Vidnesbyrd for menigheden bind 2 kapitel 62. Fra side 498ren side   tilbage

Vidnesbyrd 19(1870)
En henvendelse til prædikanter

(498)  (498) Kære brødre: Den 25. oktober fik jeg vist at ikke alle som bekender sig som kaldede til sandhedslærere er kvalificeret for dette hellige arbejde. Nogle er langt fra at kunne imødekomme Guds sindelag og vilje. Nogle forfalder til ladhed i timelige sager og deres religiøse liv er mærket af åndelig ladhed. Hvor der er en mangel på udholdenhed og nøje flid i timelige ting og forretninger, vil den samme mangel være synlig i åndelig ting.ret

(498)  Nogle af jer er overhoveder for familier og jeres eksempel og indflydelse former jeres børns karakter. Jeres eksempel vil de følge i en større eller mindre grad og jeres mangel på grundighed sætter et dårligt eksempel for andre. Men jeres mangler er mere mærkbare i Guds sag og arbejde. Jeres familier har følt denne mangel og på grund af den; de har manglet mange ting som de ved ihærdig arbejdsomhed og udholdenhed kunne have fået. Men denne mangel har været set og følt i Guds sag og arbejde i meget større grad i og med at hans værd er af højere betydning end ting der hører dette liv til.ret

(498)  Nogle prædikanters indflydelse er ikke god. De har ikke omhyggelig givet agt på deres øjeblikke og således givet folk et (499) eksempel på flid. De bruger øjeblikke og stunder på ladhed, som går over i evigheden og kan aldrig genkaldes. De er naturlig dovne, hvilket gør det svært for dem at af få succes med deres foretagender. Denne mangel har været set og følt i hele deres religiøse erfaring. Dem der fejler er ikke taberne; andre får lov til at lide for deres svagheder. I denne sene periode har mange en lektie at lære som burde være lært på et meget tidligere tidspunkt.ret

(499)  Nogle er ikke omhyggelige bibelstuderende. De er ikke tilbøjelige til at koncentrere sig om studiet af Guds ord. Som følge af denne forsømmelse har de arbejdet til stor skade og har i ikke i deres præstelige anstrengelser udrettet en tiendedel af det arbejde de kunne have gjort dersom de havde erkendt nødvendigheden af nøje koncentration om studiet i ordet. De kunne blive så fortrolig med Skifterne, så befæstede med bibelargumenter, at de kunne imødekomme modstand og således give fornuftsslutninger for vor tro så sandheden ville sejre og bringe deres modstandere til tavshed.ret

(499)  Dem som gør tjeneste i ordet må have et så grundigt kundskab til det ord som de overhoved kan. De må hele tiden søge, bede og lære, ellers vil Guds folk gå fremad i kundskaben af hans ord og vilje og efterlade disse bekendende lærere langt bagved. Hvem kan belære folk når de er længere fremme end deres lærere? Alle disse prædikanters anstrengelser vil være frugtesløse. Der er brug for at folk lærer dem mere fuldkomment Guds ord, før de kan lære andre.ret

(499)  Nogle kunne nu have været grundige arbejdsfolk hvis de havde gjort god brug af deres tid, følt at de måtte aflægge et regnskab for Gud for deres misbrugte øjeblikke. De har mishaget Gud fordi de ikke har været flittige. Selvtilfredshed, egenkærlighed og selvisk magelighed har holdt (500) nogen fra det gode, afholdt dem fra at opnå kundskab til skrifterne så de kan vare fuldstændig rustede til gode gerninger. Nogle værdsætter ikke værdien af tid og har dovnet timer væk i sengen der kunne være brugt til bibelstudium. Der er nogle få punkter de mest har dvælet ved, hvorved de er fortrolige og over disse kan de tale med anerkendelse; men her har de i en stor grad stået stille. De har ikke følt sig helt tilfreds med sig selv og til tider har de erkendt deres mangler; alligevel er de ikke vågnet tilstrækkeligt op for den forsømmelsesforbrydelse det er at ikke at blive bekendt med det Guds ord, de bekender sig til at lære. Folk er skuffede på grund af deres ligegyldighed; de modtager ikke den indsigt som de kunne få fra dem og som de forventer at få fra Kristi tjenere.ret

(500)  Ved at stå tidlig op og økonomisere med deres øjeblikke, kan prædikanter finde tid til nøje ransagelse af skifterne. De må have udholdenhed og ikke forhindres i deres mål, men ihærdig bruge deres tid til studiet af ordet, få de sandheder frem, som andre, ved deres møjsommelige arbejde, har bragt frem for dem og som de ved udholdende anstrengelser, forberedt for deres hænder. Der er prædikanter som har arbejdet hårdt i årevis, lært andre sandheden, medens de selv ikke er fortrolige med vort standpunkts stærke punkter. Jeg beder disse om at gøre noget ved deres dovenskab. Det er en stadig forbandelse for dem. Gud forlanger at de skal gøre hvert øjeblik frugtbart til noget godt for dem selv eller for andre. »Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren.« »Den, der er efterladen i gerning, er også broder til ødeland.«ret

(500)  Det er nødvendig for Kristi tjenere at indse nødvendigheden af selv-dannelse, for at besmykke deres bekendelse og fastholde en klædelig værdighed. Uden mental oplæring vil de med (501) sikkerhed fejle i alt hvad de foretager sig. Jeg har fået vist at der er en afgjort mangel hos nogle der forkynder ordet. Gud er ikke tilfreds med deres veje og tanker. Deres vilkårlige måde at citere skriften på er en vanære for deres bekendelse. De gør fordring på at være ordets lærere og gengiver alligevel ikke skriften rigtigt. Dem som giver sig helt af med at forkynde ordet bør ikke gøre sig skyldig i at ikke citere teksten korrekt. Gud forlanger grundighed af alle hans tjenere.ret

