Vidnesbyrd for menigheden bind 4 kapitel 17. Fra side 164ren side   tilbage

Jeremias irettesætter Israel

(164)  Herren gav Jeremias et irettesættelsesbudskab han skulle bringe sit folk. Han skulle anklage dem for at de til stadighed afviser Guds råd: »Men jeg har talt til eder årle og silde, uden at I ville høre mig. Jeg sendte alle mine tjenere profeterne til eder årle og silde, for at de skulle sige: »Omvend eder hver fra sin onde vej, gør gode gerninger og hold eder ikke til andre guder, så i dyrker dem; så skal I bo i det land, jeg gav eder og eders fædre.«ret

(164)  Gud bad dem indtrængende om ikke at opægge ham til vrede over deres hænders og hjerters værk, »men de hørte ikke.« Da forudså Jeremias jødernes fangenskab, som straf for ikke at give agt på Herrens ord. (165) Kaldæerne blev brugt som redskaber af Gud til at revse sit ulydige folk. Deres straf skulle svare til deres indsigt og til de advarsler de havde foragtet. Gud havde længe udsat sine domme fordi han ikke ville ydmyge sit udvalgte folk, men nu ville han hjemsøge dem med sit mishag over dem, som en sidste anstrengelse for at stoppe dem på deres onde vej.ret

(165)  I disse dage har han ikke indført en ny plan for at sikre sit folks renhed. Ligesom de gamle, beder han fejlende mennesker, som bekender sig til hans navn om at angre og vende sig fra deres onde veje. Ligesom den gang, forudsiger han, ved sine udvalgte tjeneres mund, de farer de har for sig. Han støder i advarselsbasunen og irettesætter synd ligeså redeligt som i Jeremias dage. Men i vor tids Israel, er der de samme fristelser at passe på og de samme råd at hade, som der var i det gamle Israel. De vender for ofte det døve øre til ord, Gud giver ved sine tjenere til sandhedsbekenderes gavn. Selv om Herren i sin barmhjertighed for en tid tilbageholder deres syndestraf, ligesom i Jeremias' dage, vil han ikke altid holde sin hånd tilbage, men vil hjemsøge uretfærdighed med retfærdig dom.ret

(165)  Herren befalede Jeremias at stå i Herrens hus' retssal og sige hele Judæas folk, som kom for at bede, alt hvad han lagde ham i munden og ikke formindske et ord, så de kunne lytte og vende sig fra deres onde veje. Så ville Gud angre den straf, han havde i sinde at give dem, på grund af deres ondskab.ret

(165)  Herrens uvillighed mod at revse sit vildfarende folk vises her ganske godt. Han udsætter sine domme; han beder dem indtrængende om at vende tilbage til deres lydighed. Han har bragt dem ud af trældomsåget, så de trofast kan tjene ham, den eneste sande og levende Gud; men de havde vandret i afgudsdyrkelse, de havde ringeagtet advarslerne fra hans profeter. Alligevel udsætter han sin revselse for at give dem endnu en anledning til at angre og afværge straffen for deres synd. Gennem sin udvalgte profet, sender han dem nu en klar og tydelig advarsel og lægger den eneste vej, der er, foran dem, hvorved (166) de kan undgå deres fortjente straf. Dette er en fuldstændig anger af deres synd og vender bort fra deres onde veje.ret

(166)  Herren befalede Jeremias at sige til folket: »Sig til dem: Så siger Herren: Hvis I ikke hører mig og følger den lov, jeg har forelagt eder, så i hører mine tjenere profeternes ord, som jeg årle og silde sendte eder, skønt i ikke ville høre, så gør jeg med dette hus som med Silo og giver alle jordens folk denne by at forbande ved.« De forstod denne hentydning til Silo og det tidspunkt, hvor filisterne overvandt Israel og Guds ark blev taget.ret

(166)  Elis synd var at han så for let på sine sønners misgerning, som havde hellige embeder. Faderens forsømmelse i at irettesætte og styre sine sønner, pådrog Israel en frygtelig katastrofe. Elis sønner blev dræbt, Eli selv mistede sit liv, Guds ark blev taget fra Israel og tredive tusinde menneske blev slået ihjel. Alt dette skete fordi der blev taget let på synd og fik lov til at blive iblandt dem. Hvilken lektie er dette ikke for mennesker i ansvarsfulde stillinger i Guds menighed. Den beder dem om at nøje fjerne de fejl der vanærer sandhedens sag.ret

(166)  I Samuels dage, mente Israel, at tilstedeværelsen af arken med Guds lovbud, ville give dem sejr over Filistrene, uanset om de angrede deres onde gerninger eller ej. I Jeremias' tid troede Jøderne at nøje overholdelse af den gudsbestemte tempeltjeneste ville beskytte dem fra straffen for deres onde opførsel.ret

(166)  [Den samme fare er til stede i dag blandt det folk, der bekender sig til at tage vare på Guds lov. De er tilbøjelige til at smigre sig med, at den respekt, de viser budene, vil bevare dem for Guds retfærdigheds magt. De nægter at lade sig irettesætte for det onde og beskylder Guds tjenere for at være for nidkære med at rense lejren for synd. Den Gud, som hader synd, kræver af dem, der bekender sig til at holde hans lov, at de skal holde sig fra uretfærdighed.ret

(167)  (167) Uvilighed at ville omvende sig og lyde hans ord vil få lige så alvorlige følger for Guds folk i dag, som den samme synd fik det for det gamle Israel. Der er en grænse, hvor hans dom ikke tøver længere.] Jerusalems ødelæggelse står som en alvorlig advarsel for øjnene af det moderne Israel, således at irettesættelserne gennem hans udvalgte redskaber ikke kan ignoreres ustraffet. [I Mesterens Tjeneste side 54]ret

