(362) [Kære unge! Fra tid til anden har Herren givet mig advarende vidnesbyrd til jer. Han har givet jer opmuntring, dersom I ønsker at give ham jeres hjerters bedste og helligste hengivenhed. Idet disse advarsler på ny træder levende frem for mig, har jeg en følelse af jeres fare, som jeg ved, at I ikke føler. Skolen i Battle Creek samler mange unge mennesker af forskellig åndelig indstilling. Dersom disse unge ikke er gudhengivne og lydige mod Guds vilje og ikke vandrer på hans befalingers vej, vil tilstedeværelsen af en skole i Battle Creek vise sig at have en meget nedslående indvirkning på menigheden. Denne skole kan gøres til en velsignelse eller en forbandelse. Jeg formaner jer, som har nævnet Kristi navn, til at afstå fra al ugudelighed og udvikle en karakter, som Gud kan bifalde. ret
(362) Jeg spørger: Tror I på de irettesættende vidnesbyrd, Gud har givet jer? Hvis I virkelig tror, at Guds stemme har talt til jer og påpeget jeres farer, agter I så på de råd, der er givet? Bevarer l disse advarende vidnesbyrd friske i jeres sind ved at læse dem ofte under bøn til Gud? Herren har igen og igen talt til jer, børn og unge, men I har været sene til at agte på de advarsler, som blev givet. Om I end ikke på oprørsk vis har forhærdet jeres hjerter imod den fremstilling, Gud har givet af jeres karakter og jeres farer og imod den vej, (363) der er blevet afmærket for jer at følge, har nogle, af jer dog ikke været agtpågivende med hensyn til, hvad der kræves af jer, for at I må kunne opnå åndelig styrke og være en velsignelse på skolen, i menigheden og for alle dem, I omgås. ret
(363) Unge mænd og kvinder, I skal gøre Gud regnskab for det lys, han har givet jer. Dersom dette lys og disse ansvar ikke bliver påagtet, vil de stå op imod jer i dommen. Jeres farer er blevet klart påvist; I er blevet advaret og vogtet i alle retninger, omhegnede af advarsler. I Guds hus har I lyttet til de' højtideligste og mest hjerteransagende sandheder, som blev fremholdt af Guds tjenere med åndens bevis. Hvor megen værdi har disse højtidelige formaninger for jeres hjerter? Hvilken indflydelse har de på jeres karakter? I vil blive holdt ansvarlige for enhver af disse formaninger og advarsler De vil stå op i dommen og fordømme den, der lever et liv i forfængelighed, letsindighed og stolthed. ret
(363) Kære unge venner, hvad I sår, skal I også høste. Nu er jeres såtid, Hvad vil høsten blive? Hvad sår I? Hvert ord, I taler, hver handling, I udfører, er et frø, som vil bære god eller ond frugt og som vil bringe såmanden glæde eller sorg. Som sæden er, vil høsten blive. Gud har givet jer stort lys og mange privilegier. Efter at dette lys er givet og efter at jeres farer klart er blevet fremstillet for jer, bliver ansvaret jeres. Den måde, hvorpå I behandler det lys, Gud giver jer, vil vippe vægtskålen til lykke eller smerte. I bestemmer selv jeres skæbne. ret
(363) I øver alle en indflydelse til godt eller til ondt på andres sind og karakter. Og netop den indflydelse, I øver, skrives i regnskabsbogen i himmelen. En engel ledsager jer og holder regnskab med jeres ord og handlinger. Føler I jeres hjælpeløshed og jeres trang til styrke fra Gud, når I står op om morgenen? Og fremlægger I ydmygt og af hjertet jeres trang for jeres himmelske fader? I så fald lægger engle mærke til jeres bønner og dersom disse bønner ikke er udgået fra falske lærer, vil jeres beskyttende engel være ved jeres side, når I ubevidst står i fare for at (364) handle urigtigt og øve en indflydelse, der vil lede andre til at gøre uret og tilskynde jer til at følge en bedre vej, vælge jeres ord for jer og påvirke jeres handlinger. ret
(364) Dersom I ikke føler nogen fare og dersom I ikke opsender nogen bøn om styrke til at modstå fristelser vil I visselig komme på afveje; jeres pligtforsømmelse vil blive nedtegnet i Guds bog i himmelen og I vil blive fundet for lette i dommens time. I jeres omgivelser er der nogle, som har fået religiøs undervisning og nogle, som har fået deres vilje og er blevet forkælede, smigrede og rost, indtil de bogstavelig talt er blevet uskikkede til det praktiske liv. Jeg taler om mennesker, som jeg kender. Overbærenhed, smiger og dovenskab har i den grad forkvaklet deres karakter, at de er til ingen nytte her i livet. Og dersom de er unyttige, hvad dette liv angår, hvad håb kan der så være, når det gælder det liv, hvor alt er renhed og hellighed, og hvor alle har en harmonisk karakter? Jeg har bedt for disse mennesker; jeg har talt personligt med dem. Jeg kunne se den indflydelse, de ville øve på andres sind ved at lede dem til forfængelighed, til at tænke på klædedragt og til ligegyldighed for deres evige interesser. Det eneste håb for denne klasse mennesker er, at de giver agt på deres veje, ydmyger deres stolte, forfængelige hjerter for Gud, bekender deres synder og omvender sig. ret
