Vidnesbyrd for menigheden bind 3 kapitel 33fra side381

ren side - tilbage

Tiende og offergaver

(381)  (381) [Kristi menigheds mission er at frelse fortabte syndere. Den består i at kundgøre Guds kærlighed til menneskene og at vinde dem for Kristus ved denne kærligheds virkekraft. Sandheden for denne tid må bæres ud til jordens mørke steder og dette arbejde må begynde herhjemme. Kristi efterfølgere bør ikke leve et egoistisk liv, men gennemtrængt af hans ånd bør de virke i harmoni med ham. ret

(381)  Den nuværende kulde og vantro har deres årsager. Kærlighed til verden og livets bekymringer skiller sjælen fra Gud. Livets vand må være i os, flyde ud fra os og vælde frem til evigt liv. Vi må udplante, hvad Gud indplanter. Dersom en kristen ønsker at have livets lys, må han forøge sine bestræbelser for at lede andre til kundskab om sandheden. Hans liv må være præget af bestræbelse og opofrelse for at gøre vel imod andre; da vil der ikke være nogen klage over mangel på fornøjelse. ret

(381)  Engle er altid beskæftigede med at virke for andres lykke. Dette er deres glæde. Hvad egoistiske hjerter ville betragte som en ydmygende gerning, nemlig at tjene sådanne, som er elendige og i enhver henseende underlegne i karakter og rang, er den gerning, der udføres af de rene, syndfri engle i de kongelige boliger i himmelen. Kristi selvopofrende kærligheds ånd er den ånd, der gennemtrænger himmelen og udgør selve grundelementet i dens lyksalighed. ret

(381)  De, der ikke finder nogen særlig glæde ved at være til velsignelse for andre og ved endog med opofrelse at gøre dem godt, kan ikke have Kristi eller himmelens ånd; for de har ingen tilknytning til de himmelske engles gerning og kan ikke have del i den lyksalighed, der bringer dem en ophøjet glæde. Kristus har sagt: "Således bliver der mere glæde i himmelen over een synder, som omvender sig, end over ni og halvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse." Luk. 15,7. Dersom engles glæde består i at se syndere omvende sig, vil det så ikke glæde syndere, som er frelste ved Kristi blod, at se andre omvende sig og komme til Kristus ved deres arbejde? Ved at virke sammen med Kristus og de hellige (382) engle vil vi erfare en glæde, som ikke kan opnås uden ved denne gerning. ret

(382)  Kristi korses principper stiller alle, der tror, under en stærk forpligtelse til at fornægte jeg'et, til at meddele lys til andre og til at yde af deres midler til lysets udbredelse. Hvis de har forbindelse med himmelen, vil de deltage i værket i harmoni med englene. ret

(382)  Verdslige mennesker følger det princip at få så meget som muligt af de forgængelige ting i dette liv. Det rådende princip i deres liv er en egoistisk kærlighed til vinding. Men den reneste glæde findes ikke i rigdom, ej heller hvor begærlighed altid stiller krav, men hvor nøjsomhed råder og hvor selvopofrende kærlighed er det herskende princip. Der er tusinder af mennesker, som tilbringer deres liv i nydelse og hvis hjerter er fyldt med græmmelse. Ved deres unyttige anstrengelse for at tilfredsstille deres sind ved nydelse, bliver de ofre for egoisme og utilfredshed. Kun ulykke står præget i deres ansigt og bag dem er en ørken, fordi deres liv ikke er rigt på gode gerninger. ret

(382)  I samme forhold, som Kristi kærlighed fylder vore hjerter og behersker vort liv, vil begærlighed, egoisme og lyst til magelighed overvindes og det vil blive vor glæde at gøre, hvad Kristus, som vi bekender os til at tjene, vil, at vi skal gøre. Vor lykke vil da stå i forhold til vore uegennyttige gerninger, fremkaldt ved Kristi kærlighed. ret

(382)  I frelsens plan har den guddommelige visdom indført den lov, al handling er tilbagevirkende, således at godgørenhed i alle dens forgreninger bringer velsignelse til to sider. Den, der giver til de trængende, bringer velsignelse til andre og selv velsignes han i endnu højere grad. Gud kunne have opnået sin hensigt til synderes frelse uden menneskets hjælp; men han vidste, at menneskene ikke kunne blive lykkelige uden at tage del i det store værk, i hvilket de ville udvikle selvfornægtelse og godgørenhed. ret

(382)  For at menneskene ikke skulle gå glip af godgørenhedens velsignede følger, indførte vor Genløser den plan at optage dem som sine medarbejdere. Ved en kæde af omstændigheder, der ville fremkalde deres barmhjertighedsfølelser, giver han menneskene det bedste middel til at opelske godgørenhed og holder dem til vanemæssigt at yde hjælp (383) til de fattige og til at fremme hans sag. Han sender de fattige som sine repræsentanter. Deres trang er et kald fra en ruineret verden om at yde af vore talenter i form af pengemidler og indflydelse, for at de må kunne få den sandhed, som er en livsbetingelse for dem; og idet vi ved arbejde og godgørende handlinger efterkommer disse kald, ligedannes vi med hans billede, som blev fattig for vor skyld. Ved at give velsigner vi andre og opsamler således den sande rigdom. ret

(383)  Der har været stor mangel på kristelig godgørenhed i menigheden, De, der bedst var i stand til at gøre noget for Guds sags fremme, har kun gjort lidt. Gud har i nåde bragt en gruppe mennesker kundskab om sandheden, for at de måtte kunne påskønne dens uvurderlige betydning i sammenligning med jordiske skatte. Jesus har sagt til dem: »Følg mig!« Han prøver dem med en indbydelse til den nadver, han har beredt. Han giver agt for at se, hvilken karakter de vil udvikle, hvorvidt deres egne egoistiske interesser vil blive anset som værende af større værdi end de evige rigdomme. Ved deres handlinger kommer mange af disse kære brødre nu med de undskyldninger, der omtales i følgende lignelse: ret

(383)  Så sagde Jesus til ham: »Der var en mand, som ville gøre et stort festmåltid og indbød mange. Og ved den tid, da festen skulle holdes, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom! for nu er det rede. Men de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og er nødt til at gå ud og se på den; jeg beder dig have mig undskyldt! Og en anden sagde: Jeg har købt fem par okser og nu skal jeg ud og prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt. Og en sagde: Jeg har taget mig en hustru til ægte og derfor kan jeg ikke komme. Og, tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre det; da blev husbonden vred og sagde til sin tjener: Gå straks ud på byens gader og stræder og før fattige og vanføre og blinde og lamme herind!" ret

(383)  Denne lignelse giver en konkret fremstilling af tilstanden hos mange, der bekender sig til at tro den nærværende sandhed. Herren har sendt dem en indbydelse til at komme til nadveren, som han (384) med stor bekostning har beredt for dem; men timelige interesser er af større betydning i deres øjne end den himmelske skat. De indbydes til at få del i ting, som har evig værdi; men deres landejendomme, deres kvæg og deres interesser i hjemmet synes at være af så meget større betydning end lydighed mod den himmelske indbydelse, at de overgår enhver guddommelig indflydelse og disse jordiske ting anføres som en undskyldning for deres ulydighed mod det himmelske påbud: "Kom! for nu er det rede." Disse brødre følger blindt deres eksempel, som omtales i lignelsen. De ser på deres verdslige besiddelser og siger: Nej, herre! jeg kan ikke følge dig; »jeg beder dig, have mig undskyldt!« ret

