(252) (252) [Budskabet til laodikeernes menighed udgør en overraskende tilrettevisning og er anvendeligt på Guds folk i vor tid. ret
(252) »Og skriv til menighedens engel i Laodikæa: »Så siger han, som er amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks Ophav: Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af din mund. Fordi du siger: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget«; og du ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen." ret
(252) Herren viser os her, at det budskab, der skal frembæres til hans folk at tjenere, som han har kaldet til at advare folket, ikke er et budskab om fred og ingen fare. Det er ikke blot teoretisk, men i enhver enkelthed praktisk. I budskabet til Laodikæa fremstilles Guds folk som værende i en tilstand af kødelig tryghed. De er vel til mode og tror, at de står på et højt åndeligt trin. »Fordi du siger: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget«; og du ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen." ret
(252) Hvilket større bedrag kan overgå det menneskelige sind end (253) at nære den tillid, at alt står vel til med det, når alt er forkert! Det sanddru vidnes budskab finder Guds folk i et sørgeligt bedrag, men dog ærligt i dette bedrag. De ved ikke, at deres tilstand er sørgelig i Guds øjne. Medens de, som der tales til, smigrer sig med, at de befinder sig i en ophøjet åndelig tilstand, afbryder det sanddru vidne deres tryghed ved den overraskende fordømmelse af deres virkelige tilstand i åndelig blindhed, fattigdom og elendighed. Vidnesbyrdet, som er så skærende og så strengt, kan ikke være en fejltagelse; det er det sanddru vidne, som taler og hans vidnesbyrd må være rigtigt. ret
(253) For dem, som føler sig trygge i det, som de har opnået og som mener at være rige på åndelig erkendelse, er det vanskeligt at tage imod det budskab som erklærer, at de er bedragne og mangler enhver åndelig dyd. Det vanhellige hjerte er »svigefuldt frem for alt, det er sygt.« Det blev vist mig, at mange smigrer sig med, at de er gode kristne, selv om de ikke har een lysstråle fra Jesus. De har ikke selv en levende erfaring i det guddommelige liv. De trænger til en dyb og grundig selvfornedrelse for Gud, inden de vil kunne føle deres virkelige behov for alvorlig, vedholdende anstrengelse for at sikre sig åndens kostelige dyder. ret
(253) Gud leder sit folk skridt for skridt. Kristenlivet er en stadig kamp og en march. Der er ingen hvile fra striden. Det er ved stadig, uophørlig bestræbelse, at vi opretholder sejren over Satans fristelser. Som et folk roser vi os af sandhedens klarhed og styrke. For vore standpunkter finder vi fuld støtte i en overvældende mængde tydelige bibelske vidnesbyrd. Men vi står såre langt tilbage i bibelsk ydmyghed, tålmodighed, tro, kærlighed, selvfornægtelse, årvågenhed og opofrelsesånd. Vi trænger til at opelske bibelsk hellighed. Synd råder iblandt Guds folk. Det tydelige budskab med irettesættelse til dem i Laodikæa bliver ikke modtaget. Mange klynger sig til deres tvivl og deres skødesynder, medens de befinder sig i et så stort bedrag, at de taler om og føler, at de intet fattes. De (254) mener, at Guds Ånds tilrettevisende budskab er upåkrævet, eller at det ikke gælder dem. Sådanne står i det største behov for Guds nåde og af åndeligt skøn for at kunne opdage deres mangel på åndelig kundskab. De mangler næsten enhver betingelse, som er nødvendig for at kunne fuldkomme en kristelig karakter. De har ikke en praktisk kundskab om bibelsk sandhed, der leder til et sagtmodigt liv og til at indordne deres vilje under Kristi vilje. De lever ikke i lydighed mod alle Guds fordringer. ret
(254) Det er ikke nok blot at bekende sig til at tro sandheden. Alle Kristi kors' stridsmænd forpligter sig i virkeligheden til at tage del i korstoget imod sjælenes modstander, til at fordømme uret og hævde retfærdighed. Men det sanddru vidnes budskab åbenbarer den kendsgerning, at vort folk befinder sig i et frygteligt bedrag, som gør det påkrævet at komme til dem med advarsel for at afbryde deres åndelige slummer og vække dem til bestemt handling. ret
(254) I mit sidste syn så jeg, at selv dette bestemte budskab fra det sanddru vidne ikke havde fuldbyrdet Guds hensigt. Folket sover videre i deres synder. De vedbliver at sige, at de er rige og ikke trænger til noget. Mange spørger: Hvad skal alle disse tilrettevisninger til? Hvorfor anklager Vidnesbyrdene os stadig for frafald og for alvorlige synder? Vi elsker sandheden; vi gør fremgang; vi behøver ikke disse vidnesbyrd med advarsel og tilrettevisning. Men lad disse, som knurrer, se på deres egne hjerter og sammenligne deres liv med bibelens praktiske lærdomme, lad dem ydmyge deres sjæle for Gud og lade Guds nåde oplyse mørket, så vil skællene falde fra deres øjne og de vil indse deres sande åndelige fattigdom og elendighed. De vil erkende nødvendigheden af at købe guld, som er en ren tro og kærlighed, hvide klæder, som er en uplettet karakter, renset i deres kære Genløsers blod og øjensalve, som er Guds nåde og som vil give dem et klart skøn angående åndelige ting og afsløre synden. Opnåelsen af disse ting er mere dyrebar end Ofirs guld. ret
(255) (255) Det er blevet vist mig, at den vigtigste grund til, at Guds folk nu befinder sig i denne tilstand af åndelig blindhed, er, at de ikke vil tage imod tilrettevisning. Mange har foragtet de irettesættelser og advarsler, de har fået. Det sanddru vidne fordømmer Guds folks lunkne tilstand, som giver Satan magt over dem i denne våge og ventetid. De egenkærlige, de stolte og de, der elsker synd, anfægtes stadig af tvivl. Satan formår at indskyde tvivl og at opfinde indvendinger imod det tydelige vidnesbyrd, Gud sender og mange mener at det er en dyd, et tegn på kløgt hos dem at være vantro og at tvivle og være spidsfindig. De, der ønsker at tvivle, vil få rigelig anledning. Gud har ikke til hensigt at fjerne al anledning til vantro. Han giver synlige beviser, der omhyggeligt bør undersøges med et ydmygt sind og en lærvillig ånd og alle bør træffe en afgørelse på grundlag af de synlige bevisers vægt. ret
(255) Det evige liv er af uendelig værdi og vil koste os alt, hvad vi har. Det blev vist mig, at vi ikke tillægger de evige ting tilbørlig værdi. Alt, hvad der er værd at eje, endog her i verden, må tilegnes gennem anstrengelse og undertiden ved den mest smertefulde opofrelse. Og dette gør man for blot at opnå en forgængelig skat. Skal vi være mindre villige til at tåle kamp og møje og til at gøre alvorlige anstrengelser og store opofrelser for at opnå en skat, som er af uendelig værdi og et liv, der vil holde mål med den Eviges? Kan himmelen koste os for meget? ret
(255) Tro og kærlighed er gyldne skatte, grundtræk, som der er stor mangel på iblandt Guds folk. Det er blevet åbenbaret for mig. at vantro over for Vidnesbyrdene med deres advarsel, opmuntring og tilrettevisning lukker lyset ude for Guds folk. Vantro tillukker deres øjne, således at de er uvidende om deres sande tilstand. Det sanddru vidne beskriver deres tilstand således: »Og du ved ikke, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen." ret
(255) Troen på Kristi snare komme er i aftagende. »Min herre tøver med at komme« dette bliver ikke sagt i hjertet alene, men det udtrykkes i tale og allertydeligst i gerninger. Sløvhed i denne vågestund tillukker Guds folks sanser for (256) tidernes tegn. Den frygtelige gudløshed, som råder, nødvendiggør den største flid og det mest levende vidnesbyrd, for at synd må kunne holdes borte fra menigheden. Troen er aftaget i en forfærdelig grad og det er kun ved øvelse, den kan forøges. ret
(256) De, der deltog i Guds værk i begyndelsen af den tredje engels budskab, måtte vove noget; de måtte bringe ofre. De påbegyndte denne virksomhed i fattigdom og led de største savn og forsmædelser. De mødte beslutsom modstand, der drev dem til Gud i deres nød og holdt deres tro levende. Vor nuværende plan for systematisk godgørenhed skaffer vore prædikanter rigeligt underhold og der foreligger intet savn og der kræves ingen udøvelse af tro med hensyn til udkommet. De, der nu går ud for at prædike sandheden, har intet at vove. De løber ingen risiko og har ingen særlige ofre at bringe. Sandhedspunkterne ligger færdigt udarbejdede i deres hånd og der er skaffet skrifter til veje, som forsvarer de sandheder, de fremholder. ret
(256) Nogle unge mænd begynder uden at have nogen virkelig forståelse af værkets ophøjede karakter. De er ikke udsat for savn, genvordigheder eller hårde kampe, der ville kræve udøvelse af tro. Nogle er blevet stolte og opblæste og føler ingen virkelig byrde for værket. Det sanddru vidne siger til disse prædikanter: »Vær derfor nidkær og omvend dig!« Nogle af dem er så opblæste af stolthed, at de i virkeligheden er en hindring og en forbandelse for Guds dyrebare sag. De øver ingen frelsende indflydelse over andre. Disse mænd trænger selv til at blive grundigt omvendte til Gud og til at helliges ved de sandheder, de fremholder for andre. ret
(256) Tydelige vidnesbyrd til menigheden
Mange føler sig utålmodige og bliver stødt, fordi de tit ulejliges med advarsler og tilrettevisninger, som fremholder deres synder for dem. Det sanddru vidne siger: »Jeg kender dine gerninger.« Bevæggrundene, hensigterne, vantroen, mistanken og skinsygen kan skjules for mennesker, men ikke for Kristus. (257) Det sanddru vidne kommer som en rådgiver: »Derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se. Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig! Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig. Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min fader på hans trone." ret
(257) De, der vises til rette af Guds Ånd, bør ikke sætte sig op imod det ringe redskab. Det er Gud og ikke et fejlende, dødeligt menneske, som har talt for at frelse dem fra ødelæggelse. De, der foragter advarselen, vil blive overladt i blindhed til selvbedrag. Men de, som giver agt derpå og med nidkærhed tager fat på den opgave at skille sig af med deres synder for at kunne opnå de nødvendige dyder, vil åbne deres hjerters dør, så den kære frelser kan komme ind og bo hos dem. Denne klasse mennesker vil altid findes at være i fuldkommen harmoni med Guds Ånds vidnesbyrd. ret
