(145) [For søster F's vedkommende var det nødvendigt, at der blev udført et stort arbejde. De, som forenede sig i bøn for hende, trængte til, at der blev gjort et arbejde for dem. Havde Gud besvaret deres bønner, ville (146) det have vist sig at være til deres ulykke. I sådanne sygdomstilfælde, hvor Satan behersker sindet, bør der forud for bønnen ske en yderst indgående selvransagelse for at opdage, om der ikke skulle være synder, som må angres, bekendes og forsages. En dyb sjælens ydmygelse for Gud samt en fast, ydmyg fortrøstning til Kristi blods fortjeneste alene er nødvendig. Faste og bøn vil intet udrette, så længe hjertet er gjort fremmed for Gud ved en fejlagtig handlemåde. »Nej, Faste efter mit Sind er at løse Gudløsheds Lænker. at løsne Ågets Bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert Åg, at bryde dit Brød til de sultne, bringe hjemløse Stakler i Hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine Landsmænd. Da svarer Herren, når du kalder; på dit Råb er hans Svar: »Her er jeg!« Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt og pege Fingre, rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl, skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som Middag; Herren skal altid lede dig, mætte din Sjæl, hvor der er goldt og give dig nye Kræfter; du bliver som en vandrig Have, som rindende Væld, hvor Vandet aldrig svigter." ret
(146) Det er hjertets gerning, Gud kræver, gode gerninger, der udgår fra et hjerte, som er fyldt med kærlighed. Alle bør omhyggeligt og under bøn overveje de ovenfor anførte skriftsteder og de bør undersøge deres bevæggrunde og deres handlinger, Guds løfte til os er betinget af lydighed, efterlevelse af alle hans fordringer. »Råb højt.« siger profeten, »spar ikke din strube, løft røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde og Jakobs hus deres synder! Mig søger de dag efter dag og ønsker at kende mine veje, som var de et folk, der øver retfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt ret. De spørger mig (147) om lov og ret, de ønsker, at Gud er dem nær: »Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os, uden du ænser det?" ret
(147) Her tales der til et folk, som fører en høj bekendelse, som har for sædvane at bede og som finder behag i religiøse øvelser; og dog er der noget, som mangler. De forstår, at deres bønner ikke bliver besvaret; Deres nidkære, alvorlige bestræbelser bliver ikke påagtet i himmelen og de spørger alvorligt, hvorfor Herren ikke svarer dem. Det skyldes ikke, at der sker nogen forsømmelse fra Guds side. Vanskeligheden ligger hos folket. Selv om de bekender sig til gudsfrygt, bærer de ikke frugt til Guds ære; deres gerninger er ikke, hvad de burde være. De forsømmer positive pligter i deres liv og medmindre disse bliver udført, kan Gud ikke besvare deres bønner til sin ære. Men hensyn til forbøn for søster F var der forskellige meninger, som gjorde sig gældende. Nogle var fanatiske og handlede efter indskydelse. De havde nidkærhed, men ikke med forståelse. Nogle så på det store, som skulle ske i dette tilfælde og begyndte at triumfere, før sejren var vundet. Der viste sig meget af Jehus ånd: »Følg mig og se min nidkærhed for Herren!« 2. Kong. 10, 16. I stedet for at følge denne selvtillidsfulde forvisning skulle man have lagt sagen frem for Gud med et ydmygt sind, uden selvtillid og med et sønderbrudt og bodfærdigt hjerte. ret
(147) Jeg så, at i sygdomstilfælde, hvor vejen er klar for forbøn for den syge, bør sagen overlades til Herren i stille tro, ikke med en storm af stærk sindsbevægelse. Han alene kander den pågældendes forbigangne liv og ved, hvordan hans fremtid vil blive. Han, som kender alle menneskers hjerter, ved, hvorvidt den syge i tilfælde af helbredelse vil herliggøre hans navn eller vanære ham ved afvigelse og frafald. Alt, hvad der kræves af os, er, at vi beder Gud om at helbrede den syge, dersom det er i overensstemmelse med hans (148) vilje, idet vi tror, at han hører de grunde, vi fremholder og de inderlige bønner, der opsendes. Hvis Herren ser, at det vil tjene hans ære bedst, vil han høre vore bønner. Men at forlange helbredelse uden underkastelse under hans vilje er ikke ret. ret