(384)   De selv samme velsignelser, Gud har givet disse mænd for at prøve dem, for at se, om de vil give »Gud, hvad Guds er«, bruger de som en undskyldning for, at de ikke kan lyde sandhedens Krav, De har grebet deres jordiske skatte i deres arme og siger: »Jeg må tage vare på disse ting; jeg kan ikke forsømme det, som hører dette liv til; disse ting er mine.« Derved er disse mænds hjerter blevet lige så hårde og upåvirkelige som den tiltrådte landevej. De lukker deres hjerter til for det himmelske sendebud, der siger: "Kom! for nu er det rede" og lukker op og byder verdens byrder og forretningsbekymringer komme ind, medens Jesus forgæves banker på for at få adgang. ret

(384)  Deres hjerter er så overgroet med torne og bekymringer for dette liv, at himmelske ting ikke kan finde nogen plads i dem. Jesus indbyder de trætte og betyngede med Løfter om hvile, dersom de vil komme til han. Han indbyder dem til at ombytte egenkærlighedens og begærlighedens gnavende åg, der gør dem til mammons trælle, med hans åg, som han siger er gavnligt og med hans byrde, som er let. Han siger: »Lær af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« Han vil, at de skal aflægge de verdslige bekymringers og forviklingers tunge byrde og tage hans åg, som er selvfornægtelse og opofrelse for andre. Denne byrde vil vise sig at være let. De, der afslår at modtage den lindring, Kristus tilbyder dem og vedbliver at bære egenkærlighedens (385) gnavende åg, medens de anstrenger deres sjæle til det yderste for at opdynge penge til jeg'ets tilfredsstillelse, har ikke erfaret den fred og hvile, man finder ved at bære Kristi åg og ved at tage den selvfornægtelsens og den uegennyttige godgørenheds byrde, som Kristus har båret for deres skyld. ret

(385)  Når kærlighed til verden tager hjertet i besiddelse og bliver en herskende lidenskab, er der ingen plads for tilbedelse af Gud; for de højere åndsevner kommer under mammons trældom og kan ikke fastholde tanken om Gud og himmelen. Sindet bevarer ikke mindet om Gud; det forkrøbles og indskrænkes til at dreje sig om ophobning af penge. ret

(385)  Som følge af egennytte og kærlighed til verden har disse mænd henlevet livet med mindre og mindre sans for storheden i værket for disse sidste dage. De har ikke oplært deres sind til at gøre tjeneste for Gud til en beskæftigelse. De har ingen erfaring i den retning. Deres ejendom har opslugt deres sind og fordunklet storheden ved frelsens plan. Medens de forbedrer og udvider deres verdslige planer, ser de ingen nødvendighed af at udvide og fremme Guds værk. De anbringer deres midler i timelige, men ikke i evige ting. Deres hjerter er begærlige efter flere midler. Gud har gjort dem til forvaltere af hans lov, for at de måtte kunne lade det lys, han så nådigt har givet den, skinne ud til andre. Men de har forøget deres bekymringer og deres omsorg i en sådan grad, at de ingen tid har til at velsigne andre med deres indflydelse, til at tale med deres naboer, til at bede med dem og for dem og til at søge at bringe dem kundskab om sandheden. ret

(385)  Disse mænd er ansvarlige for det gode, de kunde have gjort, men som de beder sig fritaget for af hensyn til jordiske bekymringer og byrder, som ganske opsluger deres sind og tanke. Sjæle, for hvem Kristus døde, kunne være blevet frelst ved deres personlige bestræbelse og deres gudelige eksempel. Dyrebare sjæle omkommer af mangel på det lys, Gud har givet menneskene for at lade det skinne på andres sti. Men det dyrebare lys skjules under en skæppe og det giver intet lys til dem, som er i huset. ret

(385)  Ethvert menneske er en Guds forvalter. Til enhver har Mesteren (386) betroet sit gods; men mennesket gør krav på dette gods som sit eget. Kristus siger: »Driv handel med den, indtil jeg kommer tilbage.« Der kommer en tid, da Kristus vil kræve sit igen med renter. Han vil sige til enhver af sine husholdere: »Aflæg regnskabet for din forvaltning.« De, som har skjult deres herres penge i et tørklæde i jorden i stedet for at sætte dem ud til vekselererne og de, som har bortødslet deres herres penge ved at bruge dem til unødige ting i stedet for at udlåne dem på rente ved at anbringe dem i hans sag, vil ikke vinde herrens bifald, men få en afgjort fordømmelse. Den unyttige tjener i lignelsen leverede den ene talent tilbage til Gud og sagde: »Herre, jeg havde lært dig at kende som en hård mand, der høster, hvor du ikke såede og samler, hvor du ikke spredte og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden; se, her har du, hvad dit er.« Hans herre griber hans ord: »da svarede hans herre og sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener, du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede og samler, hvor jeg ikke spredte. Så burde du jo have anbragt mine penge hos vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom hjem.« ret

(386)  Denne unyttige tjener var ikke uvidende om Guds planer, men han var fast bestemt på at krydse Guds forsæt og beskyldte ham for at være uretfærdig, når han krævede en forøgelse af de talenter, der blev ham betroet. Netop denne knurren og klage lyder fra mange velhavende, der bekender sig til at tro sandheden. Ligesom den utro tjener frygter de for, at forøgelsen af den talent, Gud har lånt dem, skal blive afkrævet for at fremskynde sandhedens udbredelse; derfor anbringer de den i jordiske skatte og begraver den i jorden og sætter den derved så fast, at de intet eller næsten intet har at sætte i Guds sag. De har begravet den af frygt for, at Gud skulle kræve noget af kapitalen eller tilvæksten. Når de efter deres herres forlangende afleverer den sum, de fik, kommer de med utaknemmelige undskyldninger for ikke at have overladt de midler, Gud lånte dem, til vekselererne ved at anbringe dem i hans sag til fremme af hans værk. ret

(387)  (387) Den, der forgriber sig på sin herres gods, mister ikke alene den talent, Gud har lånt ham, men han mister også det evige liv. Om ham siges der: »Kast den unyttige tjener ud i mørket udenfor!« Den tro tjener, der anbringer sine penge i Guds sag for at frelse sjæle, bruger sine midler til Guds ære og vil af sin herre modtage den rosende omtale: »Vel, du gode og tro tjener! ... gå ind til din herres glæde!« Hvori vil denne vor herres glæde bestå? Den vil bestå i den glæde at se sjæle frelste i herlighedens rige. »Jesus, ..... som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone." ret

(387)  Tanken om forvaltning bør have en praktisk betydning for hele Guds folk. Forstået på den rette måde vil lignelsen om talenterne udelukke begærlighed, som Gud kalder afgudsdyrkelse. Praktisk godgørenhed vil give åndeligt liv til tusinder af mennesker, som bekender sig til sandheden, men som nu sørger over deres mørke. Den vil forvandle dem fra egoistiske, begærlige mammonsdyrkere til alvorlige, trofaste Kristi medarbejdere for synderes frelse. ret

(387)  Grundvolden til frelsens plan blev lagt i opofrelse. Jesus forlod de kongelige boliger og blev fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige. Alle, som har del i den frelse, Guds søn købte til dem ved en så uendelig opofrelse, vil følge det sande mønsters eksempel. Kristus var hovedhjørnestenen og vi må bygge på denne grundvold. Enhver må besidde selvfornægtelsens og selvopofrelsens ånd. Kristi liv på jorden var uegennyttigt; det var præget af ydmygelse og opofrelse, Skal mennesker, der har del i så stor en frelse, som Jesus kom fra himmelen for at bringe dem, undslå sig for at følge deres herre og for at have del i hans selvfornægtelse og opofrelse? Kristus siger: »Jeg er vintræet, I er grenene.« »Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.« Det meget vigtige livsprincip, saften, der flyder gennem vinstokken, giver grenene næring, for at de må kunne blomstre og bære frugt. (388) Er tjeneren større end sin herre? Skal verdens Genløser vise selvfornægtelse og opofrelse for vor skyld og lemmerne på Kristi legeme leve i selvisk nydelse? Selvfornægtelse er en væsentlig betingelse for discipelforholdet. ret