(167)  Da præsterne og folket hørte budskabet Jeremias overbragte dem i Herrens navn, blev de vrede og erklærede han skulle dø. De blev højrøstede i deres anklager mod ham og råbte: »Hvor tør du profetere i Herrens navn og sige: Det skal gå dette hus som Silo og denne by skal ødelægges, så ingen bor der!« Og alt folket stimlede sammen om Jeremias i Herrens hus.« Således blev Guds budskab foragtet og den tjener han betroede det truet med døden. Præsterne, upålidelige profeter og hele folket vende sig i vrede mod ham, som ikke ville sige behagelige ting til dem og profetere falsk.ret

(167)  Guds sikre tjenere har normalt lidt den bitreste forfølgelse for religionens falske lærere. Men de sande profeter vil altid foretrække skam og endda død, snarere end troløshed mod Gud. Den uendeliges øjne er over de guddommeliges irettesættelses-redskaber og de bærer et tungt ansvar. Men Gud betragter den uretfærdighed de har været udsat for i form af fordrejelse, falskneri eller misbrug som var den forøvet mod ham selv; og straffer derefter.ret

(167)  Judæas fyrster havde hørt om Jeremias ord og kom ud af kongens hus og indsatte indgangen for Herrens hus. »Så sagde præsterne og profeterne til fyrsterne og alt folket: »Denne mand har gjort halsløs gerning, thi han har profeteret mod denne by, som i selv hørte.« Men Jeremias gik frimodigt frem for fyrsterne og alt folket og sagde: »Herren sendte mig for at profetere mod dette hus og denne by alle de ord, i hørte. Bered dog eders veje og eders gerninger og hør på Herren eders Guds røst, (168) at Herren må angre det onde, han har talet imod eder. Men se, jeg er i eders hånd; gør med mig, hvad der er godt og billigt i eders øjne! Dog skal I vide, at hvis I dræber mig, så bringer i uskyldigt blod over eder og denne by og dens indbyggere; thi sandelig sendte Herren mig for at tale alle disse ord til eder.«ret

(168)  Var profeten blevet skræmt af de myndiges trusler og skarens råb og skrig, ville hans budskab være uden virkning og han kunne miste sit liv. Men, med det mod, hvorved han udførte sin smertelige pligt, gav folket ham respekt og Israels fyrster vendte om, til egen fordel. Således skaffede Gud forsvarer, til sin tjener. De argumenterede med præster og falske profeter, - viste hvor ukloge de yderligheder var som de forsvarede.ret

(168)  Indflydelsen fra disse magtfulde personer fremkaldte en reaktion i folkenes sind. Da forenede de ældste sig i protest mod præsternes beslutning om Jeremias' skæbne. De kom med Mikas tilfælde, som profeterede domme over Jerusalem og sagde: »Zion skal pløjes som en mark, Jerusalem blive til grushobe, tempelbjerget til krathøj.« De stillede dem spørgsmålet: »Mon kong Ezekias af Juda og hele Juda dræbte ham? Frygtede de ikke Herren og bad ham om nåde, så Herren angrede det onde, han havde truet dem med? Vi er ved at bringe stor ulykke over vore sjæle."ret

(168)  Ved Ahikam og andres bøn, blev profeten Jeremias liv sparet; selvom mange af præsterne og falske profeter ville være tilfreds med at han var lagt i døden under påskud af optøjer, for de kunne udholde de sandheder han sagde om deres ondskab.ret

(168)  Men Israel forblev uomvendt og Herren så at de måtte straffes for deres synd; så han påbød Jeremias at gøre nogle åg og bånd og lægge dem på sin skulder og (169) sende dem til Edoms, Moabs, ammonitternes, Tyrus og Zidons konger og påbyde budbringerne at sige at Gud har givet hele dette land til Nebukadnezar, Babylons konge og at alle disse nationer skal tjene ham og hans efterkommere for en tid, indtil Gud udfrier dem. De skulle erklære at hvis disse folk nægtede at tjene Babylons konge, ville de blive straffet med hungersnød, sværd og pest, indtil de blev fortæret. »I skal ikke,« siger Herren, »høre på eders profeter og spåmænd, eders drømmere, sandsigere og troldmænd, som siger til eder: »I skal ikke komme til at trælle for Babels konge; thi det er løgn, de profeterer for eder for at få eder bort fra eders jord, idet jeg da driver eder bort og i går til grunde. Men det folk, der bøjer hals under Babels konges åg og træller for ham, vil jeg lade blive på sin jord, lyder det fra Herren, så det kan dyrke den og bo der."ret

(169)  Jeremias erklærede at de skulle bære trældomsåget i halvfjerds år; og fangerne som allerede var i Babylonkongens hånd og karrene fra Herrens hus som var blevet taget også skulle forblive i Babylon indtil tiden var gået. Men ved afslutningen af de halvfjerds år ville Gud udfri dem fra deres fangenskab og vil straffe deres undertrykkere og nedlægge Babylons stolte konge.ret

(169)  Ambassadører kom fra forskellige nævnte nationer for at rådføre sig med Judæas konge om at gå i krig mod Babylons konge. Men Guds profet, med underdanighedens symboler, afleverede Herrens budskab til disse nationer og påbød dem at bringe det til deres forskellige konger. Dette var den letteste straf som en nådig Gud kunne give et så oprørsk folk, men hvis de kæmpede mod trældommens dekret, skulle de mærke hans revselse allermest. De blev advaret grundigt om ikke at lytte til deres falske lærere, som profeterede løgne.ret

