(511) Jeg blev vist nogle ting med hensyn til vor pligt over for de uheldigt stillede som jeg nu føler det er min pligt at skrive om. ret
(511) [Jeg så, at det er ifølge Guds forsyn, når enker og faderløse, blinde, døve, lamme og personer, som lider på forskellig måde, har en kristelig tilknytning til hans menighed, for det tjener som en prøve for hans folk og til at udvikle deres sande karakter. Guds engle ser efter med, hvordan vi behandler disse mennesker, som behøver medfølelse, kærlighed og uselvisk godgørenhed. Dermed sætter Gud vor karakter på prøve. Hvis Bibelens sande region er vor religion, så vil vi føle os i gæld til Kristus og skyldige til at vise kærlighed, venlighed og forståelse for hans brødre; vi kan ikke gøre noget mindre end at give udtryk for vor taknemmelighed for hans grænseløse kærlighed til os, medens vi endnu var syndere og uværdige til hans nåde og det kan vi ved at vise virkelig interesse og uselvisk kærlighed over for dem, som er vore brødre og er ringere stillet end vi. ret
(511) De to store principper i Guds lov er en uforbeholden (512) kærlighed til Gud og en uselvisk kærlighed til vor næste. De første fire og de sidste seks bud bygger på eller udspringer af disse to principper. Jesus forklarede den lovkyndige, hvem hans næste var, ved at fortælle lignelsen om manden, der rejste fra Jerusalem til Jeriko og som faldt i hænderne på røvere og blev udplyndret, slået og efterladt halvdød. Præsten og levitten så manden lide, men de reagerede ikke på hans behov for hjælp. De undgik ham ved at gå forbi på den modsatte side af vejen. Samaritanen kom samme vej og da han så, at den fremmede trængte til hjælp, spurgte han ikke, om han var af hans egen familie eller hans landsmand eller af samme tro, men han gav sig straks til at hjælpe den lidende, fordi der var noget, der skulle gøres nu. Han lindrede hans smerter, så godt han kunne, løftede ham op på sit eget ridedyr og førte ham til et herberge, hvor han betalte for at få ham passet.] [Denne samaritaner, sagde Jesus, havde manden, der faldt i hænderne på røvere, som sin næste. Levitten og præsten symboliserer en klasse i menigheden, som viser ligegyldighed for dem, der netop behøver deres medlidenhed og hjælp. Uanset deres stilling i menigheden er denne klasse mennesker lovbrydere. Samaritanen symboliserer en klasse, som er Kristi sande medhjælpere og efterligner hans eksempel i at gøre vel. ret
(512) De, der har medlidenhed med de ulykkelige, blinde, lamme, hårdt prøvede, enkerne, de forældreløse og trængende, betegner Jesus som lovlydige, der skal arve evigt liv.] Der er i ___ en stor mangel på personlig religion og en fornemmelse af personlig pligtfølelse over for andres ve og vel og for at arbejde med uegennyttig godgørenhed for den uheldigt stillede og forpintes fordel. Nogle har ingen erfaring med disse opgaver. De har hele deres liv været som levitten og præsten, som gik forbi på den anden side. Der er et arbejde for menigheden at gøre, som, hvis det lades ugjort, vil bringe mørke over den. Menigheden som et hele og som enkeltpersoner bør bringe deres motiver under nøje ransagelse og sammenligne deres liv med det eneste korrekte Forbilledes liv og lære. [Kristus betragter enhver barmhjertig, godgørende og hensynsfuld handling mod de ulykkelige, blinde, (513) lamme, syge, enken og de faderløse som gjort imod ham. Og disse gerninger findes optegnet i himmelens bøger og vil blive belønnet. Derimod vil der blive skrevet et vidnesbyrd i bogen mod dem, der ligesom præsten og levitten har vist ligegyldighed over for de uheldigt stillede og mod dem, der til egen fordel udnytter andres onde skæbne og derved forøger deres lidelser. Gud vil visselig gengælde enhver uretfærdig handling, enhver tilkendegivelse af ligegyldighed mod og forsømmelse af de hårdt prøvede iblandt os. Enhver vil til sidst få løn, efter som hans gerning har været. I Mesterens Tjeneste side 230. 321] ret
