(577) (577) [Jeg modtog nylig et brev fra en broder, som jeg nærer stor agtelse for, med forespørgsel om, hvorledes møder bør ledes. Han spørger, om der bør opsendes mange bønner i rækkefølge, derefter et ophold i nogle minutter og så mange bønner igen. ret
(577) På grundlag af det lys, jeg har fået angående sagen, er jeg kommet til den slutning, at Gud ikke Kræver af os, at vi, når vi kommer sammen for at tilbede ham, skal gøre disse stunder kedelige og trættende ved at forblive bøjede en længere tid ad gangen og lytte til flere lange bønner. De, der er svage af helbred, kan ikke tåle denne anstrengelse uden den største træthed og udmattelse. Legemet trættes ved at ligge i bøjet stilling så længe og hvad der er endnu værre: sindet bliver så træt af vedvarende bøn, at man ikke opnår nogen åndelig vederkvægelse og mødet bliver værre end spildt for deres vedkommende. De er blevet åndeligt og legemligt trætte og har ikke opnået nogen åndelig styrke. ret
(577) Bede og vidnesbyrdmøder bør ikke gøres kedelige. Hvis det er muligt, bør alle komme præcis til fastsat tid og er der efternølere, der kommer en halv time, eller endog blot femten minutter efter tiden, bør der ikke ske nogen udsættelse. Selv om der kun er to til stede, kan de tilegne sig løftet. (578) Mødet bør om muligt begynde til fastsat klokkeslæt, enten der er få eller mange til stede. Formvæsen og kold stivhed bør lægges til side og alle bør nøjagtigt gøre deres pligt. Ved sædvanlige anledninger bør bedestundens varighed ikke overstige ti minutter. Efter at man har forandret stilling og ensformigheden er blevet brudt ved sang eller kort tale, kan der gives dem, der måtte føle sig tilskyndet til bøn, anledning til at bede. ret
(578) Alle bør føle det som en kristen pligt at fatte sig kort i bøn. Fortæl Herren, netop hvad du ønsker, uden at fare hele verden rundt. I privat bøn har alle den forret at kunne bede, så længe de ønsker og at udtale sig så tydeligt, som de måtte finde for godt. De kan bede for alle deres slægtninge og venner. Lønkammeret er det sted, hvor de kan tale om alle deres private vanskeligheder, prøvelser og fristelser. Et fælles møde til gudstjeneste bør ikke være stedet, hvor man åbenbarer hjertets private anliggender. ret
(578) Hvad er hensigten med at komme sammen? Er det for at oplyse Gud, at belære ham derved, at vi i bønnen fortæller ham alt, hvad vi ved? Vi kommer sammen for at opbygge hverandre ved at udveksle tanker og følelser, for at samle styrke og lys og frimodighed ved at lære hinandens forhåbninger og mål at kende; og ved vore alvorlige, hjertelige bønner, som opsendes i tro, modtager vi vederkvægelse og kraft fra ham, som er kilden til vor styrke. Disse møder bør være overmåde dyrebare stunder og de bør gøres interessante for alle, der har nogen smag for religiøse anliggender. ret
(578) Jeg frygter for, at der er nogle, som ikke fremlægger deres vanskeligheder for Gud i bøn i enrum, men gemmer dem til bedemødet, hvor de besørger deres bønner for flere dage. Disse mennesker kunne man kalde forsamlings og bedemødedræbere. De udsender intet lys og de opbygger ingen. Deres kolde, isnende bønner og lange, gudsforladte vidnesbyrd kaster en skygge omkring sig. Alle glæder sig, når de er færdige og det er næsten umuligt at befri sig for den kulde og det mørke, som deres bønner og formaninger (579) indfører i mødet. Efter det lys, jeg har fået, bør vore møder være åndelige til fælles opbyggelse og de må ikke være for lange. Tilbageholdenhed, stolthed, forfængelighed og menneskefrygt bør man efterlade hjemme. Små uoverensstemmelser og fordomme bør vi ikke medbringe til disse møder. Som i en enig familie bør enfoldighed, sagtmodighed, tillid og kærlighed råde i hjerterne hos brødre og søstre, der samles for at vederkvæges og styrkes ved at føre deres lys sammen. ret
(579) »I er verdens lys,« siger den himmelske Lærer. Ikke alle har den samme erfaring i deres religiøse liv. Men mennesker med forskellig erfaring kommer sammen og taler på en enkel og ydmyg måde om deres oplevelser. Alle, der vandrer på kristenvejen, bør have og vil have, levende erfaringer, som er nye og interessante. En levende erfaring består af daglige prøvelser, kampe og fristelser, Kraftige anstrengelser og sejre, stor fred og glæde opnået gennem Jesus. En enfoldig omtale af sådanne erfaringer giver lys, styrke og kundskab, der vil hjælpe andre i deres vækst i det guddommelige liv. Tilbedelsen af Gud bør både være interessant og belærende for dem, der har nogen kærlighed til guddommelige og himmelske ting. ret