(388)  »Da sagde Jesus til sine disciple; »Hvis, nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!« Jeg går foran på selvfornægtelsens vej. Jeg forlanger intet af jer, mine efterfølgere, uden hvad jeg, jeres herre, giver jer et forbillede på i mit eget liv. ret

(388)  Verdens frelser overvandt Satan i fristelsens ørken. Han sejrede for at vise menneskene, hvorledes de kan sejre. I synagogen i Nazarat kundgjorde han: »Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren." ret

(388)  Den store gerning, som Jesus forkyndte, at han var kommet for at udføre, blev betroet til hans efterfølgere på jorden. Som vort hoved går Kristus foran i frelsens store værk og byder os at følge hans eksempel. Han har givet os et verdensomspændende budskab. Denne sandhed må udstrækkes til alle slægter og tungemål og folk. Satans magt skulle bekæmpes og han skulle blive overvundet af Kristus og ligeledes af hans efterfølgere. En omfattende kamp imod mørkets magter skulle boldes ved lige. For at dette værk skulle kunne lykkes, var midler nødvendige. Gud har ikke til hensigt at sende midler direkte fra himmelen, men han giver sine efterfølgere midler og talenter i hænde netop til dette formål, at de skal anvendes til støtte i denne strid.« ret

(388)  Han har givet sit folk en plan for tilvejebringelse af tilstrækkelige beløb til at gøre dette foretagende selvhjulpet. Guds plan for tiendesystemet er skøn i sin enkelhed og ligelighed. Alle kan slutte sig til den med tro og frimodighed, for den er af guddommelig oprindelse, Den forener det enkle med det nyttige og der kræves ikke et dyb af lærdom for at kunne forstå den og gennemføre den. Alle kan eje følelsen af, at de er med til at fremme (389) frelsens dyrebare værk. Hver mand og kvinde og hvert ungt menneske kan blive en Herrens skatmester og være et redskab til at imødekomme de krav, der stilles til skatkammeret. Apostelen siger: »Enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til.« ret

(389)  Store formål virkeliggøres ved dette system. Hvis alle og enhver ville slutte sig til det, ville enhver altid være en årvågen og tro skatmester for Gud og der ville ikke være nogen mangel på midler til at fremme den store gerning at forkynde det sidste advarselsbudskab til verden. Forrådshuset vil være, fuldt, hvis alle slutter sig til dette system og de ydende vil ikke blive fattigere for det. Ved hver ydelse af midler vil de blive mere inderligt viede til den nærværende sandheds sag. De vil »samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for Den-kommende-tid, så de kan gribe det virkelige liv«. ret

(389)  Når de, der arbejder ihærdigt og systematisk, ser, at deres godgørende bestræbelser bidrager til at nære kærligheden til Gud og til deres medmennesker og at deres personlige anstrengelser udvider omfanget af den nytte, de kan gøre, vil de erfare, at det er en stor velsignelse at være Kristi medarbejdere. Den kristne kirke fornægter i almindelighed Guds krav til medlemmerne om at give almisse af, hvad de ejer, for at støtte krigen imod det moralske mørke, som verden er indhyllet i. Aldrig vil Guds værk kunne fremskyndes, som det bør, før Kristi efterfølgere bliver aktive, nidkære arbejdere. ret

(389)  Ethvert medlem i menigheden bør føle, at den sandhed, han bekender sig til, er en realitet og alle hør være uegennyttige arbejdere. Nogle rige mænd har en tilbøjelighed til at knurre, fordi Guds værk gør fremgang og der stilles krav om penge. De siger, at der ingen ende er på opfordringer til at yde. Uden ophør kommer det ene formål efter det andet og kræver støtte. Til sådanne ønsker vi at sige, at vi håber, Guds sag vil udvides således, at der bliver endnu større anledning og endnu mere indtrængende krav om forsyninger fra forrådshuset til at fortsætte virksomheden. ret

(389)  Dersom planen vedrørende systematisk godgørenhed blev fuldt ud gennemført af hvert medlem, vilde der stadig være (390) forsyninger i forrådshuset. Indtægterne ville flyde som en jævn strøm, der stadig fik tilløb fra overstrømmende kilder af godgørenhed. Ydelsen af almisse udgør en del af evangelisk gudsfrygt. Vil ikke betragtningen af den umådelige pris, der blev betalt for vor genløsning, pålægge os højtidelige økonomiske forpligtelser og tillige stille os over for kravet om at hellige alle vore kræfter til Mesterens gerning. ret

(390)  Vi vil engang have en gæld at gøre op med Mesteren, når han vil sige: »Aflæg regnskabet for din forvaltning!« Dersom menneskene foretrækker at tilsidesætte Guds krav og at gribe og i egenkærlighed beholde alt, hvad han giver dem, vil han midlertidigt forholde sig stille og vedblivende prøve dem ved at forøge sine gaver, ved at lade sine velsignelser vedblive at flyde og disse mænd fremdeles modtage menneskers ære og være uden dadel i menigheden; men en gang vil han sige: »Aflæg regnskabet for din forvaltning!« Kristus siger: »Hvad I ikke har gjort imod en af de mindste der, har l heller ikke gjort imod mig.«. »Ved I ikke, ..... at I ikke er eders egne? Thi I blev købte dyrt« og står under forpligtelse til at ære Gud med jeres midler såvel som i jeres legeme og i jeres ånd, som hører ham til. »I blev købte dyrt,« ikke »med forkrænkelige ting, sølv eller guld«, »men med Kristi dyrebare blod.«; 1.Pet. 1,18-19. (Gl. overs.) Han beder om en godtgørelse for de gaver, han har betroet os, for at vi skal yde hjælp til sjæles frelse. Han har givet sit blod; han beder om vort sølv. Det er ved hans fattigdom, vi bliver rige; og skal vi nægte at give ham hans egne gaver tilbage? ret

(390)  Gud er ikke afhængig af menneskers støtte i sin sag. Han kunne have sendt midler direkte fra himmelen til at fylde sit forrådshus, hvis han i sit forsyn havde set, at dette var bedst for menneskene. Han kunne have fundet midler, hvorved engle ville være blevet sendt for at forkynde sandheden for verden uden menneskelig hjælp. Han kunne have skrevet sandheden på himmelhvælvingen og ladet denne kundgøre hans krav for verden med levende skrift. Gud er ikke afhængig af menneskers guld eller sølv. Han siger: »Mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge.« »Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er jorderig og dets fylde!« Hvilken nødvendighed der end måtte være for vor medvirken til Guds sags fremme, har han »med forsæt forordnet den til bedste for os. Han har hædret os ved at gøre os til sine medarbejdere. Han har forordnet, at menneskers medvirken skulle være en nødvendighed, for at de vedblivende må kunne gøre brug af deres godgørenhed. ret

(391)  Gud har i sit vise forsyn sat de fattige til altid at være iblandt os, for at vi ved at være vidne til de forskellige slags savn og lidelser i verden kan blive prøvet og forsøgt og stillet under forhold, hvor en kristelig karakter kan udvikles. Han har sat de fattige iblandt os for at fremelske kristelig sympati og kærlighed i os. ret

(391)  Syndere, som omkommer af mangel på kundskab, må forblive i uvidenhed og mørke, hvis ikke mennesker bringer dem sandhedens lys. Gud vil ikke sende engle fra himmelen til at gøre den gerning, han har overladt til mennesker. Han har givet alle en gerning at udføre, netop for at prøve dem og åbenbare deres sande karakter. Kristus stiller de fattige iblandt os som sine repræsentanter. »Jeg var sulten og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig og I gav mig ikke at drikke.« I lidende menneskebørns skikkelse gør Kristus sig til eet med den lidende menneskehed. Han gør deres fornødenheder til sine egne og tager sig deres ulykker til hjerte. ret

