Vidnesbyrd for menigheden bind 4 kapitel 16. Fra side 156ren side   tilbage

Jerikos indtog

(156)  Efter Mose' død, blev Josua udpeget til Israels leder, til at føre dem ind i det forjættede land. Han var godt udrustet til dette vigtigste hverv. Han havde været førstetjener for Moses det meste af tiden under israelitternes ørkenvandring. Han havde set Guds underfulde gerninger udført ved Moses og forstod folkets tilbøjeligheder godt. han var en af de tolv spejdere, som blev sendt ud for at undersøge det forjættede land; og en af de to, der gav trofast beretning om dets rigdomme og som opmuntrede folket til at tage det i besiddelse under Guds styrke.ret

(156)  Herren lovede Josua at han ville være med ham ligesom han havde været med Moses og han ville gøre Kanaan til (157) ejendom ved en let sejr, på betingelse af at han ville være tro mod alle hans bud. Josua havde været meget bekymret for sin opgave at lede folket ind i Kanaans land; men denne forsikring fjernede hans frygt. Han befalede Israels børn at gøre sig klar til en tredages rejse og alle krigsmænd berede sig til kamp. Da svarede de Josua: »Alt, hvad du har pålagt os, vil vi gøre og vi vil gå overalt, hvor du sender os; som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Måtte kun Herren din Gud være med dig, som han var med Moses! . Enhver, som sætter sig op imod dine befalinger og ikke adlyder dine ord i alt, hvad du pålægger ham, skal dø. Vær kun modig og uforsagt!«ret

(157)  Gud ville at isrelitternes vandring over jorden skulle være mirakuløs. Josua påbød folket at hellige sig selv, for i morgen ville Herren gøre undere blandt dem. Til det udpegede tidspunkt, påbød han præsterne at tage arken med Guds lov og bære den frem for folket. »Men Herren sagde til Josua: »I dag begynder jeg at gøre dig stor i hele Israels øjne, for at de kan vide, at jeg vil være med dig, som jeg var med Moses."ret

(157)  Præsterne adlød deres leders påbud og bar pagtens ark frem for folket. De hebræiske hære stillede sig op til march og fulgte dette symbol på guddommelig nærvær. Den brede kolonne fyldte jordanbredden ud og, idet præsternes fødder trådte ned i flodens kant, skiltes vandene ovenfra og nedenunder bevægede vandet sig bort og efterlod flodsengen helt tør. Præsterne med Guds ark passerede og Israel fulgte bagefter. Halvvejs over Jordan fik præsterne ordre til at standse i flodbunden, indtil hebræerhæren var nået over. Det var for at indprente dem endnu stærkere, at dette var de samme kræfter som fik deres fædre til at krydse Det Røde hav fyrre år tidligere.ret

(158)  (158) Mange som krydsede Det Røde Hav da de var børn og krydsede nu Jordan ved et lignende mirakel, var nu krigsmænd, beredt til kamp. Efter at Israels hær vær kommet over, befalede Josua præsterne at komme op af floden. Da de, med arken, stod sikkert på den anden bred, fjernede Gud sin mægtige hånd og det ophobede vand løb ned igen, et mægtigt vandfald i strømmenes naturlige kanal. Jordan strømmede videre, en uimodståelig flodstrøm og oversvømmede alle dets breder.ret

(158)  Men før præsterne var kommet op af floden, så dette underfulde mirakel aldrig kunne glemmes, bad Herren Josua udvælge ansete mænd fra hver stamme, til at tage stene op, fra hvor præsterne stod i flodsengen og bære dem på skuldrene til Gilgal og der rejse et mindesmærke på at Gud havde fået Israel tørskoet over Jordan. Dette skulle være et stadigt minde om miraklet, som Herren havde udført for dem. Idet årerne gik, ville deres børn spørge om dette monument og de kunne igen og igen berette dem om denne underfulde historie, indtil den uudsletteligt var indprentet i deres sind til sidste generation.ret

