Vidnesbyrd for menigheden bind 1 kapitel 81. Fra side 448ren side   tilbage

Prædikantens hustru

(448)  Den 5.juni 1863 fik jeg vist at Satan altid arbejder på at gøre prædikanter modløse og lede dem på afveje, prædikanter som Gud har udvalgt til at forkynde sandheden. Den mest effektive måde han kan arbejde på, er ved den påvirkning han kan give gennem hjemmet og ikke-indviede ledsagere. Hvis han kan styre deres tanker, kan han gennem dem lettere opnå adgang til manden, som arbejder i ord og lære for at frelse sjæle. Jeg blev henvist til de advarsler, som Gud havde givet gentagende gange og til de pligter, som var blevet anvist for prædikantens hustru; alligevel har disse advarsler ikke haft en vedvarende virkning. Det (450) vidnesbyrd, som var givet har kun haft virkning i kort tid. Lydighed og helligelse til Gud er glemt, mange har ignoreret den hellige pligt der påhviler dem, at de skal benytte sig af det lys de har fået og vandre som lysets børn. Hvis sløret kunne splittes ad og alle kunne se hvordan der ses på deres sager i himlen, ville der blive en vækkelse og alle ville frygtsomt spørge: Hvad kan jeg gøre for at blive frelst? ret

(450)  Den prædikantfrue, som ikke er helliget til Gud, er ikke nogen hjælp for sin mand. Selv om han dvæler ved nødvendigheden i at bære korset og fremhæver betydningen for selvfornægtelse, strider hans hustrus eksempel ofte imod hans forkyndelse og ødelægger dets kraft. På den måde bliver hun en stor hindring og leder ofte sin mand væk fra hans pligt og fra Gud. Hun erkender ikke hvilken synd hun begår. I stedet for at forsøge at være nyttig, forsøge med sand kærlighed at hjælpe de sjæle, der behøver det, unddrager hun sig opgaven og foretrækker et unyttigt liv. Hun er ikke tvunget af kraften fra Kristi kærlighed og kraften af uselviske, hellige principper. Hun vælger ikke at gøre Guds vilje og være en samarbejdspartner med sin mand, med engle og med Gud. Når en prædikanthustru ledsager sin mand i hans mission for at frelse sjæle, er det en stor synd for hende at hindre ham i sit arbejde, ved at vise ulykkelig utilfredshed. I stedet for at gå hjerteligt ind i hans arbejde og søge efter enhver anledning til at samle hendes interesse og arbejde med ham, har hun ofte undersøgt hvordan hun kan gøre det lettere og behageligere for sig selv. Hvis forholdene omkring dem ikke er så behagelige som hun kunne ønske (som de ikke altid vil være), skal hun ikke give efter for hjemve, eller ved mangel på munterhed eller ved at komme med beklagelser pine manden og gøre hans opgave sværere og måske drages af hendes utilfredshed fra det sted hvor han kunne gøre godt. Hun bør ikke bortlede sin mands interesse fra det sjælevindende arbejde, for at føle med hendes lidelser og tilfredsstille hendes lunefulde og (451) usammenhængende følelser. Hvis hun ville glemme sig selv og arbejde på at hjælpe andre, tale og bede med stakkels sjæle og handle som om deres frelse var at højere vigtighed end noget andet, ville hun ikke have tid til hjemve. Hun ville føle en liflig helligelse fra dag til dag, som løn for hendes uselviske arbejde; jeg kan ikke kalde for opofrelse, for nogle af vore prædikanthustruer ved ikke hvad det vil sige at opofre sig eller lide for sandhedens sag. ret

(451)  For år tilbage udholdt prædikanthustruer trange kår og forfølgelse. Når deres mænd led under fængsling og nogle gange døden, led disse prægtige og selvopofrende kvinder med dem og deres løn vil være på højde med deres mænds. Fru Boardman og fru Judsons led for sandheden og led med deres ledsagere. I bogstaveligste forstand ofrede de hjem og venner, for at hjælpe deres ledsagere i arbejdet med at give lys til dem i mørke og for at afsløre Guds ords skjulte mysterier for dem. Deres liv var hele tiden i fare. Sjælenes frelse var deres store mål og for dette mål ville de lide med glæde. ret

