(571) Kære søster M: Din sag er om mig nu og jeg kan ikke afholde mig fra at skrive min overbevisning ud fra det jeg har set med hensyn til dig. Jeg er overbevist over at du vandrer i tåge og mørke. Du ser ikke tingene i det rette lys. Du forblænder dine øjne med hensyn til din selv, ved at give dig sådan en undskyldning: "Jeg ville ikke have gjort det eller det hvis det ikke var fordi andre påvirkede så stærkt og fået mig til at handle sådan." ret
(571) Du bebrejder hele tiden ud fra omstændighederne, det er ikke værre end at bebrejde ud fra det er ikke er sket. Du (572) leder hele tiden efter nogen eller noget der kan være syndebuk, som du kan give skylden for at føle og tale uværdigt for en kristen. I stedet for at du blot kritisere dig selv for dine mangler, kritiserer du omstændighederne hvilket forleder dig til at udvikle træk i din karakter som ellers ligger slumrende eller skjult lige nede under overfladen hvis ikke noget forstyrrende kommer frem og vækker dem til liv. Så viser de sig i al deres vanskabelse og kraft. ret
(572) Du bilder dig selv ind at disse ublandede træk ikke eksisterer, indtil du kommer i en situation som får dig til at handle og tale så alle trækkene afsløres. Du er ikke villig til at se og indrømme at det er din kødelige natur som endnu ikke er blevet forvandlet og bragt under Kristi herredømme. Du har endnu ikke korsfæstet selvet. ret
(572) Nogen gange lader du dage og uger gå uden at bearbejde det onde som jeg har benævnt som en utålmodig og en diktatorisk ånd, et ønske om at styre din mand. Du holder af at herske og at få andre med på dine tanker har næsten ruineret dig selv og ham. Du holder af at komme med henstillinger og befale over andre. Du vil gerne have dem til at føle og se at du har det allerbedste lys og er særlig vejledt af Gud. Hvis du ikke gør dette, begynder du at mistænke, at blive skinsyg, at føle uro; du er mishaget og i høj grad ulykkelig. ret
(572) Der er intet der fremmer onde karaktertræk hos dig, så let som at bestride din klogskab og dømmekraft. Din stærke, hovenhed, som tilsyneladende har sovet, vækkes til fuld aktivitet. Da vil selvet styre dig og du beherskes ikke mere af oprigtige fornuftsslutninger og stille dømmekraft end en sindssyg person bliver. Selvet i hele sin styrke kæmper efter herredømme og det vil kræve den største fasthed at holde dig i ave. Efter at dit sindssygeanfald er gået over, så kan du udholde at diskutere din opførsel. (573) Men du står parat til at retfærdiggøre dig selv med den påstand at du er så følsom; du tager dig det så nært; du lider så meget. Jeg så at alt dette ikke vil undskylde dig for Guds åsyn. Du forveksler stolthed med følsomhed. Selvet sættes i første række. Når selvet korsfæstes så vil følsomhed, eller stolthed, dø; før da er du ikke en kristen. At være en kristen vil sige at ligne Kristus, at have ydmyg og en sagtmodig og stille ånd som vil sige imod uden at blive rasende eller passende sindssyg. Hvis det bedragende dække som er over dig kunne rives i stykke, så at du kunne se dig selv som Gud ser dig, ville du ikke længere forsøge at retfærdiggøre selvet, men ville falde helt sønderbrudt på Kristus, den Eneste som kan fjerne manglerne i din karakter og derefter forbinde dig.