ren side - tilbage

Sagen i Vermont

(631)  Jeg er blevet vist at Kristi disciple er hans repræsentanter på jorden; og Gud har udtænkt at de skal være lys i verdens moralske mørke, udstrøet over hele landet, i steder, landsbyer og byer som »et skuespil.... for hele verden, både for engle og mennesker.« Hvis de adlyder Kristi lære i hans bjergprædiken, vil de søge efter en stadig fuldkommengørelse af kristen karakter og vil virkeligt være lys for verden, kanaler hvor igennem Gud vil videregive sin guddommelige vilje, sandheden af himmelsk oprindelse, til dem som sidder i mørke og som ikke kender til livets og frelsens vej. ret

(631)  [Gud kan ikke udbrede kendskabet til sin vilje og sin nådes underværker iblandt vantro mennesker, medmindre han har sine vidner spredt ud over hele verden. Det er hans plan, at de, (632) der har fået del i denne store frelse ved Jesus Kristus, skal være hans missionærer og lysbærer rundt om i verden, som tegn for folket, levende breve, der kendes og læses af alle mennesker og hvis tro og gerninger vidner om Frelserens snarlige komme og at det ikke har været forgæves, de har modtaget Guds nåde. Folk må advares, så de bereder sig for den kommende dom.] For dem som har lyttet til fabler, vil Gud give anledning til at høre det profetiens ord, hvormed de gør godt efter det lys der skinner på mørke steder. Han vil overbringe det sikre sandhedsord til alles erkendelse som vil give agt; alle kan stille sig overfor sandheden med fabler de får fra mennesker som påstår at forstå Guds ord og være udrustet til at belære dem i mørke. [I Mesterens Tjeneste side 21] ret

(632)  For at forøge medlemstallet i Bordoville, er brødre flyttet dertil og forlod steder der blev blottet for styrke og indflydelse ved opbakning af møder. Dette har behaget Guds og sandhedens fjender. De brødre burde blevet der som trofaste vidner, deres gode gerning vidner om deres tros ægthed ved deres eksempel i deres liv sandhedens renhed og kraft. Deres indflydelse ville overbevise og omvende, eller fordømme. ret

(632)  [Enhver, som følger Jesus, er hans missionær og har en gerning at gøre i sit hjem, i sit nabolag og i byen, hvor han bor. Alle, som har helliget sig til Gud, er lysbærer. Gud gør dem til retfærdighedens redskaber, så de kan bringe sandhedslyset til andre.] ikke-troende kan synes ligegyldige og ubekymrede; alligevel præger og overbeviser Gud deres hjerter som er en realitet i sandheden. Men når vore brødre forlader marken, opgiver striden og lader Guds sag sygne hen, vil de, før Gud siger, "lad dem gå," bare være byrder for den menighed som de kan flytte hen til. Dem som de forlader, (633) hvem var overbeviste. Opgiver ofte deres samvittighed ved at tænke når alt kommer til alt, var de unødigt bekymrede; de vedtager at der ikke er nogen realitet i den bekendelse de gjorde for syvende-dags adventister. Satan jubler ved at se Guds vinplanter enten rykkes helt op med rode eller de overlades til at sygne hen. Det er ikke Guds hensigt at hans folk skulle klumpe sig sammen og koncentrere deres indflydelse på en bestemt lokalitet. [I Mesterens Tjeneste side 23] ret

(633)  Brødrene D's anstrengelser for at opmuntre brødre til at flytte til deres steder var i god tro, men ikke i overensstemmelse med Guds sindelag. Guds veje er ikke vore veje. Han ser ikke som mennesker ser. Deres hensigter var gode; men, ved at gøre sådan, kunne Guds mål med at frelse sjæle ikke gennemføres. ret

(633)  Gud har udtænkt at hans folk skal være verdens lys, jordens salt. Planen at samle folk i stort antal, sammenstille en stor menighed, har afkortet deres indflydelse og forsnævret deres virkeområde og sætter bogstavelig talt deres lys under en skæppe. Det er Guds plan at kundskab til sandheden skal komme ud til alle, så ingen forbliver i mørke, uvidende om dets principper; men at alle bør prøves på den og beslutte sig for eller imod den, så alle kan advares og forlades uden undskyldning. Planen om at kolonisere sig, eller flytte fra forskellige lokaliteter hvor der kun er lidt styrke og påvirkning og koncentrere manges indflydelse på en lokalitet, fjerner lyset fra steder hvor Gud ville lade det skinne. ret

(633)  Kristi efterfølgere spredt ud over hele verden har ingen høj fornemmelse af deres ansvar og den forpligtelse der hviler på dem, at lade deres lys skinne frem tor andre. Hvis der kun er en eller to på et sted, kan de, trods deres lille antal, opføre sig sådan for verden med en indflydelse som vil give den ikke-troende indtryk af oprigtighed i deres tro. [Jesu efterfølgere opfylder ikke Guds hensigt (634) og vilje, når de føler sig tilfredse med at være uvidende om hans ord. Enhver bør granske sin bibel. Kristus opfordrede sine tilhængere til at ransage skrifterne, for »det er dem, som vidner om mig.« Peter giver os denne formaning: »Herren Kristus skal I hellige i jeres hjerter. Vær altid rene til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt.« I Mesterens Tjeneste side 173] ret

(634)  [Mange, som bekender sig til at tro på sandheden for disse sidste dage, vil blive fundet for lette. De har forsømt det, der har større vægt. Deres omvendelse er overfladisk, ikke dybtgående, alvorlig og grundig. De ved ikke, hvorfor de tror på sandheden, de tror bare, fordi andre tror og de går ud fra, at det er sandheden. De kan ikke give nogen fornuftig grund for det, de tror.] Mange har ladet deres sind fylde med mindre betydningsfulde ting og deres evige interesse gøres sekundært. Deres egne sjæle er dværge og krøblinge i åndelig vækst. [Andre bliver ikke oplyst eller opbygget af det de, har erfaret, eller af den viden, som det var deres forret og pligt at eje. Det er de trofaste, som er stærke og standhaftige. I Mesterens Tjeneste side 56] ret

(634)  Kristus og han korsfæstet burde være vore tankers tema og det burde oprøre vore sjæles dybeste følelser. Den sande Kristi efterfølger vil værdsætte den store frelse som. han har udført for dem og hvor han end fører vejen hen, vil de følge efter. De vil betragte det som et privilegium at bære alle byrder Kristus kan lægge på dem. Det er igennem korset alene at vi kan værdsætte den menneskelige sjæls værdi. Så stor er menneskenes værdi hvem Kristus døde for ,så Faderen er tilfreds med den uendelige pris, han betalte for menneskers frelse, ved at overgive sin egen søn til at dø for deres indløsning. Den visdom, barmhjertighed og kærlighed manifesteres her i sin fylde! Menneskets værdi kendes kun ved at gå (635) til Golgatha. Ved Kristi kors' mysterium kan vi sætte værdi på mennesket. ret

(635)  Hvilken ansvarsbetynget stilling, at forene sig med verdens Forløser i frelsen for mennesker! Dette arbejde kræver selvfornægtelse, opofrelse og godgørenhed, kræver udholdenhed, tapperhed og mod. Men dem som tjener i ord og lære har ikke Guds nådes frugter i deres hjerter og liv; de har ikke tro. Det er derfor der er så små resultater af deres arbejde. Mange som bekender sig til at være Kristi tjenere afslører en vidunderlig underkastelse når de ser de uomvendte overalt omkring sig fortabes. En Kristi tjener har ingen ret til at føle sig veltilpas og sidde underdanig ned i betragtning af at hans fremstilling af sandheden er kraftsløs og sjæle ikke oprøres af den. Han bør gribe til bøn og bør arbejde og bede uden ophør. Dem som underlægger sig en vedvarende mangel på åndelige velsignelser, uden at kæmpe alvorligt for dem, indvilger i at Satan sejrer. Udholdende og fremherskende tro er nødvendig. Guds tjenere må komme i et tættere partnerskab med Kristus og følge hans eksempel i alle ting, i livets renhed, i selvfornægtelse, i godgørenhed, i flid, i udholdenhed. De bør huske på at en optegnelse en dag vil føre bevis imod dem for den mindste pligtforsømmelse. ret

(635)  Bror D kan ikke se at når han opmuntrer brødre til at flytte til hans egn lægger han byrder på sig selv og på menigheden; han kan ikke se at det vil kræve meget tid og arbejde at holde dem i stand til at kunne hjælpe i stedet for at de er en hindring. Han tænkte at hvis han kunne samle familier på hans sted ville de sætte en menighed sammen og lindre ham for bekymringer og byrder. Men det har vist sig i Bordoville som i Battle Creek; jo mere brødrene flyttede der til, jo tungere var de byrder som falder på medarbejdere som har Guds sag for hjerte. Mænd og kvinder af (636) forskellige sindelag og holdninger kunne godt bo sammen i harmoni, hvis de vil værdsætte andre mere end sig selv, hvis de ville elske deres næste som sig selv, sådan som Kristus har pålagt dem. ret

(636)  Men det er meget svært at have med menneskesind at gøre som ikke er under Guds Ånds særlige kontrol og er udsat for Satans kontrol. Selviskhed ejer mænd og kvinder så meget og synd dyrkes så meget, selv af nogle bekendende gudfrygtige, at sammenklumpningen af store selskaber bør undgås; for de kan ikke blive lykkelige. ret

(636)  Dem som bror D virkelig ønskede skal komme til Bordoville var dem han anså for selskabelige, i stand til at udøve en god indflydelse. Netop sådanne mænd og kvinder mangler til at sættes over hele verden som trofaste vagtfolk, så dem som er uden Gud kan overbevises om at der er en kraft i Kristi religion. Sådanne indflydelsesrige mennesker er i sandhed jordens salt. Gud ville ikke vær tilfreds med at de samlede sig sammen og indskrænkede deres virkefelt. Pålidelige mennesker er meget sjældne af den grund at menneskers hjerter er så optaget i deres egne selviske interesser at de ikke kender noget til andre. ret

(636)  Hvis der kunne være et antal udsøgte mænd på den betydningsfulde post i Battle Creek, ville Gud være tilfreds; og hvis de ville opofre deres egne egenkærlige interesser for den lidende sags skyld, ville de kun følge i deres Forløsers fodspor, som forlod sin herlighed, sin majestæt og høje rang og for vor skyld blev fattig, så vi, igennem hans armod, kunne blive rige. Kristus ofrede sig for mennesker; men mennesker, vil for sin del, ikke villigt og med gælde ofre sig for Kristus. Hvis man kunne stole på at et antal ansvarsbevidste, oprigtige, byrdebærende mænd og kvinder var beredvillige og som hurtigt ville besvare kaldet (637) for hjælp, hvis de ville flytte til Battle Creek, ville Gud forherliges. Gud mangler mænd i Battle Creek som man kan stole på; som altid vil findes på den rette side i farens stund; som trofast vil føre krig imod fjenden, i stedet for at tage standpunkt sammen med dem som besværer Israels Gud og forsvarer dem som svækker Guds tjeneres hænder, vender deres våben imod dem som Gud har pålagt at støtte. For at have fremgang, må enhver menighed have mænd og kvinder som den kan stole på i farefulde tider. Sådanne mennesker er ligeså oprigtige som faste uselviske mennesker og har Guds sags interesse liggende nærmere til deres hjerter, frem for hvad der vedkommer deres egne meninger eller deres verdslige interesser. ret