(579) Jesus, den himmelske lærer, holdt sig ikke borte fra menneskenes børn, men for at gavne dem kom han fra himmelen ned til jorden, hvor de opholdt sig, for at renheden og helligheden i hans liv måtte kunne skinne på alles sti og bestråle vejen til himmelen. Verdens Genløser søgte at gøre sin belærende undervisning tydelig og enkel, for at alle måtte kunne fatte den. I almindelighed valgte han at holde sine prædikener ude i fri luft. Ingen bygning kunne give plads til den folkemængde, der fulgte ham; men han havde særlige grunde til at ty ud i skoven eller til strandbredden for at give sin undervisning. Der kunne han have god oversigt over omgivelserne og gøre brug: af genstande og træk fra dagliglivet, som de ringe og uanselige havde kendskab til og derved illustrere de vigtige sandheder, han (580) forkyndte for dem. Til sin belærende undervisning knyttede ban Guds gerninger i naturen. Fuglene, der ganske ubekymret kvidrede deres sang, dalens blomster i deres glødende pragt, liljen, der i sin renhed hvilede på søens overflade, de høje træer, den dyrkede mark, det bølgende kom, den golde jord, træet, som ikke har frugt, de evige bjerge, den sprudlende bæk, den dalende sol, der farvede og forgyldte himmelhvælvingen alle disse benyttede han sig af for at indprente guddommelige sandheder bos sine tilhørere. Guds hænders gerninger i himmelen og på jorden satte han i forbindelse med de livets ord, han ønskede at indprente i deres sind, for at hans ord kunne være i frisk minde, når de betragtede Guds underfulde gerninger i naturen. ret
(580) I alle sine bestræbelser søgte Kristus at gøre sine lærdomme interessante. Han vidste, at en træt, hungrig skare ikke ville have gavn af åndelige velgerninger og glemte ikke deres legemlige behov. Ved én anledning gjorde han et under for at mætte fem tusind, som var kommet sammen for at høre de livets ord, der lød fra hans læber. Jesus tog hensyn til sine omgivelser, når ban fremholdt sin dyrebare sandhed for folkemængden. Omgivelserne var af en sådan art, at de ville tiltale øjet og vække beundring hos dem, der elskede det skønne, Han kunne ophøje Guds visdom i hans skabte gerninger og sammenfatte sine hellige lærdomme ved gennem naturen at lede sindet opad til naturens Gud. ret
(580) Således blev landskabet, træerne, fuglene, dalens blomster, bjergene, søen og den skønne himmelhvælving i deres sind knyttet til hellige sandheder, som ville hellige dem i deres erindring, når de efter Kristi himmelfart kom til at beskue dem. ret
(580) Når Kristus underviste folket, brugte han ikke tiden til bøn. Han påtvang dem ikke lange, trættende ceremonier og bønner, således som farisæerne gjorde. Han lærte sine disciple, (581) hvordan de skulle bede: »Når l beder, skal I ikke være som hyklerne; thi de holder af at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at blive set af mennesker; sandelig siger jeg eder: de har allerede fået deres løn udbetalt. Men du, når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte og din fader, som, ser i det skjulte, skal betale dig. Men når l beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør; thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange ord. Dem må l derfor ikke ligne; thi jeres, fader ved, hvad I trænger til, før I beder ham. Derfor skal I bede således." ret
(581) Jesus betonede den tanke for sine disciple, at deres bønner skulle være korte og udtrykke netop, hvad de ønskede og ikke noget mere. Han angiver længden af og indholdet i deres bønner, når de giver udtryk for deres, ønsker om timelige og åndelige velsignelser og deres taknemmelighed for disse. Hvor omfattende er ikke denne mønsterbøn! Den dækker alles virkelige behov. Eet eller to minutter er længe nok til enhver almindelig bøn. Der kan gives tilfælde, hvor bønnen på en særlig måde indgives af Guds Ånd, når der sker påkaldelse i ånden. Den inderlig længselsfulde sjæl kæmper og sukker efter Gud. Ånden kæmper, ligesom Jakob gjorde og vil ikke falde til ro uden særskilte åbenbarelser af Guds kraft. Dette er, som Gud vil, at det skal være. ret
(581) Men mange holder bøn på en tør, prædikenagtig måde. Sådanne bedet til mennesker, ikke til Gud. Hvis de bad til Gud og, virkelig forstod, hvad de foretog sig, ville de forfærdes over deres forvovenhed; for de holder et foredrag for Herren i form af en bøn, som om universets skaber behøvede særlig oplysning om almindelige spørgsmål vedrørende ting, der sker i verden. Alle sådanne bønner er som et rungende malm og en klingende bjælde. De regnes for intet i himmelen. De trætter Guds engle (582) såvel som de mennesker, der er nødt til at høre på dem. ret
(582) Jesus blev ofte fundet i bøn. Han tyede ud i de ensomme lunde eller i bjergene for at fremlægge sine begæringer for Faderen. Når dagens gerning og bekymringer var til ende og de trætte søgte hvile, anvendte Jesus tiden til bøn. Vi ønsker ikke at fraråde bøn; for der er alt for lidt bøn og årvågenhed dertil. Og der er endnu mindre bøn med ånden og også med forstanden. Inderlig og virksom bøn er altid berettiget og vil aldrig virke trættende. Sådan bøn interesserer og vederkvæger alle, der elsker andagt. ret
(582) Bøn i lønkammeret bliver forsømt og dette er grunden til, at mange opsender sådanne lange, trættende, sløve bønner, når de kommer sammen for at tilbede Gud. I deres bønner gennemgår de en uges forsømte pligter og beder frem og tilbage i håb om at indhente, hvad de har forsømt og at berolige deres sårede samvittighed, der plager dem. De håber at kunne trygle sig til Guds velbehag. Men følgen af disse bønner bliver ofte, at de bringer andres, sind ned til deres eget lave stade af åndeligt mørke. Dersom de kristne ville lægge sig Kristi lærdom angående årvågenhed og bøn på hjerte, ville de blive mere forstandige i deres tilbedelse af Gud.