(148) Hvad Gud lover, er han i stand til når som helst at udføre og den gerning, han giver sit folk at gøre, er han i stand til at udføre gennem dem. Hvis de vil leve i overensstemmelse med hvert ord, han har talt, vil hvert eneste godt ord og løfte blive opfyldt for dem. Men dersom de ikke viser fuldkommen lydighed, er de dyrebare løfter langt borte og de kan ikke gå i opfyldelse. ret
(148) Det eneste, der kan gøres, når man beder for de syge, er at bede alvorligt til Gud for dem og i fuldkommen tillid lægge sagen i hans hænder. Ser vi uret i vore hjerter, vil Herren ikke høre os. Han kan gøre, hvad han vil, med sit eget. Han vil herliggøre sig ved at virke i og gennem dem, der følger ham helt, således at det kan erkendes, at det er Herren og at hans gerninger er gjort i Gud. Kristus sagde: »Vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære.« Når vi kommer til ham, bør vi bede om, at vi må kunne indtræde i og fuldføre hans forsæt og at vore ønsker og interesser må gå op i hans, Vi bør erkende vor antagelse af hans vilje og ikke bede ham om at føje sig efter vor. Det er bedre for os, at Gud ikke altid besvarer vore bønner netop på den tid og på den måde, vi ønsker. Han vil gøre noget mere og bedre for os end at opfylde alle vore ønsker; for vor visdom er dårskab. ret
(148) Vi har forenet os i alvorlig bøn omkring mænds, kvinders og børns sygeleje og vi har følt, at de blev givet os tilbage fra døden som svar på vore alvorlige bønner. I disse bønner mente vi, at vi måtte være bestemte og at vi, om vi øvede tro, ikke måtte bede om mindre end livet. Vi vovede ikke at sige: "Hvis det vil herliggøre Gud," af frygt for, at det ville give rum for en skygge af tvivl. Vi har med spænding fulgt (149) dem, der så at sige kom tilbage fra de døde. Vi har set nogle af disse, navnlig unge mennesker, blive oprejst til sundhed og de har glemt Gud, har ført et udsvævende liv til sorg og ængstelse for forældre og venner og er blevet en skam for sådanne, som var bange for at bede. De levede ikke for at ære og herliggøre Gud, men for at forbande ham ved deres lastefulde liv. ret
(149) Vi afmærker ikke længere en vej, ej heller søger vi at bringe Herren til at følge vore ønsker. Dersom de syges liv kan herliggøre ham, beder vi om, at de må leve, dog ikke som vi vil , men som han vil. Vor tro kan være lige så fast og mere tilforladelig, når vi overlader ønsket til den alvise Gud og uden urolig ængstelse forlader os på ham i fuldkommen tillid. Vi har forjættelsen. Vi ved, at han hører os, hvis vi beder overensstemmende med hans vilje. Vore påkaldelser må ikke antage form af en befaling, men af en bøn om, at han vil gøre det, som vi ønsker af ham. Når menigheden står forenet, vil den have styrke og kraft; men når en del af den er forenet med verden og mange er henfaldne til begærlighed, som Gud afskyer, kan han kun udrette lidt for dem. Vantro og synd udelukker dem fra Gud. Vi er så svage, at vi ikke kan tåle megen åndelig medgang, for at vi ikke selv skal tilegne os æren og regne vor egen godhed og retfærdighed for årsagen til Guds åbenbare velsignelse, når det alt sammen skyldes vor medlidende himmelske faders barmhjertighed og ikke noget godt hos os selv. Vejl f menigh bd. 1 side 178-181] ret
(149) Vi burde altid udøve en påvirkning som er helligende på dem omkring os. Den frelsende og forædlende indflydelse har været meget svag i ___. Mange har blandet sig med verden og taget del i dens ånd og indflydelse og dens venskab har adskilt dem fra Gud. Jesus har gået en dagsrejse forud for dem. De kan ikke længere høre hans rådene og advarende røst og de følger deres egen visdom og bedømmelse. De følger en kurs som er rigtig i deres egne øjne, men senere viser sig at være tåbelig. Gud vil (150) ikke tillade at hans arbejde blandes med verdslig politik. Verdens kløgtige, beregnende mennesker er ikke mennesker der skal tage ledende stillinger i dette højtideligste, hellige arbejde. Enten må de omvendes, eller tage det kald op som passer til deres verdenselskende tilbøjeligheder og som ikke har det evige til følge. Gud vil aldrig indgå partnerskab med verdslige. Kristus giver enhver sit kald: Vil du have mig eller verden? Vil du lide bebrejdelse og skam, være noget særligt og nidkær for gode gerninger, endda dem der er hadet af verden og antage mit navn, eller vil du vælge den agtelse, den ære, det bifald og vinding som verden kan give af og ikke have del i mig? »I kan ikke tjene både Gud og mammon«.