Vidnesbyrd for menigheden bind 4 kapitel 2. Fra side 16ren side   tilbage

Menighedens enhed

(16)  (16) [Kære brødre! Ligesom alle de forskellige lemmer i den menneskelige organisme forener sig og danner hele legemet og hvert af dem udfører sin gerning i lydighed mod den intelligens, der behersker det hele, således bør medlemmerne i Kristi menighed være forenede i et symmetrisk legeme, underlagt helhedens hellige intelligens.ret

(16)  Menighedens fremgang forhales ved medlemmernes urigtige handlemåde. Selv om det er vigtigt og nødvendigt at forene sig med menigheden, vil dette dog ikke gøre nogen til en kristen eller sikre frelse. Vi kan ikke sikre os ret til himmelen ved at få vore navne indskrevet i menighedsbogen, når vore hjerter er fremmede for Kristus. Vi bør være hans trofaste repræsentanter på jorden og arbejde i harmoni med ham. »I elskede! nu er vi Guds børn.« Vi bør bevare dette hellige forhold i vor erindring og ikke gøre noget for at påføre vor faders sag vanære.ret

(16)  Vi har en høj bekendelse. Som adventister, der holder sabbatten, bekender vi os til at lyde alle Guds bud og at vente på vor Genløsers komme. Et overmåde højtideligt advarselsbudskab er blevet overgivet til Guds få trofaste. Vi bør i vore ord og gerninger vise, at vi vedkender os det store ansvar, der er lagt på os. Vort lys bør skinne så klart, at andre kan se, at vi ærer Faderen i vort daglige liv, at vi er forenede med himmelen og er Jesu Kristi medarvinger, for at vi skal blive ham lige, når han åbenbares med kraft og megen herlighed.ret

(16)  Vi bør alle føle vort personlige ansvar som medlemmer af den synlige menighed og som arbejdere i Herrens vingård. Vi bør ikke vente på, at vore brødre, der er lige så skrøbelige som vi selv, skal hjælpe os fremad, for vor dyrebare frelser har indbudt os til at slutte os til ham og forene vor svaghed med hans styrke, vor vankundighed med hans visdom, vor uværdighed med hans fortjeneste. Ingen af os kan indtage en neutral stilling; vor indflydelse vil være for eller imod. Vi er aktive redskaber enten for (17) Kristus eller for fjenden. Enten samler vi med Kristus, eller vi adspreder. Sand omvendelse er en radikal forandring. Selve sindsretningen og hjertets tilbøjelighed bør vendes omkring og livet blive nyt igen i Kristus.ret

(17)  Gud fører et folk ud, for at det kan stå fuldkommen forenet på den evige sandheds grund. Kristus gav sig selv til verden, for at han måtte »rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger«. Hensigten med denne lutringsproces er at rense menigheden fra al uretfærdighed og fra splidens og stridens ånd, så at de kan opbygge i stedet for at nedbryde og, samle deres kræfter om den foreliggende store gerning. Gud har til hensigt, at hele hans folk skal komme til troens enhed. Kristi bøn umiddelbart før korsfæstelsen var, at hans disciple måtte blive et, ligesom han var et med Faderen, for at verden kunne tro, at Faderen havde sendt ham. Denne gribende og underfulde bøn rækker ned gennem tiderne helt til vore dage; for han sagde: »Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig.«ret

(17)  Med hvilken alvor bør ikke de, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, søge at besvare denne bøn i deres liv! Mange indser ikke det hellige i menighedsforholdet og er uvillige til at finde sig i bånd og disciplin. Deres handlemåde viser, at de sætter deres eget skøn over den samlede menigheds skøn og at de ikke omhyggeligt vogter på sig selv, så de ikke opelsker en ånd, der sætter sig op imod dens røst. De, som har ansvarsfulde stillinger i menigheden, kan have fejl ligesom andre mennesker og de kan tage fejl i deres beslutninger; men til trods for dette har Kristi menighed på jorden fået en myndighed, som ikke må ringeagtes. Efter sin opstandelse gav Kristus sin menighed magt, da han sagde: »Hvem I forlader synder, dem er de forladt og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet."ret

(17)  Menighedsforholdet må ikke opløses af uvæsentlige årsager; men når enkelte bekendende Kristi efterfølgeres vej krydses, eller når deres stemme ikke har så stor indflydelse, som de (18) mener, den fortjener, vil de true med at forlade menigheden. Ved at forlade menigheden ville de dog selv komme til at lide mest; for ved at stille sig uden for dens indflydelsesområde udsætter de sig helt for verdens fristelser.ret