(364) Forfængelighed i klædedragt såvel som lyst til fornøjelse er en stor fristelse for de unge. Gud har hellige krav på os alle. Han kræver hele hjertet, hele sjælen, al vor hengivenhed. Det svar, man under tiden møder denne udtalelse med, er: "Ah, jeg bekender mig jo ikke til at være en kristen!" Men hvilken betydning: har det, om du ikke gør? Har Gud ikke de samme krav på dig, som han har på den, der bekender sig til at være hans barn? Mon Herren overser det syndige i din forsømmelse og oprørskhed, fordi du er udfordrende i din ligegyldige ringeagt for hellige ting? Hver dag, du ringeagter Guds krav, hver forsømt anledning til at modtage tilbudt nåde, skrives på din konto og vil forøge antallet af synder, som står op imod dig på hin dag, da enhver sjæls regnskaber vil blive efterset. Jeg taler til jer, I unge mænd og kvinder, enten I er kristendomsbekendere eller ikke. Gud kræver jeres (365) interesse, jeres villige lydighed og hengivenhed for ham. I har nu en kort prøvetid og I kan benytte denne anledning til en uforbeholden overgivelse til Gud. ret
(365) Lydighed og underkastelse under Guds krav er de betingelser, på hvilke vi ifølge dem inspirerede apostel bliver Guds børn, medlemmer af den kongelige familie. Jesus har med sit eget blod reddet hvert barn og enhver ung, hver mand og kvinde fra den ødelæggelsens afgrund, Satan tvang dem ned i. Fritages syndere for deres forpligtelser, fordi de ikke vil modtage den frelse, der uforskyldt tilbydes dem? At de vælger at fortsætte i synd og formastelig overtrædelse, formindsker ikke deres brøde. Jesus købte dem dyrt og de tilhører ham. De er hans ejendom; og hvis de ikke vil vise lydighed mod ham, som har givet sit liv for dem, men helliger deres tid og styrke og talenter til Satans tjeneste, fortjener de deres løn, som er døden. Uforgængelig herlighed og et evigt liv er den belønning, vor Genløser tilbyder dem, der vil lyde ham. Han har gjort det muligt for dem at fuldkomme en kristelig karakter ved hans navn og at sejre for deres eget vedkommende, ligesom han sejrede på deres vegne. I sit eget liv har han givet dem et forbillede og vist dem, hvorledes de kan sejre. »Syndens sold er døden, men Guds nådegave evigt liv i Kristus Jesus, vor herre." ret
(365) Guds krav er lige bindende for alle. De, der ikke bryder sig om så stor en frelse, som frit tilbydes dem og foretrækker at tjene sig selv og fremdeles være Guds fjender, den selvopofrende Genløsers fjender, fortjener deres løn. De sår i kødet og af kødet vil de høste fordærvelse. ret
(365) De, der har iført sig Kristus ved dåben og ved denne handling vist, at de har skilt sig fra verden og at de har indgået en pagt om at vandre i et nyt levned, bør ikke opstille afguder i deres hjerter. De, som en gang har glædet sig ved beviset på syndernes forladelse og har smagt Frelserens kærlighed og derefter vedblivende forener sig med Kristi fjender, idet de forkaster den (366) fuldkomne retfærdighed, Jesus tilbyder dem og vælger de veje, han har fordømt, vil få strengere dom end hedningerne, der aldrig har haft lyset og aldrig har kendt Gud eller hans lov De, som afslår at følge det lys, Gud har givet dem, vælger verdens dårskaber og nægter at indrette deres vandel efter de retfærdige og hellige krav i Guds lov, er i Guds øjne skyldige i de mest graverende synder. Deres; brøde og deres løn vil stå i forhold til det lys og de privilegier, de har haft. ret
(366) Vi ser verden optaget af sine egne fornøjelser. Det, som den største del af menneskene, navnlig kvinderne, først og fremmest tænker på, er pynt og stads. Tusinder lider skibbrud på deres lykke, fordi de er optaget af at tænke på fornøjelser og klædedragt. Og nogle af dem, der bekender sig til at elske og holde Guds befalinger, efteraber denne klasse mennesker så langt, som de på nogen mulig måde kan og samtidig beholde kristennavnet. Nogle af de unge er så ivrige efter stads, at de endog er villige til at opgive kristennavnet, dersom de blot kan følge deres hang til forfængelig påklædning og lyst til fornøjelse. Selvfornægtelse i klædedragt udgør en del af vor kristenpligt. At klæde sig enkelt og at afstå fra at pryde sig med kostbarheder og smykker af enhver art er i overensstemmelse med vor tro. Er vi blandt dem, der indser dårskaben hos verdslige mennesker, når de hengiver sig til overdådighed i påklædning såvel som i lyst til fornøjelser? I så fald bør vi tilhøre den klasse, der afskyr alt, som godkender denne ånd, der fylder sind og hjerte hos dem, som kun lever for denne verden og ikke tænker på eller bekymrer sig om den fuldkommende. ret
