(37) Kære bror D: Jeg havde tænkt mig at skrive til dig i nogen tid, men vort arbejde har hele tiden presset på så jeg ikke har haft tid og heller ikke styrke til at gøre dette. I mit sidste syn blev dit tilfælde vist mig. Du var i en (38) kritisk tilstand. Du kendte sandheden, du forstod din pligt og du kunne glæde dig over sandhedens lys; men fordi det konfliktede med din verdslige jagen, var du ved at ofre sandheden og pligten, for egen bekvemmeligheds skyld. Du så på din egen pengemæssige fordel og mistede øjet for den evige herlighedsvægt. Du var ved at gøre et overmåde stort offer med nuværende vinding for øje. Du var lige ved at sælge din førstefødselsret for en ret linser. Havde du vendt dig fra sandheden for jordisk vindings skyld, ville det ikke, fra din side, have varet en uvidenhedssynd, men en tilsigtet overtrædelse. ret
(38) [Esau længes efter sin livret og han ofrede sin førstefødselsret for at tilfredsstille appetitten. Men da den grådige appetit havde fået det den begærede, indså Esau sin dårskab. »I ved jo, at skønt han siden hen ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget; thi han fandt ingen lejlighed til at omvende sig, skønt han med tårer søgte derefter.« Der findes mange som ligner Esau. Han repræsenterer en gruppe mennesker som har særlig værdifulde velsignelser indenfor sin rækkevidde, den uforgængelige arv, et evigt liv som er ligeså varigt som Guds liv, hans som er universets Skaber. De har muligheden til at opnå den højeste grad af lykke og en evig fylde af herlighed, men de har føjet deres appetit, deres lidenskaber og deres tendenser så længe at deres evne til at forstå de evige værdier og kunne værdsætte dem, er blevet sløvet og afstumpet. ret
(38) Esau var særlig glad for en bestemt slags mad og han havde dyrket selvet så længe at han ikke kunne se at det var nødvendig at give afkald på den dejlige ret som fristede ham. Han tænkte nok på det, men han gjorde ingen særlige anstrengelser for at holde appetitten i tømme. Til sidst fik appetitten fejet alle andre hensyn væk og gjorde ham til sin slave. Han bildte sig ind at han ville komme til at lide store kvaler, ja endog dø, hvis han ikke kunne få sin livret. Jo mere han tænkte på dette, desto stærkere blev hans madlyst og den hellige førstefødselsret mistede til sidst både sin værdi og sin hellighed for ham.] Han tænkte, Hvis jeg nu kan sælge den, kan jeg let købe den tilbage. Han byttede den væk (39) for en livret og smigrede sig selv med at han kunne skille sig af med den når han ville og købe den tilbage når det behagede ham. Men da han prøvede at købe den tilbage, selv med et stort offer fra hans side, var han ikke i stand til at gøre det. Han fortrød da bitterligt sin ubesindighed, hans tåbelighed, hans vanvid. Han så sagen fra alle sider. Han søgte omhyggeligt efter omvendelse og med tårer, men det var altsammen forgæves. Han havde foragtet velsignelsen og Herren fjernede den fra ham for stedse. Du tænkte, at hvis du skulle ofre sandheden nu og fortsætte med åbenlys overtrædelse og ulydighed, så ville du ikke bryde alle bånd over, men dog være hensynsløs; og skulle du skuffes i dine håb og forventninger til verdslig vinding, kunne du igen interessere dig for sandheden og blive en kandidat til evigt liv. Men i dette har du bedraget dig selv. Du har ofret sandheden for verdslig vindings skyld, det kunne have været på bekostning af evigt liv. [Råd og vink side 117] ret