(170)  (170) Nationernes forsamlede råd forbavsedes og kendte ingen bånd da Jeremias, bærende på underlæggelsens åg på sin hals, gjorde Guds vilje dem bekendt. Men Hananja, en af de falske profeter, Gud havde advaret imod gennem Jeremias, opløftede sin røst imod den profeti der var lydt. Med ønske om at få kongens og hans råds gunst, påstod han at Gud havde givet ham opmuntrende ord til jøderne. Han sagde: »Om to år fører jeg tilbage hertil alle Herrens hus' kar, som kong Nebukadnezar af Babel tog herfra og førte til Babel; og Jojakims søn, kong Jekonja af Juda og alle de landflygtige fra Juda, som kom til Babel, fører jeg tilbage hertil, lyder det fra Herren; thi jeg sønderbryder Babels konges åg."ret

(170)  Jeremias sagde, under fyrsternes og folkets nærvær, at det var hans hjertes alvorligste ønske om Gud ville begunstige sit folk så meget at karrene fra Herrens hus kunne bringes tilbage og fangerne bringes tilbage fra Babylon; men dette kunne kun ske på betingelse af at folket angrede og vendte sig fra deres onde vej til lydighed mod Guds lov. Jeremias elskede sit land og ønsket brændende at den foreskrevede ødelæggelse kunne afværges ved folkets ydmygelse, men han vidste at ønskede var forgæves. Han håbede at Israels straf ville være så let så muligt, derfor bad ham dem alvorligt at underlægge sig Babylons konge i den tid Herren havde bestemt.ret

(170)  Han bad dem om at høre de ord han talte. Han citerede Hoseas, Habakkuks og Zefanias profetier og andre irettesættelses- og advarselsbudskaber der var som hans egne. Han henviste til begivenheder som var sket i deres historie, hvor profetier om straf og ikke-angrede synder var gået i opfyldelse. Som i dette tilfælde, satte mænd sig op imod Guds budskab og forudsagde fred og fremgang for at stoppe folkets frygt og få gunst fra dem i høje stillinger. Men alle tidligere gange var Guds domme blevet hjemsøgt over Israel, (171) ligesom de sande profeter havde forudsagt. Han sagde: »Men når en profet profeterer om fred, kendes den profet, Herren virkelig har sendt, på at hans ord går i opfyldelse.« Hvis Israel vælger at løbe risikoen, vil fremtiden virkelig afgøre hvem der var den falske profet.ret

(171)  Men Hananja blev opbragt ved dette, tog åget fra Jeremias' hals og brød det. »Og Hananja sagde i alt folkets nærværelse: »så siger Herren: Således sønderbryder jeg om to år kong Nebukadnezar af Babels åg og tager det fra alle folkenes hals.« men profeten Jeremias gik sin vej.« Han havde gjort sit arbejde: han havde advaret folket om deres fare; han havde udpeget den vej hvorved de kunne få Guds gunst igen. Men skønt hans eneste forbrydelse var at han trofast havde overbragt Guds budskab til et vantroende folk, havde de forhånet hans ord og mænd i ansvarsfulde stillinger anklagede ham og prøvede at få folket til at lægge ham i døden.ret

(171)  Men Jeremias fik et andet budskab: »Gå hen og sig til Hananja: Så siger Herren: Du har sønderbrudt ågstænger af træ, men jeg vil lave ågstænger af jern i stedet. Thi så siger Hærskares Herre, Israels Gud: Et jernåg lægger jeg på alle disse folks hals, at de må trælle for kong Nebukadnezar af Babel; de skal trælle for ham, selv markens vildt har jeg givet ham.« så sagde profeten Jeremias til profeten Hananja: »Hør, Hananja! Herren har ikke sendt dig og du har fået dette folk til at slå lid til løgn. Derfor, så siger Herren: Se, jeg slænger dig bort fra jordens flade; du skal dø i år, thi du har prædiket frafald fra Herren.« Og profeten Hananja døde samme år i den syvende måned.«ret

(171)  Denne falske profet havde styrket folkets vantro på Jeremias og hans budskab. Han havde ondskabsfuldt erklæret sig selv at være Herrens budbringer og han led døden som konsekvens af sin frygtelige forbrydelse. I den femte måned (172) profeterede Jeremias Hananjas død og i den syvende måned viste hans død at profetens ord var sande.ret

(172)  Gud sagde at hans folk skulle reddes, at det åg han ville lægge på dem skulle være let, hvis de uden at klage ville underlægge sig hans plan. Deres trældom blev vist ved et træåg, som var let at bære; men modstanden blev mødt med en tilsvarende hårdhed, i form af jernåget. Gud ville holde Babylons konge fastlåst, så der ikke skulle mistes flere liv eller en plagende undertrykkelse; med ved at forhåne hans advarsler og påbud pådrog de sig selv hele trældomsågets kulde. Det var langt behageligere for folket at få budskabet fra den falske profet, som spåede fremgang. Det sårede deres stolthed at se deres synder lige for deres øjne; de ville meget hellere fjerne dem fra deres syn. De var i et sådant moralsk mørke at de ikke indså omfanget af deres skyld eller påskønnede irettesættelses- og advarselsbudskaberne de fik fra Gud. Havde de en rigtig fornemmelse af deres ulydighed, ville de have anerkendt det rigtige i Herrens handlemåde og vedkendt sig hans profets myndighed. Gud bad dem om at angre, så han kunne spare dem for ydmygelse og så et folk, der påkalder hans navn, ikke bliver underordnet en hedensk nation; men de spottede hans råd og gik efter falske profeter.ret

