Vidnesbyrd for menigheden bind 2 kapitel 40fra side268

ren side - tilbage

Rigdommens bedrag

(268)  [Kære søster M! Da Herren åbenbarede din sag for mig, blev jeg vist mange år tilbage i tiden, da du kom til troen på Kristi nære komme. Du forventede og elskede hans åbenbarelse. Vejl f menigh bd. 1 side 206] ret

(268)  Din mand var naturlig en hengiven og ædelsindet mand; men han stolede på sin egen styrke, som var svaghed. Han nærede intet behov for at gøre Gud til sin styrke. Berusende drikke har lammet hans hjerne og til sidst lammet de højere kræfter i hans sind. Hans gudfrygtige manddom blev ofret til at fornøje hans tørst efter stærke drikke. ret

(268)  Du led modstand og mishandling, alligevel var Gud din styrkende kilde. Medens du stolede på ham, støttede han dig. I alle dine prøvelser blev du ikke overbebyrdet. Hvor ofte har de himmelske engle, når du fortvivles, ikke styrket dig ved at give dig levende skildringer fra skriften om Guds aldrig-svigtende kærlighed og give vidnesbyrd om at hans elskende venlighed ikke ændrer sig! (269) Du stolede på Gud. Det var din mad og drikke at gøre din himmelske Faders vilje. Til tider havde du en fast tillid til Guds løfter og igen vil din tro prøves til det yderste. Guds handlinger synes mystiske, dog har du det vidnesbyrd at han ser på din hengivenhed og vil ikke gøre dine byrder større end hvad du kan bære. ret

(269)  Mesteren så at du ikke var helt egnet for hans himmelske rige. Han lader dig ikke blive i ildovnen og lader pinslernes ild fortære dig. Som lutrer og renser af sølv, har han sine øjne rettet på dig, ser på renselsesprocessen indtil han ser sit billede genspejlet i dig. Selv om du ofte har mærket pinslernes optændingsflamme på dig og du til tider har tænkt den ville fortære dig, har Guds elskende venlighed alligevel været lige så stor disse gange som da du var fri og triumferede i ham. Ovnen skulle rense og forædle dig og ikke fortære og ødelægge. ret

(269)  [Jeg så dig kæmpe med fattigdom, idet du søgte at underholde dig selv og dine børn. Mange gange vidste du ikke, hvad du skulle gøre; fremtiden så mørk og usikker ud. I din nød råbte du til Herren; han trøstede dig og hjalp dig og håbets lyse stråler skinnede omkring dig. Hvor dyrebar var Gud ikke for dig i sådanne stunder, hvor liflig hans trøsterige kærlighed! Du følte, at du havde en dyrebar skat henlagt i himmelen. Når du betragtede Guds plagede børns belønning, hvilken trøst var det da ikke at føle, at du kunne påberåbe dig ham som din fader! Vejl f menigh bd. 1 side 206] ret

(269)  Din sag var i virkeligheden værre end hvis du havde været enke. Dit hjerte var udpint af denne onde adfærd din mand havde. Men hans forfølgelser, hans trusler og vold, fik dig ikke stole på din egen klogskab og derved glemme Gud. Langt fra dette; du mærkede fornuftig nok din svaghed, at du ikke var i stand til at bære dine byrder, (270) og at du i bevidstheden om din svaghed blev lindret ved at bringe dine tunge byrder til Jesus, den store Byrdebærer. Hvor meget har du ikke værnet om enhver lysstråle fra hans nærvær! og hvor stærk har du ikke følt hans styrke! Når en storm af forfølgelse og grusomhed bryder løs over dig, lader Herren dig ikke overmande; men i de trængselstider opnåede du styrke, ro og fred hvilket var et vidunder for dig. ret

(270)  Når udskældende anklager og mere forbandet hån end spyd og pile er faldet ned over dig, har påvirkningen fra Guds Ånd på dit hjerte ledt dig til at tale roligt og besindigt. Det var ikke naturligt at gøre sådan. Det var frugten af Guds Ånd. Det var Guds nåde som styrkede din tro iblandt alle hjertesygdomme af udskudte håb. Nåden styrkede dig til krigen og strabadserne og bragte dig til sejr. Nåden lærte dig at bede, at elske og have tillid, upåagtet dine ugunstige omgivelser. Idet du gentagne gange har erkendt at dine bønner er besvaret på en særlig måde, følte du ikke det var på grund af selvfortjeneste, men på grund af dit store behov. Din nød var Guds anledning. Dit liv i de trængselsdage var at stole Gud. Og tilkendegivelserne for hans særlige udfrielse fra de vanskeligste steder var ligesom oaser i ørknen for den sultne og trætte rejsende. ret

