Vidnesbyrd for menigheden bind 2 kapitel 18. Fra side 124ren side   tilbage

Adslillelse fra verden

(124)  Kære brødre og søstre: Gud planlagde at menighedens lys skulle forøges og blive klarere og klarere helt til fuldkommenhedens dag. Dyrebare løfter gives til Guds folk på betingelse af lydighed. Hvis I, ligesom Kaleb og Josua, havde fulgt Herren helt, ville han have vist sin kraft midt iblandt jer. Syndere ville have fået (125) omvendelse og frafaldne være vendt tilbage, på grund af jeres indflydelse. Selv vor tros fjender, selvom de modsætter sig og taler imod sandheden, kunne godt indrømme at Gud var med jer.ret

(125)  Mange af Guds bekendende og specielle folk er så tilpassede verden at deres særegne karakter ikke erkendes og det er svært at se »forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud og den, som ikke tjener ham.« Gud vil gøre store ting for sit folk hvis de vil drage ud fra verden og adskille sig. Hvis de ville underkaste sig og lade sig lede af ham, vil han prise dem overalt på jorden. Det sande vidne siger: »Jeg kender dine gerninger.« Guds engle som tjener dem der skal være frelsens arvinger er bekendt med alles tilstand og forstår netop det mål af tro som enhver enkelt bekender. Verdens vantro, stolthed, begærlighed og kærlighed, som er gået ind i Guds bekendende folks hjerter, har bedrøvet syndfrie engle. Idet de har set at frygtelige og formastelige synder er i mange Kristus bekendende efterfølgere og at Gud har været vanæret ved deres uoverensstemmelser og uhæderligheder, har dette fået dem til at græde. Og dog synes dem som fejler mest, dem som forårsager den største svaghed i menigheden og sætter en plet på deres hellige bekendelse, ikke at være foruroliget eller kendt skyldig, men at blomstre op i Herren.ret

(125)  Mange tror at de er på det rette fundament, at de har sandheden; de kan glæde sig ved dens klarhed og praler af kraftfulde argumenter som bevis for vort standpunkts korrekthed. Disse regner sig selv for at være blandt Guds udvalgte, særlige folk, alligevel erfarer de ikke hans nærhed og kraft til at redde dem fra fristelser og tåbeligheder. Disse vedkender sig at kende Gud, alligevel fornægter de ham i gerninger. Hvor stort dog deres mørke er! Kærlighed til verden hos mange, (126) rigdommes bedrageri hos andre, har kvalt ordet og de er blevet ufrugtbare.ret

(126)  Jeg fik vist at menigheden i ___ har taget del i den verdslige ånd og i en alarmerende grad er blevet lunken. Når der gøres noget for at sætte tingene i menigheden i orden og bringe folket frem til den position Gud vil have dem til at have, vil en klasse påvirkes af dette arbejde og vil gøre alvorlige bestræbelser for at presse mørket frem til lyset. Mange er ikke udholdende nok i deres anstrengelser for at erkende sandhedens helligende indflydelse på deres hjerter og i deres liv. Verdens bekymringer optager sindet i en sådan grad at selvransagelse og bøn i det skjulte forsømmes. Rustningen er taget af og Satan har fri adgang til dem og lammer deres sanser og får dem til at være umistænksomme for hans bedrag.ret

(126)  Nogle viser ikke noget ønske om at kende deres sande tilstand og undslippe Satans snarer. De er sygelige og ved at dø. Af og til er de varmet op af andre og alligevel er næsten afkølede af formaliteter, stolthed og verdens indflydelse at de ikke har nogen fornemmelse om deres behov for hjælp.ret

(126)  Der er mange som er mangelfulde i åndelighed og de kristne nådegaver. En alvorlig ansvarsbyrde burde hvile på dem til daglig idet de ser den farefulde tid vi lever i og den fordærvende påvirkning der vrimler vildt omkring os. Deres eneste håb for at få del i den guddommelige natur er at de løber bort fra fordærvelsen i verden. Disse brødre behøver en dyb og gennemgribende erfaring i Guds sager og denne kan kun opnås ved anstrengelse fra deres side. Deres position forlanger at de skal have alvor og uformindsket flid, så at de ikke kan findes sovende på deres post. Satan og hans engle sover ikke.ret