(366) Unge kristne, jeg har hos nogle af jer set en kærlighed til klæder og pynt, som har smertet mig. Hos nogle, som er blevet godt undervist, som fra den tidligste barndom har nydt religiøse fordele og ved dåben har iført sig Kristus og således bekendt sig til at være afdøde fra verden, har jeg set en forfængelighed i påklædning og en letsindighed i opførsel, som har bedrøvet den kære frelser og været en skam for Guds sag. Jeg har med smerte lagt mærke til jeres religiøse forfald og jeres hang til at udstaffere og pynte jeres tøj. Nogle har været så (367) uheldige at komme i besiddelse af guldkæder eller guldnåle eller begge dele og har vist en dårlig smag med at stille dem til skue på en iøjnefaldende måde for derved at tiltrække sig opmærksomhed. Jeg kan kun sammenligne disse mennesker med den forfængelige påfugl, der viser sine pragtfulde fjer for at vække beundring. Det er det eneste, denne stakkels fugl har, som kan tiltrække sig opmærksomhed; for dens stemme og skikkelse er alt andet end tiltalende. ret
(367) De unge kan søge at overgå hverandre i at stræbe efter en sagtmodig og stille ånds prydelse, et klenodie af uberegnelig værdi, som kan bæres med himmelsk ynde. Denne prydelse vil øve tiltrækning på mange her i verden og den vil blive regnet som meget kostelig af de himmelske engle og frem for alt af vor himmelske fader og gøre dem, der besidder den, til velkomne gæster i de himmelske boliger. De unge har betingelser, der ved den rette brug kunne gøre dem skikkede til næsten hvilken som helst betroet stilling. Dersom de havde sat sig det mål at oplæres til at bruge og udvikle de kræfter, Gud har skænket dem, på en sådan måde, at de kunne blive til nytte og være til velsignelse for andre, ville deres sind ikke blive forkrøblet efter et mindreværdigt ideal. De ville lægge tankedybde og principfasthed for dagen og opnå indflydelse og respekt. De ville øve en højnende indflydelse over andre og dette ville lede sjæle til at se og erkende kraften i et forstandigt kristenliv. De, som bekymrer sig mere om at pryde deres legeme og stille sig til skue end om at udvikle evnerne og bruge deres kræfter til størst nytte for at kunne ære Gud, indser ikke deres ansvar over for Gud. De vil være tilbøjelige til overfladiskhed i alt, hvad de foretager sig og de vil nedsætte deres duelighed og forkrøble deres åndsevner. ret
(367) Det gør mig inderligt ondt for disse unge menneskers fædre og mødre såvel som for børnene. I disse børns opdragelse har der været en mangel, for hvilken der et eller andet sted hviler et tungt ansvar. Forældre, som har forkælet deres børn og føjet dem i stedet for på en skønsom måde at ave dem på grundlag af principper, ser her de karakterer, de har dannet. Som opdragelsen har været, således bliver karakteren. ret
(368) Den trofaste Abraham
(368) Min tanke går tilbage til den trofaste Abraham, som i lydighed mod den guddommelige befaling, der blev givet ham i et syn om natten i Be'ersjeba, foretager sin rejse med Isak ved sin side. Foran sig ser han det bjerg, Gud havde sagt, at han ville vise ham som det sted, hvor han skulle ofre. Han tager brændet af sin tjeners skulder og lægger det på Isak, som er den, der skal ofres. Han omgjorder sin sjæl med fasthed og kvalfyldt strenghed, rede til at fuldbyrde den gerning, Gud kræver af ham. Med sønderknust hjerte og lammet hånd tager han ilden, medens Isak spørger: »Fader! her er ilden og brændet; men hvor er ofret?« Men ak, Abraham kan ikke meddele ham det nu! Fader og søn bygger alteret og det frygtelige øjeblik kommer, da Abraham må åbenbare for Isak, hvad der har voldt ham sjælekval under hele den lange rejse; at Isak selv er offeret. Isak er ikke en lille dreng; han er en fuldvoksen ung mand. Han kunne have nægtet at bøje sig for faderens plan, om han havde villet. Han beskylder ikke sin fader for vanvid, søger ikke engang at ændre hans forsæt. Han bøjer sig. Han tror på sin faders kærlighed, tror på, at han ikke ville foretage denne frygtelige opofrelse af sin eneste søn, dersom ikke Gud havde befalet ham at gøre det. Isak bindes af sin medfølende faders skælvende, kærlige hænder, fordi Gud har sagt det. Sønnen finder sig i opofrelsen, fordi han tror på sin faders retskaffenhed. Men da alt er rede, da faderens tro og sønnens underkastelse til fulde er prøvet, standser Guds engel Abrahams løftede hånd, da han står i begreb med at dræbe sin søn og meddeler ham, at det er nok. »Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!« ret
(368) Denne Abrahams troshandling er nedskrevet til gavn for os. Den lærte os den store lektie at have tillid til Guds krav, hvor nærgående og svære de end måtte være; og den lærer børnene fuldkommen underdanighed over for deres forældre og over for Gud. Af Abrahams lydighed lærer vi, at intet er så dyrebart, at vi ikke kan give det til Gud. ret