(18)  Enhver troende bør være helhjertet i sin tilknytning til menigheden. Dens fremgang bør være hans første interesse og med mindre han føler, at det er hans hellige forpligtelse at gøre sin forbindelse med menigheden gavnlig for denne frem for sig selv, vil den være langt bedre stillet uden ham. Det står i enhvers magt at gøre noget for Guds sag. Der er nogle, som bruger store summer til unødig luksus; de tilfredsstiller deres lyster, men føler det som en stor byrde at yde midler til at støtte menigheden. De er villige til at nyde fordelen af alle dens privilegier, men foretrækker at overlade det til andre at betale regningen. De, der føler en virkelig interesse for sagens fremme, vil ikke betænke sig på at sætte penge i arbejdet, når som helst og hvor som helst det tiltrænges. De bør tillige føle det som en højtidelig pligt at illustrere Kristi lære i deres karakter ved at have fred med hverandre og handle i fuldkommen harmoni som et udelt hele. De bør lade deres personlige skøn bøje sig for menighedslegemets skøn. Mange lever for sig selv. De betragter deres liv med stor tilfredshed og smigrer sig med, at de er ulastelige, medens de i virkeligheden ikke gør noget for Gud og lever i åbenbar strid med hans udtrykkelige ord. Overholdelsen af ydre former vil aldrig afhjælpe den store mangel i menneskesjælen. En bekendelse af Kristus er ikke nok til at sætte nogen i stand til at bestå prøven på dommens dag. Der bør være en fuldkommen fortrøstning til Gud, en hellig tillid til hans forjættelse og en fuld hengivelse under hans vilje.ret

(18)  Gud har altid prøvet sit folk i trængselens ildovn for at forsøge deres fasthed og troskab og for at rense dem fra al uretfærdighed. Efter at Abraham og hans søn havde udholdt den sværeste prøve, som kunne lægges på dem, talte Gud ved sin engel til Abraham: »Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din (19) søn, din eneste, for mig!« Denne store troshandling får Abrahams karakter til at lyse med en forunderlig glans. Den illustrerer på en kraftig måde hans fuldkomne tillid til Herren, for hvem han ikke holdt noget tilbage, ikke engang sin søn ifølge forjættelsen.ret

(19)  Intet er for dyrebart for os at give til Jesus. Dersom vi giver ham de pengetalenter tilbage, som han har betroet i vor varetægt, vil han give os mere i hænde. Enhver bestræbelse, vi gør for Kristus, vil blive belønnet af ham og enhver pligt, vi udfører i hans navn, vil tjene til vor egen lykke. Gud overgav sin højt elskede søn til korsfæstelsens, kvaler, for at alle, som tror på ham, kunne blive et i Jesu navn. Når Kristus bragte så stort et offer for at frelse menneskene og forene dem med hverandre, ligesom han var forenet med Faderen, hvilket offer er så for stort for hans efterfølgere at bringe for at kunne bevare denne enhed?ret

(19)  Dersom verden ser, at der råder en fuldkommen harmoni i Guds menighed, vil det for den være et kraftigt vidnesbyrd til gunst for den kristne religion. Splid, ulykkelige uoverensstemmelser og intetsigende menighedsstridigheder vanærer vor Genløser. Alle disse ting kan undgås, dersom selvet overgives til Gud og Jesu efterfølgere lyder menighedens røst. Vantroen indskyder den tanke, at personlig uafhængighed forøger vor betydning, at det at lade sine egne begreber om, hvad der er ret og rigtigt, vige for menighedens afgørelse, er svaghed; men at give efter for sådanne følelser og opfattelser er ikke uden fare og fører til anarki og forvirring. Kristus så, at enighed og kristeligt fællesskab var nødvendige for Guds sag og derfor pålagde han sine disciple at være et. Og, kristendommens historie fra den tid er et afgørende bevis på, at kun enighed gør stærk. Lad det private skøn bøje sig for menighedens autoritet.ret

(19)  Apostlene erkendte nødvendigheden af streng enhed og de arbejdede med alvor mod dette mål. Paulus formanede sine brødre med disse ord: »Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning."ret

(20)  (20) Han skrev også til sine brødre i Filippi: »Hvis da formaning i Kristus betyder noget, hvis opmuntring i kærlighed, hvis åndens fællesskab, hvis inderlig kærlighed og barmhjertighed betyder noget, så gør min glæde fuldkommen ved alle at være enige, ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv og se ikke hver på sit eget, men også på de andres. Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.«ret

(20)  Til romerne skrev han: »Og udholdenhedens og trøstens Gud give jer at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det, så I enigt og med een mund kan prise Gud, vor Herres Jesu Kristi fader. Tag jer derfor af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds ære.« »Vær indbyrdes enige; tragt ikke efter de høje ting, men hold jer til de ringe; vær ikke kloge i egne tanker!«ret

(20)  Peter skrev til menighederne i adspredelsen: »Endelig: Vær alle enssindede, medfølende, kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge; gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord men velsign derimod; thi til at arve velsignelse blev I kaldet.«ret

(20)  Og i sit brev til korinterne siger Paulus: »I øvrigt, brødre, glæd jer, vær fuldt beredte, lad jer formane, vær enige, hold fred, så skal kærlighedens og fredens Gud være med eder.« Vejl f menigh bd. 1 side 366-370]

------------
ret

næste kapitel