(501)  Kristi religion vil eksemplificeres af dets indehaver i hans liv, i samtale, i gerninger. De stærke principper vil vise sig at være et anker. Dem som er ordets lærere burde være mønster for dydighed, eksempel for hjorden. Deres eksempel burde irettesætte dovenskab, lediggang, mangel på flittighed og økonomisering. Religionens principper fordrer flid, driftighed, økonomisering og ærlighed. »Aflæg regnskab for din forvaltning,« vil alle snart høre. Brødre hvilket regnskab vil I give hvis Mesteren skulle vise sig nu? I er ikke rede. I vil tage de dovne tjenere alvorligt, lige så sikkert som de eksisterer. Dyrebare øjeblikke gives jer stadig. jeg bønfalder jer at indløse tiden.ret

(501)  Paulus formaner Timoteus: »Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis.« » Afvis de tåbelige og barnagtige stridsspørgsmål; du ved jo, de skaber ufred; og en Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang ville give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden og blev ædru igen og udfriedes af Djævelens snare, fangne som de er af ham, så de må gøre hans vilje.«ret

(501)  For at udrette det arbejde som Gud forlanger af dem, behøver prædikanter at udrustes til deres stilling. (502) Apostlen Paulus taler, i sit brev til Kolossenserne, således om hans tjenergerning: »Thi dens tjener er jeg blevet ifølge den husholdergerning fra Gud, som blev mig givet, at jeg overalt skal forkynde jer Guds ord, den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvilken rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer blandt hedningerne, nemlig Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, idet vi påminder ethvert menneske og lærer ethvert menneske med al visdom, for at vi kan fremstille ethvert menneske som fuldkomment i Kristus. Det er også det, jeg arbejder og kæmper for med hans kraft, som virker mægtigt i mig."ret

(502)  Gud forlanger ingen mindre påskønnelse af og helligelse til tjenergerning af sine tjenere som lever så nær ved enden af al ting. Han kan ikke godtage arbejdsfolkenes værk medmindre de i deres eget hjerte erkender den sandhedens kraft og liv som de giver til andre. Han vil ikke antage noget mindre end alvorligt, virksomt, nidkært hjertearbejde. Årvågenhed og frugtbarhed forlanges af dette store arbejde. Gud ønsker uselviske arbejdsfolk, dem som vil arbejde med uegennyttig velvilje og give deres udelte interesse for arbejdet.ret

(502)  Brødre, I må helliges og indvies til arbejdet. Jeres hjerter er selviske. Jeres mangler må tilfredsstilles, ellers vil I inden da møde en skæbnesvanger skuffelse - I vil miste himlen. Gud ser ikke let på forsømmelse af tro udførelse af det arbejde som han har overladt til sine tjenere. En varig kraft og en konstant tillid til Gud mangler hos mange der arbejder i tjenesten. Følgen af den mangel giver store byrder til de få som har disse egenskaber og de er nød til at rette så tydeligt op på manglerne hos dem, som skal være duelige arbejdsfolk, så de kan blive til arbejdsfolk. Der er nogle få som arbejder (503) dag og nat, fratager sig hvile og social samvær, bebyrder hjernen til det yderste, hver arbejder for to mennesker, slider deres dyrebare liv for at gøre det arbejde andre skulle gøre, men ikke gør det. Nogle er for dovne til at gøre deres del; mange prædikanter beskytter sig selv omhyggeligt mod byrder og forbliver i en passiv tilstand og udretter næsten intet. Derfor udretter de, som ser sjælenes værdi, som påskønner arbejdets hellighed og føler at det må gå forud, et ekstra arbejde, gør overmenneskelige anstrengelser og opbruger deres hjernekraft for at holde værket i gang. Hvor der tildeles lige meget interesse for arbejdet og helligelsen til det, hvor alle som bekender sig som prædikanter ihærdigt helliger deres interesse fuldt og helt til sagen og ikke sparer sig selv, ville de få alvorlige, gudfrygtige arbejdsfolk, som hurtig slider deres liv ned, lindres af deres store pres og deres styrke kunne bevares så de, når det er nødvendigt, kunne give dobbelt kraft og give langt større resultater end det der nu ses udført under pres af de mange bekymringer. Herren er ikke tilfreds med denne ulighed.ret

(503)  Mange som bekender sig til at være kaldede af Gud til at tjene i ord og lære føler at de ingen ret har til at være lærere hvis de ikke er fuldstændig udrustet med et ihærdigt studium af Guds ord. Nogle har ikke orienteret sig om de enkle og ligefremme grene inden for uddannelse. Nogle kan så galt ikke læse korrekt; nogle fejlciterer skifterne; og nogle skader Guds sag, ved deres tilsyneladende mangel på udrustning for det arbejde de prøver at udføre og bringer sandheden i dårligt ry. Disse ser ikke nødvendigheden af at opdyrke intellektet, især at opelske finhed uden det er påtaget og søge at opnå sand ophøjelse i Kristen karakter. De sikre og effektive midler til at opnå dette er at overlade sjælen til Gud. Han vil (504) styre intellektet og hengivenheden så de vil centrere sig om det guddommelige og evige og så vil de ikke handle overilet, for alle sindets kræfter og hele mennesket vil ophøjes, renses og styres til den højeste, helligste kanal. Fra den himmelske Lærers læber blev disse ord hørt: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.« Når denne underkastelse til Gud er sket, vil sand ydmyghed smykke hver handling, medens dem som ar således allieret med Gud og hans himmelske engle samtidig vil have en passende værdighed der smager himmelsk.ret