(391)  Det moralske mørke i en ruineret verden udgør et opråb til kristne mænd og kvinder om at gøre personlige bestræbelser, om at yde af deres midler og deres indflydelse, for at de må blive ligedannet med hans billede, som trods besiddelsen af uendelige rigdomme blev fattig for vor skyld. Guds Ånd kan ikke forblive hos dem, til hvem han har sendt sit sandhedsbudskab, men som alligevel må nødes, inden de får noget begreb om deres forpligtelse til at være Kristi medarbejdere. Apostelen håndhæver pligten til at give ud fra højere bevæggrunde end blot menneskelig sympati, der fremkaldes ved påvirkning af følelserne. Han håndhæver det princip, at vi bør arbejde uegennyttigt alene med Guds ære for øje. ret

(391)  Skriften kræver, at kristne skal deltage i en plan for (392) aktiv godgørenhed, der vil holde Interessen for deres medmenneskers frelse i stadig virksomhed. Den moralske lov gav påbud om sabbatens helligholdelse og det var ikke en byrde, undtagen når denne lov blev overtrådt og de måtte bære den straf, lovbruddet medførte. Tiendesystemet var ingen byrde for dem, der ikke afveg fra planen. Det system, der blev påbudt hebræerne, er ikke blevet ophævet eller afsvækket af ham, som indførte det. I stedet for at være trådt ud af kraft skulle det nu gennemføres mere fuldstændigt og yderligere udvides, efter som frelste ved Kristus alene skulle komme mere fuldstændigt for dagen i den kristne tidsalder. ret

(392)  Jesus meddelte den lovkyndige, at betingelsen for hans opnåelse af et evigt liv var, at han i sit liv efterkom lovens særskilte krav, der gik ud på, at han skulle elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sit sind og hele sin styrke og sin næste som sig selv. Da de forbilledlige ofringer ophørte ved Kristi død, stod den oprindelige lov, som var indgraveret på stentavler, uforandret med samme Krav til menneskene til alle tider. Og i den kristne tidsalder blev menneskenes pligt ikke indskrænket, men mere indgående forklaret og enklere udtrykt. ret

(392)  Evangeliets tiltagende udbredelse medførte større krav om støtte til stridens fortsættelse efter Kristi død og dette gjorde loven om ydelsen af almisse mere bydende nødvendig end under den hebraiske husholdning. Gud kræver nu ikke mindre, men større gaver end i noget andet tidsafsnit i denne verdens historie. Det princip, Kristus fastsatte, er, at gaver og ofre bør være i forhold til det lys og de velsignelser, man nyder. Han har sagt: »Enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget." ret

(392)  Den Kristne tidsalders velsignelser blev af de første disciple besvaret med kærligheds og velgørenhedsgerninger. Guds Ånds udgydelse, efter at Kristus forlod sine disciple og opfór til himmelen, førte til selvfornægtelse og selvopofrelse for andres frelse. Da de fattige hellige i Jerusalem var i nød, skrev Paulus til de kristne hedninger om velgørenhed og sagde: »Ja, ligesom I nu er rige på alt, på tro og tale og kundskab og på (293) al iver og kærlighed til os, så vis jer også rige her, hvor det gælder kærlighedsgaven.« Her ligestilles godgørenhed med tro, kærlighed og kristelig iver. De, der mener, at de kan være gode kristne og dog lukke deres ører og hjerter for Guds krav om gavmildhed, befinder sig i et frygteligt bedrag. Der er dem, som er overstrømmende i deres erklæringer om stor kærlighed til sandheden og som, hvad tale angår, nærer interesse for at se sandheden gøre fremgang, men som intet gør for dens fremme. Troen hos sådanne er død, da den ikke fuldkommes ved gerninger. Herren har aldrig begået den fejl at omvende en sjæl og lade den forblive under begærlighedens magt. ret

(293)  Tiendesystemet strækker sig længere tilbage i tiden end til Moses. Menneskene fik påbud om at ofre gaver til Gud i religiøse øjemed, inden det bestemte system blev overgivet til Moses, ja så langt tilbage som i Adams dage. Ved at efterkomme Guds krav skulle de ved ofre tilkendegive deres påskønnelse af hans miskundhed og velsignelse mod dem. Dette fortsattes ned gennem efterfølgende slægtled og blev gennemført af Abraham, der gav tiende til Melkisedek, den højeste Guds præst. Det samme princip var gældende i Jobs dage. Da Jakob som landflygtig og pengeløs vandringsmand befandt sig ved Betel, lagde han sig om natten, ensom og alene, med en sten under sit hoved og der gav han Herren det løfte: »Af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende!« Gud tvinger ikke menneskene til at give. Alt, hvad de giver, må være frivilligt. Han vil ikke have sit forrådshus fyldt med modvillige offergaver. ret

(293)  Ved at pålægge menneskene det ansvar at udføre gerninger, der vil modvirke egoisme og styrke deres kærlighed til Gud og mennesker, havde Herren til hensigt at knytte dem nøje til sig og lede dem til at nære sympati for og kærlighed til deres medmennesker, Planen om et system i godgørenhed indførte Gud af hensyn til, hvad der var godt for mennesket, som er så tilbøjeligt til at blive egenkærligt og til at lukke sit hjerte for ædle handlinger. Herren kræver, at der skal ydes gaver til fastsatte tider og således ordnet, at det vil blive en vane at give og at godgørenhed kommer til at føles som en kristenpligt. Det hjerte, som er blevet oplukket ved een gave, må ikke få tid til at blive koldt af egoisme og lukke sig, inden den næste ydes. Strømmen skal (394) stadig flyde og således holde Kana'en åben ved godgørende handlinger. ret

(394)  Som det beløb, der kræves, har Gud bestemt en tiendedel af indtægten. Dette overlades til samvittigheden og godgørenheden hos mennesker, hvis skøn angående tiendesystemet skal have frit spillerum. Og medens det overlades frit til samvittigheden, er der dog fremlagt en plan, som er tydelig nok for alle. Der kræves ingen tvang. ret

(394)  I den mosaiske husholdning krævede Gud, at menneskene skulle give en tiendedel af hele deres indtægt. De ting, som hører med til dette liv, overlod han i deres varetægt, talenter, der skulle udnyttes og leveres tilbage til ham. Han har krævet en tiendedel og denne kræver han som det allermindste, menneskene skulle give ham igen. Han siger: Jeg giver jer ni tiendedele, medens jeg kræver een tiendedel; den tilhører mig. Når menneskene holder denne ene tiendedel tilbage, bedrager de Gud. Foruden tiendedelen af indtægten krævedes endvidere syndofre og takofre. ret

(394)  Alt, hvad der holdes tilbage af det, som Gud kræver, tiendedelen af indtægten, bliver i himmelens bøger nedskrevet som bedrag mod ham. Sådanne begår svig mod deres Skaber; og når denne forsømmelsessynd bliver fremholdt for dem, er det ikke nok, at de ændrer deres handlemåde og fra den stund begynder at følge det rigtige princip. Dette vil ikke berigtige de tal, der er opført i det himmelske regnskab om underslæb af det gods, der var dem betroet for igen at overlades til den guddommelige udlåner. Omvendelse fra en utro handlemåde mod Gud og fra grov utaknemmelighed kræves. ret

(394)  »Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger: »Hvorved har vi bedraget dig?« Med tienden og offerydelsen! I tues med forbandelse og bedrager dog mig, ja alt folket gør det! Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger hærskarers herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.« Her gives et løfte om, at hvis hele tienden bringes til forrådshuset, vil en velsignelse fra Gud blive udgydt over de lydige. ret