(270)  Herren efterlod dig ikke til fortabelse. Han opvakte ofte venner til at hjælpe dig da du mindst ventede det. Guds engle tjente dig, idet de skridt for skridt ledte dig op af den ujævne stivej. Du var nedtynget af armod, men dette var den mindste af de vanskeligheder du skulle kæmpe med. Da N udøvede sin magt for at rakke ned på dig og skade dig, følte du at det bæger du skulle drikke var ganske bittert; og da han nedgjorde sig selv til at drive forbrydelser og du var krænket og forhånet i dit eget hus, gjorde han en (271) afgrund mellem sig selv og dig som aldrig kan glemmes. Så opvækkede Herren i din smertelige pine og forvirring venner til dig. Han efterlod dig ikke alene; men hans styrke bliv givet til dig og du kunne sige: "Herren er min hjælper." ret

(271)  Igennem alle dine prøvelser, som aldrig til fulde er blevet afsløret for andre , har du haft en ven der aldrig svigter, som har sagt: »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Medens han var på jorden, blev han altid berørt med menneskelig smerte. Selvom han nu er faret op til sin Fader og er tilbedt af engle som hastigt adlyder hans bud, kender hans hjerte, som er elsket, forbarmet og sympatiseres med, slet ikke til forandring. Det kræver et hjerte af uforanderlig ømhed. Denne samme Jesus kendte til vore prøvelser og lod dig ikke kæmpe alene med fristelser, slås med ondt og til sidst overvældes af byder og sorger. Gennem sine engle har han hvisket til dig: »Frygt ikke, thi jeg er med dig,« »Jeg er.... den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder.« Jeg kender dine sorger; jeg har selv lidt dem. Jeg kender til dine kampe; jeg har selv erfaret dem. Jeg kender dine fristelser; Jeg har selv stødt på dem. Jeg har set dine tårer; jeg har også grædt. Dine jordiske håb er knust; men lad troens øjne være opløftet og gennemtrænge sløret og der forankre dine håb. Den evige forsikring skal være din at du har en ven der holder sig nærmere end en bror. ret

(271)  Oh min kære søster, kunne du blot se, som jeg har set, Guds veje og gerninger manifesteret i alle dine forviklinger og prøvelser i den tidlige del af din troserfaring. Skønt du var presset af armodens hånd, kunne du aldrig glemme ham, men din kærlighed forøgedes og din iver for at fremme hans ære er utrættelig. ret

(271)  Som følge af dine pinsler og mærkværdige prøvelser, har dit helbred svigtet. Venner for Guds sag var kun få, (272) og mange af dem var fattige; og du kunne kun se et lille håb for dem på den højre hånd eller den venstre. Du så på dine børn og din nødlidende, hjælpeløse tilstand og dit hjerte var lige ved at vise afmagt. På det tidspunkt var du, gennem påvirkning fra adventister som har forenet sig med Shakers, hvem du havde tillid til for de var dine venner da de behøvede det, forledt til at gå ind i den sekt for en tid. Men Guds engle forlod dig ikke. De hjalp dig og var som en ildmur omkring dig. Især beskyttede de hellige engle dig fra den forføriske påvirkning som hersker iblandt det folk. Shakers'ene troede at du ville forene dig med dem; og de troede at hvis de kunne få dig til at blive en af dem, ville du være en stor hjælp for deres sag; for du ville blive et brændende medlem af deres fællesskab. De ville have givet dig en stor stilling hos dem. Nogle af Shakers'erne har fået åndelige tilkendegivelser om at du af Gud var bestemt til at træde frem i deres selskab; men at du ikke skulle tilskyndes; da venlighed ville have en stærk påvirkning hvor i mod magt eller pression ville nedbryde deres håb. ret

(272)  På en stærk måde blev magnetisme udøvet blandt dem. Igennem denne kraft bildte de sig ind at du ville se tingene i det samme lys som de. Du var ikke klar over alle de kneb og bedrag der blev anvendt for at udvirke deres hensigt. Herren beskyttede dig. Det var som om der var en lyscirkel omkring dig, lys udsendt fra hjælpende engle, så det mørke der omgav dig ikke overskyggede lyscirklen. Herren åbnede vejen for dig så du kunne forlade dette bedragne samfund og du kom uskadt ud med dine trosprincipper så rene som da du kom ind til dem. ret

(272)  Din syge arm var en stor plage. Du havde vendt (273) til højre og til venstre efter hjælp. Du har indvilliget i at lade en kvinde afprøve sin indbildte dygtighed på dig. Denne kvinde var en særlig medarbejder fra Satan. Du næsten mistede dit liv ved hendes eksperimenter. Den gift der blev indført i din organisme, var tilstrækkeligt til at dræbe den mest robust opbyggede person. Her lagde Gud sig igen imellem, ellers ville dit liv være ofret. ret

(273)  Hvert middel du har grebet til for at blive rask har slået fejl. Ikke blot din arm men hele organismen, blev syg. Dine lunger blev angrebet og du var snart på vej til at dø. På det tidspunkt følte du at Gud alene kunne udfri dig. En ting mere kunne du gøre; du kunne følge apostlens anvisning i Jakobs femte kapitel. Der kunne du gøre en pagt med Gud, så hvis han ville spare dit liv for stadig at hjælpe dine børns mangler, ville du være for Herren og han alene ville du tjene; du ville indvie dit liv til hans ære; du ville bruge din styrke til hans sags fremme og gøre godt på jorden. Engle har nedskrevet det løfte der blev afgivet til Gud. ret

