(148) Herren befalede Moses at sende mænd ud for at undersøge Kanaans land, som han ville give Israels børn. Fra hver stamme skulde der udvælges en leder til dette formål. De gik; og efter fyrre dage vende de tilbage fra deres undersøgelse og kom hen til Moses og Aron og hele Israels forsamling og viste dem landets frugter. Alle var enige om at det var et godt land og det viste den rige frugtbarhed som de bragte som bevis. En drueklase var så stor at to mænd bar den mellem sig på en stang. De bragte også figner og granatæbler frem, som voksede der i overflod. Efter de havde talt om landets gode frugtbarhed, havde alle, på nær to, talt meget nedslående om at få det. De sagde at folkene, der boede i landet, var meget stærke og byerne var omgivet med meget store og høje mure og mere end det, de så den store Anaks efterkommere dér. De beskrev da hvordan folkene var placeret rundt i Kanaan og frygtede at det ville være umuligt for dem, nogensinde at besidde dette land. ret
(148) Da folket lyttede til denne beretning, gav de frit løb for deres skuffelser, i bitre bebrejdelser og klage. De tænkte ikke på at det var Gud, som havde bragt dem ud af den fare de var i også ville sikkert give dem landet. De lod slet ikke Gud komme på tale. De handlede som om de tager (149) Jeriko by, nøglen til Kanaans land, ved kun at satte lid til hærens kræfter. Gud havde erklæret at han ville give dem landet og de skulle betro ham fuldt ud at han ville fuldbyrde sit ord. Men deres ukuelige hjerter var ikke i harmoni med hans planer. De reagerede ikke på, at han havde arbejdet så underfuldt for deres skyld, bragt dem ud af deres egyptiske trældom, skåret en sti for dem igennem havets vande og ødelagt Faraos forfølgende hær. I deres vantro begrænsede de Guds arbejde, havde mistro til den hånd, der hidtil havde ledt dem så sikkert. Her gentog deres tidligere fejlagtige knurren mod Moses og Aron. "Så er dette enden på alle vore store forhåbninger," sagde de. "Dette er landet vi har rejst hele vejen fra Egypten for at tage i besiddelse." De bebrejdede deres ledere for at bringe trængsler over Israel og beskyldte dem igen for at bedrage folket og føre dem på vildspor. ret
(149) Moses og Aron kastede sig til jorden med ansigterne i støvet for Gud. Kaleb og Josua, de to som ud af alle tolv spejdere stolede på Guds ord, sønderrev deres klæder i sorg da de så at disse ugunstige beretninger havde taget modet fra hele lejren. De dristede sig til at tale med dem; men forsamlingen var fyldt med vanvid og skuffelse og ville ikke lytte til de to mænd. til sidst trængte Kaleb sig op foran og hans klare og rungende røst blev hørt igennem hele mængdens råb og skrig. Han modsagde sine medspejderes feje synspunkter, som havde svækket hele Israels tro og mod, Han påkaldte sig folkets opmærksomhed og de stoppede deres beklagelser for et øjeblik, for at lytte til ham. Han talte om det land han havde besøgt. Han sagde: "Lad os gå der hen med det samme og tage det i besiddelse; for vi kan godt indtage det." Men idet han talte, afbrød de utrofaste spejdere ham og sagde: »Vi kan ikke drage op imod dette folk, thi det er stærkere end vi!« ret
(149) Disse mænd begyndte forkert, de satte deres hjerter op imod Gud, imod Moses og Aron og imod Kaleb (150) og Josua. Hver gang de gik frem i denne forkerte retning blev de mere besluttede på at opbygge mismod mod ethvert forsøg på at få Kanaans land. De fordrejede sandheden for at kunne gennemføre deres skadelige hensigt. De fremstillede klimaet som usundt og alle folkene med kæmpevækst. De sagde: »Vi så der kæmperne Anaks sønner, der er af kæmpeslægten og vi forekom både os selv og dem som græshopper!« ret
(150) Dette var ikke kun en dårlig beretning, men også en løgn. Det var modsigende; for hvis landet var usundt og havde opspist indbyggerne, hvordan kunne det så være at de havde fået så meget de havde? Når mænd i ansvarlige stillinger overgiver deres hjerter til vantro, er der ingen grænser for hvad ondt de kan gøre. Få indser, når de starter på denne farlige vej, hvor langt Satan vil lede dem. ret