(172)  Herren påbød da Jeremias at skrive breve til hærfører, ældste, præster, profeter og alle som blev taget til fange i Babylon, påbød dem ikke at blive vildledt og tro deres udfrielse var nær, men underordne sig roligt under deres fangevogtere, udføre deres hverv og gøre sig fredfyldte hjem blandt deres erobrere. Herren påbød dem at ikke lade deres profeter eller spåmænd bedrage dem med falske forventninger; men han forsikrede dem ved Jeremias' ord at de efter halvfjerds års trældom skulle udfries og vende tilbage til Jerusalem. Han ville lytte til deres bønner og give dem sin gunst når de vendte sig helhjertet til ham. »Jeg vil lade mig finde af eder, (173) lyder det fra Herren og vende eders skæbne og sanke eder sammen fra alle de folkeslag og alle de steder, jeg har bortstødt eder til, lyder det fra Herren og føre eder tilbage til det sted, fra hvilket jeg førte eder bort.«ret

(173)  Med hvilken medfølelse informerede Gud ikke sit tilfangetagne folk om sine planer med Israel. Han vidste hvilken lidelse og katastrofe de ville erfare, hvis de kom til at tro at de hurtigt blev udfriet fra trældomsåget og bragt tilbage til Jerusalem, ifølge de falske profeters forudsigelse. Han vidste at denne tro ville gøre deres stilling meget vanskelig. Ethvert tegn på oprør fra deres side ville have gjort kongen opmærksom og streng og deres frihed ville være indskrænket, som følge deraf. Han ønskede at de stille og roligt skulle underlægge sig deres skæbne og gøre deres trældom så behagelig så mulig.ret

(173)  Der var to andre falske profeter, Akab og Zedekias, som profeterede løgne i Herrens navn. Disse mænd bekendte sig som hellige lærere; men deres livsførelse var fordærvet og de var slaver af syndens fornøjelser. Guds profet havde fordømt den onde opførsel disse mænd viste og advarede dem om deres fare; men i stedet for at angre og forny sig, blev de vrede på den trofaste dadelsmand for deres synder og forsøgte at forhindre hans arbejde ved at oprøre folket til at betvivle hans ord og handler modsat Guds råd, med hensyn til at underlægge sig Babylons konge. Herren bevidnede gennem Jeremias at disse falske profeter skulle overgives til Babylonkongens hænder og dræbes for hans øjne og denne forudsigelse blev opfyldt i god tid.ret

(173)  Andre falske profeter rejste sig for at så forvirring blandt folkene, idet de vendte dem bort fra lydighed mod gudgivne befalinger ved Jeremias. Men Guds domme blev udtalt mod dem som følge af deres frygtelige synd, at gøre oprør mod ham.ret

(173)  Netop sådanne folk satte sig op i disse dage og frembringer forvirring og oprør blandt folk, som bekender at adlyde Guds lov. Men lige så sikkert som den guddommelige dom blev hjemsøgt (174) over de falske profeter, lige så sikkert er det at disse onde arbejdere vil få deres fulde straf-udmål; for Herren har ikke flyttet sig. Dem, som profeterer løgne opmuntrer mænd til at se synd som noget småt. Når disse frygtelige følger af deres forbrydelser viser sig, forsøger de, om muligt, at få den, der har advaret dem, gjort ansvarlig for deres vanskeligheder, ligesom jøderne anklagede Jeremias for deres onde skæbne.ret

(174)  Dem, som anstifter oprør mod Herren kan altid finde falske profeter, som vil retfærdiggøre dem og deres handlinger og smigre dem lige til deres undergang. Lyvende ord giver ofte mange venner, ligesom i Akabs og Zedekias tilfælde. Disse falske profeter fandt, i deres falske iver for Gud, mange flere troende og efterfølgere end den sande profet, som overbragte Herrens enkle budskab.ret

(174)  En lektie fra rekabiterne
Gud befalede Jeremias at samle rekabiterne i Herrens hus, i et af kamrene og give dem vin og indbyde dem at drikke. Jeremias gjorde som Herren befalede ham. »Men de svarede: Vi drikker ikke vin, thi vor fader Jonadab, Rekabs søn, gav os det bud: I og eders børn må aldrig drikke vin."ret

(174)  »Da kom Herrens ord til mig således: så siger Hærskares Herre, Israels Gud: Gå hen og sig til Judas mænd og Jerusalems borgere: Vil i ikke tage ved lære og høre mine ord? Lyder det fra Herren. Jonadabs, Rekabs søns, bud er blevet overholdt; thi han forbød sine sønner at drikke vin og de har ikke drukket vin til den dag i dag, men adlydt deres faders bud."ret

(174)  Her sættes rekabitternes lydighed i kontrast med hans folks ulydighed og oprør og som ikke vil tage imod hans irettesættelse og advarsel. Rekabitterne adlød deres faders befaling og nægtede at fristes til overtrædelse af hans befalinger. Men Israel (175) nægtede at lytte til Herren. Han siger: »Jeg har talet til eder årle og silde, uden at i ville høre mig. Jeg sendte alle mine tjenere profeterne til eder årle og silde, for at de skulle sige: »Omvend Eder hver fra sin onde vej, gør gode gerninger og hold eder ikke til andre guder, så i dyrker dem; så skal I bo i det land, jeg gav eder og eders fædre.« Men i bøjede ikke eders øre og hørte mig ikke. Fordi Jonadabs, Rekabs søns, sønner overholdt deres faders bud, medens dette folk ikke ville høre mig, derfor, så siger Herren, Hærskares Gud, Israels Gud: Se, jeg bringer over Juda og Jerusalems borgere al den ulykke, jeg har truet dem med, fordi de ikke hørte, da jeg talede og ikke svarede, da jeg kaldte ad dem.ret

