(73) Jeg fik vist at selvom søster J og Bror og søster K har set fejl i andre, har de ikke gjort sig møje for at rette disse fejl og hjælpe dem som de burde have hjulpet. De har overladt dem for meget til sig selv og holdt dem på afstand og følt at det ikke var til nogen nytte at prøve at gøre (74) noget for dem. Dette er forkert. Ved dette begår de fejl. Kristus siger: »Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse.« Herren vil at vi skal hjælpe dem som mest trænger til hjælp. Når I har set på andres fejl, har I holdt jer selv for meget ude og har været for selviske i jeres glæde for sandheden. Gud billiger ikke denne tilfredshed for sandheden og manglende opofrelse for at hjælpe og styrke dem som behøver styrke. Vi er ikke alle disponeret på samme måde og mange er ikke rigtig oplærte. Deres opdragelse har været mangelfuld. Nogle har fået et hidsigt temperament og deres opdragelse i barndommen har ikke lært dem at beherske sig. Med dette iltre temperament, støder misundelse og jalousi ofte sammen. Andre er mangelfulde i andre henseender. Nogle handler uærligt og bedrager når de håndterer deres ting. Andre er egenmægtige i deres familier og elsker at herske. Deres livsførelse er langt fra det rigtige. Deres opdragelse var helt forkert. De er ikke blevet fortalt om eftergivenhedens synd der styrer disse onde træk; derfor er synd for dem ikke så overordentlig syndigt som for andre. For andre, hvis opdragelse ikke har været så mangelfuld, som har haft en bedre oplæring, har udviklet en noget mindre stødende karakter. Alle de kristnes liv er ganske meget påvirket til at gøre godt eller til at gøre ondt, fra deres tidligere opdragelse. ret
(74) Jesus, vor forsvarer, kender til alle de forhold som vi er omgivet af og behandler os efter det lys vi har haft og de forhold vi er sat i. Nogle har en meget bedre organisme end andre. Selv om nogle til stadighed er fortravlet, plaget og i uro på grund af deres uheldige karaktertræk og er i krig med indre fjender og deres naturs fordærv, har andre ikke det halve at kæmpe imod. De går fri for næsten alle de vanskeligheder som deres brødre og søstre der ikke er så godt indrettet må arbejde under. I rigtig mange tilfælde arbejder de ikke halvt så hård for at (75) overvinde og leve en kristens liv som nogen af de uheldige, jeg har nævnt, gør. De sidstnævnte viser sig at være til ulempe hver gang, medens de førstnævnte viser sig at være langt bedre fordi det er naturligt for dem at gøre sådan. De skal ikke arbejde halvt så hårdt for at våge og holde legemet nede, alligevel sammenligner de deres levned med andres som er mindre heldigt indrettet og dårligt oplært og de smigrer sig selv med denne modsætning. De taler om de uheldiges fejl og mangler, men føler ikke at de har nogen større byrde i den sag end at dvæle ved de fejl og undgå dem som er de skyldige. ret
(75) Den fremtrædende stilling som I som en familie har i menigheden gør at det er yderst nødvendigt for jer at bære byrder. Ikke at I skal tage byrder for dem som selv er i stand til at bære sine egne byrder og hjælpe andre; men I skal hjælpe dem som har mest brug for hjælp, dem som er mindre gunstigt placeret, som begår fejl og er mangelfulde og som kan have skadet dig og prøvet din tålmodighed til det yderste. Det er netop sådanne mennesker som Jesus ynkes over, fordi Satan har mere magt over dem og benytter sig hele tiden af deres svage egenskaber og skyder sine pile mod dem for at såre dem der hvor de er mindst beskyttet. Jesus udøver sin magt og barmhjertighed i netop disse ynkværdige tilfælde. Da han spurgte hvem elskede mest, svarede Simon: »Jeg tænker den, som han eftergav mest.« Således vil det være. Jesus unddrog sig ikke for den svage, uheldigt stillede og hjælpeløse, men han hjalp dem som behøvede hjælp. Han begrænsede ikke sine besøg og arbejde til en mere intilligent og mindre fejlende klasse, så de uheldigt stillede blev forsømt. Han forhørte sig ikke om hvorvidt det passede sig for ham at være i ven med de fattigste, de mest trængende. Disse er dem hvis selskab han søger, det mistede får af Israels hus. ret
