(32) [Gud har betroet enhver af os hellige hverv, som han holder os ansvarlige for. Det er hans hensigt, at vi således skal oplære sindet, at vi bliver i stand til at gøre brug af de talenter, han har givet os, på en sådan måde, at vi kan udrette mest muligt godt og tjene den guddommelige giver til ære. Vi skylder Gud alle sindets kræfter. Disse kræfter kan kultiveres og på en så forstandig måde ledes og beherskes, at hensigten med, at de blev givet, opnås. Det er en pligt :således at oplære sindet, at sjælens kræfter kommer til udtryk og enhver evne udvikles. Når alle evner holdes i virksomhed, vil forstanden styrkes og den hensigt, i hvilken de blev givet, vil opnås. ret
(32) Mange udretter ikke mest muligt godt, fordi de bruger åndsevnerne på eet område og undlader at tage sig omhyggeligt af de ting, som de mener, de ikke er skikkede til. Nogle evner, der er svage, får således lov til at ligge i dvale, fordi det arbejde, der skulle sætte dem i (33) virksomhed og følgelig bibringe dem styrke, ikke falder behageligt. Alle sindets Kræfter bør opøves og alle evner dyrkes. Opfattelsesevne, dømmekraft, hukommelse og alle de rationelle kræfter bør være lige stærke, for at sindet kan være vel afbalanceret. ret
(33) Dersom visse evner bliver benyttet på bekostning af, at andre forsømmes, bliver Guds hensigt med os ikke fuldt ud gennemført; for alle evnerne har en forbindelse med og er i høj grad afhængige af hverandre. For at ligevægten nøje kan blive bevaret, kan den ene ikke bruges med god virkning, uden at alle virker. Dersom den ene skænkes al opmærksomhed, medens andre ligger i dvale, er udviklingen stærk i denne ene og vil lede til yderligheder, fordi ikke alle kræfterne er blevet plejet. Nogles sind forkrøbles og har ikke den rette ligevægt. Ikke alles sind er fra naturen ens sammensat. Der gives forskellige slags sind; nogle er stærke på visse punkter og meget svage på andre. Disse mangler, der er så iøjnefaldende, behøver ikke at forekomme og burde ikke forekomme. Hvis de, der besidder et sådant sind, ville styrke de svage punkter i deres karakter ved dannelse og øvelse, ville de blive stærke. ret
(33) Det er behageligt, men dog ikke fordelagtigt, at bruge de evner, som af naturen er stærkest, medens man forsømmer dem, som er svage, men som trænger til at styrkes. De svageste evner burde skænkes omhyggelig opmærksomhed, for at alle åndens kræfter kan komme i skøn ligevægt og alle udføre deres del ligesom et vel reguleret maskineri. Vi er afhængige af Gud, når det gælder bevarelsen af alle vore evner. kristne har pligt over for Gud til at oplære sindet således, at alle evnerne kan styrkes og udvikles mere fuldstændigt. Dersom vi forsømmer at gøre dette, vil de aldrig kunne fuldbyrde den hensigt, de var bestemte til. Vi har ingen ret til at forsømme nogen af de kræfter, Gud har givet os. Vi ser monomaner (sygeligt ensidige mennesker) overalt i landet. De er tit normale på alle punkter på eet nær. Grunden hertil er, at det ene sindsorgan har været særlig meget brugt, medens de andre har fået lov til at ligge i dvale. Det ene, som var i stadig anvendelse, blev (34) udmattet og sygeligt og manden blev et vrag. Gud blev ikke æret ved, at han fulgte denne fremgangsmåde. Havde han givet alle organer ligelig øvelse, ville alle have fået en sund udvikling; alt arbejde ville ikke være blevet lagt på det ene og intet organ ville være brudt sammen. ret
(34) Prædikanter må være forsigtige, at de ikke kuldkaster Guds hensigter ved egne planer. De står i fare for at indsnævre Guds værk og begrænse deres arbejde til visse steder og ikke udvikle en særlig interesse for Guds værk på alle dets forskellige områder. Der er nogle, der samler deres sind omkring eet emne, til udelukkelse af andre, som kan være lige så vigtige. De er ensidige. Alle de Kræfter, de besidder i hele deres væsen, koncentreres om det emne, der for tiden optager deres sind. Ethvert andet hensyn tabes af syne. Dette ene yndlingsemne udgør hovedtemaet i deres sind og er genstanden for deres samtale. Alle de beviser, der har forbindelse med dette emne, gribes og anvendes med begærlighed og der bliver dvælet så udførligt ved det, at det trætter tanken at følge dem. ret
(34) Tid spildes ofte med forklaring af punkter, der i virkeligheden er uvæsentlige og som ville blive anset for afgjort uden fremlæggelse af bevis, da de er selvindlysende. Men virkelig vigtige punkter bør fremholdes med så megen klarhed og styrke, som sproget formår. Evnen til at samle tankerne om een genstand med udelukkelse af alle andre er god til en vis grad; men den stadige anvendelse af denne evne slider på de organer, der sættes i virksomhed for at gøre dette arbejde; det lægger for stor en byrde på dem og følgen bliver, at det ikke lykkes at udføre den størst mulige mængde godt. Det væsentlige slid går ud over een gruppe organer, medens de andre befinder sig i dvale. Sindet kan således ikke virke sundt og som følge deraf forkortes livet. ret
