(10) (10) Fra den 7.februar, 1868 til den 20.maj, 1868
Efter at vi kom hjem og ophørt med at mærke den inspirerende påvirkning fra rejser og arbejde, følte vi meget mærkbart det betyngende arbejde fra vor østlige tur. Mange bad mig indtrængende om at skrive i breve det som jeg havde fortalt dem hvad Herren havde vist mig om dem. Og der var mange andre som jeg ikke havde talt med hvis sager var ligeså betydningsfulde og presserende. Men i min trætte tilstand synes det store arbejde at være mere end jeg kunne udholde. En modløshed overvældede mig og jeg sank ned i en svækket tilstand og blev der i nogle dage og besvimede ofte. I den legems- og sindstilstand betvivlede jeg min pligt at skulle skrive så meget, til så mange mennesker, nogle af dem var meget uværdige. Det var for mig som om der var noget bestemt galt, et eller andet sted. ret
(10) Om aftnen den 5. februar talte bror Andrews til folkene i vort gudsdyrkelseshus. Men det meste af aftenen var jeg i en mat, åndeløs tilstand og blev støttet af min mand. Da bror Andrews kom tilbage fra mødet, havde de en særlige bedestund for mig og jeg fandt nogen lindring. Den nat sov jeg godt og om morgnen følte jeg, skønt svag, mig vidunderligt hjulpet og opmuntret. Jeg havde drømt at en person bragte mig hvidt vævet stof og bad mig om at skære det til klæder til mennesker i alle størrelser og af al slags karakter og omstændigheder i livet. Jeg fik fortalt at jeg skulle skære dem ud og straks hænge dem op rede til at blive fremstillet når det påkrævedes. Jeg havde det indtryk at mange som jeg var pålagt at skære klæder for var uværdige. Jeg spurgte efter om det var det sidste stykke klæde jeg skulle skære og fik fortalt at det var det ikke; da netop jeg havde færdiggjort det ene, var der (11) andre jeg skulle tage fat på. Jeg følte modløshed over den arbejdsmængde der var for mig og oplyste at jeg havde været i gang med at skære klæder for andre i mere end tyve år og at mit arbejde ikke var blevet værdsat, jeg kunne heller ikke se at mit arbejde havde udrettet meget godt. Jeg talte til den person som bragte klæderne til mig, især var det en kvinde, for hvem han havde bedt mig om at skære et klæde. Jeg forklarede at hun ikke ville værdsætte klæderne og at det ville være spild af tid og materialer at give dem til hende. Hun var meget fattig, af dårlig intellekt og usoigneret i hendes dragt og ville snart ødelægge dem. ret
(11) Personen svarede: "Skær klæderne ud. Det er din pligt. Tabet er ikke dit, men mit. Gud ser ikke som mennesker ser. Han tilrettelægger det arbejde som han vil have gjort og du ved ikke om det vil lykkedes, dette eller hint. Det vil vise sig at mange ligeså stakkels sjæle vil komme i riget, medens andre, som er begunstiget med alle livets velsignelser og har et godt intellekt og behagelige omgivelser, der giver dem de bedste fordele for fremskridt, at de vil blive udeladt. Det vil ses at disse stakkels sjæle har levet op til deres det svage lys som de har haft og har udnyttet de begrænsede midler der var inden for deres rækkevidde og har levet meget bedre end nogen andre som har nydt fuldt lys og rigelige midler for forbedring." ret
(11) Så holdt jeg mine hænder oppe, barkede som de var efter megen klippen og oplyste at jeg kun kunne gyse over tanken af at udføre den slags arbejde. Personen gentog: "Skær klæderne ud. Din udfrielse er endnu ikke kommet." ret
(11) Med stor træthedsfølelse rejste jeg mig for at gå i gang med arbejdet. Foran mig lå der nye, blanke, stykker, som jeg begyndte at bruge. Med et forlod mine træthedsfølelser og mismod mig; og stykkerne synes at kunne skæres næsten uden anstrengelser fra min (12) side og jeg skar klæde efter en skabelon med relativ lethed. ret
