(695) Jeg er blevet vist bror P's sag. Han har i nogen tid modsat sig sandheden. Hans synd var ikke at han ikke antog det som han oprigtig troede var forkert. Hans synd var at han ikke ihærdigt ransagede sig selv og fik en kundskab til det han modsatte sig. Han tog det for givet at sabbatsholdende, som en helhed, var i vildfarelse. Dette synspunkt var i harmoni med hans følelser og han så ikke nødvendigheden for at finde ud af sig selv, ved at omhyggeligt ransage skrifterne med alvorlig bøn. Havde han gjort dette kunne han nu være længere fremme end hans nuværende ståsted. Han har været for træg til at modtage vidnesbyrdet og for forsømmelig med at ransage skrifterne for at se om tingene var sådan. Paulus betragtede ikke dem værdige at rose, som modsatte sig hans lære så længe som de kunne før de var tvunget af overvægtige beviser for beslutning til for den lære han lærte og som han havde fået fra Gud. ret
(695) Paulus og Silas arbejdede i jødernes synagoge i Tessalonika med nogen held; men de vantroende jøder var meget utilfredse og skabte forstyrrelse og lavede (696) stor larm imod dem. Disse hellige apostle var nød til at forlade Tessalonika under ly af natten og kom til Berøa, hvor de blev budt gladelig velkommen. Til ros for berøanerne talte de således: »Jøderne dér var mere retsindige end de i Tessalonika, de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således. Så kom da mange af dem til tro.« ret
(696) Bror P har ikke indset den livsvigtige betydning af spørgsmålet. Han har ikke følt byrden presse ham til at søge ihærdigt, uafhængigt af noget menneske, efter at finde hvad er sandt. Han har tænkt for meget over ældre P og har ikke følt nødvendigheden at lære af ham som er ydmyg og sagtmodig af hjertet. Han har ikke været lærvillig, men været selvsikker. Vor Frelser har slet ingen flere rosende ord for dem som er træge af hjertet til at tro i disse sidste dage, end han havde for den tvivlende Thomas, som pralede af at han ikke ville tro på beviser som disciplene fortalte og som de troede, at Kristus faktisk var opstået og viste sig for dem. Thomas sagde: »Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder,« »og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Kristus tilstod Thomas det bevis som han havde erklæret at have; men han sagde irettesættende til ham: »Vær ikke vantro, men troende!« Thomas erkendte at han var overbevist. »Jesus siger til ham: »Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror." ret
(696) Bror P's position har gjort ham til en svag mand. I ganske lang tid kæmpede han imod næsten alt undtagen sabbaten. Samtidig havde han fællesskab med lovbrydere, der stadig påstås af adventister at være i bitter opposition med det fjerde buds sabbat. Han var ikke i stand til at hjælpe dem fordi han selv var rådvild. Hans (697) indflydelse havde snarere bekræftet mange i deres vantro. Med al den hjælp, beviser og opmuntringer han har haft, har hans tilbageholdenhed mishaget Herren, medens det har styrket deres hænder som i deres modstand til sandheden kæmper imod Gud. ret
(697) Bror P kunne nu være en stærk mand der havde indflydelse sammen med Guds folk i Maine og for hans værks skyld værdsat det højt. Men han bøjer sig til den tanke at hans tilbageholdenhed er en særlig dyd, end det er en synd som han må angre. Han har været meget træg til at lære de lektier som Gud har i sinde at lære ham. Han har ikke været en dygtig elev og har ikke haft en vækst og erfaring i den nærværende sandhed, som skulle ruste ham til at bære ansvarsbyrder som han nu kunne bære dersom han havde benyttet sig omhyggeligt at det givne lys. Jeg fik vist den gang da bror P begyndte at anstrenge sig for at underkaste sig selv og holde sin appetit i ave; så kunne han lettere være tålmodig. Han har været let at opildne, lidenskabelig, irritabel og nedtrykt. Hans spise- og drikkevaner har meget at sige for hans tilstand. De lavere lidenskaber har overmagt, hersker over de højere sindskræfter. Mådehold ville gøre meget for bror P; og mere fysisk aktivitet og arbejde er nødvendig for hans sundhed. Da han gjorde sig anstrengelser for at styre sig selv, begyndte han at vokse, men modtog ikke den velsignelse af hans bestræbelser som ville give den vækst han kunne få hvis han var begyndt på et tidligere tidspunkt. ret