(273)  Vi kom til dig i din store lidelse og hævdede Guds løfte til dit bedste. Vi turde ikke se efter undere; for gjorde vi dette ville vi være som Peter, hvem Herren befalede at komme til sig på vandet. Han skulle have holdt sine øjne løftet opad mod Jesus; men han så ned på de store bølger og hans tro svigtede. Vi griber roligt og fast Guds løfter alene, uden hensyn til udseende og ved tro kræve velsignelsen. Jeg fik på en særlig måde vist at Gud arbejdede på en underfuld måde og du var beskyttet ved et barmhjertighedens mirakel, til at være et levende mindesmærke for hans helbredende kraft, til vidne for hans vidunderlige gerninger for menneskebørnene. ret

(273)  På det tidspunkt du følte en så bestemt ændring, blev dit fangenskab vendt og glæde og lykke fyldte dit hjerte i stedet for tvivl og (274) nød. Guds pris var i dit hjerte og på dine læber. "Oh, hvad har Herren gjort!" var din sjæls udbrud. Herren hørte sine tjeneres bønner og oprejste dig til stadig at gennemleve og udholde prøvelser, til at våge og vente på hans tilsynekomst og til at forherlige hans navn. Armod og bekymringer tynger tungt på dig. Idet mørke skyer til tider havde omgivet dig, kunne du ikke fremføre denne bøn: Oh Gud, har du forladt mig?" Men du var ikke forladt, selv om du ikke kunne se nogen åben vej foran dig. Herren ville have dig til at stole på hans kærlighed og barmhjertighed iblandt skyer og mørke, såvel som i solskin. Til tider ville skyerne dele sig og lysstråler skinner igennem til styrke for dit fortvivlede hjerte og forøge din vaklende tillid og du vil igen fæstne din skælvende tro på din himmelske faders sikre løfter. Du ville uvilkårligt råbe: "O Gud, jeg vil tro; jeg vil stole på dig. Du har hidtil været min hjælper og du vil ikke forlade mig nu. ret

(274)  Som sejren blev vundet af dig og lys igen skinner på dig, kunne du ikke finde ord til at udtrykke din oprigtige taknemmelighed til din himmelske Fader; og du tænker at du aldrig igen ville betvivle hans kærlighed ej heller mistro hans omsorg. Du søger ikke for magelighedens skyld. Du tager ikke hensyn til det hårde arbejde hvis vejen kun ville åbnes for at tage dig af dine børn og beskytte dem fra den uretfærdighed der hersker i nutidens verden. Det var dit hjertes byrde, at se dem vende sig til Herren. Du bad indtrængende til Gud for dine børn med stærke råb og med tårer. Deres omvendelse ønskede du så stærkt. Nogle gange ville dit hjerte fortvivle og vise afmagt og du ville blive bange for at dine bønner ikke blev besvaret; så ville du på ny indvie dine børn til Gud og dit årgamle hjerte ville på ny lægge dem på alteret. ret

(275)  (275) Da de kom ind i hæren, fulgte dine bønner dem. På forunderlig måde var de beskyttet fra skade. De kaldte det held; men en moders bønner fra en bekymret, bebyrdet sjæl, idet hun følte en risiko for sine børn og faren for at være afskåret fra deres unge uden håb for Gud, har meget at gøre med deres beskyttelse. Hvor mange bønner blev sendt til himlen om at disse sønner måtte sikres til at adlyde Gud, til at hellige deres liv til hans ære! I din ængstelse for dine børn bad du Gud indtrængende om at få dem igen og du ville alvorligere forsøge at lede dem til hellighedens sti. Du tænkte du ville arbejde mere end du før havde gjort. ret

(275)  Herren lod dig opskole i modgang og lidelse, så du kan opnå en erfaring som er dyrebar for dig selv og andre. I disse armods og prøvelsens dage elskede du Herren og du elskede religiøse rettigheder. Kristi nære komme var din trøst. Det var et levende håb for dig at du snart ville få hvile fra arbejdet og fra enden af alle dine prøvelser; skønt du ville finde ud af at du ikke har slidt og slæbt eller lidt så meget; for apostlen Paulus erklærer: »Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os," ret

(275)  At mødes med Guds folk er næsten ligesom at besøge himlen. Hindringer afskrækker dig ikke. Du kan være træt og sulten efter timelig mad, men du kan ikke undvære åndelig mad. I alvor søger du efter Guds nåde og du søger ikke forgæves. Fællesskab med Guds folk er den rigeste velsignelse du kan nyde. ret

(275)  I din kristne erfaring afskyede din sjæl tomhed, stolthed og overdreven fremvisning af dig selv. Da du var vidne til det store forbrug af midler blandt bekendende kristne for at gøre en fremvisning og for at opfostre stolthed, sagde dit hjerte og læber: (276) "Oh, om jeg havde midler der bruges af de utrofaste forvaltere, ville jeg føle det som en af de største privilegier til at hjælpe den trængende og hjælpe forfremmelsen af Guds sag. ret