(503)  Herren forlanger at hans tjenere skal være handlekraftige. Det er ikke behageligt for ham at se dem ligeglade og lade. De bekender sig til at have det vidnesbyrd som Gud særlig har udvalgt dem til at lære folk livets vej med; alligevel er deres omgang ikke særlig ofte nyttig og de viser at de ikke har arbejdets byrde på sig. Deres egne sjæle er ikke bemægtiget af de mægtige sandheder som de overbringer til andre. Nogle forkynder disse sandheder, der af så stor betydning, på en så ligegyldig måde at de ikke kan påvirke folk. »Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til.« Mennesker som Gud har kaldet må lære at anstrenge sig, at arbejde alvorligt og med utrættelig iver for ham, for at trække sjæle ud af ilden. Når prædikanter mærker sandhedens styrke i deres egne sjæle og det gyser i dem selv, så vil de have kraft til at påvirke hjerter og vise at de tror fast på de sandheder de forkynder til andre. De bør have sjælenes værdi og en Frelsers uforlignelige dybder i sinde. Dette vil vække sjælen så den med David kan sige: »Mit hjerte brændte i brystet, ild lued op, mens jeg grunded.«ret

(504)  Paulus formaner Timoteus: »Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i færd, (505) i kærlighed, i troskab, i renhed! Læg vægt på at oplæse skriften, formane og lære, indtil jeg kommer.« »Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang. Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.« Hvilken betydningsfuld vægt knyttes der ikke her til en Guds tjeners kristenliv! Hvor nødvendig er det ikke at studere hans ord nøjagtigt, så han selv kan helliges ved sandheden og udrustes til at lære andre.ret

(505)  Brødre, I er pålagt at give eksempel for sandheden ved jeres levned. Men dem som tror at de har et arbejde at gøre med at lære andre sandheden er ikke alle omvendte og helliget ved sandheden. Nogle har fejlagtige forestillinger om hvad en Kristen er og af de midler hvorved en fast religiøs erfaring fås; og endnu mindre forstår han de kvalifikationer som Gud forlanger at hans tjenere skal have. Disse mennesker er ikke helligede. Lejlighedsvis har den en lille fornemmelse, der giver dem indtryk af at de faktisk er Guds børn. Denne afhængighed af indtryk er en af Satans særlige bedrag. Dem som oplæres således gør deres religion til en omstændighed. Faste principper mangler. Ingen er levende kristne hvis de ikke har en daglig erfaring i Guds sager og daglig praktiserer selvfornægtelse, bærer korset med glæde og følger Kristus. Enhver levende Kristen vil daglig rykke frem i det guddommelige liv. Idet han går frem mod fuldendelse, erfarer han en omvendelse til Gud hver dag; og denne omvendelse er ikke fuldendt før han opnår kristen fuldkommen karakter, en fuld beredelse for den endelige udødelighedsberøring.ret

(505)  Gud bør være største genstand for vore tanker. Meditation over ham og bøn med ham, ophøjer sjælen og fremskynder kærligheden. En forsømmelse af meditation og bøn (506) vil med sikkerhed føre til forfald i religiøse interesser. Så vil skødesløshed og ladhed kunne ses. Religion er ikke blot en følelse. Det er et princip som er indvævet i alle daglige opgaver og livsforeteelser. Ingen overvejelser, ingen forretninger gøres som forhindrer dette princips i at følge med. At bibeholde en ren og ubesmittet religion, er nødvendig for udholdende medarbejdere. Vi må selv gøre noget. Ingen andre kan gøre vort arbejde. Ingen andre end os selv kan med frygt og bæven arbejde på vor frelse. Dette er det arbejde Herren har overladt os at udføre.ret

(506)  Nogle prædikanter som bekender at de er kaldet af Gud har sjæles blod på deres klæder. De er omgivet af frafaldne og syndere og føler dog ingen byrde for disse sjæle; de viser en ligegyldighed med hensyn til deres frelse. Nogle er næsten ved at sove at de tilsyneladende ikke har nogen fornemmelse om en evangelieprædikants arbejde. De tænker ikke over at de som åndelige læger er påbudt en dygtighed til forvaltningen af syndsbefængte sjæle. Arbejdet med at advare syndere, med at græde over dem og bede sammen med dem, er blevet forsømt indtil mange sjæle er udenfor helbredelsesmulighed. Nogle er døde i deres synder og vil i dommen stå ansigt til ansigt med deres skyldsskam som kunne have frelst dem, men ikke gjorde det. Upålidelige tjenere, hvilken straf gælder jer!ret

(506)  Kristi tjenere behøver en ny salvelse, så de bedre kan se hellige ting og have klare begreber om den hellige, ulastelige karakter som de selv må danne for at være en helhed i hjorden. Intet af det vi kan gøre af os selv vil bringe os op til den højere standard hvor Gud kan acceptere os som sine repræsentanter. Kun en fast tillid til Gud og en stærk og aktiv tro, vil udrette det arbejde som han forlanger skal udføres i os. Gud kalder på arbejdsmænd. Det er varigheden af de gode gerninger (507) som vil danne karakteren for himlen. Vi må appellere tydeligt, redeligt og i kærlighed til folk om at berede sig for Guds dag. Nogle har brug for alvorlig bønfaldelse før de vil bevæge sig. Lad arbejdet kendetegnes af sagtmodighed og ydmyghed, alligevel med en alvor der vil få dem til at forstå at disse ting er virkelighed og at det liv og den død er et valg for dem. Sjæles frelse er ikke til at spøge med. Arbejdernes opførsel for Gud bør være seriøs og karakteriseret af enkelhed og sand belevenhed, dog bør han være agtpågivende i sin iver i det arbejde som Mesteren har overladt ham at udrette. Afgjort udholdenhed i en retsindig fremgangsmåde, en optræning af sindet til religiøs helligelse for kærlig helligelse og himmelske ting, vil give den største lykke.ret