(257) Prædikanter, der forkynder den nærværende sandhed, bør ikke forsømme det højtidelige budskab til menigheden i Laodikæa. Det sanddru vidnes vidnesbyrd er ikke et mildt budskab. Herren siger ikke til dem: I er omtrent gode nok; I har udholdt tugt og irettesættelse, som I aldrig har fortjent; man har ved unødig strenghed gjort jer modløse; I er ikke skyldige i de fejl og synder, som I er blevet tilrettevist for. ret
(257) Det sanddru vidne siger, at når du mener, at din tilstand i virkeligheden er god, så mangler du alt. Det er ikke nok, at prædikanter fremholder teoretiske emner; de bør også fremholde sådanne emner, som er praktiske. De trænger til at grunde over de praktiske lærdomme, Kristus gav sine disciple og nøje at anvende disse lærdomme på deres egne sjæle og på folket. Skal vi antage, at Kristus er blottet for kærlighed til sit folk, fordi han bringer (258) dette revsende budskab? Oh nej! Ham, som døde for at genløse menneskene fra døden, elsker med en guddommelig kærlighed og dem, han elsker, dem revser han. »Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg.« Men mange vil ikke tage imod det budskab, som himmelen i nåde sender fil dem. De tåler ikke, at der tales til dem om deres pligtforsømmelse og om deres fejl, deres egoisme, deres stolthed og deres kærlighed til verden. Vejl f menigh bd. 1 side 272-276] ret
(258) Jeg fik vist at Gud har pålagt min mand og jeg et særligt arbejde, med at fremføre det tydelige vidnesbyrd for sit folk og at vi skal råbe højt og ikke holde os tilbage med at vise folk deres overtrædelser og Israels hus deres synder. Men der er en klasse som ikke vil modtage irettesættelsesbudskabet og de oprejser deres hænder for at beskytte dem Gud vil irettesætte og rette. Disse finder altid forståelse sammen med dem Gud vil have til at føle deres sande afmagt. ret
(258) Herrens ord, talt gennem sine tjenere, modtager mange med spørgsmål og frygt. Og mange vil udsætte deres lydighed for de irettesættelser de får, vente til enhver skygge af usikkerhed er fjernet. Den herskende vantro, der kræver et fuldstændigt kendskab, vil aldrig give efter for den kundskab, Gud i sin miskundhed givet. Han forlanger at hans folks tro hviler på vægten af vidnesbyrd og ikke på en fuldkomment kundskab. De Kristi efterfølgere som antager det lys Gud sender dem må adlyde Guds røst der taler til dem når der er mange andre stemmer der taler imod den. Det kræver skarpsindighed at kunne skelne Guds røst. ret
(258) Dem som ikke vil handle når Herren kalder dem, men som venter efter et mere sikket bevis og en gunstigere anledning, vil vandre i mørke, for lyset vil trækkes bort. De vidnesbyrd der gives en dag kan, hvis de afvises, aldrig gentages. ret
(258) Mange fristes i vort arbejde og drager det i tvivl. Nogle tager, i deres fristelser, Guds folks vanskeligheder og forvirringer for at være irettesættelses vidnesbyrd som vi har givet dem. De tror at trængslerne kommer fra dem som fremfører advarselsbudskabet, som (259) udpeger folks synder og retter deres fejl. Mange er bedragede sjælefjenden. De tror at bror og søster White ville kunne anerkendes hvis de ikke hele tiden fordømte fejl og irettesatte syn. Jeg fik vist at Gud har lagt dette arbejde på os og når vi hindres i at møde hans folk og frembære vort vidnesbyrd og modvirke uhellige menneskers formodninger og skinsyge, så presser Satan sine fristelser meget stærkt på. Dem som altid har været på den tvivlende side føler sig fri til at vise deres tvivl og vise deres vantro. Nogle har en skinhellig og tilsyneladende samvittighedsfuld og meget from tvivl, som de forsigtigt giver udtryk for. Men denne tvivl har ti gange mere kraft til at styrke dem, som begår fejl og vor indflydelse bliver formindsket og Guds folks tillid til vort arbejde svækkes, mere end hvis denne tvivl var tydeligere at se. Disse stakkels sjæle, så jeg var bedragede af Satan. De smigrer sig selv med at de er helt korrekte, at de er har Guds gunst og er rige i åndelig skarpsindighed, skønt de er fattige, blinde og elendige. De gør sagens arbejde, men tror de har en nidkærhed for Gud. ret
(259) Nogle vil ikke modtage det vidnesbyrd Gud har givet os at bære, de bilder sig selv ind at de kan bedrages og at de selv har ret. De tror at Guds folk ikke lider mangel på kontant behandling og irettesættelse, men at Gud er med dem. Disse fristede mennesker, hvis sjæle aldrig har været i krig med syndens store dadel, vil råbe: Sig behagelige ting til os. Hvilken forvaltning vil disse gøre af Laodikæanernes sande Vidnes budskab? Her kan der ikke bedrages. Dette budskab kan af Guds tjenere frembæres til en lunken menighed. Den må vække sit folk fra sit skjul og farlige bedrag med hensyn til deres egentlige ståsted over for Gud. Dette vidnesbyrd vil, hvis det antages, vække til handling og lede til selv-fornedrelse og bekendelse af synder: Det sanddru vidne siger: »Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm.« Og videre, »Alle dem, jeg har kær, dem revser (260) og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!« »Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og bolde nadver med ham og han med mig. Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone.« ret
(260) Guds folk må se deres fejl og vækkes til nidkær anger og lægge de synder bort som har bragt dem i en så beklagelig fattig, blind og ulykkelig tilstand. Jeg fik vist at det tydelige vidnesbyrd må leve i menigheden. Dette alene vil besvare budskabet til Laodikæamenighedens medlemmer. Fejl må irettesættes, synd må benævnes synd og uretfærdighed må straks og bestemt fjernes fra os som et folk. ret
(260) Kæmper med Guds Ånd
Dem som føler en modstand mod det arbejde, som vi i seks og tyve år er blevet draget af Guds Ånd til at udføre og dem som vil nedbyrde vort vidnesbyrd, så jeg at de ikke kæmpede imod os, men imod Gud, som har lagt arbejdsbyrder på os, han ikke har givet andre. Dem som drager i tvivl og hænger sig i ord og tror det er en dyd at tvivle og som vil tage modet fra os; dem som har været middel til at gøre vort arbejde hårdt og svækker vor tro, håb og mod, har fået onde tanker, antyder fordægtige beskyldninger og, med jalousi, våger efter en anledning til at angribe os. De tager det for givet, at fordi vi er svage mennesker, er det det klart at vi er gale på den og at de er rigtige. Hvis de kan finde noget, der bare kan skade os, så gør de det med glæde; og de er parat til at fordømme vort arbejde med at irettesætte fejl og fordømme synd som hårdt og diktatorisk. ret
(260) Men selvom vi ikke godtager deres version af sagen som grunden til vore trængsler, medens vi fastholder det lidt mere hårde arbejde som Gud har bestemt for os, (261) indrømmer vi med sjælens ydmyghed og anger at vor tro og mod er blevet prøvet strengt og at vi nogen gange ikke har stolet fuldt på ham som har anvist os vort arbejde. Når vi så samler mod igen, efter smertelige skuffelser og prøvelser, angrer vi dybt at vi ikke har stolet på Gud og at vi gav plads for menneskelig svaghed og lod modløshed omtåge vor tro og formindske for tillid til Gud. Jeg er blevet vist at Guds tjenere fordum led skuffelser og nederlag så vel som vi stakkels mennesker. Vi var i godt selskab; men dette er ingen undskyldning. ret
(261) Idet min mand har stået ved min side for at støtte mig i mit arbejde og har frembåret et tydeligt vidnesbyrd i harmoni med Guds Ånd, har mange følt at det var ham personligt som skadede dem, skønt det var Herren som pålagde ham byrden og som, gennem hans tjener, irettesatte dem og forsøgte at få dem til at angre deres fejl og have Guds gunst. ret
(261) Dem som Gud har udvalgt til et betydningsfuldt arbejde er altid blevet modtaget med mistro. Førhen, da Elias blev sendt med et budskab fra Gud til folk, gav de ikke agt på advarslen. De anså ham for at være unødig streng. De troede endda at han havde mistet sin fornuft fordi han fordømte dem, Guds foretrukne folk, som syndere og deres overtrædelser var så store at Guds domme ville vækkes imod dem. Satan og hans hær er altid blevet stillet op imod dem som frembærer advarselsbudskabet og som irettesætter synder. De uhellige vil også forenes med sjælefjenden for at gøre Guds trofaste tjeneres arbejde så hårdt som muligt. ret
(261) Hvis min mand var blevet presset ud over alle grænser og blevet modløs og fortvivlet, hvis vi nogen gange ikke har set noget ønskværdigt i livet så vi vælger det fra, så er dette ikke fremmet og nyt. Elias, en af Guds store og mægtige profeter, idet han flygtede for sit liv fra den opildnede Jesabels vrede, bortløben, træt og rejsetræt, ønskede snarere at dø, end (262) at leve. Hans bitre skuffelse over Israels upålidelighed havde knust hans humør og han følte at han ikke længere kunne have tillid til mennesker. Den dag Job blev fortvivlet og formørket, sagde han disse ord: »Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!« ret
(262) Dem som ikke er vandt til at mærke de dybder, som ikke har stået under byrderne som en vogn gør under negene og som aldrig har haft deres interesser genkendt så nøje med Guds sag og arbejde så det synes at være en del af deres væsen og større end deres liv, kan ikke fatte min mands følelser mere end Israel kunne fatte Elias følelser. Vi beklager dybt at vi blev modløse, uanset hvilken forhold det kan have været under. ret
(262) Akabs tilfælde er en advarsel
Under Akabs perverse styreform, veg Israel bort fra Gud og og deres veje blev fordærvede. »Akab, Omris søn, gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, i højere grad end alle hans forgængere. Og som om det ikke var nok med, at han vandrede i Jeroboams, Nebats søns, synder, ægtede han oven i købet Jesabel, en datter af Zidoniemes konge EtBa'al og gik hen og dyrkede Ba'al og tilbad ham. Han rejste Ba'al et alter i Ba'alstemplet, som han lod bygge i Samaria. Og Akab lavede asjerastøtten og gjorde endnu flere ting, hvorved han krænkede Herren, Israels Gud, værre end de konger, der havde hersket før ham i Israel.« ret