(12) Med den opmuntring som den drøm gav mig, besluttede jeg med det samme at ledsage min mand og bror Andrews til Gratiot, Saginaw og Tuscola lande og stole på at Herren gav mig styrke til at arbejde. Således forlod vi hjemmet den 7. februar og red otte og firs kilometer til vort bestemmelsessted i Alma. Her arbejdede jeg som sædvanlig, med en veltilpas grad af styrke og frihed. Vennerne i Gratiot Land synes at være interesseret i at høre, men mange af dem er langt bagefter i helsereformen og i idet hele taget i beredelsesarbejdet. Der lod til at være blandt dette folk en mangel på den orden og effektivitet der var nødvendig for at få fremgang i værket og ånd i budskabet. Bror Andrews besøgte dem dog tre uger senere og havde en god stund sammen med dem. Jeg vil ikke lade en for mig så opmuntrende sag gå forbi, da et meget tydeligt vidnesbyrd som jeg har skrevet til en familie, blev modtaget til glæde for de personer det var henvendt til. Vi nærer stadig en dyb interesse for den familie og ønsker brændende at de må nyde Herrens velsignelse og selvom vi føler nogen modløshed i Herrens Gratiot Lands tilfælde skal vi være ivrige efter at hjælpe brødrene når de vil hjælpes. ret
(12) Ved Alma mødet var der brødre tilstede fra St. Charles og Tittabawasse, Saginaw Land, som opfordrede os til at besøge dem. Vi havde ikke planlagt at tage til det land lige nu, men at besøge Tuscola Land hvis vejen åbnede sig. Da vi ikke hørte noget fra Tuscola, besluttede vi at besøge Tittabawasse og skrev i mellemtiden til Tuscola Land og spurgte efter om vi behøvedes der. I Tittabawasse blev vi glædeligt overrasket over at finde et stort gudsdyrkelseshus, som for nylig var bygget af vore folk, fyldt godt op med sabbatsholdere. Brødrene lod til at være velvillige overfor vort vidnesbyrd og vi nød friheden. Et stort og godt arbejde har været gjort på dette sted ved bror A's trofaste (13) medarbejdere. Megen bitter modstand og forfølgelse havde fulgt efter, men dette synes at smelte bort hos dem som kom for at høre og vort arbejde synes at give alle et godt indtryk. Jeg deltog i elleve møder på det sted i en uge og talte adskillige gange fra en til to timer og tog del i andre måder. Ved et møde blev der gjort noget særligt ud af at få nogle bestemte personer, som overholder sabbaten, til at gå frem og tage korset op. Det som skulle gøres for de fleste af disse, var dåb. I mit sidste syn så jeg steder hvor sandheden vil blive forkyndt og bringe menigheder frem som vi skulle besøge. Jeg nærede en særlig interesse for dette folk. Problemerne hos nogle af de personer der var i forsamlingen blev åbnet for mig og en arbejdsiver for dem, som jeg ikke kunne kaste fra mig, kom over mig. I tre timer arbejdede jeg for dem og det meste af tiden appellerede til dem med den dybeste omsorg. Alle tog deres kors på sig ved den anledning og kom frem i bøn og næsten alle talte. Den næste dag blev femten døbt. ret
(13) Ingen kan besøge dette folk uden at der lægges mærke til bror A's redelige arbejde i denne sag. Hans arbejde kommer ind på steder hvor sandheden aldrig har været forkyndt og jeg håber at vort folk vil holde op med at trække ham væk fra hans særlige arbejde. I ydmyghedens ånd går han frem, lærer ved Herrens vælde og redder mange sjæle fra mørkets kræfter. Måtte Guds velsignelse stadig være hos ham. ret
(13) Da vore mødeserier på det sted var ved at slutte, kom bror Spooner fra Tuscola til os for at besøge det land. Vi sendte vore aftaler med ham idet han vendte tilbage om mandagen og vi fulgte efter tirsdagen efter dåben. I Vassar holdt vi vort møde om sabbaten og den første dag i unionsskolehuset. Dette var et ugenert sted hvor vi kunne tale og vi såede gode frugter for vort arbejde. Den første dag om eftermiddagen kom omkring tredive frafaldne og børn som ikke havde gjort nogen bekendelse, (14) frem foran. Dette var et meget interessant og udbytterigt møde. Nogle trak sig tilbage fra sagen, for hvem vi ville arbejde særlig for. Men tiden var kort og det var for mig som om at vi skulle forlade arbejdet, ufærdigt. Men vore aftaler var nået ud til Sct Charles og Alma og for at imødekomme dem måtte vi slutte vort arbejde i Vassar om mandagen. ret