(513) Jeg fik vist med hensyn til bror E at han ikke er blevet behandlet retfærdigt af sine brødre. Brødrene F, G og andre opførte sig sådan imod ham at det mishagede Gud. Bror F har ingen særlig interesse for bror E, kun hvis han mener at kunne hjælpe sig selv ved hjælp af ham. Jeg fik vist at nogle så på bror E som pengegerrig og uærlig. Gud er mishaget med denne bedømmelse. Bror E ville ikke have haft trængsler og ville have midler til at underholde sig selv overdådigt med hvis det ikke var for hans brødres selviske opførsel som havde øjesyn og ejendomme og som arbejdede imod ham da de forsøgte at vende hans evner til deres egen selviske fordel. Dem som tager fordel af en blind mands hårde bestræbelser og forsøger at gavne sig selv på hans bekostning, begår røveri og er faktisk lovbrydere. ret
(513) Der er nogle i menigheden som bekender sig til at holde Jehovas lov, men som er lovbrydere. Der er mennesker som ikke ser deres egene defekter. De har en selvisk, pengekær ånd og forblænder deres egne øjne på grund af deres begærlighedssynd, som bibelen definerer som afgudsdyrkelse. Mennesker af denne karakter kan have været værdsat af deres brødre som en god kristen; men Guds øje læser hjertet og ser motiverne. Han ser at det som mennesket ikke kan se i tanker og karakter. I hans forsyn bringer han disse personer i stillinger som med tiden vil afsløre manglerne i deres karakter, hvis de ønsker (514) at se og rette dem kan de gøre det. Der er nogle som hele deres liv har studeret deres egene interesser og været opslugt i deres egne selviske planer og som har været ivrige efter at forfremme sig selv, uden at tænke for meget over om andre bliver ulykkelige eller rådvilde af deres egne handlinger. Selvisk interesse overvælder Guds barmhjertighed og kærlighed. Herren har nogen gange lade denne klasse fortsætte, i åndelig blindhed, på deres egenkærlige vej, indtil deres defekter er tydelig for alle, som har åndelig dømmekraft. Og de beviser ved deres gerninger at de ikke er oprigtige kristne. ret
(514) Mennesker som har ejendomme og en vis grad af sundhed og som nyder synets uvurderlige velsignelse, har alle fordele over for den blinde. Mange veje er åben for dem, i deres forretningsanliggender, som er lukket for et menneske som har mistet sit syn. Personer der nyder anvendelsen af alle deres evner bør ikke se på deres egen egenkærlige interesse og frarøve en blind broder en eneste tøddel af muligheden for at skaffe sig midler. Bror E er en fattig mand. Han er svag; han er også en blind mand. Han har haft et alvorligt ønske om at hjælpe sig selv og selvom han lever under nedslående svagheder, har hans pinsler ikke opbrugt hans ædelmodige indskydelser. Under hans begrænsede betingelser har han haft et hjerte til at gøre og har også gjort mere i Guds øjne for dem som manglede hjælp end mange af hans brødre som er velsignet med synet og som har meget gods. Bror E har en kapital i hans forretningsregnskab og en opfindsom evne. Han har med opfindsomhed arbejdet alvorligt på en forretning hvorved han kan støtte sig selv og ikke være afhængig af sine brødre. ret
(514) Jeg ville ønske at vi kan se alt det som Gud ser. Jeg ønsker at alle kunne se, hvordan Gud ser på de mennesker som bekender at være Kristi efterfølgere, som er velsignet med synet og midlernes fordele hos sig og som alligevel misunder den lille fremgang som den stakkels blinde mand nyder og gøre det godt for sig selv, forøge deres kapitel og deres plagede brors ulempe. Dette betragtes af Gud som den mest kriminelle selviskhed og røveri og er en skærpende synd, som han med sikkerhed vil straffe. Gud glemmer aldrig. Han (515) ser ikke på disse ting med menneskeligt øjne og med kold, ufølsom menneskelig bedømmelse. Han ser ikke tingene fra den verdsliges ståsted, men fra barmhjertighedens, medynkens og den ubegrænsede kærligheds ståsted. ret
(515) Bror H prøvede at hjælpe bror E, men ikke ud fra et uselvisk motiv. Fra først af var hans medlidenhed vakt. Jeg så at bror E behøvede hjælp. Men han mistede hurtig sin interesse og egenkærlige følelser vandt styrke, indtil hans brødres forbandelse førte til at bror E snarere blev skadet end hjulpet. Disse ting har afskrækket bror E meget og har tendens til at ryste hans tillid til hans brødre. Det har ført til at han har fået en gæld han ikke kan betale. Da han så at nogle af hans brødre var egenkærlige imod ham, har dette bedrøvet ham og nogen gange bliver han oprørt. Til tider har hans følelser næsten været ukontrollable da han så sin hjælpeløse situation, uden synet, uden midler, uden sundhed og med nogle af sine brødre imod sig. Dette har forøget hans pinsler stærkt og tæret frygteligt på hans helbred. ret
