(227) Den 3. januar, fik jeg vist at der skulle gøres et stort arbejde for dem, som bekender tro på sandheden, i Californien; før Gud kan arbejde for dem. Mange bilder sig selv ind at de gør det rigtige for Gud, skønt de ikke har sandhedens principper i deres hjerter. Denne klasse kan komme i gang blot ved, ihærdigt og i udholdende alvor, at søge agtpågivenhed mod det Sande Vidnes råd. De er i en kold, ydre og frafalden tilstand. Disse taler det Sande Vidne til: »Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund. Fordi du siger: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget« og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, (228) og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se. Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig!" ret
(228) Bror G, Gud har krav på dig, som du ikke reagerer over for. Din åndelige styrke og vækst i nåden vil svare til det kærlighedsarbejde og de gode gerninger du glædeligt gør for din Frelser, som ikke tilbageholder noget, ikke engang sit eget liv, så han kunne frelse dig. Du har apostlens formaning: »Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov.« Det er ikke nok at blot bekende tro på Guds bud; du må være en gerningernes gører. Du overtræder hans lov. Du elsker ikke Gud af hele dit hjerte, magt, sind og styrke; du lever heller ikke i lydighed mod de sidste seks bud og elsker din næste som dig selv. Du elsker dig selv højere end du elsker Gud eller din næste. At holde Guds bud kræver mere af os end du er villig til at udrette. Gud forlanger gode gerninger af dig, selvfornægtelse, selvopofrelse og helligelse til andres gode, så sjæle ved din hjælp kan bringes til sandheden. ret
(228) Vore gode gerninger alene vil ikke frelse nogen af os, men vi kan ikke frelses uden gode gerninger. Og efter at vi har gjort alt hvad vi kan gøre, skal vi sige i Jesu navn og styrke: »Vi er kun unyttige tjenere.« Vi skal ikke tro at vi har gjort store ofre og at vi skal få den store løn for vore svage tjenester. ret
(228) Selvretfærdighed og kødelig sikkerhed har lukket sig om dig som jernbånd. Du behøver at blive nidkær og angre. Du har ikke været heldig med at forstå dem, som er imod Herrens arbejde, ved sine tjenere på denne kyst. Du har haft sympati for forkerte mennesker. Fordi dit hjerte ikke var godt med Gud, fik du ikke lyset han sendte dig. Du sætter din hårdnakkede vilje op, for at modstå den irettesættelse som Herren gav dig i kærlighed. Du vidste dette (229) var sandt, men prøvede at lukke dine øjne for din egentlige situation. Uanset om du giver agt på Guds irettesættels- og advarselsstemme eller ej; eller om du reformerer dig, eller beholder dine karaktermangler, vil du en dag indse hvad du har mistet, ved at trodse dig og åndeligt bekrige Guds tjenere. Din bitterhed mod ældre - er forbavsende. Han har døjet og ofret og slidt på denne kyst for at gøre Guds arbejde. Men i din blindhed vovede du, da du ikke var helliget i hjerte og liv, sammen med I og J, at behandle Guds tjener på en grusom måde. »Rør ikke mine salvede,« sagde Gud, »gør ikke mine profeter ondt!« Det er ikke lige så let at bringe dig selv i orden, som du har gjort mod mennesker, Gud sendte med lys og sandhed til folk. Pas på hvordan din indflydelse vender sjæle fra den sandhed, Gud har sendt sine tjenere at forkynde, for en stor ulykke hænger over dig. ret
(229) Satan har brugt dig som sit redskab, til at så tvivl og gentage antydninger og fordrejelser, som er grundlaget i et uhelligt hjerte, hvilket Gud ville have renset fra sit snavs. Men du ville ikke lade dig undervise, ville ikke lade dig rette, forkastede irettesættelse og fulgte din egen vilje og vej. Sjæle er blevet tilsmudsede af denne bitterhedens rod og er, ved hjælp af disse tvivlende og knurrende mennesker, sat i stedet for irettesættelsesvidnesbyrdene som Gud sendte, - men de ville ikke kunne nå frem til dem. Disse sjæles blod vil blive tilskrevet dig og til dem du harmoniserer med. ret
