(118) I det syn der blev vist mig den 12. juni 1868, fik jeg vist Guds folks farer med henblik på bror og søster White og mente at de måtte komme til dem og søge råd af. Sådan burde det ikke være. De er indbudt af deres medfølende og kærlige Frelser til at komme til ham, når de er bebyrdede og han vil lindre dem. I ham vil de finde hvile. Ved at lægge deres rådvildhed og prøvelser til Jesus, vil de finde at det løfte, der er (119) dem givet, fuldbyrdes. I deres kvaler hvor de mærker den hjælp der alene er funderet i Jesus opnår de en erfaring der er af højeste værdi for dem. Bror og søster White kæmper livets renhed, kæmper for at bringe frugterne frem til hellighed; og dog er de fejlende mennesker. Mange kommer til os med spørgsmålet: Skal vi gøre dette? Skal vi gå i gang med dette? Eller med hensyn til klæder, Skal jeg bære det eller det? Jeg svarer dem: I bekender jer til at være Kristi disciple. Studér jeres bibler. Forstå omhyggeligt og under bøn vor dyrebare Frelsers liv da han boede iblandt mennesker på jorden. Efterlign hans liv og du vil ikke forvilde dig fra den smalle sti. Vi afviser fuldstændig at være samvittighed for jer. Hvis vi siger præcis hvad I skal gøre, vil se på os som vejledere, i stedet for selv at gå direkte Jesus. Vil jeres erfaring blive funderet i os. I må selv have en erfaring, som skal funderes i Gud. Så vil I kunne modstå de sidste dages farer og blive renset og ikke fortæres af lidelsens ild hvilken alle de hellige må gå igennem for at få urenhederne fjernet fra deres karakter og beredes til at modtage den endelige udødelighedsberøring. ret
(119) Mange af vore kære brødre og søstre tror at de ikke kan have en stor sammenkomst uden at bror og søster White er med. På mange steder indser de at noget må gøres for at bevæge folk til mere alvorlige og beslutsom handling i værket og sandhedens sag. De har haft prædikanter til at arbejde blandt dem, alligevel erkender de at et større arbejde må gøres og de venter at bror og søster White gør det. Dette, så jeg var ikke som Gud ville have det. Først og fremmest er der mangler hos nogle af vore prædikanter. De mangler grundighed. De tager ikke arbejdets byrde på sig og prøver at hjælpe lige der hvor folk behøver hjælp. De besidder ikke dømmekraften til at se og ramme lige der hvor folk behøver at blive rettet, irettesat, opbygget og styrket. (120) Nogle af dem arbejder i uger og måneder på et sted og der er i virkeligheden mere at gøre når de forlader det end da de begyndte. Den systematiske godgørenhed går trægt. Det er en del af prædikantens arbejde at holde grenen oppe; men fordi dette ikke er behageligt, forsømmer nogle deres pligt. De taler sandheden ud fra Guds ord, men indprenter ikke folk lydighedens nødvendighed. Derfor er mange hørere men ikke gørere. Folk føler manglen. Hos dem sættes tingene ikke på plads og de ser hen til bror og søster White for at rette op på deres mangler. ret
(120) Nogle af vore tjenende brødre er gledet let hen over det uden at gå dybt ned i arbejdet og få tag i folks hjerter. De har undskyldt sig med den tanke at bror og søster White vil få det frem som manglede; at de på en særlig måde egnede sit til dette arbejde. Disse folk har arbejdet, men ikke på den rette måde. De har ikke båret byrden. De har ikke hjulpet til hvor der behøvedes hjælp. De har ikke rettet mangler op hvor de behøvede at blive rettet op. De har ikke sat sig ind i folks behov, med hele deres hjerte, sjæl og energi. Tiden er gået og de har intet fået ud af det. Problemerne ved deres mangler falder over på os. Og de opmuntrer folk til at se på os og giver den tanke at intet andet end vort særlige vidnesbyrd kan udrette arbejdet. Ved dette er Gud ikke tilfreds. Prædikanter burde påtage sig et større ansvar og ikke nære den tanke at de ikke kan frembære det budskab som vil hjælpe folk dér hvor de behøver hjælp. Hvis de ikke kan dette, bør de blive i Jerusalem indtil de er udstyret med kraft fra det høje. De bør ikke gå ind i et arbejde de ikke kan gennemføre. De burde gå grædende frem, fremføre en dyrebar sæd og vende glade tilbage og have deres neg med sig. ret
