(327) Kære bror og søster D: Jeres sidste besøg og samtale med mig har fremkaldt mange tanker, som jeg ikke kan lade være med at sætte nogle få ord ned på papir. Jeg er meget ked af at E ikke til alle tider har opført sig korrekt; når I dog tænker jer om kan du ikke forvente fuldkommenhed hos unge i hans alder. Børn begår fejl og de behøver en hel del tålmodig belæring. ret
(328) (328) Det kan ikke forventes af en dreng i hans alder, at han kun skulle have korrekte følelser. I må huske på at han ikke har nogen far eller mor, ingen som han kan betro sine følelser, sine sorger og fristelser til. Enhver føler at han må have nogle at dele sine følelser med. Denne dreng er blevet kastet hid og did og han kan have mange fejl, mange skødesløse måder, med en anselig selvstændighed og han kan mangle ærefrygt. Men han er ganske foretagsom og med den rette belæring og venlig behandling, har jeg den største tillid til at han ikke vil skuffe vort håb, men vil lønne alt arbejde der er brugt på ham. I betragtning af hans uheldige forhold, tror jeg han er en meget god dreng. ret
(328) Da vi bad jer om at tage ham gjorde vi det fordi vi var overbevist om at det var jeres opgave og at I herved fik velsignelse. Vi forventede ikke I blot ville gøre det for at få gavn af den hjælp i fik fra drengen, men at I ville være ham til gavn, at udføre en opgave over for en forældreløs, en opgave som enhver sand kristen bør opsøge og være ivrig efter at udføre; en opgave, en opofrende opgave, som vi troede det ville være godt at tage op, hvis I udførte den med glæde, med det for øje at være det redskab i Guds hænder der frelser en sjæl fra Satans snare, der frelser en søn hvis far har helliget sit dyrebare liv til at lede sjæle til Guds Lam som tager verdens synd bort. ret
(328) Ud fra det der er vist mig har sabbatsholdende adventister kun en svag fornemmelse af hvor megen plads verden og egenkærligheden får i deres hjerter. Hvis I har et ønske om at gøre godt og forherlige Gud, er der mange måder i kan gøre det på. Men I har ikke følt at dette var udslaget af sand religion. Dette er frugten som ethvert godt træ vil give. I har ikke følt at det forlanges af jer at være interesseret i andre, at gøre deres problemer til jeres egne og at vise en (329) uselvisk interesse for netop dem som har brug for hjælp. I har ikke rakt hænderne ud for at hjælpe de mest trængende, de mest hjælpeløse. Havde I jeres egne børn til at forlange jeres omsorg, hengivenhed og kærlighed ville I ikke være så indelukkede i jer selv og jeres egne interesser. [Hvis de, som ingen børn har og som Gud har gjort til husholdere over midler, ville lade deres hjerter lede dem til at drage omsorg for børn, der trænger til kærlighed, omhu og hengivenhed og til bistand med denne verdens goder, ville de blive langt lykkeligere, end de er i dag. Så længe de unge, som ikke har en faders medlidende omsorg, ej heller en moders ømme kærlighed, er udsatte for disse sidste dages fordærvelige indflydelser, er det nogens pligt at være i faders og moders sted for nogle af dem. Lær at vise dem kærlighed, hengivenhed og sympati. Alle, der bekender sig til at have en himmelsk Fader, som de håber vil have omsorg for dem og til sidst føre dem til det hjem, han har beredt for dem, burde føle det som en højtidelig pligt, der påhviler dem, at være de venneløses venner og de faderløses fædre, at hjælpe enker og at være til nogen praktisk nytte i verden ved at gavne menneskeheden. Mange har ikke set disse ting i det rette lys. Hvis de lever blot for sig selv, vil de ikke få mere styrke, end dette kræver. Vejl f menigh bd. 2 side 431] ret
(329) De unge som vokser op blandt os er ikke så bekymrede som de burde være. Nogle af brødrene kan have opgaver de ikke er villige eller rede til at se eller udføre. Frygten for at ulejlige sig selv er for mange undskyldning nok. Guds dag vil afsløre uløste opgaver - mistede sjæle fordi den selviske ikke ville tage umagen og at interessere sig for andres bedste. ret