(395)  (395) »Jeg vil for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl, siger hærskarers herre. Og alle folkene skal love eder, fordi I har et yndigt land, siger hærskarers herre.« Hvis alle, der bekender sig til sandheden, vil opfylde Guds krav med hensyn til ydelse af tiende, som Gud siger tilhører ham, vil forrådshuset være fyldt til overflod med midler til at fremskynde det store værk til menneskenes frelse. ret

(395)  Gud giver menneskene ni tiendedele, medens han gør Krav på een tiendedel til hellige formål, ligesom han giver menneskene seks dage til deres eget arbejde og har forbeholdt sig den syvende og sat den til side til sig, selv. For ligesom tilfældet er med sabbaten, er en tiendedel af indtægten hellig; den har Gud forbeholdt sig selv. Han vil fremme sit værk på jorden ved hjælp af de midler, han har betroet menneskene. ret

(395)  Af sit folk fordum krævede Gud tre årlige indsamlinger. »Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for Herren din Guds åsyn, på det sted han udvælger, på de usyrede brøds fest, ugefesten og løvhyttefesten; og man må ikke stedes for Herrens åsyn med tomme hænder; men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, Herren din Gud giver dig.« Ikke mindre end en tredjedel af israelitternes indtægt blev anvendt til hellige og religiøse formål. ret

(395)  Når som helst Guds folk i tidens løb villigt og med glæde har fulgt hans plan for systematisk godgørenhed, gaver og ofre, har de altid set opfyldelsen af det stående løfte om, at fremgang skulle ledsage alle deres anstrengelser netop i forhold til deres lydighed mod hans fordringer. Når de anerkendte Guds krav og efterkom hans påbud ved at ære ham med deres gods, fyldtes deres lader med overflod. Men når de bedrog Gud med tiende og offergaver, kom de til at erfare, at de ikke alene bedrog ham, men sig selv; for han begrænsede sine velsignelser til dem netop i samme forhold, som de begrænsede deres ofre til ham. ret

(396)  (396) Nogle vil betegne dette som en af de strenge love, der var bindende for hebræerne. Men dette var ikke en byrde for det villige hjerte, der elskede Gud. Det var kun, når deres egoistiske natur styrkedes ved at holde noget tilbage, at menneskene tabte evige hensyn af syne og tillagde deres jordiske skatte højere værdi end sjæle. Guds Israel i disse sidste dage står over for endnu mere tvingende krav, end tilfældet var med Israel fordum. Der er en stor og vigtig gerning, der skal udføres i løbet af en meget kort tid. Gud havde aldrig til hensigt, at loven om tiendesystemet skulle være uden betydning for hans folk; det var tværtimod hans mening, at opofrelsens ånd skulle udvides og uddybes til det afsluttende værk. ret

(396)  Systematisk godgørenhed bør ikke gøres til en systematisk tvang. Det er frivillige ofre, Gud vil modtage. Sand kristelig godgørenhed har sit udspring i den taknemmelige kærligheds princip. Kærlighed til Kristus kan ikke eksistere uden en tilsvarende kærlighed til dem, han kom til verden for at genløse. Kærlighed til Kristus må være det herskende princip i ens væsen og beherske alle følelser og vejlede alle ens kræfter. Den genløsende kærlighed bør vække al den ømme kærlighed og selvopofrende hengivenhed, som på nogen mulig måde kan forekomme i menneskehjertet. Når dette er tilfældet, vil ingen hjertegribende henstillinger være påkrævet for at gennembryde egoismen og vække slumrende medfølelse og for at fremskaffe menneskekærlige offergaver til sandhedens dyrebare sag. ret

(396)  Kristus har købt os med et uendeligt offer. Alle vore evner og hele vor indflydelse tilhører i sandhed vor frelser og bør helliges til hans tjeneste. Ved at gøre dette viser vi vor taknemmelighed for, at vi er blevet løskøbt fra syndens trældom ved Kristi dyrebare blod. Vor frelser arbejder stadig for os. Han er steget op til det bøje og taler deres sag, hvem han har købt med sit blod. Han fremholder korsfæstelsens kvaler for Faderen. Han opløfter sine sårede hænder og går i forbøn for sin menighed, at den må blive bevaret fra at falde i fristelse. ret

(396)  Dersom vore fatteevner kunne vækkes op til at gribe denne vor frelsers underfulde gerning (397) for vor frelse, ville kærligheden, dyb og varm, brænde i vore hjerter. Da ville vor ufølsomhed og kolde ligegyldighed gøre os ængstelige. Fuld hengivenhed og godgørenhed, fremkaldt af taknemmelig kærlighed, vil give det mindste villige offer en guddommelig vellugt og tildele gaven en uberegnelig værdi. Men efter at vi villigt har givet vor Genløser alt, hvad vi kan yde, hvor værdifuldt det end måtte være for os, vil alt, hvad vi har opofret, forekomme os at være meget utilstrækkeligt og ringe, når vi betragter vor taknemmelighedsgæld til Gud, som den virkelig er. Men engle tager disse ofre, som vi synes er fattige og fremlægger dem som et vellugtende offer for tronen og de bliver modtaget. ret

(397)  Som Kristi efterfølgere forstår vi ikke vor sande stilling. Vi har ikke det rette syn på vort ansvar som Kristi lejede tjenere. Ved sit smertefulde liv og sit udgydte blod har han givet os lønnen på forskud for at knytte os til sig i villig tjeneste. Alle de goder, vi har, er et lån fra vor frelser. Han har gjort os til husholdere. Frembåret i tro og kærlighed kan vore mindste ofre og vore ringeste tjenester blive helligede gaver til at vinde sjæle til Mesterens tjeneste og til at fremme hans ære. Kristi riges interesser og fremgang bør sættes højere end alle andre hensyn. De, der gør deres lyst og selviske interesser til det højeste mål i livet, er ikke tro tjenere. ret

(397)  De, der fornægter sig selv til bedste for andre og helliger sig selv og alt, hvad de har, til Kristi tjeneste, vil erfare den lykke, som det egenkærlige menneske forgæves søger. Vor frelser sagde: »Således kan da ingen af jer være min discipel, uden at han giver afkald på alt, hvad han har.« Kærligheden »søger ikke sit eget«. Dette er frugten af den uegennyttige kærlighed og godgørenhed, som prægede Kristi liv. Guds lov i vore hjerter vil gøre, at ophøjede og evige hensyn sættes foran vore egne interesser. ret

(397)  Kristus pålægger os først at søge Guds rige og hans retfærdighed. Dette er vor første og højeste pligt. Mesteren advarede udtrykkelig sine tjenere imod at samle sig skatte på jorden, for ved at gøre dette vil deres hjerter komme til at dvæle ved jordiske i stedet for himmelske ting. Her er det, mange stakkels sjæle har lidt (398) skibbrud på troen. De har handlet lige stik imod vor herres udtrykkelige påbud og ladet pengekærlighed blive en herskende lidenskab i deres liv. De holder ikke måde i deres anstrengelser for at erhverve midler. De er lige så berusede af deres vanvittige attrå efter rigdom, som drankeren er af sin brændevin. ret

(398)  Kristne glemmer, at de er mesterens tjenere, at de selv, deres tid og alt, hvad de har, tilhører ham. Mange fristes og de fleste bliver overvundet af Satans forføreriske tillokkelser til at anbringe deres penge, hvor de vil give det største udbytte i kroner og ører. Der er kun få, som betænker de bindende krav, Gud har på dem om at gøre det til deres første opgave at afhjælpe sagens trang og lade deres egne ønsker komme i anden række. Der er kun få, som yder til Guds sag i forhold til deres midler. Mange har sat deres penge i fast ejendom, som de må sælge, inden de kan sætte dem i Guds sag og således gøre en praktisk anvendelse af dem, Dette bruger de som undskyldning for kun at gøre lidt for deres Genløsers sag. De har begravet deres penge i jorden lige så grundigt, som manden i lignelsen gjorde. De berøver Gud den tiendedel, han Kræver som sin egen og ved at bedrage ham berøver de sig selv den himmelske skat. ret