(262) Akab var svag i moralsk kraft. Han havde ikke en høj fornemmelse af hellige ting; han var selvisk og uden principper. Hans ægteskabsforbindelse med en kvinde af beslutsom karakter og tydeligt temperament, som var overgivet til afguderi, gjorde dem begge til særlige Satans agenter der ledte Guds folk til afguderi og frygteligt frafald. Jezabels bestemte ånd dannede Akabs karakter. Hans egenkærlige natur var ude af stand til at fatte Guds nådegaver til sit folk og sin egen forpligtelse til Gud som fører og leder for Israel. Gudsfrygt herskede mindre i Israel. Blasfemiske (263) tegn på deres blinde afguderi kunne ses midt iblandt Guds Israel. Der var ingen som vovede at udsætte deres liv ved at stå åbent frem i modstand for den fremherskende blasfemiske afgudsdyrkelse. Baals altre og Baals præster som ofrede til solen, månen og stjerne, var alle steder iøjnefaldende. De havde indviede templer og trælunde hvor menneskehænders arbejde var placeret til tilbedelse. De goder som Gud gav sit folk fremkaldte ingen taknemmelighed til Giveren. Alle himlens gaver, de løbende bække, levende vandes strømme, den milde dug, regnens vand som fornyede jorden og fik dens marker til at give i overfold, - dette tilskrev de deres guders gunst. ret
(263) Elias' trofaste sjæl var bedrøvet. Hans vrede var vækket og han var nidkær for Guds herlighed. Han så at Israel var dumpet ned i et frygteligt frafald. Og da han kom i tanker om de store ting Gud havde gjort for dem, blev han overvældet af sorg og forbavselse. Men alt dette havde størstedelen af folket glemt. Han gik frem for Herren og med sin sjæl presset i pine, bad han indtrængende ham om at han måtte frelse sit folk, om det ved Guds domme var muligt. Han bad Gud indtrængende om at tilbageholde dug og regn fra sit utaknemmelige folk, himlens rigdomme, så det frafaldne Israel forgæves kunne se på deres guder, deres afguder af guld, træ og sten, solen, månen og stjernerne, der vander og beriger jorden og får den til at give af overflod. Herren fortalte Elias at han havde hørt hans bøn og ville tilbageholde dug og regn fra sit folk indtil de angrende ville vende sig til ham. ret
(263) Akans synd og straf
Gud havde særlig vogtet sit folk mod at blande sig med afguderiske nationer rundt omkring dem, så deres hjerter ikke bedrages af deres tiltrækkende lunde og helgenmonumenter, templer og altre, som blev arrangeret på den dyreste og mest fortryllende måde til sansernes forvrængelse så at Gud kunne fortrænges i folks tanker. ret
(264) (264) Jeriko by var indviet til det mest overdrevne afguderi. Indbyggerne var meget velhavende, men alle de rigdomme som Gud havde givet dem regnede de som en gave fra deres guder. De havde guld og sølv i overflod; men, ligesom folket før vandfloden, var de fordærvede og blasfemiske og forhånede og opæskede himlens Gud ved deres onde gerninger. Guds domme blev vækket imod Jeriko. Den var en befæstning. Men Herrens hærs Anfører selv kom fra himlen for at lede himlens hære i angrebet på den by. Guds engle lagde hånd på de massive mure og lagde dem ned til grunden. Gud havde sagt at Jeriko by skulle forbandes og at alle skulle gå fortabt undtaget Rahab og hendes hus. Disse skulle frelses på grund af den gunst som Rahab viste Herrens budbringere. Herrens ord til folket var: »Men I skal tage eder vel i vare for det bandlyste, så I ikke attrår og tager noget af det bandlyste og derved bringer bandet over Israels lejr og styrter den i ulykke.« »På den tid tog Josua folket i ed, idet han sagde: »Forbandet være den mand for Herrens åsyn, som indlader sig på at opbygge denne by, Jeriko. Det skal koste ham hans førstefødte at lægge grunden og hans yngste at sætte dens portfløje ind.« ret
(264) Gud er meget bestemt med hensyn til Jeriko, så folket ikke skal fortrylles med de ting som indbyggerne har frygtet og deres hjerter blev adskilt fra Gud. Han vogtede sit folk med de tydeligste påbud; dog uanset denne alvorlige formaning fra Gud gennem Josvas mund, vovede Akan at overtræde. Hans begærlighed ledte ham til at tage de rigdomme som Gud havde forbudt ham at røre fordi Guds forbandelse var over dem. Og på grund af dette menneskes synd var Israels Gud lige så svag som vand over for deres fjender. ret
(264) Josva og Israels Ældste var i stor knibe. De lagde sig foran Guds ark med usleste ydmyghed, fordi Herren var vred på sig folk. De bad og græd for Gud. Herren talte til Josua: »Stå op! Hvorfor (265) ligger du på dit ansigt? Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min pagt, som jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres oppakning. Derfor kan Israelitterne ikke holde stand over for deres fjender, men må flygte for dem; thi de er hjemfaldne til band! Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder bandet af eders midte.« ret
(265) Pligten til at straffe synd
[Det blev vist mig, at Gud her illustrerer, hvordan han ser på synd iblandt dem, der bekender sig til at være hans lovlydige folk. De, som han særskilt har hædret ved at lade dem være vidne til de vidunderlige åbenbarelser af hans magt, således som tilfældet var med det gamle Israel og som alligevel vover at sætte sig ud over hans tydelige påbud, vil blive genstand for hans harme. Han ønsker at lære sit folk, at ulydighed og synd er overmåde anstødelige i hans øjne og ikke må betragtes som en ringe sag. Han viser os, at når hans folk findes at leve i synd, bør der øjeblikkelig tages afgjorte forholdsregler, for at denne synd kan blive fjernet fra dem, at ikke hans vrede skal hvile over dem alle. Men hvis disse synder bliver overset af dem, der beklæder ansvarsfulde stillinger, vil han holde dem ansvarlige for disse synder. I sine Handlinger med sit folk i fortiden påviser Herren nødvendigheden af at rense menigheden fra uretfærdighed. Een synder kan sprede et mørke, der vil udelukke Guds lys fra hele forsamlingen. Når folket mærker, at mørke falder over dem og de ikke kender årsagen, bør de søge Gud alvorligt og i stor ydmyghed og selvransagelse, indtil de synder, som bedrøver hans ånd, bliver fundet og fjernet. ret
(265) Den fordom, der er opstået imod os, fordi vi har irettesat de fejl, som Gud har vist mig var til stede og det råb om hårdhed og strenghed, som har lydt, er uberettiget. Gud pålægger os at tale og vi vil ikke forholde os tavse. Dersom (266) synder er åbenbare iblandt hans folk og dersom Guds tjenere stiller sig ligegyldige over for disse synder, støtter og forsvarer de i virkeligheden synderen og er lige, så skyldige og vil lige så sikkert blive genstand for Guds mishag; for de vil blive holdt ansvarlige for den skyldiges synder. I syner er mange tilfælde blevet fremstillet for mig, hvor Guds mishag er blevet pådraget ved, at hans tjenere har forsømt at tage sig af de fejl og synder, som findes iblandt dem. De, der har undskyldt disse fejl, er af folket blevet anset for at være meget fredsommelige og kærlige af sindelag, blot fordi de veg tilbage fra at udføre en tydelig bibelsk pligt. Opgaven var ikke behagelig for deres følelser; derfor undveg de den. ret
(266) Den hadefulde ånd, som har rådet hos nogle, fordi synder iblandt Guds folk er blevet straffet, har påført deres sjæle blindhed og et frygteligt bedrag, som har gjort det umuligt for dem at skelne mellem ret og uret. De har udslukket deres eget åndelige syn. De kan blive vidne til urigtige ting, men de føler ikke, som Josua følte; de ydmyger sig ikke under følelsen af, at sjæle er i fare. ret
(266) Guds sande børn, hvis ånd er i Herrens værk og hvem sjæles frelse ligger på hjerte, vil altid se synden i dens virkelige, syndige karakter. De vil altid stille sig på den side, hvor der handles trofast og åbent med synder, som så let besnærer Guds folk. Navnlig i det afsluttende værk, i beseglingstiden for de hundrede og fire og fyrretyve tusind, der skal stå uden fejl for Guds trone, vil de føle bekymring over synden hos dem, der bekender sig til at være Guds folk. Dette fremstilles med styrke ved profetens skildring af det sidste værk, illustreret ved de mænd, som hver havde et mordvåben i sin hånd. Een af mændene bar et linned .klædebon og havde et skrivetøj ved sin lænd. »Og Herren sagde til ham: Gå midt igennem byen, igennem Jerusalem og sæt et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte!" ret
(267) (267) Hvem står i Guds fortrolige råd i denne tid? Er det dem, som faktisk undskylder urigtige ting iblandt Guds bekendende folk og som i deres hjerter, om ikke med deres mund, knurrer imod dem, der vil straffe synd? Er det sådanne, som sætter sig op imod disse og sympatiserer med dem, der begår fejl? Nej, visselig ikke! Medmindre de omvender sig og forlader den onde gerning at undertrykke dem, der bærer værkets byrde og med at støtte syndere i Zion, vil de aldrig modtage tegnet på Guds beseglende velbehag. De vil falde i de gudløses almindelige ødelæggelse, som fremstillet ved de fem mænds gerning, der bærer mordvåben. Læg nøje mærke til dette punkt: De, der modtager sandhedens rene mærke, virket i dem ved Helligåndens kraft, fremstillet ved, at manden i det linnede klædebon sætter et mærke på dem, er sådanne, som »sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves« i menigheden. Deres kærlighed til renhed og til Guds ære og herlighed er sådan og deres syn på syndens overvættes syndighed er så klart, at de fremstilles som værende i sjæleangst, ja som sukkende og jamrende, læs det niende kapitel hos Ezekiel. ret
(267) Men den almindelige nedhugning af alle, der ikke på denne måde ser den store modsætning mellem synd og retfærdighed og ikke føler således, som de gør, der står i Guds fortrolige råd og tager imod mærket, skildres i befalingen til de fem mænd med mordvåben: »Gå efter ham ud gennem byen og hug ned! Vis ingen medynk eller skånsel! Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer mærket, må l røre! Begynd ved min helligdom!« ret