(451)  Kristi liv blev fremstillet for mig. Selv om hans selvfornægtelse og opofrelse sammenlignes med hustruernes og nogle af vore prædikanters prøvelser og lidelser, gør det noget når de kalder opofrelse for betydningsløs. Hvis prædikantens hustru siger utilfredse og misfornøjede ord, er påvirkningen på manden nedslående og tjener til, at gøre ham magtesløs i sit arbejde, især hvis hans succes er afhængig af påvirkningen omkring ham. Skal en Guds prædikant i sådanne tilfælde blive lemlæstet og revet væk fra arbejdsmarken for at tilfredsstille hans hustrus følelser, som udspringer af uvillighed mod pligter? Hustruen bør tilpasse sine ønsker og behag efter pligter og opgive hendes selviske følelser for Kristi og sandhedens skyld. Satan har haft meget at gøre med at styre prædikanternes arbejde og udøve påvirkning fra selviske og let-elskende ledsagere. ret

(452)  (452) Hvis en prædikanthustru ledsager sin mand på hans rejser, bør hun ikke gå efter sin egen særlige lyst, ved at snakke og vente på ham, men hun skal arbejde med ham. Hun bør have den samme interesse, som han har, for at gøre godt. Hun bør være villig til at følge sin mand, hvis hjemmepligterne ikke forhindrer det og hun bør hjælpe ham i hans anstrengelser for at vinde sjæle. Med beskedenhed og ydmyghed og dog med en pæn selvtillid, bør hun have en dragende indflydelse på personerne omkring hende og bør gøre sin del og bære sit kors og byrde ved møderne, omkring familiealteret og i samtale omkring kaminen. Folk forventer dette og de har ret til at forvente det. Hvis disse forventninger ikke erkendes, er mandens påvirkning mere end halvt nedbrudt. Prædikantens hustru kan gøre meget hvis hun vil. Hvis hun har den selvopofrende ånd og har en kærlighed for sjæle, kan hun gøre næsten lige så meget godt med ham. ret

(452)  En søstermedarbejder i sandhedens sag kan forstå og komme ind i visse sager, særligt blandt søstrene, som prædikanten ikke kan. Et ansvar hviler på prædikantens hustru, som hun ikke burde og ikke kan bare kaste fra sig. Gud vil gøre krav på det talent, der er lånt hende, med renter. Hun bør arbejde alvorligt, trofast og samstemmende med sin mand i at vinde sjæle. Hun bør aldrig fremhæve sine ønsker, eller udtrykke en mangel på interesse i hendes mands arbejde, eller dvæle ved hjemve og usammenhængende følelser. Alle disse naturlige følelser må overvindes. Hun bør have et livsmål som gennemføres uden vaklen. Hvad nu hvis dette strider mod følelser, behag og en naturlig smag? Dette bør med glæde og lethed ofres for gøre godt og vinde sjæle. ret

(452)  Prædikanternes hustruer bør leve et indviet og helliget liv. Men nogle vil nyde godt af en religion, som der ikke er noget kors i og som ikke kræver nogen selvfornægtelse og anstrengelse fra deres side. I stedet for at selv at være ophøjede og lære fra Gud, for at få styrke og bære deres personlige ansvar, har (453) de det meste af tiden været afhængige af andre og fået deres åndelige liv fra dem. Hvis de bare ville lære tillidsfuldhed, i barnlig tillid, til Gud og have deres hengivenhed samlet i Jesus og lede deres liv ud fra Kristus, den levende Vin, hvilken masse godt kunne de gøre, hvilken hjælp kunne de være for andre, hvilken støtte for deres mænd og hvilken løn ville være deres ved enden! »Vel, du gode og tro tjener,« vil komme som den sødeste musik for deres ører. Ordene, »gå ind til din herres glæde,« vil være tusinde gange tilbagebetaling for al den lidelse og de prøvelser de har udholdt, for at vinde dyrebare sjæle. ret

