(185) [Det er blevet åbenbaret for mig, at der bør udvises stor forsigtighed, endog når det er påkrævet at løfte en byrde af nedtrykthed fra mænds og kvinders skuldre, for at de ikke skal komme til at stole på deres egen visdom og forsømme at sætte hele deres lid til Gud. Det er ikke ufarligt at rose mennesker eller at bedømme en Kristi tjeners dygtighed. På Guds dag vil mange, mange blive vejet på vægtskålen og fundet for lette som følge af ophøjelse. Jeg ønsker at advare brødre og søstre mod nogensinde at smigre mennesker på grund af deres dygtighed; for de kan ikke tåle det. Jeget lader sig let ophøje og som følge deraf taber nogle deres ligevægt. ret
(185) Jeg siger igen til mine brødre og søstre: Dersom I ønsker, at jeres sjæle skal være rene for alles blod, må I aldrig smigre, aldrig rose arme dødelige menneskers bestræbelser, for det kan, komme til at betyde deres ødelæggelse. Det medfører fare, hvis vi ved vore ord og handlinger ophøjer en broder eller søster, uanset hvor ydmyg hans eller hendes færd tilsyneladende måtte være. Dersom de virkelig besidder den sagtmodige og ydmyge ånd, som Gud værdsætter så højt, så hjælp dem til at bevare den. Dette vil man ikke opnå ved at dadle dem, ej heller ved at undlade at påskønne deres sande værd på en passende måde. Men der er få, som kan tåle ros uden at tage skade. ret
(185) Nogle dygtige prædikanter, der nu forkynder den nærværende sandhed, synes om bifald. Ros stimulerer dem, ligesom (186) et glas vin stimulerer drankeren. Anbring sådanne prædikanter, hvor de vil få en lille forsamling, der ikke giver løfte om nogen særlig spænding og som ikke opægger til nogen afgjort modstand, så vil de tabe deres interesse og iver og vise sig lige så slappe i arbejdet, som drankeren er, når han berøves sit glas. Sådanne mænd vil ikke kunne blive virkelig praktiske arbejdere, før de lærer at virke uden at måtte opstrammes ved bifald. Vejl f menigh bd. 1 side 267]