(369) (369) Isak var et billede på Guds søn, der blev et offer for verdens synder. Gud ville vise Abraham evangeliet om frelse for menneskene. For at det kunne ske og for at gøre sandheden til en virkelighed for ham såvel som for at prøve hans tro Krævede Gud af han, at han skulle slagte sin elskede Isak. Hensigten med al den sorg og angst, Abraham udholdt i denne mørke og frygtelige prøve, var at give hans forstand et indtryk af genløsningsplanen for faldne mennesker. Hans egen erfaring gav ham en forståelse af, hvor usigelig stor den evige Guds selvfornægtelse var, når han gav sin egen søn i døden for at redde mennesket fra fuldstændig ødelæggelse. For Abraham kunne ingen sjælelig tortur sidestilles med den, han udholdt ved at adlyde den guddommelige befaling om at ofre sin søn. ret
(369) Gud hengav sin søn til et liv i fornedrelse, selvfornægtelse, fattigdom, møje og forsmædelse, ja, til den kvalfulde død ved korsfæstelsen. Men da kom der ingen engel for at forkynde det glædelige budskab: »Det er nok; du behøver ikke at dø, min elskede søn.« Legioner af engle ventede med sorg i det håb, at Gud ligesom i tilfældet med Isak i sidste øjeblik ville afværge hans beskæmmende død. Men englene fik ikke lov til at bringe et sådant budskab til Guds kære søn, Ydmygelsen i retssalen og undervejs til Golgata fortsatte. Han blev spottet, forhånet og spyttet på. Han udholdt spottegloser, hånsord og forsmædelse fra dem, der hadede ham, ind til han bøjede sit hoved på korset og døde. ret
(369) Kunne Gud give os et større bevis på sin kærlighed end ved således at hengive sin søn til at gennemgå denne lidelse? Og ligesom Guds gave til menneskene var en frivillig gave og hans kærlighed uden grænser, således er hans krav til vor tillid, vor lydighed, til hele vort hjerte og hele vor hengivenhed tilsvarende ubegrænset. Han kræver alt, hvad det er muligt for mennesket at give. Underkastelsen fra vor side må stå i forhold til Guds gave; den må være fuldstændig og uden forbehold. Vi er alle Guds skyldnere. Han har krav på os, som vi ikke kan opfylde uden ved at give os selv som et helt og villigt offer. Han kræver punktlig og villig lydighed og noget mindre end dette vil han ikke antage. Vi har nu anledning til at (370) sikre os Guds kærlighed og velbehag. Dette kan være det sidste leveår for nogle, som læser dette. Er der iblandt de unge, som læser denne appel, nogen, der ønsker at vælge verdens lyst frem for den fred, Kristus giver den, som alvorligt søger og med glæde gør hans vilje? ret
(370) Gud vejer vor karakter, vor opførsel og vore motiver på helligdommens vægtskål. Det vil være frygteligt, om vor Genløser, som døde på korset for at drage vore hjerter til sig, skal erklære om os, at vi er for lette, når det gælder kærlighed og lydighed. Gud har skænket os store og kostelige gaver. Han har givet os lys og kundskab om sin vilje, således at vi ikke behøver at fare vild eller vandre i mørket. At blive vejet på vægtskålen og fundet for let på den endelige opgørets og belønningens dag vil være forfærdeligt, et frygteligt fejlgreb, som aldrig kan genoprettes. Unge venner, skal man søge forgæves efter jeres navne i livets bog? ret
(370) Gud har bestemt en gerning, som l skal udføre for ham og som vil gøre jer til hans medarbejdere. Overalt omkring jer er der sjæle at frelse. Der er nogle, som l kan opmuntre og velsigne ved jeres alvorlige bestræbelser. I vil kunne omvende sjæle fra synd til retfærdighed. Når I forstår jeres ansvar over for Gud, vil I føle nødvendigheden af troskab i bøn og i at være på vagt over for Satans fristelser. Hvis I i sandhed er kristne, vil I være mere tilbøjelige til at sørge over det moralske mørke i verden end til at hengive jer til letsindighed og til at være stolte af jeres klæder. I vil være blandt dem, der sukker og jamrer over de vederstyggeligheder, som sker i landet. I vil stå Satan imod, når han frister jeg til forfængelighed og pynt. Indskrænket er det sind og forkrøblet den forstand, der kan finde tilfredsstillelse i disse intetsigende ting på bekostning af forsømmelse af ophøjede ansvar. ret
(370) Vor tids unge kan være Kristi arbejdere, hvis de vil og i arbejdet vil deres tro styrkes og deres kundskab om Guds vilje tiltage. Ethvert sandt forsæt og enhver rigtig handling vil blive nedskrevet i livets bog. Jeg ville ønske, at jeg kunne vække de unge til at indse og føle det (371) syndige i at tilfredsstille sig selv og forkrøble deres forstand med de værdiløse, forfængelige ting her i livet. Dersom de ville hæve deres tanker og ord op over det intetsigende og tiltrækkende her i verden og gøre det til deres mål at herliggøre Gud, ville hans fred, som overgår al forstand, tilfalde dem. Vejl f menigh bd. 1 side 289-296] ret
