Vidnesbyrd for menigheden bind 2 kapitel 29. Fra side 183ren side   tilbage

Verdslighed i menigheden

(183)  Kære brødre og søstre i ___: Den 12. juni, 1868 fik jeg vist at verdenskærlighed i stort omfang tog pladsen for Guds kærlighed. I er placeret i et godt land, et der nemt at få verdslig velstand i. Det sætter jer i den konstante fare I er i, at jeres interesser opsluges i verden, ved at samle på rigdomme. Jeres hjerter vil være hvor jeres skatte er. I er placeret der hvor der er fristelser for at synke dybere og dybere ned i verden og hele tiden samle ting sammen; og medens I er i gang af dette, bliver sindet optaget af dette livs bekymringer i sådant omfang så sand gudfrygtighed lukkes ude. Men få erkender rigdommenes falskhed. Dem som er bekymrede for at skaffe sig midler er så bundet af dette mål så at Kristi religion gøres til en sekundær sag. Åndelige sager værdsættes ikke og efterspørges ikke, for kærlighed til vinding har fordunklet den himmelske skat. Hvis det evige livs pris blev værdsat under iver, udholdenhed og alvor blev udvist af kristendomsbekendere, ville det ikke være halvt så værdifuldt at have jordiske ejendomme. Sammenlign de alvorlige bestræbelser for jordiske ting med de matte, svage, virkningsløse (184) anstrengelser for at vinde åndelighed og himmelsk rigdom. Intet under at vi erfarer så lidt af oplysningen fra den himmelske helligdom. Vore ønsker ligger ikke i den retning; de er mere begrænset til jordisk udfoldelse, opsøger verdslige sager og forsømmer det evige. Fremgang forblænder øjnene og bedrager sjælen. Gud må tale, men jordens snavs forhindrer hans stemme fra at blive hørt.ret

(184)  Vor aldrende fader T hengiver sig til denne jords sager skønt de burde fjernes og han modnes til himlen. Det liv han nu lever burde han leve i troen på Guds søn; hans hengivenhed burde ligge til det bedre land. Han burde have en mindre og mindre interesse for jordens forgængelige rigdomme; mens evige sager, som er af største betydning, burde tage hele hans interesse. Dagene for hans prøvetid er snart til ende. Oh, hvor lidt tid er der tilbage til at hellige sig til Gud! Hans kræfter er udtømte, hans sind nedbrudt og i bedste fald kan han kun arbejde en smugle; hvis kræfterne alligevel gives hjerteligt og fuldt, kan de accepteres helt. I din alder bror T, er en større selviskhed og en fastere kærlighed til denne fattige verdens rigdomme kommet ind.ret

(184)  Søster T elsker denne verden. Hun er selvisk af naturen. Hun har døjet meget med skrøbeligt legeme. Gud lod denne plage komme over hende og lod dog ikke Satan tage hendes liv. Gud havde tænkt sig at hun, ved plagernes ildsted, skulle slippe sit greb på jordiske rigdomme. Kun ved lidelser kunne dette lade sig gøre. Hun er en af dem hvis organismer har været forgiftet med stimulanser. Ved at tage disse har hun i uvidenhed gjort sig selv til det hun er; dog lod Gud ikke hendes liv tage, men har forlænget hendes prøvetidsår og tilladt at kunne helliges gennem sandheden, blive renset, gjort hvid og prøvet og, gennem lidelsens ildsted, miste hendes affald og blive mere dyrebar end fint guld, mere end det gyldne ophir-stykke. (185) Verdenskærlighed har slået så dybe rødder i hjerterne på denne bror og søster at det vil kræve en streng prøvelse at fjerne dem. Kære bror og søster, I mangler hengivenhed til Gud. I er syge over for verdslige sager. Verden har styrke til at danne jeres sind til den, medens det åndelige og himmelske ikke har tilstrækkelig vægt til at forvandle sindet.ret

(185)  Mand og kvinder i ___ som vedkender sig at være Kristi efterfølgere, hvorfor følger I ham ikke? Hvorfor er I så syge efter at erhverve jer jordiske rigdomme, hvis ulykke så let kan fjerne og vanrøgte himlens rigdomme, de udødelige, uforgængelige rigdomme?ret