(175)  Men til rekabiternes hus sagde Jeremias: Så siger Hærskares Herre, Israels Gud: Fordi i har adlydt eders fader Jonadabs bud og overholdt alle hans bud og gjort alt, hvad han bød eder, derfor, så siger Hærskares Herre, Israels Gud: Ingen sinde skal Jonadab, Rekabs søn, fattes en mand til at stå for mit åsyn.«ret

(175)  Rekabitterne fik ros for deres hurtige og villige lydighed, medens Guds folk ikke ville lade sig irettesætte af deres profeter. Fordi han talte til dem, men de hørte ikke, fordi han kaldte dem, men de svarede ikke, fældede Gud dom imod dem. Jeremias gentog fordømmelses-ordene fra Herren for de trofaste rekabitter og, i Guds navn, lyste velsignelser over dem. Således lærte Gud sit folk at trofasthed og lydighed mod hans krav, vil genspejles til dem i velsignelser, ligesom rekabitterne blev velsignet for deres lydighed mod deres faders befaling.ret

(175)  Når en god og klog faders anvisninger, en fader som brugte de bedste og mest effektive midler for at sikre efterslægten mod umådeholdenhedens onde, når hans anvisninger blev adlydt så nøje, burde (176) Guds autoritet holdes meget mere i hævd, da han er helligere end mennesker. I barmhjertighed kommer han med en mangfoldighed af midler, for at få mennesker til at se og angre deres synder. Hvis de fortsætter med at ignorere hans irettesættelser og handle imod hans erklærede vilje, vil ruin følge efter, for Guds folk får kun velstand ved barmhjertighed, på grund af hans himmelske budbringeres omsorg. Han vil ikke opretholde og holde vagt over et folk, som lader hånt om hans råd og afviser hans dadel.ret

(176)  Guds advarsler afvises
Jeremias var allerede berøvet sin frihed, fordi han ville adlyde Gud og give kongen og andre ansvarsbetyngede personer i Israel de advarsler, som han havde fået af Guds mund. Israelitterne ville ikke acceptere disse irettesættelser ejheller betvivle deres opførsel. De havde udvist stor vrede og foragt for irettesættelsens ord og for de domme som blev forudsagt, skulle kommer over dem hvis de fortsatte med oprør mod Herren. Skønt Israel ikke ville høre de guddommelige råd, gav det ikke rådene mindre virkning, Gud ophørte ikke med at irettesætte og true dem med hans mishag og domme, som ikke ville adlyde ham.ret

(176)  Herren befalede Jeremias og sagde: »Tag dig en bogrulle og skriv deri alle de ord, jeg har talt til dig om Jerusalem og Juda og om alle folkene, fra den dag jeg først talede til dig, fra Josiass dage og til den dag i dag. Måske vil Judas hus mærke sig al den ulykke, jeg har i sinde at gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde vej, så jeg kan tilgive deres brøde og synd."ret

(176)  Her vises Herrens ulyst til at opgive sit syndige folk. Og hvis Israel ikke havde forsømt hans irettesætteler og advarsler så meget, så de ville glemme dem igen, ville han udskyde sine domme over dem og give dem en fuld (177) udredning for deres ulydighed og irriterende synder helt fra Josias dage ned til deres egen tid og udredning for de domme han udtalte som følge af deres overtrædelser. Derved havde de en ny anledning til at se deres synd og angre. Her ser vi at Gud ikke fornøjer sig ved at plage sit folk, men gør det med en omhu, der overgår en medynkende fader for et egensindigt barn, han beder sit omstrejfende folk indstændigt, om at vende tilbage til lydighed.ret

(177)  I lydighed til Guds påbud befalede profeten Jeremias de ord som Herren gav ham til Baruk, hans skriver, som skrev dem ned i en rulle. Se Jer. 36,4. Dette budskab var en irettesættelse af mange Israels synder og en advarsel om konsekvenserne der ville følge, ved fortsættelse af deres onde opførsel. Det var en alvorlig appel om at de måtte give afkald på deres synder. Efter det var blevet skrevet, satte Jeremias, som var fange, sin skribent til at læse rullen op for folket, der var samlet »i Herrens hus på en fastedag.« profeten sagde: »Måske når deres klage Herrens åsyn, måske omvender de sig hver fra sin onde vej; thi stor er vreden og harmen, som Herren har udtalt mod dette folk."ret

(177)  Skribenten adlød profeten og rullen blev læst op for hele Judæas befolkning. Men dette var ikke det hele; han blev befalet at læse det for fyrsterne. De lyttede med stor interesse og frygten var stemplet i deres ansigter da de spurgte Baruk ud om den mystiske skrift. De lovede at fortælle kongen alt hvad de hørt om ham og hans folk, men rådede skriveren til at skjule sig, da de frygtede at kongen ville forkaste vidnesbyrdet, Gud havde givet gennem Jeremias og ikke blot søge at slå profeten, men også hans skriver.ret