(276)  Du erkendte ofte tilstedeværelsen af Gud medens du forsøgte på din ydmyge måde at oplyse andre om de sidste dages sandhed. Du havde selv erfaret sandheden. Det som du har set og hørt og erfaret og bevidnet, vidste du ikke var opspind. Du glædede dig ved at fortælle andre, under privat samtale, om den forunderlige måde som Gud leder sit folk på. Du berettede om hans handlemåde med en sådan forvisning, at det overbeviste dem som lyttede på dig. Du talte som om du havde kundskab til ting påstod. Når du talte til andre om den nærværende sandhed, længtes du efter større anledninger og en mere vidtstrækkende indflydelse, så du kunne gøre mange i mørket opmærksom på det lys som havde oplyst din stivej. Til tider ser du på din armod, din begrænsede indflydelse og at dine bedste anstrengelser ofte blev misfortolket af den nærværende sandheds bekendende venner og du var nær ved at miste modet. ret

(276)  Nogle gange begik du, i din usikkerhed, fejl i din bedømmelse og der var nogle som burde have den store ikke ondt tænkende kærlighed, som vogter sig og tænker ondt og selv gør de fleste af de fejl de troede de så i dig. Men Jesu kærlige og ømme medynk blev ikke trukket tilbage, det var din støtte i dit livs prøvelser og forfølgelser. Himmelens rige og Kristi retfærdighed var først og fremmest hos dig. Dit liv var ødelagt med ufuldkommenheder, fordi det er menneskeligt at fejle; men ud fra det Herren har fundet for godt at vise mig af dine afskrækkende omgivelser fra din armods og trængselstid, ved jeg ikke af nogen som ville have haft en mere (277) fejlfri fremgangsmåde end dig, hvis de var i den situation, i fattigdom og forvirrende prøvelser. Det er let for dem der er sparet for strenge prøvelser for hvilke andre er underkastet, at se på og spørge og tænke sig til det onde og finde fejl. Nogle er hurtigere til at kritisere andre for at udøve en bestemt fremgangsmåde end til at tage ansvaret og sige hvad der skal gøres, eller at udpege en mere korrekt måde. ret

(277)  Du blev forvirret. Du vidste ikke hvad du skulle stole på. Der er kun få sabbatsholdere i ___ og omegnen som udøver en frelsende indflydelse. Nogle som bekender sig til troen var ikke ærlige over for den nærværende sandheds sag. De samlede ikke med Kristus, men spredte. De kunne tale højt og længe; alligevel arbejdede deres hjerter ikke. De var ikke helliget ved den sandhed de bekendte sig til. Disse, der ikke havde rod i sig selv, opgav troen. Havde de gjort dette i en tidligere periode, ville det have været bedre for sandhedens sag. Som følge af disse ting, tog Satan fordel af dig og beredte vejen for dit frafald. ret

(277)  [Min opmærksomhed blev henledt på dit ønske om at være i besiddelse af midler. Dit hjertes tanke var: "Oh, om jeg dog blot besad midler, så ville jeg ikke ødsle dem bort! Jeg ville afgive et eksempel for dem, der er smålige og karrige. Jeg ville vise dem den store velsignelse, der kan opnås ved at gøre godt." Din sjæl nærede afsky for begærlighed. Når du har set dem, der har overflod af denne verdens gods, lukke deres hjerter for de trængendes råb, har du sagt: "Gud vil hjemsøge dem; han vil give dem løn efter deres gerninger." Når du har set de rige vandre i deres stolthed, med deres hjerter omgjordet med egoisme som med jernbånd, har du følt, at de var fattigere, end du var, skønt du led savn og mangel. Når du har set disse pengestolte mænd optræde overlegent, fordi penge er magt, har du følt medynk med dem og i intet tilfælde ville du have ladet dig formå (278) til at bytte rolle med dem. Dog ønskede du midler, for at du måtte kunne bruge den på en måde, som ville være en irettesættelse til de begærlige. ret

(278)  Herren sagde til sin engel, som hidindtil havde hjulpet dig: "Jeg har prøvet hende med fattigdom og trængsel og hun er ikke gået bort fra mig og har ikke sat sig op imod mig. Jeg vil nu prøve hende med velstand. Jeg vil vise hende en side af det menneskelige hjerte, som hun ikke kender. Jeg vil vise hende, at penge er den farligste fjende, hun nogensinde har mødt. Jeg vil åbenbare rigdommens bedrag for hende og vise, at den er en snare endog for dem, der føler, at de er sikrede mod egoisme og at de er uimodtagelige for ophøjelse, overdådighed, stolthed og trang til menneskeros. " ret