(515) Jeg fik vist, at bror E har nogle gode kvaliteter som ville værdsættes bedre hvis han havde større styrke i selvkontrol og ikke blev ophidset. Enhver form for irritation og pirrelighed belaster ham, men nogle gør meget ud af dette, som selv er skyldig i synder, der er meget værre i Guds øjne. Bror E er god nok i bund og grund. Han har sindets renhed. Han er ikke en uærlig mand. Han ville ikke bevidst bedrage nogen. Men han har fejl og synder som må overvindes. Han, såvel som andre mennesker, må omgås mennesker ordentligt. Han er for ofte utålmodig og er nogen gange hoven. Han bør værne mere om en venlig og høflig ånd og bør opelske taknemmelighed af hjertet imod dem som har følt en interesse imod ham. Af naturen har han et voldsomt temperament da han pludseligt rejser sig op eller provokeres uden grund. Men, uanset dette, har han et hjerte for at gøre det rigtige og han føler oprigtig anger imod Gud når han ser tilbage på sine fejl. ret
(515) Hvis han ser sine brødre er ved at retfærdiggøre sig over for ham, vil han (516) være parat til at tilgive og ydmyg nok til at stifte fred også hvis han skal ofre meget for det. Men han opildnes let; han har et nervøst temperament. Han har brug for Guds Ånds tvingende påvirkning. Hvis dem, som er hurtige til at kritisere ham ville tænke over deres egne fejl og allervenligst overse hans fejl så ædelmodigt som de bør, ville de vise Kristi Ånd. Bror E har et arbejde at gøre med at overvinde dette. Hans ord og opførsel over for andre bør være venlig og behagelig. Han bør vogte sig strengt imod alle ting som smager af diktatoriskhed eller af hoven opførsel eller hovne ord. ret
(516) Selv om Gud er en ven over for den blinde og den ulykkeligt stillede, undskylder dette dog ikke deres synder. Han kræver af dem at de, i Jesu navn, skal overvinde og udvikle den kristne karakter, som Jesus overvandt for deres skyld. Men Jesus ynkedes over vor svaghed og han er hurtig til at give styrke og løfte i prøvelser og modstå Satans fristelser, hvis vi vil kaste vor byrde over på ham. Engle sendes til Guds børn som er fysisk forblændede. Engle bevogter deres skridt og redder dem fra tusindvis farer, som er på deres sti, uden de ved det. Men hans Ånd vil ikke følge dem hvis de ikke bevarer en venlighedens ånd og forsøger alvorligt at have styr over deres natur og bringer deres lidenskaber og al magt under Gud. De må opelske en kærlighedens ånd og styre deres ord og handlinger. ret
(516) Jeg fik vist at Gud forlanger at hans folk skal være langt mere medynkende og hensynsfulde over for de ulykkelige end det er. »En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.« Her defineres oprigtig religion. Gud forlanger at det samme hensyn som skal gives til enken og den faderløse gives til den blinde og til dem som lider under andre fysiske sygdomme. Uegennyttig godgørenhed er meget sjældent i denne verdens tidsalder. ret
(516) Jeg fik vist, i bror E's tilfælde, at dem, som på nogen måde handler uretmæssigt med ham og afskrækker ham, i hans (517) anstrengelser for at hjælpe sig selv, eller som, tragter efter den stakkels blinde mands ejendomme og ville gavne sig selv, vil pådrage sig Guds forbandelse, som er den blinde mands ven. Israels børn fik særlige forordninger med hensyn til den blinde: »Du må intet aftvinge din næste, du må intet røve; daglejerens løn må ikke blive hos dig natten over. Du må ikke forbande den døve eller lægge stød for den blindes fod, du skal frygte din Gud. Jeg er Herren! I må ikke øve uret, når I holder rettergang; du må ikke begunstige den ringe, ej heller tage parti for den store, men du skal dømme din næste med retfærdighed.« »Forbandet enhver, som flytter sin næstes skel!« Og hele folket skal svare: »Amen!« »Forbandet enhver, som fører den blinde på vildspor!« Og hele folket skal svare: »Amen!« »Forbandet enhver, som bøjer retten for den fremmede, den faderløse og enken!« Og hele folket skal svare: »Amen!« ret