(267) Da Akan havde syndet, sagde Gud til Josua: »Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder bandet af eders midte.« Hvorledes svarer dette til deres handlemåde, som ikke vil opløfte deres røst imod synd og uret, men altid er at finde på deres side, der volder besvær i Israels lejr med deres synder? Gud sagde til Josua: »Du kan ikke holde stand over for dine fjender, før I skaffer bandet bort fra eder!« Han kundgjorde (268) den straf, overtrædelsen af hans pagt ville medføre. ret
(268) Josua begyndte nu en flittig undersøgelse for at finde den skyldige. Han tog Israel efter deres stammer, derpå efter deres familier og så enkeltvis og Akan blev udpeget som den skyldige. Men for at sagen kunne blive klar for hele Israel, så der ikke kunne blive nogen anledning for dem til at knurre og sige, at de uskyldige kom til at lide, gik Josua varsomt frem. Han vidste, at Akan var overtræderen og at han havde skjult sin synd og gjort Gud fortørnet på sit folk. Forsigtigt formanede Josua Akan til at bekende sin synd, for at Guds ære og retfærdighed måtte blive hævdet over for Israel. »Da sagde Josua til Akan »Min søn, giv Herren, Israels Gud, ære og pris og fortæl mig, hvad du har gjort, dølg ikke noget for mig!« ret
(268) Akan svarede Josua: »Ja, det er mig, som har syndet mod Herren, Israels Gud. Således gjorde jeg: Jeg så imellem byttet em prægtig babylonisk kappe, 200 sekel sølv og en guldtunge på halvtredsindstyve sekel; det fik jeg lyst til og jeg tog det; se, det ligger nedgravet i jorden midt i mit telt, sølvet nederst.« Da sendte Josua nogle folk hen og de skyndte sig til teltet og se, det var gemt i hans telt, sølvet nederst og de tog det ud af teltet og bragte det til Josua og alle israelitterne og lagde det foran Herren. Men Josua tog sammen med hele Israel Akan, Zeras søn og sølvet, kappen og guldtungen og hans sønner og døtre, hans hornkvæg, æsler og småkvæg, hans telt og alt, hvad der tilhørte ham og førte dem op i Akors dal. Og Josua sagde: »Hvorfor har du styrtet os i ulykke? Herren skal styrte dig i ulykke på denne dag!« Derpå stenede hele Israel ham og de brændte eller stenede dem.« ret
(268) Herren sagde til Josua, at Akan ikke alene havde taget de ting, som han bestemt havde pålagt dem ikke at tage, for at de (269) ikke skulle komme i band, men han havde stjålet og han havde også hyklet. Herren sagde, Jeriko og hele byttet skulle opbrændes undtagen guldet og sølvet, der skulle forbeholdes Herrens forrådshus. Sejren ved Jerikos indtagelse skete ikke ved krigsførelse eller ved at udsætte folket for fare. Høvdingen over Herrens hær havde anført himmelens armeer. Krigen var Herrens; det var ham, som havde udkæmpet kampen. Israels børn slog ikke et eneste slag. Sejren og æren tilhørte Herren og byttet var hans. Han befalede, at alt skulle opbrændes undtagen guldet og sølvet, som han forbeholdt sit forrådshus, Akan forstod godt det forbehold, som var gjort og at de skatte af guld og sølv. som han havde lyst til, var Herrens. Han stjal fra Guds forrådshus til sin egen fordel. Vejl f menigh bd. 1 side 278-281] ret
(269) Begærlighed blandt Guds folk
Jeg så at mange som bekender sit til at holde Guds bud bifalder deres egen brug af de midler som Gud har betroet dem og som bør lægges i hans skatkammer. De frarøver Gud tiende og gaver. De skjuler og tilbageholder tienden fra ham til deres egen skade. De bringer magerhed og fattigdom over sig selv og mørke over menigheden på grund af deres begærlighed, hemmeligholdelse og at de frarøver Gud tiende og gaver. ret
(269) Jeg så at mange sjæle vil synke i mørke på grund af deres begærlighed. Det klare, tydelige vidnesbyrd må leve i menigheden, ellers vil Guds forbandelse hvile over sit folk lige så sikkert som den gjorde over fortidens Israel på grund af deres synder. Gud holder sit folk, som et legeme, ansvarlig for de synder enkeltpersoner blandt dem begår. Hvis menighedens ledere forsømmer at flittig udsøge de synder som bringer Guds mishag over legemet, bliver de ansvarlige for disse synder. Men at omgås menneskers sindelag er det dejligste arbejde som mennesker overhoved kan få. Alle er ikke egnede til at rette den fejlende. De har ikke visdom til at dele retfærdigt, skønt de vil vare barmhjertige. De kan ikke at se nødvendigheden i at opblande kærlighed og øm (270) medfølelse med nøjagtige irettesættelser. Nogle er altid unødig strenge og føler ikke nødvendigheden af apostelens formaning: »Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod: dem, der tvivler; frels dem, riv dem ud af ilden! Men der er andre, som I skal være barmhjertige imod med frygt, så I afskyer endog den kjortel, som er besmittet af kødet«. ret
(270) Der er mange som ikke har Josuas konduite og som ikke har en særlig opgave i at udsøge de fejl og hurtigt behandle de synder der er i blandt dem. Lad ikke sådanne ting forhindre dem som har arbejdets byrde på sig; lad det ikke stå i vejen for dem som har denne opgave at udføre. Nogle gør det til en hovedsag at drage tingene i tvivl og finde fejl fordi andre gør det arbejde Gud har pålagt dem. Disse står direkte i vejen for dem, som Gud har givet til opgave at irettesætte og rette de fremherskende synder, så at hans truende blik kan vendes bort fra hans folk. Skulle den situation som Akan kom også hos blandt os, er der mange som vil beskylde disse, for at have en ond og kværulantisk ånd. Gud er ikke til at spøge med og her lader et trodsigt folk hans advarsler være hånt. ret
(270) Jeg fik vist at Akans måde at bekende sig på var ligesom de bekendelser som nogle af os gør og vil gøre. De skjuler deres fejl og nægter at bekende sig frivilligt, før Gud peger på dem og så først efter vil de indrømme deres synder. Nogle få personer forfølger en forkert kurs indtil de er blevet forhærdede. De kan endda være klar over at menigheden er bebyrdet ved det, ligesom Akan vidste at Israel blev svag over for deres fjender på grund af hans skyld. Alligevel fordømte deres samvittighed dem ikke. De vil ikke hjælpe menigheden ved at ydmyge deres stolte oprørske hjerte for Gud og lægge deres fejl væk. Guds mishag er over sig folk og han vil ikke vise sin kraft i deres midte medens der er synder iblandt dem og er opfostret af dem i ansvarsbetyngede stillinger. ret
(270) Dem som arbejder i frygt for Gud med at befri menigheden for hindringer og rette frygtelige fejl, så Guds folk kan se nødvendigheden af at afsky synd og kan trives (271) i renhed og at Guds navn kan forherliges, vil altid møde modstræbende indflydelse fra uhelligede medlemmer. Sefanias beskriver denne klasses sande tilstand og de frygtelige domme som vil komme over dem således: ret
(271) »Til den tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med lygter og hjemsøger mændene der, som ligger i ro på deres bærme, som siger i deres hjerte: »Herren gør hverken godt eller ondt.« »Nær er Herrens dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, Herrens dag, den bitre! Da udstøder helten skrig. Den dag er en vredens dag, en trængselens og nødens dag, en ødelæggelsens og mørkets dag, en mørkets og mulmets dag, en skyernes og tågens dag, en hornets og krigsskrigets dag imod de faste stæder og imod de knejsende tinder. Over menneskene bringer jeg trængsel; som blinde vanker de om, fordi de synded mod Herren. Deres blod øses ud som støv, deres livssaft ligesom skarn. Hverken deres sølv eller guld evner at frelse dem på Herrens vredes dag, når hele jorden fortæres af hans nidkærheds ild; thi undergang, ja brat tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på jorden.« ret
(271) Bekendelserne kommer for sent
Når et vendepunkt til sidst kommer, som der med sikkerhed vil og Gud taler til fordel for sit folk, kan, dem som har syndet, dem som er blevet omtåget af mørke og som har stået direkte i vejen for Guds arbejde for hans folk, foruroliges over den lange tid de har knurret og bragt modløshed over sagen; og, ligesom Akan, blive forfærdet, så de kan indrømme at de har syndet. Men deres bekendelser gøres for sent og er ikke af rette slags til deres gavn, selvom de kunne hjælpe Guds sag. Sådanne gør ikke deres bekendelser af overbevisning, for deres sande tilstand og en fornemmelse af hvor misbilligende deres opførsel har været over for Gud. Gud kan give denne klasse en anden (272) prøve og lade dem vise at de ikke er bedre til at frigøre sig fra oprør end før deres bekendelser blev gjort. De viser tilbøjelighed til altid at være på den forkerte side. Og når kaldet lyder for dem som vil være på Herrens side for at gøre bestemte fremskridt der forsvarer det rette, vil de vise deres sande ståsted. Dem, som har været styret af en fremmed ånd i næsten hele deres liv - en anden ånd end Guds Ånd - ligesom Akan, de vil stå passive når der skal handles. De vil ikke kunne påberåbe sig at være på nogen af siderne. Satans kraft har så længe holdt i dem, at de synes forblændede og kan ikke forsvar det rigtige. Hvis de ikke tager ståsted på den forkerte side, er det ikke fordi de har en klar fornemmelse af rigtigt og forkert, men fordi de ikke tør ret
(272) Gud er ikke til at spøge med. Det er i kampens stund at de sande farver viser sig. Det er der at normbærerne behøver at være faste og lade deres sande ståsted kendes. Det er der at enhver sand soldats dygtighed i virkeligheden prøves. Dem som skulker kan aldrig bære sejrens laurbær. Dem som er sande og loyale vil ikke skjule en kendsgerning, men vil lægge hjerte og styrke i arbejdet og vove alt deres eget i kampen, lade slaget gå som det vil. Gud er en syndshadende Gud. Og dem som opmuntrer synderen og siger, det er godt nok, vil Gud forbande. ret
