Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 80. Fra side 438ren side   tilbage

Ikke-indviede prædikanter

(438)  (438) Prædikanter som forkynder den tredje engels budskab bør arbejde hårdt fordi de føler at Gud har lagt arbejdets byrde på dem. Vore prædikanter er sat over trange kår, hvis de viser en grad af sparsommelighed. Hvis de lider mangel, vil de mangle i enhver position de er sat i. Giv dem den gunstigste mulighed og de vil bruge alt hvad de får. Dette har været tilfældet med ældre Hull. Disse behøver en næsten uudtømmelig fortæring at tage fra for at blive tilfredsstillet. ret

(438)  Dem, som undlader at håndtere verdslige sager klogt, lider i almindelighed mangel på åndelige ting. De undlader at bygge menigheden op. De kan have naturlige talenter og kaldes for dygtige talere og mangler alligevel moralsk værdi. De kan drage på store forsamlinger og vække betydelig sindsbevægelse. Men når frugterne opsøges, er der meget få, hvis der overhovedet er nogen. Sådanne mennesker bliver overstadige for arbejdet og mister deres kærlighed for evangeliets enkelhed. De er ikke helliget gennem de sandheder de forkynder. Dette har tilfældet med ældre Hull. Han har lidt mangel på den nåde, som befæster sjælen og ophøjer og forædler menneskets karakter. Det er godt at hjertet bliver befæstet med nåde. Dette er vor fastheds grund. ret

(438)  De steder hvor ældre Hull har kursuslektioner, er folk blevet fornøjet med hans vittigheder og hans specielle prædikeform, alligevel har kun få grebet sandheden, på grund af hans arbejde; og selv disse ganske få, lagde snart troen fra sig. Mange blev skuffet over at der fandtes så få frugter efter hans arbejde. Jeg fik vist årsagen. Der manglede livets ydmyghed, simpelhed, renhed og hellighed. Han havde troet at hans flotte arbejde var uvurderligt og at sagen ikke kunne eksistere hvis han blev adskilt fra den; men hvis han kendte den bekymring, som de virkelige arbejdere havde, der havde prøvet at (439) hjælpe ham og som havde lidt til fordel for ham, ville han ikke have vurderet sit arbejde så højt. Hans metoder har været en stadig byrde for sagen og den ville have haft bedre fremgang uden hans indflydelse. Hans brødres bekymring, for at redde ham fra fald, har fået dem til at gøre meget, med midlerne. De er blevet behaget med hans talertalent og nogle er blevet så ubetænksomme, at hæve ham til skyerne og vise en absolut forkærlighed for ham, frem for alle andre forkyndende brødre, hvis indflydelse alle andre steder, taler for sagens fremme. Dette har skadet ham. Han havde ikke tilstrækkelig ydmyghed eller nok af Guds nåde til at modstå sine brødres smiger. Måtte Gud hjælpe disse brødre til at føle over deres fejltagelser og aldrig mere have skyld i at skade en ung prædikant med smiger. ret

(439)  Alle, som ønsker at drage væk fra Guds restfolk, for at følge deres egne fordærvede hjerter, vil villigt kaste sig selv i Satans hænder og burde fritages. Der er andre blandt os, som er i fare. De har en ophøjet opfattelse af deres egen dygtighed, selvom deres indflydelse i mange henseender kun har været lidt bedre end ældre Hull. Hvis de ikke fornyer sig helt igennem, vil sagen have det bedre, uden dem. Ikke-helliggjorte prædikanter skader sagen og er en tung byrde på deres brødre. De har brug nogen, til at gå bagefter dem, rette deres fejltagelser og rette op og styrke dem, som er blevet svækket og sønderrevet ved deres påvirkning. De er skinsyge på dem, som har båret byrder i arbejdet dem, som vil ofre, om nødvendigt, deres liv for udbredelsen af sandhedens sag. De bedømmer deres brødre efter at ikke have højere motiver end de selv. De gør meget for prædikanter, som er mål for Satans fristelser og vil skade dem - det er spild af midler. Det giver dem indflydelse og sætter dem der, hvor de kan skade deres brødre og Guds sag allerdybest. ret