(278)  Det blev så vist mig, at der blev åbnet en udvej for dig til at forbedre dine forhold i livet og til endelig at erhverve de midler, som du havde tænkt, at du ville bruge med klogskab og til Guds ære. Med hvilken ængstelse overvågede ikke din tjenende engel den nye prøve for at se, hvordan du ville bestå prøven! Da du fik penge mellem hænderne, så jeg, at du gradvis og næsten umærkeligt skilte dig fra Gud. De midler, der blev dig betroet, anvendte du til din egen bekvemmelighed, til at omgive dig med det nærværende livs goder. Jeg så englene betragte dig med inderlig bedrøvelse, med øjnene halvt bortvendte, uvillige til at forlade dig. Men deres nærværelse blev ikke opfattet af dig og din handlemåde blev fortsat uden hensyn til din englevagt . Vejl f menigh bd. 1 side 206-207] ret

(278)  Din nye stillings forretninger og bekymringer kræve din tid og opmærksomhed og din pligt til Gud tages der ikke hensyn til. Jesus har købt dig for sit eget blod. Du var ikke din egen. Din tid, din styrke og de midler du handlede med tilhørte al sammen din Forløser. Han har været din trofaste ven, din styrke og støtte når alle andre venner har vist sig at være et brudt strå (dårlige venner). Du har tilbagebetalt Guds kærlighed og gavmildhed med utaknemmelighed og glemsomhed. ret

(279)  (279) Din eneste sikkerhed var en stiltiende tillid til Kristus, din Frelser. Der var ingen sikkerhed for dig væk fra korset. Hvor svag menneskelig styrke synes denne sammenhæng! Oh, hvor tydelig at der er ingen reel styrke, men den Gud tildeler dem som stoler på ham! En bøn sendt op til Gud i tro har mere kraft end et væld af menneskelig forstand. ret

(279)  [I din medgang gennemførte du ikke de beslutninger, du havde fattet i modgangens tid. Rigdommens bedrag førte dig bort fra dine forsætter. Du fik forøgede bekymringer. Din indflydelse blev større. Når de trængende fandt lindring for lidelse, berømmede de dig og du lærte at synes om ros fra stakkels dødelige menneskers læber. Du opholdt dig i en populær by og anså det for nødvendigt af hensyn til din beskæftigelse og til opretholdelsen af din indflydelse, at dine omgivelser nogenlunde svarede til din forretning. Men du gik for vidt. Du lod dig i for høj grad lede af andres meninger og skøn. Du gjorde unødvendig brug af midler blot for at tilfredsstille øjnenes lyst og livets hoffærdighed. Du glemte, at det var Herrens penge, du havde mellem hænderne. Når du udgav pengemidler, som kun ville opelske forfængelighed, betænkte du ikke, at den skrivende engel nedtegnede en beretning, som du ville blues ved at møde igen. Idet engelen pegede på dig, sagde han: "Du priste dig selv, men du ophøjede ikke mig." Du roste dig endog af den kendsgerning, at det stod i din magt at købe disse ting . Vejl f menigh bd. 1 side 207] ret

(279)  En stor sum er blevet brugt på unødige ting som kun kunne bruges til fremvisning og anspore forfængelighed og stolthed der vil forvolde dig samvittighedsnag og skam. Hvis du havde haft himlens krav i sinde og havde gjort en korrekt disponering af de midler der var betroet i din varetægt, ved at hjælpe den trængende og fremme den nærværende sandheds sag, ville du have samlet dig skatte i himlens skatkammer og ville have været (280) rig over for Gud. Tænk over hvor mange midler du har investeret hvor ikke et af dem har virkelig gavnet, ingen fik føde eller klæder og ingen hjulpet til at se fejlende på hans fremgangsmåde så han kan vende sig til Kristus og leve. ret

(280)  Du har gjort store investeringer i usikre foretagender. Satan forblændede dine øjne således at du ikke kunne se, at disse foretagender ville give dig noget igen. Virksomheden der sikrer det evige liv opvakte ikke din interesse. Her kunne du have anvendt dine midler og ikke løbe nogen risiko, ikke møde nogen skuffelser og til sidst modtage et enormt udbytte. Her kunne du investere i himlens ufejlbarlige bank. Her kunne du have skænket dine rigdomme hvor ingen tyv bryder ind eller nogen rust fortærer. Dette foretagende er evigt og er så meget mere ophøjet end nogen anden jordisk virksomhed idet den i himlene er højere oppe end jorden. ret

(280)  Dine børn var ikke Kristi disciple. De var i venskab med verden og deres naturlige hjerter ønskede at være som verdsliges. Øjnenes lyst og livets hovmod og glans styrede dem og har påvirket dig i et vist omfang. Du har alvorligere forsøgt at behage og tilfredsstille dine børn end at behage og forherlige Gud. Du har glemt Guds krav på dig og det hans sag mangler. Egenkærlighed har forledt dit til at bruge penge på smykker til tilfredsstillelse af dig selv og dine børn. Du troede at de penge var dine; at de kun var låns for at forsøge og prøve dig, for at se om du ville undgå de onder du havde præget andre med. Gud gør dig til hans forvalter og når han kommer og gør regnskab med sine tjenere, hvilket regnskab kan du da give for din forvaltning? ret