(120) Prædikanter bør indprente folk nødvendigheden af den (121) personlige anstrengelse. Ingen menighed kan opblomstre, uden at dens medlemmer er arbejdere. Folk må løfte op hvor prædikanten løfter op. Jeg så at der ikke kunne udrettes noget varigt [for menigheder på forskellige steder med mindre de kan vækkes op til forståelse af at der hviler et ansvar på dem. Enhver som er lem på legemet, bør føle at hans egen sjæls frelse afhænger af sin egen personlige bestræbelse. Sjæle kan ikke frelses uden anstrengelse. Prædikanten kan ikke frelse folket. Han kan være et middel hvorigennem Gud vil meddele lys til sit folk; men eftersom lyset er givet, overlades det til folket at tilegne sig dette lys og så i sin tur lade det skinne for andre.] Folk burde mærke at et personligt ansvar hviler på dem, ikke blot for at frelse deres egne sjæle, men for alvorligt at engagere sig i deres sjæles frelse som stadig er i mørke. I stedet for at se hen på bror og søster White, så de kan hjælpe dem ud af deres mørke, burde de alvorligt hjælpe sig selv. Hvis de begyndte at finde dem der var værre end de selv er og prøve at hjælpe dem, ville det være den hurtigste måde at hjælpe sig selv på. Hvis folk støtter sig til bror og søster White og stoler på dem, vil Gud ydmyge dem midt i blandt jer eller fjerne dem fra jer. I må se hen til Gud og stole på ham. Støt jer til ham og han vil ikke svigte jer. Han vil ikke lade jer gå tabt. Dyrebar er Guds ord. »I ransager skifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv.« Dette er Kristi ord. De inspirerende, omhyggelige, bønligt indlæste og praktisk adlydte ord, vil på en gennemgribende måde hjælpe dig til alle gode gerninger. Prædikanter og folk må se på Gud. [Evangeliets tjenere side 144] ret
(121) [Vi lever i en ond tid.] De sidste dages farer tager til omkring os. [Fordi lovløsheden tager overhånd, bliver kærligheden kold hos de fleste. Enok vandrede med Gud i tre hundrede år. Nu synes man at lægge tidens korthed til grund for at søge retfærdighed. (122) Skulle det være nødvendigt at fremholde rædslerne på Herrens dag for at tvinge os til at handle ret? Vi har eksemplet med Enok. Han vandrede med Gud i tre hundrede år. Han levede i en fordærvet tid, hvor umoral florerede overalt og alligevel øvede han sig i gudsfrygt og i at elske renhed. Hans samtaler drejede sig om himmelske ting, han øvede sig i at tænke i disse baner og han bar præg af det guddommelige.] Ansigtet blev oplyst med det lys der skinner på Jesu ansigt. [Enok blev ligesom vi udsat for fristelser. Hans omgivelser var ikke mere venligt stemte over for retfærdighed, end vore er det. Selve luften, han indåndede, var besmittet af synd og umoral, ligesom det er for vores vedkommende. Alligevel levede han et helligt liv. Han var tilsmudset af de herskende synder i hans samtid. Også vi kan holde os rene og ubesmittede. Han var et forbillede på de hellige, som lever i de sidste dages farer og umoral. Han blev forvandlet som følge af sin trofaste lydighed mod Gud. De trofaste, som lever og bliver tilbage, vil også blive forvandlede.] Således vil også den trofaste, der er i live og bliver tilbage også forvandles. De vil fjernes fra en syndig og fordærvet verden til himlens rene glæder. [Herren kommer 26.feb] ret