(371) Kristi ydmygelse
Trådte vort store Eksempel ikke en hård, selvfornægtende, selvopofrende og ydmyg stig for vor skyld så vi kunne frelses? Han traf på vanskeligheder, erfarede skuffelser og led skam og plager i sit arbejde på at frelse os. Og skal vi nægte at følge der hvor herlighedens konge har ledt vejen? Skal vi klage over trængsler og prøvelser når vi overvinder os selv, når vi husker på vor Forløser i fristelsens ørknen, i Getsemane have og i Golgata? Alt dette blev udholdt for at vise os vejen og bringe os den guddommelige hjælp som vi må have ellers går vi fortabt. Hvis de unge vil vinde evigt liv, skal de ikke regne med at følge deres egne tilbøjeligheder. Prisen vil koste dem noget, ja, alt. De kan enten have Jesus eller verden. Hvor mange kære unge mennesker lider ikke afsavn, træthed, slid og bekymring for at tjene sig selv og få et mål i dette liv! De kunne ikke drømme om at beklage sig over de genvordigheder og vanskeligheder de støder på, når de tjener sig selv. Hvorfor, skulle de så kvie sig imod kampe, selvfornægtelse, eller noget offer for at opnå evigt liv? ret
(371) Kristus kom fra herlighedens sale til denne syndsbesmittede verden og ydmygede sig selv til ydmyghed. Han identificerede sig selv med vore svagheder og blev fristet på alle de samme punkter som vi. Kristus udviklede her på jorden en retskaffen karakter, ikke af hensyn til ham, for hans karakter var ren og pletfri, men for faldne mennesker. Han gav sin karakter til mennesket hvis det vil tage imod den. Synderen har, gennem sine synders anger, tro på Kristus og lydighed over for Guds fuldkomne lov, Kristi retfærdighed indlagt i sig; den bliver (372) hans retfærdighed og hans navn er optegnet i Lammets livbog. Han bliver et Guds barn, et medlem af den kongelige familie. ret
(372) Jesus betalte en ubegrænset pris for at forløse verden og menneskeslægten blev givet i hans hænder; de blev hans ejendom. Han ofrede sin ære, sine rigdomme og sit herlige hjem i de kongelige sale og blev Josefs og Marias søn. Josef var en af de ydmygeste dagarbejdere. Jesus arbejdede også; han levede et bebyrdende og slidsomt liv. Da hans tjeneste begyndte, efter sin dåb, udholdt han en pinefuld faste i næsten seks uger. Det var ikke blot sultens nagende smerte som gjorde hans lidelser uudtrykkelig strenge, skylden af verdens synder som pressede ham så tungt. Han som ikke kendte til synd blev genstand til synd for os. Med denne frygtelige vægt af skyld på sig på grund af vore synder, modstod han appetittens frygtelige prøve og modstod verdens kærlighed og kærlighed til ære og fremvisningens stolthed som fører til formastelighed. Kristus udholdt disse to store forledende fristelser og overvandt dem til for menneskers bedste, udførte en retskaffen karakter for mennesket, fordi han vidste at mennesket ikke kunne gøre dette ved sig selv. Han vidste at Satan kunne angribe menneskeslægten på disse tre punkter. Han havde overvundet Adam og han planlagde at fuldføre sit arbejde til menneskets endelige ruin. Kristus gik ind på marken til menneskets bedste for at besejre Satan fordi han så at mennesket ikke kunne overvinde ham ved sig selv. Kristus beredte vejen for menneskets løskøbelse med sit eget lidende, selvfornægtende og selvopofrende liv og med sin ydmygelse og endelige død. Han bragte hjælp til mennesket, så det, ved at følge Kristi eksempel, kunne overvinde ved sig selv, som Kristus har overvundet for mennesket. ret
(372) »Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer og som I har fra Gud og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!« »Ved I ikke, at I er Guds tempel og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds (373) tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt og I er jo hans tempel!« »Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: »Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud og de skal være mit folk.« Derfor: »Drag bort fra dem og skil jer ud, siger Herren, Og »rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.« ret
(373) [De unge er uvidende om de mange farer, som de daglig udsættes for. De kan aldrig forstå dem alle helt; men dersom de er årvågne og beder, vil Gud holde deres samvittighed følsom og deres erkendelsesevner klare, for at de må kunne opdage fjendens virke og være rustede mod hans angreb. Men mange af de unge har så længe fulgt deres egne tilbøjeligheder, at pligt er et ord, der er uden mening for dem. De fatter ikke de høje og hellige pligter, som de burde udføre til gavn for andre og til Guds ære og de undlader fuldstændig at udføre dem. ret