(507)  Hvis vi gør Gud til vor tillid, er det i vor magt at styre tankerne i disse ting. Igennem vedvarende udøvelse vil den blive stærk til at bekæmpe fjenderne og til at undertrykke selvet, indtil der er en fuldstændig forvandling og lidenskaberne og appetitten vil bringes under fuldstændig underkastelse. Så vil der være en daglig dydighed i hjemmet og derude og når vi går ind i sjælearbejdet, vil en kraft ledsage vore bestræbelser. Den ydmyge kristen vil have hellige stunder som ikke er krampagtige, rykvise, eller overtroiske, men være stille og rolig, dyb, vedvarende og alvorlig. Guds kærlighed, hellighedens sædvane, vil være tiltalende skønt en fuldstændig overgivelse til Gud finder sted.ret

(507)  Grunden til at Kristi tjenere ikke har mere held i deres arbejde er at de ikke er uselvisk helliget til arbejdet. Nogles interesse er splittet; de er dobbeltsindede. Dette livs bekymringer optager deres opmærksomhed og de erkender ikke hvor hellig tjenerens arbejde er. Disse må beklage sig over mørket, stor vantro, utroskab. Grunden til det er, at de ikke er ret med Gud, de ser ikke betydningen af at gøre hel og fuldstændig helligelse (508) til ham. De tjener Gud en smugle, men dem selv mere. De beder kun lidt.ret

(508)  Himlens majestæt bad meget til sin Fader under hans jordiske gerning. Han var ofte bøjet hele natten i bøn. Han var ofte sorgfuld idet han mærkede denne verdens mørke kræfter og han forlod den travle by og den larmende trængsel, for at søge et tilbagetrukket sted og gøre sin forbøn. Oljebjerget var Guds søns foretrukne tilflugt for sine andagter. Efter at skaren havde forladt ham for nattens ensomhed, hvilede han ofte ikke, skønt han var betynget med dagens møje. I Johannes evangeliet læser vi: »Og de gik hver til sit hjem, men Jesus gik ud til Oliebjerget.« Medens byen var bragt til stilhed og disciplene var vendt til deres hjem for at få en opfriskende søvn, sov Jesus ikke. Hans guddommelige bønner blev sendt op til hans Fader fra Oliebjerget om at hans disciple måtte holdes fra den onde indflydelse som de daglig vil konfronteres med i verden og at hans egen sjæl kan styrkes og støttes for opgaver og den kommende dags prøvelser. Hele natten, medens hans ledsagere sov, bad deres guddommelige Lærer. Nattens dug og frost faldt på hans, i bøn nedbøjede, hoved. Hans eksempel er overladt til hans efterfølgere.ret

(508)  Himlens majestæt, var ofte under hans mission i alvorlig bøn. Han besøgte ikke altid Oliebjerget, for hans disciple lærte hans foretrukne tilbagetrækningssted at kende og fulgte ham ofte. Han valgte nattens stilhed, hvor der ikke ville være nogen forstyrrelser. Jesus kunne helbrede den syge og oprejse den døde. Han var selv en kilde til velsignelse og styrke. Han bød endda over stormen og den adlød ham. Han var ikke plettet med fordærv og var fremmed for synd; alligevel bad ham og det ofte med høje råb og tårer. Han bad for sine disciple og for ham selv og identificerede sig selv med vore behov og vore svagheder og vor skavanker (509) som var så almindelig for mennesker. Han var meget en bønnens mand, der ikke havde vor menneskelige lidenskaber, falden natur, men var omgivet en slags skavank, fristet på alle punkter lige som vi. Jesus udholdt pine som krævede hjælp og støtte fra hans Fader.ret

(509)  Kristus er vort eksempel. Blev Kristi tjenere fristet og får de kraftige stød af Satan? således var det også med ham som ikke kendte til synd. Han vendte sig til sin fader i pinslens stunder. Han kom til jorden så hans kraft kunne bane en vej hvorved vi kunne finde nåde og styrke til at hjælpe i enhver nødens stund, hvis vi følger hans eksempel i hyppig og alvorlig bøn. Hvis Kristi tjenere ville efterligne dette mønster, ville de besjæles af hans ånd og engle vil tjene dem.ret

(509)  Engle tjente Kristus, alligevel gjorde deres tilstedeværelse ikke hans liv let og fri for svære konflikter og voldsomme fristelser. Han blev fristet på alle måder som vi, dog uden synd. Hvis tjenere får prøvelser og trængsler og fristelser, når de er i det arbejde som Mesteren har bestemt dem til, burde de så miste modet, når de ved at der er een som har udholdt alt dette før dem? Burde de bortlægge deres tillid fordi de ikke ser alt hvad de forventer af deres arbejde? Kristus arbejdede alvorligt for sin egen nation; men hans anstrengelser blev foragtet af dem han kom for at frelse og de lagde ham i døden som kom for at give dem liv.ret