(150) Denne efterretning havde en frygtelig indflydelse på folk. De bebrejdede Moses og Aron bitterligt. Nogle sukkede og jamrede sig og sagde: »Gid vi var døde i Ægypten eller her i ørkenen!« Da deres følelser rejste sig mod Herren; og de græd og knurrede, sagde de: »Hvorfor fører Herren os til dette land, når vi skal falde for sværdet og vore kvinder og børn blive til bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?« Og de sagde til hverandre: »Lad os vælge os en fører og vende tilbage til Ægypten!" ret
(150) Derved tilkendegav de deres respektløshed over for Gud og for de ledere han havde udpeget til dem. De spurgte ikke Herren hvad de skulle gøre, men sagde: »Lad os vælge os en fører!« De tog tingene i deres egne hænder, følte at de selv var kompetente til at lede deres sager uden guddommelig hjælp. De anklagede ikke blot Moses for bedrageriskhed, men også Gud, ved at love dem et land som de ikke kunne eje. De gik faktisk så langt som at udpege een blandt dem, til fører og lede dem tilbage til deres lidelsers og trældomsågs land, hvorfra Gud havde udfriet dem med sin stærke almægtige arm. ret
(151) (151) Moses og Aron lå stadig over for Gud i nærværelse af hele forsamlingen og bad stille om guddommelig nåde for det oprørske Israel. Deres lidelse var for stor, til at beskrives med ord. Kaleb og Josva pressede sig igen, igennem mængden op foran og igen hørtes Kalebs røst i sorrig alvor over menighedsforsamlingens beklagelser: »Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt land. Hvis Herren har behag i os, vil han føre os til det land og give os det, et land, der flyder med mælk og honning. Gør kun ikke oprør imod Herren og frygt ikke for landets befolkning, thi dem tager vi som en bid brød; deres skygge er veget fra dem, men med os er Herren; frygt ikke for dem!" ret
(151) Kanaanæerne havde opfyldt deres mål for uretfærdighed og Herren ville ikke længere bære over med dem. Hans værn om dem blev fjernet og de ville være let bytte for hebræerne. De var ikke forberedt til kamp, for de følte sig så stærke at de bildte sig selv ind at ingen hær var frygtelig nok til at sejre over dem. ret
(151) Kaleb mindede folket om at landet var sikret Israel ved Guds pagt; men deres hjerter var så fyldt med skinsyge og de ikke længere ville høre. Hvis blot to mænd havde bragt den dårlige beretning og alle ti havde opmuntret dem til at tage landet i eje, i Herrens navn, ville de stadig tage de to mænds anvisninger alvorligt frem for de ti, på grund af deres onde vantro. Men der var kun to, som forsvarede det rigtige, medens ti var i åbent oprør mod deres ledere og mod Gud. ret
(151) Den største hidsighed rasede hos folket; deres værste lidenskaber er vækket og de nægter at lytte til fornuft. De ti upålidelige spejdere sluttede sig til i deres fordømmelse af Kaleb og Josva og råbene lød på at stene dem. Den sindsyge pøbel greb kastevåben til at dræbe disse trofaste mænd med. De styrtede frem med sindsyge hyl, men se! stenene faldt ud af deres hænder, en stilhed kom over dem og de rystedes af rædsel. Gud lagde sig imellem for at bremse deres overilede plan. Ligesom en lysflamme, oplystes tabernaklet af hans nærheds herlighed og menighedsforsamlingen så (152) Herrens signal. Een, der var mægtigere end de, havde åbenbaret sig og ikke een eneste vovede at fortsætte sin modstand. Enhver knurren blev bragt til tavshed og spejderene, som havde bragt deres onde beretninger, krøb skrækslagne sammen med tilbageholdt åndedræt. ret
(152) Moses rejste sig fra sin ydmyge stilling og gik ind i tabernaklet for at have fortrolig samtale med Gud. Da havde Herren i sinde at udslette det oprørske folk med det stamme. Han ønskede at gøre Moses, et større folk end Israel; men hans folks ydmyge leder ville ikke gå med til denne plan. »Men Moses sagde til Herren: »Ægypterne har hørt, at du i din vælde har ført dette folk bort fra dem; og ligeledes har alle dette lands indbyggere hørt, at du, herre, er midt iblandt dette folk, thi du, herre, åbenbarer dig synligt, idet din sky står over dem og du vandrer foran dem om dagen i en skystøtte og om natten i en ildstøtte. Hvis du nu dræber dette folk alle som een, vil de folk, der har hørt dit ry, sige: fordi Herren ikke evnede at føre dette folk til det land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i ørkenen.« ret