(14) Den nat fik jeg genopfrisket i en drøm det som jeg havde set i et syn om visse personer i Tuscola Land og jeg var stadig mere overbevist om at mit arbejde for det folk ikke var gjort. Alligevel så jeg ingen anden vej end at følge vore aftaler. Tirsdag rejse vi fem og tredive kilometer til St. Charles og standsede for natten hos bror Griggs. Her skrev jeg femten sider vidnesbyrd og deltog i mødet om aftnen. Onsdag morgen besluttede vi at vende til Tuscola hvis bror Andrew ville følge aftalen i Alma. Dette indvilgede han sig i. Den morgen skrev jeg femten sider mere, deltog i et møde og talte i en time og vi red tre og halvtreds kilometer sammen med bror og søster Griggs til bror Spooner's i Tuscola. Torsdag morgen tog vi til Watrousville, en rejse på seks og tyve kilometer. Jeg skrev seksten sider og deltog i et aftenmøde, hvor jeg gav et meget klart vidnesbyrd til en tilstedeværende. Den næste morgen skrev jeg tolv sider før morgenmaden og vendte tilbage til Tuscola og skrev otte sider mere. ret
(14) Om sabbaten talte min mand om formiddagen og jeg fulgte efter i to timer før vi spiste. Møderne ophørte i nogle få øjeblikke og jeg tog lidt mad og derefter talte til en sammenkomst i en time og frambar et tydeligt vidnesbyrd for adskillige tilstedeværende. Disse vidnesbyrd blev i almindelighed modtaget med ydmyghed og taknemmelighed. Jeg kan dog ikke sige at alle, i almindelighed, var sådan. ret
(14) Den næste morgen, da vi var ved at forlade gudsdyrkelseshuset for at gå i gang med dagens vanskelige arbejde, kom en søster, for hvem jeg havde et vidnesbyrd om at hun manglede betænksomhed, varsomhed og (15) diskretion og ikke til fulde styrede hendes ord og handlinger, sammen med sin mand og tilkendegav stor uforsonelighed og uro. Hun begyndte at tale og græde. Hun knurrede en smugle og gjorde en smugle bekendelser og retfærdiggjorde selvet betydeligt meget. Hun havde forkerte tanker om mange af de ting jeg havde sagt til hende. Hendes stolthed var rørt idet jeg bragte hendes fejl frem på en så åbenlys måde. Her var øjensynligt den største vanskelighed. Men hvorfor følte hun det sådan? Brødrene og søstrene vidste at det var sådan, derfor fortalte jeg dem ikke noget nyt. Men jeg tvivlede ikke på at det var nyt for denne søster selv. Hun vidste det ikke selv og kunne ikke bedømme sine egne ord og handlinger ordentligt. Dette er i en vis grad rigtigt for næsten alle, derfor er det nødvendigt med nøjagtig og redelig dadel i menigheden og at dets medlemmer opelskes i kærlighed for det klare vidnesbyrd. ret
(15) Hendes mand synes at være uforligt med at jeg bragte hendes fejl frem for menigheden og sagde at hvis søster White havde fulgt Herrens retningslinjer i Matthæus 18,15-17 ville han ikke være krænket: »Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn.« Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden, men er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder." ret
(15) Min mand sagde da at han skulle forstå at disse Herrens ord henviser til den personlige overtrædelse og kunne ikke anvendes i denne søsters tilfælde. Hun havde ikke forbrudt sig mod Søster White. Men det som var blevet irettesat åbenlyst var åbne fejl som truede menighedens og sagens fremgang. Her er, sagde min mand, en tekst der kan bruges i dette tilfælde: 1 Timoteus 5,20: »Irettesæt i alles nærværelse dem, der forsynder sig, så også de andre må frygte." ret
