(334) Den 2.oktober 1868, fik jeg vist det store og højtidelige arbejde foran os med at advare verden om den kommende dom. Vort eksempel vil, hvis det er i overensstemmelse med den sandhed vi bekender os til, frelse nogle få og fordømme mange, efterlade dem uden undskyldning på den dag da alles sager vil blive afgjort. De retfærdige skal være rede for det evige liv og syndere, som ikke vil kende til Guds vilje og veje, er dømt til ødelæggelse. ret
(334) Ikke alle som forkynder sandheden til andre er helliget ved den. Nogle har kun en svag opfattelse af værkets hellige karakter. De undlader at stole på Gud og få alle deres gerninger udført hos ham. Deres inderste sjæle er ikke blevet omvendte. De har ikke i deres daglige liv erfaret gudfrygtighedens mysterium. De begår sig med udødelige sandheder, vægtige som evige, (335) men er ikke omhyggelige med og alvorlige for at have disse sandheder indvævet i deres sjæle og have dem som en del af sig selv, så de kan påvirke andre i hvad de gør. De er ikke så knyttet til de principper som disse sandheder har i sig, så det kunne være muligt at få del af sandheden fra dem. ret
(335) Hjertets og livets helligelse er alene Gud kærkomment. Englen sagde idet han pegede på de tjenere som ikke gør det rigtige: »Tvæt hænderne, I syndere! og rens hjerterne, I tvesindede!« »Tvæt jer, I, som bærer Herrens kar!« Gud kræver sjælens renhed og sandhed på de indadgående stier og forvandler hele mennesket ved fornyelse af sindet ved hjælpe af den guddommelige Ånds påvirkning. Ikke alle prædikanter er helliget værket; ikke alle har lagt deres hjerter i det. De handler så ligegyldig som om de havde tusinde år til at arbejde for sjæle i. De undgår byrder og ansvar, bekymringer og vil ikke savne noget. Selvfornægtelse, lidelse og træthed er ikke behageligt eller bekvemt. Det er nogles studium at befri sig selv fra tungt arbejde. De plejer deres egen bekvemmelighed og hvordan de kan behage sig selv, deres hustruer og deres børn; og det arbejde som de er gået ind i har de næsten mistet af syne. ret
(335) Gud kræver sjælens ydmyghed og ydmyge bekendelser fra prædikanter hvis gerninger ikke er blevet udført i ham. Jeg er blevet citeret af mænd som havde nogle verdslige virksomheder. De er klar over at hvis de skal nå deres mål må de anstrenge sig meget. De ofrer hjemmets ro og kærlighed og må lide afsavn; de er ihærdige, energiske og brændende. Vore prædikanter viser ikke engang den halve iver som disse der sikrer sig jordisk vinding udviser. De er ikke så spændte efter deres mål, heller ikke så alvorlige i deres anstrengelser; de er ikke så udholdende og ikke så villige til at fornægte sig selv, som dem der involverer sig i verdslige beskæftigelser. ret
(335) Sammenlign disse to virksomheder. En er sikker, evig, varig ligesom Guds liv; den anden er af dette liv, (336) foranderlig, forgængelig og får mennesker held i deres fremadstræbende jagen, får de ofte stik som af en slange og de trækkes ned i evig undergang. Oh, hvorfor skal der være en så stor modsætning i iveren hos dem som har med de verdslige foretagender at gøre og den anden som har med et himmelsk foretagende at gøre? Den ene arbejder for skatte her der er fordærvelige og under kampen lider megen smerte for det der ofte er kilden til meget ondt og den anden der lægger bestræbelser frem for dyrebare sjæles frelse, som vil bifaldes af himlen og belønnes med himmelske rigdomme. Dér vil der ingen risiko være at løbe, ingen tab at opstøtte, udbyttet er sikkert og enormt. ret
(336) Dem som er i Kristi sted og bønfalder sjæle om at forliges med Gud, burde ved regler og eksempel vise en udødelig interesse for sjæles frelse. Deres alvor, udholdenhed, selvfornægtelse og opofrelse burde overgå de jordiskelskendes alvor og flid lige så meget som sjælen er mere dyrebar end jordisk bras og målet mere ophøjet end jordiske foretagender. Alle jordiske virksomheder er ubetydelige sammenlignet med det sjælevindende arbejde. Jordiske sager er ikke varige, selv om de koster så meget. Når blot en sjæl er frelst vil der skinne lys i himlens rige ud over de evige tider. ret