(158)  Da amoritternes konger og kananæernes konge hørte at Herren havde standset Jordans vande for Israels børn, rørtes deres hjerter med frygt. Israelitterne havde dræbt to af Moabs konger og deres mirakuløse passage over det buldrende og voldsomme Jordan, fyldte folket med stor rædsel. Da omskar Josua al folket der var blevet født i ørkenen. Efter denne ceremoni holdt de påske på Jerikos sletter. »Men Herren sagde til Josua: »I dag har jeg bortvæltet ægypternes forsmædelse fra eder."ret

(158)  Hedenske folk bragte skam over Herren og hans folk fordi hebræerne ikke tog Kanaans land i besiddelse, som de ventede i arv lige efter udgangen fra Ægypten. Deres fjender triumferede fordi Israel havde vandret så længe i ørkenen og de satte sig stolt (159) op imod Gud og erklærede at Han ikke kunne lede dem ind i Kanaans land. Herren havde nu tydeligt vist sin kraft og partiskhed ved at lede sit folk over Jordan på tørt land og deres fjender kunne ikke længere bringe skam over dem. Mannaen som indtil nu var faldet, ophørte nu; for israelitterne var nu ved at tage Kanaan i besiddelse og spise dette gode lands frugter, nu var der ikke længere brug for den.ret

(159)  Da Josua trak sig tilbage fra Israels hære for at meditere og bede efter Guds særlige nærværelse, så han en høj ærværdig mand, klædt i kamplignende klæder, med et draget sværd i sin hånd. Josua genkendte ham ikke som en af Israels krigere og dog så han ikke ud som en fjende. I sin iver tiltalte han ham og sagde: »Og det skete, medens Josua opholdt sig ved Jeriko, at han så op og fik øje på en mand, som stod foran ham med draget sværd i hånden. Josua gik da hen til ham og sagde: »Er du en af vore eller en af vore fjender?« Han svarede: »Ingen af delene, jeg er fyrsten over Herrens hær; lige nu er jeg kommet!« Da faldt Josua til jorden på sit ansigt og tilbad og sagde til ham: »Hvad har min herre at sige sin tjener?« Og fyrsten over Herrens hær svarede Josua: »Drag dine sko af fødderne, thi det sted, du står på, er helligt!« Det gjorde Josua.«ret

(159)  Guds herlighed helligede helligdommen og derfor gik præsterne aldrig ind på det Guds nærværs helligede sted med sko på deres fødder. Støvpartikler kunne hænge på dem, som kunne vanhellige det hellige sted; derfor blev præsterne pålagt at lade deres sko blive i forgården før de gik ind i helligdommen. I forgården, ved siden af tabnaklets dør, stod et kobberalter, hvori præsterne vaskede deres hænder og deres fødder før de gik ind i tabernaklet, så al urenhed kunne fjernes. Alle, som havde tjeneste i helligdommen blev pålagt af Gud at berede sig særligt før de gik ind på det sted, hvor hans herlighed blev åbenbaret.ret

(159)  Det var Guds søn som stod som en bevæbnet kriger foran Israels leder. Det var ham, som havde ledt hebræerne gennem ørkenen, omgivet af en skystøtte om dagen og ildstøtte om natten. For at indprente Josua at denne mand ikke var mindre end Kristus, (160) sagde denne fornemme mand: »Drag dine sko af fødderne!« Da fortalte han Josua, hvordan Jeriko skulle indtages. Alle krigsførende mænd skulle befales til at omringe byen en gang om dagen, i seks dage og på den syvende-dag skulle de marchere rundt om Jeriko syv gange.ret

(160)  Derefter gav Josua ordre til præsterne og folket som Herren havde givet ham dem. Han stillede Israels hære i fuldstændig orden. Først stod en udvalgt gruppe bevæbnede mænd, klædt i deres krigslignende klæder; ikke for at bruge deres færdigheder i hæren - lige nu, men blot for at tro og adlyde anvisningerne de får. Derefter fulgte syv præster med trompeter. Da kom Guds ark, glintrende af guld, en stråleglans var over den, båret af præster i rige og mærkelige klæder, der betegnede deres hellige embede. Israels umådelige hær fulgte i perfekt orden, hver stamme efter hver sin standard. På denne måde omringede de byen med Guds ark. Ingen andre lyde kunne høres, end mægtige hæres trampen og basunernes højtidelige klang, genlød ud i bakkerne og kom tilbage i Jerikos gader.ret