(517) Det er besynderligt at kristendomsbekendende mennesker ignorerer Guds ords tydelige, udtrykkelige lære og ikke føler samvittighedsnag. Gud giver dem ansvaret at tage sig af den ulykkelige, blinde, lamme, enken og den faderløse; men mange gør sig ingen anstrengelser for det. For at frelse disse, bringer Gud dem ofte under pinslernes stav og sætter dem i lignende positioner som den, der har brug for deres hjælp og sympati, men som ikke får det i deres hænder. ret
(517) Gud vil holde menigheden i ___ ansvarlig, som en organisation, for dens medlemmers forkerte handlemåde. Hvis en selvisk og hårdhjertet ånd, imod den ulykkelige, enken, den forældreløse, den blinde, den lamme eller dem som er syge i legemet eller sind, får lov til at eksistere i nogle af menighedens medlemmer, vil han vende sit ansigt bort fra sit folk indtil de gør deres pligt og fjerner fejlen. Hvis nogle Kristi bekendende mennesker fremstiller deres frelser så meget forkert, at de bliver ligegyldige over for den trængende, eller hvis de på nogen måde forsøger at fremhjælpe sig selv til skade for de ulykkelige (518) og derved frarøver dem midler, holder Herren menigheden ansvarlig for dens medlemmers synder indtil de har gjort alt de kan for at afhjælpe det eksisterende onde. Han vil ikke høre på sit folks bønner når den forældreløse, den faderløse, den lamme, den blinde og den syge forsømmes hos dem. ret
(518) Det betyder mere at "være på Herrens side" end blot at sige det. Herrens side er altid siden for barmhjertighed, medynk og forståelse for den lidende, som ses i det eksempel vi har fået i Jesu liv. Vi er pålagt at efterligne hans eksempel. Men der er nogle som ikke er på Herrens side med hensyn til disse ting; de er på fjendens side. Da Jesus gav en illustration over dette emne, sagde han: ret
(518) »Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.« Da skal han sige til dem ved den venstre side: »Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle. Thi jeg var sulten og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig og I gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen og I gav mig ingen klæder; jeg var syg og i fængsel og I så ikke til mig.« Da skal også de svare og sige: »Herre! når så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel uden at tjene dig?« Da skal han svare dem og sige: »Sandelig siger jeg eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste der, har I heller ikke gjort imod mig.« Og disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« ret
(518) Her i sin prædiken identificerer han sig selv med den lidende menneskehed og indprenter tydelig for os alle, at al den ligegyldighed eller uretfærdighed der gøres mod de mindste af hans hellige gøres imod ham. Her er Herrens side og hvemsomhelst der vil være på Herrens side, lad ham komme over til os. Den kære Frelser er såret når vi skader en af hans ydmyge hellige. ret
(518) Den retfærdige Job beklager sig på grund af hans pinsler og forsvarer sin egen sag da den uretmæssigt blev anklaget af en af hans trøstermænd. Han siger: »Jeg var den blindes øje, jeg var (519) den lammes fod; jeg var de fattiges fader, udreded den mig ukendtes sag; den lovløses tænder brød jeg, rev byttet ud af hans gab.« ret
(519) Et menneskes synd bragte hele Israels hær ud af sin fatning. Handlede en person ikke rigtigt imod sin bror, vil Guds lys vendes fra hans folk indtil den fejlende person er fundet og den undertryktes sag er afklaret. Gud forlanger af sit folk at det skal have ømme følelser og et skarpt blik, medens deres hjerter bør forstørres, deres følelser bør blive bredere og dybere, ikke snævre, selviske og pengekære. Der er brug for en ædel sympati, sjælens storsindethed og uegennyttig godgørenhed. Da kan menigheden sejre i Gud. Men lige så længe som menigheden lader selviskhed opsluge venlig forståelse og øm, betænksom kærlighed og interesse for sine brødre, vil enhver dyd blive fortæret. Esajas' faste burde studeres og nøje selvransagelse gøres med en erkendelse, om der er principper i den, som Guds folk er pålagt at have for at de kan få de rige forjættede velsignelser. ret