(122) Guds folks kurs bør være rettet opad og fremad mod sejr. En der er større end Josva leder Israels hære. Een er i vor midte, endda vor frelses leder, der til vor opmuntring har sagt: »Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« »Vær frimodige, jeg har overvundet verden.« Han vil lede os til sikker sejr. Hvilke Guds løfter. Han er til enhver tid i stand til at opfylde dem. Og det arbejde han giver sit folk at udføre, er han i stand til at udrette ved hjælp af dem. Hvis vi lever et liv i fuldkommen lydighed, vil hans løfter til os blive opfyldt. ret
(122) Gud kræver at hans folk skal skinne som lys i verden. Dette er ikke blot prædikanter påkrævet, men enhver Kristi discipel. Deres samtale bør være (123) himmelsk. Og medens de nyder forbindelsen med Gud vil de gerne have samkvem med deres medmennesker så de ved deres ord og handlinger kan udtrykke Guds kærlighed som besjæler deres hjerter. På denne måde vil de være lys i verden og det lys der videregives gennem dem vil ikke gå ud eller tages bort. Det vil i virkeligheden være mørke for dem som ikke vil vandre i det og det vil skinne klarere på deres sti som vil adlyde og vandre i lyset. ret
(123) Guds Ånd, visdom og godhed, åbenbaret i sit ord, skal eksemplificeres af Kristi disciple og skal således fordømme verden. Gud forlanger det af sit folk som det har fået i nåde og sandhed. Al hans retfærdige forlangende må imødekommes til fulde. Ansvarlige væsner må vandre i det lys der skinner på dem. Hvis de undlader dette, bliver deres lys til mørke og deres mørke er i samme grad stort, som deres lys var rigt. Ophobet lys har skinnet på Guds folk; men mange har undladt at følge lyset og af den grund er de i en stærk åndelig svækket tilstand. ret
(123) Det er ikke af mangel på kundskab at Guds folk nu går til grunde. De vil ikke blive dømt for ikke at kende vejen, sandheden og livet. Den sandhed der har nået deres forståelse, det lys som har skinnet på sjælen, men som er blevet sat til side eller afvist, vil dømme dem. Dem som aldrig har haft et lys de kan forkaste vil ikke komme under dom. Hvad mere kunne der være gjort for Guds vingård end der er gjort? Lys, dyrebart lys, skinner på Guds folk; men det vil ikke frelse dem, med mindre de indvilger i at frelses ved det, til fulde leve op til det og videregive det til andre i mørke. Gud kalder sit folk til handling. Det er et personligt arbejde med at bekende og forlade synder og vende tilbage til Herren der behøves. Den ene kan ikke gøre dette arbejde for andre. Den religiøse erfaring har ophobet sig, (124) og dette har forøget den tilsvarende forpligtelse. Stort lys har skinnet ned på menigheden og ved den fordømmes de fordi de afviser at vandre i dette lys. Var de blinde ville de være uden synd. Men de har set lys og har hørt megen sandhed og er dog ikke forstandige og hellige. Mange har i årevis ikke gået frem i kundskaben og sand hellighed. De er åndelige dværge. I stedet for at gå fremad til fuldkommenhed, går de tilbage til mørke og Ægyptens fangenskab. Deres tanker er ikke optaget af gudsfrygt og sand hellighed. ret
(124) Vil Israels Gud vågne op? Alle vi som vedkender os gudsfrygt søger efter at aflægge sig enhver fejl, bekende enhver skjult synd for Gud og hjemsøge sjælen overfor ham. Vil de under stor ydmyghed, undersøge motiverne for enhver handling og kende at Guds øjne ser det hele og finde enhver skjult ting. Lad arbejdet være grundigt, helligelsen til Gud være hel. Han forlanger fuld overgivelse af alt det vi har og hvad vi er. Prædikanter og folk behøver en ny omvendelse, en forvandling af sindet, uden hvilken vi ikke kan være en duft af liv til liv, men af død til død. Store privilegier tilhører Guds folk. Stort lys er dem givet, så de kan nå deres høje kald i Kristus Jesus; alligevel er de ikke det som Gud gerne vil have dem til at være og hvad han udtænker at de skal være.