har ikke deres fulde forstand; de rives med af en falsk spænding og vi ved, at de ikke har sandheden. Sådanne står direkte i vejen for syndere; deres indflydelse er et virksomt middel til at afholde andre fra at modtage sabbaten. Sådanne vil få løn efter deres gerninger. Gud give, at de enten ville omvende sig eller opgive sabbaten! Da ville de ikke, stå i vejen for vantro mennesker. ret

(419)  Gud har udvalgt mænd, som i årevis har udført møjsommeligt arbejde og været villige til at bringe ethvert offer. Mænd, som har lidt savn og udholdt prøvelser for at kunne fremholde sandheden for verden og ved deres konsekvente liv fjerne den skam, sværmere har påført Guds sag. De har mødt modstand af enhver art. De har slidt nat og dag med at granske beviserne for vor tro for at kunne lægge sandheden frem i dens klarhed og i sammenhængende form, så den kunne trodse al modstand. Uophørligt arbejde og åndelige prøvelser i forbindelse med denne store virksomhed har nedbrudt mere end én mands helbred og for tidligt fremkaldt stænk af grå hår på deres hoveder. De har ikke slidt sig op forgæves. Gud har agtet på deres tårer og deres alvorlige kamp i bøn om lys og sandhed og om, at sandheden måtte skinne i sin klarhed for andre. Han har mærket sig deres selvopofrende bestræbelser og han vil belønne dem efter de gerninger, de har gjort. ret

(419)  De derimod, som ingen anstrengelse har haft med at tilvejebringe disse dyrebare sandheder, er stået frem og har antaget enkelte punkter, såsom sandheden vedrørende sabbaten, hvilke alle sammen lægges færdige i deres hænder og al den taknemmelighed, de lægger for dagen for det, der ikke har kostet (420) dem noget, er derpå at stå op og i lighed med Kora, Datan og Abiram forsmæde dem, på hvem Gud har lagt byrden for sit værk. De vil gerne sige: »Lad det nu være nok, thi hele menigheden er hellig, hver og én og Herren er i dens midte.« Taknemmelighed er fremmed for dem. De er i besiddelse af en stærk ånd, som ikke vil bøje sig for fornuft og som vil lede dem fremad til deres egen ødelæggelse. ret

(420)  Gud har velsignet sit folk, som er gået fremad og har fulgt hans vejledende forsyn. Han har samlet et folk fra alle samfundsklasser på sandhedens stærke grund. Fritænkere er blevet overbevist om, at Gud var med sit folk og har ydmyget deres hjerter til at lyde sandheden. Guds værk går stadig fremad. Men trods alle beviser på, at Gud har ledet samfundet, er der og vil der vedblivende være nogle, som giver sig ud for at holde sabbaten, men dog vil optræde uafhængigt af samfundet og tro og handle efter eget skøn. De har forvirrede anskuelser. Deres splittede tilstand er et slående vidnesbyrd om, at Gud ikke er med dem. Verden stiller sabbaten og deres vildfarelser på samme trin og forkaster det hele. Guds vrede hviler over sådanne, hvis handlemåde leder verden til at hade dem. Dersom en kristen hades på grund af sine gode gerninger og fordi han følger Kristus, vil han få løn; men hvis han hades, fordi han ikke følger en fremgangsmåde, der gør ham elsket, hades som følge af sin ukultiverede opførsel og fordi han gør sandheden til et tvivlens emne blandt sine naboer og gør sabbaten så generende for dem som muligt, er han en anstødssten for syndere og en skam for den hellige sandhed og dersom ham ikke omvender sig, ville det være bedre for ham, om der var hængt en møllesten om hans hals og han var kastet i havet. Vejl f menigh bd 1 side 137-143] ret

(420)  ikke-troende skal ikke have anledning til at dadle vor tro. Vi anses for at være særlige og skal ikke handle sådan at ikke-troende ledes til at tro noget mere om os, end vor tro kræver. ret

(421)  (421) Nogle som tror sandheden kan mene at det vil være sundere for søstrene at påtage sig amerikansk klædedragt også selvom den klædeform vil lemlæste vor indflydelse blandt ikke-troende, så at vi ikke så let kan få adgang til dem. Vi bør på ingen måde påtage den, selvom vi må lide lidt for det. Men disse er bedraget når de tror der er så store fordele ved at antage denne klædeform. Selvom det viser sig at være til gavn for nogle, er det til skade for andre.* ret

(421)  Jeg så at Guds orden var blevet forandret fuldstændigt og hans særlige anvisninger ignoreret af dem, som påtog sig amerikansk klædedragt. Jeg blev henvist til 5.Mos 22,5: »En kvinde må ikke bære mandsdragt og en mand må ikke iføre sig kvindeklæder; thi enhver, der gør det, er Herren din Gud en vederstyggelighed.« Gud vil ikke have at hans folk indfører de såkaldte reformerende klæder. Det er en usømmelig klædning, helt uegnet for Kristi ydmyge efterfølgere. ret

(421)  Der er en voksende tendens til at kvinder har deres klæder og udseende så lig det andet køn så muligt og afpasser deres klæder meget til mændenes, men Gud har erklæret det for en vederstyggelighed. »Det samme skal kvinderne gøre, værdigt klædte med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt.« 1.Tim 2,9 ret

(421)  Dem, som føler sig draget til at de skal tilslutte sig kvindernes rettigheder og den såkaldte klædnings-reform kan lige så godt afbryde al forbindelse med den tredje engels budskab. Den ånd som ledsager det ene kan ikke være i harmoni med den anden. Bibelen er tydelig i forholdet mellem mænd og kvinder og deres rettigheder. Spiritisterne har, i lige så stort omfang, taget sig denne særlige klædeform. Syvende-dags Adventister, som tror på talenternes genopbygning, er ofte stemplet som spiritister. Lad dem antage denne dragt og deres indflydelse er død. Folk vil sætte dem på niveau med spiritister og vil afvise at lytte til dem. ret

(422)  (422) I den såkaldte klæde-reform er der en overfladiskhed og dristighed, ved blot at bære klæderne. Beskedenhed og tilbageholdenhed synes at forlade mange, når de antager denne klædeform. Jeg fik vist, at Gud ville have os til at tage en konsekvent retning, der kan forklares. Lad søstrene indføre de amerikanske klæder og de vil ødelægge deres egen og deres mænds indflydelse. De vil blive berygtede og en hån. Vor Frelser siger: »I er verdens lys.« »Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.« Der er et stort arbejde for os at gøre i verden og Gud vil ikke have os til at tage en retning, der svækker eller ødelægger vor indflydelse i verden.

------------
ret

næste kapitel