(229) Gud har givet os, som hans tjenere, vort arbejde. Han har givet os et budskab at frembære til sit folk. I tredive år har vi modtaget Guds ord og talt dem til hans folk. Vi har skælvet ved det ansvar, som vi har accepteret under megen bøn og meditation. Vi har stået som Guds ambassadørere, i Kristi sted har vi bønfaldt sjæle om at blive forligt med Gud. Vi har advaret om farer, da Gud har vist os sit folks farer. Vort arbejde er blevet os givet af Gud. Hvordan vil da deres tilstand blive, som ikke vil høre de ord Gud har sendt (230) dem, fordi de krydser deres løbebane eller irettesætter deres fejl? Hvis du er helt overbevist om at Gud ikke har talt ved os, hvorfor så ikke handle efter din tro og ikke have mere at gøre med et folk, som er under så stor et bedrag, som dette folk er? Hvis du har handlet efter Guds Ånds diktater, er du rigtig på den og vi er forkerte. Gud enten lærer hans menighed, irettesætter deres fejl og styrker deres tro, eller også gør han det ikke. Enten er det Guds værk, eller ikke. Gud gør intet i partnerskab med Satan. Mit arbejde i de sidste tredive år bærer Guds stempel eller fjendens stempel. Der er intet halvt i denne sag. Vidnesbyrdene er af Guds Ånd, eller af djævelen. Når du sætter dig selv op imod Guds tjenere, gør du enten et arbejde for Gud eller for djævelen. »Ved deres frugter skal I kende dem.« Hvilket mærke bærer dit arbejde. Det er indbydende at se kritisk på følgerne af din opførsel. ret
(230) Det er ikke nyt at mennesker bliver vildledt af ærkebedrageren og de sætter sig selv op imod Gud. Se din opførsel kritisk an, før du fortsætter på den sti, du færdes på. Jøderne var bedraget. De forkastede Kristi læresætninger, fordi han viste deres hjerters hemmeligheder og irettesatte deres synder. De ville ikke komme frem i lyset, i frygt for at deres handlinger ville blive irettesat. Da vælger hellere mørke end lys. »Og dette, er dommen,« sagde Kristus, »at lyset er kommet til verden og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde.« Jøderne fortsatte deres forkastelse af Kristus indtil de, i deres bedragede, forvildede tilstand, tænkte at de gjorde Guds tjeneste ved at korsfæste ham. Dette var følgen af at afvise lyset. Du er i fare for et lignende bedrag, det vil være gavnligt for dig, bror G, at tænke over hvor den sti, du nu går på, egentlig fører hen. Gud kan arbejde uden dig, men du kan ikke gøre noget uden Gud. Han tvinger ingen til at tro. Han sætter lys foran mennesker og Satan frembringer sit mørke. Når bedrageren hele tiden råber: "Her er der lys; her er sandheden," siger Jesus; "Jeg er sandheden; jeg har det evige livs ord. Hvis nogen (231) følger mig, skal han ikke vandre i mørke." Gud giver os beviser nok, til at vi kan afbalancere vor tro til sandhedens side. Hvis vi overgiver os til Gud, vælger vi lyset og forkaster mørket. Hvis vi ønsker at fastholde det naturlige hjertes selvstændighed og afvise Guds rettelser, vil vi, ligesom jøderne, hårdnakket gennemføre vore hensigter og vore tanker, lige op i ansigtet af det tydeligste bevis og vil komme ud for et lige så stort bedrag, som de kom ud for; og i vore blinde forgabelse kan vi gå ligeså langt som de og alligevel bilde os selv ind, at vi gør Guds arbejde. ret
(231) Bror G, du vil ikke være så længe, hvor du er nu. Den sti du er begyndt på afviger fra sandhedens sti og skiller dig fra det folk, Gud prøver, for at rense det til den endelige sejr. Enten vil du komme i samklang med dette legeme og arbejde alvorligt på at besvare Kristi bøn, eller også vil du blive mere og mere vantro. Du vil drage din etablerede tro i tvivl, punkt efter punkt og blive mere egenrådig og Guds arbejde for denne tid bliver mørkere og mørkere for dig, indtil du anser lys for at være mørke og mørke for lys. ret
(231) Satan har stor kraft til at indvikle sjæle ved at forvirre dem, som ikke værner om det lys, Forsynet har sendt dem. Menneskesjæle som er underlagt Satans styring føres konstant væk fra sandhedens lys hen i vildfarelse og mørke. Hvis du giver Satan den mindste adgang, vil han kræve mere og mere og vil våge på udposter for at få bedst anledning til at fremme sin sag og ruinere din sjæl. ret