(160)  Med undren og rædsel bemærkede den dømte bys vagtfolk enhver bevægelse og sagde det til myndighederne. De kunne ikke forestille sig hvad alt dette skulle betyde. Jeriko havde udfordret Israels hære og himmelens Gud; men da de så de mægtige hære marchere rundt om deres by en gang om dagen i al pomp og kamp-majestæt, med den hellige arks større storslåethed og de følgende præsters pragt, slog denne indtryksfulde mystiske scene rædsel i fyrsternes og folkenes hjerter. Så ville de igen efterse deres stærke forsvarsværker og forvissede sig om at de sagtens kunne modstå det mægtigste angreb. Mange latterliggjorde tanken at skade, kunne komme over dem ved disse besynderlige demonstrationer; men andre var skræmte da de så processionens majestæt og glans, der hver dag viklede sig så storslået omkring byen. De huskede for fyrre år siden, at Det Røde Hav havde delt sig for dette folk og at en passage lige havde åbnet sig for dem, gennem Jordanfloden. De vidste ikke hvilke (161) andre undere Gud kunne gøre for dem; men de holdt deres porte omhyggeligt lukkede og vogtede sig med mægtige krigere.ret

(161)  I seks dage udførte Israels hære deres rundtur omkring byen. Den syvende-dag kom og ligeved daggry opstillede Josua Herrens hære. Nu fik de ordre på at marchere syv gange omkring Jeriko og ved et kraftigt basunstød, der lyder ret højt, har Gud da givet dem byen. Den imponerende hær marcherede højtideligt omkring de ofrede mure. Guds strålende ark oplystes i morgengryet, præsterne med deres glimtende brystplader og juvelerede mærker, krigerne med deres glimtende rustninger udgjorde et overdådigt optog. De var tavse som var de døde, dog fra de mange taktfaste fodtrin og basunernes lejlighedsvise stød, brød den tidlige morgens fuldstændige stilhed. De massive mure af solide sten så truende ud, de trodsede menneskers vedholdende angreb.ret

(161)  Pludseligt gjorde den umådelige hær holdt. Basunerne brød igennem i eet stød der rystede hele jorden. Samstemmende splittede hele Israel luften med et mægtigt råb. De solide stenmure, med deres massive tårne og murtinder, vaklede og gyngede bort fra deres fundamenter og med et brag ligesom tusinde gange torden, faldt smuldrende til jorden. Fjendens indbyggere og hære blev lammet af rædsel og forbavselse, gav ingen modstand og Israel marcherer ind og indtager den mægtige by Jeriko.ret

(161)  Hvor let kunne himmelens hære ikke nedbryde de mure der synes så frygtelige for de falsk rapporterende spejdere?! Guds ord var det eneste våben der blev brugt. Den Israels Mægtige havde sagt: »Se, jeg giver Jeriko og dets konge og krigere i din hånd.« Hvis en enkel kriger brugte sin styrke på at holde murerne imod, kunne Guds herlighed være svækket og hans vilje forpurret. Men arbejdet blev overladt den Almægtige; og var murtindernes fundament blevet lagt i jordens midte og deres top nåede himmelens hvælving, ville resultatet være det samme, når (162) Herrens hærleder fører sine englelegioner til angreb.ret

(162)  Gud havde længe planlagt at give Jeriko by til sit favoriserede folk og ophøje sit navn blandt jordens folk. Fyrre år tidligere, da han ledte Israel ud af trældom, havde han i sinde at give dem Kanaans land. Men ved deres onde knurren og skinsyge havde de fremkaldt hans vrede og han havde ladet dem vandre i kedsommelige år i ørkenen, indtil alle dem som havde forhånet ham, med deres vantro ikke var længere. Ved Jerikos erobring erklærede Gud over for hebræerne at deres fædre kunne have fået denne by fyrre år tidligere, hvis de havde stolet på ham, hvad deres børn gjorde.ret

(162)  Historien om det gamle Israel er skrevet for vor skyld. Paulus siger: »Dog, de fleste af dem fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørkenen. I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde.« »Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!"ret