(280)  [Din tro og enfoldige tillid til Gud begyndte at aftage, så snart pengemidler kom dig i hænde. Du forlod ikke Gud lige på een gang. Dit frafald skete gradvis. Du ophørte med andagt morgen og aften, fordi det ikke altid var (281) belejligt. Din søns hustru voldte dig prøvelser af en særegen og fortrædelig art, som i en betydelig grad medvirkede til, at du ikke fortsatte familieandagterne. Dit hus blev et hus uden bøn. Din forretning fil den første plads; Herren og hans sandhed blev stillet i anden række. Se tilbage til tiden for din tidligere erfaring, ville disse prøvelser den gang have afholdt dig fra familiebøn? ret

(281)  Her, ved at forsømme at bede højt, tabte du en indflydelse i dit hjem, som du kunne have beholdt. Det var din pligt at anerkende Gud i din familie, uden hensyn til følgerne. Dine bønner burde være blevet opsendt til Gud morgen og aften. Du burde have været som en præst i familien og bekendt dine synder og dine børns synder. Havde du været trofast, ville Gud, som havde været din vejleder, ikke have overladt dig til din egen visdom. ret

(281)  Penge blev unødig brugt til stads. Over denne synd hos andre havde du ofte følt dig dybt bedrøvet. Og medens du brugte penge på denne måde, bedrog du Gud. Da sagde Herren: "Jeg vil adsprede. Til en tid vil jeg tillade hende at følge den vej, hun selv vælger. Jeg vil forblinde dømmekraften og borttage klogskaben. Jeg vil vise hende, at hendes styrke er svaghed og hendes visdom dårskab. Jeg vil ydmyge hende og oplade hendes øjne til at se, hvor langt hun er gået bort fra mig. Dersom hun så ikke vil vende sig til mig af hele sit hjerte og anerkende mig på alle sine veje, skal min hånd sprede og moderens og børnenes stolthed skal nedbøjes og fattigdom atter blive deres lod. Mit navn skal ophøjes. Menneskets stolthed skal bøjes og mændenes hovmod ydmyges." Vejl f menigh bd. 1 side 207-208] ret

(281)  Det førnævnte syn blev givet den 25.december, 1865, i Rochester by, New York. Sidste juni fik jeg vist at Herren behandlede dig i kærlighed, at han nu indbød dig til at vende dig til ham så du kan leve. Jeg fik vist at du i årevis har følt at du var i en frafalden tilstand. Hvis du var blevet (282) indviet til Gud kunne du have gjort et godt stort arbejde med at lade dit lys skinne for andre. Enhver har fået et arbejde at udrette for Mesteren. Hver af hans tjenere er betroet særlige gaver, eller talenter. »En gav han fem talenter, en anden to, en tredje én, hver efter hans evne.« Hver tjener har noget han har fået betroet, hvilket han er ansvarlig for; og de forskellige betroelser er målt efter vore forskellige evner. Ved fordelingen af hans gaver, har Gud ikke handlet partisk. Han har uddelt talenter efter hans tjeners bekendte kræfter og han forventer noget tilsvarende tilbage. ret

(282)  [I din tidligere erfaring meddelte Herren dig talenter i form af indflydelse, men gav dig ikke pengemidlernes talenter og ventede derfor ikke, at du i din fattigdom skulle give, hvad du ikke havde at give. Ligesom enken gav du, hvad du kunne, skønt du, hvis du havde taget dine egne forhold i betragtning, ville have følt dig undskyldt, selv om du ikke engang havde gjort så meget, som du gjorde. I din sygdom krævede Gud ikke den aktive energi, som sygdommen havde berøvet dig. Skønt du var hæmmet, hvad din indbydelse og dine midler angik, godkendte Gud dine bestræbelser for at gøre det gode og for at fremme hans sag i overensstemmelse med, hvad du havde, ikke i overensstemmelse med, hvad du ikke havde. Herren forsmår ikke det mest beskedne offer, der ydes i oprigtighed. ret

(282)  Du er i besiddelse af et ildfuldt temperament. Alvor i en god sag er rosværdig. I dine tidlige prøvelser og forviklinger opnåede du en erfaring, som andre skulle have fordel af. Du var nidkær i Guds tjeneste. Du fandt glæde i at fremholde beviserne for vort standpunkt for dem, der ikke tror den nærværende sandhed. Du kunne tale med overbevisning; for disse ting var en virkelighed for dig. Sandheden var en del af dit væsen; og de, der lyttede til dine alvorlige formaninger, var (283) ikke i tvivl om din oprigtighed, men var overbeviste om, at disse ting forholdt sig således. ret

(283)  Ved Guds forsyn er din indflydelse blevet forøget og desuden har Gud fundet det rigtigt at prøve dig ved at give dig talenter i form af pengemidler. Derved er der lagt et dobbelt ansvar på dig. Da dine forhold i livet begyndte at bedres, sagde du: "Så snart jeg får mig et hjem, vil jeg yde gaver til Guds sag." Men da du havde fået et hjem, så du så mange forbedringer, der burde gøres for at få alting omkring dig bekvemt og behageligt, at du glemte Herren og hans krav til dig og var mindre tilbøjelig til at hjælpe Guds sag, end du var i fattigdommens og trængselens dage. ret