(75) Dette er arbejdet som I har forsømt. I har undgået ubehagelige ansvar og har ikke gået til den som fejler (76) og besøgt dem og vist interesse og kærlighed for dem og gjort jer selv fortrolig med dem. I har ikke haft en Kristus lignende tilgivelse. I har markeret den kurs at alle må komme frem for jer før I kan brede jeres barmhjertighedskåbe ud over dem. I er ikke pålagt at skjule synder, men at udøve den medfølende kærlighed for den fejlende som Kristus har udvist mod jer. ret
(76) I er sat under de gunstigste forhold til at udvikle en god kristen karakter. I føler ikke en trykkende mangel, eller jeres sjæle er hudløse eller forpinte af ulydige og oprørske børns opførsel. I jeres familie er der ingen skarpe stemmer. I har alt hvad hjertet kan ønske. Til trods for jeres gode omgivelser har I alligevel mangler og fejl og meget at overvinde for at være fri fra åndelig stolthed, selviskhed, opfarenhed, jalousi og onde tanker. ret
(76) Bror K har ikke den onde tales synd at omvende sig fra, som så mange har, men han mangler en villighed til at hjælpe dem som allermest behøver hjælp. Han er selvisk. Han elsker sit hjem, elsker stille fred, friheden for bekymringer, forviklinger og prøvelser; derfor behager han sig selv så meget. Han bærer ikke de byrder som himlen har tiltænkt ham. Han undgår ubehagelige ansvar og lukker sig selv for meget inde i sin kærlighed til fred og ro. Han har været ganske gavmild med sine midler, men når det er nødvendigt at fornægte selvet for at gøre det gode der er brug for, når et virkeligt offer kræves fra hans side, har han kun en lille erfaring og må få den. ret
(76) Han frygter at han vil blive bebrejdet hvis han vover at hjælpe den vildfarende. »Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag. Enhver af os skal gøre, hvad der behager sin næste og er til gavn og opbyggelse. Thi Kristus gjorde heller ikke, hvad der var ham selv til behag; men som der står skrevet: »Spotten fra dem, der spotter dig, er faldet på mig.« Alle som tager (77) del i denne store frelse har noget at gøre med at hjælpe dem som hænger ved Zions udkant. De bør ikke slippe deres greb og skubbe dem væk uden at hjælpe dem til at overvinde sig og berede sig for dommen. Nej, slet ikke. Selv om disse bræger i folden, bør de opmuntres og styrkes ved al den hjælp det er i vor magt at yde. I som en familie har ret strenge regler og stive ideer som ikke kan bruges i ethvert tilfælde. I mangler kærlighed, mildhed, ømhed og medynk for dem som ikke handler så hurtig som de burde. Denne ånd har hersket i en sådan grad at I visner åndeligt i stedet for at blomstre i Herren. Jeres interesser, jeres møje og bekymringer er for jeres familie og jeres slægtninge. Men I har ikke overvejet at række ud over andre omkring jer, overvinde jeres uvilje mod at øve indflydelse uden for den særlige kreds. I forguder jeres egne og lukker jer inde med jer selv. Om Herren kan frelse mig og mine er den store byrde. Disse tanker må dø før I kan blomstre i Herren og gøre åndelig fremgang og før menigheden kan vokse og sjæle kan lægges til som skal frelses. ret
(77) I er alle indsnævrede med hensyn til at arbejde for andre og I må ændre jeres arbejdsgrundlag. Jeres slægtninge er ikke mere dyrebare i Guds øjne end nogen andre stakkels sjæle som behøver frelsen. Vi må lægge selvet og selviskheden under vore fødder og ved eksempel i vore liv vise den opofrelsens og uegennyttighedens godgørenhed der var vist af Jesus da han var på jorden. Alle bør have en interesse for sine slægtninge, men bør ikke lade sig selv lukke inde i dem som om de var de eneste Jesu kom for at frelse.