(637)  Menighederne er ikke helt sammensat af rene, oprigtige kristne. Ikke alle navne som står optegnet i menighedsbøgerne er værdige til at stå der. Nogles liv og karakterdannelse sammenlignes med andres goldhed som værdiløse slagger. Sådan behøver det ikke at være. Dem som er værdifulde i liv og indflydelse har mærket betydningen af at følge Jesus nøje, at gøre Kristi liv til deres studium og eksempel. Dette vil kræve anstrengelser, meditation og alvorlig bøn. Det kræver anstrengelser at opnå sejr over selviskhed og gøre interessen for Guds sag til det primære. Nogle har anstrengt sig og praktiseret nøje disciplinering af selvet og de har vundet dyrebare sejre. Dem som betragter deres egen interesse som det primære, lever for selvet. Deres karakter er i Guds øjne som værdiløse slagger. ret

(637)  Bror D har mere end noget andet menneske haft interesse for menigheden på hans sted. Hvis han holdt sig borte i en kort tid med at arbejde, ville tungere og større byrder lægges på ham når han kom tilbage. Han har lade dem ligge på hans skulde og har bøjet sig stønnende af deres vægt. Brødrene D har (638) har været i fare for at være for nøjagtige og i fare for at fremstille deres eget liv og eksempel som et kriterium. Selvet er ikke, i Kristus, tabt af syne. Disse brødre bør sige lidt om selvet, men ophøje Kristus. De burde skjule sig bag Jesus og lade ham alene vise sig som det fuldkomne forbillede som alle bør forsøge at efterligne. ret

(638)  Hvor var dem som vi skulle stole på i prøvelse og trængsel? Hvor var de gudfrygtige mennesker til at samle sig omkring standarden når fjenden forsøger at finde fordel. Nogle som burde være på deres post var upålidelige da der var mest brug for dem. Deres opførsel viste at de ikke havde nogen særlig interesse for fremskyndelsen af Guds arbejde og sag. Nogle tænkte at der forventedes for meget af dem; og, i stedet for glædeligt at gøre det som de kunne, satte de sig ned på Satans magelige stol og nægtede at gøre noget som helst. ret

(638)  Nogle var altid skinsyge. Bror E kom fra denne klasse. Han har en særlig hårdnakkethed i sin måde at lede på. Dette ledte ham til at stædigt vedblive i en forkert kurs fordi han troede det ville glæde hans brødre at skifte og tage en modsat vej. Da han havde det sådan, var han til tider rede til at gøre hvad som helst han magtede for at fremme Guds sag. Men frem for at opgive sin egen vilje, vil han lige så godt have tingene på egen måde medens Guds sag lider. Bror E er ikke et menneske som man kan stole på. Han er genstand for Satans fristelser og er ofte under hans styring. Han har et selvisk og ukueligt hjerte. Han er ustadig, impulsiv, først hadende og så elskende. Til tider er han venlig, andre tider er han skinsyg, misundelig og meget egenkærlig. Han kan ikke udvikle kristen karakter før han modstår fristelser, undertrykker sin egen hårdnakkede vilje og bevarer en ydmyghed, en villighed så han kan se og bekende sine fejl. Til tider har han været ganske oprigtig og alvorlig. Men så bringer en bølge ham hen til den modsatte retning og så bevarer han skinsyge, misundelse og mistillid. Selvet og selviske interesser er altoverskyggende, han er fuld af uvenlig kritik og (639) fordægtig, så andre ikke kan vurdere ham, men ønskede blot at skade ham. Bror E behøver en gennemgribende omvendelse. Det er ikke nok for mennesker at bekende sig til sandheden. De kan anerkende hele sandheden og dog ikke vide noget - ikke have en erfaringsmæssig kundskab i deres daglige liv - af den sandheds helliggørende indflydelse har på hjerte og liv, eller af sand gudsfrygts kraft. ret

(639)  Sandheden er hellig og kraftfuld og vil udrette en gennemgribende fornyelse i deres hjerter og liv som er helliget ved den. Bror E er i stand til at udøve en indflydelse for det gode. Hvis han underkuer selvet og ydmyger sit hjerte for Gud kan han blive en sand bærer af Kristi åg. Han kan være en hjælp i stedet for en hindring for hans familie og for andre. Han svækker Guds sag i Bordoville på grund af manglerne i hans kristne karakter. Hvis bror E lever efter det lys han har modtaget, vil han arbejde på sin frelse med frygt og bæven og, gør han dette, vil et klart lys skinne på andres stivej og vil forherlige Gud. Bror E's tilfælde er repræsentativ for andres i menigheden som behøver det samme forvandlingsarbejde i deres hjerter for at rettes. ret

(639)  Bror F kan være mere nyttig i hans liv end han er nu eller har været. Gud har ikke kaldet ham særligt for at tjene i ord og lære. Han er ikke udrustet for den stilling, alligevel kan han gå ærinder for Herren og være en hjælp til møderne. Hvis han selv lever i lyset kan han genspejle lys til andre. Han kan være en velsignelse for andre; han kan sige trøstende og opmuntrende ord til den fortvivlede. Men for at gøre dette, skulle han anspore en mere håbefuld og glad ånd hos sig selv og mod i hans ord, endda i hans stemmes toneleje. ret

(639)  Søster G har nogle svagheder, alligevel gør hun ikke sit bedste for sit velvære. Han lader fjenden styre hendes tanker og (640) forøger hendes vanskeligheder med en ulydighed. Hun lider af legemlige skavanker og burde vises medfølelse; men rastløshed, gnavenhed, klager, knurren og unødig sorg letter ikke hendes lidelser eller bringer hende lykke, men forværrer bare vanskelighederne. ret

(640)  Verden er fuld af utilfredshed som overskykker den lykke og de velsigner som er inden for rækkevidde og der søges vedvarende efter lykke og tilfredshed som ikke kan erkendes. Den er hele tiden på vej efter noget forventet, fjerner goder der er større end den de har og er altid skuffede. De værner om vantro og utaknemmelighed, idet de overser velsignelserne lige på deres stivej. De almindelige hverdagsvelsignelser i livet er uvelkomne for dem, som mannaen var for Israels børn. ret

(640)  Søster G tiltales af Kristus: »Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« Søster G's ord, opførsel og generelle eksempel lærer en lektie der er helt anderledes end den vor Herre lærer. Hun mister meget ved ikke at lægge mærke til de nærværende velsignelser hun får og søger uroligt efter lykke. Hendes anstrengelser lønnes ikke og hendes frugtesløse søgen gør stor ulykke for hende selv og for alle som omgås med hende. Hendes rastløse, hendes ængstelige forstyrrede ånd, udtrykkes i hendes ansigtsudtryk og kaster en skygge. Dette mærke, denne vantro og utilfredshed ansporer fjendens fristelser. På grund af hendes stadige mistillid og hendes lånte trængsler, kaster hun en skygge i stedet for at sprede en solstråle. ret

(640)  Bror G burde være tålmodig og overbærende og beskytte hende imod unødige byrder; for hun er ikke rede til at bære dem. Hun burde, for sin del, vogte sig imod den indtrængende fjende, burde tage sit livs byrder op uden knurren og bære dem med glæde, formildne dem alle (641) med taknemmelighed fordi de ikke er tungere. Bror G er tilbøjelig til at se tingene fra den mørke side. Han bør holde sig selv beredvillig for Guds vilje og bruge den indflydelse Gud har givet ham til den allerbedste fordel. Han bør udføre daglige pligter med glæde og ikke tage forskud på morgendagens trængsler der gør ham ulykkelig. Han skal ikke udføre næste uges opgaver, men det arbejde og pligter som dagen bringer. ret

(641)  Bror og søster G burde forene sig og sige: »Hver dag har nok i sin plage.« Det er en misforståelse at tage forskud på næste uges trængsler og gøre den indeværende uge bitter. Når virkelige trængsler kommer, vil Gud udruste enhver ydmyg og sagtmodig til at bære dem. Når han ved sit forsyn lader dem komme, vil han give hjælp til at udholde dem. Irritation og knurren omtåger og pletter sjælen og lukker det klare sollys ud fra andres stivej. ret

(641)  Bror G kunne have arbejdet på at hjælpe bror H og samtidig hjælpe sig selv; men egenkærlighed fratog bror H's fortrin og bror G har ikke elsket sin næste som sig selv og hans stærke egenkærlighed i mange ting har afskåret ham fra godt og udelukket ham Guds velsignelse. I sidste ende gavner det ikke et menneske at være egenkærligt; for Gud gør det hele og vil kræve ethvert menneske til regnskab efter hans gerninger. »Thi hvad et menneske sår, det skal han også høste.« »Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.« ret

(641)  Jeg har nævnt disse mennesker for at fremstille manges sande tilstand i menigheden i Bordoville hvis tilfælde er ligesådan. Mange som er forsamlet på det sted har lagt byrder og bekymringer på bror D for at blive fri. Havde de været fri for jalousi og elsket Gud, ville de have hjulpet ham, trøstet hans hjerte og sendt ham ud for at arbejde for sjæles frelse, medens (642) Deres bønner ville have fulgt efter ham som skarpe segl i høstmarken. Deres mangel på indvielse og helligelse til Gud har svækket deres egen tro, svækket bror D's hænder, ødelagt hans mod og gjort hans indsats i evangeliemarken næsten forgæves. Menighedsproblemerne der hjemme har forkrøblet hans anstrengelser både hjemme og ude og begrænset hans arbejde, i så stor målestok, at det er begrænset til kun at være hans lokale sted. Denne afgrænsning af arbejdet til kun at være en lokalitet har en knusende påvirkning på en Kristi tjeners åndelige interesse og iver. ret

(642)  For at vokse i nåden og i sandhedens kundskab, må arbejderne have forskellige former for erfaring. Det vil man bedst opnå ved vidtstrakt arbejde i nye marker, på forskellige lokaliteter, hvor de vil komme i kontakt med alle slags mennesker og alle former for sindelag og hvor forskellige former for arbejde er påkrævet for at imødekomme manges behov og forskellige tankegange. Dette driver de sande medarbejdere til Gud og bibelen efter lys, styrke og kundskab at ham kan var fuldt udrustet til at dække folks mangler. Han burde give agt på formaningen til Timoteus: »Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis.« »Hvem er vel den tro og kloge husholder, som hans herre vil sætte over sine tjenestefolk til at give dem deres bestemte kost i rette tid?« Visdom behøves for at kunne vælge de mest tilbørlige emner til rette anledning. ret

(642)  Bror D er ikke blev opdyrket som en god arbejder. Han er blevet som en dværg. Hans sind er blevet indskrænket og hans åndelige styrke er aftaget. Nu burde han være en fremgangsrig medarbejder, en grundig arbejdsmand. I stedet for at give sig helt af med arbejdet, har han tjent ved bordene. Paulus formaner Timoteus: »Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i færd, i kærlighed, i troskab, i renhed! Læg vægt på at oplæse skriften, formane og lære, indtil jeg kommer. (643) Forsøm ikke at bruge den nådegave, du har, den, som blev givet dig ved profeti og med håndspålæggelse af ældsterådet. Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang. Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere." ret