(509)  Der er tilstrækkeligt mange prædikanter, men en stor mangel på arbejdere. Arbejdere, samarbejdende med Gud, har en fornemmelse af arbejdets hellighed og af de strenge kampe de må møde for at føre det frem med held. Medarbejdere vil ikke blive svage og fortvivles på grund af arbejdet, uanset hvor vanskeligt det kan være. I sit brev til romerne siger Paulus: »Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet (510) om Guds herlighed. Ja, ikke det alene, men vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi ved, at trængselen virker udholdenhed og udholdenheden prøvet fasthed og den prøvede fasthed håb og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet.« I ham er al visdoms og kundskabs skatte. Vi er uden undskyldning hvis vi ikke selv udnytter de store tilvejebringelser der er gjort for os, så vi ikke kan mangle noget. At undgå lidelser, beklage sig under trængslen gør Guds tjenere svage og uduelige til at bære ansvar og byrder.ret

(510)  Alle som står uforfærdet i kampens front må føle Satans særlige krigsførelse mod sig. Idet de ser hans angreb, vil de fly til Fæstningen. De føler deres behov for særlig styrke fra Gud og de arbejder i hans styrke; derfor ophøjres de ikke af de sejrer de får, men leder dem i tro til at støtte sig mere sikkert til den Mægtige. Dyb og inderlig taknemmelighed til Gud vækkes i deres hjerter og de glæder sig ved den sejr de erfarer når de presses af fjenden. Disse villige tjenere vinder en erfaring og danner en karakter som vil ære Guds sag.ret

(510)  Nutiden er en stund med højtidelige privilegier og hellig tillid til Guds tjenere. Hvis din tillid bevares trofast, vil den trofaste tjeners løn være stor når Mesteren skal sige: "Aflæg regnskab for din forvaltning." Det alvorlige slid, det uselviske arbejde, de tålmodige, udholdende anstrengelser, vil belønnes i overflod; Jesus vil sige: Fra nu af skal jeg ikke kalde jer tjenere, men venner, gæster. Mesterens billigelse gives ikke på grund af det store arbejde der udrettes, fordi mange ting vindes, men på grund af troskab i selv små ting. Det er ikke de store resultater vi skal opnå, men motiverne vi handler ud fra, som Gud vejer (511) med. Han værdsætter godhed og trofasthed mere end arbejdets storhed.ret

(511)  Jeg er blevet vist at mange er i den største fare for at fejle i fuldkommen hellighed af frygt for Herren. Prædikanter er i fare for at miste deres egne sjæle. Nogle som har forkyndt andre sandheden vil selv kastes bort fordi de ikke har udviklet en kristen karakter. I deres arbejde frelser de ikke sjæle og frelser ikke en gang deres egen. De ser ikke betydningen af at kende sig selv og have selvkontrol. De våger og beder ikke, så de ikke falder i fristelse. Hvis de ville våge, ville de kende til deres svage punkter, hvor det er mest sandsynligt at de angribes af fristelser. Under årvågenhed og bøn kan deres svage punkter bevogtes så meget at de kan blive de stærkeste og de kan komme ud for fristelse uden at overvældes. Enhver Kristi efterfølger bør daglig ransage sig selv, så han kan blive helt kendt med sin egen opførsel. Næsten alle mangler selvransagelse. Denne forsømmelse er direkte farlig for dem som bekender sig at være talerør for Gud. De besidder en farefuld, ansvarsbetynget stilling med at modtage ord fra Gud og give det til hans folk. Sådan en persons daglige opførsel har en stor indflydelse på andre. Hvis han har held med arbejdet, bringer han sine nyomvendte til sin egen lave standard og det er sjælden at de opnår en højere. Deres prædikanters veje, hans ord, hans gestikulation og måder, hans tro og hans dydighed betragtes som en prøve af alle sabbatsholdende adventister; og hvis de efterligner ham som har lært dem sandheden, tror de at de alle gør deres pligt.ret

(511)  Der er meget i en prædikants opførsel de kan forbedre. Mange ser og mærker deres mangel, alligevel synes de at være ligegyldige over for den indflydelse de udøver. De er klar over deres handlinger idet de udfører dem, men lader dem gå (512) forbi deres hukommelse og derfor ikke udøver en fornyelse. Hvis prædikanter ville gøre hver dags handlinger til genstand for omhyggelig overvejelser og en velovervejet fornyelse og komme til at kende deres egne livsvaner, ville de kunne kende det selv bedre. Ved en nøje ransagelse af alle deres dagliglivs omstændigheder vil de kende deres egne motiver og de principper som påvirker dem. Denne daglige fornyelse af vore handlinger og at se om hvorvidt samvittigheden bifalder eller for dømmer, er nødvendig for alle som ønsker at komme til kristen karakters fuldkommenhed. Mange handlinger som går for at være gode gerninger, selv godgørenhedsgerninger, vil, når de undersøges nøje, findes at være foranlediget af forkerte motiver. Mange modtager bifald for dyder de ikke har. Hjertets Ransager inspicerer motiverne og ofte optegnes de handlinger som bifaldes så højt af mennesker af ham som udspringende fra selviske motiver og ussel hykleri. Enhver handling i vort liv, om den er fortræffelig og prisværdig eller fortjener kritik, bedømme af Hjerteransageren ud fra de motiver den udspringer fra.ret