(336) Nogle af prædikanterne sover og folket sover også; men Satan er lysvågen. Der ofres kun lidt for Gud eller sandheden. Prædikanter må sætte eksemplet. I deres arbejde bør de vise at de værdsætter evige sager til en uendelig værdi og jordiske ting for intet i sammenligning. Der er prædikanter der forkynder den nærværende sandhed som skal omvendes. Deres forståelse må styrkes, deres hjerter renses, deres hengivenhed samles om Gud. De bør fremstille sandheden på en måde så forstanden vækkes til at se dens fortrinlighed, renhed og hellighed. For at gøre dette, bør de have mål i tankerne som er (337) ophøjende og som har en rensende, oplivende og ophøjende indflydelse i sindet. De må have sandhedens rensende ild til at brænde på deres hjertes alter, til at påvirke og præge deres liv; så kan de gå ud hvor de vil, i dunkelhed og mørke og oplyse dem i mørke med det lys der er i dem og skinner ud fra dem. ret
(337) Prædikanter må opfyldes af den samme ånd som deres Mester da han var på jorden. Han gik omkring og gjorde godt, velsignede andre med hans indflydelse. Han var en mand der kendte til sorg. Prædikanter bør have klare begreber om evige sager og Guds krav på dem; før kan de ikke gøre indtryk på andre og fremkalde en kærlighed for de kommende himmelske ting. ret
(337) Prædikanter bør blive bibelstudenter. Er de sandheder de behandler store? Så bør de behandle dem med dygtighed. Deres tanker bør være klare og stærke og deres ånd brændende, ellers vil de svække den sandheds styrke som de har med at gøre. Ved en mat fremstilling af sandheden og blot gentage teorien uden selv at påvirkes af den, kan de aldrig omvende mennesker. Hvis de levede lige så læge som Noa, ville deres anstrengelser være uden virkning. Deres kærlighed for sjæle må være stærk og deres iver brændende. En uinteresseret, ufølsom måde at fremstille sandheden på vil aldrig vække mænd og kvinder fra deres dødelige søvn. De må vise ved deres metoder, deres handlinger og ord og ved deres forkyndelse og bøn, at de tror at Kristus er ved døren. Mænd og kvinder er i den sidste prøvetid og er dog ubekymrede og dumme og prædikanter har ingen magt til at vække dem op, de sover selv. Sovende forkyndere taler til et sovende folk! ret
(337) Et stort arbejde må udrettes for prædikanterne for at få held med forkyndelsen af sandheden. Guds ord bør studeres helt igennem. Al anden læsning (338) er underordnet til dette. Et omhyggeligt studium af biblen vil ikke nødvendigvis udelukke al anden læsning af religiøs art; men hvis Guds ord studeres fromt, vil al læsning der har tendens til at skille tankerne fra det holdes ude. Hvis vi studerer Guds ord med interesse og beder for at forstå det, vil nye skønheder kunne ses på enhver linje. Gud vil åbenbare den dyrebare sandhed så klart at sindet vil få det virkeligt godt og være en stadig sand nydelse idet dets trøstende og forædlende sandheder foldes ud. ret
(338) Husbesøg danner en betydningsfuld del af prædikantens arbejde. Han bør bestræbe sig på at tale med alle medlemmer i familien, uanset om de bekender sig til sandheden eller ej. Det er hans opgave at forvisse sig om alles åndelige tilstand; og han bør leve så nær til Gud at han kan rådgive, formane og irettesætte omhyggeligt og i visdom. Han bør have Guds nåde i sit eget hjerte og altid Guds ære for øje. Al løssluppenhed og fjas er udtrykkelig forbudt i Guds ord. Hans samtale bør være himmelsk, hans ord krydret med nåde. Al smiger bør lægges væk, for det er Satans værk at smigre. Stakkels, svage faldne mennesker i almindelighed tænker nok om sig selv og behøver ingen hjælp i den retning. At smigre dine prædikanter er ikke på sin plads. Det fordrejer tankerne og leder ikke til sagtmodighed og ydmyghed; alligevel holder mænd og kvinder af at blive prist og for ofte er det tilfældet at prædikanterne holder af det. Deres forfængelighed tilfredsstilles ved dette og den har vist sig at være en forbandelse for mange. Irettesættelse skal værdsættes højere end smiger. ret