(643)  Bror D er aktiv og villig til at gøre noget, villig til at bære byrder som ikke er forbundet med hans kald; og hans tid har været for meget optaget af timelige ting. Nogle prædikanter fastholder en bestemt værdighed der ikke er i overensstemmelse med Kristi liv og er uvillig til at gøre sig brugbare med fysisk arbejde, eftersom lejlighed byder sig, for at lette deres byrder hvis gæstfrihed de deler og lette dem for bekymringer. Fysisk aktivitet ville snarere vise sig at være en velsignelse for dem end til skade. Ved at hjælpe andre ville de hjælpe sig selv. Men nogle går til andre yderligheder. Eftersom de er pålagt at bruge al deres tid og styrke på Guds arbejdes sag, er de dog villig til at gå ind i arbejdet og tjene det hele, dog kun i de timelige ting. Derved frarøver de faktisk Gud den tjeneste han forlanger af dem. Sådan optager ligegyldige ting den kostbare tid som de skulle hellige Guds sags interesse. ret

(643)  Bror J. N. Andrews har her begået en fejl. Den tid og styrke han har brugt til korrespondance med sine brødre og besvare deres private forespørgselsbreve, burde frigives til Guds arbejdes særlige interesse. Men få indser de ansvar der hviler på de få prædikanter som bærer byrder i denne sag. Brødrene kalder ofte disse mænd fra arbejdet for at de skal påtage deres små ting, eller for at ordne visse menighedsproblemer, som de ligeså godt selv kunne gøre. »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser og så vil den blive ham givet. Men han skal bede i tro, (644) uden at tvivle.« Han må være indtrængende og udholdende. Hvis han er vankelmodig og tvivler stadig om Herren i virkeligheden vil gøre hvad han har lovet, vil han ikke få noget. ret

(644)  Mange venter på at deres prædikanter skal bringe lyset fra Gud hen til dem, tilsyneladende i den tro at det er en nemmere måde end at tage trængslerne og selv gå til Gud. Disse mister meget. Hvis de daglig ville følge Kristus og gøre ham til deres vejleder og rådgiver, kunne de opnå en klar kundskab om hans vilje og således vinde en dyrebar erfaring. Af mangel på netop den erfaring, vandrer sandhedsbekendende brødre i andres gnist; de er ubekendt med Guds Ånd og har intet kendskab til hans vilje og er derfor lette at flytte fra deres tro. De er ustabile, fordi de stoler på andre og opnå erfaring fra dem. Store tilvejebringelser er blevet gjort for enhver søn og datter af Adam for at opnå en personlig kundskab om den guddommelige vilje, at fuldkomme en kristen karakter og blive renset igennem sandheden. Gud vanæres ved den klasse som bekender sig at være Kristi efterfølgere og endnu ikke har erfaringsmæssig kundskab til den guddommelige vilje eller gudsfygtens mysterier. ret

(644)  Bror D har haft en mangfoldighed af hjemmepligter. Det større medlemsantal i menigheden har ikke formindsket hans byrder. Forøgelsen af hans familie er været en for stor byrde for ham selv og hans familie og disse ting har været en hindring for hans gode arbejdes udførelse. Han er kommet ud af træning i Guds arbejde og behøver at blive poleret. Hans vidnesbyrd behøver at bliver oplivet af Guds kraft og Ånd. Hans brødre i Bordoville, som ikke har noget særligt arbejde at gøre i ord og lære, burde vågne op og se efter hvilken hjælp andre behøvede og burde hjælpe dem. Mange lukker deres øjne for det gode som de har anledning til at gøre for andre og på grund af deres forsømmelse mister de den velsignelse som de kunne få. Bror D er overladt at bære byrder som (645) hans brødre burde betragte som deres pligt og privilegium at bære. ret

(645)  Vort arbejde i denne verden er at leve for andres gode og velsigne andre, at være hjælpsomme. Ofte kan der være ulemper ved at underholde dem som virkelig behøver vor omsorg og vore hjems og samfunds hjælp. Nogle hjælpere undgår disse absolut nødvendige byrder. Men nogen må bære dem. Og fordi brødrene generelt ikke holder af hjælpsomhed og ikke deler disse kristne opgaver ligeligt med andre, er der kun nogle få som hjælper med villigt hjerte de bebyrdede. Heri burde en menighed på særlig måde søge for at afhjælpe sine prædikanter for deres ekstra byrder. Prædikanter som aktivt er engageret i Guds sag, arbejder for sjæles frelse, har vedvarende ofre at gøre. ret

(645)  Bror D's vidnesbyrd behøver at oplives af Guds nåde. Han behøver en ny salvelse, så han kan begribe arbejdets storhed og hellige sig helt for Guds sags fremme. Herren har arbejde nok til sine efterfølgere. De bekender sig at have tro men har ikke gerninger. Deres tro alene er død. De undgår ansvar og byrder og vil belønnes efter deres gerninger. Fordi nogle ikke vil løfte de byrder de burde løfte, eller gøre det arbejde de burde gøre, er arbejdet for stort for de få som vil engagere sig i det. De har så meget at gøre at de overbebyrder deres styrke og slider den hurtig ned. ret

(645)  Gud kalder i denne tid efter arbejdere hvis interesse er fuldt identificeret med hans arbejdet og sag. Prædikanterne i dette arbejde må få kraft ved de sandheders ånd og kraft de forkynder og da vil de have en indflydelse. [Folket vil sjælden komme op på et højere trin end deres prædikant. En (646) verdenskær ånd hos ham har en frygtelig indflydelse over andre. Folk benytter hans mangler som en undskyldning til skjul for sin engen kærlighed til verden. De dulmer samvittigheden og mener at de må have frihed til at elske de ting som hører dette liv til og til at være ligegyldige over for de åndelige ting, for sådan er jo deres prædikanter. De bedrager deres egen sjæl og vedbliver i venskab med verden, som apostlen siger er »Fjendskab mod Gud" ret

(646)  Prædikanterne bør være mønstre for hjorden. De bør lægge en udødelig kærlighed til sjæle for dagen og vise den samme hengivenhed for sagen som de ønsker at se hos folket.] Prædikanterne i Vermont har gjort en fejltagelse i deres arbejde. De har gået over den samme grund igen og igen for at hjælpe menighederne, skønt de ofte behøvede selv at få betroet arbejde og få dem der hen hvor Gud kunne velsigne deres arbejde og gøre dem frugtbare. Der har ikke været en virksom, grundig medarbejder i Vermont, som er fuldt udrustet til at tage sig af alle dele af værket. [Evangeliets tjenere side 255] ret

(646)  Bror og søster I er invaliderede. Gud lægger ikke særlig tunge ansvar på dem. De behøver at være nøje på vagt så de ikke indskrænker deres indflydelse. De har ingen børn selv til at kræve forældres kærlighed og omsorg og er i fare for at blive indsnævrede, egen kærlige og teoretiske i deres synspunkter og følelser. Alle disse ting har en dårlig indflydelse på Guds sag. De burde arbejde på at holde deres tanker ophøjede over sig selv og burde ikke gøre sig selv til en målestok for andre. Dem som ikke har børn at dele deres tanker og arbejde med og til at forlange overbærenhed, tålmodighed og kærlighed af, burde passe på at deres tanker og arbejde ikke centrér sig om sig selv. De er dårligt rustede til at undervise forældre hvordan de skal opdrage deres børn, for de har ikke haft erfaring i dette arbejde. Alligevel er dem som ikke har børn i mange tilfælde (647) mest villige til at belære dem som har børn, skønt de førnævnte, samtidig, i mange henseender selv får børn. De kan ikke vendes bort fra den gode opførsel og de forlanger endda mere tålmodighed imod sig end børnene forlanger. Det er egenkærligt at have en bestemt opførsel mærket på forhånd og således gøre sig til besvær for andre. ret

(647)  Det er små ting som prøver karakteren. Det er beskedne handlinger i daglig selvfornægtelse, med glæde og venlighed, som Gud smiler til. Vi bør ikke leve for os selv, men for andre. Vi bør være en velsignelse fordi vi glemmer selvet og vor betænksomhed for andre. Vi bør bevare kærlighed, mildhed og mod. ret

(647)  Meget få kan se fordelene ved omsorg, ansvarsfølelse og erfaring som børn giver familien. Mange har opdraget store familier uden disciplin; forældrene forsømmer en dyrebar betroelse og hellig pligt, som, hvis den udføres trofast i gudsfrygt, ville opnå, ikke kun for deres børn, men for dem selv, en dannelse for himlens rige. Men et barnløst hus er et trøstesløs sted. Beboernes hjerter er i fare for at blive egenkærlige, bevare en kærlighed for deres eget velvære og rådføre sig efter deres egne ønsker og bekvemmeligheder. De samler forståelse for sig selv, men har kun lidt at vise til andre. Omsorg og kærlighed over for afhængige børn fjerner råheden fra vor natur, gør os ømme og forstående og har en indflydelse der udvikler vor karakters pænere bestanddele. Mange er fysisk, åndeligt og moralsk syge fordi deres opmærksom er vendt næsten helt til dem selv. De kunne reddes fra stagnation ved yngre og forandrede tankers sunde livskraft og børns hvileløse energi. ret

(647)  Bror J er aldrene. Intet tungt ansvar bør hvile på ham nu. Han har mishaget Gud i hans forkerte kærlighed for sine børn. Han er for ivrig for at hjælpe dem (648) med penge at han må passe på ikke at gå dem for nær. For at behage dem, har han skadet dem. De er ikke kloge og trofaste med at styre midler, endda også fra et verdsligt synspunkt. Set ud fra et religiøst synspunkt, mangler de meget. De har ingen skrupler med hensyn til religiøse ting. De besmykker ikke samfundet ved deres standpunkt og indflydelse i verden, de besmykker heller ikke Guds sag, ved rene kristenmoralske og dydige handlinger i Kristi tjeneste. De er ikke blevet oplært til selvfornægtelse og selvstændighed som deres grundvold i livet. Her hviler den største synd på forældrene. De opdrager ikke deres børn og oplærer dem ikke til Gud. De lærer dem ikke selvbeherskelse, stabilitet i karakter og nødvendigheden af en fast, vel-afrettet vilje. De fleste børn i den alder overlades at opdrage sig selv. De har ikke fået lært nødvendigheden af at udvikle deres fysiske og mentale kræfter til gode gerninger, at velsigne samfundet med deres indflydelse, at være godt udrustede til at smykke det kristne liv og at udvikle hellighed i frygt for Gud. ret

(648)  Bror J har begået fejl ved at betro sine ejendomme til sine børn. Han har lagt ansvar på dem som de ikke var udrustede til at bære. Han satte sine midler uden for sin kontrol og indsamlede midler fra sine brødre fordi han arbejdede dårligt. Gud er ikke blevet forherliget ved den opførsel som han har udvist overfor sine børn, der ikke har vor tro eller bibelstandard. I virkeligheden har han sagt til den onde: Det er i orden med dig; når Gud tydeligt har erklæret at dette skal være ondt. ret