(398)  Den systematiske godgørenheds plan virker ikke tung og trykkende på noget menneske. »Med hensyn til indsamlingen til de hellige, skal også l gøre, som jeg foreskrev menighederne i Galatien: Hver første dag i ugen skal enhver af jer lægge noget til side hjemme og samle, hvad han får lykke til, for at der ikke først skal finde indsamling sted, når jeg kommer.« De fattige er ikke udelukkede fra den forret at yde gaver. De kan lige så godt som de rige tage del i denne gerning. Den lærdom, Kristus gav angående enkens to skærve, viser, at de fattiges mindste offergaver, ydet af et villigt og kærlighedsfuldt hjerte, er lige så antagelige som de største bidrag fra de rige. ret

(398)  De fattiges, gaver, der ydes af kærlighed til Kristus, bliver i helligdommens vægtskål ikke vurderet efter det beløb, (399) der skænkes, men efter den kærlighed, der tilskynder til gaven. Den gavmilde fattige, som kun har lidt at give, men som giver dette med glæde, vil lige så vist opnå Jesu løfter som den rige, der giver af sin overflod. Med sin lille skærv bringer den fattige et offer, som han virkelig føler. Han nægter sig virkelig noget, som han behøver til sin egen bekvemmelighed, medens den rige giver af sin overflod og ikke mærker noget savn, ikke nægter sig noget, som han virkelig trænger til. I den fattiges offer er der af den grund en hellighed, som ikke findes i den riges gave; for de rige giver af deres overflod. Gud har i sit forsyn forordnet hele planen for systematisk godgørenhed til gavn for mennesket. Hans forsyn er altid i virksomhed. Dersom Guds tjenere følger, hvor hans banebrydende forsyn åbner vejen, vil alle blive aktive arbejdere. ret

(399)  De, der holder noget tilbage fra Guds skatkammer og ophober deres midler til deres børn, stiller deres børns åndelige interesser i fare. De stiller deres gods, som er en anstødssten for dem selv, på deres børns sti, for at de må snuble over det til fortabelse. Mange begår en stor fejl med hensyn til de ting, som tilhører dette liv. De sparer, medens de berøver sig selv og andre goder, de kunne få ved en rigtig brug af de midler, Gud har lånt dem og bliver egoistiske og havesyge. De forsømmer deres åndelige interesser og bliver dværge, hvad åndelig vækst angår, alt sammen for at kunne ophobe en formue, som de ikke kan bruge. De efterlader deres gods til børnene og i ni tilfælde af ti bliver det en endnu større forbandelse for deres arvinger, end det har været for dem selv. Børn, som stoler på deres forældres formue, har ofte ingen fremgang her i livet og kommer i almindelighed fuldstændig til kort, hvad det angår at sikre sig det tilkommende liv. ret

(399)  Den allerbedste arv, forældre kan efterlade til deres børn, er kendskab til nyttigt arbejde og et forbillede på et liv, der præges af uegennyttig godgørenhed. Ved et sådant liv påviser de pengenes sande værdi, at disse kun skal vurderes efter det gode, de vil kunne udrette ved at afhjælpe deres egne behov og andres trang og ved at fremme Guds sag. ret

(400)  (400) Nogle er villige til at give i overensstemmelse med, hvad de har og mener, at Gud ikke har yderligere krav til dem, fordi de ikke er i besiddelse af en stor sum penge. De har ingen indtægter, som de ikke har brug for til deres familiers behov. Men iblandt denne klasse mennesker er der mange, som kunne stille sig selv det spørgsmål: Giver jeg i forhold til, hvad jeg kunne have haft? Det var Guds hensigt, at de skulle have gjort brug af deres legemlige og åndelige kræfter. Nogle har ikke gjort den bedste anvendelse af de evner, Gud har givet dem. Der er blevet tildelt menneskene et arbejde. Det var i tilknytning til forbandelsen, fordi synden gjorde det nødvendigt. Menneskets fysiske, åndelige og moralske velvære nødvendiggør et liv i nyttigt arbejde. »Vær ikke lunkne i jeres iver!« er den inspirerede apostel Paulus' formaning. ret

(400)  Ingen, han være rig eller fattig, kan ære Gud ved et liv i dovenskab. Den eneste kapital, mange fattige mennesker har, er tiden og de legemlige kræfter og disse forspildes tit af lyst til magelighed og ligegyldig dovenskab, således at de intet har at bringe deres herre i form af tiende og gaver. Dersom kristne mennesker mangler visdom til at arbejde på den bedste måde og til at gøre en forstandig brug af deres legemlige og åndelige kræfter, bør de med et sagtmodigt og ydmygt sind være villige til at modtage råd af deres brødre, hvis bedre skøn kan afhjælpe deres egne mangler. Mange fattige mennesker, der nu lader sig nøje med intet at udrette til bedste for deres medmennesker og for Guds sags fremme, kunne gøre meget, hvis de ville. De er lige så ansvarlige over for Gud for deres kapital af legemlige kræfter, som de rige er for deres penge. ret

(400)  Nogle, der burde bringe midler til forrådshuset, modtager midler derfra. Nogle, som nu er fattige, kunne forbedre deres stilling ved en forstandig anvendelse af deres tid, ved ikke at befatte sig med patentrettigheder og ved at lægge bånd på deres tilbøjelighed til at indlade sig i spekulationer for at skaffe sig midler på en lettere måde end ved tålmodigt, ihærdigt arbejde. Hvis sådanne, som ikke har haft fremgang i livet, var villige til at modtage undervisning, kunne de oplære sig til selvfornægtelse og streng (401) sparsommelighed og opnå den tilfredsstillelse at være uddelere i stedet for modtagere af velvillig hjælp. Der er mange sløve tjenere. Dersom de ville gøre, hvad der står i deres magt at gøre, ville de erfare en så stor velsignelse ved at hjælpe andre, at de i sandhed kunne forstå, at det er »saligere at give end at modtage«. ret

(401)  Rigtig udøvet vil godgørenhed stille krav til menneskenes åndelige og moralske kræfter og anspore dem til en meget sund virksomhed til velsignelse for de trængende og til fremme af Guds sag. Hvis de, der har midler, forstod, at de er ansvarlige over for Gud for hver krone, de giver ud, ville deres formodede fornødenheder være langt mindre. Dersom samvittigheden var levende, ville den vidne om unødige udgifter til tilfredsstillelse af appetitten, af stolthed, forfængelighed og lyst til fornøjelse og den ville påtale bortødselen af Herrens penge, der skulle have været helliget til hans sag. De, som forøder deres herres gods, vil en gang komme til at aflægge deres mester regnskab for deres handlemåde. ret

(401)  Hvis de, der bekender sig til at være kristne, ville bruge mindre af deres formue til at pryde legemet og til at udsmykke deres egne huse og hvis de ville bruge mindre til overdådig, sundhedsnedbrydende luksus på deres borde, kunne de anbringe langt større summer i Guds forrådshus. Derved ville de efterligne deres Genløser, som forlod himmelen, forlod sin rigdom og herlighed og blev fattig for vor skyld, for at vi kunne opnå evig rigdom. Er vi for fattige til med troskab at bringe Gud den tiende og de gaver, han kræver, så er vi visselig også for fattige til at have kostbare klæder og til at spise overdådigt; for derved ødsler vi vor herres penge til skadelige nydelser for at behage og forherlige os selv. Vi bør ned flid spørge os selv: Hvilken skat har vi sikret os i Guds rige? Er vi rige i Gud? ret

