(104) I det arbejde der blev gjort for menigheden i Battle Creek i foråret 1870, var ikke alt i tillid til Gud som den betydningsfulde foranledning påkrævede. Brødrene R og S gjorde ikke Gud til deres tillid og handlede ikke i hans styrke og med hans nåde så konsekvent som de skulle. ret
(104) Når bror S mener at en person gør noget galt, er han ofte for streng. Han udviser ikke den medfølelse og betænksomhed som han ville over for sig selv under samme omstændigheder. Han er også i stor fare for at fejlbedømme andre og fejle over for dem. Det er det vanskeligste og mest kritiske arbejde der er givet til dødelige mennesker, at have med andre sindelag at gøre. Dem som går ind i dette arbejde bør have en klar dømmekraft og god skarpsindighed. Ægte selvstændighed er helt forskellig fra ubesindighed. Den uafhængighedsegenskab som fører til en forsigtig, from og sindig (105) opfattelse bør ikke opgives så let, ikke før der er tilstrækkelige beviser for at det er forkert. Denne selvstændighed vil holde sindet roligt og uforanderligt blandt masser af fejl der begås og vil lede dem i ansvarlige stillinger til at se omhyggeligt på tingene fra alle sider og ikke vakle efter andres påvirkning, eller efter omgivelser, der danner slutninger uden fornuften, ved en kundskab til alle forholdende. ret
(105) Undersøgelsen af forholdende i Battle Creek var rigtig meget efter den måde som en jurist kritiserer vidner på og Guds Ånd var bestemt fraværende. Der var nogle få enige i dette arbejde som var aktive og nidkære. Nogle var selvretfærdige og selvtilstrækkelige og man stolede på deres vidnesbyrd og deres indflydelse rokkede ved brødrene R og S. På grund af nogle ligegyldige mangler, blev søstrene T og U ikke modtaget som medlemmer for menigheden. Brødrene R og S burde have haft dømmekraft og skarpsindighed til at se at disse problemer ikke var tilstrækkelige til at holde disse søstre ude fra menigheden. De begge har været længe i troen og har i atten år været redelige i sabbatshelligholdelsen. ret
(105) Søster V, som fik disse ting på bane, burde have givet sig selv vigtigere grunde til om hun ikke skulle blive medlem af menigheden. Var hun uden synd? Var alle hendes veje fuldkomne over for Gud? Var hun fuldkommen i tålmod, selvfornægtelse, venlighed, overbærenhed og stille i sit temperament? Hvis hun var uden almindelige kvinders svagheder, så kunne hun kaste den første sten. De søstre som var efterladt uden for menigheden var plads værd i den. De var elsket af Gud. Men de blev behandlet uklogt, uden tilstrækkelig grund. Der var andre, hvis sager ikke blev behandlet mere himmelsk visdom, endda uden sund fornuft. Bror S’s bedømmelse og skarpsindighed er blevet fordrejet for rigtig mange år siden af sin hustru, som har været et meget effektivt medium af Satan. Hvis han havde den virkelige selvstændighed ville han havde haft en behørig selvrespekt og med passende (106) værdighed have bygget sit eget hjem op. Da han begyndte en kurs der skulle indgyde selvrespekt i hans familie førte han det for langt og har været streng og har talt hårdt og undertrykkende. Bliver han klar over dette efter en tid, vil han da gå til den modsatte yderlighed og frafalde sin selvstændighed. ret