(648)  Disse fejl for bror J's del viser en stor mangel på himmelsk visdom og har, i stor grad, diskvalificeret ham for det højtidelige arbejde der påhviler Kristi trofaste tjener. Hvad kan bror J overfor Gud forsvare sig med når Mesteren skal udbede ham et regnskab for hans forvaltning? Han (649) er blevet ledt af hans børns uhelligede sindelag og har ikke følt nødvendigheden af at søge råd og vejledning fra Guds tjener som stod i lyset. Han er blevet ledt af en forvrænget forståelse og har svigtet i bedømmelsen. Han har handlet som en blind mand. Hans opførsel har skadet ham selv og Guds sag. ret

(649)  Det er ikke blot forkyndere, der skal gå ud til menighederne og bede og formane af og til, at Vermont mangler. Et råb om medarbejdere kunne der konstant lyde blandt Guds folk i Vermont. Alvorlige nidkære arbejdsfolk behøves til at styrke det som er ved afhjælpningen af folks åndelige mangler. Guds sag behøver, især i Vermont, byrdebærere. Mennesker går over og over den samme grund, men udretter meget lidt, hvor det er noget at udrette. De snakker godt med deres brødre og det er ofte alt hvad der udrettes; og alligevel forventer de at blive aflønnet for den tid de har brugt. ret

(649)  Bror og søster K's sag kom frem for mig idet jeg skriver. De har ikke udvist omsorg for andre. De har ikke følt ansvaret hvile på dem over for byrdebærerne. Bror K blev vist mig blandt andre som har følt at de havde et arbejde at gøre for Herren. I virkeligheden har han sådan et og sådan har rigtig mange, hvis de vil gøre det. Der er grundige arbejdsfolk i Guds sag, som har en erfaring i arbejdet og som indvier deres tid og styrke til Guds tjeneste. Disse burde støttes rundhåndet. Men dem som blot går i gang med at besøge menighederne af og til - især dem som ikke har familier at sørge for og som selv har gode kår - burde ikke trække på Herrens midler. ret

(649)  Hverken bror eller søster K har en erfaring i opofrelse for sandheden, i at være rige på gode gerninger og samle sig skatte i himlen. Afhængige, kærlige børn har ikke gjort brug af deres forståelse, omsorg og tålmodighed. (650) De har rådført sig med deres egen egenkærlige bekvemmelighed. Deres hjerter har ikke været et kildespring der sender levende strømme af ømhed og hengivenhed ud. Ved at velsigne andre med venlige kærlige ord og barmhjertigheds og godgørenhedshandlinger, vil de kunne selv erkende en velsignelse. De har været for snævre i deres nytteområde. Hvis sådanne ikke bliver forvandlede i sind og væsen og fornyet ved Kristi ånd, kan de ikke blive grundige, effektive arbejdsfolk i Forløserens sag. Han er eksemplet for kristne. Selvopofrelse og uegennyttig godgørenhed bør kendetegne deres liv. Egeninteresse er for fremtrædende. Oh, hvor lidt ved bror K om hvad det vil sige at arbejde for Gud, at løfte Kristi kors og gå i den selvfornægtende Forløsers fodspor! ret

(650)  En Kristi tjener, en sandhedslærer, en sand hyrde, er i en vis forstand en tjener for alle, der imødegår deres behov som behøver hjælp og ved hvordan man skal være til nytte her og der i det store sjælevindende arbejde. Et menneske som bekender at lære sandheden og går lige der hvor det behager ham og arbejder når det behager ham, dog undgår ansvar, bærer ikke korset efter Kristus og fuldfører ikke en evangelieprædikants opgave. Få ved af erfaring hvad det vil sige at lide for Kristi skyld. De ønsker at være ligesom Kristus, men ønsker at undgå armod og korsfæstelse. De ville være glade hos ham i herlighed, men holder ikke af at komme til ham igennem for megen selvfornægtelse og trængsel. ret

(650)  Det har ikke kostet bror K hårde anstrengelser at søge efter sandheden; for Guds udvalgte mennesker har gode argumenter ved hånden, som er klare, tydelige og overbevisende. Den nærværende sandheds svære punkter er nået ved alvorlige anstrengelser af nogle få som var helliget værket. Fastelig og inderlig bøn til Gud har bevæget Herren til at åbne for hans sandhedsrigdomme for deres forstand. Listige modstandere og pralende Goliat'er har (651) man måtte møde, nogle gange ansigt til ansigt, men oftere med pennen. Satan har tilskyndet mænd til vild modstand og forblinde øjnene og formørke folks forstand. De få som har i hjertet interesse for Guds sag og sandhed blev vækket for dens forsvar. De søgte ikke efter magelighed, men var villig til at vove selv deres liv for sandhedens skyld. ret

(651)  Disse nidkære sandhedssøgende risikerede deres store styrke og de er alle i gang med at forsvare sandheden og sprede lyset. Led efter led i den dyrebare sandhedskæde er blevet udsøgt, indtil den står frem i skøn harmoni og udgør en fuldkommen kæde. Disse selvransagende mænd har ført argumenter frem og gjort dem så tydelige at en skoledreng kan forstå dem. Hvor let er det ikke for mennesker at blive sandhedslærere, men de ikke vil ofre sig selv og fornægte sig selv. ret

(651)  Disse sandhedssøgere har lidt for den og ved hvad det koster. De værdsætter den og mærker den mest intense interesse for dets fremmarch. Selvfornægtelse og korset ligger direkte på enhver Kristi efterfølgers stivej. Korset er det som ligger på tværs af de naturlige følelser og viljen. Hvis hjertet ikke er helt helliggjort til Gud, hvis viljen og hengivenheden og tankerne ikke er underkastet Guds vilje, vil det være en fiasko at fremføre en sand religions principper og i sit liv eksemplificere Kristi liv. Der vil ikke være et ægte ønske om at ofre bekvemmelighed og egenkærlighed og det kødelige sind vil ikke korsfæstes til at bearbejde Kristi gerninger. ret

(651)  Der skal udrettes et stort arbejde for mange som bor i Bordoville. Jeg så at fjenden har travlt med at fremføre sine planer. Mennesker som Gud har betroet talenter i midler har lagt deres ansvar, som Gud har udpeget dem til som Guds forvaltere, over på deres børn. I stedet for at aflægge regnskab til Gud, for de ting som er hans, påstår de at alt hvad de har er deres eget, som om de ved deres egen magt (652) og kraft og visdom selv har opnået deres besiddelser. Hvem gav dem kraft og visdom til at opnå de jordiske rigdomme? Hvem vandede deres hjorde med himlens dug og med regnens vandskyld? Hvem gav dem solen til at varme jorden og vække naturens ting til liv, fik dem til at blomstre til menneskets gavn? Mennesker som Gud har velsignet med hans gavmildheder slynger deres arme omkring deres jordiske rigdomme og gør disse gaver og velsignelser, som Gud i sin nåde har givet dem, til en forbandelse ved at fylde deres hjerter med selviskhed og mistillid til ham. De tager imod de goder der er lånt dem og afviser at give selv renterne af det han kræver til ham. Rigdomme forårsager den bekendende Kristi efterfølger mange forviklinger og gennemtrænger dem med deres sorger fordi de glemmer Gud og elsker og dyrker mammon. De lader verdslige rigdomme forbitre deres liv og forhindrer dem i at udvikle kristen karakter. Og, som det ikke var nok, de overfører det til deres børn det som har vist sig som en forbandelse for deres eget liv. Gud har betroet mennesker midler for at prøve dem, for at se om de er villige til at anerkende ham i hans gaver og bruge dem til fremskyndelsen af hans herlighed på jorden. ret

(652)  Jorden er Herrens og alle rigdommene der er i den. Kvæget på tusinde bakker er hans. Al guldet og sølvet tilhører ham. han har betroet sine skatte til forvaltere, så de ved dem kan forfremme hans sag og forherlige hans navn. Han betroede ikke disse skatte til mennesker så de kunne bruge dem på at ophøje og forherlige sig selv og have kraft til at undertrykke de fattige i denne verdens rigdomme. Gud tager ikke imod ofre af nogen fordi han selv behøver dem og kan ikke have æren og rigdomme uden dem, men fordi det er for hans tjeneres interesse at aflægge de ting (653) til Gud som er hans. De frivillige ofre af det ydmyge sønderknuste hjerte vil han tage imod og vil belønne giveren med de rigeste velsignelser. Han modtager dem som ofret på taknemmelig lydighed. Han kræver og tager imod vort guld og sølv som bevis for at vi tilhører ham. Han gør krav på og tager imod vor vækst og gør krav på talenter som frugter af hans kærlighed boende i vore hjerter. At adlyde er bedre end at ofre. Uden ren kærlighed er det dyreste offer for fattigt for Gud at modtage. ret

(652)  Mange har deres hjerter fikseret så meget på deres jordiske rigdomme, at de ikke kan se fordelen i at samle for sig selv skatte i himlen. De indser ikke at deres frivillige offer til Gud ikke beriger ham, men dem selv. Kristus råder os til at samle os skatte i himlen. For hvem? For Gud, så han kan blive rigere? Oh, nej! Hele verdens skatte er hans og himlens ubeskrivelige herlighed og uvurderlige rigdomme er hans og kan give det til hvem han vil. »Saml jer skatte i himlen.« Mennesker som Gud har gjort til forvaltere er så bedårede af denne verdens rigdomme at de ikke i deres egenkærlighed og begærlighed ikke kan se de ikke blot frarøver Herren i tiende og gaver, men frarøver sig selv evige rigdomme. De kunne daglig lægge til deres himmelske rigdomme ved at gøre det arbejde som Herren har ladet dem gøre og som han har betroet dem med midler at føre frem. Mesteren vil have at de ser efter anledninger til at gøre godt, medens de lever, selv bruge deres midler til hjælp til deres medmenneskers frelse og til fremskyndelsen af hans sag i de forskellige grene. Ved dette gør de kun hvad Gud kræver af dem; de giver det til Gud som er hans. Mange lukker gerne deres øjne og hjerter, af så de ikke kan se og mærke manglerne i Herrens sag. Ved at hjælpe dens fremmarch burde de formindske deres jordiske vækst og forringe (654) deres renter eller hovedstol. Nogle føler at det som de giver til Guds sags fremme er virkeligt tabt. De mener at mange dollars er forsvundet og føler sig utilfredse hvis de ikke straks kan flytte på dem således at deres jordiske rigdomme ikke forringes. De er nøjeregnende og endda skarpskårene i den måde de behandler deres brødre på og den måde de behandler verdslige på. De har ingen betænkeligheder ved at bedrage for at kunne hjælpe sig selv og vinde nogle få dollars. ret

(654)  [Nogle er bange for, at de skal lide tab på jordisk gods og derfor forsømmer de bøn og andagt for at få mere tid til arbejdet på gården eller i forretningen. Deres gerninger vidner om, hvilken verden de sætter størst pris på. De ofrer religiøse privilegier, som er så vigtige for deres åndelige fremgang, for det, som hører dette liv til og lærer ikke Guds vilje at kende. De forsømmer at fuldkomme en kristelig karakter og når ikke målet, Gud har sat. De giver deres timelige, jordiske interesser førstepladsen og stjæler den tid fra Gud, som de skulle have brugt i hans tjeneste. Disse mennesker har Gud mærket sig og de vil få en forbandelse i stedet for en velsignelse.] Nogle sætter deres midler uden for deres kontrol og lægger dem i hænderne på deres børn. Deres skjulte motiv er at sætte dem selv i en position, hvor de ikke føler et ansvar for at afgive til deres ejendomme bort, så sandheden kan udbredes. De erkender ikke at det er Herrens penge de handler med og at de ikke er deres egne. [I Mesterens Tjeneste side 256] ret