(231) Bror og søster G, ingen af jer er i sikkerhed. I foragter irettesættelser. Var der snarere sagt behagelige ord til jer, end ubehagelige irettesættelser, var I blevet prist og smigret, ville I nu indtage et meget vanskelig standpunkt, med det I gør med jeres tro på Vidnesbyrdene. Der er nogle i disse sidste dage, som vil råbe: "Sig behagelige ting til os, profeter løgne." Men dette er ikke min opgave. Gud har sendt mig som sit folks revser; og ligeså sikkert (232) som han har pålagt mig den tunge byrde, vil han gøre dem, der har fået dette budskab, ansvarlige for den måde de behandler det på. Gud er ikke til at spøge med og dem som foragter hans arbejde vil få efter deres gerninger. Jeg har ikke valgt dette ubehagelige arbejde af mig selv. Det er ikke et arbejde, som vil give mig menneskers gunst og taknemmelighed. Det er et arbejde, som kun få værdsætter. Men dem, som forsøger at gøre mit arbejde dobbelt så vanskeligt, ved deres forkerte fremstillinger, misundelse og vantro. De skaber derved fordomme for andre, mod de vidnesbyrd, Gud har givet mig og begrænser mit arbejde. De har noget at gøre op med Gud, imens jeg skal gå frem som Forsynet og mine brødre åbner vejen for mig. I min Forløsers navn og styrke, skal jeg gøre hvad jeg kan. Jeg skal advare, råde, irettesætte og opmuntre eftersom hvad Guds Ånd, dikterer, uanset om mennesker vil høre eller lade være. Min opgave er ikke at behage mig selv, men at gøre min himmelske Faders vilje, som har givet mig mit arbejde. ret
(232) Kristus advarede sine disciple: »Vogt jer for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve. Af deres frugter skal I kende dem. Kan man plukke druer af tjørn eller figener af tidsler? Således bærer hvert godt træ gode frugter og det dårlige træ bærer slette frugter. Et godt træ kan ikke bære slette frugter og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, der ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Altså: af deres frugter skal I kende dem.« Her er en prøve og, bror G, du kan få brug for den hvis du vil. Du behøver ikke at gå i usikkerhed og tvivl. Satan er nær ved, for at antyde forskellig slags tvivl, men hvis du åbner dine øjne i tro, finder du tilstrækkelig bevis for tro. Men Gud vil aldrig fjerne alle tvivlsårsager fra noget menneske. Dem som holder af at dvæle i tvivlens atmosfære og undersøge vantro kan få dette lidet misundelsesværdige privilegium. Gud giver tilstrækkelige beviser for at det kødelige sind kan tro; men den som vender sig fra bevisernes vægt, fordi der er nogle få (233) ting som han ikke kan få anskueliggjort for sin begrænsede forståelse, - han vil efterlades i vantroens kolde atmosfære og drages i tvivl og vil lide troens skibbrud. Det er som om du ser det som en dyd at være på tvivlens side, frem for troens side. Jesus har aldrig roset vantro; han har aldrig anbefalet tvivl. Han gav sit folk beviser på sin Messias rang, i miraklerne han udførte, men der var nogle som anså det for en dyd at tvivle og som vil bortforklare disse vidnesbyrd og finde noget at betvivle og kritisere i al godt arbejde. ret
(233) Høvedsmanden, som ønskede at Kristus skulle komme og helbrede sin tjener, anså sig for uværdig til at få Jesus ind under sit tag; hans tro var så stærk i Kristi kraft, at han bad ham blot sige et ord og arbejdet ville blive gjort. »Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg Eder: så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Og jeg siger Eder: mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget. Men Rigets' egne børn skal kastes ud i mørket udenfor; dér skal der være gråd og tænderskæren.« Og Jesus sagde til høvedsmanden: »Gå kun, det skal ske dig, som du troede!« Og tjeneren blev rask i samme stund." ret