(512)  Selv nogle prædikanter som forsvarer Guds lov kender kun lidt til sig selv. De grubler ikke over og undersøger deres motiver. De ser ikke deres fejl og synder, fordi de ikke, i oprigtighed og alvor, tager overblik af deres liv, deres handlinger og deres karakter og at de ikke adskiller sig og i det hele taget sammenligner dem med Guds hellige lov. Guds lovs krav forstår de ikke helt og de lever daglig i overtrædelserne af den lov de bekender sig til at ære. »ved loven,« siger Paulus, »når man nemlig kun at erkende sin synd.« »Men jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven; thi jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde sagt: »Du må ikke begære.« Nogle som arbejder i ord og lære har ikke en praktisk forståelse af Gud og hans hellige kraft, eller til Kristi forsoning. De behøver selv at omvendes før de kan omvende syndere.ret

(512)  Det nøjagtige spejlbillede, som åbenbar manglerne i (513) karakteren ,sættes til side. Derfor lever deformiteter og synd og er åbenbart for andre, - hvis dem, som fejler, da ikke forstår det. Egenkærlighedens hadefulde synd er her i en høj grad, selv hos nogle som bekender sig til at være helliget til Guds værk. Hvis de ville sammenligne deres karakter med hans krav, især med den høje standard, hans hellige, retfærdige og gode lov, ville de forvisse sig om, hvis de søger oprigtig, at de har en frygtelig mangel. Men nogle er ikke villige til at se langt nok eller dybt nok for at se deres egne hjerters fordærv. De lider mangel i mange henseender; alligevel forbliver de villig uvidende om deres skyld og er så optagede af deres egne interesser at Gud ikke har nogen omsorg for dem.ret

(513)  Nogle er ikke naturlig opbyggelige og derfor burde de opmuntre og opelske en vane for nøje ransagelse af deres eget liv og motiver og bør især tage vare på en kærlighed for religiøse andagter og for skjult bøn. De høres ofte talende om tvivl og vantro og dvæler på de forunderlige kampe de har haft med vantro følelser. De dvæler ved det nedslående som påvirker det gode: Deres tro, håb og modet for sandheden og den endelige succes for arbejdet og den sag de er involveret i, skal fundere en særlig dyd mod tvivl. Mange gange er det som om de virkelig nyder at vakle om den vantros position og styrke deres vantro med enhver med en hver omstændighed de kan få fat i, som undskyldning for deres mørke. Til disse vil jeg sige: I skulle hellere, med det samme, se at komme fra Zions mure indtil I bliver omvendte mennesker og gode Kristne. Før I påtager jer ansvaret som prædikater, forlanger Gud at I skal adskille jer fra denne verdens kærlighed. Lønnen for dem som fortsætter i denne tvivlsomme position vil gives den frygtsomme og vantro.ret

(513)  Men hvad er grunden til denne tvivl, dette mørke og (514) denne vantro? Jeg svarer: disse mennesker er ikke forliget med Gud. De behandler ikke deres egne sjæle ærlig og oprigtigt. De har forsømt at opelske personlig fromhed. De har ikke adskilt sig selv fra al selviskhed og fra synd og syndere. De har ikke taget hensyn til vor Herres selvfornægtelse og selvopofrelse og har ikke efterlignet hans rene, hellige og selvopofrende eksempel. Den synd som let angriber bliver styrket ved efterladenhed. På grund af deres egen forsømmelse og synd har de adskilt sig selv fra den guddommelige Lærers selskab og han er en dagsrejse forud for dem. I deres selskab har de den lade, dovne, frafaldne, vantro, uærbødige, utaknemmelige, uhellige og ledsagerne er de onde engle. Hvilket vidunder at sådanne er i mørket, eller at de har tvivl om læren? »Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han kende læren.« Han skal kende til en vished i denne sag. Dette løfte burde jage al tvivl og spørgsmål på flugt. Det er adskillelsen fra Kristus der giver tvivlen. Han er efterfølges af alvorlige, ærlige, sande, trofaste, ydmyge, sagtmodige og rene, hvem hellige engle, iklædt himlens fulde rustning, helliger, oplyser, renser og leder, for de er himmelsk bundene.ret

(514)  Intet større bevis kan der gives om end en person i stor afstand fra Jesus og forsømmer personlig bøn, forsømmer personlig dydighed, end dette at han taler om tvivl og vantro fordi hans omgivelser er ugunstige. Sådanne personer har ikke Kristi rene, sande, ubesmittede religion. De har en forfalsket ting som renselsesprocessen vil helt fortære som slagger. Så snart som Gud forsøger dem og prøver deres tro, vakler de og står svagt, først svejer den ene vej, så den anden. De har ikke den uforfalskede tro som Paulus havde, at kunne fryde sig ved i modgang fordi »da vi ved, at trængselen virker udholdenhed og udholdenheden prøvet fasthed og den prøvede fasthed håb og håbet gør ikke til skamme; thi (515) Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet.« De har en omstændelig religion. Hvis alle omkring dem er stærke i troen og har mod i den tredje engels budskabs succesrige fremmarch og ingen særlig indflydelse går imod dem, viser de da nogen tro. Men lige så snart som fjenden synes at komme ind og arbejdet bliver tungere og andres hjælp behøves, venter disse stakkels sjæle, skønt de kan være bekendende evangelieprædikanter at alt kuldkastes. Dette hindrer i stedet for at hjælpe.ret

(515)  Hvis frafaldet kommer og et oprør viser sig, hører I dem ikke sige, i opmuntrende og ophøjet glæde: brødre, bliv ikke svage, vær ved godt mod. »Dog, Guds faste grundvold står urokket, beseglet med denne indskrift: »Herren kender dem, der hører ham til.« Mennesker som således påvirkes af omstændighederne burde blive i deres hjem og bruge deres fysiske og mentale styrke til en mindre ansvarsbetynget stilling hvor de ikke ville være kommet til at møde en så stærk modstand. Hvis alt går jævnt, kan de gå for at være meget gode, hellige mennesker. Men disse er ikke dem som Mesteren vil sende ud i hans arbejde, for de modsattes Satans agenter. Satan og hans hær af onde engle vil også stille op imod dem. Gud har gjort tilvejebringelser for det menneske han har kaldt til det arbejde, at de kan komme ud som sejrherre i enhver strid. Dem som følger hans anordninger vil aldrig overvindes.ret

