(482) [Der er nogle, der har et hensynsløst væsen, som de kalder mod og tapperhed. Uden at det er nødvendigt, stiller de sig i forhold, som rummer vanskelighed og fare og udsætter sig derved for fristelser, som det ville kræve et Guds under at føre dem uskadte og uplettede ud af. Satans fristelse, da han opfordrede verdens frelser til at kaste sig ned fra templets tinde, blev mødt og afvist med fasthed. Satan anførte et Guds løfte som garanti for, at Kristus trygt kunne gøre dette i kraft af forjættelsen. Kristus mødte denne fristelse med skriftstedet: »Der står også skrevet: Du må ikke friste Herren din Gud.« Den eneste sikre vej for en kristen at følge er at gendrive fjenden med Guds ord. Satan tilskynder menneskene til at betræde steder, hvor Gud ikke kræver, at de skal gå og fremholder skriften til forsvar for sine tilskyndelser. ret
(482) Guds dyrebare løfter er ikke givet for at styrke menneskene i en formastelig handlemåde, eller for at de skulle forlade sig på dem, når de unødvendigt styrter sig ud i fare. Herren Kræver, at vi skal handle i ydmyg afhængighed af hans forsyn. »Jeg ved, Herre, at et menneskes vej ikke står til ham selv.« Vor velfærd og vort liv er i Guds, hånd. Intet kan udføres med fordel uden Guds tilladelse og velsignelse. Han kan lade sin hånd velsigne og give fremgang, eller han kan vende sin hånd imod os. »Vælt din vej på Herren, stol på ham, så griber han ind.« Det kræves, af os som Guds børn, at vi skal bevare en stabil Kristelig karakter. Vi bør vise klogskab, varsomhed og ydmyghed og vandre forsigtigt over for dem, der er udenfor. Dog må vi ikke i noget tilfælde give slip på vore principper. ret
(482) Vor eneste sikkerhed består i, at vi ikke giver Djævelen råderum; for hans (483) indskydelser og hensigter går altid ud på at skade os og hindre os i at stole på Gud. Han forvandler sig til en renhedens engel, for at han ved sine bestikkende fristelser må kunne udføre sine anslag på en sådan måde, at vi ikke opdager hans træskhed. Jo mere vi giver efter, desto større magt vil hans forførelser have over os. Vi kan ikke uden fare indlade os i strid eller underhandling med ham. Hver gang vi giver fjenden en fordel, vil han kræve mere. Det eneste sikre for os, er, at vi med fasthed afviser den første tilnærmelse til anmasselse. Gud har gennem Kristi fortjeneste givet os tilstrækkelig nåde til at stå Satan imod og mere end sejre. Modstand er fremgang. »Stå Djævelen imod, så skal han fly fra jer.« Modstanden må være fast og ihærdig. Vi taber alt, hvad vi har vundet, dersom vi gør modstand i dag blot for at give efter i morgen. ret
(483) Vor tids synd består i ringeagt for Guds udtrykkelige befalinger. Indflydelsens magt i forkert retning er meget stor. Eva havde alt, hvad hendes tarv krævede. Der manglede intet, som kunne gøre hende lykkelig; men umådeholden lyst attråede frugten af det ene træ, som Gud havde holdt tilbage. Hun havde intet behov for frugten fra kundskabens træ, men hun tillod sin lyst og, nysgerrighed at beherske sin fornuft. Hun var fuldkommen lykkelig i sit edenhjem og ved sin mands side; men ligesom urolige Eva'er i vor tid smigrede hun sig med, at der fandtes en højere sfære end den, Gud havde bestemt for hende. Men ved at forsøge at stige højere op, end hun oprindelig blev stillet, faldt hun langt dybere ned. Dette vil visselig blive udfaldet for Eva'erne i den nuværende generation, dersom de undlader med glæde at udføre dagliglivets pligter i overensstemmelse med Guds, plan. ret