(177)  Da kongen, ved fyrsterne, fik at vide hvad Baruk havde læst, beordrede han rullen straks bragt hen til sig og læst op. Men i stedet for at give agt på dens advarsler og skælven for den fare der hang over ham selv og hans folk, kylede han den i raseri i ilden, selvom nogle højtstående havde bedt om ikke at brænde (178) den. Da denne onde monarks vrede rejste sig imod Jeremias og hans skriver, sendte han straks bud, for at tage dem; »men Herren skjulte dem.« Efter at kongen havde brændt de hellige ruller, kom Guds ord til Jeremias og han sagde: »Tag dig en anden bogrulle og optegn i den alle de ord, som stod i den første bogrulle, den, kong Jojakim af Juda brændte. Og til kong Jojakim af Juda skal du sige: Så siger Herren: Du brændte denne bogrulle og sagde: Hvorfor skrev du i den: Babels konge skal komme og ødelægge dette land og udrydde både folk og fæ?«ret

(178)  En barmhjertig Gud havde nådigt advaret folket for deres skyld. »Måske,« sagde den medlidende Skaber«, vil Judas hus mærke sig al den ulykke, jeg har i sinde at gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde vej, så jeg kan tilgive deres brøde og synd.« Gud ynkedes over menneskers blindhed og forstokkethed; han sender lys til deres formørkede forstand ved at irettesætte og true og får de mest indbildte til at mærke deres uvidenhed og angre deres fejl. Han ville få den selvglade til at mærke utilfredshed med sine resultater og søge større velsignelse ved tættere forbindelse med himlen.ret

(178)  Guds plan er ikke at sende budbringere, som vil behage og smigre syndere; han lader ingen freds-budbringere dysse den uhellige ned i kødelig tryghed. Men han lægger tunge byrder på den fejlendes samvittighed og gennemborer hans sjæl med spidse domfældelsespile. De tjenende engle overbringer ham Guds frygtelige domme, for at uddybe hans fornemmelse af hans store mangel og de tilskynder ham til det pinefulde råb: "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" Den hånd som ydmyger til støvet, irettesætter synd, gør stolthed og ærgerrighed til skamme, opløfter den angerfulde og plagede og spørger af den dybeste forståelse: "Hvad vil du at jeg skal gøre for dig?"ret

(178)  Når mennesket har syndet mod en hellig og nådig Gud, kan han ikke gøre det bedre end at angre oprigtigt og bekende sine fejl i tårer og sjælsbitterhed. Dette er hvad Gud kræver af ham; han vil ikke acceptere mindre end et brudt (179) hjerte og en angerfuld ånd. Men kongen og hans herrer afviste, i hovmod og stolthed, Guds indbydelse at vende tilbage; de ville ikke give agt på denne advarsel og angre. Denne storslåede anledning var deres sidste. Gud havde erklæret at hvis de ikke ville høre hans røst, ville han påføre dem en frygtelig straf. De nægtede at høre og han fællede sine domme over Israel; han hjemsøgte mennesker med særlig vrede, som hovmodigt satte sig op mod den Almægtige.ret

(179)   »Derfor, så siger Herren om kong Jojakim af Juda: Han skal ikke have nogen mand til at sidde på Davids trone og hans lig skal slænges hen og gives dagens hede og nattens kulde i vold; jeg vil hjemsøge ham, hans afkom og hans tjenere for deres brøde og bringe over dem og Jerusalems borgere og Judas mænd al den ulykke, jeg har udtalt over dem, uden at de ville høre.«ret

(179)  Bogrullens destruktion var ikke enden på det hele. De skrevne ord var lettere at komme af med end den irettesættelse og advarsel som de indeholdt og den pludselige straf, som Gud havde fællet mod det oprørske Israel. Skriftrullen blev dog lavet igen på Herrens befaling. En Uendeliges ord skulle ikke ødelægges. »Så tog Jeremias en anden bogrulle og gav den til skriveren Baruk, Nerijas søn; og han optegnede i den efter Jeremias' mund alle ordene fra den bog, kong Jojakim af Juda havde brændt. Og flere lignende ord lagdes til."ret

(179)  Gud sendte ikke domme over sit folk uden først at advare dem til anger. Han bruger ethvert middel til at bringe dem tilbage til lydigheden og hjemsøger ikke deres synder med domme, før han har givet dem rigelig anledning til at angre. Menneskers vrede forsøgte at forhindre gudsprofetens arbejde ved at berøve hans frihed, men Gud kan tale til mennesker gennem fængselsmure og endda drage mere nytte af sine tjenere ved de midler deres forfølgere forsøger at begrænse deres virke med..ret

(180)  (180) Mange foragter nu de trofaste irettesættelser de har fået af Gud i vidnesbyrdet. Jeg er blevet vist at nogle, i disse dage, er gået så langt, som at brænde de nedskrevne irettesættelser og advarsler, ligesom Israels onde konge gjorde. Men modstand mod Guds trusler forhindrer ikke deres fuldbyrdelse. At trodse Herrens ord, udtalt gennem hans udvalgte redskaber, vil blot fremkalde hans vrede og i sidste instans bringe ruin over forbryderen. Harme optændes ofte i synderens hjerte mod den agent Gud vælger til at overlevere sine irettesættelser. Sådan har det altid været og i dag er den samme ånd som forfulgte og fængslede Jeremias for at adlyde Herrens ord.ret

(180)  Når mennesker ikke giver agt på gentagende advarsler, er de tilfredse med falske lærer, som smigrer deres forfængelighed og styrker deres synd, men som ikke hjælper dem på trængslens dag. Guds udvalgte tjenere burde komme ud for tapperhed og tålmodighed uanset hvilke prøvelser og lidelser de kommer ud for på grund af bebrejdelser, forsømmelser eller fordrejelser fordi de fralægger sig den opgave Gud har givet dem. De burde huske på at de gamle profeter og verdens Frelser også udholdt mishandlinger og forfølgelser for verdens skyld. De må vente så meget modstand som da bogrullerne, skrevet efter Guds diktat, blev brændt.ret