(515)  Herren, taler gennem Paulus, Efeserne 6,10-18 og fortæller os hvordan vi skal bevæbne os imod Satan og hans agenter: »I øvrigt, hent kraft fra Herren og hans vældige styrke! Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. (516) Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt. Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder og iførte »retfærdigheden som brynje«, tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium, løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile, tag imod »frelsens hjelm« og Åndens sværd, som er Guds ord. Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Ånden og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige.«ret

(516)  (516) Vi er involveret i et ophøjet, helligt arbejde. Dem som bekender sig som kaldede sandhedslærere for dem der sidder i mørket bør ikke selv være vantroens og mørkets repræsentanter. De bør leve nær til Gud, hvor de kan være et helt lys i Herren. Grunden til at de ikke er sådan er at de ikke selv adlyder Guds ord; derfor kommer tvivl og modløshed til udtryk, skønt kun troens ord og hellig glæde burde kunne høres.ret

(516)  Det er religion prædikanter behøver; en daglig omvendelse, en udelt, uselvisk interesse i hans sag og arbejde. Der bør være selvfornedrelse og en fralægning af al skinsyge, onde tanker, fjendskab, had, ondsindethed og vantro. En fuldstændig omvendelse behøves. Nogle har mistet blikket på vort mønster, det lidende Golgathasmenneske. I hans tjeneste skal vi ikke forvente dette livs bekvemmelighed, ære og storhed; for han, himlens Majestæt, tog ikke imod det. »Ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke.« »Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.« Når vi har eksempel foran os, vil så vælge at undgå korset og lade os herske af omstændighederne? Skal vor iver, vor varme kun optændes når vi er omgivet af dem som er vågne og nidkære for Guds arbejde og sag?ret

(517)  (517) Kan vi ikke være hos Gud, om vor omgivelser er nok så ubehagelige og nedslående? »Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os. Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? som der står skrevet: »For din skyld dræbes vi dagen lang; vi er regnet for slagtefår.« Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os. Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre."ret

(517)  Mange prædikanter har ikke en udelt interesse i Guds arbejde. De har kun investeret lidt i hans sag og fordi de har så få aktier i sandhedens fremmarch fristes de let til at forlade den. De er ikke etablerede, bestyrkede, grundfæstede. Ham som forstår sin egen karakter så godt, som kender til den synd der meget let omgiver ham og til de fristelser der har let ved at overvinde ham, bør ikke udsætte sig unødigt og give fristelserne fri bane idet han sætter sig på fjendens grund. Hvis opgaven kalder ham hvor omstændighederne ikke er gunstige, vil han få en særlig hjælp fra Gud og således gå veludrustet i en kamp mod fjenden. Kundskab til sig selv vil redde mange fra fald for hårde fristelser og beskytte mange mod et vanærende nederlag. For at blive kendt med os selv, er det nødvendigt at vi nøjagtig ransager vor opførsels motiver og principper, (518) sammenligner vore handlinger med den standard for pligter der er åbenbaret i Guds ord. Prædikanter bør opmuntre og opelske godgørenhed.ret

(518)  Jeg fik vist at nogle af dem som arbejdede på vort forlagskontor, i vort helseinstitut og tjenesten har arbejdet for en lille løn. Disse er undtagelser. I dette er ikke alle er skyldige, men kun nogle få synes at erkende at de må aflægge et regnskab for deres forvaltning. Fattige familier, som har erfaret sandhedens helligende indflydelse som derfor værdsætter den og var Gud taknemmelig for den, har troet at de kunne og skulle fratage sig selv livets nødvendigheder for at bringe deres ofre til Herrens skatkammer. Nogle har frataget sig selv klædningsstykker som de virkelig behøvede for at få det behageligt. I deres sjæles oprigtighed, har de, med mange taknemmeligheds tårer fordi det var deres forret at gøre dette for Guds sag, bøjet sig ned for Herren med deres offer og fremmanet hans velsignelse over ofrene idet de lægger dem frem og beder at de må være midler til at bringe sandhedens kundskab ud til sjæle i mørke. De midler som gives til dette er ikke altid blevet givet som den selvopofrende giver har tænkt sig. Begærlige, egenkærlige mennesker, uden selv en selvfornægtende og selvopofrende ånd, har handlet utro med de midler som bringes i skatkammeret og de har forrådt Guds skatkammer ved at tage imod midler som de ikke har tjent på redelig vis. Deres uhellige, hensynsløse ledelse har formøblet og spredt midler som blev helliget Gud med bønner og tårer.ret

(518)  Jeg fik vist at sekretærenglen gjorde en nøjagtig fortegnelse over hver offer helliget til Gud og lagde det i skatkammeret og lagde i skatkammeret og også af det endelige resultat af midler der blev overdraget sådan.ret

(519)  Guds øje bemærker enhver kvartpenny der helliges til hans sag og til giverens villighed eller modsatte. Motivet for at give skrives også ned. De selvopofrende og helligede som giver de ting tilbage til Gud som er hans, sådan som han forlanger, vil blive belønnet efter deres gerninger. Selv om sådanne helligede midler misbruges, så at de ikke udfører det formål som giveren havde for øje, - Guds ære og sjæles frelse, - vil dem som gør offeret i oprigtighed, kun med Guds ære for øje, ikke miste deres løn.ret