(185)  Jeg fik vist bror U's hustrus tilfælde. Hun havde et ønske om at gøre det rette, men har skavanker som giver hende selv og hendes venner mange trængsler. Hun taler for meget. Hun mangler erfaring i Guds sager og hvis hun ikke omvendes og forvandles, ved sindets fornyelse, vil hun var ude af stand til at stå under de sidste dages farer. Et hjertearbejde behøves. Så vil tungen helliges. Der er megen tale som er syndigt og burde undgås. Hun burde sætte en streng vagt foran hendes læbers dør og holde tungen som med et bidsel, så hendes ord ikke udfører onde ting. Hun burde holde op med at tale om andres fejl, dvæle ved andres særligheder og opdage andres svagheder. For hvemsomhelst er en sådan tale under al kritik. Det er formålsløst og direkte syndigt. Det tjener kun til ondt. Fjenden ved at hvis denne fremgangsmåde tilstræbes af Kristi efterfølgere, er der en åben dør for ham.ret

(185)  Jeg så at der hvor snaksaglige søstre samles var Satan som regel til stede; for der kan han finde arbejde. Han står ved siden af for at opildne sindet og få det mest mulige ud af det han vinder. Han ved at al denne snak og sladder og afsløring af hemmeligheder og den slags udbredelse, adskiller sjælen fra Gud. Det er dødeligt for åndelighed og stille (186) religiøs påvirkning. Søster U synder meget med sin tunge. Hun burde ved sine ord give en god påvirkning, men hun taler ofte på må og få. Nogen gange hendes ord på en anden måde, uden at de kan bære. Nogen gange lugter det. Så er det sagt forkert. Det var ikke hensigten at fremstille det forkert, men vanen med at tale meget og tale om formålsløse ting er så gammel at hun er blevet ligeglad og hensynsløs med sine ord og ofte ved ikke hvad hun siger. Dette ødelægger enhver indflydelse af godt hun kunne give af. Det er på tide at der bliver en hel fornyelse i dette. Hendes selskab blev ikke værdsat som det kunne dersom hun ikke havde givet efter for denne syndige snak.ret

(186)  [Kristne bør være forsigtige med deres ord. De bør aldrig bringe ufordelagtige rygter fra en af deres venner til en anden, især hvis de er vidende om, at der råder mangel på enighed mellem dem. Det er hensynsløst at lade sig mærke med eller at antyde, at man ved en hel del om denne ven eller hin bekendt, som andre er uvidende om. Sådanne antydninger går videre og gør mere ufordelagtige indtryk, end hvis man åbent omtaler kendsgerningerne uden overdrivelse. Hvor megen skade har ikke Kristi menighed lidt af sådanne ting! Dens medlemmers inkonsekvente, uforsigtige handlemåde har gjort den fuldstændig kraftesløs. Tillid er blevet forrådt af medlemmer i samme menighed og dog havde de skyldige ikke til hensigt at gøre fortræd. Mangel på visdom til at vælge samtaleemner har gjort megen skade. Samtalen bør dreje sig om åndelige og guddommelige emner; men sådan har det ikke været. hvis omgangen med kristne venner hovedsagelig benyttes til sindets og hjertets udvikling, vil der ingen fortrydelse være bagefter og man kan se tilbage på sammenkomsten med en behagelig tilfredshed. Men dersom timerne anvendes til letsindighed og tom tale og man bruger kostbar tid til at sønderlemme andres vandel og karakter, vil det venskabelige samvær (187) vise sig at blive en kilde til det, som er ondt og jeres indflydelse vil blive en duft af død til død. Vejl f menigh bd. 1 side 406]ret

(187)  Jeg kan ikke tale til hver enkelt af personerne i jeres menighed som blev vist mig, men jeg så at mange havde et stort arbejde at udrette. Næsten alle taler for meget og der er for lidt andagt og bøn. Mange har for megen selviskhed i sig. Tankerne er helliget selvet og ikke til andres gode. Satans kraft er i høj grad over jer. Dog er der et dyrebart lys iblandt jer og blandt dem som forsøger at vandre efter Guds vilje. Verdenskærlighed og stolthed er de snarer som er hindring for åndeliggørelse og vækst i nåden.ret