(329) Jeg fik vist at skulle en bekendende kristen opelske en større kærlighed og venlige hensyn over for andre, ville de få det firefold tilbage. Gud lægger mærke til det. Han ved hvilket mål vi lever for og om vore livsførelser er i det allerbedste (330) forhold for den stakkels, faldne menneskehed, eller om vore øjne er fordunklede for alt undtagen vor egen interesse og for enhver undtagen vort stakkels jeg. Jeg beder her, til bedste for Kristus, til bedste for jeres egne sjæle og til bedste for den unge, tag ikke denne sag så let som mange gør. Det er en grav, en alvorlig ting og påvirker jeres interesse for Kristi rige, da dyrebare sjæles frelse er indblandet. Hvorfor er det ikke en opgave som Gud pålægger jer som er i stand til at koste noget på hjemløse, selv om de kan være ligegyldige og udisciplinerede? Bestræber i jer for at kun arbejde for at få det største gavn og udbytte for jer selv? Det er ikke tilbørligt at I ikke negligerer den guddommelige velvilje som himlen giver jer hvis I vil tage jer af dem som trænger jeres omsorg og således lade Gud banke forgæves på jeres dør. Han står der i denne fattiges sted, den hjemløse forældreløse og de plagede enker, som behøver omsorg, forståelse, kærlighed og opmuntring. Hvis I ikke gør dette mod disse, ville I ikke gøre det imod Kristus hvis han var på jorden. ret
(330) Læg jer i sinde at jeres tidligere nederdrægtighed, jeres åndelig blindhed og det mørke som omgav jer før Kristus, en øm, elskende Frelser, kom jer til hjælp og rakte ud til jer hvor I var. Hvis I lader disse tider gå hen uden at give håndgribeligt bevis for jeres taknemmelighed for denne vidunderlige og forbløffende kærlighed som en medlidende Frelser udøver imod dig, som var fremmed i Israels stat, er der grund til at frygte at endnu større mørke og fortvivlelse vil komme over jer. Nu er det jeres såtid. I vil høste det som I sår. Benyt jer at enhver anledning til at gøre godt. Når disse privilegier udnyttes er det som en forbigående regn, som vil vande og opfriske jer. Grib enhver anledning inden for jeres rækkevidde hvor I kan gøre godt. Dovne hænder vil kun høste lidt. Hvad gør ældre mennesker (331) andet end at sørge for den unge og hjælpeløse? Gud har betroet de ældre og erfaringsrige mennesker til os og han vil sætte os til regnskab hvis vore pligter i dette forsømmes. Hvad nu om vort arbejde ikke bliver påskønnet! hvad nu hvis det mange gange viser sig som en fiasko og kun undtagelsesvis har heldet med sig. Disse få gange vil opveje alle de tidligere nederlag. ret
(330) Men få har en rigtig fornemmelse af hvad ordet kristen omfatter. Det er at være Kristus lig, at gøre godt for andre, at være afklædt al egenkærlighed og at have vore liv markere det med uegennyttige godgørenhedshandlinger. vor Forløser kaster sjæle i menighedens arme, så de kan tage sig af uselviskhed og oplære sig til himlen og således blive medarbejdere sammen med ham. Men menigheden kaster dem ofte bort, hen på djævelens slagmark. Et medlem vil sige, "Det er ikke min pligt," og komme med dårlige undskyldninger. "Nuvel"; siger en anden, "Det er heller ikke min opgave"; og til sidst er det ingens opgave og sjælen overlades uden bekymring til fortabelse. Det er enhver kristens pligt at gå ind i denne selvfornægtende, selvopofrende virksomhed. Kan Gud ikke tage tilbage til deres magasiner og forøge deres hjort, så der i stedet for tab bliver en vækst? »En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler." ret
(331) Men ethvert menneskes arbejde må prøves og bedømmes og han belønnes efter som hans arbejde har været. »Ær med din velstand Herren med førstegrøden af al din avl; da fyldes dine lader med korn, dine perser svømmer over af most.« »Nej, faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine (332) landsmænd.« Læs det næste vers og læg mærke til den rige løn der stilles dem i udsigt, som gør dette. »Som morgenrøden bryder dit lys da frem, da læges hastigt DIT SÅR« Her er et rigt løfte for alle som vil give sig selv til dem som behøver det. Hvordan kan Gud komme ind og velsigne og få fremgang med dem som ikke har nogen særlig bekymring for andre end sig selv og som ikke bryder det som er betroet dem, til forherligelsen af Guds navn på jorden? ret