(34) Alle evnerne bør bære en del af arbejdet, virke harmonisk og afbalancere hinanden. De, der sætter hele deres sindsstyrke ind på et enkelt emne, står meget tilbage på andre punkter, fordi evnerne (35) ikke udvikles ligeligt. Det foreliggende emne opsluger hele deres opmærksomhed, de ledes videre og videre og trænger dybere og dybere ind i sagen. De ser kundskab og lys, efter som de bliver interesseret og optaget. Men der er meget få, som formår at følge dem, medmindre de har tænkt lige så dybt over sagen. Der er fare for, at sådanne mænd pløjer og planter sandhedens sæd så dybt, at de ømtålige, dyrebare spirer aldrig finder op til overfladen. ret
(35) Der udføres ofte meget hårdt arbejde, som ikke er påkrævet og som aldrig vil blive påskønnet. Hvis de, der besidder stor evne til at koncentrere sig, udvikler denne evne og forsømmer andre, kan de ikke have et velafbalanceret sind. De ligner et maskineri, hvor kun een gruppe hjul arbejder samtidig. Medens nogle hjul ruster på grund af uvirksomhed, udsliddes andre ved stadig brug. Mænd, der udvikler een eller to evner og ikke benytter alle ligeligt, kan ikke udrette halvdelen af det gode i verden, som Gud havde til hensigt, at de skulle udrette. De er ensidige; kun halvdelen af de kræfter, Gud har givet dem, sættes i virksomhed, medens den anden halvdel ruster op i uvirksomhed. ret
(35) Dersom de, hvis sind er således indstillet, har en særlig gerning, der kræver tænkning, bør de ikke anvende alle deres kræfter til denne ene ting med udelukkelse af alle andre interesser. Medens de gør det foreliggende emne til deres hovedopgave, bør de vie en del af deres tid til andre grene af virksomheden. Dette ville være meget bedre for dem selv og for sagen i almindelighed. Man bør ikke udelukkende lade opmærksomheden dreje sig om een gren af virksomheden og forsømme alle andre. I deres skriftlige arbejde trænger nogle til at være forsigtige, så de ikke fordunkler klare punkter ved at underbygge dem med mange argumenter, som ikke vil være af levende interesse for læseren. Hvis de til kedsommelighed opholder sig ved enkelte punkter og fremdrager enhver detalje, som de kommer i tanker om, er deres arbejde næsten spildt. Læserens interesse vil ikke være stor nok til at følge emnet til dets afslutning. Selv de mest væsentlige sandhedspunkter kan gøres uklare ved, at man fæster sig ved hvert mindre betydningsfuldt punkt. Man iler over et stort område, men det arbejde, man (36) gør sig så megen møje for, er ikke egnet til at udrette mest muligt godt ved at vække almindelig interesse. ret
(36) I denne tid, da behagelige eventyr flyder på overfladen og tiltrækker menneskenes sind, er det bedre at fremholde sandheden i en letfattelig form, støttet af nogle få stærke beviser, end det er at finde og opstille en overvældende mængde af vidnesbyrd; for pointen vil da ikke fremtræde så klart i manges sind, som den gjorde, før indvendingerne og beviserne blev fremlagt for dem. For manges vedkommende vil udtalelser til forsvar nå længere end vidtløftige argumenter. De vil anse mange ting for givet. Beviser hjælper ikke sagen i sådanne sind. Vejl f menigh bd. 1 side 244-247] ret
(36) Modsætter sig adventister
Vore bitreste modstandere findes blandt Første-dags Adventister. De medvirker ikke hæderligt i krigsførelsen. De gør hvad som helst, uanset hvor ufornuftigt og selvmodsigende det er, for at dække over sandheden og forsøge at få det til at se ud som om Guds lov ikke har styrke. De smigrer sig selv med at deres midler vil retfærdiggøre det til sidst. Mennesker af deres egne, som de ikke har tillid til, vil begynde en ordstrøm imod det fjerde buds sabbat og de vil give omtale af deres meddelelser, uanset hvor usande, uretfærdige og endda latterlige de er, bare de kan være imod den sandhed de hader. ret
(36) Vi bør ikke bevæges eller afbrydes af ufornuftige menneskers uretfærdige krigsførelse. Dem som får og er tilfreds med det mennesker taler og skriver imod sandheden er ikke dem som vil overbevises om sandheden eller som vil ære Guds sag hvis de tog imod den. Tid og styrke kan bruges bedre end at dvæle for længe ved vore modstanderes ordkløveri som har med bagvaskelse og fordrejelse at gøre. Når den dyrebare tid bruges på at følge uærlige modstanderes kroge og fordrejninger, dør folk som er åben for overbevisning af mangel på kundskab. En række sanseløse spidsfindigheder fra Satans eget påfund kommer i tankerne, medens folk råber efter mad, for føde i rette tid. ret