(697) I stedet for at samle med Kristus i sandheden, drev han for langt tilbage; han ville ikke hjælpe sig selv og stod direkte i vejen for andres vækst og således spredte han. Hans indflydelse har stået direkte i vejen for den udbredelse af værket som Gud havde sendt sine tjenere at gøre. ret
(697) Bror P's ideer om orden og organisering har været direkte modsat Guds plan for orden. Der er orden i himlen og skal efterlignes af dem på jorden som er (698) frelsens arvinger. Jo nærmere mennesker når himlens orden og system, jo nærmere bringes de til den acceptable tilstand over for Gud som vil gøre dem til indbyggere af himlens rige og gøre dem egnede for forvandlingen fra jorden til himlen som Enok havde inden hans forvandling. ret
(698) Bror P burde vogte sig. Der er mangel på orden i hans organisering. Han har ikke været i harmoni med beherskelse, den omsorg og flid som er nødvendig for at sikre sig harmoni og enhed i handlingerne. Hans erfaring, hans uddannelse i religiøse ting for år siden har været til stor skade for hans kære børn og især for Guds folk. De forpligtelser som himlen har pålagt en fader, især en prædikant, har han ikke erkendt. Et menneske som kun har en svag fornemmelse af sit ansvar som far til at opmuntre og håndhæve orden, disciplin og lydighed vil snuble som prædikant og som hyrde for hjorden. Den samme mangel som karakteriserer ledelsen der hjemme i hans familie vil kunne ses et mere offentligt stod i Guds kirke. Fejl vil forblive uløste på grund af de ubehagelige følger som følger med irettesættelse og alvorlig appel. ret
(698) En stor fornyelse behøves i bror P's familie. Gud er ikke tilfreds med deres nuværende uorden og deres egne veje, følger deres egne handlemåde. Denne tilstand af tingene i hans famille er bestemt til at modvirke hans indflydelse hvor han end kendes. Det virker også sådan at dem som har vilje til at hjælpe ham ved at støtte hans familie mister lysten til det. Denne mangel er til skade for sagen. Bror P behersker ikke hans børn. Gud er ikke tilfreds med deres uordentlige, støjende måder, deres ufine opførsel. Alt dette er resultatet af, eller den forbandelse der følger efter en ubegrænset gavmildhed som adventister har påstået var deres velsignede privilegium at nyde. Bror og søster P har ønsket sig deres børns frelse, men jeg så at Gud ikke vil udføre et mirakel (699) i deres forvandling sålænge der påhvilede forældrene en opgave som de har så lidt fornemmelse af. Gud har overladt et arbejde til disse forældre at gøre som de har kastet tilbage til ham, at han så skal gøre det. Når bror og søster P mærker den byrde de burde føle for deres børn, vil de samle deres anstrengelser for at få orden, disciplin og gavnlige bånd i deres familie. ret
(699) Bror P, du har været doven med at bære byrder som enhver fader bør bære i sin familie; og, som følge deraf, er moderens byrde meget tung at bære. Du har haft for let ved at undskylde dig selv fra pligterne og byrderne der hjemme og ude. Skønt du i frygt for Gud, med alvorligt sind med henblik på dommen, tager resolut de byrder som himlen har udtænkt du skal tage og når du har gjort alt hvad du kan fra din side, så kan du bede forstandigt, med Ånden og i tro, til Gud om at gøre det arbejde for dine børn som det er ud over et menneskes kraft at gøre. ret
