(528) De sabbatsholdende brødre, som overlader ansvaret for deres forvaltning til hænderne på deres hustruer, skønt de selv er i stand til at styre dette, er ukloge og derved mishager de Gud. En mands forvaltning kan ikke overflyttes til hustruen. Alligevel forsøger man nogle gange på dette, til stor skade for begge. En troende mand havde nogle gange overdraget sin ejendomme til sin ikke-troende ledsager og håbede derved at gøre hende glad, uskadeliggøre hendes modstand og endelig få hende til at tro sandheden. Men det er ikke desto mindre et forsøg på at købe sig til fred, eller at hyre hustruen til at tro sandheden. De midler, som Gud har lånt manden til at fremskynde sandheden, er overført til én som ikke har forståelse for sandheden; hvilket regnskab vil en sådan tjener aflægge, når den store Mester kræver sit igen, med renter? ret
(528) Troende forældre har ofte overført deres ejendomme til deres ikke-troende børn og bortlægger dem således, væk fra deres magt, for at give Gud det som er hans. Ved at gøre det på den måde fralægger de sig det ansvar, som Gud har lagt på dem og sætter de midler i fjendens rækker, som Gud havde betroet dem, for at de skulle gives tilbage til ham, ved investering i hans sag, når han krævede det af dem. Det er ikke efter Guds orden at forældre, som kan lede deres egene sager opgiver kontrollen over deres ejendomme også (529) når det er til børn, som har den samme tro. Det er kun sjældent de har den samme helligelse for sagen, som de burde og de er ikke blevet oplært i modgang og sorg så de værdsætter de evige rigdomme højt og det jordiske noget mindre. Midler, der lægges i disse hænder er det største onde. Det er en fristelse for dem, at sætte deres lid til det jordiske og stole på besiddelserne og føle at de kun behøver lidt ved siden af. Når de får midler, som de ikke har opnået ved deres egen anstrengelse, er det kun sjældent de bruges forstandigt. ret
(529) Den mand, der overfører sine besiddelser til sin hustru, åbner en vid dør til fristelse, uanset om hun er troende eller ikke-troende. Hvis hun er troende og af naturen sparsommelig og tilbøjelig til selviskhed og begærlighed, vil hendes kamp være meget hårdere med hendes mands forvaltning og hendes egen ledelsesevne. For at blive frelst, må hun overvinde alle disse særlige og onde karaktertræk og efterligne sin guddommelige Herres karakter, søge efter anledninger til at gøre andre godt og elske andre, som Kristus elskede os. Hun må opelske de dyrebare kærlighedsgaver, som vor Frelser havde så mange af. Hans liv var kendetegnet ved en pæn, uegennyttig godgørenhed. Hele hans liv var ikke ødelagt af en eneste selvisk handling. Hvilket motiv manden end måtte have, har han sat en frygtelig anstødssten på sin kones vej som hindrer hende at vinde sejr. Og hvis overførelsen sker til børnene, vil det være det samme dårlige resultat. Gud læser mandens motiver. Hvis han er egenkærlig og har gjort overførelsen for at skjule sin begærlighed og fritager sig fra at gøre noget der fremskynder sagen, vil himlens forbandelse visselig følge efter. Gud læser hjertets hensigter og mål og prøver menneskebørnenes motiver. Hans klare og synlige mishag kan måske ikke tilkendegives som den blev i Annanias og Safiras tilfælde, men alligevel vil straffen til sidst, ikke på nogen måde, være lettere end den de fik. I forsøget på at bedrage (530) mennesker, løj de over for Gud. »Den sjæl, der synder, den skal dø." ret
(530) Disse kan ikke stå domsprøven bedre end manden, som fik en talent og skjulte den i jorden. Da han blev kaldt til regnskab, anklagede han Gud for at være uretfærdig. »Herre, jeg havde lært dig at kende som en hård mand, der høster, hvor de ikke såede og samler, hvor du ikke spredte og af frygt for dig gik jeg hen og gemte dit talent i jorden; [hvor Guds sag ikke kunne have gavn af den] se, her har du, hvad dit er.« Gud sagde, »Tag nu den talent fra ham og giv den til ham, der har ti talenter;... og kast den unyttige tjener ud i mørket udenfor. Der skal være gråd og tændersskæren.« Denne mand var bange for at Herren ville få gavn af hans talent. ret
(530) Jeg så at der er mange, som har pakket deres talenter ind i et stykke stof og skjult den i jorden. Det var som om, de troede at enhver øre, investeret i Guds sag, ville de miste ved indløsningen. Dem som føler det på den måde, er det således. De vil ikke få nogen løn. De giver kun modstræbende fordi de føler sig forpligtet til at gøre sådan. Gud elsker en glad giver. Dem, som blider sig selv ind at de kan overlade deres ansvar til kone eller børn er bedraget af fjenden. En overdragelse af midlerne vil ikke formindske deres ansvar. De står til regnskab for de midler himlen har betroet i deres varetægt og de kan på ingen måde fritage sig selv fra dette ansvar, før de skal give Gud det tilbage, som han har betroet dem. ret
(530) Kærlighed til verden giver adskillelse fra Gud. »Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.« Det er umuligt for nogen at se sandheden, når verden har deres hengivenhed. Verden kommer ind mellem dem og Gud, omtåger synsevnen og lammer deres følsomhed i en sådan grad at det er umuligt for dem at se de (531) hellige ting. Gud kalder på disse: »Tvæt hænderne, I syndere! og rens hjerterne, I tvesindede! Klag jeres nød og sørg og græd; jeres latter skal vendes til sorg og jeres glæde til bedrøvelse!« Dem, som har gjort deres hænder snavsede med verdens besmittelse, pålægges at vaske dens snavs af deres hænder. Dem, som tror at de kan tjene verden og alligevel elske Gud, er tvesindede. Men de kan ikke tjene Gud og mammon. De er mennesker med to sindelag, der elsker verden og mister al fornemmelse om deres pligt mod Gud, alligevel vedkender de at være Kristi efterfølgere. De er hverken det ene eller det andet. De vil miste begge verdner, medmindre de vasker deres hænder og renser deres hjerter ved lydighed mod sandhedens rene principper. »Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede.« »Dermed er kærligheden blevet fuldkommen hos os, at vi har frimodighed på dommens dag, thi som han er, således er også vi i denne verden.« »Derved har han også skænket os sine dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær og få del i guddommelig natur." ret
(531) Det er verdslig begær som ødelægger sand gudsfrygt. Kærlighed til verden og det, som er i den adskilt os fra Faderen. Forkærlighed til jordisk vinding, bliver større blandt dem, som vedkender sig at afvente vor Frelsers snarlige tilsynekomst. Kødets lyst, øjnenes lyst og livets glans behersker selv de bekendende kristne. De søger efter det som er i verden med gerrig lyst og mange vil sælge det evige liv for uhellig vinding.