(338) Det er ikke alle der forkynder sandheden der erkender at deres vidnesbyrd og eksempel er bestemmende for sjæles skæbne. Hvis de er upålidelige i deres opgave og bliver skødesløse med deres arbejde, vil resultatet være at sjæle mistes. Hvis de er selvopofrende og redelige i det arbejde som Mesteren har givet dem at udføre, vil de være redskaber til manges frelse. Nogle (339) lader pjatteri skille dem væk fra arbejdet. Dårlige veje, regnvejr, eller små ærinder der hjemme er tilstrækkelige undskyldninger for dem til at forlade sjælearbejdet. Og ofte gøres dette på det vigtigste tidspunkt for værkets fremadskriden. Når en interesse er blevet vakt og folks tanker er kommet i bevægelse, overlades interessen til at sygne hen fordi prædikanten vælger en mere behagelig og let arbejdsmark. Dem som bruger denne fremgangsmåde viser tydeligt at de ikke har værkets byrde på sig. De vil gerne hjælpes af folk. De er ikke villig til at lide nød og afsavn, som altid er en sand hyrdes lod. ret
(339) Nogle har ingen erfaring med at tage vare på arbejdet selv om det er af livsvigtig betydning. De går ikke ind i det med den iver og alvor som kunne vise at de udfører et arbejde der står sin prøve i dommen. De arbejder for meget i deres egen styrke. De gør ikke Gud til deres tillid og derfor kendetegnes alle deres anstrengelser med fejl og ufuldkommenheder. De giver ikke Herren en chance til at gøre noget for dem. De vandrer ikke ved hjælp af tro, med ved det de ser. De vil ikke gå hurtigere eller længere end de kan se. Det er som om de ikke kan forstå at de skal vove noget for sandhedens skyld. Den har del i deres religiøse erfaring. ret
(339) Nogle går fra deres hjem for at arbejde i evangeliemarken, men handler ikke som om sandheden, de taler for, er virkelighed for dem. Deres handlinger viser at de ikke har erfaret sandhedens kraft på sig selv. Når de er nede fra talerstolen, viser de at de ikke har nogen sandhedsbyrde. Tilsyneladende arbejder de nogle gange for profittens skyld, men ofte uden nogen nytte. Sådanne føler sig alligevel berettiget til den løn de får, som om de selv har tjent den; upåagtet at deres uhellighed har kostet mere hjertearbejde, bekymring og hjertekval hos de medarbejdere som har båret arbejdsbyrden på sig. (340) Disse er ikke udbytterige arbejdsfolk. Men de vil gerne selv bære det ansvar. ret
(340) Det er ofte tilfældet at prædikanter i menighederne er tilbøjelig at spilde deres tid og kræfter på besøg der ikke gavner nogensomhelst. Ofte er menighederne forud for de prædikanter som arbejder i dem og ville være i en gunstigere tilstand hvis de prædikanter ville holde sig væk fra deres veje og give dem en lejlighed til at arbejde. Disse prædikanters anstrengelser for at bygge menighederne op river dem blot ned i stedet for. Sandhedens teori fremstilles igen og igen, men den er ikke ledsaget af Guds livgivende kraft. De viser en slap ligegyldighed; det er smitsomt og menighederne mister deres interesse og byrde for andres frelse. Således dysser prædikanterne ved deres forkyndelse og eksempel folk i søvn og til en kødelig tryghed. Hvis de ville forlade menighederne, gå ud på nye marker og arbejde på oprettelse af nye menigheder, ville de forstå deres evner og hvad det koster at bringe sjæle til standpunkt for sandheden. Og så ville de kunne se hvor forsigtige de burde være, så deres eksempel og indflydelse aldrig kan svække eller tage modet fra dem, der er afkrævet så meget hårdt og bønnerigt arbejde for at omvende sig til sandheden. »Hver prøve sin egen gerning og da skal han få sin ros alene efter, hvad han selv er og ikke efter, hvad næsten er." ret
(340) Menighederne giver af deres midler for at støtte prædikanterne i deres gerning. Hvad kan de så gøre for disse midler? Nogle prædikanter arbejder måned efter måned og udretter så lidt at menighederne mister modet; de kan ikke se at noget bliver gjort for at omvende sjæle til sandheden og menighedsmedlemmerne bliver heller ikke gjort mere åndelige eller brændende i deres kærlighed til Gud og hans sandhed. Dem som har med hellige sager at gøre bør være helt helliget til arbejdet. De bør have en uselvisk interesse i det og (341) en brændende kærlighed for fortabte sjæle. Hvis de ikke har dette har de misforstået deres mission og bør stoppe med at undervise andre, for de gør mere skade end de overhoved kan gøre godt. Nogle prædikanter stiller sig selv til skue, men giver ikke hjorden den føde som den er ved at omkomme af mangel på. ret