(283)  Du søgte verdens venskab og kom længere og længere bort fra Gud. Du glemte Kristi formaning: »Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer.« »Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!" ret

(283)  I kristenlivet er der tre løsener, som vi må agte på, hvis vi ikke ønsker, at Satan skal overliste os, nemlig: Våg, bed, arbejd. Bøn og årvågenhed er nødvendig for fremgang i det guddommelige liv. Aldrig har der været en mere betydningsfuld tid i dit liv end den nuværende. Det eneste trygge for dig er at leve som en vægter. Våg og bed altid. Oh, hvilket værn er ikke dette imod at give efter for fristelse og falde i verdens snarer! Med hvilken alvor burde du ikke have været i virksomhed i de sidste få år, medens din indflydelse var vidtrækkende! ret

(283)  Kære søster, menneskers ros og den smiger, som er gængs i verden, har haft en større indflydelse på dig, end du har været opmærksom på. Du har ikke udnyttet dine talenter ikke lånt dem ud til pengevekselererne. Du er af naturen kærlig (284) og ædelmodig. Disse karaktertræk har i nogen grad været benyttet, men ikke så meget, som Gud kræver. Det er ikke nok blot at besidde disse fortrinlige gaver; Gud kræver, at de stadig skal holdes i virksomhed; for gennem dem velsigner han sådanne, som trænger til hjælp og fremmer sit' værk til menneskers frelse . Vejl f menigh bd. 1 side 207-209] ret

(284)  Herren vil ikke være afhængig af gnieragtige sjæle til at tage sig af de virkelig fattige, ej heller lade dem støtte hans sag. Disse er for snæversynede, de ville bære nag over for den mindste gave til den trængende i deres nød. De ville også ønske arbejdet indskrænket så deres begrænsede ideer imødekommes. At spare på midlerne ville være den fremtrædende tanke for dem. Deres penge ville for dem være af større værdi end de dyrebare sjæle som Kristus døde for. Deres liv er, så vidt som det angår Gud og himlen, er ringere end en tom plads. Gud vil ikke betro hans betydningsfulde arbejde til dem. ret

(284)  »Forband«, sagde Herrens Engel »forband Meroz og dem, der bor deri! fordi de ikke kom Herren til Hjælp kom Herren til Hjælp som Helte!« Hvad havde Meroz gjort? Ingenting. Det var deres synd. Guds forbandelse kom over dem for det de ikke havde gjort. Mennesket med et egenkærligt, snævert sind er ansvarlig for hans gerrighed, men dem som har venlige følelser, ædelmodige indskydelser og en kærlighed for sjæle er lagt under tunge ansvar, for hvis de lader disse talenter forblive ubrugte og går til spilde sættes de i klasse med utrofaste tjenere. Blot at have disse gaver er ikke nok. Dem som har dem burde erkende at deres forpligtelse og ansvar er større. ret

(284)  Mesteren vil forlange af hver af hans forvaltere et regnskab for deres forvaltning, at de viser hvad han har fået ud af de talenter de er blevet betroet. Dem som får belønninger vil ikke tilskrive sig selv nogen fortjeneste for deres omhyggelige behandling, (285) de vil give al ære til Gud. De taler om det som var udleveret dem, som "Din indhegning", ikke som deres eget. Når de taler om deres vinding, er de omhyggelige med at sige hvorfra den kom. Kapitalen blev fremhjulpet af Mesteren. De har handlet succesrigt med den og giver det vigtigste og renten til Giveren. Han belønner deres anstrengelser som hvis fortjenesten tilhørte dem, skønt de skylder det hele på grund af den gavmilde Givers nåde og barmhjertighed. Hans ord af ubetinget billigelse lyder i deres ører: »Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde.« ret

(285)  [Til dig, min søster, er pengenes og indflydelsens talenter betroet og dit ansvar er stort. Du bør handle varsomt og i Guds frygt. Din visdom er svaghed, men visdommen fra det høje er stærk, Herren har til hensigt at oplyse dit mørke og på ny give dig et glimt af den himmelske skat, for at du kan få nogen forståelse af den forholdsvise værdi af begge verdener og så overlade det til dig at vælge mellem denne verden og den evige arvelod. Jeg så, at der endnu var anledning til at vende tilbage til folden. Jesus har genløst dig med sit eget blod og han kræver, at du anvender dine talenter i hans tjeneste. Du er ikke blevet forhærdet mod Helligåndens indflydelse. Når Guds sandhed bliver fremholdt, finder den genklang i dit hjerte . Vejl f menigh bd. 1 side 210] ret