(440)  (440) Jeg er blevet vist at den tvivl, der er kommet til udtryk over for vor standpunkts rigtighed og inspirationen i Guds ord, ikke er årsagen, hvad mange tror det er. Disse vanskeligheder har ikke så meget med bibelen eller med vor tros beviser at gøre, som med deres egne hjerter. Guds ords krav er for skjulte for deres uhelliggjorte natur. »Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov og det kan heller ikke gøre det.« Hvis det naturlige hjertes følelser ikke er behersket og underkastet af Guds nådes helliggørende indflydelse, modtaget gennem troens kanal, er hjertets tanker ikke rene og hellige. Frelsens betingelser i lyset af Guds ord er fornuftige, tydelige og udtrykkelige og er intet mindre end fuldstændig overens med Guds vilje og hjertes og livs renhed. Vi må korsfæste selvet med dets lyster. Vi må rense os selv fra al køds og ånds snavs og udvikle hellighed i frygt for Gud. ret

(440)  I næsten alle tilfælde hvor personer er blevet usikre over Guds ords inspiration, er det gå grund af deres uhellige livsførelser, hvilket dette ord fordømmer. De vil ikke tage imod dets irettesættelse og trusler, fordi dette drager deres fejlagtige handlemåde i tvivl. De holder ikke af dem, som kunne forvandle og styre dem. Vanskeligheder og tvivl som forvirrer det lastefulde hjerte vil blive ryddet væk foran den, som praktiserer sandhedens rene principper. ret

(440)  Mange har talenter som kunne udrette meget godt hvis de blev helliget og brugt i Kristi sag og kunne udrette meget skade hvis de blev beskæftiget i vantroens og Satans tjeneste. Selvets og dets forskellige lysters tilfredsstillelse vil fordærve talenterne og gøre dem til en forbandelse i stedet for en velsignelse. Satan ærkebedrageren besidder forunderlige talenter. Han var tidligere en ophøjet engel, næstefter Kristus. Han faldt på grund af selvforherligelse og skabte et oprør i himlen og forårsagede at mange faldt med ham. (441) Derpå blev hans talenter og dygtighed brugt imod Guds regering, for at få alle, som han kunne styre, til at foragte himlens myndighed. Dem, som er henrykket i hans sataniske majestæt, må vælge at efterligne denne faldne general og til sidst dele skæbne med ham. ret

(441)  Livets renhed medfører forædling og leder dem, som har denne til at trække sig mere fra grovhed og eftergivenhed i synd. Disse vil ikke blive ledt væk fra sandheden eller overladt til at betvivle Guds ords inspiration. Tværtimod vil de dagligt give sig af med at studere hellige ord med en stadig sigende interesse - og kristendommens og inspirationens vidnesbyrd vil give deres indtryk på tanker og liv. Dem, som elsker synd vender sig væk fra bibelen, vil holde af at tvivle og vil blive ligeglad med principperne. De vil tage imod og forsvare falske teorier. Disse vil tillægge menneskers synder til omstændighederne og når de begår stor synd tager de det med medlidenhed i stedet for at se på det som en forbryder der skal straffes. Dette vil altid passe et fordærvet hjerte, som i tidens løb vil udvikle den faldne naturs grundprincipper. Ved nogle almindelige metoder, ophæver mennesker på én gang synd, for at undgå den ubehagelige nødvendighed, der er i personlig anstrengelse og reformation. For at befri sig selv for forpligtigelsen fra dagens anstrengelser, er mange rede til at erklære alle deres tidligere arbejde og møje i efterfølgelsen af principperne fra Guds Ord for nyttesløse. Ældre Hulls filosofi har sin rod i hjertets fordærv. Gud opfostrer mennesker til at gå frem til arbejdet på høstmarken og hvis de er ydmyge, helligede og gudfrygtige vil de tage de kroner, som de tjenere mistede, der anså troen for at være forkastet. ret