(37) (37) Dem som har oplært sig til krig imod sandheden kommer til at hænge sig i spidsfindigheder. Og vi er ikke kloge nok til at fjerne dem fra deres hænder og lade dem gå ud til tusinder som aldrig havde drømt om at vi ikke kunne bekendtgøre dem for verden. Det er hvad vore modstandere ønsker af os; de ønsker at få opmærksomhed og have os til at gøre dem kendte. Dette gælder især nogle få stykker. Det er deres hovedformål at skrive deres fejl ned og fordreje sandheden og de menneskers karakter, som gerne vil forsvare sandheden. De vil dø hurtigere ud i ubemærkethed, for deres fejl og falsknerier har i den stille forsagthed. De ønsker ikke at lades alene. Modstand er hvad de holder af. Hvis det ikke var for dette, ville de kun have en lille indflydelse. ret
(37) Første-dags Adventister er som en klasse de svære at nå. De forkaster i almindelighed sandheden, som jøderne gjorde. Vi bør, så vidt muligt, gå frem som om der ikke var sådanne folk til. De er forvirrende elementer og umoralitet hersker blandt dem i et frygteligt omfang. Det vil være den største ulykke at mange af dem antager sandheden. De må have alt ud af hovedet og lære på ny, ellers vil de gøre os store vanskeligheder. Der er lejligheder hvor deres skærende fordrejelser skal imødekommes. Når dette sker, skal det gøres straks og kort og vi bør da gå videre til vort arbejde. Planen for Kristi lære burde være vor. Han var tydelig og simpel, griber direkte om sagens rod og alles sind imødekommes. ret
(37) Det er ikke den bedste måde at være så meget udtrykkelig og sige alt på en gang som kan siges, når få argumenter vil dække grunden og være tilstrækkelig for at overbevise eller gøre modstandere tavse. Du kan i dag fjerne enhver støtte og lukke mundene på modstandere så at de ikke kan sige noget og i morgen vil de gå over den samme grund igen. Således vil det være, om og om igen fordi de ikke holder af lyset og vil ikke komme til lyset, af frygt for at deres mørke og vildfarelse skal fjernes fra dem. Det er en bedre plan (38) at have en reserve af argumenter end at udgyde en dybde af kundskab over et emne som vil tages for givet uden udarbejdede argumenter. Kristi forkyndergerning varede i kun tre år og et stort arbejde blev gjort i den korte periode. I disse sidste dage er der et stort arbejde at gøre på en kort tid. Medens mange bliver rede til at gøre noget, vil sjæle omkomme før lyset og kundskaben når dem. ret
(38) Hvis mennesker som er i færd med at overbringe og forsvare bibelsandheden, begynder på at undersøge og vise menneskers vildfarelser og selvmodsigelser, vil Satan oprøre modstanderne til at holde deres penne helt i gang, medens andre grene af arbejdet vil lide. ret
(38) Vi må have mere af de menneskers ånd som er i gang med at opbygge Jerusalems mure. Vi udretter et stort arbejde og vi kan ikke bringe os ned på så lavt plan. Hvis Satan ser at han kan holde mennesker i diskussion med modstanderes indsigelser og derved holde dem tavse og forhindre dem i at gøre det mest betydningsfulde arbejde for nutiden, så er hans mål nået. ret
(38) Bogen Sabbats Historien er for længe holdt væk fra folk. De behøver dette dyrebare værk, endda hvis de ikke har den hele samlet. Den kan aldrig udarbejdes på en måde der helt bringer ufornuftige modstandere til tavshed, som er ustabile og som kan fordreje skriftsteder til deres eget fordærv. Det er en travl verden. Mænd og kvinder som engagerer sig i livets foretagender har ikke tid til at meditere, eller endda læse Guds ord nok til at forstå alle dets betydningsfulde sandheder. Lange bearbejdede argumenter vil kun interessere få, for folk skal læse som de løber. Du kan ikke mere fjerne indvendingerne mod sabbatsbuddet fra Første-dags Adventisternes tanker end verdens frelser kunne, med sin store magt og mirakler, overbevise jøderne at han var Messias, efter de engang havde sat sig for at fornægte ham. Ligesom de genstridige vantro jøder, har de valgt mørket frem for lyset og skulle en engel direkte fra himlens sale tale til dem, ville de sige at det var Satan. ret
(39) Nu behøver verden arbejde. Kald kommer ind fra alle retninger ligesom det makedoniske råb: »Kom og hjælp os.« Klare tydelige argumenter der står for os som milepæle, vil gøre mere for at overbevise end en lang række argumenter som dækker en stor del, men som andre end forskere vil have interesse i at følge. Sabbats Historien bør gives til folk. Når en udgave er i omløb og folk får nytte af den, gøres der større fremskridt, end alt muligt har været gjort for at bringe den til fuldkommenhed. Det vil lykkes for os at nå de almindelige mennesker. Dem som har talenter og position er så ophøjet over arbejdets simpelhed og så godt tilfreds med sig selv, at de ikke føler behov for sandheden. De er præcis der hvor jøderne var, selvretfærdige, selvtilstrækkelige. De var raske og har ikke brug for læge.