(39) Under lignelsen af et stort festmåltid, viser vor Frelser at mange vil vælge verden frem for ham selv og som følge deraf, vil miste himlen. Vor Frelsers nådige indbydelse ringeagtedes. Han har været i trængsler og sat i udgift for at gøre store forberedelser til at umådelig stort offer. Så sender han sin indbydelse; men »Men de begyndte alle som én at undskylde sig. Den første sagde til ham: »Jeg har købt en mark og er nødt til at gå ud og se på den; jeg beder dig have mig undskyldt!« Og en anden sagde: »Jeg har købt fem par okser og nu skal jeg ud og prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt.« Og en sagde: »Jeg har taget mig en hustru til ægte og derfor kan jeg ikke komme« Herren vendte sig så fra de velhavende og verdenselskende, hvis mark, okser og hustru var af så stor værdi hos dem, så de vejer tungere end de fordele de ville få ved at tage imod den nådige indbydelse han har givet dem, til at tage del i hans festmåltid. Husmesteren er vred og vender sig fra dem som sådan har forhånet hans venlighed (40) han gav dem og han indbyder en klasse som ikke er mættede, som ikke er i besiddelse af marker og huse, som er lemlæstede og halte og blinde og som vil værdsætte den gavmildhed de får og til gengæld vil give mesteren oprigtig taknemmelighed, uforstilt kærlighed og hengivenhed. ret
(40) Der er stadig plads. Befalingen er dem givet: »Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind, så mit hus kan blive fuldt. Thi jeg siger jer, at ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Her er en klasse der er forkastet af Gud fordi de foragtede Mesterens indbydelse. Herren erklærede for Eli: »Nej, dem, som ærer mig, vil jeg ære og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes.« Kristus siger: »Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig og hvor jeg er, der skal også min tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære.« Gud er ikke til at spøge med. Hvis dem som har lyset afviser det, eller undlader ar følge det, vil det blive til mørke for dem. ret
(40) Et umådeligt stort offer blev gjort fra Guds dyrebare Søns side, så han kan have kraft til at frelse faldne mennesker og ophøje dem til hans egen høre hånd og gøre dem til en verdensarvinger og til en indehaver af herlighedens vægt. Sproget kan ikke udtrykke den udødelige arvs værdi. Den herlighed, de rigdomme og den ære der blev ofret af Guds Søn er af en så uendelig værdi at det er udover menneskers eller endda engles magt at blot give en idé om deres værdi, deres fortrinlighed og deres herlighed. Hvis mennesker, faldet i synd og fordærv, afviser disse himmelske fordele, afviser et liv i lydighed, træder på de nådige barmhjertighedsindbydelser og vælger jordens usle ting fordi de kan ses og det er bekvemt for deres nuværende fornøjelse til at udøve synd, vil Jesus uddrage mønsteret i lignelsen; disse skal ikke smage hans herlighed, men indbydelsen vil omfatte en anden klasse. ret
(41) (41) Dem som vælger at undskylde sig og fortsætte i synd og i overensstemmelse med verden vil overlades til deres afguder. Der vil være en dag hvor de ikke vil bede om undskyldning, hvor ikke én eneste vil ønske at de var undskyldt. Når Kristus skal komme i sin herlighed og hans Faders herlighed, med alle de himmelske engle omkring sig, der ledsager ham på sin vej med sejrende stemmer, medens tonerne af den mest fortryllende musik falder i øret, vil alle blive interesseret; der vil ikke være én ligegyldig tilskuer. Dér vil spekulationer ikke optage sjælen. Gnierens guldmængder, som har tiltrukket hans øjne, er ikke længere tiltrækkende. De paladser som de stolte mennesker på jorden har grundlagt og som har været deres afguder, er vendt bort med væmmelse og afsky. Ingen forsvarer sit land, sit kvæg, sin hustru han lige har giftet sig med, som en grund til hvorfor han skulle fritages fra at dele den herlighed, der går op for mig i hans forbavsende syn. Alle ønsker en part, men ved at det ikke er til dem. ret
(41) I alvorlig og pinefuld bøn, råber de til Gud om at han ikke må gå dem forbi. Kongerne, de mægtige mænd, det overlegne, det stolte, det ringe menneske ligesom presses sammen under smertens, forladthedens, elendighedens ubeskrivelige tryk; og stærkt forpinte bønner presses ud af deres læber: Nåde! Nåde! Frels os fra en krænket Guds vrede. En stemme svarer dem med frygtelig tydelighed, strenghed og majestæt: »Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor ler jeg ved eders ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer." ret