(401)  Jesus gav sine disciple en lærdom angående begærlighed. »Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand; hans mark havde båret godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst. Og han sagde: Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive (402) mine lader ned og bygge dem større og dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods; og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig? Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« ret

(402)  Livets varighed og lykke består ikke i mængden af vore jordiske besiddelser, Den tåbelige rige mand havde i sin store egoisme samlet sig skatte, som han ikke kunne bruge. Han havde kun levet for sig selv. Han havde narret andre i handel, havde været skarpsindig i forretning og havde ikke lagt Guds barmhjertighed eller kærlighed for dagen. Han havde bedraget den faderløse og enken og besveget sine medmennesker for at forøge sit voksende forråd af timeligt gods. Han kunne have samlet skatte i himmelen i punge, som ikke ældes; men ved sin begærlighed gik han glip af begge verdener. De, der i ydmyghed og til Guds ære bruger de midler, han har betroet dem, vil en gang modtage deres skat af Mesterens bånd med velsignelsen: »Vel, du gode og tro tjener! ..... gå ind til din Herres glæde!« ret

(402)  Når vi betænker den uendelige opofrelse, der blev gjort for menneskenes frelse, føler vi os slået af forbavselse. Når egenkærligheden gør krav på at sejre i menneskenes hjerter og de fristes til at tilbageholde deres skyldige del i gode gerninger, bør de styrke deres retfærdighedsprincipper ved tanken om, at han, som var rig på himmelens uvurderlige skatte, vendte sig bort fra det alt sammen og blev fattig. Han havde ikke det, hvortil han kunne hælde sit hoved. Og al denne opofrelse blev gjort for vor skyld, for at vi kunne opnå evig rigdom. ret

(402)  Kristus gik selv den selvfornægtelsens og opofrelsens vej, som alle hans disciple må vandre, hvis de ønsker til sidst at blive ophøjet sammen med ham. De sorger, menneskene må lide, tog han på sit eget hjerte. Verdslige menneskers sind bliver tit forsimplet. De kan kun se jordiske ting, der fordunkler herligheden og værdien af himmelske ting. Menneskene vil (403) ile over land og hav efter jordisk vinding og tåle savn og lidelse for at opnå deres formål, men vil dog vende sig bort fra det tiltrækkende ved himmelen og ikke agte på de evige rigdomme. De, der gør mest for at støtte Guds sag, er i almindelighed sådanne, som er forholdsvis fattige. De er gavmilde med det lidt, de har. De har styrket deres ædelmodige tilskyndelser ved uafbrudt gavmildhed. Når deres udgifter tog hårdt på deres indtægter, havde deres lidenskab for jordisk rigdom ingen plads eller anledning til at styrkes. ret

(403)  Men når de tager fat på at samle jordisk rigdom, er der mange, som begynder at regne efter, hvor længe det vil vare, før de kan være i besiddelse af et vist beløb. I deres bekymring for at ophobe rigdom til sig selv opnår de ikke at blive rige i Gud. Deres godgørenhed holder ikke trit med deres erhvervelser. Efter som deres higen efter rigdom tiltager, knyttes deres sind til deres skat. Forøgelsen af deres ejendom styrker deres begærlige attrå efter mere, indtil nogle betragter ydelsen af en tiendedel til Herren som en tung og uretfærdig byrde. Det inspirerede ord har sagt: »Om rigdommen vokser, agt ikke derpå!« Mange har sagt: »Var jeg så rig som han, ville jeg mangedoble mine gaver til Guds forrådshus. Jeg ville ikke bruge min rigdom til andet end Guds sags fremme.« Gud har prøvet nogle af disse ved at give dem rigdom; men med rigdommen kom den stærkere fristelse og deres godgørenhed blev langt mindre end i fattigdommens dage. Et begærligt ønske om større rigdom optog deres sind og hjerte og de bedrev afguderi. ret

(403)  Han, som tilbyder menneskene uendelige rigdomme og et evigt liv i lyksalighed i sit rige som belønning for trofast lydighed, kan ikke tage imod et delt hjerte. Vi befinder os blandt de sidste dages farer, hvor alt er til stede, som kan lede sindet og lokke hengivenheden bort fra Gud. Kun når vi ser den i lyset fra Kristi liv, vil vi kunne opfatte og forstå vor pligt. Ligesom solen, der stiger op i øst og går mod vest og fylder verden med lys, således vil den sande Kristi efterfølger være et lys for verden. Han vil (404) gå ud i verden som et klart og skinnende lys, for at de, der er i mørke, må blive oplyste og opvarmede af de stråler, som udgår fra ham. Kristus siger om dem, der følger ham: »I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules." ret

(404)  Han, som er vort store eksempel, var selvfornægtende og skal hans bekendende efterfølgeres handlemåde være så påfaldende forskellig fra hans? Frelseren gav alt for en fortabt verden og holdt ikke engang sig selv tilbage. Guds menighed sover. Den er svækket af uvirksomhed. Røster lyder til os fra alle dele af verden: »Kom over og hjælp os!« men der sker intet for at besvare kaldet. Der gøres en svag bestræbelse nu og da; nogle få viser, at de gerne ville være deres mesters medarbejdere, men sådanne bliver ofte overladt til at arbejde næsten alene. På hele det store missionsfelt i fremmede lande har vort folk kun een missionær. ret

(404)  Sandheden er mægtig, men den bliver ikke efterlevet. Det er ikke tilstrækkeligt, at man blot lægger penge på alteret. Gud kalder på mænd, der frivilligt vil bringe sandheden ud til andre slægter og tungemål og folk. Det er ikke vort medlemsantal, ej heller vor rigdom, der vil skaffe os en glimrende sejr, men hengivenhed i gerningen, moralsk mod, brændende kærlighed til sjæle og en utrættelig, aldrig svigtende nidkærhed. ret

(404)  Mange har betragtet jøderne som et folk, der var at beklage, fordi der stadig blev pålagt dem udgifter til støtte for deres religion; men Gud, som skabte mennesket og gav det alle de velsignelser, det nyder, vidste, hvad der tjener til dets bedste. Og ved sin velsignelse gjorde han deres ni tiendedele mere værd for dem end hele beløbet uden hans velsignelse. Hvis nogen på grund af egenkærlighed bragte ham et offer, som ikke var fuldkomment, var ulykke og tab den sikre følge for de pågældende. Gud læser hjertets bevæggrunde. Han kender menneskenes forsætter og vil i sin egen time tilmåle dem, efter som de har fortjent. ret

(404)  Det specielle tiendesystem grundede sig på et princip, der er lige så varigt som Guds lov. Dette tiendesystem var en velsignelse for jøderne, ellers ville Gud ikke have givet dem det. Således vil det også være en velsignelse for dem, der gennemfører det (405) indtil tidens ende. Vor himmelske fader indførte ikke planen om systematisk godgørenhed for at berige sig selv, men for at den skulle være en stor velsignelse for menneskene. Han så, at dette velgørenhedssystem netop var, hvad menneskene trængte til. ret