(699) [Bror P har ikke brugt sine midler på en retfærdig måde. Børns krav og ønsker har betydet mere for ham end sund dømmekraft. Han værdsætter ikke de midler han disponerer som han burde og han bruger dem ikke på en forsigtig måde til det som er virkelig nødvendig for at gøre hjemmet tiltalende. Dersom vi ikke værdsætter orden og system i de forhold som gælder familien, vil det få mange skadelige følger og lede til store ulemper. Det kristne hjem side 295] Der er brug for mange ting i familien for bekvemmeligheden og velværet. Manglen på påskønt orden og system i familiesagernes orden fører til ødelæggelse og bliver til skade. Hvert familiemedlem bør erkende at ansvaret påhviler den enkelte at gøre sin del for at give til bekvemmelighed, orden og regelmæssighed i familien. En bør ikke arbejde imod andre. Alle bør i enighed gå ind i det gode arbejde at opmuntre hinanden; de bør udvise venlighed, overbærenhed og tålmodighed, tale i lave, stille tonelejer, undgå (700) forvirring og hver bør gøre sit yderste for at lette moderens byrder. Tingene bør ikke længere overlades i løse ender, alle undskylder sig fra at gøre pligter, lade andre gøre det som de kan og bør gøre det selv. Disse ting kan være bagateller; men når alle lægger det sammen, laver de stor uorden og bringer Guds truende blik ned. Det er forsømmelse af de små ting, bagatellerne som forgifter livets lykke. En redelig udførelse at det små lægger en sum af lykke sammen som kan ses i dette liv. Den som er tro i det små er også tro i meget. Den som er upålidelig eller uredelig i små sager vil være det i større sager. [Alle familiens medlemmer bør være klare over, hvad der forventes, at de hver især skal gøre i fællesskab med de andre. Alle, fra den seks-årige og opefter, bør være klar over, at det kræves af dem, at de bærer deres del af livets byrder. Barnet i Hjemmet side 116] ret
(700) Der er betydningsfulde lektier for disse børn at lære og nu kan de lære dem bedre end senere hen. Gud vil arbejde for disse dyrebare børn i fællesskab med de deres forældres kloge bestræbelser og vil få dem ind og være elever i Kristi skole. Jesus vil have disse børn til at adskille sig fra verdens forfængeligheder, forlade syndens fornøjelser og vælge den ydmyge lydighedsvej. Hvis de nu vil give agt på den nådige indbydelse, tage imod Jesus som deres Frelser og følge efter for at kende herren, vil han rense dem fra deres synder og tildele dem nåde og styrke. ret
(700) Kære bror P, de lektier du har lært under den forstyrrende indflydelse du udøvede i Maine har været yderst skadelig for din familie. Du har ikke været så forsigtig i din omgang med andre som Gud forlanger af dig. I din familie har du ikke dvælet ved sandheden, flittigt lært dine børn dens principper og Guds bud når du rejser dig og når du sætter dig, når (701) du går ud og kommer ind. Du har ikke værdsat din gerning som far eller som prædikant. ret
(701) Du har ikke nidkært udført din opgave over for dine børn. Du har ikke helliget tilstrækkelig tid til familiebøn og du har ikke krævet hele hjemmets tilstedeværelse. Meningen husbond er hus bånd. [Faderen er familiens midtpunkt. Han er lovgiveren og gennem sin mandige holdning skal han vise stærke og helstøbte træk - handlekraft, ærlighed, tålmodighed, mod, utrættelig iver og praktisk sans. I en vis forstand er han også familiens præst, som lægger morgen og aftensofferet på alteret. Han må få moderen og børnene til at deltage i disse ofringer til at synge lovsange i taknemmelighed i Himlens Gud. Hver morgen og aften burde faderen ydmyge sine egne og børnenes synder. Dette gælder både de åbenlyse synder og alle de hemmelige, som kun Guds øjne har opfattet. Dersom husfaderen trofast praktiserer dette handlingsmønster når han er hjemme og husmoderen i hans fravær, vil det være til velsignelse for familien. Det kristne hjem side 159] ret