(441)  Den 5. november 1862 fik jeg vist, at nogle folk misforstod deres kald. De tænkte at hvis et menneske ikke kan arbejde med sine hænder, eller hvis han ikke er forretningsmand, kan han være prædikant. Mange gør en stor fejltagelse her. Et menneske, som ikke har (442) forretningstalent kan blive prædikant, men han vil mangle kvalifikationer, som enhver prædikant må have for at handle klogt i menigheden og opbygge sagen. Men når en prædikant er god bag prædikestolen og, ligesom ældre Hull, svigter i at lede, bør han aldrig gå alene. Andre bør være hos ham for at afhjælpe hans mangel og lede for ham. Og selv om det kan være ydmygende, bør han give agt på denne bedømmelse og disse råd, som en blind følger én der har øjne. Ved at gøre sådan vil han undgå mange farer, der ville vise sig at være skæbnesvanger for ham, dersom han var alene. ret

(442)  Fremgangen for Guds sag afhænger meget af de prædikanter, der arbejder på den evangeliske mark. Dem, som underviser i sandheden bør være opbyggelige, selvopofrende og gudfrygtige mennesker, som forstår deres opgave og giver sig i kast med det gode, fordi de ved at Gud har kaldt dem til arbejdet, mennesker som mærker sjælenes værdi og vil bære byrder og ansvar. En grundig arbejdsmand er kendt for perfektionen i sit arbejde. ret

(442)  Der er kun få forkyndere iblandt os. Og fordi Guds sag lader til at have brug for så meget hjælp, er nogle kommet til at tro, at næsten alle der påstår at kunne blive prædikanter, kan antages. Nogle har troet at de var kvalificeret til at gå frem som arbejdere, fordi nogle kunne bede og formane frit under møderne. Og når de blev prøvet, eller kunne vise nogle gode frugter af deres arbejde, har mennesker, som Gud ikke har sendt, opmuntret og smigret disse brødre, som mangler erfaring. Men deres arbejde viser arbejderens karakter. De spreder og forvirrer, men samler ikke og opbygger. Nogle få kan tage imod sandheden, som frugter af deres arbejde, men disse kommer normalt ikke længere frem end den, de har lært sandheden fra. Den samme mangel, som ses hos disse forkyndere, ses også hos deres nyomvendte. ret

(442)  Sagens fremgang er ikke afhængig af, om vi har (443) et stort antal prædikanter, men det er af den højeste vigtighed om dem, som arbejder i Guds sag er mennesker, som virkelig mærker arbejdets byrde og ukrænkelighed, som han har kaldt dem til. Nogle få selvopofrende gudfrygtige mænd, små efter deres eget skøn, kan gøre mere godt end et meget større antal, hvor en del af dem er ukvalificeret for arbejdet og er selvsikre og praler af deres egne talenter. En del af dem ude i marken, som hellere skulle udfylde nogle kald derhjemme, gør det nødvendigt, at næsten al den tid de trofaste prædikanters har, bliver brugt på at rette op på deres fejlagtige indflydelse. Unge forkynderes fremtidige nytte er meget afhængig af den måde de kommer ind i arbejdet på. Brødre, som har Guds sag på hjertet, er så ivrige efter at se sandheden skride frem at de er i fare for at gøre for meget for prædikanter, som ikke er blevet prøvet, ved rundhåndet at hjælpe dem med midler og give dem indflydelse. Dem, som kommer ud på den evangeliske mark burde overlades til at opnå sig et omdømme, endog hvis det kostede prøvelser og afsavn. De bør først aflægge bevis for deres forkyndergerning. ret

(443)  Erfarende brødre bør der holdes vagt ved; og i stedet for at forvente at disse unge forkyndere hjælper og leder dem, burde man føle et ansvar for at tage vare på disse unge forkyndere og undervise dem, råde dem og lede dem, for at have en faderlig omsorg for dem. Unge prædikanter bør have orden, et sikkert formål og et arbejdsomt sind, så de ikke skal spise menneskets brød for intet. De skal ikke gå fra sted til sted og præsentere nogle punkter i vor tro for at oprøre fordomme og forlade dem, før vidnesbyrdene for den nærværende sandhed er bare halvt fremstillet. Unge mennesker, som tror at de har en pligt til at arbejde i forbindelse med værket, bør ikke påtage sig ansvaret med at lære sandheden før de har hjulpet dem selv, med den forrettighed det er, at være under indflydelse under en erfaren prædikant, som arbejder systematisk; (444) de bør lære af ham, som en elev i skolen bliver undervist af sin lærer. De bør ikke drive hid og did, uden noget bestemt mål eller nogen udviklede planer til at føre ud i deres arbejde. ret