(187)  Denne verden er ikke den kristnes himmel, men blot Guds værksted, hvor vi skal udrustes til forening med syndfrie engle i en hellig himmel. Vi bør hele tiden lære sindet op til rette, uselviske tanker. Denne oplæring er nødvendig for således at bringe de kræfter i anvendelse som Gud har givet os så hans navn forherliges på jorden. Vi er regnskabsskyldige for alle de gode egenskaber som Gud har givet os og bruger vi disse egenskaber på en måde han aldrig har tiltænkt er at vise ham en lav utaknemmelighed. Tjeneste for Gud kræver alle vore kræfter og vi imødekommer ikke Guds planer hvis vi ikke bringer dem i en høj opdyrkelses tilstand og oplærer sindet til kærlighed, til at have himmelske sager i tankerne og styrke og forædle sjælens kræfter ved rigtige handlinger og virke for Guds ære.ret

(187)  Kvinder, der vedkender sig gudsfrygt, undlader at oplære tankerne. De lader dem være ukontrollerede, til at gå hvor de vil. Dette er en stor fejl. Mange lader til ikke at have åndelig styrke. De har ikke oplært sindet til at tænke; og fordi de ikke har gjort dette, tror de, de ikke kan. Andagt og bøn er nødvendig for at vokse i nåden. Hvorfor der ikke er mere fasthed blandt kvinder er på grund af så lidt mental (188) dannelse, så lidt eftertanke. Ved at lade tankerne være i en passiv tilstand, støtter de sig til andre og lader den gøre hjernearbejdet, planlægge og tænke og huske for dem og således gør de mindre fyldest. De burde tvinge sig selv til at tænke. Medens de er afhængige af nogen til at tænke for dem, at klare deres vanskeligheder og afviser at belaste sindet med tanker, vil den manglende evne til at huske, til at se forud og skille tingene ad, fortsætte. Hver enkelt må gøre sig anstrengelser for at oplære sindet.ret

(188)  Jeg fik vist at bror V burde søge efter en større åndelighed. Du har ikke den klare tillid i Gud som du har brug for. Du oplærer ikke tankerne til at løbe i åndelighedens kanal. Du hengiver dig til for megen tom og unødig snak, som skader din egen sjæl og skader din indflydelse. Du må opelske sindets klarhed og sjælsstyrke. Du opflammes let, du har stærke følelser og udtrykker dig i stærke vendinger hvad du kan lide og ikke kan lide. Du behøver en bedre religion der kan have en formildende påvirkning på dig. Du er blevet indbudt til at lære af Kristus, som er sagtmodig og ydmyg af hjertet. Hvilken dyrebar lektie! Hvis den læres rigtigt, vil den forvandle hele livet. Letsindighed og billig snak er skadelig for din åndelige vækst. Du burde søge efter karakterens fuldkommengørelse og i dine ord og handlinger tale for Gud. Du behøver i alvor at søge Herren og tage en større slurk i sandhedens kilde, så den kan påvirke til dit livs helligelse. Dine tanker ligger for meget til verden. Du burde have din interesse til den bedre liv. Du har ingen tid at miste; skynd dig og udnyt de få prøvetidstimer.ret

(188)  Din kone har haft for megen stolthed og selviskhed. Gud har ført hende gennem pinslernes ildsted for at fjerne disse pletter fra hendes karakter. Hun må være meget forsigtig at pinslernes ild ikke, uden nytte, har antændt hende. (189) Den burde fjerne slaggerne og bringe hende nærmere Gud og gøre hende mere åndeligsindet. Hendes kærlighed til verden må dø. Selvets kærlighed må overvindes og hun opsluges i Guds vilje.ret