(519) Gud forlanger at hans folk ikke tillader at den fattige og forpinte undertrykkes. Hvis de bryder alle åg og hjælper den undertrykte og er uselvisk, venlig hensynsfuld over for den trængende, så skal de forjettede velsignelser være deres. [Hvis nogen i menigheden får en blind til at falde, burde de stilles for retten, for Gud har sat os til værge for de blinde, de prøvede, enkerne og de faderløse. Anstødsstenen, som står omtalt i Guds ord, er ikke en sten, der lægges i vejen for den blinde, som han så støder sig på og falder. Det betyder noget helt andet. Der menes alt, hvad man kan finde på for at skade den blinde brors indflydelse, modarbejde hans interesser og hindre hans udvikling. I Mesterens Tjeneste side 257] ret
(519) En bror som er blind og fattig og syg og som gør alle anstrengelser for at hjælpe sig selv så han ikke skal være afhængig, bør, på enhver mulig måde, opmuntres af sine brødre. Men dem som bekender sig til at være hans brødre, som (520) kan bruge alle deres evner, som ikke er afhængig af andre, men som for så vidt har glemt deres pligt over for den blinde såsom at sætte ham i forlegenhed og pine og hegne op om hans vej, gør et arbejde som kræver anger og genoprejsning før Gud vil godtage deres bønner. Og den Guds menighed, som har ladet deres uheldige bror blive forurettet, vil blive skyldig i synd indtil de gør alt i deres magt for at få fejlen rettet. ret
(520) Alle kender uden tvivl Akans problem. Det er nedskrevet i den hellige historie for alle slægter, men på særlig måde for dem verdens ende kommer over. Josva kaster sig klagende ned for Gud fordi folket var nød til at lave et skammeligt tilbagetog for deres fjender. Herren bad Josva rejse sig: »Stå op! Hvorfor ligger du på dit ansigt?« Har jeg ydmyget jer uden årsag og fjernet min nærhed fra jer? Forlader Gud sit folk uden grund? Nej; han fortæller Josva at der er et arbejde for ham at gøre - for at hans bøn skal besvares. »Israel har syndet, thi de har forbrudt sig imod min pagt, som jeg pålagde dem; de har tilvendt sig noget af det bandlyste, de har stjålet; de har skjult det, de har gemt det i deres oppakning.« Han erklærer: »Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder bandet af eders midte." ret
(520) Her i dette eksempel har vi nogle tanker om det ansvar der påhviler menigheden og det arbejde som Gud forlanger at den gøre for at han kan være tilstede. For enhver menighed er det en synd ikke at ransage sig for sit mørke og for de pinsler der har været i deres midte. Menigheden i ___ kan ikke være en levende menighed før de er mere opmærksom på dens fejl, som forhindrer Guds velsignelse i at komme over den. Menigheden bør ikke lade sine plagede brødre blive forurettet. Disse er netop dem som bør vække alle hjerters forståelse og fremkalde ædle, godgørende følelser i alle Kristi efterfølgere. Kristi sande disciple vil arbejde i harmoni med ham og, ved at følge hans eksempel, vil han hjælpe dem som har brug for hjælp. Bror E's blindhed (521) er en frygtelig sorg og alle bør forsøge at være øjne for de blinde og derved få ham til at mærke deres tab så lidt så muligt. Der er nogle som bruger deres øjne til at finde anledninger til at arbejde for deres egen fordel, til at vinde, men Gud kan forvirre dem på en måde de ikke forventer. ret
(521) Hvis Gud i sin barmhjertighed har givet den blinde mand opfindsomme evner som han kan bruge til egen fordel, forbød Gud at nogen skulle misunde han dette privilegium og frarøve ham de fordele han kan kunne opnå ved Guds gave til ham. Den blinde mand har ulemper at imødekomme på begge sider ved tab af sit syn. Det hjerte hvori medlidenhed og forståelse ikke fremkaldes ved at se en blind mand famle sig vej i en, for ham, mørk verden, er i virkeligheden hårdt og må blødgøres af Guds nåde. Den blinde mand kan ikke se ansigterne og der se den venlige forståelse og sande godgørenhed. Han kan ikke se naturens skønheder og opspore Guds finger i hans skaberværk. Deres glæde taler ikke til ham til trøst og til velsignelse selvom fortvivlelse ruger over ham. Hvor hurtig kunne han ikke ændre sin blindhed og timelige velsignelser for forsynets velsignelse. Men han er lukket ude i en mørk verden og hans Guds-givne rettigheder er der blevet trådt på, så andre kan få vinding.