(654)  Mange ville elske at se sjæle omvendte hvis det kunne gøres uden et offer fra deres side; men hvis deres ejendomme berøres, trækker de dem tilbage, for de er af mere værdi for dem end mænds og kvinders sjæle som Kristus døde for. Hvis dem som Gud har betroet midler forstod deres ansvar som hans forvaltere, ville de beholde i deres egne hænder (655) det som Gud har lånt dem, så de kan trofast udføre en pligt der udvikler dem til at hjælpe med i fremførelsen af Guds værk. Hvis alle kunne fatte frelsesplanen og blot en sjæls værdi der er købt ved Kristi blod, ville de gøre alle andre interesser af mindre betydning. ret

(655)  [Forældre bør have store betænkeligheder med at betro de midler Gud har givet dem, til børn, medmindre de er sikre på at børnene har større interesse og hengivenhed for Guds sag end de selv og at de vil være ivrige og mere målbevidste når det gælder at fremme Guds sag og mere villige til at give af deres midler til nødvendige tiltag. Men der er mange som uden videre overlader pengene til børn og pålægger dem det ansvar de selv skulle have båret som Guds forvaltere. Det er Satan som tilskynder dem til dette. Ved at handle sådan stiller de deres midler til rådighed for fjenden. Satan lægger tingene til rette for at de skal tjene hans egen hensigt og berøver Guds værk de midler det trænger for at holdes ved lige.] Bestræbelserne på at få sandheden frem for folk er ikke halvt så grundige og omfattende som de kunne være. Ikke en femtedel af det som kunne gøres for sandhedudbredelsen ved at sprede publikationer og udbringe sandhedslyden for alle som formår at komme, bliver gjort nu. [Det kristne hjem side 310] ret

(655)  Manges prøvetid er ved at udløbe. Satan samler daglig sin sjælehøst. Nogle gør endelige beslutninger imod sandheden og mange dør uden et kendskab til den. Deres sind er uoplyste og deres synder er ikke angrede; og alligevel samler gudsfrygtsbekendende mennesker deres jordiske skatte og styrer deres anstrengelser efter at vinde mere. De er ufølsomme over for mænds og kvinders tilstand som kommer inden for deres indflydelsesfelt og som forulykker af (656) mangel på kundskab. Veltilrettelagt arbejde, givet i kærlighed og ydmyghed, ville bidrage meget til at oplyse og omvende deres medmennesker; men manges eksempel som kunne gøre meget godt siger i virkeligheden: Jeres sjæle er af mindre værdi for mig end mine verdslige interesser. ret

(656)  Mange holder en smugle af sandheden, men de holder mere af verden. »På deres frugter skal I kende dem.« Åndelige ting ofres for timelige. Frugten sådanne bærer er ikke til hellighed og deres eksempel vil ikke være sådan så syndere overbevises og omvende sig fra deres fejlagtige veje over for sandheden. De lader sjæle gå i fortabelse, skønt de kunne redde dem hvis de ville gøre så alvorlige anstrengelser for deres gode som de har gjort for at sikre sig rigdomme for dette liv. For at vinde flere af denne verdens ting, som de i virkeligheden ikke behøver og som kun forøger deres ansvarlighed og dom, arbejder mange på højtryk og bringer sundhed og åndelig glæde i fare og deres familiers fred, bekvemmelighed og lykke. De lader sjæle gå i fordærv omkring sig fordi de frygter at det vil kræve en smugle af deres tid og midler at frelse dem. Penge er deres gud. De bestemmer sig for at det ikke vil betale sig at ofre deres midler på at frelse sjæle. ret

(656)  Den som er betroet et talent er ikke ansvarlig for fem, eller for to, men for det ene. Mange forsømmer at samle sig skatte i himlen for sig selv. De gør ikke godt med de midler Gud har lånt dem. De har mistillid til Gud og har tusinde ting de frygter for fremtiden. Ligesom Israels børn har de vantroende onde hjerter. Gud gav dette folk af overflod, som deres behov forlangte det; men de tog forskud på bekymringerne. De beklagede sig og knurrede under deres vandring at Moses havde ført dem ud for at slå dem og deres børn ihjel med sult. Indbildte mangler lukkede deres øjne og hjerter fra at se Guds godhed og barmhjertighed under deres vandring og de var utaknemmelige over for hans gavmildhed. (657) Således er det også med mistænksomheden hos Guds bekendende folk i denne vantroens og degenererede tidsalder. De er bange for at de skal mangle, eller at deres børn kan blive trængende, eller at deres børnebørn vil lide nød. De tør ikke stole på Gud. De har ingen ægte tro på ham som har betroet dem dette livs velsignelser og gaver og som har givet dem talenter at bruge for hans ære i at fremme hans sag. ret

(657)  Mange har en sådan vedvarende bekymring for sig selv at de ikke giver Gud anledning til at sørge for dem. Hvis de nogen gange var mere kortfattede og kom ind på de svære steder, ville det være det bedste for deres tro. Hvis de roligt ville stole på Gud og lade ham arbejde for dem, ville deres fornødenheder være Guds anledning; og hans velsignelse i nødens stund ville forøge deres kærlighed til ham og få dem til at værdsætte deres timelige velsignelser i en højere forstand end de nogensinde før har gjort. Deres tro ville vokse, Deres håb ville blive tydeligere og glæde ville komme i stedet for mørke og tvivl og knurren. Rigtig manges tro vokser ikke af mangel på andagtsøvelser. ret

(657)  Det som udtærer Guds folks livskraft er kærlighed til penge og venskab til verden. Det er Guds folks privilegium at være klare og skinnene lys i verden, at vokse i kundskab til Gud og have en klar forståelse af hans vilje. Men dette livs bekymringer og rigdommenes bedrag kvæler det frø der er sået i deres hjerter og de bærer ingen frugt af hans herlighed. De bekender sig til tro, men det er ikke en levende tro fordi den ikke understøttes af gerninger. Tro uden gerninger alene er død. Dem som bekender sig til en stor tro, dog uden gerninger, vil ikke frelses ved deres tro. Satan tror på sandheden og skælver, dog har denne slags tro ingen livskraft. Mange som har gjort store trosbekendelser er mangelfulde i gode gerninger. Hvis de skulle vise deres tro ved deres gerninger vil de udøve en kraftfuld indflydelse på (658) sandhedens side. Men de udnytter ikke de formidlede talenter som Gud har lånt dem. Den som tror de kan lindre deres samvittighed ved at overgive deres besiddelser til deres børn, eller ved at holde dem tilbage fra Guds sag og lade dem gå over i hænderne på ikke-troende ubekymrede børn for at formøble eller samle dem og dyrke dem, vil have et regnskab at aflægge for Gud; de er upålidelige forvaltere af Herrens penge. De vil lade Satan overliste dem igennem disse børn, hvis sind er under hans herredømme. Satans mål er, i mange måder, nået, når Guds forvaltere synes at være bedøvet og lammet; de erkender ikke deres store ansvar og afregningen som snart må komme. ret

(658)  Dem som har ejendomme og hvis sind er formørkede af denne verdens gud synes at være behersket af Satan i anvendelsen af dem. De har sande, troende børn og også børn som hengiver sig helt til denne verdens ting. Ved at overføre deres midler til deres børn, giver de normalt en større mængde til de børn som ikke elsker Gud og som tjener al retfærds fjende, end til dem som tjener Gud. ret

(658)  De sætter netop de ting i de upålidelige børns hænder som vil vise sig som en snare for dem og som vil være forhindringer på vejen til deres overgivelse til Gud. Når de giver store gaver til de ikke-troende børn giver de knappe gaver til dem af den samme tro som dem selv. Dette faktum burde vække bemidlede mennesker som har udøvet denne fremgangsmåde. De burde se at rigdommenes bedrag har forvrænget deres dømmekraft. Hvis de kunne se indflydelsen virke i deres tanker ville de forstå at Satan havde disse forhold meget nær efter hans egen hensigt og planer. I stedet for Guds kontrol af sindet og helliggør dømmekraften, styres den af den præcis modsatte kraft. Dem som har været hos dem i (659) troen forsømmer de endda nogen gange og er ofte meget nøjeregnende og strenge i den måde de behandler dem; medens de har en åben hånd over for de ikke-troende, verdenselskende børn, som de ved ikke vil bruge de midler, de har lagt dem i hænderne, til Guds sag. Herren kræver at dem som han har lånt midler gør rigtig brug af dem og har hans sags fremme fremtrædende. Enhver anden betragtning bør være denne underordnet. ret

(659)  Talentmidler skal, om de er fire, to eller et udnyttes. Dem som har mange midler er ansvarlig for et stort antal talenter. Men de forholdsvis fattige mennesker er ikke fritaget fra ansvar. Dem som kun har lidt i denne verden er dem som kun har et talent. Alligevel er de i lige så stor fare for at have kærlighed for denne smugle og for at egenkærligt holde dem tilbage fra Guds sag, ligesom for de mere velhavende. De fornemmer ikke deres fare. De bruger de gribende irettesættelser fra Guds ord på denne verdens elskere, kun til den rige, skønt de selv kan være i større fare end den mere velhavende. Uanset om de har meget eller lidt, pålægges alle at lægge deres talenter ud til vekselererne, så når Mesteren kommer at han kan få sit eget med renter. De pålægges også at fastholde en indvielse til Gud og en uselvisk interesse i hans sag og arbejde. Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal de tro hans løfte at der skal lægges til det hele. I sammenligning med alt andet bør medmenneskers frelse være det primære, men det er ikke i almindelighed tilfældet. Hvis der nogen steder forsømmes noget, er det Guds sag der først lider. Gud har lånt mennesker talenter, ikke for at pleje deres stolthed, eller for at vække misundelse hos dem, men for at de skal bruge dem til hans ære. Han har gjort disse mennesker til agenter der spreder de midler der fører det menneskefrelsende værk frem. Kristus har givet dem et (660) eksempel i sit liv. Han forlod alle sine himmelske rigdomme og glans og for vor skyld blev fattig, så vi, igennem hans fattigdom, kunne blive rige. Det er ikke Guds plan at lade det regne ned med midler fra himlen for at hans sag kan opstøttes. Han har betroet, eller anbragt, store midler hos mennesker, så der skal ikke være nogen mangel i nogen afdeling af hans værk. Han prøver dem som bekender sig til at elske ham ved at lægge midler i hænderne på dem og så prøver han dem for at se om de elsker gaven mere end Giveren. Gud vil, med tiden, afsløre hjertets sande følelser. ret