(701) Grunden til at den nuværende tidsalders unge ikke er mere religiøst sindede er mangler i deres opdragelse. Det er ikke sand kærlighed når de får lov til at give efter for lidenskaber, eller når ulydighed imod jeres love går ustraffet. Som grenen hælder, hælder hele træet. Jeres kærlighed til magelighed er for stor. I er ikke flittige nok. Vedvarende anstrengelser er nødvendige, vedvarende årvågen og alvorlig, inderlig bøn. Hav tankerne i en bedende sindsstemning opløftet til Gud; vær ikke dovne, men inderlige i ånden, tjen Herren. ret
(701) Du har ikke påskønnet sabbatens hellighed i din familie og ikke lært den til dine børn og indskærpet (702) for dem vigtigheden af at holde den efter budet. Dine sanser er ikke klare og hurtige til at se den høje standard som vi må nå for at være lovholdere. Men Gud vil hjælpe dig i dine anstrengelser når du tager alvorligt fat i arbejdet. Du bør have fuldstændig kontrol over dig selv; så kan du have bedre held med at styre dine børn når de er uregerlige. Der er et stort arbejde for dig at udbedre de tidligere forsømmelser; men du er ikke pålagt at udføre dem i din egen styrke. Tjenende engle vil hjælpe dig i arbejdet. Giv ikke op på grund af arbejdet eller læg byrden til side, men tag fat i det med vilje til at udbedre dine store forsømmelser. Du må have et højere syn af Guds krav på dig med hensyn til hans helligdag. Det hele kan på en eller anden måde gøres på de seks dage som Gud har givet til dig, at blive gjort. Du bør ikke frarøve Gud en time af den hellige tid. Store velsignelser er stillet i udsigt for dem som værdsætter sabbaten højt og ser forpligtelser hvile på dem med hensyn til dens helligholdelse: »Varer du din fod på sabbatten, [fra at træde oven på den, ikke regne den for noget,] så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talet." ret
(702) [Når sabbaten begynder, bør vi sætte vagt over os selv, over vore handlinger og vore ord, for at vi ikke skal bedrage Gud ved selv at gøre brug, af den tid, som strengt hører Herren til. Vi bør ikke selv gøre eller tillade vore børn at gøre noget som helst af vort arbejde for vort levebrød eller noget, der kunne have været gjort i de seks arbejdsdage. Fredagen er beredelsens dag. Tiden kan da anvendes (703) til forberedelse for sabbaten og til at tænke på den og tale om den. Intet, der i himmelens øjne vil blive betragtet som en overtrædelse af den hellige sabbat, bør lades usagt eller ugjort for så at blive sagt eller gjort på sabbaten. Gud kræver ikke blot, at vi afstår fra legemligt arbejde på sabbaten, men at tankerne oplæres til at dvæle ved hellige emner. Man overtræder faktisk det fjerde bud ved at samtale om timelige ting eller ved at give sig af med løssluppen, intetsigende samtale. At tale om alt og hvad som helst, der måtte falde os ind, er at tale vore egne ord. Enhver afvigelse fra, hvad der er ret, påfører os trældom og fordømmelse. ret
(703) Bror P du bør oplære dig til at indse, at det fjerde buds sabbat er hellig og du bør arbejde for at løfte banneret i din familie og overalt, hvor du ved dit eksempel har sænket det iblandt Guds folk. Du bør modarbejde den indflydelse, du har øvet i denne henseende, ved at tale og handle anderledes, end du har gjort. Du har tit forsømt at komme "sabbatsdagen i hu, så du holder den hellig"; ,du har ofte glemt det og ofte talt dine egne ord på Guds helligede dag. Du har været uforsigtig og har på sabbaten indladt dig i samtale med de vantro angående døgnets almindelige emner, såsom gevinst og tab, aktier, markens grøde og forsyninger. På denne måde skades din indflydelse ved dit eksempel. Du bør gøre en forandring. ret