(106) I den sindstilstand vil han få nogle bemærkninger fra sine hustru, opgive sin egen evne til at bedømme og let blive bedraget af hendes list. Nogen gange foregiver hun at have store lidelser og vil fortælle hvilke afsavn hun har måtte udholde og hvor meget hendes brødre har forsømt hende når hendes mand er væk. Hun har haft mange udflugter og listige kunstgreb der udnytter hendes mand. Bror S har ikke til fulde modtaget det lys som Herren har givet ham for nogen tid siden om hans hustru, ellers ville han ikke være bedraget så meget af hende som han har været. Han er mange gange komme i hendes trældomsåg fordi hans eget hjerte og liv ikke har været helt helliget Gud. Hans følelser var optændt mod sine brødre og han holdt dem nede. Selvet er ikke blevet korsfæstet. Han bør alvorligt forsøge at få alle sine tanker og følelser underlagt en Kristi lydighed. Tro og selvfornægtelse kunne være bror S’s stærke hjælpere. Hvis han havde iført sig Guds fulde rustning og ikke valgt noget andet forsvar end det som Guds Ånd og sandhedens kraft giver ham, kunne han i Guds kraft være stærk. ret
(106) Men i mange henseender er bror S svag. Hvis Gud forlanger at han skal afsløre eller dømme en af sine næste, irettesætte eller rette en bror, eller modstå og ødelægge hans fjender, kunne det være et forholdsvis naturligt og let arbejde for ham. Men en krig imod selvet, undertrykkelse af sit eget hjertets ønsker og hengivenhed og ransage og styre hjertets skjulte motiver, er en sværere krig. Hvor uvillig er han ikke til at kæmpe en kamp som denne! Krigen imod selvet er den største krig der nogensinde er udkæmpet. Overgivelse af selvet, overgivelse af alt til Guds vilje og iklæde sig ydmyghed, har den kærlighed i sig der er ren og fredskabende og let at (107) komme med forbønner til, fuld af venlighed og gode frugter, er ikke et naturligt talent. Og alligevel er det her hans forret og hans pligt at overvinde det fuldstændigt. Sjælen må underkastes Gud før den kan fornys i kundskaben og i sand hellighed. Kristi hellige liv og karakter er et godt og nøjagtigt eksempel. Hans tillid til sin himmelske Fader var ubegrænset. Hans lydighed og underdanighed var uforbeholden og fuldkommen. Han kom ikke for at blive betjent, men for at tjene andre. Han kom ikke for at gøre sin egen vilje, men hans vilje som har sendt ham. I alt underlagde han sig ham der dømmer retfærdigt. Fra verdens Frelser kunne disse ord høres: »Jeg kan slet intet gøre af mig selv.« ret
(107) Han blev fattig og gav ikke sig selv et renommé. Han var sulten og ofte tørstig og mange ting betyngede hans arbejde; men han havde ikke noget sted at lægge sit hoved. Da nattens kolde og klamme skygger samlede sig om ham, var jorden ofte hans seng. Alligevel velsignede han dem som hadede ham. Hvilket liv! hvilken erfaring! Kan vi, Kristi bekendende efterfølgere, med gælde udholde de afsavn og lidelser som Vor Herre gjorde, uden at knurre? Kan vi drikke af bægeret og døbes med dåben? (Matt 20,22) Kan vi dette kan vi dele hans herlighed sammen med ham i hans himmelske rige. Hvis vi ikke kan, kan vi ikke have nogen del sammen med ham. ret
(107) Bror S er godt til at tjene penge, ellers ville hans arbejde gøre stor skade. Han er for påvirket af det de andre siger om de fejlende mennesker; han er tilbøjelig til at slutte ud fra de indtryk hans sind får og han handler strengt, skønt en mildere måde ville være langt bedre. Han tænker ikke på sine egne svagheder og hvor hårdt det er for ham at have sin opførsel draget i tvivl også når han gør noget forkert. Når han afgør at en bror eller søster er forkert på den er han tilbøjelig til at bare køre sine synspunkter igennem og kritisere, selvom han derved skader sig selv og andre. ret