(444)  Nogle har kun en lille erfaring og er mindst udrustet til at undervise i sandheden og er de sidste til at bede om råd og vejledning fra deres erfarne brødre. De tager prædikantskikkelsen på sig og sætter sig på niveau med dem, der har lang og prøvet erfaring. De er ikke tilfredse, før de kan lede, i den tro at de ved alt hvad der er værd at vide, fordi de er prædikanter. Disse prædikanter mangler ganske bestemt et sand kendskab til dem selv. De har ikke den passende beskedenhed og har i det hele taget en for høj anskuelse af deres egne evner. Erfarne prædikanter, som erkender værkets ukrænkelighed og mærker sagens byrde på dem, er af sig selv nidkære. De betragter det som et privilegium at rådføre sig med deres brødre og er ikke fornærmede, hvis der foreslås bedre arbejdsplaner til dem eller forbedre deres talemåde. ret

(444)  De prædikanter, som kommer fra de forskellige trosretninger, for at tage imod den tredje engels budskab, ønsker ofte at undervise skønt de burde være elever. Nogle har en stor del, fra deres tidligere lære, at få ud af hovedet igen, før de fuldt ud kan lære den nærværende sandheds bestanddele. Prædikater vil skade Guds sag ved at gå ud og arbejde for andre, når der er så stort et arbejde, der skal gøres for dem selv, så at de gøres egnede for de opgaver de ønsker at gøre for ikke-troende. Hvis de er uegnede for opgaven, vil det kræve to eller tre trofaste prædikanters arbejde at følge efter og rette deres fejlagtige indflydelse. I sidste ende vil det være billigere for Guds sag at give disse prædikanter et godt underhold for at blive derhjemme og ikke gøre skade på marken. ret

(444)  Nogle har betragtet prædikanter som særligt inspirerede, som det eneste medium Herren taler igennem. Hvis nogle af de ældre og dem med lang erfaring ser nogle fejl hos en prædikant og foreslår nogle forbedringer i hans metoder, i hans stemmes (445) betoning, eller i hans fagter, har han nogle gange følt sig såret og har draget den slutning, at Gud har kaldt lige som han er, at kraften var Guds og ikke sin egen og at Gud må gøre arbejdet for ham, så forkynder han ikke efter menneskers visdom, osv. Det er en fejltagelse at tro at mennesker ikke kan forkynde medmindre han bliver ophidsede til en høj grad af henrykkelse. Mennesker, som således er underkastet følelser, kan være til nytte ved formaninger når de føler det som sådan; men de vil aldrig gøre godt, byrde-bærende arbejde. Når arbejdet bliver svært og alt giver sig skin af at være nedslående, er de, som er let pirrelige og de som er underlagt følelser ikke beredt til at bære deres del af byrden. I nedslående og mørke tider er det vigtigt at have klart tænkende mennesker, som ikke er afhængig af omstændighederne, men stoler på Gud og arbejder videre i mørke så vel som i lys. Mennesker, som tjener Gud af et princip, selv om deres tro kan være strengt prøvet, vil trygt få erfaringer på den aldrig-svigtende Jehovas arm. ret