(16) (16) Broderen erkendte, som en kristen, sine fejl og synes til at være forligt med den sag. Det var tydeligt siden mødet sabbats eftermiddag havde de fået mange ting i stor målestok og fejlene. Det blev derfor foreslået at det skrevne vidnesbyrd blev læst op. Da dette var gjort, spurgte den søster som var blevet sat i rette af det: "Var det hvad du sagde i går?" Jeg svarede at det var det. Hun synes overrasket og helt forligt med det skrevne vidnesbyrd. Jeg gav hende dette, uden at tage en kopi. I dette gjorde jeg fejl. men jeg havde en sådan ømhed for hende og hendes mand og så brændende ønsker og håb for deres vækst, at, jeg, i dette tilfælde, brød en fastslået sædvane. ret
(16) Mødetiden nærmede sig hurtigt og vi skyndte os to og en halv kilometer hen til den ventende forsamling. Læseren kan se hvilket sted for den morgen der var bedst til at hjælpe os til at samle tankerne og nerverne så vi kunne stå for folket. Men hvem tænkte på dette. Nogle gjorde det og viste en smugle barmhjertighed, skønt de impulsive og bekymringsløse kommer med deres byrder og trængsler, oftest før vi begynder at tale, eller når man er fuldstændig afkræftet til at tale. Min mand, samlede alle sine kræfter, hvordan han end kunne og på opfordring talte frit ud om loven og evangeliet. Jeg havde fået en invitation til at tale om aftnen i det nye gudsdyrkelseshus der for nylig var bygget og indviet af metodisterne. Denne rummelig bygning var overfyldt og mange var nød til at stå op. Jeg talte frit ud i omkring halvanden time over det første af de to store bud gentaget af vor Herre og var overrasket over at erfare at det var det samme som metodistpræsten havde talt om formiddagen. Han og hans folk var til stede for at høre hvad jeg havde at sige. ret
(16) Om aftnen havde vi en værdifuld samtale hos bror Spooner's med brødrene Miller og Haskell og søstrene Sturges, Bliss, Harrison og Malin. Vi mærkede nu (17) at vort arbejde var blevet gjort i Tuscola Land. Vi blev meget interesseret i dette dyrebare folk og frygtede alligevel at den søster vi har refereret til, for hvem jeg har et vidnesbyrd til, vil lade Satan få gavn af hende og give dem problemer. Jeg nærer et alvorligt ønske om at hun må se sagen i dets sande lys. Den retning som hun har stræbt hen imod har ødelagt hendes indflydelse i menigheden og uden for den. Men, hvis hun nu vil modtage den manglende dadel og ydmygt søge at udnytte den, vil menigheden på ny tage hende til deres hjerter og folk vil tænke mere på hendes kristenhed. Og hvad er bedre end dette, hun kunne nyde hendes dyrebare Forløsers bifaldende smil. Vil hun til fulde tage imod vidnesbyrdet? er min ængstelige spørgsmål. Jeg frygtede at hun ikke ville og at brødrene i det land vil blive bedrøvet for hendes skyld. ret
(17) Efter at være kommet hjem igen, sendte jeg en kopi af vidnesbyrdet til hende og den 15. april modtog jeg det efterfølgende, dateret i Danmark den 11, april 1868: »Søster White: Dit brev af den 23. forrige måned er lige ved hånden. Jeg er ked af at jeg ikke kan gå ind på din anmodning.« ret
(17) Jeg vil stadig bevare de ømmeste følelser over for denne familie og vil være glad for at hjælpe dem når jeg kan. Det er rigtigt at en sådan behandling fra dem jeg giver mine livsholdninger til sender en bedrøvende skygge over mig; men min kurs har været så tydelig for mig at jeg ikke kan lade sådanne ting holde mig fra pligtens sti. Idet jeg vendte hjem fra postkontoret med det ovenstående brev, blev jeg meget nedslået, jeg tog bibelen og åbnede den med den bøn at jeg måtte finde trøst og støtte deri og mine øjne hvilede direkte på disse profetens ord: »Så omgjorde dine lænder og stå frem og tal til dem, alt hvad jeg byder dig! Vær ikke ræd for dem, at jeg ikke skal gøre dig ræd for dem! Og jeg, se, jeg gør dig i dag til en fast stad, til en jernstøtte og en kobbermur mod (18) hele landet, Judas konger og fyrster, præsterne og Almuen; de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra HERREN.« Jeremias 1,17-19. ret