(341) Der er hos nogle tilbøjelighed til at unddrage sig konfrontationer. De er bange for at komme ind i nye områder på grund af det mørke og de konflikter de forventer at mødes med. Dette er fejhed. Folket må mødes hvor de er. De behøver oprørende appeller og praktiske så vel som doktrinære prædikener. Regler hjulpet af eksempel vil have en kraftfuld indflydelse. ret
(341) En trofast hyrde vil ikke sørge for sit eget velvære og egen bekvemmelighed, men vil arbejde for fårene. I dette store arbejde vil han glemme selvet, i hans eftersøgning for det mistede får vil han ikke se sig selv som træt, kold og sulten. Han har kun et mål for øje: at frelse det mistede og omstrejfende får lige meget hvor meget det kan koste ham selv. Hans løn vil ikke påvirke ham i hans arbejde, den vil heller ikke vende ham væk fra hans opgaver. Han har fået sit hverv fra himlens Majestæt og han venter først sin løn når arbejdet han fik betroet er udført. ret
(341) Dem som går ind i skolelærerarbejdet, bered jer til arbejdet. De uddanner sig ved at gå i skole og interessere sig for studiet. De kan ikke lære børn og unge i videnskab hvis de ikke er dygtige til at instruere dem. For at søge om at blive lærer, skal de gennemgå en eksamination for kompetente personer. Det er et betydningsfuldt arbejde at have med de unges sind at gøre og lære dem videnskab rigtigt. Hvor vigtigt er prædikantarbejdet dog ikke! Der går dog mange ind i dette betydningsfulde foretagende hvor mænd og kvinder skal gøres interesserede for Kristi skole og hvor de skal lære hvordan de danner karakteren for himlen. De behøver selv at blive studerende. Nogle som går ind i prædikantgerningen føler ikke værkets byrde på sig. De har fået ukorrekte (342) ideer om en prædikants kvalifikationer. De har troet at det kun kræver en smugle nøje studium i videnskaber eller i Guds ord for at blive prædikant. Nogle som lærer den nærværende sandhed er ikke bekendt med deres bibler. Deres bibelkundskab er så mangelfuld at det er svært for dem at citere et skriftsted fra hukommelsen. Når de forkludrer sig og er så klodsede som de er, synder de mod imod Gud. De lemlæster skriften og får Biblen til at sige noget der ikke står skrevet. ret
(342) Nogle som hele deres liv har været ledt af følelser har troet at en uddannelse eller et indgående kendskab til skriften ikke havde nogen betydning hvis de blot havde Ånden. Men Gud sender aldrig sin Ånd for at billige uvidenhed. Dem som ingen kundskab har og som er placeret sådan at det er umuligt for dem at få det, kan Herren og han gør det, ynkes over og velsigne og nogen gange nedlade sig til at fuldkommengøre hans styrke i deres svaghed. Men han gør det til disses opgave at studere hans ord. En manglende kendskab til videnskab er ingen undskyldning for at forsømme bibelstudium; for de inspirerede ord er så tydeligt at den ulærde kan forstå dem. ret
(342) Af alle de mennesker som er på jordens overflade, burde de som omgås højtidelige sandheder for disse farefulde tider forstå deres bibler og blive bekendt med vor tros vidnesbyrd. Hvis de ikke har et kendskab til livets ord har de ingen ret til at påtage sig belæringen af andre på livets vej. Prædikanter I bør være flittige og sætte jeres »iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle.« Nogle af vore prædikanter tager afgangseksamen når de knapt nok har lært de første grundsætninger i Kristi lære. Dem som er ambassadører for Kristus, som står i hans sted, beder indstændigt sjæle om at blive forligt med (343) Gud, burde uddannes til at fremstille vor tro på en forstandig måde og være i stand til at give begrundelser for deres håb under sagtmodighed og gudsfrygt. Kristus siger: »I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig.« ret
(343) Prædikanter som lærer upopulære sandheder vil blive angrebet af mennesker som er tilskyndet af Satan og som, ligesom deres mester, hurtig kan citere skriften; og skal Guds tjenere ikke kunne klare Satans tjenere med at omgås de inspirerede ord? De bør, ligesom Kristus, imødekomme skriftsted med skriftsted. Oh, om dem der tjener i de hellige sager måtte vågne op og, ligesom de ædle i Berøa, ransage skrifterne dagligt. Brødre i tjenesten, jeg beder jer indstændigt at studere skifterne under ydmyg bøn med et forstående hjerte, så at I kan lære andre livets vej mere fuldstændigt. Jeres råd, bønner og eksempel må være en smag af liv til liv, ellers er i ikke egnede til at vise livets vej for andre. ret