(445)  Unge forkyndere og mænd som tidlige har været prædikanter, som har været grove og rå i deres metoder og har ikke udtrykt hvad der er helt sømmeligt og rent i deres omgang med andre, er ikke egnet til at tage del i dette arbejde, før de giver udtryk af fuldstændig fornyelse. Et uklogt ord kan gøre mere skade end en række møder af den, som vil gøre godt. De forlader sandhedens standard, som altid burde være ophøjet og er fornedret til støvet, i forhold til fællesskabet. Deres nyomvendte kommer normalt ikke til noget højere stade end den standard, der er fremhævet for dem af prædikanterne. Mennesker, som står mellem det levende og døde burde opføre sig helt rigtigt. Prædikanten bør ikke, et øjeblik, være væk fra sin vagt. Han arbejder på at løfte andre, ved at bringe dem op på sandhedens platform. Lad ham vise andre at sandheden har gjort noget for ham. Han burde se det dårlige fra disse hensynsløse, rå og vulgære udtryksformer og burde foragte og lægge (446) alt væk af den karakter. Hvis ikke han gør dette, vil hans nyomvendte tage ham, som forbillede. Og når trofaste prædikanter følger efter og arbejder med disse nyomvendte for at rette deres fejl, vil de undskylde sig selv ved at henvise til prædikanten. Hvis du fordømmer denne fremgangsmåde, vil de vende sig til dig og spørge: Hvorfor hævder du dig og påvirker mennesker til at gå ud for at tale til syndere, når de selv er syndere? ret

(446)  Det arbejde, som vi er involveret i, er et ansvarsbetynget og ophøjet arbejde. Dem, som hjælper i ord og lære bør selv være et mønster for gode gerninger. De bør være eksempler i hellighed, renhed og orden. Guds tjeners optræden, væk fra talerstolen og bag den, bør være en levende forkynder. Han kan udrette meget mere ved hans gudfrygtige eksempel end ved bare at prædike fra talerstolen, da hans indflydelse fra talerstolen ikke er værdig til efterligning. Dem, som arbejder i denne sag, frembærer verden, den mest ophøjede sandhed, der nogensinde er betroet dødelige mennesker. ret

(446)  Mennesker som er udvalgt af Gud til at arbejde for denne sag vil give bevis på deres høje kald og vil anse det for at være deres højeste pligt at vokse og blive bedre indtil de bliver duelige arbejdsfolk. Idet de viser en alvor for at forbedre de talenter, som Gud har betroet dem, vil de da blive skønsomt hjulpet. Men den opmuntring de får, bør ikke lugte af smiger, for Satan selv vil gøre tilstrækkeligt af den slags. Mennesker, som tror at de har en pligt til at forkynde, bør ikke hjælpes i at læne sig selv og deres familier til brødrene for at få støtte. De er ikke berettiget til dette før de kan vise gode frugter fra deres arbejde. Der er nu fare for at skade unge forkyndere og dem som kun har lidt erfaring, med smiger og ved at lindre livets byrder. Når de ikke prædiker bør de gøre hvad de kan for at hjælpe sig selv. Dette er den bedste måde at prøve deres kald til at prædike, på. Hvis de kun ønsker (447) at prædike for at blive støttet som prædikanter og menigheden tilstræber en skønsom kurs, vil de snart miste byrden og lade forkyndelsen være til en mere nyttiggørende affære. Paulus den mest veltalende forkynder, blev mirakuløst forvandlet af Gud til at gøre et særligt arbejde, var ikke for indbildsk til at arbejde. Han siger: »Indtil denne stund har vi både sultet og tørstet og manglet klæder; vi bliver mishandlet; vi er hjemløse; vi arbejder hårdt med vore hænder. Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri.« 1.Korinter 4,11.12. »Ej heller fik vi føden hos nogen uden vederlag, men vi arbejdede under slid og møje nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde.« 2.Tessaloniker 3,8. ret

(447)  Jeg er blevet vist at mange ikke rigtig værdsætter de talenter som er iblandt dem. Nogle prædikanter forstår ikke hvilket forkyndertalent ville være det bedste for at fremme sandhedens sag, men kun på den nuværende tilfredsstillelse af deres følelser. Uden eftertanke viser de forkærlighed for taleren som tilkendegiver en anselig iver for sin forkyndelse og fortæller anekdoter som behager øret og opliver sindet en stund, men efterlader ikke noget varigt indtryk. Samtidig vil de vurdere den forkynder lavt, som har studeret så lødigt at han giver folk argumenterne for vort standpunkt på en klar måde og i en sammenhængende form. Hans arbejde påskønnes ikke og han behandles ofte med ligegyldighed. ret