(373) Kunne de unge blot vækkes op til en dyb følelse af deres trang til styrke fra Gud for at kunne modstå Satans fristelser, ville de opnå en dyrebar erfaring i den kristnes kamp. Hvor få af de unge (374) er det ikke, som betænker den inspirerede apostel Peters formaning: »Vær ædru og våg; jeres modstander, djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge. Stå ham imod, faste i troen.« I det syn, Johannes fik, så han Satans magt over menneskene og udbrød: »Ve jorden og havet! thi djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.« ret
(374) De unges eneste sikkerhed består i uafladelig årvågenhed og bøn. De behøver ikke at smigre sig med, at de kan være kristne uden dette. Satan skjuler sine fristelser og sine påfund under en lysets kappe, således som han gjorde, da han nærmede sig Kristus i ørkenen. Han havde da et udseende som en af de himmelske engle. Vore sjæles modstander vil nærme sig os som en himmelsk gæst og apostelen tilråder ædruelighed og årvågenhed som vor eneste betryggelse. De unge, som hengiver sig til ligegyldighed og letsindighed og som forsømmer de kristelige pligter, falder stadig under fjendens fristelser i stedet for at sejre, ligesom Kristus sejrede. ret
(374) For den helt gudhengivne, sjæl er Kristi tjeneste ikke trældom. Lydighed mod vor frelser nedsætter ikke vor lykke og sande glæde her i livet, men den har en forædlende og opløftende magt over vor karakter. Det daglige studium af de dyrebare livets ord, som findes i bibelen, styrker åndsevnerne og bringer kundskab om Guds store og herlige gerninger i naturen. Ved granskning i skriften opnår vi en rigtig erkendelse af, hvorledes vi skal leve for at kunne nyde den højeste grad af ublandet lykke. Bibelgranskeren tilegner sig endvidere bibelske argumenter, således at han kan møde de vantros tvivl og fjerne disse med sandhedens klare lys. De, der har gransket skriften, vil altid kunne være befæstede mod Satans fristelser; de vil altid kunne være fuldkommen dygtiggjorte til al god gerning, rede til at svare enhver, som kræver dem til regnskab for det håb, der er i dem. Vejl f menigh bd. 1 side 297-298] ret
(374) Folk får ofte indtrykket at religion er nedværdigende og at det er en nedladenhed for syndere at (375) antage bibelnormen som deres livsregel. De mener at dens krav er urene og at de, ved at antage den, må opgive al deres smag for og nydelse af det som er skønt og i stedet må acceptere ydmygelse og fornedrelse. Satan påfører aldrig mindre bedrag end dette. Jesu sande religion kræver af dens efterfølgere den naturlige skønheds enkelhed og den naturlige renselses glathed og ophøjede renhed, frem for det kunstige og falske. ret
(375) Når der ses på ren religion som fordringsfuld i dens krav og, er de unge især stillet i et ugunstigt forhold til verdens falske glitter og glans, betragtes bibelens krav som ydmygende, selvfornægtende prøver, som fratager dem al livsnydelse. Men bibelreligionen har altid en tendens til at ophøje og rense. Og havde Kristi bekendende efterfølgere gennemført den rene religions grundsætninger i deres liv, ville Kristi religion være antagelig for mere forfinede mennesker. [Bibelens religion indeholder intet, som kan såre den menneskelige finfølelse. I alle dens regler og betingelser er den så ren som Guds karakter og så ædel som hans trone. ret
(375) Verdens Forløser har advaret os imod at være stolte over det ydre, men ikke imod naturlig ynde og skønhed. Han pegede på markens skønne blomster og på åkanden, der i uplettet renhed hvilede på søens vand,] og sagde: »Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.« Her viser han at mennesker ikke desto mindre kan have stor omsorg og må slide med møjsommelighed for at gøre sig selv til genstand for beundring i deres ydre prydelse, alle deres kunstfærdige smykker, som de værdsætter så højt, vil ikke kunne sammenlignes med markens simple blomsters naturlige yndighed. Selv disse simple blomster, med Guds besmykkelse, ville ikke kunne kappes med Salomons pragt. »End ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.« [Kristus alene side 306] ret
(376) (376) Her er en vigtig lektie for enhver Kristi efterfølger. Verdens Forløser taler til de unge. Vil I lytte til de himmelsk belærende ord? Han giver jer tanker som vil forædle, ophøje, forfine og rense, men som aldrig vil nedbryde eller fordærve forstanden. Hans røst lyder til jer: »I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.« »Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.« Hvis Guds lys er i jer, vil det skinne ud til andre. Det kan aldrig skjules. ret