(41) Kongerne og adelsmændene, det mægtige menneske og det stakkels menneske, næsten skriger på samme måde og den på tarveligste allerbitreste måde. De som i deres velmagtsdage foragtede Kristus og de ydmyge som fulgte i hans fodspor, mennesker som ikke ville fornedre deres værdighed til at bøje sig for Kristus, som hadede hans foragtede kors, er nu slået ned i jordens dynd. (42) Deres storhed har på een gang forladt dem og de tøver ikke med at bøje sig til jorden for fødderne af de hellige. De indser nu med frygtelig bitterhed at de spiser af frugterne fra deres egen karakter og er fyldt med deres egne påfund. I deres formodede klogskab vendte de sig væk fra den høje evige løn, afviste den himmelske foranledning, for jordisk vinding. Jordens glans og glitter fascinerede dem og i deres formodede klogskab blev de tåber. De jublede i deres verdslige velstand, som om deres verdslige fordele var så store at de ved dem kunne anbefales til Gud og således sikre sig himlen. ret
(42) Penge var magt blandt jordens tåber og penge var deres gud; men netop deres velstand har ødelagt dem. De blev tåber i Guds og hans hellige engles øjne, skønt mennesker af verdslig ærgerrighed anså dem for at være kloge. Nu er al deres formodede klogskab dårskab og deres velstand er deres ødelæggelse. Igen kommer frygtsomhedens og hjerteafsmeltningspinens hyl frem: "Bjerge og klipper: Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?" Til jordens huler flyer de som et tilflugtssted, men det er det slet ikke. ret
(42) Kære bror, liv eller død er over for dig. Ved du hvorfor dine skridt har valket? hvorfor du ikke holdt tappert og vedholdende ud? Du har en misligholdt samvittighed. Din løbebane har ikke været fremadrettet. Der er noget du skal gøre her. Din far ser ikke på forretningsprincipperne i det rette lys. Du ser på dem som verdslige gør i almindelighed, men ikke som Gud ser på dem. »Du skal elske din næste som dig selv.« Har du gjort dette? »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind.« Hvis dette bud adlydes, beredes hjertet til at adlyde (43) det andet, som er lig dette: »Du skal elske din næste som dig selv.« Alle de ti bud er udtrykt i de to anførte. Det første omfatter de første fire bud, som viser menneskets pligt til sin Skaber. Det andet omfatter de sidste seks, som viser menneskets pligt over for sit medmenneske. På disse to bud hænger hele loven og profeterne. De er to store arme der støtter alle ti bud, de første fire og sidste ti. Disse må absolut adlydes. ret
(43) »Vil du gå ind til livet, så hold budene!« Rigtig mange som vedkender sig at være Kristi disciple vil tilsyneladende glide over til denne verden og dog betragtes som oprigtige, gudfrygtige mennesker selvom de er befængt med pest i det inderste, hvilket inficerer hele deres karakter og fordærver deres religiøse erfaring. »Du skal elske din næste som dig selv.« Dette forbyder os at tage fordel af vore medmennesker for at hjælpe os selv. Det er os forbudt at gøre vor næste uret, i hvilket som helst. Vi bør ikke se tingene fra den verdsliges ståsted. At behandle vore medmennesker, i enhver henseende, ligesom vi ønsker at blive behandlet, er en regel som vi, i praksis, bør sætte for os selv. Guds lov skal adlydes efter bogstaven. I al vor omgang med og behandling af vore medmennesker, hvadenten det er troende eller ikke-troende, må denne regel gælde: »Elsk din næste som dig selv.« ret
(43) Her vil mange som vedkender sig at være kristne ikke holde Guds mål; når de vejes på helligdommens vægtskåle, vil de findes for lette. Kære bror, »Drag bort fra dem og skil jer ud, siger Herren, Og »rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.« Hvilket løfte dette er! Men vi må ikke tabe den kendsgerning af syne at det er baseret på lydighed til befalingen. Gud kalder dig til at skille dig fra verden. Du skal ikke fly dens skikke, ej heller, (44) i nogen henseende, tilpasse din handlemåde efter den. »Men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne." ret