(332) Søster Hannah More er død og døde som en martyr for et folks selviskhed som ellers bekender til at søge efter herlighed, ære, udødelighed og evigt liv. Afsondret fra troende under den sidste kolde vinter, døde denne selvopofrende missionær fordi intet hjerte var gavmildt nok og tog imod hende. Jeg bebrejder ingen. Jeg dømmer ikke. Men når hele jordens dommer skal gøre sin ransagelse, vil nogen blive bebrejdet. Vi er alle indsnævrede og opslugt i vor egen egenkærlighed. Måtte Gud rive det forbandede dække bort og give os barmhjertighedens indre, hjerter af kød, ømhed og medfølelse, er min bøn, afsendt fra en knuget, forpint sjæl. Jeg er sikker på at et arbejde kan udrettes for os ellers vil vi findes for lette på Guds dag. ret
(332) Med hensyn til E, beder jeg jer inderligt ikke at glemme at han er et barn, med kun et barns erfaring. Mål ikke, en stakkels, svag dreng, med jer selv og forvent heller ikke det samme. Jeg tror fuld og fast på at det er i jeres magt at gøre det rigtige mod denne forældreløse dreng. I kan give ham anledninger så han ikke vil føle at hans arbejde er trist og ikke fritaget for opmuntringer. I, min bror og søster, kan glædes ved hinandens tillid, I kan forstå hinanden, interessere og fornøje hinanden og fortælle jeres prøvelser og byrder til hinanden. I har noget at opmuntre jer med, medens han er alene. Han er en tænksom dreng, men har (333) ingen at betro sig til eller til at give et opmuntrende ord, midt i hans modløshed og strenge prøvelser, som jeg ved han har, såvel som dem længere oppe i årene. ret
(333) Hvis I lukker hinanden ude, er det selvisk kærlighed, uafhængigt af himmelsk velsignelse. Jeg har et stærkt håb om at I vil elske denne forældreløse dreng for Kristi skyld, så I vil føle at jeres ejendomme blot er værdiløse hvis de ikke bruges til at gøre godt med. Gør godt, vær rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for Den-kommende-tid, så de kan gribe det virkelige liv. Ingen vil høste det evige livs løn uden selvopofrelse. En døende far og mor forlader deres juveler i menighedens varetægt så de oplæres i Guds sager og bliver egnet til himmelen. Når disse forældre skal se efter deres kære og en findes mistet på grund af forsømmelse, hvad vil menigheden så svare? Den er i høj grad ansvarlig for disse forældreløse børns frelse. ret
(333) I har efter al sandsynlighed ikke vundet drengens tillid og hengivenhed ved ikke at give ham de mere håndgribelige beviser på jeres kærlighed ved at give ham anledninger. Hvis i ikke kan bruge penge kunne I idet mindste opmuntre ham ved at lade ham vide at I ikke er ligeglad med ham. Det er en misforståelse at kærlighed og hengivenhed kun skal vises på den ene side. Hvor megen hengivenhed har I lært jer selv at udvise? I er for meget lukket sammen med jer selv og føler ikke det er nødvendigt at omgive sig med en mildhedens atmosfære, som kommer fra en ædel karakter. Bror og søster F overlad jeres børn til menighedens varetægt. Børnene har masser af velhavende slægtninge som måske savner barnet; men de er ikke-troende og hvis de får omsorgen, eller bliver børnenes værger, vil de lede deres hjerter væk fra sandheden ind i vildfarelse, (334) og bringe deres frelse i fare. Da disse slægtninge ikke fik lov til at tage børnene, blev de utilfredse og de har ikke gjort noget for dem. Der bør tænkes over forældreansvaret i menigheden og det skal ikke glemmes på grund af egenkærligheden. ret
(334) Vi nærer den dybeste interesse for disse børn. Et barn har allerede udviklet en vidunderlig kristen karakter og giftet sig med en evangeliepræst. Og nu, med tilbageblik på den omsorg og de byrder der blev båret for hende, er hun en oprigtig byrdebærer i menigheden. Hun opsøges nu efter anvisninger og råd af de mindre erfarne og de går ikke forgæves. Hun er i besiddelse af sand kristen ydmyghed, med passende værdighed, som kun kan indgyde respekt og tillid hos alle der kender hende. Disse børn er mig ligeså nær som mine egne. Jeg vil ikke miste dem af syne, heller ikke stoppe min omsorg for dem. Jeg elsker dem oprigtigt, ømt og hengivent.