(233) Her fremhævede Jesus tro i modsætning til tvivl. Han vidste at Israels børn ville snuble på grund af deres vantro, som ville få dem til at forkaste det store lys og ende med deres domfældelse og overtrædelse. Thomas erklærede at han ikke ville tro, hvis han ikke kunne sætte sin finger i naglegabene og stikke sin hånd i sin Herres side. Kristus gav ham det bevis han ønskede og irettesatte så hans vantro: »Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror." ret
(233) I denne mørkets og vildfarelsens tidsalder, er det som om at mennesker, der bekender at være Kristi efterfølgere, tror at de er frie til at modtage eller forkaste Herrens tjenere efter behag og at (234) de ikke vil blive draget til regnskab for dette. Det er vantro og mørke, som får dem til dette. Deres følsomhed er sløvet af deres vantro. De bryder deres samvittighed og er ikke oprigtige imod deres overbevisning og svækker deres moral. De ser andre i det samme lys som sig selv. ret
(234) Da Kristus udsendte de tolv, befalede han dem: »Hvor I kommer ind i en by eller landsby, skal I forhøre jer om, hvem i den der er det værd og hos ham skal I blive, indtil I drager videre. Når I træder ind i huset, så bring jeres hilsen; og hvis huset er det værd, skal jeres fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, skal jeres fred vende tilbage til jer selv. Og hvis man ikke tager imod jer og ikke hører jeres ord, så gå ud af det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder. Sandelig siger jeg eder: det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag end denne by.« De blev advaret mod at vogte sig mod mennesker, for de skulle overgives til rådene og piskes i synagogerne. ret
(234) I dag er menneskers hjerter ikke blødere, end da Kristus var på jorden. De vil gøre alt i deres magt for at hjælpe den store fjende i at gøre det så svært så muligt for Kristi tjenere, præcis som folk gjorde med Kristus, da han var på jorden. De vil piske med bagtalelsens og falskhedens tunge. De vil kritisere og de anstengelser som Guds tjener leder dem til at gøre, de vender imod ham. De vil med deres onde gætterier, se bedrageri og uærlighed, hvor alt er rigtigt og hvor der er fuldkommen renhed. De tillægger Guds tjenere egenkærlige motiver, skønt Gud selv leder dem og skønt de faktisk selv burde give deres liv hvis Gud forlangte det og derved kunne fremme Guds sag. De som har gjort det mindste og givet den mindste indsats i sandhedens sag, er de hurtigste til at udtrykke trosmangel i Guds tjeneres renhed, som er sat til at bære finansielle ansvar i det store arbejde. De som har tillid til Guds arbejde er villige til at vove noget for dets fremme og (235) deres åndelige velstand vil stå i forhold til deres gerninger i tro. Guds ord er vor norm, men hvor få følger det! Vor religion vil kun have lidt værdi for vore medmennesker, hvis den kun er teoretisk og ikke praktisk. Verdens og egenkærlighedens indflydelse føres omkring af mange, som bekender at følge bibelen. De er ligesom en sky, der afkøler den atmosfære andre bevæger sig i. ret
(235) Genstridighed, ikke uafhængighed
Bror G, det vil være en tung opgave for dig at opelske ren, uselvisk kærlighed og uegennyttig godgørenhed. Du kender ikke så meget til at opgive dine meninger og ideer og nogen gange opgive din egen bedømmelses evne og lade dig lede af andres råd. Bror og søster G, I begge behøver mindre af selvet og mere af Guds nåde. I begge mangler selvbeherskelsens vane, så jeres tanker kan underkastes Kristi Ånd. Det er Guds nåde som I behøver, for at jeres tanker kan disciplineres til at flyde i den rette kanal, så jeres ord kan udtrykke de rigtige ting og så jeres lidenskaber og appetit kan komme under fornuftens kontrol og tungen kan tøjles mod letsindighed og syndig og uvenlig kritik. »Hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme.« Den største sejr vi har fået i Kristi religion, er at styre os selv. Vore naturlige tilbøjeligheder må styres, ellers vil vi aldrig kunne sejre, som Kristus sejrede. ret