(703) De, der ikke er helt omvendte til sandheden, lader tit deres tanker frit beskæftige sig med timelige foretagender og selv om de måske hviler fra legemligt arbejde på sabbaten, udtaler deres tunger, hvad der er i deres sind, deraf kommer deres tale om kvæg, grøde, tab og vinding. Alt dette er sabbatsovertrædelse. Dersom tankerne dvæler ved timelige anliggender, vil tungen åbenbare det, for af hjertets overflødighed taler munden. ret
(703) Prædikanter bør især være varsomme med deres eksempel (704) i denne henseende. På sabbaten bør de samvittighedsfuldt indskrænke sig til at tale om religiøse emner om den nærværende sandhed, om øjeblikkets pligter, den kristnes håb og frygt, prøvelser, kampe og trængsler, om den endelige sejr over døden og om den løn, der er i vente. ret
(704) Jesu tjenere bør stå som revsere af dem, der forsømmer at komme sabbaten i hu og holde den hellig. Venligt og højtideligt bør de irettesætte dem, der befatter sig med verdslig samtale på sabbaten og samtidig udgiver sig for at være sabbatsholder. De bør opmuntre til andægtighed over for Gud på hans hellige dag. ret
(704) Ingen bør føle sig fri til at gøre unyttig brug af hellig tid. Det mishager Gud, at sabbatsholdere sover en stor del af sabbaten. De vanærer derved deres skaber og siger ved deres eksempel, at de seks dage er alt for kostbare for dem til at anvendes til hvile. De må tjene penge, selv om det sker ved, at de berøver sig den nødvendige søvn som de så indhenter ved at sove hellig tid hen. De undskylder sig så ved at sige: "Sabbaten blev givet som hviledag. Jeg vil ikke berøve mig hvile for at overvære mødet, for jeg trænger til hvile." Sådanne gør en urigtig anvendelse af den hellige dag. De bør og da navnlig på den dag, interessere deres familie for dens helligholdelse og samles i Guds hus med de få eller mange, efter som forholdene måtte være. De bør hellige deres tid og deres kræfter til åndelige beskæftigelser, for at den guddommelige indflydelse, der hviler over sabbaten, må følge dem gennem ugen. Af alle ugens dage er ingen så gunstig til andægtige tanker og følelser som sabbaten. ret
(704) Som det blev fremstillet for mig, betragter og overvåger hele himmelen på sabbaten dem, der anerkender det fjerde buds krav og holder sabbaten. Engle lagde mærke til deres interesse og høje agtelse for (705) denne guddommelige indstiftelse. De, der helligede Gud Herren i deres hjerter ved en strengt andægtig sindsstemning og søgte at udnytte de hellige timer ved at holde sabbaten efter bedste evne og at ære Gud ved at kalde sabbaten en lyst, disse blev af englene særskilt velsignet med lys og sundhed og en særlig styrke blev dem skænket. Men på den anden side vendte englene sig bort fra dem, der ikke værdsatte helligheden ved den dag, Gud helligede og fratog dem deres lys og deres styrke. Jeg så dem overskyggede af en sky, modløse og ofte tungsindige. De følte en mangel på Guds Ånd. Vejl f menigh bd. 1 side 241-243] ret
(705) Kære bror P, du bør til alle tider være forsigtig med din samtale. Har Gud kaldet dig til at være Kristi repræsentant på jorden og i hans sted bønfalde syndere om at forlige sig med Gud? Dette er et højtideligt, ophøjet arbejde. Når du stopper at tale fra prædikestolen er det arbejde netop begyndt. Du er ikke fritaget fra ansvar når du ikke er til møde, men bør stadig fastholde din helligelse for det sjælevindende arbejde. Du skal være et levende brev, der kendes og læses af alle mennesker. Mageligheden skal du ikke rådføre dig med. Fornøjelser skal der ikke tænkes på. Sjæles frelse er det altoverskyggende tema. Det er til dette arbejde at Kristi