(18) Vi vendte hjem fra den tur lige før et stort regnfald som fjernede sneen. Dette uvejr forhindrede det næste sabbatsmøde og jeg begyndte straks at forberede tingene for Vidnesbyrd nr. 14. Vi havde også det privilegium at tage os af vor kære bror King, som vi bragte til vort hjem med en frygtelig skade i hoved og ansigt. Vi tog ham til vort hjem så han kunne dø, for vi tænkte at det ikke var muligt for et kranie, brudt så frygteligt, at det kunne helbredes. Men med Guds velsignelse på en meget nænsom brug af vand, en meget mager kost til feberfaren var forbi og velventilerede lokaler dag og nat, var han efter tre uger i stand til at vende hjem igen og gå i gang med hans landbrug. Han tog ikke et gran medicin fra først til sidst. Selvom han var betydelig svækket af blodtab fra hans sår og af mager kost, kunne han alligevel tage større mængder mad og komme hurtigt op igen. ret
(18) Omkring på det tidspunkt begyndte vi at arbejde for vore brødre og venner nær Greenville. Som det er tilfældet mange steder, behøver vore brødre hjælp. Der var nogle som holdt sabbaten og dog ikke hørte til menigheden og også nogle som havde opgivet sabbaten, som behøvede hjælp. Vi følte at vi måtte hjælpe disse stakkels sjæle, men de ledende brødres tidligere fremgangsmåde og nuværende stilling i forhold til disse personer, gjorde det næsten umuligt for os at komme ind til dem. Under arbejdet med de fejlende, har nogle af vore brødre været for strenge, til at skære sig igennem. Og når nogle var ved at forkaste deres råd og adskille sig fra dem, ville de sige: "Hvis de ønsker at gå, så lad dem gå." Så længe en sådan mangel på Jesu medlidenhed, langmodighed og ømhed (19) blev vist af hans bekendende efterfølgere, var disse stakkels, fejlende uerfarne sjæle, slået af Satan, sikre på at lide troens skibbrud. Hvor store de fejlendes fejl og synder end måtte være, må vore brødre ikke blot lære at vise vor Store Hyrdes nænsomhed, men også hans udødelige kærlighed for stakkels, omstrejfende får. Vore prædikanter slider i det og holder forelæsninger uge efter uge og glæder sig over at nogle få sjæle antager sandheden; og dog ødelægger brødrene, som ellers er så beslutsomme, deres arbejde på nogle få minutter, ved at lade deres ord få frit løb, som har disse ord i sig: "Hvis de ønsker at gå, så lad dem gå." ret
(19) Vi fandt at vi intet kunne gøre for de spredte får der stod os så nært, før vi havde rettet fejlene hos mange af menighedens medlemmer. De havde ladet disse stakkels sjæle strejfe omkring. De har ikke følt nogen byrde for dem. Faktisk, var det som om de skubbede det fra sig selv og døde en åndelig død af mangel på åndelig virksomhed. De elskede stadig den almindelige sag og var rede til at støtte den den. De ville tage sig godt af Guds tjenere. Men der var en absolut mangel på omsorg for enker, forældreløse og de svage i flokken. Ved siden af nogen interesse for sagen i almindelighed, var der kun en lille åbenbar interesse for nogen andre end deres egen familie. Med en så smålig religion døde de en åndelig død. ret