(660)  For at fremskynde Guds sag, er midler nødvendige. Gud har sørget for denne nødvendighed ved at lægge en overflod i hans agenters hænder til brug i arbejdets forskellige afdelinger hvor det kan kræves for det sjælevindende arbejde. For hver frelst sjæl er et talent vundet. Den som er bragt til kundskab af sandheden og er blevet rigtigt omvendt, vil for sin del bruge sin indflydelse og midler, som Gud har givet ham, til frelse for hans medmennesker. Han vil nidkært involvere sig i det store oplysningsarbejde for dem som er i mørke og vildfarelse. Han vil være et redskab til sjæles frelse. Således veksles talenter med indflydelse og midler hele tiden og vokser hele tiden. Når Mesteren kommer, er den trofaste tjener beredt til at give tilbage både hovedstol og renter. Ved deres frugter kan han vise forøgelsen af talenter han har vundet ved tilbageleveringen til Mesteren. Den trofaste tjener vil da have gjort sit arbejde og Mesteren, som har lønnen at give til ethvert menneske efter hans gerning, vil give den trofaste tjener tilbage med både hovedstol og renter. ret

(660)  I sit ord har Herren tydeligt åbenbaret sin vilje over for dem som har rigdomme. Men fordi hans direkte befaling er ringeagtet, fremstiller han i sin nåde de farer der er for dem igennem Vidnesbyrdene. Han giver ikke nyt lys, men (661) henleder opmærksomheden til det lys som allerede er blevet afsløret i hans ord. Hvis dem som bekender sig til at elske sandheden holder på deres rigdomme og ikke adlyder Guds ord, ikke søger efter anledninger til at gøre godt med det de er blevet betroet, vil han komme hen og sprede deres midler. han vil komme nær hen til dem med domme. Han vil på forskellige måder sprede deres afguder. Mange tab vil dækkes. Egenkærlige mennesker skal ikke være velsignede. Men »Gavmild sjæl bliver mæt.« Dem som ærer Gud, vil han ære. ret

(661)  Herren gjorde en pagt med Israel. Hvis de ville adlyde hans bud, ville han give dem regn i rette tid, landet skulle give hende vækst og markens træer ville bære frugt. Han lovede at deres kornhøst skulle nå over til vinhøsten og vinhøsten til såtiden og at de skulle spise deres brød helt og bo sikkert i deres land. Han ville lade deres fjender tabe. Han ville ikke afsky dem, men vandre med dem og være deres Gud og de skulle være hans folk. Men hvis de lader hånt om hans betingelser, vil han behandle dem helt modsat til alt dette. Hans forbandelse skulle hvile på dem i stedet for hans velsignelse. Han ville bryde deres stærke stolthed og gøre himlen over dem som jern og jorden som malm. »Til ingen nytte skal I slide eders kræfter op, thi eders jord skal ikke give sin afgrøde og landets træer skal ikke give deres frugt.« »Og hvis I alligevel handler genstridigt imod mig og ikke adlyder mig, så vil jeg slå eder endnu mere." ret

(661)  Dem som egenkærligt tilbageholder deres midler skal ikke overraskes hvis Guds hånd spreder. Det som skulle hellige fremskyndelsen af Guds sag, men som er holdt tilbage, er måske betroet en ubesindig søn og han kan formøble det. Et fint hjem, et forfængeligt hjertes stolthed, kan i en stald findes som dødt. Af og til dør en ko. Tabet af andre afgrøder kan komme. Gud (662) kan sprede de midler han har lånt sine forvaltere; hvis de nægter at bruge dem til hans ære. Jeg så at nogle ikke havde nogle af disse tab, som følge af pligtforsømmelser, at tænke tilbage på, men deres tilfælde kunne være endnu mere håbløs. ret

(662)  Jesus advarede folk: »Se til, at I vogter jer for alskens havesyge; thi selv om et menneske har overflod, afhænger hans liv ikke af det, han ejer.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand; hans mark havde båret godt. Han tænkte ved sig selv: »Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst.« Og så sagde han: »Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større og dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods; og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad! « Men Gud sagde til ham: »Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig? « Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« Han sagde da til disciplene. »Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Livet er jo mere end maden og legemet mere end klæderne.« ret

(662)  Disse advarsler er givet til alles gavn. Vil de benytte af advarslerne de har fået? Vil de blive hjulpet. Vil de vise hensyn til disse strålende illustrationer fra vor Frelser og undgå tåbelige rige menneskers eksempel? Han har en overflod; det har mange som bekender sig til at tro sandheden og de handler som den stakkels, tåbelige og rige mand ville gøre. Oh, om de ville være kloge og føle forpligtelsen hvile på dem og bruge de velsignelser Gud har givet dem med at velsigne andre, i stedet for at vende dem til en forbandelse. Gud vil sige til alle sådanne, som til de tåbelige rige mennesker: »Du dåre.« ret

(662)  Mennesker handler som de bliver hjulpet af deres fornuft. De er bundet på i dette livs bekymringer. De har ingen tid til at (663) hellige sig til Gud, ingen tid til at tjene ham. Arbejde, arbejde, arbejde hører til dagens orden. Alle omkring dem er pålagt at arbejde på et højtryksplan og tage sig af store gårde. At rive ned og bygge større er deres mål, så de derved kan føje mere til deres gods. Alligevel går disse mennesker som er betyngede af deres rigdomme for at være Kristi efterfølgere. De har navn for at tro at Kristus kommer snart, at alle tings ende er nær; alligevel har de ingen opofrelsesånd. De styrter dybere og dybere ned i Verden. De giver kun dem selv lidt tid til at studere livets ord og meditere og bede. De giver heller ikke andre i deres familier, eller dem som tjener dem, dette privilegium. Alligevel bekender disse mennesker sig til at tro at denne verden ikke er deres hjem, at de blot er pilgrimme og fremmede på jorden, bereder sig at komme til et bedre land. Sådannes eksempel og indflydelse er en forbandelse for Guds sag. Hul hykleri karakteriserer deres kristendomsbekendende liv. De elsker Gud og sandheden lige så meget som deres gerninger viser og ikke mere. Et menneske vil omsætte den tro til handling som han har. »På deres frugter skal I kende dem.« Hjertet er hvor rigdommene er. Deres rigdomme er ved denne jord og deres hjerter og interesser er også her. ret

(663)  »Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? kan troen måske frelse ham?« »Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død.« Når dem som bekender sig til troen viser at deres liv er forenelig med deres tro, så skal vi se en kraft virke med i fremstillingen af sandheden, en kraft som vil overbevise synderen og drage sjæle nær til Kristus. ret

(663)  En konsekvent tro er sjælden blandt rige mennesker. Ægte tro, understøttet af gerninger, findes sjældent. Men alle som bekender sig til denne tro vil være mennesker som ikke vil mangle indflydelse. De vil efterligne Kristus, de vil have denne uegennyttige godgørenhed, (664) som interesserer sig for det sjælevindende arbejde, - en uegennyttig godgørenhed som Jesus havde. Kristi efterfølgere burde værdsætte sjæle som han værdsatte dem. Deres forståelse børe være med i deres kære Forløsers arbejde og de bør arbejde på at frelse hans blods erhvervelse, for enhver pris. Hvad er penge, huse og lande i sammenligning med blot en sjæl? ret

(664)  Kristus gjorde et helt og fuldstændigt offer, et tilstrækkeligt offer for at frelse enhver Adams søn eller datter som ville vise anger over for Gud for at have overtrådt hans lov og vise tro i vor Herre Jesus Kristus. Dog til trods for at dette offer var stort, indviede kun få sig til et liv i lydighed at de kunne opnå denne store frelse. Få er villige til at efterligne hans forbløffende tilvejebringelser, at udholde hans lidelser og forfølgelser og dele hans anstrengende arbejde med at bringe lys til andre. Men få vil følge hans eksempel med alvorlig, inderlig bøn til Gud efter styrke til at udholde dette livs prøvelser og udføre dets daglige pligter. Kristus er kaptajnen for vor frelse og ved hans egne lidelser og opofrelse giver han et eksempel for alle sine efterfølgere at vågen og bøn og udholdende anstrengelser, er nødvendige fra deres side hvis de vil fremstille den kærlighed der dvælede i hans skød for den faldne slægt rigtigt. ret

(664)  Mennesker med ejendomme dør åndeligt fordi de ikke bruger de midler som Gud har sat i deres hænder til frelse af deres medmennesker. Nogle bliver af og til vækket og beslutter for sig for sig selv at de vil slutte venskab med den uretfærdige mammon, så de til sidst kan blive modtaget i de evige boliger. Men deres anstrengelser i den retning er ikke grundige. De begynder, men, da de ikke gør hjertelige og grundige anstrengelser i det alvorlige arbejde, slår det fejl. De er ikke rige i gode gerninger. Medens de dvælende tilbageholder deres kærlighed og griber efter deres jordiske rigdomme, overlister Satan dem. ret

(665)  (665) En smigrerne udsigt gives dem som patentrettigheder eller andre tilsyneladende strålende foretagender som Satan kaster en fortryllelse omkring. Udsigten til at få flere penge, hurtigt og let, lokker dem. De resonerer at, selvom de havde bestemt sig at lægge disse penge i Guds skatkammer, vil de bruge dem i dette tilfælde og vil forøge dem stort og vil da give en større sum til sagen. De kan ikke se nogen mulighed for fejltrin. Midlerne går ud af deres hænder og de erfarer snart, til deres beklagelse, at de har gjort en stor fejltagelse. De strålende udsigter er visnet. Deres forventninger er ikke indfriet. De blev bedraget. Satan overlistede dem. han var mere skarpsindig end de og han fik dem til at sætte deres midler i hans rækker og således berøve Guds sag for det som skulle bruges til støtte for udbredelsen af sandheden og frelse af sjæle Kristus døde for. De mistede alt hvad de har investeret og frarøvede Gud for det som de skulle have givet ham. ret

(665)  Nogle som er blevet betroet med blot et talent undskylder sig fordi de ikke har så stort et antal talenter som dem som han har betroet mange talenter. Ligesom den upålidelige tjener skjuler de det ene talent i jorden. De er bange for at give det til Gud som han har betroet dem. De involverer sig i verdslige foretagender, men investerer kun lidt, hvis det er noget, i Guds sag. De forventer at dem som har store talenter vil bære arbejdets byrde, medens de føler at de ikke er ansvarlig for dets fremgang og succes. ret

(665)  Når Mesteren kommer for at gøre regnskab med sine tjenere, vil den ukloge tjener under fortvivlelse indrømme: »Jeg havde lært dig at kende som en hård mand, der høster, hvor du ikke såede og samler, hvor du ikke spredte og af frygt for dig, [Bange for hvad? At herren ville kræve en del af det lille talent han fik betroet], gik jeg hen (666) og gemte din talent i jorden; se, her har du, hvad dit er« Hans herre vil svare: »Du dårlige og dovne tjener, du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede og samler, hvor jeg ikke spredte. Så burde du jo have anbragt mine penge hos vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom hjem. Tag nu den talent fra ham og giv den til ham, der har ti talenter; thi enhver, som har, ham skal der gives og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. Og kast den unyttige tjener ud i mørket udenfor. Der skal der være gråd og tænderskæren.« ret