(272) Bekendelse af synd der gøres i rette tid for at hjælpe Guds folk vil han godtage. Men der er dem i blandt os, der, ligesom Akab, vil gøre bekendelserne for sent, for deres egen frelse. Gud kan prøve dem og give dem andre trængsler, for hans folks vidnesbyrds skyld så de ikke vil kunne stå en eneste prøve, et eneste forsøg af Gud. De er ikke i harmoni med det rette. De foragter det tydelige vidnesbyrd som når hjertet og som vil glæde sig ved at se enhver som irettesætter bliver tavs. ret
(273) Elias irettesætter Akab
(273) Israels folk havde gradvist mistet deres frygt og ærbødighed for Gud indtil hans ord gennem Josua ikke havde nogen betydning for dem. »I hans [Akabs] dage genopbyggede beteliten Hiel Jeriko; efter det ord, Herren havde taled Josua, Nuns søn, kostede det ham hans førstefødte Abiram at lægge grunden og hans yngste søn Seguh at sætte dens portfløje ind.« ret
(273) Medens Israel var under frafald, forblev Elias en loyal og sand Guds profet. Hans trofaste sjæl blev meget bedrøvet når han så den vantro og utroskab der så hurtig adskilte Israels børn fra Gud og han bad om Gud ville frelse hans folk. Han bad indtrængende om at Herren ikke skulle helt kaste sit syndende folk væk, men at han, om nødvendig ved domme, vække det til anger og ikke lade dem gå længere ud i synd og således opægge ham til at ødelægge dem som folk. ret
(273) Herrens budskab kom til Elias for at komme til Akab med sine domanklager på grund af Israels synder. Elias rejste dag og nat indtil han nåede Akabs palads. Han krævede ingen adgang og ventede ikke på at blive anmeldt formeldt. Helt uventet for Akab, stod Elias for den forbavsede konge over Samaria i grove klæder der var sædvanlige for profeter. Han kommer ikke med nogen undskyldning for hans pludselige ankomst, uden indbydelse; men, med hænderne oprakt til himlen stadfæster han ved den levende Gud, som gjorde himlene og jorden, de domme som vil komme over Israel. »I de kommende år skal der ikke falde dug eller regn uden på mit udtrykkelige bud!" ret
(273) Denne start på Guds dommes anklage på grund af Israels synder falder ligesom et tordenslag på den frafaldne konge. Han synes at være lammet af forbavselse og forfærdelse; før han kunne komme sig over sin forbavselse, forsvandt Elias, uden at afvente virkningen af hans budskab, lige så pludseligt som han kom. Hans gerning var at sige smertens (274) ord fra Gud og han trak sig straks tilbage. Hans ord havde låst for himlens rigdomme, hans ord var den eneste nøgle som kunne åbne dem igen. ret
(274) Herren vidste at der ikke var sikkerhed for sin tjener blandt Israels børn. Han kunne ikke betro ham til det frafaldne Israel, men sendte ham ud for a få asyl blandt hedenske nationer. Han ledte ham til en kvinde som var enke og som var så fattig at hun kun kunne opretholde livet ved det magreste mad. En hedensk kvinde levede efter bedste evne op til det lys som hun havde og var i bedre stillet over for Gud end Israels enker, som var blevet velsignet med særlige privilegier og stort lys og alligevel ikke levede efter det lys Gud havde givet dem. Idet hebræerne havde forkastet lys, var de overladt i mørke og Gud ville ikke betro sin tjener til sit folk, som har opirret hans guddommelige vrede. ret
(274) Nu var der en anledning for den frafaldne Akab og hedenske Jesabel til at prøve deres guders kraft og se om Elias ord var falske. Jesabels profeter er der i hundredvis. Imod dem står Elias alene. Hans ord har lukket Himlen. Hvis Baal kan give dug og regn og få planterne til at vokse; hvis han kan få bækkene og strømme, til at flyde som sædvanlig, uafhængig af himlens rigdomme i regnens væde, så lad Israels konge dyrke ham og folket sige at han er Gud. ret
(274) Elias var genstand over for de samme lidenskaber som vi. Hans mission overfor Akab og den frygtelige anklage over ham fra Gud, krævede mod og tro. På sin vej til Samaria flød evige strømme, bakkerne var dækket med grønt, skove med statelige, blomstrende træer, - hans øjne hvilede hele tiden på alt trivslens skønhed og herlighed. - og ville antyde vantro. Hvordan kan alle disse ting i naturen, som nu trives, gå ud i tørke? Hvordan kan disse strømme som vander landet og som aldrig i mands minde har ophørt med at strømme, blive tørlagte? Men Elias var ikke vantro. Han gik frem i sin mission med risiko for (275) sit liv. Han troede fuldt ud at Gud ville ydmyghed sit frafaldne folk og at han ved sine dommes hjemsøgelser ville få dem til ydmyg og anger. Han vovede alt i den mission der lå for ham. ret
(275) Da Akab til en vis grad kom sig over sin forbavselse over Elias ord, var profeten gået. Han undersøgte nøje efter hvor han var, men ingen har set ham eller kan give oplysninger om ham. Akab berettede Jesabel om de smertelige ord som Elias havde udtalt over for ham og hendes had mod profeten udtrykkes over for Baals præster. De forenede sig med hende i at fordømme og forbande Jehovas profet. Nyhederne om profetens fordømmelse spredtes ud over landet og vækkede frygt hos nogle og vrede hos mange. ret
(275) Efter nogle få måneder hvor jorden ikke længere var opfrisket af dug eller regn, var den blevet tør og beplantningen visnede. Strømme man aldrig før havde set stoppe formindskede deres vandstrømme og bække tørrede ud. Jesabels profeter ofrede ofre til deres guder og råbte til dem nat og dag for at opfriske jorden med dug og regn. Men tidligere tiders besværgelser og bedrag som de gjorde for at bedrage folket svarede dem ikke mere. Præsterne havde gjort alt for at dæmpe deres guders vrede; med en udholdenhed og iver der var værdig for det bedre havde de holdt sig omkring deres hedensk altre, medens ofrenes flammer brændte på alle store steder og de frygtsomme råb og bønner fra Baals præster kunne høres nat efter nat i det fordømte Samaria. Men skyerne viste sige ikke på himlen for at afskære solens brændende stråler. Elias ord stod fast og intet af det Baals præster gjorde kunne ændre noget. ret
(275) Et helt år gik og et andet begyndte og alligevel kom er ikke noget regn. Jorden er afsvedet som en ild havde gået over den. De grønne træer er som den svedne ørken. Luften blev tør og kvælende og støvstorme forblindede øjne og næsten stoppede indåndingen. Baals lunde var uden blade og skovenes træer gav ingen skygge, men (276) viste sig som skeletter. Sult og tørst gav mennesker og dyr en frygtelig dødelighed. ret
(276) Alle disse beviser på Guds retfærd og dømmekraft vækkede ikke Israel til anger. Jesabel er fyldt med sindssyg vanvid. Hun vil ikke bøje sig for eller overgive sit til himlens Gud. Baals profeter, Akab, Jesabel og næsten hele Israel tilskrev Elias deres katastrofe. Akab har ledt i alle riger og lande efter den mærkelige profet og har forlangt Israels konger og nationers ed på at de ikke har set ham. Elias har lukket himlen med sit ord og taget nøglen med sig og kan ikke findes. ret
(276) Så beslutter Jesabel, da hun ikke kan få Elias til at mærke hendes morderiske kræfter, at hun vil hævne sig og udslette Guds profeter i Israel. Ingen som bekender sig til at være en Guds profet skal leve. Denne beslutsomme ophidsede kvinde fuldbyrder sit vanvittige arbejde ved at slå Herrens profeter ihjel. Baals præster og næsten hele Israel er så bedragede at de troede at hvis Guds profeter blev slået ihjel, vil den ulykke de lider under afværges. ret
(276) Men det andet år gik og den ubarmhjertige himmel gav ikke regn. Tørke og hungersnød gør deres dårlige arbejde og alligevel ydmyger de frafaldne israelitter ikke deres stolthed og deres syndige hjerter for Gud; men de knurrer og beklager sig imod Guds profet som bragte denne frygtelige tilstand af tingene over dem. Fædre og mødre ser deres børn gå fortabt, uden magt til at genoplive de. Og alligevel er folket ikke i et så frygteligt mørke at de ikke kan se at Guds retfærdighed er vækket imod dem på grund af deres synder og at denne frygtelige ulykke er sendt i barmhjertighed for dem for at redde dem fra fuldstændig fornægtelse og forlade deres fædres Gud. ret
(276) Det koster Israel lidelse og stor plage at komme til den anger som er nødvendig for at genoprette deres mistede tro og en klar fornemmelse af deres ansvar over for Gud. Deres frafald er mere frygtelig end tørke eller sult. Elias vovede og bad i tro under den lange tørke og (277) hungersnødsår om at Israel, ved deres plager, kunne vendes fra deres afguderi til lydighed mod Gud. Men upåagtet alle deres lidelser, stod de fast i deres afgudsdyrkelse og så på Guds profet som årsagen til deres ulykke. Og hvis de havde Elias i deres mangt ville de have overgivet ham til Jesabel, så hun kunne stille sin hævn og tage hans liv. Fordi Elias vovede at udstykke et smertens ord som Gud bad ham, gjorde han sig selv til genstand for deres had. De kunne ikke se Guds hånd i dommene de led under på grund af deres synder, men henførte dem til mennesket Elias. De afskyede ikke de synder som havde bragt dem under revselsens ris, men hadede den trofaste profet, Guds redskab til at fordømme deres synder og ulykke. ret
(277) »Lang tid efter, i det tredie år, kom Herrens ord således: »Gå hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende regn over jorden!« Elias tøvede ikke med at begynde sin farlige rejse. I tre år var han blevet hadet og jaget fra by til by af kongens udsendinge og hele nationen havde givet deres ed på at han ikke kunne findes. Og nu fremstillede han sig selv for Akab på Guds ord. ret
(277) Under hele Israels frafald, viste det sig at Akabs husmester var trofast over for Gud, skønt hans mester var Baalsdyrker. Med risiko for sit eget liv har han beskyttet halvtreds af Guds profeter ved at skjule dem i en hule og give dem mad. Imedens Akabs tjener gennemsøger hele riget for kildeudspring og vandbække, kommer Elias sig selv hen og viser sig for ham. Obadja viser ære for Guds profet, men da Elias sender ham til kongen med et budskab, er han frygtelig forfærdet. Han ser farerne og døden for sig selv og for Elias. Han beder alvorligt om at hans liv ikke må ofres; men Elias forsikrer ham, ved edsaflæggelse, at han selv vil møde Akab på den dag. Profeten vil ikke gå til Akab som en af Guds budbringere, der påbyder respekt og han sender et budskab sammen med Obadja: »Se, Elias er her.« Hvis Akab ønsker at se (278) Elias, har han nu anledningen til at komme til ham. Elias vil ikke tage til Akab. ret