(189)  Jeg fik vist at verdenskærligheden i stort omfang har lukket Jesus ud af menigheden. Gud kræver en ændring, en overgivelse fra alle. Hvis sindet ikke oplæres til at dvæle ved religiøse emner, vil det, i den retning, være svagt og kraftesløs. Men når tankerne dvæler ved verdslige foretagender, vil sindet være stærkt; for sindet er udviklet i den retning og er styrket ved denne anvendelse. Grunden til at mænd og kvinder har så svært ved at leve et religiøst liv er at de ikke træner tankerne i gudsfrygt. De er oplært til at gå i den modsatte retning. Medmindre tankerne hele tiden trænes i at opnå åndelig kundskab og søge at forstå gudfrygtighedens mysterier, er de ude af stand til at fatte evige ting fordi de ingen erfaring har i den retning. Dette er grunden til at næsten alle anser det for en besværlig affære at tjene Herren.ret

(189)  Når hjertet er splittet og, for det meste dvæler ved verdens sager og kun lidt på Guds sager, kan der ikke være nogen særlig vækst af åndelige styrke. Verdslige foretagender fordrer en større del af sindet og lægger beslag på dets kræfter; således er der her et større og større krav på interessens og hengivenhedens styrke, medens mindre og mindre forbeholdes til helligelse af Gud. Det er umuligt for sjælen at trives når bøn ikke er en særlig sindsudfoldelse. Familie og offentlig bøn er ikke nok i sig selv. Bøn i det skjulte er ret betydningsfuld; i ensomhed er sjælen blottet for Guds undersøgende øje og ethvert motiv undersøges nøje. Bøn i det skjulte! Hvor dyrebart! Sjælen kommunikerer med Gud. Skjult bøn høres kun af den bønhørende Gud. Intet nysgerrigt øre skal have (190) byrden for sådanne anmodninger. Ved skjult bøn er sjælen fri for de omgivne påvirkninger, fri for uro. I stilhed, dog brændende, vil den række ud efter Gud. Bøn i det skjulte forvrænges ofte og ved højrøstet bøn kommer dens liflige hensigter ikke frem. I stedet for en stille og rolig tillid til Gud, drages sjælen ud i simple, tarvelige toner, stemmen hæves til et højt stemmeleje og skjult bøn mister sin blødgørende, hellige indvirkning. Der vil være en storm af følelser, en storm af ord, der gør det umuligt at opfatte den lave vedvarende stemme som taler til sjælen under en skjult, sand hjertefølt helligelse. Skjult bøn, der føres rigtigt, forårsager meget godt. Men bøn der bedes åbent til hele familien og nabolaget er ikke stille bøn, selvom det er sådan tiltænkt og guddommelig styrke fås ikke derfra. Lifligt og til stadighed, vil påvirkningen strømme fra ham som ser på i det skjulte, som er lydhør for at svare bønnen der kommer af hjertet. Ved en stille enkel tro rådfører sjælen sig med Gud og samler sig guddommelige lysstråler til dens styrke og støtte og til at udholde Satans kamp. Gud er vor faste borg.ret

(190)  Jesus har givet disse ord: »Våg derfor! thi I ved ikke, når husets herre kommer, om det bliver ved aften efter ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry. Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer« Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: våg!« Vi venter på og våger over vor Mesters tilbagekomst, som skal bringe os morgnen, så han ikke kommer med et og finder os sovende. Hvilket tidspunkt henvises der til her? Ikke til Kristi tilsynekomst i himmelens skyer og finder et sovende folk. Nej; men til hans tilbagekomst fra hans tjeneste i den himmelske helligdoms allerhelligste, hvor han lægger sit præsteklæde fra sig og klæder sig selv med hævnens klæder og når befalingen lyder: »Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret og lad den urene blive ved at leve i urenhed og lad den (191) retfærdige blive ved at øve retfærdighed og lad den hellige blive ved at leve helligt."ret