(447)  En mand kan prædike på en humørfyldt måde og behage tilhøreren, men befordrer ingen nye tanker eller virkelig forstand til sindet. De indtryk, der modtages ved en sådan forkyndelse, holder ikke længere end hvor talerens stemme høres. Når der søges efter frugter fra et sådant arbejde, vil der kun findes en smugle. Disse prangende gaver er ikke så gavnlige og særlig gode til at fremme sandhedens sag, som gaver der kan betros svære og vanskelige områder. I arbejdet med at lære sandheden er det nødvendigt at vor standpunkts mærkesager er godt befæstet med (448) vidnesbyrd fra skriften. Påstande kan gøre den ikke-troende tavs, men de vil ikke overbevise ham. Troende er ikke de eneste nyttearbejderne der er sendt ud på marken. Sjælevinding er det største mål. ret

(448)  Nogle brødre har begået fejl i denne henseende. De har troet at bror C var den rigtige til at arbejde i Vermmont og at han kunne urette mere end nogen andre prædikanter i denne stat. Disse ser ikke tingene fra en rigtig synsvinkel. Bror C kan tale på en måde der interesser en forsamling og hvis dette er alt hvad er nødvendigt, for at for at gøre en prædikant succesrig, så vil en gruppe brødre og søstre have ret i deres vurdering af ham. Men han er ikke en grundig arbejder; han er ikke pålidelig. I menighedsmæsssig sammenhæng er han uden betydning. Han har ikke erfaring, dømmekraft og skarpsindighed til at være til nytte for menigheden når den prøves. Han har ikke været tilbundsgående i det timelige og selv om han har en lille familie, har han mere eller mindre haft brug for hjælp. Den samme mangel vises i åndelige ting som i timelige ting. Var den rette fremgangsmåde brugt mod ham fra begyndelsen af hans forkyndelse, kunne der fås lidt nytte af ham. Hans brødre skadede ham ved at gøre meget ud af ham og kun lade ham bære få af livets byrder, så længe han troede at hans arbejdere var af den dybeste betydning. Han var villig til at hans brødre i Vermont skulle bære hans byrder, selvom han var fri for bekymringer. Han har ikke haft en passende mængde af opgaver til at styrke og give sine muskler spændstighed og gøre godt for sit helbred. ret

(448)  Han er ikke egnet til at opbygge menigheder. Hvis han mærker smerten på sig selv, ved at han ikke forkynder evangeliet, som de tidligere opofrende prædikanter mærkede det, så vil han ligesom dem være villig til, en del af sin tid, at arbejde med sine hænder, for at tjene midler til at underholde sin familie, så de ikke er til byrde for menigheden og så kan han gå ud og ikke bare forkynde men også frelse sjæle. Bestræbelser, der gøres i en sådan ånd, vil udrette noget. Efter sin egen vurdering var han ophøjet (449) og anså sig selv for at være jævnbyrdig med nogen af arbejderne i Vermount og har følt at han skulle stå i række med dem og give råd om menighedens anliggender, selvom han ikke har fortjent en anseelse eller ikke har vist sig at være værdig. Hvilken selvopofrelse eller helligelse har han vist menigheden? Hvilke farer og prøvelser har han udholdt, så brødrene kan have deres tillid befæstet i ham, som en arbejder de kan betro sig til, hvor hans indflydelse vil være god, hvor han end kommer hen? Så længe han ikke har en helt anden ånd og handler fra uselviske principper, er det bedre at han opgiver tanken med at forkynde. ret

(448)  Brødrene i Vermont har ikke lagt mærke til den moralske værdi i mennesker, som brødrene Bourdeau, Pierce og Stone, som har en dyb erfaring og hvis indflydelse har været sådan, at der opnås tillid til hinanden i fællesskabet. Deres flittige og konsekvente væremåde har dagligt gjort dem til levende forkyndere og deres arbejde har fjernet mange fordomme og har samlet og bygget op. Alligevel har brødrene ikke påskønnet disse menneskers arbejde, selvom de er behaget med det, der kommer fra mennesker, der ikke vil holde til at blive prøvet og som kun kan vise lidt frugt af deres arbejde.

------------
ret

næste kapitel