(19) Der var nogle som holdt sabbaten, deltog i møder og betalte systematisk godgørenhed og alligevel var uden for menigheden. Men selv om nogle ledende menighedsmedlemmer stod sådan som nogle i den menighed gjorde og gav dem lidt eller ingen hjælp, var det næsten umuligt for dem at stå frem i Guds kraft og gøre det bedre. Idet vi begyndte at arbejde med menigheden og lære dem at de måtte have en arbejdsånd for de fejlende, åbnedes meget af det jeg havde set med hensyn til det steds problem sig for mig og jeg skrev et tydeligt vidnesbyrd ned ikke kun for dem som havde fejlet så stærkt og var ude af menigheden, men for (20) de medlemmer i menigheden som havde fejlet så stærkt ved ikke at have gået ud og søgt efter de tabte får. Og jeg var aldrig mere skuffet over den måde hvorpå disse vidnesbyrd blev modtaget på. Når dem som havde begået så store fejl blev irettesat af det tydeligste vidnesbyrd, blev de læst åbent op og de blev modtaget og de kom til bekendelse med tårer. Men nogle af dem i menigheden, som påberåbte sig at være sagens og Vidnesbyrdets faste venner, kunne næsten ikke tro at det var muligt at de havde været ligeså forkerte som vidnesbyrdet erklærede at de var. Når det blev sagt at de bekymrede sig om sig selv, holdt sig inde for dem selv og deres familier; så at de havde svigtet i omsorgen for andre, havde været afvisende og havde ladet dyrebare sjæle gå tabt, så at de var i fare for være hovne og selvretfærdige, kom de i stor uro og fik vanskeligheder. ret
(20) Men dette var lige hvad de behøvede at lære i tålmodighed mod andre i lignende vanskeligheder. Der er mange som er sikre på at de ikke vil have nogen problemer med Vidnesbyrdene og fortsætter med at have det sådan indtil de prøves. De tror at det er mærkeligt at nogen kan tvivle. Ved at de er strenge mod dem som udviser tvivl og skærer og hugger, for at vise deres nidkærhed for Vidnesbyrdene, tilkendegiver de mere selvretfærdighed end ydmyghed. Men når Herren sætter dem i rette for deres fejl, finder de sig selv svage som vand. Derfor har de svært ved at udholde prøvelsen. Disse ting burde lære dem ydmyghed, selvfornedrelse, ømhed og udødelig kærlighed for de fejlende. ret
(20) For mig er det som om at Herren giver de fejlende, de svage og skælvende og selv dem som er faldet fra sandheden, et særligt kald til at komme helt ind i folden. Men der er kun få i vore menigheder som føler at dette er tilfældet. Og der er endnu mindre som står der hvor de kan hjælpe disse. Der er flere som står direkte i vejen for disse stakkels sjæle. Rigtig mange er strenge og krævende. De kræver (21) at de skal opfyldte netop den og den betingelse før de vil række dem den hjælpende hånd. De har ikke lært at de har en særlig pligt for at gå ud og søge efter disse tabte får. De må ikke vente på at de kommer til dem. Læs den rørende lignelse om det fortabte får. Lukas 15,1-7: »Alle toldere og syndere plejede at holde sig nær til ham for at høre ham. Og både farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Da fortalte han dem denne lignelse og sagde: »Hvis en af jer har hundrede får og mister ét af dem, forlader han så ikke de nioghalvfems i ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde. Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til den: "Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet.« Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i himmelen over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse." ret
(21) Farisæerne knurrede fordi Jesus tog imod toldere og almindelige syndere og spiste med dem. I deres selvretfærdighed afviste de disse stakkels syndere som med glæde hørte på Jesu ord. Herren gav denne lignelse om det fortabte får, for at dadle de skriftkloges og farisæernes tanker og give alle en indtryksfuld lektie. Læg i særlig grad mærke til disse punkter: ret
(21) De ni og halvfems får er forladt og der gøres en omhyggelig eftersøgning af det som er mistet. Således burde anstrengelserne for menigheden rettes til gode for de medlemmer som står uden for Kristi fold. Og er de strejfet langt væk, så vent ikke på at de vender tilbage før du prøver at hjælpe dem, men gå ud og søg efter dem. ret