(405)  De menigheder, der mest lægger system og gavmildhed for dagen i understøttelse af Guds sag, er de mest fremgangsrige i åndelig henseende. Sand gavmildhed hos en Kristi efterfølger forener hans interesse med Mesterens. I sin handlemåde med jøderne og med sit folk indtil tidens ende kræver Gud systematisk godgørenhed i forhold til deres indkomst. Frelsens plan blev lagt ved Guds søns usigelige store offer. Evangeliets lys, der skinner fra korset, irettesætter egenkærlighed og opmuntrer til gavmildhed og velgørenhed. Det må ikke være en beklagelig kendsgerning, at der lyder tiltagende opfordringer om at yde gaver. I sit forsyn kalder Gud sit folk ud af dets begrænsede virkeområde, for at de skal begynde større foretagender. Ubegrænsede anstrengelser kræves i denne tid, da moralsk mørke indhyller jorden. Verdslighed og begærlighed fortærer livskraften hos Guds folk. De bør forstå, at det er hans nåde, der mangfoldiggør Kravene til deres midler. Guds engel stiller godgørende handlinger ved siden af bøn. Han sagde til Kornelius: »Dine bønner og dine almisser er steget op til Gud som et ihukommelsesoffer." ret

(405)  I sin undervisning sagde Kristus: »Hvis l altså ikke har været tro med den uretfærdige mammon, hvem vil så betro jer den rette.« Menighedens fremgang og åndelige sundhed er for en stor del afhængig af dens systematiske godgørenhed. Denne er ligesom livsblodet, der må gennemstrømme hele organismen og give liv til hvert lem på legemet. Den forøger kærligheden til vore medmenneskers sjæle; for ved selvfornægtelse og selvopofrelse bringes vi i et inderligere forhold til Kristus, som for vor skyld blev fattig. Jo mere vi yder til Guds sag for at bidrage til sjæles frelse, desto nærmere kommer de til vor hjerter. Dersom vort antal var halvt så stort og alle disse var gudhengivne arbejdere, ville vi besidde en kraft, som ville få verden til at ryste. Til de virksomme arbejdere har Kristus udtalt disse ord: (406) »Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« ret

(406)  Vi vil møde modstand, der skyldes egenkærlige bevæggrunde, fordom og religiøs forblindelse; men med uanfægtet frimodighed og levende tro bør vi så ved alle vande. Satans redskaber er frygtelige; vi vil møde dem og må bekæmpe dem. Vort arbejde må ikke indskrænke sig til vort eget land. Ageren er verden; høsten er moden. Den befaling, Kristus gav disciplene, straks før har opfór, var: »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!" ret

(406)  Det smerter mig overmåde at se nogle af vore prædikanter opholde sig i menighederne, tilsyneladende optaget af lidt arbejde, som dog næsten intet påviseligt resultat giver. Ageren er verden. Lad dem gå ud i den vantro verden og virke for at omvende sjæle. Vi henviser vore brødre og søstre til Abrahams eksempel, da han drog op til Moria bjerg for efter Guds befaling at ofre sin eneste søn. Her var lydighed og opofrelse. Moses befandt sig ved et kongeligt hof og havde en krone i udsigt. Men han vendte sig bort fra den fristende bestikkelse og »nægtede ..... at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk frem for at nyde synden en stakket stund; han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel; thi han så frem til lønnen.« ret

(406)  Apostlene agtede ikke deres liv kært, men glædede sig over, at de blev agtet værdige til at lide beskæmmelse for Kristi navn. Paulus og Silas led tab på alt. De blev pisket og på ublid måde lagt på det kolde gulv i et fangehul, anbragte i en yderst smertefuld stilling med fødderne løftede og sluttede i blokken. Var det græmmelse og klage, der lød i fangevogterens øren? Oh nej! Fra det inderste fængsel afbrødes nattens stilhed af glædessange og pris til Gud. Disse disciple opmuntredes af en dyb og alvorlig kærlighed til deres Genløsers sag, for hvis skyld de led. ret

(406)  Når Guds sandhed fylder vore hjerter, lægger beslag på vor hengivenhed og behersker vort liv, vil også vi agte det for en glæde at lide for sandhedens skyld. Ingen fængselsmure og intet (407) martyrbål kan da afskrække eller hindre os i det store arbejde. »Kom, oh min sjæl, til Golgata!" ret

(407)  Læg mærke til Guds søns ydmyge liv! Han var »en smertens mand og kendt med sygdom«. Se hans vanære, hans sjælekval i Getsemane og forstå, hvad selvopofrelse er! Lider vi mangel? Det gjorde også Kristus, himmelens majestæt. Men hans fattigdom var for vor skyld. Regnes vi med blandt de rige? Det gjorde han også. Men for vor skyld fornedrede han sig til at blive fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige. I Kristus har vi eksemplet på selvfornægtelse. Hans opofrelse bestod ikke blot deri, at han forlod de kongelige boliger i himmelen, at han blev fremstillet i forhør af mennesker som en forbryder og kendt skyldig og at han blev overgivet til døden som en forbryder, men deri, at han bar vægten af verdens synder. Kristi liv er en bestandig, irettesættelse for vor ligegyldighed og kulde. ret

(407)  Vi lever nær tidens afslutning, da Satan er steget ned og har stor vrede, fordi han ved, at hans tid er kort. Han virker med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes. Vor store anfører har overladt striden i vore hænder, for at vi skal føre den videre med kraft. Vi udretter ikke en tyvendedel af, hvad vi kunne udrette, dersom vi var vågne. Værket hindres på grund af lyst til magelighed og mangel på den selvfornægtende ånd, som vor frelser har givet os et eksempel på i sit liv. ret

(407)  Der er behov for medarbejdere med Kristus, mænd, der erkender nødvendigheden af forøget anstrengelse. Arbejdet i vore bogtrykkerier bør ikke formindskes, men fordobles. Skoler bør oprettes på forskellige steder til uddannelse af vor ungdom for at berede dem til at virke for sandhedens fremme. ret

(407)  Megen tid er allerede spildt og engle bringer beretningen om vore forsømmelser til himmelen. Vor søvnige tilstand og vor mangel på hengivenhed har medført, at vi har tabt mange dyrebare anledninger, som Gud har sendt os ved sådanne mennesker, som havde betingelser for at kunne hjælpe os i vor nuværende trang. Oh, hvor meget behøver vi ikke Hanna More til i denne tid at hjælpe os, til at virke blandt andre nationer! Hendes omfattende kendskab til missionsmarkeme ville skaffe os adgang til folk med andre tungemål, som vi nu ikke (408) kan nå. Gud skænkede os denne gave for at afhjælpe vor nuværende trang; men vi værdsatte ikke gaven og han tog hende bort fra os. Nu hviler hun fra sit arbejde, men hendes selvfornægtende gerninger følger hende. Det er beklageligt, at vor missionsvirksomhed skulle forhales af mangel på kundskab om, hvorledes man kan få adgang til de forskellige folkeslag og pladser i den store høstmark. ret

(408)  Vi ængstes i ånden, fordi nogle gaver, som vi kunne have haft, om vi blot havde været vågne, er gået tabt. Arbejdere er blevet holdt tilbage fra den modnende høstmark. Det sømmer sig for Guds folk at bøje deres hjerter for Herren og i den dybeste ydmygelse bede ham forlade os vor sløvhed og egoistiske svaghed og at udslette den skammelige beretning om forsømte pligter og ubenyttede privilegier. Ved betragtning af Golgatas kors vil en sand kristen opgive tanken om at indskrænke sine offergaver til det, som ikke koster ham noget og i triumferende toner vil han høre: ret

(408)  »Gå, arbejd i min vingård; snart kommer hvilens dag.« ret

(408)  Da Jesus stod i begreb med at fare op til det høje, pegede han på høstmarkerne og sagde til sine efterfølgere: »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet!« »I har fået det for intet, giv det for intet!« Vil vi fornægte os selv, for at høsten, der går til spilde, kan blive indsamlet? ret

(408)  Indflydelse og midler er talenter, som Gud kræver. Skal vi nægte at adlyde? Vor himmelske fader skænker gaver og beder om at få en del tilbage, for at han kan prøve os, om vi er værdige til at få det evige livs gave. Vejl f menigh bd. 1 side 299-323]

------------
ret

næste kapitel