(190)  Når Jesus ophører med at gå i forbøn for mennesker, er alles sager for evigt afgjorte. Dette er opgørets time for hans tjenere. Solen går ned i mørket for dem som har forsømt at berede sig til renhed og hellighed, hvilket gør dem egnede til at afvente deres Herres velkomst og kommer ikke op igen. Nådedøren lukker; Kristi mellemkomst ophører i himlen. Til sidst kommer dette tidspunkt pludseligt over alle og dem som ikke har renset deres sjæle ved at adlyde sandheden findes sovende. De blev trætte af at vente og våge; de blev ligegyldige med hensyn til deres Mesters komme. De længtes ikke efter hans tilsynekomst og tænkte at der ikke var brug for at våge længere og være udholdne. De blev skuffede i deres forventninger og måtte blive tilbage. De drog den slutning at der var nok tid til at vågne op i. De ville være sikre på ikke at miste chancen til at sikre sig en jordisk rigdom. Det ville være sikkert for dem at få alt fra denne verden de kunne. Og medens de sikrede sig dette, miste de al bekymring og interesse for deres Mesters tilsynekomst. De blev ligegyldige og ubekymrede, som om der var langt igen før han kom. Men medens deres interesser var fordybet i verdslig vinding, afsluttede arbejdet i den himmelske helligdom og de var uforberedte.ret

(191)  Hvis disse blot havde vidst at Kristi arbejde i den himmelske helligdom ville afslutte så hurtigt, hvor anderledes ville de så ikke have opført sig, hvor alvorligt ville de ikke have våget! Mesteren, der forudser alt dette, giver dem advarsler i god tid, med bud om at våge. Han fortæller tydeligt om hans pludselige komme. Han måler ikke tid ud, for at vi skal tilsidesætte en øjeblikkelig beredelse og i vor magelighed ser fremad til tidspunktet hvor vi tror han vil komme og udsætte beredelsen. »Våg derfor! thi I ved ikke....« Alligevel undlader denne forudsagte uvished og pludselighed (192) til sidst at vække os fra sløvhed til alvorlig årvågenhed og anspore til vagtsomhed over for vor forventede Mester. Dem som ikke findes ventende og vågende er helt overrumplet i deres utroskab. Mesteren kommer og i stedet for øjeblikkeligt at åbne op for ham, er de lukket inde i verdslig slummer og tabes til sidst.ret

(192)  [Der blev vist mig en gruppe, som] er modsat den jer før har beskrevet. De ventede og vågede. Deres [blik var rettet imod himmelen. Mesterens ord var på deres læber: "Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: våg!"] »Våg derfor! thi I ved ikke, når husets herre kommer, om det bliver ved aften efter ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry. Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer« [Herren antyder en tøven, når dagen endelig gryder. Men han ønskede ikke, at de skulle give efter for træthed eller slække på deres alvorlige årvågenhed, fordi morgnen ikke oprinder så hurtigt, som de havde ventet.] Dem som ventede blev fremstillet for mig idet de så op. De opmuntrede hinanden ved at gentage disse ord: Den første og anden vagt er gået. Vi er i den tredje vagt og venter og våger for Mesterens tilbagekomst. Der er nu kun en lille periode tilbage at vente i." Jeg så at nogle blev trætte; deres øjne var rettet nedad og de blev optaget af verdslige sager og blev upålidelige i deres vågen. De sagde: Første gang vi ventede, ventede vi vor Mester, men blev skuffede. Vi var helt sikre på at han ville komme under den anden vagt, men den gik hen og han kom ikke. Vi er skuffede igen. Vi behøver ikke at være så nøjeregnende. Han kommer nok ikke i den næste vagt. Vi er i den tredje vagt og nu tror vi det er bedst at samle vore jordiske rigdomme op, så vi er sikrede mod at komme i nød." Mange sov, omgivet af dette livs bekymringer og lokket af rigdommes svigefuldhed væk fra deres vågne og vagtsomme position. [Herren kommer 17.feb]ret

(193)  (193) Engle blev fremstillet for mig, idet de så på med stor interesse og lagde mærke til svage og dog trofaste vagtfolk, så de ikke blev for trætte og sank under for det dobbelt så strenge slid og genvordigheder fordi deres brødre var afledt fra vagten og blev fordrukken af verdslige bekymringer og fordrevet af verdslig velstand. Disse himmelske engle var bedrøvede over at disse som før vågede, skulle, på grund af deres magelighed og upålidelighed, øge byrderne for dem som alvorligt og udholdende bestræbte sig for at bevare deres ventende og vågende stilling.ret