(44) Gud kalder os ud af verden. Vi du adlyde? Vil du komme ud af den og forblive adskilt og borte fra den? »Thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke?« Du kan ikke blande dig med verdslige, tage del i den ånd de har og følge deres eksempel og samtidig være et Guds barn. Universets Skaber henvender sig til dig som en kærlig fader. Hvis du lader din hengivenhed adskille sig fra verden og forbliver fri fra dens forurening, undgår den fordærv der er i verdens som kommer af lysten, vil Gud være din far, han vil optage dig i sin familie og du vil være hans arving. I stedet for verden vil han give dig riget under alle himlene, hvis du lever i lydighed. Han vil give dig et evigt herlighedsvægtslod og et liv som er ligeså varig som evigheden. ret
(44) Din himmelske Fader agter at gøre dig til medlem af den kongelige slægt, så du gennem hans overmåde store og dyrebare løfter kan blive deltager i hans guddommelige natur og er sluppet ud af verdens fordærv der kommer af lysten. Jo mere du nyder de himmelske engles rene og syndfrie karakter, jo mere levende vil du bære det guddommelige aftryk og jo svagere vil verdens lighed være. Verden og Kristus er i strid med hinanden, fordi verden ikke vil være i harmoni. Verden vil også være i strid med Kristi efterfølgere. I vor Frelsers bøn til sin far, siger han: »Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden." ret
(45) (45) Dit kald er stort, et ophøjet kald, der forherliger Gud i dit legeme og sind, som er hans. Du skal ikke måle dig selv med andre. Guds ord har overbragt dig et ufejlbarligt mønster, et fejlfrit eksempel. Du har frygtet korset. Det er et ubekvemt redskab at løfte og fordi det er dækket med skændsel og skam, har du undgået det. [Du tænger til at gennemføre helsereformen i det praktiske liv. Vi må fornægte selvet og spise og drikke til Guds ære. Afstå fra kødelige lyster som strider mod sjælen. Du må praktisere mådehold i alle ting. Men dette er et kors som du har nægtet at tage op. At gå over til sund og enkel mad som kan holde kroppen i den allerbedste form, er en vigtig opgave for os alle. Hvis du havde levet op til det lys som himlen har ladet skinne på din vej, kunne din familie have undgået adskillige lidelser. Men din forkerte levemåde har fået slemme følger. Så længe du fortsætter med at leve på en sådan måde, vil Gud ikke kunne være til stede i den familie for at give dem sin specielle velsignelse. Han vil ikke gøre et mirakel for at redde familien fra lidelse. Enkel mad uden krydderier og uden kød og fedt af nogen slags vil vise sig at være til velsignelse for jer og din hustru vil blive sparet for store lidelser, sorg og fortvivlelse. Råd og vink side 67] ret
(45) Du har ikke gået en vej som sikrer dig Guds velsignelse. Hvis du vil have hans velsignelse til at ledsage dig og hans nærvær til at blive i din familie, må du adlyde ham, gøre hans vilje, uanset om dit eget behag taber eller vinder. Du skal ikke rådføre dig med dine ønsker, heller ikke gå efter de verdsliges bifald, som ikke kender Gud og ikke forsøger at forherlige ham. Hvis du vandrer modsat Gud, vil han gå modsat dig. Hvis du har andre guder før Herren, vil dit hjerte vendes bort fra at tjene den eneste sande og levende Gud, som forlanger hele hjertet, den udelte hengivenhed. Gud behøver hele hjertet, hele sjælen, hele sindet og al styrken. Han vil ikke acceptere (46) mindre end dette. En adskillelse tillades ikke, intet halvhjertet arbejde accepteres. ret