(107) Bror S bør undgå menighedsprøvelser og bør ikke have noget at gøre med svære vanskeligheder, hvis han overhovedet kan undgå det. Han har en dyrebar gave, som behøves i Guds arbejde. Men (108) bør holde sig fra påvirkninger som appellerer på hans forståelse og forvirrer hans dømmekraft og får ham til at handle uklogt. Sådan behøver det nu ikke at være. Han udøver for lidt tro til Gud. Han dvæler for meget ved sin legemlige svaghed og styrker vantro ved at blive ved de dårlige tanker. Gud har hos sig styrke og visdom for dem som søger alvorligt og tror. ret
(108) Jeg fik vist at bror S på visse punkter er en stærk mand, medens han på andre er svag som et barn. Hans måde at behandle den fejlende på har en spredende påvirkning. Han har tillid til sin evne for at sætte tingene i orden der hvor han mener det behøves, men han ser ikke rigtigt på tingene. Han indfletter sine egne måder i sit arbejde og skiller ikke tingene ad, men handler ofte uden omhu. Det er sådan noget som at overdrive udførelsen af udtrykkelige opgaver for andre.»Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod: dem, der tvivler; frels dem, riv dem ud af ilden! Men der er andre, som I skal være barmhjertige imod med frygt, så I afskyer endog den kjortel, som er besmittet af kødet« ret
(108) Pligtfølelse, streng pligtfølelse, har en tvillingsøster, som er venlighed. Hvis pligtfølelse og venlighed blandes, vil der bestemt vindes fremskridt; men hvis pligtfølelsen adskilles fra venlighed, hvis øm kærlighed ikke blandes med pligtfølelse, vil der ske fejl og megen skade vil være resultatet. Mænd og kvinder vil ikke drives, men mange kan vindes ved venlighed og kærlighed. Bror S har holdt evangeliets pisk højt og hans egne ord har ofte være piskesmæld. Dette har ikke haft en indflydelse der fremskynder andre til større iver eller tilskynder dem til gode gerning, men det har vækket deres kamplyst til oprør mod hans strenghed. ret
(108) Hvis bror S havde vandret i lyset, ville han ikke have begået så mange fejl. »Den, som vandrer om dagen, støder ikke an, for han ser denne verdens lys. Den, som vandrer om natten, støder an, fordi han ikke har lyset i sig.« Lydighedens sti er den sikre sti. »Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt.« Gå i lyset og når du trygt »vandrer... din vej, støder du ikke imod med din fod.« (109) Dem som ikke vandre i lyset vil have en sygelig, forkrøblet religion. Bror S burde føle betydningen af at vandre i lyset, hvordan han end korsfæster selvet. Det er alvorlige anstrengelser, tilskyndet af kærlighed for sjæle, som styrker hjertet og udvikler nådegaverne. ret
(109) Min bror, du har let ved at være selvstændig og selvtilstrækkelig. Du værdsætter dine evner højere end de kan bære det. Du beder til Herren om at ydmyge dig og gøre dig egnet for hans arbejde og selv om han besvarer dine bønner og underlægger dig den nødvendige disciplin for at udrette målet, overgiver du dig ofte til fortvivlelse og modløshed og du tror du har grund til at blive modløs. Skønt bror W har sat dig i rette og holdt dig tilbage for at involvere dig i menighedens vanskeligheder, har du ofte følt at han lagde bånd på dig. ret
(109) Jeg fik vist dit arbejde i Iowa. Du havde bestemt ikke samlet sammen med Kristus. Du forstyrrede og spredte de stakkels får. Du havde en iver, men den var ikke efter kundskaben. Dit arbejde var ikke i kærlighed, men i fasthed og strenghed. Du var fordringsfuld og overlegen. Du styrkede ikke den syge og hjalp den haltende. Din skadelige hårdhed skubbede nogle ud af folden som aldrig kan nås igen og bringes tilbage. Æbler af guld i skåle af sølv er ord der tales i rette tid. Ord der siges upassende modsatte. Din indflydelse vil være som trøstesløs hagl. ret