evangelietjener er kaldt til. han må fastholde gode gerninger uden for mødet og besmykke sin bekendelse med sin gudfrygtige samtale og varsomme opførsel. Efter at du har arbejdet bag prædikestolen og du sidder ned i selskab omkring ildstedet, har du ofte, ved din uhellige samtale, modarbejdet dine anstrengelser bag prædikestolen. Du må efterleve det du forkynder for andre. Du må selv påtage dig pligterne selv, som du aldrig før har gjort, arbejdets byrde ansvarets vægt som burde hvile på enhver Kristi tjener. Stadfæst det der gives bag prædikestolen ved at følge det op i dit private liv. Gå ind i klog samtale over den nærværende (706) sandhed, forvis dig åbent om de tilstedeværende personers tilstand og gør, i frygt for Gud, praktisk anvendelse af den betydningsfulde sandhed for dem som du er sammen med. Du har ikke været hurtig i øjeblikket, været i utide, til at irettesætte, dadle, formane, med al langmodighed og lære. ret
(706) Som vagtmand på Zions mure, er en vedvarende årvågenhed nødvendig. Din årvågenhed må ikke formindskes. Optræn dig selv til at kunne appellere til familier omkring ildstedet. Du kan endda udrette mere i den retning end ved dit prædikestols arbejde alene. Hold øje med sjælene som en sjæl der måtte aflægge regnskab. Giv ingen anledning for ikke-troende til at formane dig til at udsætte denne pligt, men appeller til dem personligt. Tal redeligt med dem og bed dem om at overgive sig til sandheden. »Thi en Kristi vellugt er vi for Gud blandt dem, der frelses og blandt dem, der fortabes. For disse sidste bliver vi en duft af død til død, for de første en duft af liv til liv.« I det apostlen ser værkets storhed og de tunge ansvar hvile på prædikanten, udbryder han: »Og hvem er duelig hertil? Vi bærer os nemlig ikke ad som så mange andre, der søger vinding ved Guds ord, men ud af et rent sind, ja, ud af Gud, taler vi i Kristus for Guds åsyn.« ret
(706) Dem som fordærver ordet, rækker hveden og arverne ud, eller noget andet som kan anses evangelisk, skønt de modsætter sig Guds bud, kan ikke begribe apostlenes følelser da han skælvede under vægten af det alvorlige arbejde og vægten af ansvar som Kristi tjenere der har sjæles skæbne hvilende på sig - sjæle som Kristus døde for. For at kunne vurdere en selvbestaltet prædikant, kræves der kun et lille forbillede for at opfylde forventningerne og blive prædikant. Men apostlen vurderede de nødvendige kvalifikationer for at være prædikant højt. ret
(706) En prædikants opførsel bag prædikestolen bør være forsigtig, ikke hensynsløs. Han bør ikke være skødesløs med hensyn (707) til hans holdning. Han bør, i højeste grad, have orden og dannelse. Gud forlanger dette af dem som siger ja til et så ansvarsbetynget et arbejde, at modtage ord fra hans mund og sige dem til folk, advare og irettesætte, rette og trøste, som tilfældet kræver. Guds repræsentanter på jorden bør være i daglig forbindelse med ham. Deres ord bør være udvalgte, deres tale være pålidelig. De tilfældige ord bruges ofte af prædikanter som ikke forkynder evangeliet i oprigtighed og burde kasseres for altid. ret
(707) Jeg fik vist, bror P, at du af naturen var irritabel, let at opirre og at du manglede tålmodighed og overbærenhed. Hvis din opførsel blev draget i tvivl, eller du blev tilskyndet til at tage standpunkt for sandheden, følte du stærkt at du ikke ville være for hurtig. Du ville ikke flytte dig et skridt fordi andre ønskede at du skulle. Du ville have din tid. Skulle dine tilhører gøre det samme, ville du anse dem for dadelværdige. Hvis alle skulle gøre som du har gjort, skulle Guds folk have et helt tusinde år til at gøre deres forberedelser for dommen. Gud har i sin nåde båret over med din træghed; men det vil ikke svare sig for andre at følge dit eksempel, for du er nu svag og utilstrækkelig hvor du kunne være stærk og velrustet for arbejdet. ret