(46) [For at kunne give Gud en helhjertet tjeneste må vi have en klar forståelse af hans krav. I må kun spise den mest enkle mad og tilberede den på den mest enkle måde. Dette er nødvendigt for at de fine nerver i hjernen ikke skal blive svækket, afstumpet eller lammet. Hvis I ikke følger dette princip, vil det blive umuligt for jer at fatte hellige ting eller forstå værdien af forsoningen og Jesu blod som renser fra al synd. »Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb således, at I kan vinde den! Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende i alt; de andre for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner. Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.« ret
(46) Når mennesker kan undertvinge sit legeme og være afholdende i alle ting bare for at vinde en forgængelig krans som løn for sin ærgerrighed, hvor meget mere skulle så ikke de som bekender sig til at kæmpe for en krone af uforgængelig herlighed, være villige til at praktisere selvfornægtelse? De bekender sig jo til at kæmpe ikke bare for en herlig sejrskrans, men også et liv som skal vare så længe som Jehovas trone varer. De kæmper jo for rigdomme som aldrig mister sin værdi, æresbeviser som er uforgængelige og en evig fylde af herlighed. Burde ikke denne opmuntring til dem som tager del i den kristnes væddeløb, lede dem til at praktisere selvfornægtelse i alle ting, for at de kan holde deres dyriske tilbøjeligheder i tømme, undertvinge deres legeme og kontrollere appetitten og alle deres drifter? Når de gør dette, kan de få del i guddommelig natur og undgå fordærvelsen i verden, som kommer af lysten. Råd og vink side 67-68] ret
(46) Hvis den udlovede kostbare og herlige løn ikke vil lede os til at byde et større afsavn velkommen og udholde større selvfornægtelse der med glæde bæres af verdslige mennesker (47) som blot søger efter jordiske bagateller, en fordærvelig sejrskrans som nogle få i verden bringer ære og had fra flere, er vi uværdige for det evige liv. Med alvoren og iveren i vor nidkærhed, udholdenhed, tapperhed, kraft, selvfornægtelse og opofrelse burde vi overgå dem som er engageret i andre virksomheder hvor det mål vi søger er af højere værdi end deres. Den skat vi søger er ufordærvelig, evig, udødelig, overmåde herlig; medens den de verdslige stræber efter, bare holder en dag; den falmer, den er fordærvelig og flygter som morgenskyen. ret
(47) Korset, korset; Løft det, bror D og idet du rejser det op vil du blive forbavset over at det er korset der rejser dig op, det støtter dig. I modgang, nød og sorg, vil det være en styrke og støtte for dig. Du vil finde ud af at det var forbundet med barmhjertighed, medlidenhed, forståelse og uudsigelig kærlighed. For dig vil det vise sig at være et pant på udødelighed. Måtte du blive i stand til at sige sammen med Paulus: »Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig og jeg for verden.« ret
(47) Herrens ånd har stridt med din hustru i nogen tid. Hvis du vil overgive alt til Gud, vil hun få styrke til at tage sit standpunkt og søge at leve sandheden ud. Hvis du vælger at vende dig fra sandheden, vil du ikke være den eneste der bryder ned, du vil ikke blot miste din egen sjæl, men du vil være et middel der vender andre væk fra vejen og sjælenes blod vil være på dine klæder. Havde du bevaret din renhed, kunne din mor, din bror E og én som nu vakler ved gravens rand, nu nyde Guds Ånds trøst og have haft en god oplevelse om sandheden. Alle husker på at vi står til ansvar for den indflydelse vi udøver. Vor indflydelse samles om Kristus eller spredes. Vi enten hjælper sjæle på den smalle hellighedssti eller også var vi en hindring, en anstødssten for (48) dem og vender dem bort fra vejen. Du, min højagtede bror, har ingen tid at miste. Arbejd alvorligt på at få tiden tilbage, fordi dagene er onde. Dine omgangsfæller, dem hvis selskab du har valgt, har været en hindring for dig. Kom ud fra dem og vær adskilt. Drag nær til Gud og kom i nærmere forening med hans folk. lad dine interesser og din hengivenhed centrere sig i Kristus og hans efterfølgere. Elsk dem mest som Kristus elsker mest. Bryd de bånd som har bundet dig til dem som ikke elsker Gud og sandheden. Hvilken forbindelse er der mellem lys og mørke? eller hvilken del har han som troede sammen med en ikke-troende? ret