(453)  Dem som ikke vil udnytte det talent, som Gud har givet dem, vil svigte i det evige liv. Dem, som har været af lille nytte i verden vil blive belønnet derefter, eftersom deres gerninger har været. Når alt går glat, bliver de båret op på bølgen; men når de alvorligt og utrætteligt behøver at bruge årer og ro mod vind og strøm, lader der ikke til at være kraft i deres kristne karakter. De vil ikke tage trængslerne i arbejdet, men lægge deres årer ned og tilfreds lader de strømmen føre dem ned. Således forbliver de i almindelighed, indtil nogen tager byrden og arbejder alvorligt og energisk på at trække dem opad. Hver gang de overgiver sig til en sådan ladhed mister de styrke og viser mindre tendens til arbejdet i Guds sag. Det er kun den redelige sejrherre som vinder evig ære. ret

(453)  En prædikants hustru bør altid have en ledende indflydelse på dem hun omgås og hun vil være en hjælp eller en stor hindring. Hun enten samler med Kristus eller spreder. En selvopofrende missionsånd mangler blandt vore prædikanters ledsagere. Det er selvet først og Kristus derefter og endda i tredje række. En prædikant bør aldrig tage sin hustru med sig, med mindre han ved, at hun kan være ham en åndelig hjælp, så hun er én der kan bære og udholde og lide, for at gøre godt og gavne sjæle for Kristi sag. Dem, (454) der ledsager deres mænd bør gå med dem til arbejdet i enighed. De må ikke forvente at blive fri for prøvelser og skuffelser. De skal ikke tænke for meget over behagelige følelser. Hvad har følelser at gøre med pligt? ret

(454)  Jeg fik oplæst Abrahams tilfælde. Gud sagde til ham: »Tag din søn Isak, din eneste, ham du elsker og drag ham til Morija land og bring ham der som brændoffer på et af bjergene, som jeg vil vise dig!« Abraham adlød Gud. Han så ikke på sine følelser. Med en ædel tro og tillid til Gud beredte han sig for sin rejse. Med et hjerte sønderrevet i pine så han på den stolte og elskende moder se med øm kærlighed på den lovede søn. Men han ledte denne elskede søn væk. Abraham led, alligevel lod han ikke sin vilje rejse sig i oprør mod Guds vilje. Pligt, streng pligt, beherskede ham. Han vovede ikke at se på sine følelser eller overgive sig til dem et øjeblik. Hans eneste søn vandrede sammen med den strenge, elskende, lidende far og talte engageret og udtrykte igen og igen det kærlige navn far og spørger senere: Hvor er dyret til brændofret?« Oh hvilken prøve for den trofaste fader! Engle så med tilfreds undren på dette drama. Guds trofaste tjener bandt sågar sin elskede søn og lagde ham på træet. Kniven blev hævet, da en engel råbte: »Abraham, Abraham... Ræk ikke din hånd ud mod drengen." ret

(454)  Jeg så at det ikke er nogen let ting at være en kristen. Det er en smal sag at bekende sig til det kristne navn; men det er stort og helligt at leve et kristent liv. Der er nu kun lidt tid til at sikre sig den udødelige krone, at få en fortegnelse over gode gerninger og fuldføre pligter, der er optegnet i himlen. Ethvert træ kendes på dets frugter. Enhver vil blive dømt efter sine gerninger, ikke efter hans bekendelse eller tro. Dette spørgsmål vil aldrig blive stillet: Hvor meget bekender han sig til? men: Hvilke frugter bærer han? Hvis træet er fordærvet, er frugterne dårlige. Hvis træet er godt, kan det ikke danne dårlige frugter.

------------
ret

næste kapitel