(666)  Mange som kun har lidt af denne verden vises ved denne mand med kun det ene talent. De er bange for at betro noget til Gud. De er bange for at han vil krævet noget som de påstår er deres eget. De skjuler deres talent i jorden, er bange for at investere det, af frygt for at de vil kaldes til at give renter tilbage til Gud. I stedet for at lægge talentet ud til vekselererne, som Gud forlanger, begraver de det, eller skjuler det, hvor hverken Gud eller menneske kan få nytte af det. Mange som bekender sig til at elske sandheden gør netop sådan. De narrer dem selv, for Satan har forblindet deres øjne. Ved at frarøve Gud, har de frarøvet sig selv mere. På grund af begærlighed og et ondt vantro hjerte, har de nægtet sig selv himlens skatte. Fordi de kun har et talent, er de bange for at betro det til Gud og skjuler det således i jorden. De føler sig lettede for ansvar. De holder af at se sandheden vinde frem, men de mener ikke at de er kaldet til at udøve selvfornægtelse og hjælpe arbejdet ved deres egen personlige bestræbelser og ved deres midler, selv om de ikke har så meget. ret

(666)  Alle burde gøre noget. Tilfældet med enken som lagde sine to småmønter i er nedskrevet som en godgørenhed for andre. Kristus kommenterede hende for det offer hun gjorde og henledte (667) disciplenes opmærksomhed på denne handling: »Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre, som lagde noget i tempelblokken. Thi de gav alle af deres overflod; men hun gav af sin fattigdom alt det, hun havde, hele sit eje.« Kristus tillagde hendes gave mere værdi end de velhavendes store ofre. De gav af deres overfold. De ville ikke lide det mindste afsavn på grund af deres offer. Men enken har afset sig selv livets nødvendigheder for at give sit lille offer. Hun kunne ikke se hvordan hendes fremtidige mangler skulle dækkes. Hun havde ingen mand til at forsørge hende. Hun stolede på Gud for mogendagen. Værdien af den gave værdsættes ikke så meget af den mængde som gives som af forholdene og af motivet som foranlediger gaven. Når Kristus skal komme og har lønnen med sig, skal han give hvert menneske efter hvordan hans gerninger har været. ret

(667)  Alle, både høje og lave, rige og fattige, er blevet betroet af Mesteren med talenter; nogle mere, andre mindre, alt efter deres forskellige evner. Guds velsignelse vil hvile på de alvorlige, kærlige og flittige arbejdere. Deres investering vil være nyttig og vil sikre sjæle i Guds rige og en uforgængelig rigdom til dem selv. Alle er moralske, agenter og alle er betroet himlens goder. Talenterne er tildelt efter hvilke evner den enkelte har. ret

(667)  Gud giver enhver et arbejde og han forventer noget tilbage efter de forskellige midler der er betroet. Han forlanger ikke forøgelse af ti talenter af mennesker han kun har givet et. Han forventer ikke at fattige mennesker skal give almisser som den der har rigdomme. Han forventer ikke den aktivitet af den svage og lidende som det sunde menneske har. Det ene talent, brugt på bedste måde, vil Gud acceptere, »efter hvad den evner, ikke efter hvad den ikke evner." ret

(668)  Gud kalder os tjenere, hvilket medfører at vi er ansat af ham til at gøre et bestemt arbejde og bære visse ansvar. Han har lånt kapital til at investere med. Det er ikke vor ejendom og vi mishager Gud hvis vi ophober vor Herres gods eller bruger dem som det behager os. Vi er ansvarlige for brugen eller misbrugen af det som Gud har lånt os. Hvis den kapital som Herren har givet os i vore hænder ligger uberørt, eller vi graver den ned i jorden også hvis det kun et talent, skal vi kræves til regnskab af Mesteren. Han kræver, ikke vores, men sit eget med renter. ret

(668)  Hvert talent som gives tilbage til Mesteren vil undersøges nøje. Guds tjeneres gerninger og betroelser vil ikke anses for ubetydelige. Hver person vil behandles individuelt og vil kræves at give et regnskab for de talenter han har fået betroet, hvad enten han har udnyttet dem eller misbrugt dem. Lønnen der skænkes vil stå i rimeligt forhold til talenternes udnyttelse. Den tildelte straf vil være efter de talenter der er blevet misbrugt. ret

(668)  Hver enkelt spørgsmål burde være: Hvad har jeg fået af min Herre og hvordan skal jeg bruge det til hans ære? »Driv handel med dem,« siger Kristus, »indtil jeg kommer tilbage.« Den himmelske Mester er på sin rejse. Vor nådige anledning er nu. Talenterne er i vore hænder. Skal vi bruge dem til Guds ære, eller skal vi misbruge dem? Vi kan handle med dem i dag, men i morgen kan vor prøvetid være til ende og vor regnskab er afsluttet for evigt. ret

(668)  Hvis vore talenter investeres for vore medmenneskers frelse, vil Gud forherliges. Stolthed og position gøres til undskyldninger for ødselhed, tom fremvisning, ærgerrighed og ryggesløs egenkærlighed. Herrens talenter, lånt til mennesker som en værdifuld velsignelse, vil, hvis de misbruges, genspejle en frygtelig forbandelse på ham. Rigdomme kan bruges af os til at fremme Guds sag og til at lindre enkers og faderløses mangler. Gør vi dette, samler vi rige velsignelser for os selv. Vi skal ikke blot modtage taknemlighedsudtryk fra (669) modtagerne af vor gavmildhed, men Herren selv, som har sat midler i vore hænder til netop dette formål, vil gøre vore sjæle til ligesom en vandrig have hvis vand aldrig holder op. Når så høsttiden kommer, hvem af os vil så have den uudsigelige glæde at se neg vi har samlet, som en belønning af vor troskab og vor uselviske brug af de Herrens talenter som er lagt i vore hænder til brug for hans ære? ret

(669)  Hos mange i Vermont har der været en afgjort fallit i at stå på højde med Guds krav. Nogle er faldet i en kold og livløs åndelig tilstand fordi de er upålidelige forvaltere. Verdenskærlighed har fyldt hjerterne så meget at de har mistet deres smag for himmelske ting og er blevet til dværge i åndelige færdigheder. Staten er blevet frarøvet den rigtige slags arbejde. Bordoville har været center for tillokkelser. Alle de store samlinger er blevet holdt i en lokalitet, som har sat lyset under en skæppe; dets stråler har stort set ikke gavnet folk. Mange er stadig i mørke som nu kunne have glædet sig over kundskab til sandheden. Talenter og særlige anstrengelser er blevet trukket til en lokalitet. Det er ikke sådan Herren vil have det. Han har udtænkt at det advarende og prøvende budskab bør gives til verden og at hans folk, som er verdens lys, bør spredes som vidner iblandt verdens moralske mørke; at deres liv, deres vidnesbyrd og deres eksempel kan være en smag af liv til liv eller af død til død. ret

(669)  Brødrene D vil have brug for at blive vejledt så de ikke lægger sig i vejen for Guds hensigter med deres egne planer. De er i fare for at forsnævre Guds arbejde, som er dybt og omfangsrigt. ret

(669)  Bror D vil være i fare for at få et forsnævret syn på arbejdet. Gud har givet ham en erfaring som vil være af værdi hvis han gør brug af den. Men der er fare for at hans særheder vil forme denne erfaring og at andre (670) vil påvirkes. Bror D's brugbarhed som medarbejder er ikke hvad den kunne være hvis det ikke var fordi han kun brugte alle sine kræfter på kun en idé. Han dvæler ved hændelser og på tanker han har haft og kommer med dem når de er ubetydelige for andre. ret

(670)  Hans sind var blev vækket med hensyn til hans sundhed. Han koncentrerede sig på dette punkt. Han og hans sympatisørere var hovedemnet i samtalerne. Han var meget krævende med at føre den tanke igennem han havde fået i hovedet; og han, idet han forsøger at tilpasse sig, undlod at se hvor besværlig han havde været over for andre. Hans tanker har, i for stor grad, kredset om sin egen magelighed. Det var hans tankers byrde og hans samtales tema. Ved denne pedantiske, systematiske opførsel fik han ikke den hjælp, til at blive sundere, som han kunne få. Derved kunne han indrømme om han havde været mere glemsom og i stedet dyrke motion, som ville have adspredt tankerne for ham. ret

(670)  De samme mangler har markeret sig i hans arbejde i evangeliemarken. Når han taler til folk, har han mange undskyldninger at give og mange indledende taler han gentager og forsamlingen bliver trætte før han når det egentlige emne. Så vidt mulig, bør prædikanter undgå undskyldninger og indledninger. ret

(670)  Bror D er for speciel. Han dvæler ved detaljerne. Han tager tid til at forklare punkter som er ganske ubetydelige og ville tages for givet uden at give beviser, for de er tydelige i sig selv. De virkelige, livspunkter bør gøres lige så overbevisende som sproget og beviserne har mulighed for. De bør stå lige så fremtrædende frem som milepæle. Han bør undgå mange ord over småting, som vil trætte tilhørerne før de betydningsfulde punkter nås. ret

(670)  Bror D har store sammendrag. Når han får sine tanker i en bestemt retning, er det svært for ham at placere dem (671) nogen steder; han bliver kedsommeligt ved et punkt. Under samtale er han i fare for at trætte tilhørerne. Hans skrifter mangler en fri, let stil. Den vane han har med at koncentrere tankerne om en ting, så andre ting lukkes ude, er en ulykke. Dette burde han forstå og han burde arbejde på at beherske og styre denne kraft i tankerne, som er for aktive. For stor aktivitet på et emne i sindet styrker det emne til at svække de andre emner. Hvis bror D ville udrette et succesrigt arbejde på evangelieområdet, bør han optræne sit sind. Den store udvikling af dette organ forringer hans sundhed og hans brugbarhed. Der er en mangel på harmoni og organisering i hans sind og hans legeme lider som følge deraf. ret

(671)  Det ville i høj grad være i Bror D's interesse at opelske enkelhed og jævnhed i hans skrifter. Han må undgå at dvæle så længe på punkter der ikke er af vital interesse; og selv de væsentligste manifesterede sandheder, som i sig selv er klare og tydelige, kan være så tildækkede med ord så de bliver tågede og uklare. ret

(671)  Bror D kan blive sikker på alle den nærværende sandheds punkter og alligevel ikke være udrustet i alle henseender til at give grunde for vort håb over for det franske folk i skrifter. Han kan hjælpe i dette arbejde. Men det bør forberedes af en eller to mere, så det ikke bærer præg af en persons særheder. Sandheden som har nået og beredt adskillige personer og som i Guds tid blev bragt ud led efter led på den forbundne kæde af alvorlige sandhedssøgere, burde gives til folket og det vil tilpasses til at imødekomme manges mangler. Korthed bør tilstræbes for at interessere læseren. Lange, ordrige artikler er en skade for sandheden som skriveren bestræber sig på at fremstille. ret

(671)  Bror D burde have sit sind mindre optaget af sig selv og tale mindre om sig selv. Han bør holde sig selv ude af syne og i samtale undgå at henvise til sig selv (672) og gøre sine livssærheder til forbillede for andres efterlignelse. Han bør opelske ægte ydmyghed. Han er i fare for at anse sit liv og erfaring for bedre end andres. ret