(707) Bror R kunne kun gøre lidt for dig. Hans arbejde blev tilrettelagt uklogt. Han begik især fejl ved at interessere sig for dem som gerne ville være lærere. Han kendte ikke noget til en prædikants arbejde i Maine og havde han arbejdet i nye marker hvor der ikke før havde været adventister, ville mange have fået kundskab til sandheden. Bror S har gået langsomt frem og fået et for Gud mere behageligt ståsted, med henblik på tålmodighed, overbærenhed og udholdenhed; og alligevel er der et meget større arbejde at udrette for han kan blive en god prædikant i Guds værks sag og fremme. ret
(707) Bror R interesserer sig nidkært for dit arbejde, men (708) du nægter at blive hjulpet af ham. Du fik tilstået tid og styrke; og tingene blev tilpasset for din skyld for at fjerne dine fordomme og vinde dig til at antage sandheden, indtil din ladhed og vantro udtømte bror R's tålmodighed. Så blev karakteren af hans arbejde ændret og han pressede dig til en beslutning og handlede ud fra det lys og vidnesbyrd du havde fået. Denne alvorlige anstrengelse fra hans side, kaldte du anmassende og forstyrrede dig. Dit stædige temperament blev vist; du gjorde op mod denne behandling og forkastede de anstrengelser der blev gjort for dig. Her skadede du dig selv, gjorde bror R modløs og mishagede Gud. Dine følelser mod bror R var ikke kristne. Du var stolt af din modstand over for hans bestræbelser for dit gode. Herren velsignede bror R's arbejde ved at skabe en forsamling i Mainestaten. Dette arbejde var hårdt og prøvende og du havde din del for at det var sådan. Du indså ikke hvor hårdt du gjorde arbejdet for dem Gud havde sendt til at bringe folket sandheden. De opbrugte deres kræfter på at bringe folk til standpunkt for sandheden, medens du og andre af prædikanterne stod direkte i vejen. Gud arbejdede igennem hans tjenere for at drage til sandheden og Satan arbejdede igennem dig og andre prædikanter for at svække modet og modvirke deres arbejde. De mennesker som bekendte sig at være vagtfolk og som, hvis de havde stået i Guds rådssamling, ville have været de første til at modtage advarselsordet og give det til folk, var blandt de sidste til at antage sandheden. Folk var foran deres lærer. De modtog advarslen før vagtfolknene fordi vagtfolkene var upålidelige og sov på deres post. ret
(708) Bror P, du burde have haft broderlig forståelse og kærlighed for bror R, for han gjorde sig snarere fortjent til det end et kritisk ord. Du bør kritisere din (709) egen opførsel strengt fordi du blev fundet i kamp med Gud. Men du har fornøjet dig selv og andre på bror R's bekostning ved at fortælle om hans bestræbelser for dig og din modstand mod hans arbejde og har nydt en hjertelig latter over den sag. ret
(709) Det passer sig for enhver Kristi prædikant at gøre brug af sund tale som ikke kan fordømmes. Jeg fik vist at et højtideligt arbejde skulle udrettes for Kristi tjenere. Dette kan ikke gøres uden deres medvirken. De må føle at de har et arbejde at gøre i deres egne sager som ingen andre kan gøre for dem. De må søge efter at få de nødvendige kvalifikationer, for at blive duelige Kristi tjenere, så de på Guds dag kan stå frikendt, fri for sjæles blod, have gjort hele deres pligt under frygt for Gud. Som deres løn, vil den trofaste underhyrde høre fra overhyrden: »Vel du gode og tro tjener.