(343) Mesteren forlanger at alle hans tjenere udnytter de talenter han har betroet dem. Men hvor meget mere vil han kræve af dem som bekender at forstå livet vej og som påtager sig ansvar for at lede andre derhen. Apostlen Paulus formanede Timoteus: »Og nu du, mit barn! hent kraft fra nåden i Kristus Jesus; og hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre." ret
(343) De herlige resultater der følger med Kristi udvalgte tjenergerning var følgen af at have Herren Jesu død i deres legemer. Nogle af dem som vidnede om Kristus var ulærte og uvidne mennesker; men nåde og sandheden regerede i deres hjerter, inspirerede og rensede deres liv og styrede deres handlinger. De var (344) levende repræsentanter for Kristi sindelag og ånd. De var levende epistler, kendt og læst af alle mennesker. De var hadet og forfulgt af alle som ikke ville modtage den sandhed de havde forkyndt og som foragtede Kristi kors. ret
(344) Onde mennesker vil ikke modsætte sig en formel gudsfrygt heller ikke afvise en populær forkyndergerning som ikke giver dem noget kors at bære. Det naturlige hjerte vil ikke gøre nogen alvorlig modstand mod en religion som ikke har noget der får lovens overtræder til at skælve eller få de frygtelige kommende domsrealiteter på hjerte og samvittighed. Det er Åndens tilkendegivelse og Guds kraft som starter modstand og leder det naturlige hjerte til oprør. Den sandhed der frelser sjælen kan ikke kun komme fra Gud; men hans Ånd formidler dens forbindelse til andre, ellers falder den magtesløs for modarbejdelse. Oh, om sandheden ville komme ud af Guds tjeneres læber med en sådan kraft så den brænder vej til folks hjerter! ret
(344) Prædikanter må udstyres med kræfter fra det høje. Når sandheden, i dets simpelhed og styrke, som den er i Jesus, sættes ind overfor verdensånden og fordømmer dens spændende fornøjelser og fordærvede charme, vil det da ses tydeligt at der er ingen overensstemmelse mellem Kristus og Beliar. Det naturlige hjerte kan ikke erkende Guds Ånds sager. En uindviet prædikant, der fremstiller sandheden på en ikke lidenskabelig måde og hans egen sjæl er uberørt af de sandheder han siger til andre, vil kun gøre skade. Enhver bestræbelse han gør, vil kun sænke standarten. ret
(344) Egenkærlighed må opsluges i dyb iver for sjæles frelse. Nogle prædikanter arbejdede ikke kun fordi de ikke turde andet, ikke fordi smerten var over dem, men kun fordi de skulle tjene penge. Englen sagde: »Ville dog en af eder lukke dørene, så I ikke til ingen gavn skulde gøre ild på mit alter! Jeg bryder mig ikke om eder, siger Hærskarers (345) Herre og ønsker ikke offergaver af eders hånd." ret
(345) Det er fuldstændig forkert at købe enhver gerning, der gøres for Herren. Herrens skatkammer er blevet tømt af dem som kun har været til skade for sagen. Hvis prædikanter ville give sig helt til Guds værk og hellige al deres energi på at opbygge hans sag, vil de ikke mangle noget. Hvad angår timelige sager, har de en bedre andel end deres Herre og bedre end hans udvalgte disciple hvem han sendte ud for at frelse fortabte mennesker. Vort store Eksempel, som var i sin Faders herlige stråleglans, blev foragtet og forkastet af mennesker. Skam og løgne fulgte ham. Hans udvalgte disciple var levende eksempler af deres Mesters liv og Ånd. De blev beæret med slag og fængsel; og det var til sidst deres lod at forsegle deres tjeneste med blod. ret
(345) Når prædikanter er så interesserede i arbejdet at de holder af det som en del af deres eksistens, så kan de sige: »Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? som der står skrevet: »For din skyld dræbes vi dagen lang; vi er regnet for slagtefår.« Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre." ret
(345) »De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden; og når overhyrden (346) åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.«