(193)  [Jeg så, at det var umuligt at have sin hengivenhed og interesse fordybet i timelige bekymringer og forøge sine jordiske besiddelser og samtidig være i en vågende, ventende tilstand, som Frelseren befalede. Englen sagde: "De kan kun sikre sig én verden. Skal de vinde den himmelske skat, må de ofre den jordiske. De kan ikke få begge verdener."] Jeg så hvor nødvendigt en trofast forbliven i vagten var for at undgå Satans falske snarer. Han forleder dem som burde vente og våge, til at tage et skridt hen i mod verden; de ikke ønske om at gå længere, men det ene skridt fjernede dem så meget længere fra Jesus og gjorde det lettere at tage det næste; og således tages skridt efter skridt hen imod verden, indtil hele forskellen mellem dem og verden blot er en bekendelse, kun et navn. De har mistet deres særlige, hellige karakter og der er intet andet end deres bekendelse der adskiller dem fra verdenselskerne omkring dem. [samme]ret

(193)  Jeg så, at den ene vagt var forløbet efter den anden. Skulle der af den grund være mindre årvågenhed? Oh nej! En uophørlig årvågenhed er så meget mere påkrævet, for nu er tiden kortere, end før den første vagt var til ende.] Nu er ventetiden nødvendigvis kortere end først. [Når vi vågede med uformindsket årvågenhed dengang, hvor meget mere (194) påkrævet er da ikke dobbelt årvågenhed i den anden vagt. Forløbet af den anden vagt har bragt os til den tredje og nu er der ingen undskyldning for at slå af på vor årvågenhed. Den tredje vagt fordrer tredobbelt alvor. At blive utålmodige nu ville være ensbetydende med at miste hele den alvorlige, vedholdende årvågenhed, vi indtil nu har udvist. Den lange mørke nat er prøvende, men morgnen udsættes i nåde fordi så mange vil blive fundet uforberedte, hvis Herren skulle komme. Grunden til den lange tøven har været Guds uvilje til at lade sit folk gå fortabt.] Men morgenen kommer for den trofaste og natten for den utro, er lige over os. Ved venten og vågen skal Guds folk vise deres særlige karakter, deres adskillelse fra verden. I vor vagtposition skal vi vise at vi er rigtige fremmede og pilgrimme på jorden. [Forskellen mellem dem, der elsker verden og dem, der elsker Jesus, er så tydelig, at der ikke kan tages fejl. Medens de verdslige er ivrige og begærlige efter at sikre sig jordiske skatte, skikker Guds folk sig ikke lige med verden, men viser med deres alvorlige, vågende, ventende holdning, at de er blevet forvandlede; at deres hjem ikke er i denne verden, men at deres hu står til et bedre, nemlig det himmelske fædreland. samme]ret

(194)  Jeg håber, mine kære brødre og søstre, at I ikke vil lade jeres øjne gå over disse ord uden at deres ord overvejes grundigt. Idet Galilæas mænd stod og så trofast op mod himmelen, for at, om muligt, at få et glimt af deres opfarende Frelser, stod to hvidklædte mænd, himmelske engle hvervet til at trøste dem over tabet af deres Frelsers nærværelse og spurgte: »I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himmelen.«ret

(194)  Gud udtænker at hans folk skal have deres øjne rettet efter vor Herres og Frelser Jesus Kristi herlige tilsynekomst. Medens verdsliges opmærksomhed er (195) rettet mod forskellige foretagender, bør vor være mod himlene; vor tro bør række længere og længere ind i det himmelske skatkammers herlige mysterier og få de dyrebare guddommelige lysstråler til at skinne i vore hjerter, som de har skinnet på Jesu ansigt. Spotterne håner de ventende og vågende og spørger: "Hvor er løftet om hans komme?" I er blevet narret. Involver jer i ting sammen med os og I vil have fremgang i verdslige ting. Få vinding, få penge og blev æret af verden." De ventende ser opad og svarer: "Vi venter." Og ved at vende sig fra jordiske behageligheder og verdslig ry og fra rigdommes svigefuldhed, viser de sig selv det standpunkt. Ved at våge bliver de stærke; de overvinder ladhed og selviskhed og hang til magelighed. Pinslernes ild fænger om dem og ventetiden synes lang. Nogen gange bedrøves de, troen vakler; men de kommer til kræfter igen, overvinder deres frygt og tvivl og medens deres øjne er rettet mod himlen, siger de til deres fjender: "Jeg våger, jeg afventer min Herres tilbagekomst. Jeg vil være stolt af trængsel, pinsler og nød."ret