(126)  Kristi efterfølgere bør være retfærdighedens redskaber, arbejdsfolk, levende stene, udsende lys, så at de kan fremhjælpe, at himmelske engle kan være til stede. De er pålagt (127) at være kanaler, igennem hvilke sandhedens og retfærdighedens ånd skal flyde. Mange har deltaget så meget i verdens påvirkninger indflydelser og ånd at de handler ligesom verden. De har deres sympatier og antipatier og ser ikke karakterens fortræffelige egenskaber. Deres opførsel styres ikke af kristenhedens rene principper; derfor tænker de kun på sig selv, deres fornøjelser og glæder, på andres bekostning. De er ikke helliget gennem sandheden og ser derfor ikke Kristi efterfølgeres lighed verden over. Dem som er højest elsket af Gud er dem som har den mindste selvsikkerhed og er besmykket med en sagtmodig og stille ånd; hvis liv er rene og uselviske og hvis hjerter, gennem det rigelige mål af Kristi Ånd, har lyst til lydighed, retfærdighed, renhed og sand hellighed.ret

(127)  Hvis alle var helliget til Gud, ville der skinne et dyrebart lys ud fra dem; et lys der ville have en direkte indflydelse på alle som kommer i kontakt med disse mennesker. Men behøver et arbejde udført for dem. Nogle er langt fra Gud, ustadige og ustabile som vand; de har ingen ide om opofrelse. Når de har lyst til en særlig nydelse eller fornøjelser, eller en beklædningsgenstand, overvejer de ikke om de kan klare sig uden denne ting eller ej, eller fornægte sig selv den fornøjelse og gøre et frivilligt offer til Gud. Hvor mange har overvejet at de er blevet pålagt at gøre nogle ofre? Selv om det kan være af mindre værdi end den velhavende mands offer som har sine tusinder og dog det som virkelig koster selvfornægtelse vil være et kostbart offer, en gave til Gud. Den ville være en liflig-duftende smag og stige fra hans alter som liflig røgelse.ret

(127)  De unge har ikke lov til at bruge af deres midler efter deres forgodtbefindende, uden hensyn til Guds krav. Sammen med David skulle de sige: »Jeg vil ikke bringe Herren min Gud brændofre, som intet koster mig!« Ret mange midler har været brugt til at lave flere kopier af deres billeder. Kunne alle regne den mængde ud der var givet (128) til kunstneren til disse ting, ville det løbe op til en ret stor sum. Og dette er blot en af måderne midlerne forødes og bliver brugt til selvtilfredsstillelse, hvorfra der ikke modtages noget udbytte. Med denne udgift, får de ikke klæder eller føde, enken og den faderløse hjælpes ikke, den sultne får ikke mad, den nøgne bliver ikke klædt.ret

(128)  Medens penge smides ud til selvtilfredsstillelse, bringes der næsten uvilligt små ofre til Gud. Hvor meget af de unges løn finder vej til Guds skatkammer til hjælp for sjælevindende arbejdes fremme? De giver en skærv hver uge og føler at de har gjort meget. Men de har ingen fornemmelse af at de er lige så meget Guds forvaltere over deres småting som de velhavende er over deres større ejendomme. Gud er blevet frarøvet og de selv har givet efter, under rådføring af deres behag, for deres smagsglæder, uden at gøre sig tanke om at han nøje undersøger hvordan de har gjort nytte af hans goder. Så længe disse uden tøven tilfredsstiller deres formodede mangler og tilbageholder det offer fra Gud som de burde give, vil han ikke acceptere den lille almisse, de lægger i hans skatkammer, mere end han accepterede Ananias og hans hustru Saffiras, som havde til hensigt at frarøve ham i deres ofrer.ret

(128)  I almindelighed er de unge blandt os forbundet til verden. Men få fastholder en særlig krig mod den indre fjende, få har et alvorligt, inderligt ønske om at kende og gøre Guds vilje. Men få hungrer og tørster efter retfærdighed og få kender til Guds Ånd som een der irettesætter eller trøster. Hvor er missionærerne? Hvor er de selvfornægtende og selvopofrende? Hvor er de, som bærer korset? Jeget og egenkærligheden har opslugt høje og ædle principper. Ting med evig betydning har ingen særlig vægt i tankerne. Gud kræver at de hver for sig skal komme hen til det punkt hvor der gøres fuldstændig overgivelse. »I kan ikke (129) tjene både Gud og mammon«. I kan ikke tjene selvet og samtidig være Kristi tjenere. I må dø i selvet og dø i jeres fornøjelseskærlighed og lære at spørge: Vil Gud være tilfreds med de ting jeg har i sinde at bruge mine midler til? Vil jeg herliggøre ham?ret