(285)  Jeg så at du burde studere meget mere. Du burde ikke gøre noget overilet. Lad Gud være din rådgiver. Han elsker dine børn og det er rigtigt at du burde elske dem, men det er ikke rigtigt at give dem den plads for din hengivenhed som er forbeholdt Herren. De har gode indskydelser og ædelmodige hensigter. De har ædle karaktertræk. Hvis de blot ville se deres behov for en Frelser og bøje sig ned for korsets fod, kunne de udøve en god indflydelse. Nu er de mere fornøjelseselskere (286) end Guds elskere. Nu står de i fjendens rækker, under Satans sorte banner, Jesus indbyder dem til at komme til ham og forlade fjendens rækker og til at stå under Kristi kors blodbestænkte banner. ret

(286)  Dette vil se ud for dem som et arbejde de ikke kan udrette, for det vil kræve ret meget selvfornægtelse. De har ingen erfaringsmæssig kundskab af vejen. Dem som har involveret sig i deres lands krig og er blevet underkastet en soldats strabadser, slid og farer, burde være den sidste til at vakle og vise fejhed i denne store krig for det evige liv. I det tilfælde vil de kæmpe for en livets krone og en evig arv. Deres løn vil være sikret og når krigen er ovre vil deres vinding være evigt liv, ublandet lykke og en evig herlighedsvægt. ret

(286)  Satan vil modsætte sig enhver anstrengelse de kan gøre. Han vil fremstille verden for dem i dens mest attraktive lys, som han gjorde for verdens Frelser da han fristede ham fyrre dage i ørkenen. Kristus overvandt alle Satans fristelser og det må dine børn også. De tjener en hård mester. Syndens løn er døden. De har ikke råd til at synde. De vil finde det som en dyr forretning. De vil få et evigt tab til slut. De vil lide et evigt tab til slut. De vil miste de velsignelser Jesus er gået for at berede for dem som elsker ham og vil miste det liv som måler sig med Guds liv. Og dette er ikke det hele. De vil lide under en krænket Guds vrede for at unddrage ham deres tjeneste og givet alle deres anstrengelser til hans værste fjende. Dine børn har ikke endnu haft det klare lys og fordømmelse følger blot efter forkastelse af lyset. ret

(286)  Hvis alle bekendende kristne var oprigtige og alvorlige i deres bestræbelser på at virke for Guds ære, hvilket oprør vil da ikke blive iblandt fjendens rækker. Han ønsker ikke at sjæle skal frelses. Han ønsker ikke at hans magt (287) over dem skal brydes. Satan leger ikke bare. For ham er det alvor. Han ser Kristi indbudte sjæle komme til ham så de kan få liv og han er alvorlig og nidkær i hans bestræbelse på at forhindre dem i at tage imod invitationen. Han vil ikke lade nogen midler være uprøvede for at forhindre dem i at forlade hans rækker og stå i Kristi rækker. Hvorfor kan Jesu bekendende efterfølgere ikke gøre så meget for ham som hans fjender gør imod ham? Hvorfor gør de ikke alt hvad de kan? Satan gør alt hvad han kan for at holde sjæle fra Kristus. Han var tidligere en æret engel i Himlen og selvom han har mistet sin hellighed, har han ikke mistet sin magt. Han udøver sin magt med en frygtelig effekt. Han venter ikke på at hans bytte skal komme til ham. Han jager efter det. Han går frem og tilbage på jorden som en brølende løve og søger hvem han kan sluge. Han har ikke altid en løves glubske udseende, men når han skal arbejde har det en bedre virkning at han er forvandlet til en lysets engel. Han kan hurtigt skifte løvens brøl til de mest overbevisende argumenter eller til den svageste hvisken. Han har legioner af engle til hjælp i sit arbejde. Han skjuler ofte sine snarer og lokker ved tiltrækkende bedrag. Han fortryller og vildleder mange ved at smigere deres forfængelighed. Gennem sine agenter fremstiller han verdens glæder i et tiltrækkende lys og bestrøer stien til helvede med forlokkende blomster og således fortrylles og ødelægges sjæle. Efter hvert skridt fremad på den nedadgående vej, har Satan nogle særlige fristelser der leder dem endnu mere ind på det forkerte spor. ret

(287)  Hvis dine børn var styret af religiøse principper, ville de være styrket imod den umoralitet og fordærv der omgiver dem i denne fordærvede tid. Gud vil være en styrkende borg for dem, hvis de vil sætte deres tillid til ham. »Med mindre man tyr til mit værn, slutter fred med mig, slutter fred med mig.« Herren vil være leder for de unge hvis de vil tro og stole på ham. ret

(288)  (288) [Min kære søster, Herren har været meget nådig imod dig og din familie. Du står under forpligtelse over for din himmelske fader til at prise og herliggøre hans hellige navn på jorden. For at kunne forblive i hans kærlighed bør du stadig arbejde for at få et ydmygt sind og den sagtmodige, stille ånd, som er meget kostelig i Guds øjne. Din styrke i Gud vil tiltage, når du helliger alt til ham, således at du med overbevisning kan sige: »Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd?« »Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor herre.« Vejl f menigh bd. 1 side 210]

------------
ret

næste kapitel