« Han vil da sætte herlighedens krone på deres hoveder og bede dem gå ind til deres Herres glæde. Hvilken glæde er det? Det er at sammen med Kristus at beskue de forløste hellige, se tilbage sammen med ham på deres sjæles rejse, deres selvfornægtelse og selvopofrelse, deres fralæggelse af magelighed, verdslig vinding og tungt arbejde og sjælspinen som mennesker ville modsætte sig Guds råd imod deres egne sjæle. Dette erindrer deres revselse af deres sjæle for Gud, deres gråd mellem indgangen og alteret og de bliver til en skuespil for verden, for engle og for mennesker. Alt dette er da til ende og frugterne af deres arbejde kan ses; sjæle frelst gennem deres bestræbelser i Kristus. Prædikanter som har samarbejdet med Kristus går ind til deres Herres glæde og er tilfredse. »Mens vi retter vort blik mod Jesus, troens Banebryder og Fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset (710) uden at ænse skammen og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle. I jeres kamp mod synden har I endnu ikke stået imod indtil blodet.« Prædikanter glemmer let deres frelses Anker. De tror de udholder meget, men de bærer og lider kun lidt. Gud vil arbejde for prædikanter hvis de vil arbejde for ham. Men hvis de føler at alt er i orden og ikke behøver en gennemgribende omvendelse og ikke se sig selv komme op til Guds målestok, kan Gud arbejde bedre uden deres arbejde end hvis de var med. ret
(710) Gud forlanger at prædikanter skal komme op til standarden og vise sig selv anerkendt af Gud, arbejdsfolk der ikke bliver til skamme. Hvis de nægter denne strikse disciplin, vil Gud befri dem og vælge mennesker som ikke vil hvile før de er fuldt udstyret til alle gode gerninger. Vore hjerter er naturlig syndige og dovne i Kristi tjeneste og vi behøver hele tiden at blive overvåget, ellers kan vi ikke udholde hårdheden som gode Kristi soldater; og vi skal ikke føle nødvendigheden af de stræbsomme livskraftige slag imod plagende synder, så vil vi hurtig falde for Satans list og sætte en norm for os selv, i stedet for at godtage den rene ophøjede Guds-fastsatte standard. ret
(710) Jeg så at de sabbatsholdende prædikanter i Maine ikke sørgede for at være bibelstuderende. De har ikke for sig selv følt nødvendigheden af ihærdigt studium af Guds ord, så de kan blive fuldstændig udstyrede til alle gode gerninger; de har heller ikke følt nødvendigheden for at anspore den nøje granskning af skrifterne over for deres tilhørere. Hvis der ikke havde været en syvende-dags adventist prædikant i Maine til at modsætte sig Guds råd, kunne alt hvad der var blevet udrettet være gjort med de halve anstrengelser og folk kunne være kommet ud af deres forstyrrede, (711) forvirrede tilstand til orden og kunne nu have været stærke nok til at stå imod den modgående påvirkning. Mange steder som endnu ikke er blevet indtaget kunne have været besøgt og succesrigt arbejdet kunne gøres, hvilket ville have bragt til sandhedens kundskab. ret
(711) Meget af det arbejde som er blevet brugt i Maine har været for syvende-dags adventist prædikanter, for at bringe dem til et rigtigt standpunkt.. Det har krævet hårdt arbejde at modvirke den indflydelse som de har udøvet når de modsætter sig Guds råd imod dem selv og stå i vejen for syndere. De ville ikke trænge ind i sig selv og de der ville, forhindrede de ved forskrift og eksempel. En fejltagelse er blevet gjort ved at gå ind i områder hvor der er adventister som ikke i almindelighed anser det for nødvendigt at blive hjulpet, men som tror at de er i god tilstand og i stand til at lære andre. Arbejderne er få og deres styrke må bruges til bedst mulig nytte. Meget mere kan gøres i Maine staten, i almindelighed, hvor der ikke er en adventist. Nye marker bør indtages; og den tid der hidtil er blevet brugt i opslidende arbejde for adventister som ikke har noget ønske om at lære bør helliges til disse nye områder, til at gå ud på hovedstrøg og stier og arbejde for ikke-troendens omvendelse. Hvis adventister vil komme og høre, lad dem komme. Lad vejen være åben for dem til at komme hvis de vil.