(109) Du har været i vildrede under bøn da bror W formanede, rådede og irettesatte dig. Du har troet at hvis du kunne være frit stillet og handle selv, kunne du gøre et godt og stort arbejde. Men din hustrus indflydelse har skadet din brugbarhed meget. Du har ikke styret dit eget hjem godt; du har ikke behersket det. Du troede at du vidste hvordan du skulle lede dine hjemlige ting. Men hvor er du bedraget! du har for ofte fulgt dine egne tilskyndelser, som har ført til rådvildhed og modløshed og dette har omtåget (110) din dømmekraft og svækket din åndelighed så at der blev lagt mærke til, at dit arbejde var ufuldkomment. ret
(110) Brødrene R og S's arbejde i ___ var forhastet. Disse brødre havde deres tidligere erfaring med dens fejltagelser, hvilket skulle være tilstrækkeligt til at lede dem fra at gå ind i et værk som de ikke være udrustet til at udføre. Der var nok der skulle gøres. Det var et svært sted at starte en menighed på. De var hele tiden omgivet af en modstand. Enhver bevægelse skulle have været under skønsom forsigtighed og overvejelse under bøn. ret
(110) Disse to brødre er blevet advaret og irettesat gentagne gange for at handle uforstandigt og de burde ikke have selv taget det ansvar op de har. Oh, hvor meget bedre ville det ikke have været for Guds sag i ___ om de havde arbejdet på nye marker! Satans hovedsæde er i ___, lige så vel som i andre onde byer og han er en listig fjende at kæmpe med. Der var uordentlige elementer blandt sabbatsholderne i ___ som var til hindring for arbejdet. Men der er god tid til at tale og handle, en gylden anledning som vil give de bedste resultater for arbejdet, der lægges frem. ret
(110) Hvis tingene mere fik lov til at udvikle sig før man gik i gang, ville de uregerlige og uhellige være adskilt og der ville ikke have været et modstanderparti. Dette parti kunne om muligt altid frelses. Menigheden må hellere lide megen besvær og udøve mere tålmodighed, end at forhaste sig og jage med tingene og opirre en kamplyst. Dem som virkelig elsker sandheden for sandhedens skyld bør handle med Guds herlighed for øje og lade sandhedens lys skinne for alle. ret
(110) De kan vente at forvirring og utilfredshed blandt dem vil give dem problemer. Satan vil ikke forblive tavs og se en skare rejse sig i ___ for at forsvare sandheden og for at fordrive sofisteri og vildfarelse. Hans vrede vil optændes og han vil starte en krig mod dem som holder Guds bud og har Jesu (111) vidnesbyrd. Men dette burde ikke have gjort de trofaste troende utålmodige eller modløse. Disse ting burde have haft en indflydelse der gør den sande troende mere vagtsom, vågen, bede mere - mere øm, medynkende og kærlig for dem som begår store fejl over for evige ting. Idet Kristus har båret og fortsætter med at bære over med vore fejl, vor utaknemmelighed og vor svage kærlighed, så burde vi bære over med dem som forsøger og prøver vor tålmodighed. Skal den selvfornægtende og selvopofrende Jesu' efterfølgere ikke være lig deres Herre? Kristne burde have venlighedens og overbærenhedens hjerte. ret
(111) Evangelie-sædemanden
Lignelsen om evangelie-sædemanden, som Kristus fremstillede for sine tilhørere, indeholder en lektie som vi bør studere. Dem som forkynder den nærværende sandhed og spreder den gode sæd vil se de samme resultater som evangelie-sædemanden. Alle klasser vil berøres mere eller mindre af den tydelige og overbevisende sandheds fremstilling. Nogle vil lytte ude ved vejkanten. De vil påvirkes af de talte sandheder; men de har ikke opelsket moralske kræfter, de har snarere fulgt tilbøjelighederne end pligten og onde vaner har forhærdet deres hjerter indtil de er ligesom den hårde, fasttrådte gade. Disse bekender sig til at tro sandheden; men de vil ikke have en rigtig fornemmelse af dens hellige og ophøjede karakter. De skiller sig ikke ud fra fornøjelses og fordærvende selskabers venner og elskere; men de sætter sig selv der hvor de hele tiden fristes og kan godt fremstilles som den uindhegnede mark. De byder fjendens fristelser ind og til sidst mister de den agtelse de synes at have for sandheden skønt den gode sæd blev sået i deres hjerter. ret