(180)  Herren gør et folk skikket for himmelen. Karaktermangler, hårdnakkethed, egenkærlig afgudsdyrkelse, uvenlig kritik, had og strid opvækker Guds vrede og må aflægges af hans lovlydige folk. Dem, der lever i disse synder, er bedragede og er ført bag lyset af Satans kneb. De tror at de er i lyset selvom de famler i mørke. Nu knurrer de blandt os, ligesom der var nogen der knurrede i det gamle Israel. Dem der uklogt ansporer mennesker til oprør, skønt deres egenkærlighed gør ondt under en fortjent irettesættelse, er ikke Guds venner, den store Irettesætters venner. Gud vil sende irettesættelser og advarsler til sit folk så længe de fortsætter på jorden.ret

(181)  (181) Dem som tappert tager stilling på den rigtige side, som opmuntrer til underdanighed af Guds åbenbarede vilje og styrker andre i deres bestræbelser for at bortlægge deres forkerte gerninger, er sande venner af Herren, som i kærlighed prøver at rette sit folks fejl, så han kan vaske dem og rense dem fra al besmittelse og gøre dem skikkede for hans hellige rige.ret

(181)  Zedekias hjalp Jojakim med at regere i Jerusalem. Men hverken den nye konge eller hans hof, eller landets folk lyttede til Herrens ord gennem Jeremias. Kaldæerne begyndte at belejre Jerusalem, men kom fra det en tid, for at vende sig mod ægypterne. Zedekias sendte et bud til Jeremias og bad ham bede til Israels Gud for deres skyld; men profetens forfærdelige svar var at kaldæernes hær ville vende tilbage og ødelægge byen. »Så siger Herren: Når ikke eder selv ved at sige: »kaldæerne drager bort fra os for alvor!« thi de drager ikke bort. Ja, om, i så slog hele kaldæernes hær, der angriber eder, så der kun blev nogle sårede tilbage, hver i sit telt, så skulle de stå op og afbrænde denne by."ret

(181)  Jeremias betragtede sit færdige arbejde og forsøgte at forlade byen; men han blev forhindret af en af de falske profeters sønner, som berettede at han var ved at slutte sig til fjenden. Jeremias fornægtede den løgnagtige anklage, men ikke desto mindre blev han bragt tilbage. Fyrsterne var parat til at tro den falske profets syn fordi de hadede Jeremias. Det var som om det var ham, der havde pådraget dem ulykken, han havde forudsagt dem. I deres vrede slog de ham og kastede ham i fængsel.ret

(181)  Efter at have været i fangehullet i mange dage, sendte kongen Zedekias bud efter ham og spurgte ham i smug om der var noget fra Herren. Jeremias gentog igen sin advarsel at nationen ville overgives i babylonerkongens hånd.ret

(182)  (182) »Derpå sagde Jeremias til kong Zedekias: »hvad synd har jeg gjort imod dig, dine mænd og dette folk, siden I har kastet mig i fængsel? Og hvor er nu eders profeter, som profeterede for eder, at Babels konge ikke skulle komme over eder og dette land? Så hør da, herre konge! Lad min bøn nå dig og lad mig ikke bringe tilbage til statsskriveren Jonatans hus, af jeg ikke skal dø der!« Da bød kong Zedekias, at man skulle holde Jeremias i varetægt i vagtforgården; og der gaves ham daglig et stykke brød fra bagerens gade, indtil brødet slap op i byen. Således sad nu Jeremias i vagtforgården.«ret

(182)  Den onde konge turde ikke åbenlyst vise nogen tro på Jeremias, men hans frygt fik ham til at søge information hos ham. Alligevel var han for svag til at trodse sine adelsmænds og folkets misbilligelse og underkaste sig Guds vilje som profeten erklærede. Til sidst gik embedsmænd, som var ophidsede fordi Jeremias stadig profeterede ondt til kongen og sagde at så længe profeten levede, ville han ikke standse med at forudsige katastrofe. De hævdede at han var en fjende for nationen og at hans ord havde svækket folkets hænder og bragt ulykke over dem og de manglede at lægge ham i døden.ret

(182)  Den feje konge vidste at disse anklager var falske; men for at formildne embedsmændene i nationens høje og indflydelsesrige stillinger, foregav han at tro deres falsknerier og overgav Jeremias i deres hænder og gøre med ham hvad de behagede. Så blev profeten kastet »i kongesønnen Malkijas cisterne i vagtforgården, idet de hejsede ham ned med reb. Der var ikke vand i cisternen, men dynd og Jeremias sank i dyndet.« Men Gud oprejste venner for ham, som tryglede kongen for hans skyld og fik ham igen flyttet til fængselsafdelingen.ret

(182)  Kongen sendte igen hemmeligt bud efter Jeremias og bad (183) ham fortælle nøjagtigt om Guds hensigt med Jerusalem. »Jeremias svarede Zedekias: »Hvis jeg siger dig det, vil du da ikke lade mig dræbe? Og selv om jeg råder dig, vil du dog ikke høre mig.« Da tilsvor kong Zedekias i al hemmelighed Jeremias: »Så sandt Herren lever, som har skabt vor sjæl, jeg vil ikke lade dig dræbe eller give dig i disse mænds hånd, som står dig efter livet.« Så sagde Jeremias til Zedekias: »Så siger Herren, Hærskares Gud, Israels Gud: Hvis du overgiver dig til Babels konges fyrster, skal du redde dit liv; denne by skal ikke afbrændes og du og dit hus skal blive i live; men overgiver du dig ikke til dem, skal byen gives i kaldæernes hånd og de skal afbrænde den og du skal ikke undslippe deres hånd.« Men kong Zedekias sagde til Jeremias: »Jeg er ræd for de judæere, der er løbet over til kaldæerne, at kaldæerne skal overgive mig i deres hånd og at de skal drive spot med mig.« Så sagde Jeremias: »Det gør de ikke! Adlyd kun Herrens ord, som jeg taler til dig, så skal det gå dig vel og du skal blive i live."ret