(129)  [Enten vi spiser eller drikker, eller hvad vi gør, pålægges det os at gøre alt til Guds ære. Hvor mange har samvittighedsfuldt handlet efter principper i stedet for efter indskydelse og fulgt dette påbud efter bogstaven? Hvor mange af de unge disciple i ___ har gjort Gud til deres fortrøstning og del og med alvor søgt at kende og gøre hans vilje? Der er mange, som af navn er Kristi tjenere, men ikke er det i handling. Hvor religiøse principper råder, er der ringe fare for, at man begår store fejl, fordi egoismen, der altid forblinder og bedrager, er underordnet. Det oprigtige ønske om at gøre godt mod andre, er så fremherskende, at selvet glemmes. Besiddelsen af faste religiøse principper er en uvurderlig skat. Det er den reneste, den højeste og den mest opløftende indflydelse, dødelige mennesker kan eje. Sådanne mennesker har et anker. Hver handling bliver vel overvejet, for at den ikke skal virke til skade for en anden og lede bort fra Kristus. Det spørgsmål, der stadig lyder i ens sind er: Herre, hvorledes kan jeg tjene dig på den bedste måde og herliggøre dit navn på jorden? Hvorledes skal jeg leve mit liv, så at det tjener dit navn til pris på jorden og leder andre til at elske, tjene og ære dig? Lad mig kun ønske din vilje og vælge den! Lad min Genløsers ord og eksempel være mit hjertes lys og styrke. Når jeg følger ham og har tillid til ham, vil han ikke overlade mig til at gå fortabt. Han vil være min glædes krone.ret

(129)  Dersom vi forveksler menneskers visdom med Guds visdom, ledes vi på vildspor af menneskevisdommens dårskab. Deri ligger den store fare for mange i ___. De har ingen personlig erfaring. De har ikke haft for sædvane under bøn og med uhildet, fordomsfrit skøn selv at overveje (130) spørgsmål og emner, som er nye og som altid kan opstå. De venter for at se, hvad andre vil mene. Dersom de andre har en afvigende mening, er det nok til at overbevise dem om, at det foreliggende emne ingen som helst betydning har. Skønt antallet af sådanne mennesker er stort, forandrer det ikke den, kendsgerning, at de er uerfarne og åndeligt svage, fordi de har bøjet sig for fjenden og de vil altid være svage som små børn, vandre i andres lys, leve på andres erfaring, føle som andre føler og handle, som andre handler. De handler, som om de ingen personlighed havde. Deres personlighed går helt op i andres; de er kun skyggebilleder af sådanne, som de mener er omtrent, som man bør være. Dersom sådanne ikke bliver opmærksomme på deres vaklende karakter og retter på dem, vil de alle gå glip af det evige liv; de vil være ude af stand til at tage kampen op med de sidste dages farer. De vil ikke besidde nogen styrke til at modstå djævelen; for de ved ikke, at det er ham. Der må stå nogen ved deres side for at oplyse dem om, hvorvidt det er en fjende eller en ven, der nærmer sig. De er ikke åndelige og derfor bliver åndelige ting ikke forstået. De besidder ikke visdom angående det, som hører Guds rige til. Hverken for ung eller gammel er det undskyldeligt at stole på, at en anden skal have erfaring for dem. Engelen sagde: »Forbandet være den mand, som stoler på mennesker og som holder kød for sin arm.« I en kristens erfaring og kamp er en ædel selvstændighed påkrævet.ret

(130)  I mænd, kvinder og unge, Gud kræver af jer, at I skal besidde moralsk frimodighed, et fast forsæt, sjælsstyrke og ihærdighed, et sind, der ikke kan lade sig lede af andres påstande, men selv vil undersøge, før det antager eller forkaster, et sind, som vil granske beviserne og veje dem og lægge sagen frem for Herren i bøn. »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal ham bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser og så vil den blive ham givet.« Og mærk betingelsen: »Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den, der tvivler, ligner nemlig en havets (131) bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren.« Denne påkaldelse om visdom må ikke være en bøn uden mening, glemt, så smart den er afsluttet. Det er en bøn, som udtrykker hjertets stærke, alvorlige ønske og som skyldes bevidstheden om mangel på visdom til at afgøre, hvad der er Guds, vilje.ret

(131)  Bliv ikke træt af at vente og vær ikke vaklende, om svaret ikke erfares straks, når bønnen er opsendt. Lad dig ikke rokke. Klyng dig til løftet: »Trofast er han, som kaldte eder, han vil også gøre det,« Træng på med din bøn ligesom den påtrængende kvinde og vær fast i dit forsæt. Er sagen vigtig og af stor betydning for dig? Ja, visselig! Vær derfor ikke vaklende; for din tro vil måske blive prøvet. Hvis det, du ønsker dig, er værdifuldt, er det en stærk, alvorlig bestræbelse værd. Du har løftet: Våg og bed! Vær standhaftig, så vil bønnen blive besvaret; for er det ikke Gud, som har givet løftet? Dersom det koster dig noget at opnå det, vil du værdsætte det så meget højere, når det er opnået. Det er tydeligt sagt til dig, at dersom du tvivler, behøver du ikke at mene, at du skal få noget af Herren. Her gives der en advarsel om, at man ikke skal blive træt, men stole fast på løftet. Hvis du beder, vil han give dig gerne og uden at bebrejde.ret