(111) Nogle er stengrunds lyttere. De tager hurtigt imod alt nyt og spændende. Sandhedens ord vil de nyde. De taler alvorligt, med varme og iver, om deres tro og håb og mange giver endda irettesættelser til dem af lang erfaring for nogle tilsyneladende mangler eller for deres (112) mangel på begejstring. Men når de forsøges og prøves i prøvelsernes og fristelsernes hede, når Guds skærekniv anvendes, så de må frembringe frugter til fuldendthed, vil deres iver dø, deres røst vil forstummes. De praler ikke længere af sandhedens styrke og kraft. ret
(112) Denne klasse styres af følelser. De har ikke en dyb og stabil karakter. Princippet rækker ikke så dybt ned, eller ligger under for deres handlinger. I ord har de ophøjet sandheden, men de er ikke dens gørere. Sandhedens frø har ikke slået rod under overfladen. Hjertet er ikke blevet fornyet ved Guds Ånds forvandlende indflydelse. Og når sandheden kalder mænd og kvinder, er de andre steder når der skal ofres for sandhedens skyld; og når prøvelser og forfølgelser kommer, falder de fra fordi de ikke har dybe rødder i jorden. Den tydelige, skarpe og nøje sandhed arbejder i hjertet og afslører karakterens mangler. Nogle vil ikke stå deres prøve, men ofte vil de lukke deres øjne for deres mangler; skønt deres samvittighed fortæller dem at det talte ord fra Guds budbringere, som så nøje opløfter deres kristne karakter, er sandt, vil de dog ikke lytte til stemmen. De er krænkede på grund af ordet og opgiver hellere sandheden end at lade sig hellige ved den. De bilder sig selv ind at de må kunne komme til himlen på en lettere måde. ret
(112) Endnu en anden klasse fremstilles i den lignelse. Mænd og kvinder som lytter til ordet overbevises om sandheden og godtager den uden at se syndigheden i deres hjerter. Verdens kærlighed tager en stor plads i deres følelser. De vil gerne have det bedste ud af handelen. De kryber uden om og ved hjælp af svig og bedrag får de midler som altid vil vise sig at være som en torn for dem; for det vil veje mere end deres gode hensigter og mål. Den gode sæd der sået i deres hjerter kvæles. De er ofte så fulde af bekymringer at de frygter at de ikke vil kunne få midler nok, ellers vil de miste hvad de har vundet, så de kan gøre deres timelige til det primære. De giver ikke den gode sæd næring. De deltager ikke i møder (113) hvor deres hjerter kan styrkes ved religiøse privilegier. De frygter at de vil lide tab med deres timelige ting. Rigdommenes bedrag får dem til at bilde sig selv ind at det er deres opgave at slide og vinde alt det de kan, så de kan hjælpe Guds sag; og jo mere de alligevel forøger deres jordiske rigdomme des mindre har de lyst til at dele deres rigdomme med andre, indtil deres hjerter er helt vendt fra den sandhed de elskede. Den gode sæd kvæles fordi unødige verdslige bekymringer er vokset op over den, sammen med kærlighed for verdslige fornøjelser og ære som rigdommene giver. ret
(113) Hveden og ugræsset