(48) Du er i overhængende fare for at lide troens skibbrud. Du behøver al den styrke som du kan få fra Guds folk, den som har håb, mod og tro. Men forsøm ikke bøn, bøn i det skjulte. Vær umiddelbar i bønnen, fremskynd en sand gudsfrygt. I din dagligdag har du et arbejde at gøre. Hvad der er galt er jeg ikke stand til at fortælle dig; men noget er galt. Ransag dig omhyggeligt. Vi gør et arbejde der fører til evighed. Alle vore handlinger og alle vore ord, skal vejes på helligdommens vægt. En retfærdig og upartisk Gud skal afgøre vore sager, enhver begivenhed i vor livshistorie. »Den, som er tro i det små, er også tro i det store og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.« ret
(48) Lad intet være i vejen for evigt liv. Dine evige interesser er på spil. Der må udføres et gennemgribende arbejde i dig. Du må være helt omvendt, ellers vil du miste himlen. Men Jesus tilbyder dig at være din styrke og din støtte. Han vil for dig være en forhåndenværende hjælp på ethvert tidspunkt der er brug for det. For dig vil han være som skyggen af en stor klippe i et øde land. Lad det ikke være din bekymring at få fremgang i denne verden, men lad din sjælsbyrde være dette: Hvordan kan jeg sikre mig den bedre verden? hvad skal jeg gøre for at blive frelst? (49) Ved at frelse din egen sjæl, frelser du andres. Ved at løfte dig selv op, løfter du andre op. Ved at du fæstner dit greb på sandheden og på Guds trone, hjælper du andre til at fæstne deres ellers så bævende tro på hans løfter og hans evige trone. Det standpunkt du må komme til er at værdsætte frelse højere end jordisk vinding og regne alt andet for tabt, så du kun kan vinde Kristus. Fra din side må du være fuldt ud indviet. Gud giver plads for, ingen forbehold, intet delt offer; du kan ikke værne om nogen afgud. Du må dø i selvet og i verden. Forny daglig din helligelse til Gud. Evigt liv er livslange, udholdende og utrættelige anstrengelser værdige. ret
(49) Jeg fik vist at din bror var i nogen tid blevet overbevist om sandheden, men påvirkninger holdt ham tilbage. Hans hustru havde hindret han i at lyde hans overbevisning. Men i hendes plager opsøgte hun Herren og han stolede på hende. Så blev hun bange for at hendes mand skulle gribe sandheden; hun angrede at hun havde modsat ham, da hendes stolthed og kærlighed til verden, i lang tid, havde holdt ham fra at tage imod sandheden. Ligesom et lille barn der søger efter hvile, men ikke er i stand til af opnå den, efterkom hun langt om længe den nådige indbydelse. »Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder og jeg vil give jer hvile.« Hendes tunge, bebyrdede sjæl søgte sin Herre og med anger, ydmyghed og alvorlig bøn, kastede hun byrden på den store Byrdebærer og fandt hvile i ham; hun fik det vidnesbyrd at hendes ydmygelse og alvorlige anger blev accepteret af Gud og at han for Kristi skyld havde tilgivet hendes synder. ret
(49) Jeg fik vist, bror D, at du kun har kort tid at arbejde i. Gør dit arbejde, få tiden tilbage. Efterlad ikke en bar plet på din kristne karakter, i det daglige. Hold dine klæder uplettede fra verden. Våg og bed, så du ikke ledes i fristelse. Fristelser kan være omkring dig, men du er ikke tvunget til at ledes ind (50) i dem. Du kan få styrke fra Kristus til at stå uplettet iblandt denne fordærvede tids besmittelse. »Og derved har han også skænket os sine dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær og få del i guddommelig natur.« Hold øjet til stadighed fæstnet på Kristus, på det guddommelige billede. Efterlev hans pletfrie liv og du vil tage del i hans herlighed og sammen med ham arve det rige der er dig beredt fra verdens grundlæggelse.