(152) Moses afviser endnu at få Israel udslettet og få gjort sig et mægtigere folk end de. Denne gudsbegunstigede tjener viser sin kærlighed for Israel og viser sin nidkærhed for sin mesters herlighed og dennes folks ære. Hidtil endda har du tilgivet dette folk fra Ægypten; du har været langmodig og nådig hidtil mod dette utaknemmelige folk; og uanset hvor uværdigt folket er, er din barmhjertighed den samme. Han beder: Vil du derfor ikke nok spare dette folk og give endnu et eksempel på guddommelig tålmodighed, som du allerede har givet? ret
(152) Moses fik overtalt Gud til at skåne folket, men på grund af deres hovmod og vantro kunne Herren ikke gå med til at udføre mirakler for deres skyld. Derfor bad han i sin guddommelige barmhjertighed om at gå den sikreste vej og vende tilbage til ørkenen mod det Røde hav. Som straf for deres oprør, (153) dekreterede han at alle voksne som forlod Ægypten, undtagen Kaleb og Josva, skulle udelukkes fra Kanaan for evigt. De havde tydeligvis ikke holdt deres løfte om lydighed mod Gud og dette løste Gud fra pagten som de gentagende gange havde overtrådt. Han lovede at deres børn skulle have det prægtige land, men erklærede at deres egne legemer ville blive begravet i ørkenen. Og de ti upålidelige spejdere, hvis onde beretninger havde fået Israel til at knurre og gøre oprør, blev udslettet af Guds kraft for øjnene af folket. ret
(153) Da Moses kundgjorde Israel Guds vilje om dem, var det som om de oprigtigt angrede deres syndige opførsel. Men Herren vidste at de sørgede som følge af deres onde opførsel og ikke havde en dyb fornemmelse af deres utaknemlighed og ulydighed. Men deres anger kom for sent; Guds retfærdige vrede blev vækket og deres dom var fældet og den kunne ikke appelleres. Da de fandt ud af at Herren ikke ville give efter for sin kendelse, rejstes deres egenvilje igen og de erklærede at de ikke ville vende tilbage til ørkenen. ret
(153) Ved at befale dem at vende tilbage fra deres fjenders land, prøvede Gud deres tilsyneladende underdanighed og fandt at den ikke var virkelig. De vidste at de havde begået dybe synder ved at lade deres ubesindighed styre dem og forsøge at slå de spejdere ihjel, som bad dem adlyde Gud; men de var kun forfærdede over at de havde gjort en frygtelig fejltagelse, konsekvenserne af det ville vise sig som katastrofale for dem selv. Deres hjerter var uforandrede og de behøvede blot et påskud for at kunne gøre et lignende udbrud. Dette viste sig da Moses, under Guds myndighed, befalede dem at gå tilbage til ørkenen. ret
(153) De havde gjort oprør mod hans bud da han påbød dem at tage op og tage det land han havde lovet dem og nu, da han bød dem at gå fra det igen, var de ligeså ulydige og erklærede at de ville tage kampen op med deres fjender. (154) De opstillede sig i krigeres klæder og rustninger og stillede sig foran Moses, i egen hensigt at gå i krig, men var frygtelig mangelfulde i Guds og hans bedrøvede tjeners øjne. De nægtede at lytte til deres leders alvorlige advarsler, at ulykke og død ville blive følgen af deres dristighed. ret
(154) Da Gud ledte dem op og tage Jeriko, lovede han at gå med dem. Arken med hans lov skulle være et symbol på ham selv. Moses og Aron, Guds udpegede ledere, skulle lede ekspeditionen under hans egen påpasselige ledelse. Med et sådant tilsyn kunne intet skade dem. Men nu, i modsætning til Guds befaling og deres lederes alvorlige forbud, uden Guds ark og uden Moses, marcherede de ud for at møde fjendernes hære. ret