(235) Der er nogle blandt Kristi bekendende efterfølgere, som har åndeligt fordøjelsesbesvær (dyspeptiker). De har gjort sig selv til invalider og deres åndelige svaghed er en direkte følge af deres egne mangler. De adlyder ikke Guds love og de lever ikke efter hans buds grundsætninger. De er dovne i hans sag og arbejde og gør ikke noget selv; men når de tror de ser noget de kan kritisere, så er de aktive og ivrige. En kristen, som ikke arbejder, kan ikke være sund. Åndelig sygdom er følgen af (236) pligtforsømmelse. For at et menneskes tro kan blive stærk, må han være meget sammen med Gud i stille bøn. Hvordan kan et menneskes godgørenhed være til velsignelse for ham, hvis den aldrig udøves? Hvordan kan vi bede Gud om hjælp til sjæles omvendelse, hvis vi ikke gør alt i vor magt for at bibringe dem kundskab om sandheden? I har pådraget jer selv en svaghed, som har gjort jer nytteløse for jer selv og menigheden. Midlet er anger, bekende og fornyelse. I behøver moralsk kraft og Guds nådes virkelige næring. Intet andet giver jeres gudfrygtighed kraft og støtte end at arbejde for den sags fremme, I bekender at holde af, i stedet for at binde den ind. Der er kun en god kur på åndelig dovenskab og det er at arbejde - arbejde for sjæle, som behøver jeres hjælp. I stedet for at styrke sjæle har I taget modet fra og svækket deres hjerter og hænder, som vil se Guds sag vokse. ret
(236) Gud har givet jer evner som I kan bruge godt, eller til misbrug for jeres egen og andres skade. I har ikke erkendt de krav som Gud har på jer. Det bør altid være på sinde at vi er i denne verden for at danne karakteren til den næste. Og al vor omgang med vore medmennesker bør være med henblik på deres evige interesse og på vor egen; men hvis vor samtale med dem bruges på fornøjelse og på vor egen selviske tilfredshed, hvis vi er lette og spøgende, hvis vi føjer os i forkerte handlinger, samarbejder vi ikke med Gud, men modarbejder ham afgjort. Det dyrebare liv, Gud har givet os, skal ikke formes af vantroende slægtninge, til at fornøje det kødelige sindelag, men bruges på en måde som Gud kan anerkende. ret
(236) Hvis bror J nød Guds kærlighed, ville han være en kanal for lys. Han har for lidt moralsk styrke, med stærke tendenser til vantro. Han er ynkværdig for de himmelske engle, for han er omgivet af mørke. Hans ører hører næsten hele tiden om vantro og mørke. Tvivlsspørgsmål falder hele tiden ned foran ham. Tungen er en syndig verden. Tungen kan intet menneske tæmme; den er et uregerligt (237) onde, fuld af dødelig gift. Hvis bror J ville klynge sig fastere til Gud og føle at han bør bevare sin renhed for Gud, endda på bekostning af sit naturlige liv, ville han få styrke ovenfra. Hvis han lader sin tro påvirkes af den mørke og vantro som omgiver ham - tvivlsspørgsmålene og megen snak - vil han hurtig være i al mørke, tvivl og vantro og vil ikke have lys eller styrke i sandheden. ret
(237) Han skal ikke tro, at ved at søge kompromis med sine venner, som er bitter mod vor tro, gør det lettere for sig selv. Hvis han kun har det eneste formål at adlyde Gud for enhver pris, vil han få hjælp og styrke. Gud elsker og ynkes over bror J. Han kender enhver rådvildhed, enhver modløshed, enhver bitter tale. Han kender til det hele. Hvis han vil lægge sin vantro til side og stå urokkelig hos Gud, vil hans tro, under udøvelse styrkes. »Og min retfærdige skal leve af tro;« men »hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.« ret