(162)  Mange der, ligesom i det gamle Israel, bekender sig til at holde Guds bud har vantro hjerter, medens de i det ydre overholder Guds love. Selvom de begunstiges med stort lys og dyrebare privilegier, vil de ikke desto mindre miste det himmelske, ligesom de oprørske israelitter allerede gjorde ved ikke at gå ind i det jordiske Kanaan som Gud havde lovet, som løn for deres lydighed.ret

(162)  Som et folk mangler vi tro. I disse dage er det kun få, der følger anvisningerne fra Guds udvalgte tjener ligeså lydigt, som Israels hære gjorde det, ved indtagelsen af Jeriko. Hærføreren for Herrens hær åbenbarede ikke sig selv for hele menighedsforsamlingen. Han kommunikerede kun med Josua, som fortalte historien om dette møde til hebræerne. Den hvilede over dem, så de kunne tro eller betvivle Josuas ord, følge befalingerne han gav i Herrens hærs (163) Hærførers navn, eller sætte sig op imod hans anvisninger og fornægte hans myndighed. De kunne ikke se englehærerne ført af Guds Søn, som ledte deres fortrop; og de kunne have sagt: "Hvilke meningsløse træk er disse og hvor latterligt er det ikke at marchere dagligt rundt om byens mure, blæse i vædderhorn i medens?! Dette kan ikke have nogen virkning på disse stærke tårnhøje fæstninger."ret

(163)  Men hele planen med denne ceremoni i så lang tid, før murenes endelige styrt, krævede imidlertid større tro blandt israelitterne.ret

(163)  De skulle blive fuldstændigt indprentede med at deres styrke ikke var i menneskers visdom, heller ikke i deres magt, men kun i deres frelses Gud. De var blevet vandt til at opfatte sig selv som uovervindelige og stole helt på deres guddommelige Leder.ret

(163)  Opfører dem, som i dag bekender at være Guds folk, sig således under lignende forhold? Mange vil uden tvivl ønske at kunne følge deres egne planer og vil foreslå andre veje og måder at få den ønskede slutning på. De vil nødig underkaste sig så simpelt et arrangement og et der ikke giver dem anden ære end lydighedens fortjeneste. De vil også betvivle muligheden for at en så mægtig by blev indtaget på den måde. Men pligtens lov er den højeste. Den burde have magten over menneskelig fornuft. Tro er levende kraft der gennemtrænger alle barrierer, springer alle hindringer over og planter dets banner midt i fjendens lejr.ret

(163)  Gud vil gøre så forunderlige ting for dem, der stoler på ham. Det er fordi hans bekendende folk stoler så meget på deres egen klogskab og ikke giver Herren anledning til at åbenbare sin kraft til deres bedste, at de ikke har mere styrke. Han vil hjælpe sine troende børn i enhver nødsituation, hvis de vil have fuld tillid til ham og adlyde ham ubetinget.ret

(163)  Der er dybe mysterier i Guds ord; der er uforklarlige mysterier i hans forsyn; der er mysterier (164) i frelsesplanen som mennesker ikke kan fatte. Men begrænsede mennesker, med stærke ønsker om at tilfredsstille nysgerrigheden og løse de uendelige problemer, følger ikke den tydelige vej der er vist af Guds åbenbarede vilje og snager i hemmelighederne, skjult siden verdens grundlæggelse. Mennesket bygger sine teorier, mister sand tros enkelhed, bliver for indbildsk til at tro Herrens udmeldinger og murer sig selv ind i sin egen indbildskhed.ret

(164)  Mange der bekender vor tro har det således. De er svage og kraftløse fordi de stoler på deres egen styrke. Gud arbejder mægtigt for et trofast folk, som adlyder hans ord uden indvendinger eller tvivl. Himmelens majestæt jævnede Jerikos mure, med sine englehære, uden menneskelig medhjælp. Israels bevæbnede krigere havde ingen grund til at være stolt over deres bedrifter. Alt blev gjort gennem Guds kraft. Lad folkene opgive selvet og ønsket at arbejde efter sin egne planer, lad dem ydmygt underkaste sig guddommelig vilje og Gud vil genopfriske deres styrke og give sine børn frihed og sejr.

------------
ret

næste kapitel