(278) Med forbavselse blandet med forfærdelse hører kongen budskabet fra Elias, hvem han frygter og hader, kommer for at møde ham. Han har længe søgt efter profeten at så han kan tilintetgøre ham. Han ved at Elias ikke vil udsætte sit liv, for at komme til ham, medmindre han er bevogtet eller kommer med en frygtelig anklage. Han husker Jerobeams visnede hånd og beslutter at det ikke er sikkert at løfte sin vældige hånd mod Guds budbringer. Og med frygt og bæven og med et stort følge og en, vældig hær, haster han sig for at møde Elias. Og idet han mødes ansigt til ansigt med det menneske han så længe har ledt efter vover han ikke at gøre ham noget. Den så opildnede konge, så fyldt med had mod Elias, synes at være magtesløs og ensom. Idet han møder profeten kan han ikke afholde sig fra at sige ud af hjertet: »Er det dig, du, som bringer ulykke over Israel!« Elias som er opbragt og ivrig efter Guds ære og herlighed, svarer Akabs anklage frimodigt: »Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din Faders hus, fordi I har forladt Herren og holder eder til Ba'alerne!" ret
(278) Som Guds budbringer, har profeten irettesat folkets synder, udtalt Guds domme over dem på grund af deres ondskab. Og nu hvor Elias er klar over at han står alene i sin enfoldighed, fast på sin renhed, omgivet af veltrænede bevæbnede mænd, viser han ingen frygtsomhed, han viser heller ikke den mindste ærefrygt for kongen. Det menneske som Gud har talt med og som har en klar fornemmelse af hvordan Gud betragter mennesket i sit syndige fordærv, har ingen undskyldning ej heller hyllest at give Akab. Som Guds budbringer, befaler Elias nu Akab på en gang lydighed som om Elias var monark og han var undersåtten. ret
(279) Ofret på Karmels bjerg
(279)Elias kræver et møde med hele Israel på Karmel også alle Baals profeter. Profetens ærefrygtindgydende udseende giver ham udseende af en der står nær Israels Gud. Israels frafaldstilstand kræver en bestemt opførsel, streng tale og en bydende myndighed. Gud bereder budskabet til rette tid og anledning. Nogen gange lægger han sin ånd i budbringerne for at udstøde et advarselsråb dag og nat, ligesom hans budbringer Johannes: »Ban Herrens vej.« Således, behøves handlingens mennesker, mennesker som ikke viger fra pligten, men hvis kraft vil vækkes og spørge: »Hvem der er for Herren?« lad ham komme til os. Gud vil have et passende budskab at give sit folk i deres forskellige situationer. ret
(279) Hurtige budbringere sendes ud i hele riget med Elias' budskab. Repræsentanter sendes fra stæder, byer, landsbyer og familier. Alle lader til at være hurtige til at besvare kaldet, som om nogle underfulde mirakler skete. Efter Elias' bud, samler Akab Baals profeter på Karmel. Israels frafaldne leders hjerte er opfyldt med ærefrygt og han følger skælvende Guds profets strenge anvisninger. ret
(279) Folket samlede sig på Karmels bjerg, et skønt sted når dug og regn falder på det og får det grønne til at spire; men nu lider dets skønhed under Guds forbandelse. På dette bjerg, hvor der var fantastiske vækster og blomster, havde Baals profeter rejst altre for deres hedenske gudsdyrkelse. Dette bjerg var meget iøjnefaldende, det kunne ses fra omliggende lande og var i sit udseende en stor del af riget. Sådan som Gud nu tydeligt var blevet vanæret ved afgudsdyrkelse, valgte Elias dette som det mest iøjnefaldende sted at vise Guds kraft og hævde hans ære. ret
(279) Jesabels ottehundrede og halvtreds profeter, ligesom (280) et regiment af soldater stod klar for et slag, gik ud med musikinstrumenter og et imponerende udseende. Men der var skælven i deres hjerter idet de tænker over at Israels land ved Jehovas profets ord er blevet blottet for dug og regn i disse tre år. De føler at nogle frygtelige kriser er nært forestående. De har stolet på deres guder, men kunne ikke trække Elias' ord tilbage og vise ham som falsk. Deres guder var uanfægtede over for deres vanvittige råb, bønner og ofre. ret
(280) Elias, står på Karmels bjerg, tidlig om morgnen, omgivet af det frafaldne Israel og Baals profeter. En ensom mand i den umådelige mængde af mennesker står uforfærdet. Han som hele riget har givet skylden for sin smerte, står foran dem, uforfærdet og ikke ledsaget af synlige hære og intet imponerende udseende. Han står, iført sit grove klædningsstykke, med ærbødig højtidelighed i sit ansigt, som om han var helt klar over sin hellige opgave som Guds tjener, at fuldbyrde hans befalinger. Elias fæstner sine øjne på den højeste bjergryg hvor Jehovas alter havde stået da bjerget var dækket med grønne træer og blomster. Nu er Guds ødelæggelse over det; hele Israels trøstesløshed kan af alle ses ved det forsømte sønderrevede Jehovas alter og i stedet ses Baals altre. Akab står blandt Baals præster og alle venter med iver og stor forventning på Elias ord. ret
(280) I solens klare lys, omgivet af tusinde, - krigsmænd, balprofeter, Israels monarker, - står det forsvarsløse menneske, Elias, tilsyneladende alene, men ikke helt alene. Himlens mægtigste hær omgiver ham. Engle som udmærker sig i styrke er kommet ned fra himlen for at beskytte den trofaste og retfærdige profet. Med streng og bydende stemme råber Elias: »Hvor længe vil I blive ved at halte til begge sider? Er Herren Gud, så hold eder til ham og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!« Men folket svarede ham ikke et ord.« Ikke een i den kæmpestore forsamling vovede at sige et ord til Gud og vise loyalitet for Jehova. ret
(280) Hvilket forbløffende bedrag og frygtelig blindhed havde, ligesom (281) en mørk sky, omgivet Israel! Denne blindhed og dette frafald havde ikke pludseligt lukket sig omkring dem; det var kommet gradvist over dem da de ikke havde givet agt på irettesættelsesordet og advarsler som Herren havde sendt dem på grund af deres stolthed og deres synder. Og nu, i denne frygtelige krise, under overværelse af afgudspræster og den frafaldne konge, blev de neutrale. Hvis Gud afskyer en synd frem for en anden, vil dette ikke have nogen betydning i yderste nød. Uvidenhed og neutralitet i religiøse kriser betragter Gud som en alvorlig forbrydelse og svarer til den alle værste form for fjendtlighed mod Gud. ret
(281) Hele Israel er tavs. Igen kunne de høre Elias stemme tale til dem: »Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage og Ba'als profeter er 450 Mand; lad os nu få to unge tyre; så skal de vælge den ene tyr og hugge den i stykker og lægge den på brændet, men ild må de ikke lægge til; den anden vil jeg lave til og lægge på brændet, men uden at tænde ild. Så skal I påkalde eders Guds navn og jeg vil påkalde Herrens navn; den Gud, der svarer med ild, han er Gud!« Alt folket sagde: »Det forslag er godt!« Derpå sagde Elias til Ba'als profeter: »Vælg eder den ene tyr og lav den til først, thi I er de mange og påkald så eders Guds navn, men I må ikke tænde ild!« Så tog de tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als navn fra morgen til middag, idet de råbte: »Hør os, Ba'al!« men ikke en lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende omkring det alter, de havde opført." ret
(281) Elias forslag er fornuftigt. Folket vover ikke at unddrage sig det og de finder mod til at svare: Ordene er gode. Baals profeter vovede ikke at modsætte sig eller undvige. Gud har forordnet denne prøve og har skabt forvirring for afgudsdyrkerne og en tydelig sejr for hans navn. Baals præster vovede ikke at gøre noget andet end at gå ind på betingelserne. Med en frygtelig skyldfødelse i deres hjerner, mens de i det ydre var frimodige og udfordrende, rejste de deres alter, lagde træet på (282) og offeret og så begyndte de deres besværgelser, deres sange og skrål, kendetegnende for afgudedyrkelse. Deres gennemtrængende råb gav genlyd udover skove og bjerge: »Oh Baal, hør os.« Præsterne samlede en hær omkring deres altre og med hoppen og vridninger og skrig og stampen, med unatrulige fagter og rive sig i deres håret og skar sig i deres kød, viste de tilsyneladende oprigtighed. ret
(282) Formiddagen gik og det blev middag og alligevel rørte deres guder ikke på sig i medynk for deres præster, de bedragede afgudsdyrkere. Ingen stemme besvarer deres fanatiske råb. Præsterne er hele tiden bedragede, for hvordan kan de optænde en ild ved altrene og give Baal ære. Men Elias faste øjne lægger mærke til enhver bevægelse. Otte hundrede stemmer blev hæse. Deres klæder er dækkede med blod og alligevel formindskes deres fanatiske spændinger ikke. Deres bønner er blandet med forbandelser til deres solgud idet han ikke sende ild til deres altre. Elias står lige ved og våger med falkeblik så der ikke bliver snydt; for han ved at de ved snyd kan optænde deres alterild og så vil han rives i småstykker på stedet. Han ønsker at vise folket tåbeligheden i deres tvivl og halten mellem to anskuelser, skønt de har set Guds majestæts underfulde gerninger og utallige beviser for hans ubegrænsede nåde og elskende venlighed imod dem. ret
(282) »Men da det var blevet middag, hånede Elias dem og sagde: »I må råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i søvn og må først vågne!« Da råbte de højt og som de havde for skik, sårede de deres legemer med sværd og spyd, til blodet flød ned ad dem. Og da det var over middag, begyndte de at rase og det varede lige til hen imod afgrødeofferets tid, men ikke en lyd hørtes, ingen svarede og ingen agtede derpå.« ret
(282) Hvor meget ville Satan, som faldt som lys fra himlen, ikke gerne hjælpe de mennesker han har bedraget, hvem han styrer og som er helt helliget til hans (283) tjeneste. Han vil gladelig sende lys og optænding til deres ofre, men Jehova har sat Satan fast. Han har stadig sin magt, men alle hans bedrag kan ikke tænde Baals altre. Aftenen går på. Baals profeter er trætte sultne og forvirrede. En antyder en ting og en, en anden, indtil de ophører deres bestræbelser. Deres skrig og forbandelser genlyder ikke længere over Karmels bjerg. I svaghed og fortvivlelse trækker de sig tilbage fra deres styrkeprøve. ret