(376) [Kære unge! En tilbøjelighed til at klæde jer efter moden og til at bære slør og guld og andre påhængte prydelser vil ikke over for andre anbefale den religion eller den sandhed, i bekender jer til. Folk med sund dømmekraft vil se på jeres forsøg på at pryde det ydre som beviser på sindets svaghed og et stolt hjerte. En enkel, ligefrem og beskeden klædedragt vil være en anbefaling for mine unge søstre. I kan ikke lade jeres lys skinne for andre på en bedre måde end ved jeres enkelhed i klædedragt og opførsel. I vil derved vise for alle, at i forstår at bedømme dette livs sager på rette måde, idet i sammenligner dem med de evige ting. Buds t unge side 208] ret
(376) [Nu har du en gylden anledning til at danne en ren og hellig karakter for himmelen. Du har ikke råd til at anvende disse dyrebare stunder til at pryde det ydre på bekostning af din indre skønhed.] »Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.« [Kristus alene side 307] ret
(376) [Gud, som skabte alting smukt og godt, til en hvile for øjet, elsker skønhed. Han lader dig ikke være uvidende om, hvordan han vurderer sand skønhed. En ydmyg og stille ånd er efter hans vurdering et smykke af høj karat. Skal vi så ikke oprigtigt søge at opnå det, som Gud værdsætter højere end en kostbar garderobe, perler og guld? Den indre skønhed, (377) ydmyghedens ynde og et sind, som harmonerer med de himmelske engles, vil ikke forringe karakterens sande værdighed eller fratage dig din ynde her i denne verden. ret
(377) En religion, som er ren og uforfalsket, vil altid forædle den som er i besiddelse af den. Den sande kristne viser til stadighed en udpræget glæde, en hellig, fast tillid til Gud og en overgivelse til hans forudseenhed, som forfrisker hele tilværelsen. Den kristne ser Guds kærlighed og velvilje gennem den overflødige gavmildhed, han er genstand for. Naturens skønhed er værd at betragte og når vi fordyber os i den, går tanken videre til skønhedens Ophav Alle Guds gerninger taler til vore sanser fremhæver hans magt og ophøjer hans visdom. Hver eneste skabt ting har i sig en charme, som har interesse for Guds børn og som højner deres smag med hensyn til disse kostelige beviser på Guds kærlighed og de har langt større værdi end noget kunstværk kreeret ved hjælp af menneskets dygtighed. Kristus alene side 307] ret
(377) Profeten ophøjer Gud for hans skabelsesgerninger, med brændende inderlige ord: ret
(377) »Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?« »Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord! Jeg vil takke Herren af hele mit hjerte, kundgøre alle dine undere.« ret
(377) Det er manglen på religion der gør stien så skyggefuld for så mange religionsbekendere. Der er dem som går for at være kristne men som er navnet uværdigt. De har ikke kristen karakter. Skønt deres kristendom sættes på prøve, er dets falskneri for tydelig. Sand religion ses i den daglige opførsel. Den kristnes liv er karakteriseret ved alvorlige uselviske gerninger der gør andre godt og ærer Gud. Hans sti er ikke mørk og dyster. Den inspirerede skribent skriver: »Gudløses vej er som mørket, de skønner ej, hvad de snubler over, men retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.« ret
(377) Og skal den unge leve nyttesløst og tankeløst liv efter mode og tosseri og fordærve deres forstand i (378) klædemåder og opbruge deres tid i sanselig fornøjelse? Skønt de er helt uforberedte, kunne Gud sige til dem. "I denne nat skal dine tåbeligheder ende." Han kan lade dødelige sygdomme komme over dem som ikke har båret frugt til hans ære. Ved at stå ansigt til ansigt med evighedens realiteter, kan de begynde at indse værdien af tiden og af det liv de har mistet. De kan da have nogen fornemmelse af sjælens værdi. De ser at deres liv ikke har forherliget Gud ved at oplyse stien for andre til himlen. De har levet for at forherlige sig selv. Og når de er blevet forpint med smerte og sjælekval kan de ikke have klare begreber af evige ting. De kan se tilbage på deres tidligere liv og i deres samvittighedsnag kan enhver råbe ud: "Jeg har ikke gjort noget for Jesus, som har gjort alt for mig. Mit liv har været en forfærdelig fiasko." ret
(378) [Kære unge, når I beder om, at I ikke må blive ledet i fristelse, husk så på, at jeres, arbejde ikke er afsluttet med bønnen. I nå da besvare jeres egen bøn så langt, som det er muligt, ved at modstå fristelse og hvad I ikke formår at gøre for jer selv, må I overlade til Jesus at gøre for jer. I kan ikke være for forsigtige i jeres tale og i jeres færd for ikke at indbyde fjenden til at friste jer. Ved deres skødesløse tilsidesættelse af advarsler og tilrettevisning, der gives dem, åbner mange af vore unge døren på vid gab, så at Satan kan komme ind. Med Guds ord som vor vejleder og med Jesus som vor himmelske Lærer behøver vi ikke at være uvidende om Satans anslag og at overvindes af hans fristelser. Det vil ikke være nogen ubehagelig opgave at være lydige mod Guds vilje, når vi helt overlader os til hans Ånds ledelse. Vejl f menigh bd. 1 side 298] ret