(672)  Bror D kan være af værdi i Guds sag hvis der er en harmoni i karakteren af hans arbejde. Hvis han kan se og rette ufuldkommenhederne i hans særlige natur, som har tendens til at skade hans brugbarhed, kan Gud godkende det. Han bør undgå lange prædikener og lange bønner. Disse er ikke til hans eget gode eller for andres. Lang og voldsom brug af stemmeorganerne har irriteret hans strube og lunger og skadet hele hans sundhed, mere end hans nøjagtige opremsning af spise og hvileregler har hjulpet ham. En overanstrengelse eller belastning af stemmeorganerne kan ikke så hurtigt helbredes og kan koste en talers levevej. En stille, ikke hastig, dog alvorlig måde at tale på vil have en bedre indflydelse på forsamlingen end at lade følelserne vækkes og styre stemmen og væremåden. Så vidt det er muligt bør taleren bevare det naturlige toneleje. Det er den overbragte sandhed der påvirker hjerterne. Hvis taleren gør disse sandheder til en realitet, vil han ved Guds Ånds hjælp, være i stand til at påtrykke tilhørerne det faktum at han er alvorlig, uden at anspænde de finere stemmeorganer eller lunger. ret

(672)  Bror D er dybt interesseret i sin hjemmeliv; alligevel er der fare for, i samtale, at opelske en vane koncentrere alle hans tanker på den ting som interesserer ham særligt, men som ikke interesser eller gavner andre. Han prøver at fastholde et system som, i sig selv er korrekt; men her ser man igen, at de ting som er nyttige i sig selv kan være trættende og byrdefulde ved at dvæle for meget ved dem og forsøge under alle omstændigheder at få dem væk. Der er fare for at forsømme de vigtigere ting. ret

(673)  (673) Brødrene D burde undgå at være for vidtløftige i deres arbejde. Deres indflydelse har været god for mennesket. Bror D er af naturen god til at lede i timelige ting. hans belæring og eksempel i denne retning har hjulpet dem som var ydmyge nok til at blive hjulpet. Men skinsyge, mistillid, oprør, beklagelser og knurren som har hersket i menigheden har været nedslående. Disse brødre skulle vogte sig imod at være for fordringsfulde. ret

(673)  For at udvikle kristen karakter, bør vi ikke blot opelske et liv i stille, bønlig åndsnærværelse, heller ikke et liv med al ydre iver og en optaget spænding, medens den personlige fromhed forsømmes. Men nutiden kræver at vi skal vente på Herrens komme og årvågent arbejde for vore medmenneskers frelse. »Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren.« Gud vil ikke acceptere den mest ophøjede tjeneste hvis den ikke først er helliget af sjælens overgivelse til ham og hans kærlighed. Hos en vis klasse er der fare for at systematisere tingene så Guds Ånd og Kristi religion fjerner sig og sikre sig en bestemt række tunge pligter og ceremonier. ret

(673)  Vi lever i midten af en kroget og trodsig slægt og vore pæne og nøjagtige planer kan ikke altid føres ud til alles fordel. Hvis vi står tilbage med vor værdighed skal vi undlade at hjælpe dem som behøver den mest. Kristi tjenere bør tilpasse sig til folks forskellige vilkår. De kan ikke fremføre bestemte regler hvis de vil hjælpe alle. Arbejdet må være forskelligt for at møde folk hvor de er. »Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod: dem, der tvivler; frels dem, riv dem ud af ilden! Men der er andre, som I skal være barmhjertige imod med frygt, så I afskyer endog den kjortel, som er besmittet af kødet« ret

(673)  Apostlen rådgiver sine korintiske brødre: »Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til (674) Guds ære! Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller for Guds menighed, ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mit selv, men hvad der gavner de mange, for at de må blive frelste.« 1 Korinter 10:31-33. »Thi skønt jeg står fri over for alle, har jeg dog gjort mig til tjener for alle, for at jeg kunne vinde des flere.« 1 Korinter 9,19 »For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage; for alle er jeg blevet alt for i alt fald at kunne frelse nogle.« vers 22 »Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager hans næste og er til gavn og opbyggelse. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet: »Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig.« Romerne 15,1-3. ret

(674)  Bror og søster L fra Canada har gradvis mistet deres greb på Gud og deres kærlighed for himmelske og guddommelige ting idet de mere alvorligt griber om verdslige rigdomme. De har løsnet der greb om himlen og fæstnet det fastere om denne verden. For få år siden havde de interesse for sandhedens fremskyndelse og Guds arbejde. Mere for nylig har deres kærlighed til vinding vundet indpas og de har ikke følt interesse for at gøre noget for at frelse deres medmennesker. Selvfornægtelse og godgørenhed for Kristi skyld har ikke kendetegnet deres liv. De har kun gjort lidt for Guds sag. Hvad har de gjort med deres talenter. De har gravet dem ned i jorden, investeret i jorder. De har ikke lagt dem ud til vekselererne, så at når Mesteren kommer, han kan få sit eget med renter. ret

(674)  De har et arbejde at gøre med deres hjerter og hus med hensyn til at, »samle sig skatte i himlen.« Deres hjerter har været over dette livs ting og evige hensyn har været sekundære. De bør arbejde alvorligt på at få verdenskærlighed ud af deres hjerter og (675) bør give deres hengivenhed til ting ovenover, ikke til jordiske ting. Hvis Guds tjenere ville have i sinde at deres arbejde er at gøre alt i deres kraft, med deres indflydelse og deres midler, at frelse sjæle Kristus døde for, ville det være mere uselviske anstrengelser og ikke-troende ville oprøres; de ville overbevises om at der er en virkelighed i den sandhed der fremstille sådan og således bakke op om deres eksempel. ret

(675)  Bror og søster L burde have tillid til arbejdet for disse sidste dage og bør udvikle kristen karakter, så de kan modtage den evige løn når Jesus kommer. Bror L's fysiske og mentale livskraft svigter. Han kan ikke bære mange ansvar. Han bør rådføre sig med sine brødre som er forsigtige og redelige. ret

(675)  Bror L er en Guds forvalter. Han er blevet betroet midler og bør være vågen for hans opgave og give Gud de ting der er Guds. Han bør ikke undlade at forstå de krav Gud har på ham. Medens han lever og har sin fornuftige sans, bør han udnytte anledningerne og tilegne sig de ejendomme som Gud har betroet ham, i stedet for at overlade dem til andres brug og anvende dem efter hans livs afslutning. ret

(675)  Satan er altid parat til at udnytte menneskers svagheder og skavanker til hans egne formål. Han er en listig fjende og har overlistet mange hvis hensigter var gode for at hjælpe med i Guds sag med deres midler. Nogle har forsømt det arbejde som Gud har givet dem at udføre i forvaltningen af deres midler. Og når de er forsømmelige med at sikre Guds sag midler, midler som han har lånt dem, kommer Satan ind og vender midlerne til hans egne rækker. ret

(675)  Bror L bør handle mere varsomt. Mennesker som ikke er af vor tro får midler fra ham på forskellige påskud. Han stoler på dem, tror at de er ærlige. Det vil være umuligt for ham at få alle de midler tilbage som han har ladet slippe ud af sine hænder til fjendens rækker. Han kunne gøre en sikker investering (676) af sine midler ved at hjælpe Guds sag og således selv samle sig skatte i himlen. Han er ofte ude af stand til at hjælpe når han ville, fordi han er forkrøblet og ikke kan befale midlerne til det. Når Herren kræver hans midler, er de ofte i deres hænder som han har lånt dem til, nogle af dem har aldrig tænkt sig at betale og andre føler ingen bekymring for denne sag. Satan vil udrette sine hensigter lige så grundigt igennem uærlige låntagere som på nogen anden måde. Alt dette er sandhedens og retfærdighedens fjende som arbejder for at forhindre fremskyndelsen af vor Forløsers rige. Han arbejder igennem agenter for at gennemføre sine planer. Hvis han kan forhindre midler i at gå over i Guds skatkammer har han resultater i en gren af hans arbejde. De midler som skulle have været brugt til hjælp i den store sjælevindende plan har han beholdt i hans rækker til at hjælpe ham i hans arbejde. ret

(676)  Bror L bør have sine forretninger helt rene og ikke med løse ender. Det er hans privilegium at være rig i gode gerninger og at lægge for sig selv en god grundvold imod Den-kommende-tid, så han kan give det evige liv. Det er ikke sikkert for ham at følge hans svigtende dømmekraft. Han bør rådføre sig med erfarne brødre og søge Guds visdom, så han kan gøre sit arbejde godt. Han bør nu være virkelig alvorlig for at skaffe sig »punge, som ikke ældes, en uudtømmelig skat i Himlene, hvor ingen tyv kommer nær." ret

(676)  Bror M har gjort en fejltagelse i sit hjem. Han har ikke, i ord, givet udtryk for den hengivenhed for sin hustru som det var hans pligt at sige. Han har ikke opelsket en ægte kristen finkultur og belevenhed. Han har ikke altid være lige så venlig og hensynsfuld over for hendes ønsker og behagelighed som det er hans opgave at være. Hendes uenighed med ham i troen har ført til megen elendighed for dem begge. Bror M har ikke respekteret sin hustrus dømmekraft og råd som han skulle. I mange henseender er hendes dømmekraft og erkendelse bedre end hans. Hvis hun bliver rådført, kunne (677) hun, ved sin klarere opfattelse og skarphedssans, hjælpe ham meget i hans forretningsanliggender og i omgangen med hans naboer. Han ville ikke stå tilbage på sin værdighed, føle at han forstår det hele selv. Hvis han ville tage imod råd fra sin hustru og ved hans venlige handlinger vise hende opmærksomhed og et ønske for at behage hende, ville han ikke gøre mindre end hvad hans pligt er. Hvis hendes råd er i strid med hans pligt over for Gud og Guds krav på ham, så kan han vælge at være uenig og på den fredeligste mulige måde give hans grund til at han ikke kan ofre sin tro eller sine principper. Det ville være i bror M's interesse at få sin hustrus bedømmelse og råd med i timelige anliggender. ret

(677)  Når han er hård, rå og ikke kan tilpasse sig, kan han ikke have indflydelse på at vinde sin hustru for sandheden. Han bør forny sig. Han behøver at blødgøres, at være øm, venlig og elskende. Han bør lade glædens og lykkens tilfredsheds sollys skinne i hans hjerte og så lade dets stråler skinne ind i hans familie. Han har bragt dem ind i sin familie hvis indflydelse snarere vil vise sig at være en forbandelse for hans hustru end en velsignelse. Ved dette har han lagt byrder på hende som kunne være undgået. Hun bør rådføres og hendes ønsker tages i betragtning, så vidt mulig uden at gå på kompromis med hans tro. ret

(677)  Bror M har valgt sin egen vej og har haft en bestemt vilje, der smager af hårdnakkethed. Han har ofte været ubøjelig. Sådan bør det ikke være. Han bekender sig til at tro en sandhed som har en helligende, blødgørende, lutrende indflydelse; det gør hans hustru ikke. Han bør vise at sandheden har en udøvende kraft over hans trodsige natur, som gør ham, tålmodig, venlig overbærende, øm, hengiven og tilgivende. Den bedste måde for bror M at være en levende missionær på i hans familie, er at han, i sit liv, giver eksempel på vor kære Forløser.

næste kapitel