(22) (22) Da det sidste får var fundet, blev det med glæde båret hjem og megen glæde fulgte efter. Dette illustrerer det velsignede og glædefulde arbejde med de fejlende. Den menighed som engagerer sig succesfuldt i dette arbejde er en glad menighed. Den mand eller kvinde hvis sjæl er draget ud i en medfølelse og kærlighed for de fejlende og som arbejder på at bringe dem til den Store Hyrdes fold, er i gang med et velsignet arbejde. Og, oh, hvilken sjæls-henrykkelse kunne der være, når en synder omvender sig, er der mere glæde i himlen end over bare ni og halvfems personer! Selviske, afvisende, fordringsfulde sjæle som synes at være bange for at hjælpe dem som fejler, som om de ville blive besmittet ved at gøre sådan, har ikke smag for det gode i dette missionsarbejde; de føler ikke at den velsignelse der fylder hele himlen med glæde over at en som var gået bort er reddet. De er lukket inde i deres snævre synskreds og følelser og er lige så tørre og ufrugtbare som Gilboabjergene, der aldrig får dug eller regn. Lader I en stærk mand holdes ude fra arbejde, bliver han svag. Den menighed eller de personer som lukker sig selv væk fra at bære byrder for andre, som holder sig selv væk fra sig selv, vil snart lide åndelig svaghed. Det er arbejde som holder den stærke mand stærk. Og åndeligt arbejde, slid og byrdeopløftning, er hvad der vil give styrke til Kristi menighed. ret
(22) Sabbaten og den første dag, den 18. og 19. april, nød vi en god stund med vore folk fra Greenville. Brødrene A og B var sammen med os. Min mand døbte otte. Den 25. og 26. var vi med menigheden i Wright. Dette dyrebare folk er altid beredt til at byde os velkommen. Her døbte min mand otte. ret
(23) Den 2. maj mødte vi en stor forsamling i gudsdyrkelseshuset i Monterey. Min mand talte med klarhed og kraft over lignelsen af det fortabte får. Ordet blev til stor velsignelse for folk. Nogle som havde forvildet sig var uden for (23) menigheden og der var ingen arbejdsiver til at hjælpe dem. I virkeligheden var det tilregnet dem, som havde hårdnakkede og strenge standpunkter i menigheden, at de ikke skulle komme tilbage. Problemet rørte alles hjerter og alle viste et ønske om at tingene skulle få sin ret. På den første dag talte vi tre gange i Allegan til gode forsamlinger. Vor aftale var at vi skulle mødes med menigheden i Battle Creek den 9, men vi følte at vort arbejde i Monterey var lige begyndt og derfor besluttede vi at vende tilbage til Monterey og arbejde med den menighed en anden uge. Det gode arbejde skred frem og overgik vore forventninger. Huset var fyldt op og vi har aldrig før været vidne til et sådant arbejde i Monterey på så kort tid. Første dag, kom halvtreds frem til bøn. Brødrene følte det dybt for de fortabte får og erkendte deres kulde og ligegyldighed og tog et godt ståsted. Brødrene G.T.Lay og S.Rummery gav gode vidnesbyrd og blev glædeligt modtaget af deres brødre. Fjorten blev døbt, en af dem en midaldrende mand, som havde noget imod sandheden. Arbejdet skred fem med alvor, bekendelser og megen gråd og overvandt al modstand. Således sluttede det vanskelige arbejde i det konferensår. Og vi følte stadig at det gode arbejde i Monterey på ingen måde var afsluttet. Vi havde aftaler om at vende tilbage og bruge adskillige uger i Allegan Land. ret
(23) Det konferensår som lige var gået havde været en bemærkelsesværdig tid. Min mands arbejde havde været meget stort i løbet af dets mangfoldige samlinger og han måtte have hvile. Vort arbejde for det forløbne år blev taget godt imod af vort folk og der blev vist forståelse, venlig forståelse og velgørenhed over for os ved konferensen. Vi nød en stor frihed sammen med dem og vi delte og nød gensidig tillid og kærlighed.