(283) Folket har været vidne til de ufornuftigste, fanatiske præsters frygtelige forevisninger. De har set dem springe rundt på alteret som om de ville tage de brændende stråler fra solen til deres altre. De er blevet trætte af demonstrations øvelserne, i afgudedyrkelse; og de føler alvor og iver efter at høre hvad Elias siger. ret
(283) Nu er det blevet Elias' tur. »Da sagde Elias til alt folket: »Kom hen til mig!« Og da alt folket var kommet hen til ham, satte han Herrens nedbrudte alter i stand. Elias tog tolv sten, svarende til tallet på Jakobs sønners stammer, han, til hvem Herrens ord lød: »Israel skal være dit navn!« Og af disse sten byggede han et alter i Herrens navn og gravede en rende rundt om alteret på omtrent to såbredder. Derpå lagde han brændet tilrette, huggede tyren i stykker og lagde den på brændet. så sagde han: »Fyld fire krukker med vand og hæld det ud over brændofferet og brændet!« Og da de havde gjort det, sagde han: »Een gang til!« Og da de havde gjort det anden gang, sagde han: »Een gang til!« Og de gjorde det endnu en gang. Det drev af vand rundt om alteret også renden fik han fyldt med vand. Men ved afgrødeofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: »Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i dag, at du er Gud i Israel og jeg din tjener og at jeg har gjort alt dette på dit ord! Hør mig, Herre, hør mig, for at dette folk må kende, at du herre er Gud og at du atter drager deres hjerte til dig« da for Herrens (284) ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden; endog vandet i renden slikkede den bort.« ret
(284) Ved aftensstunden istandsætter Elias Guds alter som det frafaldne Israel har ladet Baalpræsterne nedrive. Han kalder ikke på et af menneskerne til at hjælpe ham i hans anstrengende arbejde. Alle Baalaltrene er tilberedte; men han vender sig til Guds nedbrudte alter, som er mere helligt og kostbart for ham i sine uskønne ruiner end Baalsaltrenes overdådighed. ret
(284) Elias respekterer Herrens pagt med sig folk, selv om de er faldet fra. Med stilhed og højtidelighed reparerer han det nedbrudte alter med tolv stene, i overensstemmelse med Israels tolv stammer. Baals skuffede præster, trætte efter deres nyttesløse, vilde anstrengelser, sidder eller ligger udmattede på jorden og venter for at se hvad Elias vil gøre. De er fyldt med frygt og had mod profeten; for at han ikke vil udstå den prøve, som har udsat dem og deres guders svaghed og uduelighed for. ret
(284) Israels folk står fortryllet, blege, spændte og næsten åndeløse af ærefrygt, medens Elias kalder Jehova, himlens og jordens Skaber. Folket har været vidne til baalprofeternes fanatiske ufornuftige vanvid. Til modsætning, har de nu privilegiet at være vidne til Elias' ærefrygtindgydende opførsel. Han husker folket for, at de er degenererede, hvilket har vækket Guds vrede mod dem og kalder dem da til at ydmyge deres hjerter og vende sig til deres fædres Gud, så hans forbandelse kan fjernes fra dem. Akab og hans afgudepræster ser på med forbløffelse blandet med forfærdelse. De afventer resultatet med ængstelig, højtidelig tavshed. ret
(284) Efter at ofret er lagt på altret, påbyder han folket at overhælde offeret og altret med vand og fylde renden omkring altret. Han bøjer sig så (285) i ærbødighed for den usynlige Gud, opløfter sine hænder mod himlen og sender en stille enkel bøn, uden voldsomme fakter eller at vride sig med kroppen. Ingen skrig genlyder over Karmels høj. En højtidelig stilhed, som er modsat baalpræsterne, hviler over alle. Under sin bøn gør Elias ikke brug af vilde udtryksformer. Han beder til Jehova som om han var nær, de ser hele sceneriet og hører hans oprigtige, brændende og dog enkle bøn. Baalpræsterne har skreget og skummet og hoppet og bedt, meget længe fra morgnen til næsten aften. Elias bøn er meget kort, alvorlig, ærbødig og oprigtig. Bønnen var ikke færdig før ildflammerne for ned fra himlen på en tydelig måde, ligesom et klart lyn og optændte offerbrændet og fortærede ofret, slikkede vandet i renden op og fortærede endda alterstenene. Flammernes skær oplyser bjerget og er tydeligt for skarens øjne. De folk i Israels rige der ikke var samlet på bjerget holder med interesse øje med dem der er samlet. Idet ilden kommer ned, er de vidne til det og er forbløffet over dets udseende. Det ligner ildsøjlen ved det røde hav, som om natten adskilte Israels børn fra ægypterhæren. ret
(285) Folket på bjerget falder i forfærdelse og ærbødighed ned på jorden for det usynlige Gud. De kan ikke se på den strålende fortærende ild sendt fra himlen. De er bange for at de vil blive fortæret i deres frafald og synder og med forfærdelse, råber de ud, med en stemme som genlyder i bjergene giver ekko på markerne neden under: »Herren er Gud, Herren er Gud!« Israel er til sidst vækket op og revet ud af vildfarelsen. De ser deres synd og hvor meget de har vanæret Gud. Deres vrede er vækket imod Baals profeter. Med forfærdelse, er Akab og baalpræsterne vidne til Jehovas magts underfulde fremvisning. Igen høres Elias' stemme befale folket: »Grib Ba'als profeter, lad ingen af dem slippe bort!« Folket er rede til at adlyde hans ord. De griber de falske profeter (286) som har bedraget dem og bringer dem til Kisjonbækken og der, med sin egen hånd, ihjelslår Elias afgudepræsterne. ret
(286) Guds domme er blevet fuldbyrdet på de falske præster, folket har bekendt deres synder og anerkendt deres fædres Gud og Guds tilintetgørende forbandelser bliver nu trukket tilbage og han skal forny sine velsignelser på hans folk og igen opfriske jorden med dug og regn. ret
(286) Elias henvender sig til Akab: »Gå op og spis og drik, thi der høres susen af regn.« Medens Akab går op for at feste, går Elias op fra det frygtelige offer til Karmelsbjergets top for at bede. Hans gerning med at ihjelslå hedenske præster har ikke gjort han uegnet for den højtidelige tilbedelse. Han har udført Guds vilje. Efter at han, som Guds redskab, har gjort hvad han kunne for at fjerne forbandelsen fra Israels frafald, ved at slå afgudepræsterne ihjel, kunne han ikke gøre mere. Han gik da i forbøn for det syndige, frafaldne Israel. I den smerteligste stilling, med hans ansigt bøjet mellem hans knæ, beder han alvorligst Gud om at sende regn. Seks gange i rækkefølge sender han sin tjener for at se om der er noget synligt tegn på om Gud har hørt hans bøn. Han bliver ikke utålmodig eller troløs fordi Herren ikke straks giver tegn på at hans bøn høres. Han fortsætter i alvorlig bøn, sender sin tjener syv gange for at se om Gud har givet noget tegn. Hans tjener vender tilbage den sjette gang, efter at have set ud over havet med den skuffende meddelelse at der ikke er tegn på skydannelser på den messingagtige himmel. Den syvende gang fortæller han Elias at der er en lille sky at se, på størrelse med en mands hånd. Dette er nok til at tilfredsstille Elias tro. Han venter ikke på at himlene skal samle sorte skyer for at være sikker. Ved denne lille sky der er på vej op hører hans tro lyden af regnens overflod. Hans gerninger er i overensstemmelse med hans tro. Han sender et budskab til Akab, ved sin tjener: »Spænd for og kør hjem, at du ikke skal blive opholdt af regnen!« ret
(287) Elias ydmyghed
(287) Her vovede Elias noget ved sin tro. Han ventede ikke på syn. Og »et øjeblik efter var himmelen sort af stormskyer og der faldt en voldsom regn. Akab steg til vogns og kørte til Jizre'el; men Herrens hånd kom over Elias, så han omgjordede sine lænder og løb foran Akab lige til Jizre'el." ret
(287) Elias havde gennemgået stor spændinger og arbejde i løbet af dagen, men Herrens Ånd kom over ham fordi han havde været lydig og havde gjort hans vilje ved at henrette afgudepræsterne. Nogle var lige ved at sige: Hvilken hård og ubarmhjertig mand må Elias ikke have været! Og hvis nogen forsvarer Guds ære risikerer han at bringe kritik og fordømmelse over sig selv fra en meget stor klasse. ret
(287) Regnen begyndte at falde. Det var nat og Akab kunne ikke finde vej for den formørkende regn. Ved Guds kraft og Ånd tog Elias sit grove klædningsstykke om sig og løb foran Akabs vogn og ledte han ind til byen. Guds profet havde ydmyget Akab for sit folk. Han havde ihjelslået hans afgudepræster og nu ønskede han at vise Israel at han anerkendte Akab som sin konge. Som en særlig hyldesthandling ledte han hans vogn og løb foran den til byens indgangsport. ret
(287) Her er en lektie for unge mennesker som bekender sig til at være Guds tjenere, som fremfører hans budskab og er stolte ved sig selv. De kan ikke spore noget bemærkelsesværdigt i deres erfaring, som Elias kunne, alligevel, føler de sig hævet over en pligtsudførelse som synes dem mindre betydningsfulde. De vil ikke komme ned fra deres præstelige værdighed til at gøre unødige tjenester og frygter at de vil komme til at gøre en tjeners arbejde. Alle disse bør lære af Elias eksempel. Hans ord lukkede op for himmelens rigdomme, dug og regn faldt på jorden for tre år. Alene hans ord var nøglen til at låse op for himmelen og bringe regnskyl. (288) Han var æret af Gud idet han sendte sin enkle bøn under kongens og Israels tusindernes nærværelse, som svar på den ild der lynede ned fra himlen og optændte ild på offeraltret. Hans hånd eksekverede Guds domme og nedslagtede otte hundrede og halvtreds baalspræster og alligevel var han, efter at have henrettet dem og som kunne bringe skyer og regn og ild fra himlen, villig til at udføre simpel tjeneste og løbe foran Akabs vognen i mørke og i vind og regn, for at tjene den regent, han ikke havde været bange for at irettesætte op i hans ansigt for hans synder og forbrydelser. Kongen kom inden for portene. Elias pakkede sig selv i hans kåbe og lagde sig på den bare jord. ret