(519)  Dem som har gjort forkert brug af midler til Gud, vil kræves til regnskab for deres forvaltning. Nogle har egenkærligt holdt fast i midlerne på grund af deres kærlighed for vinding. Andre har ikke en nænsom samvittighed; de er visnet fordi de er egenkærlige så længe. De ser hellige og evige ting fra et lavt ståsted. På grund af deres langvarighed i onde gerninger synes deres følsomhed at være lammet. Det synes umuligt at ophøje deres syn og følelser til en højere standard der klart kommer frem i Guds ord. Med mindre der gøres en gennemgribende forvandling ved fornyelse af sindet, vil denne klasse ikke finde et sted i himlen. Dem som har opført sig egenkærligt og forkert og ikke engang betragtet Guds skatkammer som helliget, kan ikke forstå de helliges renhed og hellighed i himmelens rige, eller værdien af den rige herlighed, den evige løn, forbeholdt de trofaste sejrherrer. Deres tanker har så længe løbet i en lav, egenkærlig kanal at de ikke kan fatte evige sager. De værdsætter ikke frelsen. Det synes umuligt at ophøje deres sind til at rigtigt påskønne frelsesplanen eller værdien i forsoningen. Egenkærlige interesser har lagt beslag på hele mennesket; ligesom en magnet holder de tankerne og kærligheden bundet ned på et lavt plan. Nogle af disse personer vil aldrig opnå fuldkommen Kristen (520) karakter fordi de ikke ser værdien og nødvendigheden af en sådan karakter. Deres tanker kan ikke ophøjes så at de vil henrykkes af hellighed. Egenkærlighed og selviske interesser har forkvaklet karakteren så meget at de ikke kan skelne mellem det hellige og evige fra det almindelige. Guds sag og hans skatte er ikke mere hellig for dem end almindelige forretninger eller midler helliget verdslige foretagender.ret

(520)  Opgaver i den retning binder alle som bekender sig til at være Kristi efterfølgere. Guds lov indskærper deres pligt over for deres medmennesker: »Du skal elske din næste som dig selv.« Da nogle ignorer retfærdigheden, barmhjertigheden og godgørenheden for deres næste, har nogle så forhærdede hjerter at de kan gå endnu længere og de kan frarøve Gud uden samvittighedsnag. Lukker sådanne deres øjne og deres forstand for den kendsgerning at Gud ved og ser enhver handling og motivet som tilskynder dem til det? Hans løn er hos ham og opgaven er foran ham, at give enhver efter som hans gerning er. [Hver god og hver slet handling og dens virkning på andre mennesker er fundet frem af ham, som ransager hjerterne og for hvem enhver hemmelighed er åbenbar. Og lønnen, vil rette sig efter de motiver, som tilskyndede til handlingen. Herren Kommer 31.okt]ret

(520)  Til trods for gentagende advarsler og irettesættelser fra Herren til dem som har haft ansvarsfulde stillinger, har de gået deres egne veje og fået vejledning af deres egen uhellige bedømmelse og, som følge deraf, har Guds sag har lidt skade og sjæle har vendt sig fra sandheden. Alle som er skyldige vil møde en nøjagtig fortegnelse på den endelige strafs dag. Hvis de nogensinde frelses, vil det være uden almindelige anstrengelser fra deres side. De må kunne se deres tidligere liv så de kan genløses. Hvis man går oprigtigt ind i dette arbejde og følger det udholdende op med udelt alvor, vil man få succes, men (521) mange vil ikke have heldet med sig fordi den alvor de lægger i begyndelsen af arbejdet dør ud og bliver til ligegyldighed og skødesløshed. Først er deres bestræbelser rigtige, da de har nogen fornemmelse af deres tilstand; men de forsøger at glemme fortiden og springe over den uden at tage anstødstene op og gøre et grundigt arbejde. Deres anger er ikke en ægte sorg. Og ved deres indflydelse er Gud blevet vanæret og sjæle for hvem Kristus døde for er gået fortabt. De gjorde rykvise anstrengelser og viste stor følsomhed, men den kendsgerning at anstrengelserne ophører, at denne følelse snart går forbi og anspores af uinteresseret ligegyldighed, bevidner at Gud ikke er helt med i arbejdet. For en tid blev der arbejdet på følelserne; men arbejdet rakte ikke dybt nok til at ændre de principper der hersker i deres handlinger. De er ligeså tilbøjelige til at forledes til den samme forkerte vej som de var allerførst, for de har ikke styrke til at modstå Satans list, men er genstande for hans bedrag.ret

(521)  En oprigtig kristens liv er altid i fremgang. Ingen står stille heller går tilbage. Det er jeres privilegium at »blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde og takker Faderen, som gjorde jer skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset.«ret

(521)  Jeg beder indstændigt alle, især dem som tjener i ord og lære, til at overgive sig uforbeholdent til Gud. Hellige jeres liv til ham og vær en rigtig del af hjorden. Stil jer ikke længere tilfreds med at være dværge i åndelige sager. Lad jeres mål ikke være mindre en kristen karakters fuldkommenhed.ret

(522)  (522) Lad jeres liv være uselviske og dadelfrie, så de altid må være en levende dadel for dem som er selviske og hvis hengivenhed synes at være til jordiske rigdomme. Gud give at i må styrkes alt efter hans herligheds rigdomme, »at han efter sin herligheds rigdom vil give jer, at I med kraft må styrkes ved hans Ånd i det indre menneske, at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde.«

------------
ret

næste kapitel