(183)  Her blev Guds langmodige barmhjertighed udvist. Endda på dette sene tidspunkt kunne folkenes liv være sparet og byen reddet fra kæmpebrand, hvis hans krav blev indfriet. Men kongen mente at han var gået for langt for at trække det tilbage. Han var bange for jødernes liv, bange for at blive latterliggjort, bange for sit liv. Det var for ydmygende, på dette sene tidspunkt, at sige til folket: "Jeg anerkender at Herrens ord er talt gennem sin profet Jeremias, jeg tør ikke føre krig mod fjenden, efter alle disse advarsler."ret

(183)  Under tårer bønfaldt Jeremias kongen om at redde sig selv og folket. Under smerte forsikrede han ham at han ikke kunne undfly med sit liv og at alle hans ejendomme ville tilfalde Babylons konge. Han kunne ikke redde byen, hvis han ville. Men han var begyndt på det forkerte spor og (184) ville ikke gå samme vej tilbage. Han ønskede at følge falske profeters og menneskers råd, hvem han virkelig foragtede og som gjorde nar af hans karaktersvaghed, for ikke at kunne opgive deres ønsker så hurtigt. Han opgav sin manddoms prægtigste frihed for at blive krybende slave for offentlig modstand. Selvom han ikke havde noget decideret ondt øjemed, havde han heller ikke fasthed til at stå frimodigt for det rigtige. Selvom han var overbevist om den sandhed, som Jeremias udtalte, havde han ikke moralsk modstandskraft til at adlyde hans råd, men fortsatte stadig på den forkerte vej.ret

(184)  Han var endda for svag til at fortælle sine hofmænd og folk at han havde haft et møde med profeten, så vidt havde menneskefrygt taget ham i besiddelse. Hvis denne feje hersker var stået tappert for folket og sagt at han troede profetens ord allerede var halvt opfyldte, hvilken katastrofe kunne da være undgået! Han burde have sagt: "Jeg vil adlyde Herren og redde byen fra fuldstændig ødelæggelse. Jeg tør ikke se bort fra Guds bud frem for menneskers frygt eller gunst. Jeg elsker sandheden, jeg hader synd og jeg vil følge Israels Mægtiges råd. Så ville folket have respekteret hans mod og dem som vaklede mellem tro og vantro ville have taget fast ståsted for det rigtige. Netop denne frygtløshed og rigtige handlemåde ville have indgydt hans undersåtter med beundring og loyalitet. Han kunne have fået en stor støtte og Israel ville være sparet for utallige brandulykker, massakrer og hungersnød.ret

(184)  Men Zedekias' svaghed var en forbrydelse han betalte så frygtelig en straf for. Fjenden fejede ned over byen, ligesom en mindre lavine og lagde byen øde. Hebræerhærerne blev slået tilbage i forvirring. Nationen var besejret. Zedekias blev taget til fange og hans sønner blev dræbt for hans øjne. Da blev han ført bort fra Jerusalem som fange og hørte sit ulykkelige folks skrig og flammernes brøl, der opslugte deres hjem. Hans øjne blev stukket ud og da han kom til Babylon omkom han ynkeligt. (185) Dette var straffen for vantro og efterfølgelsen af ugudelige råd.ret

(185)  Der er mange falske profeter i disse dage, for hvem synd ikke synes særlig modbydelig. De beklager sig over at folks fred unødigt forstyrres af Guds budbringeres irettesættelser og advarsler. Ligesom for dem dengang, dysser de syndige sjæle ned i en skæbnesvanger ro med deres behagelige og bedrageriske lære. Det gamle Israel blev således fortryllet af fordærvede præsters smigrene budskaber. Deres forudsigelse om velstand var behageligere end den sande profet, som rådede til anger og underkastelse.ret

(185)  Guds tjenere bør vise en øm medfølenhed og vise for alle at de ikke er påvirket af nogen personlige motiver i deres omgang med folk og at de ikke finder fornøjelse i at give vredesbudskaber i Herrens navn. Men de må aldrig vige fra at påpege synder, der fordærver Guds bekendende folk, heller ikke ophøre med at få dem til at vende sig fra deres fejl og adlyde Herren.ret

(185)  Dem som forsøger at dække over synd og gør det tydeligt mindre skærpende for lovbryderens sind, gør de falske profeters arbejde og må forvente Guds gengældelsesvrede ved en sådan handlemåde. Herren vil aldrig tilpasse sine veje efter et fordærvet menneskes ønsker. Den falske profet fordømte Jeremias for at plage folket med sine strenge forudsigelser og han forsøgte at berolige dem ved at love fremgang. Han mente at det stakkels folk ikke hele tiden skulle erindres om deres synder og trues med straf. Denne fremgangsmåde styrkede folket til at modstå den sande profets råd og forstærke deres fjendskab mod ham.ret

(185)  Gud har ingen sympati for den, der gør ondt. Han giver ingen frihed til at dække over sit folks synder, heller ikke at råbe, "fred, fred," når han har erklæret at der ikke vil være fred for den onde. Dem som anstifter oprør mod tjenere, som Gud har udsendt for at få sine budskaber ud, de gør oprør mod Herrens ord.

------------
ret

næste kapitel