(288) Elias er fortvivlet
Efter at Elias havde vist et så uforfærdet mod i kampen mellem liv og død, efter han havde sejret over kongen, præsterne og folket, kunne vi naturligt formode han aldrig ville blive fortvivlet eller blive skræmt til frygtsomhed. ret
(288) Efter at han første gang havde vist sig for Akab og udtalt Guds domme over for ham på grund af hans og Israels frafald, førte Gud hans vej fra Jesabels magt til et sikkert sted i bjergene, ved Kisjonbækken. Der ærede han Elias ved at sende ham mad morgen og aften ved en Guds engel. Da bækken blev tom, sendte han ham til enken i Sarepta og udførte et dagligt mirakel, ved at holde enken og Elias med mad. Efter at han var blevet velsignet med beviser for en sådan kærlighed og omsorg fra Gud, ville vi mene at Elias aldrig vil miste tilliden til ham. Men apostlen fortæller os at han har samme tilbøjeligheder som vi og ligesom vi genstand for fristelser. ret
(288) Akab fortalte sin hustru om dagens underfulde begivenheder og de underfulde tilkendegivelser af Guds kraft der viste at Jehova, himlens og jordens Skaber, var Gud; også at Elias havde slået baalprofeterne ihjel. Den syndsforhærdede (289) Jesabel blev rasende over dette. Fræk, trodsig og sikker på sit afguderi, erklærede hun at Akab og Elias ikke skulle leve. ret
(289) Den nat vækkede en budbringer den trætte profet og overleverede Jesabels ord, givet ved de hedenske guders navn, at hun ville, i Israels nærhed, gøre det mod Elias som han havde gjort mod Baals præster. Elias burde imødekomme denne behandling og edsaflæggelse fra Jesabel med en anmodning om beskyttelse fra himlens Gud, som har hvervet ham til det arbejde han har gjort. Han burde have fortalt budbringeren ar Gud som han har stolet på vil være hans beskytter imod Jesabels had og trusler. Men Elias' tro og mod synes at svigte. Han fór forvirret op af sin slummer. Regnen væltede ned fra himlen og mørke er på alle sider. Han mister Gud af syne og flygter for sit liv som om blodhævnen var lige bag ham. Han efterlader sin tjener bag sig på vejen, om morgnen langt fra menneskers boliger, alene i en trøstesløs ørken. »Da blev han bange, stod op og drog bort for at redde sit liv. Han kom da til Be'ersjeba i Juda. Der lod han sin tjener blive og vandrede selv en dagsrejse ud i ørkenen og satte sig under en gyvelbusk og ønskede sig døden, idet han sagde: »Nu er det nok, Herre; tag mit liv, thi jeg er ikke bedre end mine fædre!« Så lagde han sig til at sove under en gyvelbusk. Og se, en engel rørte ved ham og sagde: »Stå op og spis!« Og da han så sig om, se, da lå der, hvor hans hoved havde hvilet, et ristet brød og der stod en krukke vand; og han spiste og drak og lagde sig igen. Men Herrens engel kom atter og rørte ved ham og sagde: »Stå op og spis, ellers bliver vejen dig for lang!« Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette måltid vandrede han i fyrretyve dage og fyrretyve nætter lige til Guds bjerg Horeb. Der gik han ind i en hule og overnattede. Da lød Herrens ord til ham: »Hvad er du her efter, Elias?« ret
(290) (290) Elias burde have stolet på Gud, som har advaret ham imod at flygte og fundet asyl fra Jesabels had, sikker fra Akabs omhyggelige eftersøgning. Denne gang havde Herren ikke bedt ham om at flygte. Han havde ikke ventet på at Herren talte til ham. Han handlede overilet. Havde han ventet med tro og tålmod, ville Gud havde beskyttet sin tjener og ville have givet ham et andet tydeligt sejrssignal i Israel ved at sinde sende domme over Jesabel. ret
(290) Træt og udmattet, sætter Elias sig ned for at hvile. Han er modløs og var lige ved at knurre. Han siger: »Nu er det nok, herre; tag mit liv, thi jeg er ikke bedre end mine fædre!« Han føler at livet ikke mere er ønskværdigt. Han forventer at de, efter Guds krafts klare åbenbarelse over for Israels, vil være sande og trofaste over for Gud. Han forventede at Jesabel ikke længere ville have indflydelse over Akabs sind og at der vil være en generel fornyelse i Israels rige. Og skønt trusselsbudskabet fra Jesabel blev meddelt til ham, glemte han at Gud var den samme alt-styrkende og medlidende Gud som han var da han bad til ham efter ild fra himlen og den kom og for regn og den kom. Gud tilstod enhver anmodning, alligevel er Elias flygtning langt væk fra menneskers hjem og han ønsker aldrig at se mennesker igen. ret
(290) Hvordan ser Gud på sin lidende tjener? Svigtede han ham fordi fortvivlelse og modløshed havde grebet ham? Oh nej. Elias var lammet af modløshed. Hele dagen havde han slidt i det uden mad. Da han ledte Akabs vogn, løb foran den til byporten, var han ved stærkt mod. Han havde et stort håb at Israel som et folk ville vende tilbage til deres alliance med Gud og genvinde hans gunst. Men den reaktion som ofte følger med troshøjnelse og god fremgang, betyngede Elias. Han var ophøjet til Pisgas top, til at ydmyges til den nederste dal i tro og følelser. Men Guds øjne var stadig rettet på hans tjener. Han elskede ham ikke mindre selvom han følte sig sønderbrudt og svigtet af Gud og mennesker, skønt ilden, i bønhørelse, lynede fra himlen og oplyste Karmel. ret
(291) (291) Dem som ikke har båret tunge ansvar, eller som ikke har vænnet sit til at føle det så dybt, kan ikke forstå Elias' følelser og er ikke rede til at give ham den forståelse han fortjener. Gud kender hjertet og kan læse dets smertelige pine under fristelser og smertelige kamp. ret
(291) Idet Elias sover under gyvelbusken, vækkede en svag berøring og behagelig stemme ham. Med det samme farer han sammen i forfærdelse, som han skulle til at flygte, som om fjenden havde listet sig bag ind på ham. Men idet det medynkende kærlige ansigt bøjede sig over ham, ser han at det ikke er en fjende, men en ven. En engel har været sendt frem med mad fra himlen for at støtte Guds tjener. Hans stemme siger til Elias: »Stå op og spis!« Efter at Elias havde taget imod den forfriskning der var tilberedt ham sov han ind igen. For anden gang kom Guds engel for at tjene Elias mangler. Han rørte ved den trætte og udmattede mand og i medlidende ømhed sagde til ham: »Stå op og spis, ellers bliver vejen dig for lang!« Elias blev styrket og gennemførte sin rejse til Horeb. Han var i en ødemark. Om natten søgte han ly i en hule, for de vilde dyr. ret
(291) Her mødte Gud, gennem sine engle, Elias og spurgte ham: »Hvad er du her efter, Elias?« Jeg sendte dig til Kedronbækken, jeg sendte dig til enken i Sarapta, jeg sendte dig til Samaria med et budskab til Akab, men hvem sendte dig ud på denne lange rejse i ødemarken? Hvad er dit ærinde her? Elias sørgede over sin sjæls nød over for Herren: »Han svarede: »Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren, hærskarers Gud, fordi israelitterne har forladt din pagt; dine altre har de nedbrudt og dine profeter har de ihjelslået med sværd! Jeg alene er tilbage og nu står de mig efter livet!« Da sagde han: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens åsyn!« Og se, Herren gik forbi og et stort og stærkt vejr, der sønderrev bjerge og sprængte klipper, gik foran Herren, men Herren var ikke i vejret. Efter vejret kom der et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom der ild, men Herren var ikke i ilden. Men efter (292) ilden kom der en stille, sagte susen og da Elias hørte den, hyllede han sit hoved i sin kappe og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen; og se, en røst lød til ham: »Hvad er du her efter Elias?« Han svarede: »Jeg har været fuld af nidkærhed for Herren, hærskarers Gud, fordi israelitterne har forladt din pagt; dine altre har de nedbrudt og dine profeter har de ihjelslået med sværd! Jeg alene er tilbage og nu står de mig efter livet!« ret
(292) Så viser Herren sig selv for Elias og viser ham at stille tillid og fast tiltro til Gud altid vil være en nærværende hjælp for ham. ret
(292) Jeg er blevet vist, at min mand har fejlet ved at vise fortvivlelse og mistro til Gud lov. Igen og igen har Gud åbenbaret sig for ham med mærkbare vidnesbyrd på hans omsorg, kærlighed og kraft. Men når han har set at hans interesse og nidkærhed for Gud og hans sag ikke er blevet forstået eller påskønnet, har han til tider ladet sig overvælde af modløshed og fortvivlelse. Gud har givet min mand og mig et særligt og vigtigt arbejde et gøre i hans sag, med at irettesætte og rådføre hans folk. Når vi ser at vore irettesættelser bliver ringeagtet og gengældt med had i sted for med forståelse, så har vi ofte givet slip på vor tro og tillid til Israels Gud; og, ligesom Elias, har vi givet efter for fortvivlelse. Her findes min mands fejl - han bliver modløs fordi hans brødre bringer ham prøvelser i stedet for hjælp. Og når hans brødre, i min mands fortvivlelse, ser effekten af deres vantro og manglende forståelse, er nogle lige ved at juble over ham og tage fordel af hans modløshed og føle at Gud alligevel ikke er med bror White eller han vil ikke vise svaghed i denne retning. Jeg henviser sådanne til Elias' gerning og til hans fortvivlelse og modløshed. Vi har menneskelige svagheder at kæmpe med. Men hvis vi stoler på Gud, (293) vil han aldrig forlade os eller svigte os. Under alle omstændigheder må vi have fast tillid til Gud, så at han aldrig vil forlade eller svigte os så vi bevarer vor renhed. ret
(292) Min mand kunne fatte mod i hans modløshed, da han har en medlidende himmelsk fader som læser motiverne og forstår sjælenes hensigter. Dem som står i kampens hede og som er ledet af Guds Ånd til at gøre et særligt arbejde for ham, vil ofte føle en tilbagevirkning når presset fjernes og nogen kan i fortvivlelse presse dem hårdt og ryste den mest heltemodige tro og svække de mest faste sind. Gud forstår alle vor svagheder. Han kan ynkes og elske når menneskers hjerter kan være lige så hård som flint. At vente tålmodigt og stole på Gud når alt ser mørkt ud er den lektie min mand må lære bedre. Gud vil ikke svigte ham i hans retskaffenhed.