(483) For kvinder har en gerning, som endog er vigtigere og mere ophøjet end kongens pligter på tronen. De kan danne deres børns sind og præge deres karakter på en sådan måde, at de kan gøre nytte her i verden og, blive Guds sønner og døtre. Deres tid bør anses for at være for kostbar til at kunne tilbringes i balsalen eller med unødigt arbejde. Der er nok af nødvendigt og vigtigt arbejde her i verden med dens nød og lidelse, uden at nogen skulle spilde (484) kostbare øjeblikke ned pynt eller stads. Den himmelske konges døtre, medlemmer af den kongelige familie, vil føle byrden af det ansvar at skulle nå op til et højere liv, for at de må komme i nær forbindelse med himmelen og arbejde i harmoni med verdens Genløser. De, som beskæftiger sig med dette arbejde, vil ikke lade sig nøje med de moder og den dårskab, der optager kvinders sind og tanker i disse sidste dage. Dersom de virkelig er Guds døtre, vil de være delagtige i guddommelig natur. Når de ser de fordærvelige indflydelser i samfundet, vil de ligesom deres guddommelige Genløser gribes af den dybeste medynk. De vil leve i forståelse med Kristus og efter som de har evner og anledning, vil de, inden for deres område, arbejde for at frelse fortabte sjæle, ligesom Kristus på sit ophøjede område virkede til gavn for menneskene. ret
(484) En forsømmelse fra kvindens side af at følge Guds plan med hendes skabelse, en anstrengelse for at opnå vigtige stillinger, som han ikke har udrustet hende til at fylde, medfører, at den plads bliver stående tom, som hun kunne fylde på en tilfredsstillende måde. Ved at gå uden for sit felt mister hun sin sande kvindelige værdighed og adel. Da Gud skabte Eva, var det hans hensigt, at hun hverken skulle være manden underlegen eller overlegen, men at hun i alle ting skulle være hans lige. Det hellige par skulle ikke have nogen interesse uafhængig af hinanden; og dog havde hver af dem en individualitet i tanke og handling. Men efter Evas synd meddelte Herren hende, at eftersom hun var den første til at synde, skulle Adam herske over hende. Hun skulle være sin mand underdanig og dette var en del af forbandelsen. I mange tilfælde har forbandelsen gjort kvindens lod meget tung og hendes liv til en byrde. Manden har i mange henseender misbrugt den overhøjhed, Gud gav ham og udøvet en vilkårlig magt. Den alvise udtænkte genløsningsplanen, der tilstår menneskene en ny prøvetid ved at give dem en ny anledning. ret
(484) Satan bruger menneskene som sine redskaber til at lede dem, der elsker Gud, til anmasselse; dette er navnlig tilfældet med dem, som bedrages af spiritisme. Spiritisterne anerkender i almindelighed ikke Kristus som Guds søn og ved deres vantro (485) leder de mange sjæle til formastelige synder. De gør endog krav på overhøjhed over Kristus, ligesom Satan gjorde, da han stredes med livets fyrste. Spiritister, hvis, sjæle er besudlede af synder af en oprørende art og hvis samvittighed er brændemærket, vover at tage Guds pletfri søns navn på deres besmittede læber og på bespottelig vis forbinde hans højt ophøjede navn med den gemenhed, der præger deres egen besmittede natur. ret
(485) Mennesker, som indfører disse forkastelige kætterier, vil udfordre dem, der lærer Guds ord, til at indlade sig i strid med dem og nogle, som forkynder sandheden, har ikke haft mod til at afslå en udfordring fra denne klasse mennesker, som Guds ord har sat mærke på. Nogle af vore prædikanter har ikke haft moralsk mod til at sige til disse mænd: Gud har i sit ord advaret os imod jer. Han har givet os en tro skildring af jeres karakter og af de kætterier, I hylder. Hellere end at give denne klasse mennesker nogen anledning til at hovere eller til at beskylde dem for fejhed har nogle af vore prædikanter mødt dem i åben diskussion. Men når de diskuterer med spiritister, møder de ikke blot mennesker, men Satan og hans engle. De stiller sig i forbindelse med mørkets magter og opmuntrer onde engle, som omgiver dem. ret
(485) Spiritisterne ønsker at gøre deres kætterier offentlig kendt og prædikanter, som forfægter bibelens sandhed, bistår dem heri, når de samtykker i at diskutere med dem. De udnytter deres anledninger til at bringe deres kætterier frem for folket og i enhver diskussion med dem vil nogle blive forførte. Den allerbedste fremgangsmåde for os at følge er at undgå dem. Vejl f menigh bd. 1 side 340-343]