(195)  Vor Herres ønske er at vi skal være årvågne, så når han kommer og banker på kan vi straks lukke op. En velsignelse er afsagt over de tjenere som han finder vågende. »han skal binde op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv gå hen og varte dem op.« Hvem blandt os i disse sidste dage vil æres sådan af de forsamledes Mester? Er vi rede til uden tøven at åbne op for ham straks og byde ham velkommen. Våg, våg, våg. Næsten alle har opgivet deres vågen og venten; vi er ikke rede til at åbne for ham straks. Verdenskærligheden har taget vore tanker så meget i besiddelse at vore øjne ikke er vendt opad, men nedad mod jorden. Vi iler afsted, involverer os med iver og alvor i forskellige foretagsomheder, men Gud er glemt og (196) det himmelske skatkammer er ikke værdsat. Vi er ikke i den ventende og vågende position. Verdenskærlighed og rigdommes svigefuldhed overgår vor tro og vi længes ikke efter og holder af vor Frelsers tilsynekomst. Vi prøver stærkt på at sørge for vort eget selv. Vi er urolige og mangler stærkt fast tillid til Gud. Mange bekymrer sig og arbejder, finder på og planlægger, er bange for at de vil lide nød. De kan ikke afse tid til at bede eller til at deltage i religiøse møder og i omsorgen for sig selv, ikke give Gud en chance for at yde dem omsorg. Og Herren gør ikke så meget for dem, for de giver ham ikke anledning til det. De gør for meget for sig selv og tror og stoler for lidt på Gud.ret

(195)  Verdenskærligheden har et frygteligt tag på det folk Herren har befalet altid at våge og bede, så han ikke pludseligt skal finde dem sovende. »Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig, tid.«ret

(195)  Jeg er blevet vist at Guds folk som bekender sig til at tro nærværende sandhed ikke er i en afventende og vågende position. De forøger rigdomme og samler skatte på jorden. De bliver rige i verdslige ting, men ikke rige over for Gud. De tor ikke på at tiden er kort; de tror ikke at alle tings ende er nær, at Kristus er ved døren. De kan bekende sig til megen tro; men de bedrager deres egne sjæle, for de vil ikke omsætte den tro de virkelig har til handling. Deres gerninger viser karakteren af deres tro og vidner for dem rundt omkring at Kristi komme ikke skal være i denne slægt. Sådan som deres tro er, sådan vil deres gerninger være. Deres beredelse er at forblive i denne verden. De lægger hus (197) til hus og land til land og er denne verdens beboere.ret

(197)  Den fattige Lazarus' blev fødet med krummer fra den rige mands bord, er at foretrække frem for disse bekendere. Hvis de bekender en ægte tro, i stedet for at forøge deres rigdomme på jorden ville de sælge ud og befri sig selv for jordens besværlige ting og overføre deres rigdomme til himlen. Så vil deres interesse og hjerte være der, for et menneskes hjerte vil være der hvor hans største rigdomme er. De fleste af dem som bekender sig til sandheden bevidner at de værdsætter mest i denne verden. for de har bekymringer, tunge byrder og arbejde. At sikre sig og lægge til sine rigdomme er deres livs studium. De har overført så lidt til himlen købt så få aktier i de himmelske skatte, at deres tanker ikke er særlig tiltrukket til det bedre land. De har købt store aktier i jordiske foretagsomheder og disse investeringer, drager, ligesom en magnet, deres tanker fra det himmelske og uforgængelige til det jordiske og fordærvelige. »Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.«ret