[I en anden lignelse, som Jesus talte til disciplene, sammenlignede han himmeriget med en ager, hvor en mand såede god sæd, men hvori fjenden såede ugræs, medens manden sov. Tjenerne stillede husbonden dette spørgsmål: »Herre, du såede jo god sæd i din mark, hvorfra er da rajgræsset kommet?« Han sagde til dem; »Det har et fjendsk menneske gjort,« Så spørger tjenerne ham: »Vil du da have, at vi skal gå hen og samle det fra?« Men han siger: »Nej, for at I ikke, når l samler rajgræsset fra, skal rykke hveden op tillige med det. Lad kun begge dele gro side om side indtil høsten: og i høstens tid vil jeg da sige til høstfolkene: »Saml først rajgræsset fra og bind det i knipper for at brænde det, men bring hveden hjem i min lade!«. Dersom troskab og årvågenhed var blevet opretholdt, dersom ingen havde sovet eller udvist forsømmelighed, ville fjenden ikke have haft så gunstig en anledning til at så ugræs blandt hveden. Satan sover aldrig. Han våger og han udnytter enhver anledning til at lade sine tjenere udbrede vildfarelse, der finder god jordbund i mange vanhellige hjerter. ret
(113) De, som i oprigtighed tror på sandheden, bedrøves og deres prøvelser og sorger forøges i høj grad, når de befinder sig iblandt elementer, der plager dem og gør dem forsagte og modløse i deres bestræbelser. Men Herren ønsker at lære sine tjenere at udvise stor varsomhed i alle deres handlinger. »Lad kun begge dele vokse side om side.« Ryk ikke (114) ugræsset op med vold, for at I ikke ved at rykke det op skal løsrive de dyrebare blade. Både prædikanter og menighedsmedlemmer bør være meget forsigtige, at de ikke viser nidkærhed uden den rette; indsigt. Der er fare for, at man kan gøre for meget for at afhjælpe vanskeligheder i menigheden, når disse ofte vil afhjælpe sig selv, hvis man lader dem uænsede. Det er uklog taktik at gribe menighedssager an for tidligt. Vi må vise den største forsigtighed, tålmodighed og selvbeherskelse og finde os i disse ting og ikke gå til værks i vor egen ånd for at sætte skik på dem. ret
(114) Det arbejde, som blev udført i ___ var ubetimeligt og afstedkom en ulykkelig splittelse i denne lille menighed. Hvis Guds tjenere kunne have set betydningen af vor frelsers lærdom i lignelsen om hveden og ugræsset, ville de ikke have handlet, som de gjorde. Inden man foretager sig noget, der vil give endog dem, der er ganske uværdige, den mindste anledning til at klage over at blive skilt fra menigheden, bør sagen altid gøres til genstand for den mest omhyggelige overvejelse og alvorlig bøn. I ___ blev der foretaget ting, som skabte et oppositionsparti. Nogle tilhørte den klasse tilhørere, hvor sæden var faldet på vejen. for andres vedkommende var den faldet på stengrund og atter andre tilhørte den klasse, der modtog sandheden, medens der i hjertet var torne, som kvalte den gode sæd; disse ville aldrig have fuldkommet en kristelig karakter. Men der var nogle få, som kunne have fået næring og styrke og være blevet bekræftet og grundfæstet i sandheden. Men det standpunkt, brødrene R og S indtog, hidførte en ubetimelig krise og derpå viste der sig en mangel på visdom og skøn til at tage sig af kliken. ret
(114) Selv om nogle gør sig lige så fortjent til at skilles fra menigheden, som Satan fortjente at udstødes fra himmelen, vil de få medhold af nogle. Der er altid en klasse mennesker, der påvirkes mere af mennesker end af Guds Ånd og af sunde principper og i deres vanhellige tilstand er sådanne stedse rede til at stille sig på den forkerte side og vise medynk og sympati netop med dem, der mindst fortjener det. De, der viser sådan sympati, har en mægtig indflydelse over andre; de ser forholdene (115) i et fordrejet lys og der gøres stor skade, således at mange sjæle ødelægges. I sit oprør tog Satan en tredjedel af englene med sig. De vendte sig bort fra Faderen og fra hans søn og forenede sig med oprørsstifteren. Med disse kendsgerninger for øje bør vi gå frem med den største varsomhed. Hvad kan vi vente andet end prøvelser og forviklinger i vor forbindelse med mænd og kvinder med et egenartet sind? Vi må tåle dette og undgå nødvendigheden af at oprykke ugræsset, for at ikke også hveden skal rykkes op. ret