(154) Medens israelitterne havde brugt tid på deres onde opsætsighed, havde amalekitterne og kanaanitterne beredt sig til krig. Overmodigt udfordrede israelitterne fjenden, som ikke havde vovet at angribe dem; men ligeså snart de gik ind på fjendens område, mødte amalekitterne og kanaanitterne dem med store styrker og slog dem voldsomt tilbage, med stort tab. Marken, hvor massakren skete, blev rød af deres blod og deres lig dækkede jorden. De blev jaget fuldstændigt på flugt og tilintetgjort. Udslettelse og død var følgen af deres oprørske forsøg. Men Kalebs og Josvas tro blev belønnet rigeligt. Efter Guds ord, blev disse trofaste mennesker bragt ind i det forjættede land. Krysterne og oprørerne gik fortabt i ørkenen, men de retfærdige spejdere åd af Esjkols druer. ret
(154) Historien om de tolv spejderes efterretninger har noget at fortælle os som et folk. Sceenen for krysteragtig beklagelse og vende sig væk, når der er risiko for at blive modsagt, bliver gentaget blandt os i dag. Den samme uvillighed vises ved forsigtighed over for redelige beretninger og sande råd, ligesom i Kalebs og Josuas dage. Guds tjenere, som bærer byrde for hans sag og praktiserer streng selvfornægtelse og lider afsavn for at kunne hjælpe hans (155) folk, påskønnes sjældent bedre nu end dengang. ret
(155) Det gamle Israel blev gentagne gange vejet og fundet for lette. Få modtager de redelige advarsler de får fra Gud. Mørke og vantro bliver ikke mindre, idet vi nærmer os tiden for Kristi genkomst. Sandhed bliver mindre og mindre velsmagende for kødeligsindede; deres hjerter er træge til at tro og angrer for sent. Guds tjenere kunne godt miste modet, hvis det ikke var for de stadige beviser deres Mester giver dem i hans visdom og hjælp. Længe har Herren båret over med hans folk. Han har tilgivet deres flygtighed og ventet på at de giver ham plads i deres hjerter; men falske tanker, skinsyge og mistillid har presset ham ud. ret
(155) Få er de Israels-bekendere, hvis sind er blevet oplyst af guddommelig visdoms åbenbaringer, vover at komme frimodigt frem, som Kaleb gjorde og stå fast for Gud og det rigtige. For dem Herren har valgt til at udføre hans arbejde vil ikke vendes fra retsindighedens vej til at tilfredsstille den egenkærlige og uhellige, de vil blive skydeskive for had og ondskab. Satan er helt vågen og er på vagt i disse sidste dage og Gud kalder åndeligt faste og modstandsdygtige mennesker til at modstå hans list. ret
(155) En gennemgribende omvendelse er nødvendig blandt bekendere sandhedstroende, for at de kan følge Jesus og adlyde Guds vilje - ikke en underkastelse båret af omstændighederne, som det var for de forfærdede israelitter da den Mægtiges kraft blev åbenbaret for dem, men en dyb hjertefølt anger og syndsaflæggelse. Dem som blot er halvt omvendte er som et træ, hvis grene hang på sandhedens side, men hvis rødder, er fast forankret i jorden og strækker sig ud i verdens golde jord. Jesus ser forgæves efter frugter på dets grene; han finder ikke andet end blade. ret
(155) Tusinder ville acceptere sandheden hvis de kunne gøre således uden at fornægte selvet, men denne klasse vil aldrig kunne opbygge Guds sag. Disse ville aldrig kunne gøre sig gældende over for fjenden, - verden, egenkærligheden og kødets lyster, - og stole på at deres guddommelige leder giver dem sejr. (156) Menigheden behøver trofaste Kaleb'er og Josua'er, som vil acceptere evigt liv på Guds enkle betingelse om lydighed. Vore menigheder mangler medarbejdere. Verden er vor mark. Der mangler missionærer i byer og landsbyer der er mere bundet i afguderi end østens hedninger er, som aldrig havde set sandhedens lys. [Den sande missionsånd har forladt menigheden med den høje bekendelse; hjertet brænder ikke længere af kærlighed til sjæle og af ønsket om at føre dem ind i Kristi fold. Der er brug for flittige arbejdere. Er der ingen til at besvare kaldet, der lyder fra alle kanter: "Kom over og hjælp os"? I Mesterens Tjeneste side 44] ret
(156) Kan dem som bekender at være Guds lovs forvaltere og som venter på Jesu snarlige genkomst i himmelens skyer, stå uden sjæles blod på sig, hvis de vender det døve øre til folks skrigende mangler, - folk som vandrer i skykkerne? Der er bøger der skal udarbejdes og uddeles, der er lektioner der skal undervises i, der er selvopofrende opgaver der skal udføres! Hvem kommer til undsætning! Hvem vil, for Kristi skyld, fornægte selvet og sprede lys til dem, som sidder i mørke?