(378) Nu er det tid til at arbejde. Hvis vi er Guds børn, så længe som vi lever i verden vil han give os vort arbejde. Vi kan aldrig sige at vi intet har at gøre så længe der er et ugjort stykke arbejde. Jeg ønsker at alle de unge kunne se, som jeg har set det, det arbejde som de kan gøre og som Gud vil holde dem ansvarlige for, hvis de forsømmer det. Det største arbejde der nogensinde er blevet udrettet i verden blev gjort af ham som var en sorgens mand og kendte til smerte. En overfladisk person vil aldrig kunne udrette noget godt. ret
(379) (379) Mange unge mænd og kvinders åndelige svaghed i denne tidsalder er yderst beklagelig fordi de kunne være mægtige agenter for det gode hvis de var helliget Gud. Jeg sørger meget over den manglende stabilitet hos de unge. Dette burde alle beklage dybt. Der synes at være en mangel på kraft for at gøre det rigtige, en mangel på alvorlige anstrengelser for at adlyde pligtskaldet snarere end at lyde tilbøjeligheden. Der synes hos nogle kun at være en lille styrke til at modstå fristelser. Grunden til at de er dværge i åndelige ting er fordi de ikke ved praktisk gerning vokser sig åndeligt stærke. De står der stadig skønt de skulle gå fremad. Ethvert skridt i troslivet og pligtslivet er et skridt mod himlen. Jeg ønsker meget at høre om en reformation i mange henseender, sådan som de unge aldrig før har set. Enhver anledning Satan kan finde på, presser de unge på, for at gøre dem ligegyldige og ligeglade med evige ting. Jeg foreslår at særlige anstrengelser skal gøres af unge for at hjælpe hinanden for at være trofaste for deres dåbsløfte og så de højtideligt kan forpligte sig for Gud til at tilbageholde deres lyst til klæder og forfængelighed. ret
(379) [Jeg vil minde de unge, der pynter sig og sætter fjer i hatten, om, at det var på grund af deres synder, vor frelsers hoved bar den forsmædelige tornekrone. Når I ofrer kostbar tid på at pynte på jeres tøj, husk da, at ærens konge bar en enkel kjortel uden sammensyninger. I, som arbejder jer trætte på at pynte jer selv, bedes have i tanke, at Jesus ofte var træt på grund af uafbrudt arbejde, selvfornægtelse og selvopofrelse for at kunne velsigne de lidende og trængende.] Han brugte hele nætter i bøn på ensomme bjerge, ikke på grund af hans svaghed og fornødenheder, men fordi han så og mærkede jeres naturlige svagheder mod fjendens fristelser, på de punkter hvor I nu overvindes. Han vidste at I ville være ligegyldige med hensyn til jeres farer og ville ikke føle jeres behov for bøn. [Det var for vor skyld, at han med høje råb og tårer opsendte sine bønner til sin Fader. Det var for at frelse os fra netop den stolthed og lyst til forfængelighed og fornøjelser, vi nu hengiver os til og som fortrænger Jesu kærlighed, (380) at disse tårer blev udgydt og at vor frelsers ansigt blev mere skæmmet af sorg og kval end nogen andres. Barnet i hjemmet side 405-406] ret
(380) Vil I, unge venner, rejse jer op og ryste denne frygtelige ligegyldighed og sløvhed af jer som har tilpasset jer til verden. Vil I give agt på advarselsrøsten som fortæller jer at ødelæggelsen ligger på deres sti som forholder sig roligt i denne farens stund? Guds tålmodighed vil ikke altid vente på jer, I stakkels ubetydelige sjæle. Han som holder vor skæbne i sine hænder vil ikke altid være til at spøge med. Jesus erklærer for os at der er en større synd end den der bevirkede Sodoma og Gomorras ødelæggelse. Det er deres synd som har det store sandhedslys i disse dage og som ikke bevæges til anger. Det er synden at lyset for det højtideligste nådesbudskab til verden forkastes. Det er deres synd som ser Jesus i fristelsens ørknen, nedbøjet som om det var med jordisk pine, på grund af verdens synder og alligevel ikke bevæges til gennemgribende anger. Han fastede i henved seks uger for at overvinde, til menneskers bedste, appetittens og forfængelighedens trang og ønsket om fremvisning og verdslig ære. Han har vist dem hvordan de må overvinde for deres egen skyld som han overvandt; men det er ikke behageligt for dem selv at udholde kamp, skam og forhånelse, for hans dyrebare sag. Det er ikke behageligt at fornægte selvet og altid at forsøge at gøre godt mod andre. Det er ikke behageligt at overvinde det som Kristus overvandt, så de vender sig fra det forbillede som de har så tydeligt fået til efterligning og nægter af efterligne det eksempel som Frelseren kom fra himmelske sale at give dem. ret
(380) Det skal være tåleligere for Sodoma og Gomorra på dommens dag end for dem som har haft privilegier og det store lys som skinner på vore dage, men som har forsømt at følge lyset og give deres hjerter helt til Gud.