(131)  Her er det, mange begår en fejl. De vakler i deres forsæt og deres tro svigter. Dette er grunden til, at de ikke får noget af Herren, som er kilden til vor styrke. Ingen behøver at gå i mørke og famle som en blind; for Herren har sørget for lys, dersom de vil tage imod det på den af ham bestemte måde og ikke vælge deres egen vej. Han kræver af alle, at de skal udføre hverdagens pligter med flid. Særlig kræves dette af alle, der beskæftiger sig med den højtidelige, vigtige gerning i bogforlaget, både af dem, på hvem det mere værdige ansvar i arbejdet hviler og af dem, der bærer det mindste ansvar. Dette kan kun ske (132) ved, at de hos Gud søger den dygtighed, der vil sætte dem i stand til med troskab at udføre, hvad der er ret i himmelens øjne, idet de gør alle ting beherskede af uegennyttige bevæggrunde og som om Guds øje var synligt for alle, så på alle og granskede alles handlinger.ret

(132)  Den synd, som har den største udbredelse og som skiller os fra Gud og fremkalder så mange smitsomme åndelige lidelser, er egenkærlighed. Der kan ikke ske nogen omvendelse til Herren uden ved selvfornægtelse. Af os selv kan vi intet gøre, men når Gud styrker os, kan vi leve for at gøre godt mod andre og på denne måde undgå egenkærlighedens onde. Vi behøver ikke at rejse til hedenske lande for at vise vort ønske om at hellige alt til Gud i et nyttigt, uselvisk liv. Dette bør vi gøre i familiekredsen, i menigheden, i vor omgangskreds og blandt dem, vi har forbindelse med i vor forretning. Netop i livets daglige gøremål er det, jeg'et skal fornægtes og holdes undertrykt. Paulus siger: »Dag efter dag dør jeg.« Det er den daglige afdøen fra selvet i livets små handlinger, der gør os til sejrvindere. Vi bør glemme os selv i ønsket om at gøre godt mod andre, Hos mange er der en afgjort mangel på kærlighed til andre mennesker. I stedet for trofast at udføre deres pligt søger de hellere, hvad der er dem selv til behag.ret

(132)  Gud pålægger alle sine efterfølgere som en bestemt pligt, at de skal velsigne andre med deres indflydelse og midler og at de hos ham skal søge den visdom, der vil sætte dem i stand til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at højne tanker og sindelag hos dem, der kommer under deres indflydelse. Ved at gøre noget for andre vil de erfare en liflig tilfredshed, en indre fred, som vil være en tilstrækkelig belønning. Når de ledes af et højt og ædelt ønske om at gøre godt mod andre, vil de finde sand lykke i en trofast udførelse af livets mange hårde pligter. Dette vil bringe dem en mere end jordisk belønning, idet enhver trofast, uegennyttig udførelse af pligter bliver påagtet af englene og vil stråle i vedkommendes livsregnskab. I himmelen vil ingen tænke på sig selv eller søge sit eget behag; (133) af ren og sand kærlighed vil alle derimod søge, hvad der tjener til lykke for de himmelske væsener omkring dem. Ønsker vi at have himmelsk selskab på den nye jord, må vi beherskes af himmelske, principper hernede.ret

(133)  Enhver handling i vort liv indvirker på andre til godt eller til ondt. Vor indflydelse leder opad eller nedad; den mærkes, fører til handling og gentager sig i større eller mindre grad hos andre. Dersom vi ved vort eksempel hjælper andre i udviklingen af gode principper, bibringer vi dem kraft til at gøre det gode. Derefter vil de øve den samme gavnlige indflydelse over andre og således påvirkes hundreder og tusinder af vor ubevidste indflydelse. Dersom vi ved vore handlinger styrker de onde kræfter hos vore omgivelser eller tvinger dem til virksomhed, har vi del i deres synd og vil komme til at gøre regnskab for det gode, vi kunne have gjort for dem, men undlod at gøre, fordi vi ikke gjorde Gud til vor styrke, vor vejleder, vor rådgiver.

------------
ret

næste kapitel