(115) »I verden har l trængsel,« siger Kristus, »men I skal have fred i mig.« De prøvelser, som kristne møder ved sorg, modgang og forsmædelse, er de af Gud bestemte midler til at skille avnerne fra hveden. Vor stolthed og egoisme, vore onde lidenskaber og vor lyst til verdslig fornøjelse må alle sammen overvindes; derfor sender Gud os trængsler for at prøve og forsøge os og for at vise os, at disse onder findes i vor karakter. Vi må sejre ved hans kraft og nåde, for at kunne blive delagtige i guddommelig natur, når vi undflyr fordærvelsen i verden, som har sin grund i begær. »Thi vor trængsel, der er stakket og let,« siger Paulus. »virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os, som ikke har blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid, de usynlige varer evigt.« Trængsler, kors, fristelser, modgang og vore forskellige prøvelser er Guds midler til at rense os, helliggøre os og berede os til den himmelske lade. ret
(115) Den skade, der påføres sandhedens sag ved uovervejede handlinger, kan aldrig helt genoprettes. Guds sag i ___ har ikke haft den fremgang, den kunne have haft og vil af befolkningen ikke blive betragtet i et så gunstigt lys, som før denne handling blev udført. Der findes ofte sådanne iblandt os, hvis indflydelse på den rigtige side synes at være lig nul. Deres liv synes at være unyttigt; men lad dem blive oprørske og stridslystne, så bliver de nidkære arbejdere for den onde. Denne gerning er mere i overensstemmelse med det naturlige hjertes følelser. Der behøves megen selvransagelse og bøn i lønkammeret. Gud har (116) lovet visdom til dem, der beder. Missionsarbejde påbegyndes tit af sådanne, som er uforberedte til gerningen. Der lægges an på en udvortes nidkærhed, medens bøn i lønkammeret forsømmes. Når dette er tilfældet, sker der megen skade; for disse arbejdere søger at gøre deres egen samvittighed til regel for andres. Der er stort behov for selvbeherskelse. Heftige ord vækker strid. Bror. S står i fare for at nære en skarp, kritisk ånd. Dette sømmer sig ikke for retfærdighedens tjenere. ret
(116) Bror. S, du har meget at lære. Du har været tilbøjelig til at lægge skylden for dine fejl og din modløshed på bror. W; men en indgående undersøgelse af dine bevæggrunde og din handlemåde ville åbenbare, at disse nedslående forhold skyldes andre årsager, der er at søge hos dig selv. Ved at følge dit eget naturlige hjertes tilbøjeligheder kommer du i trældom. Den strenge, plagsomme ånd, som du undertiden nærer, svækker din indflydelse. Min broder, du har en gerning at udføre for dig selv, som intet andet menneske kan gøre for dig. Enhver må aflægge regnskab for sig selv hos Gud. Han har givet os sin lov som et spejl, hvori vi kan se og opdage manglerne i vor karakter. Vi skal ikke se ind i dette spejl i den hensigt at se et genskin af vor næstes fejl eller for at se, om han når op til idealet, men for at se manglerne hos os selv, så vi må kunne fjerne dem. Kundskab er ikke det eneste, vi behøver; vi må følge lyset. Det overlades ikke til os selv at vælge og at adlyde, hvor det passer os og at være ulydige, når det falder os mest belejligt. Lydighed er bedre end offer. Vejl f menigh bd. 1 side 258-260]