(197)  Egenkærlighed binder op omkring mange med jernbånd. Det er "min gård", "mit gods," "min levevej", "min forretning". Selv de almindelige menneskelige krav ignorer de. Mænd og kvinder der bekender sig til at vente og holde af deres Herres tilsynekomst lukker sig selv inde. Det ædle og det gudfrygtige har de skilt sig af med. Verdenskærlighed, kødets lyster, øjnenes lyst, livets stolthed, har fæstnet sig så meget at de er blinde. De er fordærvet af verden, men ser det ikke. De taler om kærlighed til Gud, men deres frugter viser ikke den kærlighed de giver udtryk for. De røver ham i tiende- og gavebetaling og Guds knusende forbandelse er over dem. Sandheden har oplyst deres stivej på hver side. Gud har forunderligt arbejdet på deres sjæles frelse i deres eget hus, men hvor er deres ofre, til ham i taknemmelighed for hans tegn på barmhjertighed? Mange (198) af dem er ligeså utaknemmelige som brutale folk. Ofret for mennesket var uendeligt, langt over sammenligning med det største intellekt, alligevel er mennesker, som påberåber at have del i de himmelske goder, som var købt for så stor en omkostning, gennemgående for egenkærlige til at gøre et reelt offer for Gud. Deres tanker ligger til verden, verden, verden. I den niogfyrretyvende salme læser vi: »Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske fjender omringer mig med brøde, de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum. (for indløsningen af deres sjæl er værdifuld og den er evig).« Hvis alle ville have i tanke og kunne fatte lidt af det umådelige offer udført af Kristus, ville de føle sig sat i rette for deres frygtsomhed og deres yderliggående selviskhed. »Vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm; han stævnede Himlen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk: »Saml mig mine fromme, der sluttede pagt med mig ved ofre !« På grund af egenkærlig og kærlighed til verden er Gud glemt og mange har sjælens goldhed og råber: "Min støtte, min støtte." Herren har lånt sit folk midler for at prøve dem. For at teste dybden af deres bekendende kærlighed til ham. Nogle vil opgive ham og deres himmelske rigdomme frem for at formindske deres jordiske besiddelser og slutte pagt med ham ved offer. Han kræver et offer, men kærlighed til verden lukker deres ører og de vil ikke høre.ret

(198)  Jeg så frem for at se hvem af de trosbekendende der afventer Kristi komme der har villighed til at ofre af deres overflod til Gud. Jeg kunne se nogle få ydmyge og ringe personer der, ligesom den fattige enke, var fornægtende over for sig selv og lagde deres lille skærv i. Alle sådanne ofre regnes af (199) Gud som dyrebare rigdomme. Men dem som anskaffer sig midler og samler sig ejendomme, er langt bagefter. De gør intet i forhold hvad de skulle. De holder tilbage og frarøver Gud, for de er bange for at komme i nød. De tør ikke stole på Gud. Dette er den ene grund til at vi, som et folk, er så sygelige og så mange er faldet i deres grave. Begærligheden er blandt os. Verdenselskere er blandt os også dem som i hans tjeneste som er knappe på gerninger. Mennesker som havde intet af denne verden, som var fattige og afhængige af deres arbejde, er blevet behandlet nøjeregnende og uretfærdigt. Verdenselskeren, med en hård overflade og et hårdt hjerte, har modvilligt overbetalt den lille sum der er optjent ved hårdt slid. Præcis sådan behandler de deres Mester, hvis tjenere de bekender sig til at være. På denne modvillige måde lægger de i Guds skatkammer. Manden i lignelsen ville ikke overdrage sit gods og Herren afbrød hans nyttesløse liv. Sådan vil han gøre med mange. Hvor svært er det ikke, i denne fordærvede tidsalder, at holde sig fra blive verdslig og egenkærlig. Hvor let er det ikke at blive alle gode gavers Giver utaknemmelig. Stor årvågenhed er tiltrængt og megen bøn, for at holde sjælen i flittigt arbejde. »Pas på, vær årvågne! thi I ved ikke, når tiden er der."

------------
ret

næste kapitel