(237) Jeg så brødrene J og G er i særlig fare for at miste det evige liv. De så ikke at de stod direkte i vejen for Guds værks fremme i ___. Da teltmødet blev afholdt der, første gang vi var ved denne kyst, blev hundredvis overbevist om sandheden; men Gud kendte til det stof menigheden var sammensat af. Hvis sjæle kom ud og frem til sandheden, var der ingen til at give dem næring og værne om dem og lede dem til et ophøjet liv. Bror I var af et misundeligt, kritiserede og skinsygt gemyt. Hvis han ikke kunne være først fremme, ville han ikke gøre noget. Han satte sig selv langt højre end Gud satte ham. Et menneske af hans temperament vil ikke, ret længe, være enig med nogen; for det er hans natur at kæmpe og stille sig i opposition mod det, der ikke passer ham. Herren lod ham gå sin egen vej og lod ham vise hvilken slags han var af. Han indførte i menigheden og forsøgte at gennemføre der, den samme ånd, som han havde indført i sin familie. Hans bitterhed og hans forfærdelige tale mod Guds tjenere er skrevet i bogen. Han vil møde (238) dem igen. Han gik bort fra os, fordi han ikke var af os. Og på ingen måde skal menigheden opmuntre ham til at forene sig med den igen; for, med det humør han har nu, han ville endda skændes med Guds engle. Han ville herske over og diktere englenes arbejde. En sådan ånd kan ikke komme ind i himmelen. I og J, som Gud ser misbilligende på, vovede at modarbejde Guds tjenere, tale ondt om dem og tillægge dem onde motiver. De har prøvet at ødelægge brødrenes tillid til disse medarbejdere, såvel som til Vidnesbyrdene. Men hvis arbejdet er Guds, kan de ikke styrte det. Deres anstrengelser vil være forgæves. Bror G, du var i et sådant mørke, da du mente disse mænd gjorde det rigtige. Du har gentaget deres ord og talt om en-mands-magt. Oh, hvor lidt vidste du ikke om det du talte om! ret
(238) Nogle har været hurtige at sige noget, give en beskyldning, mod Guds tjenere og være skinsyge og kritiske. Og kunne de finde en anledning hvor de, i deres iver for Guds sag, mener at prædikanter har talt bestemt og måske strengt, så de pludselig ville skælde ud, gemme på den største bitterhed og anklage Herrens tjenere for forkerte motiver. Lad disse kværulanter spørge, hvad de ville have gjort under lignende omstændigheder og med lignende byrder på sig. Lad dem se, ransage og fordømme deres egen fejl, undertrykke opførsel og deres egen selvstændighed og irritabelhed; og da uden at synde selv, kaste den første kritik-sten på brødre, som vil have dem i arbejds-orden. En hellig Gud vil ikke bringe sjæle ud til sandheden, for at de skal komme under den påvirkning, der har hersket i menigheden. Vor himmelske Fader er for viis til at bringe sjæle ind i sandheden, for at blive formet af disse mænds indflydelse, som er uhelliget i hjerte og liv. Disse mænd er ikke i overensstemmelse med sandheden. De er ikke i forening med legemet, men trækkes væk fra menigheden. De arbejder på tværs af dem, Gud bruger til at bringe sjæle til sandheden. ret
(238) Hvem vil give dem næring, som bør stille sig (239) lydig mod alle Guds bud? Hvem vil opfostre fædre og mødre til dem, som behøver hjælp og styrke? Ved disse brødre hvad de gør? De står direkte på syndernes vej. De blokerer vejen ved deres egen forkerte opførsel. Sjæles blod vil være på deres klæder, hvis de ikke angrer og ændrer deres kurs fuldstændigt. Tror disse misfornøjede personer at de gør det rigtige og at sabbatsholdernes legeme er blevet vildledt? »På deres frugter skal I kende dem.« Hvem velsigner Gud? Hvem leder ham? Hvem arbejder for ham? Hvem gør godt i arbejdet for sandhedsudbredelsen til andre? Tror disse mænd at legemet vil komme til dem og opgive deres erfaring og synspunkter, for at følge disse uhelligede menneskers vurderinger? eller vil de komme i harmoni med legemet? ret
(239) Bror G praler af sin selvstændige tænkning og dømmekraft, medens han blokerer vejen for syndere, ved sin uhellige livsførelse og sin modstand mod arbejde, ved at udøve blind krig mod Kristus, i skikkelse af hans tjenere. Bror G han er vildfaret om den sande selvstændigheds egenskab. Selvstændighed er ikke stædighed, selvom stædighed ofte forveksles med selvstændighed. Når bror G har dannet en mening og sagt den i sin familie eller i menigheden med en betydelig tiltro og med nogen reklame, er han tilbøjelig til at gøre det klart at han har ret i ethvert argument han kan give. Han er skal passe på, meget på, at han ikke lukker øjnene og bryder sin samvittighed ved denne fremturen; for fjendens fristelser er stærke for ham. Hans stolthedsopfattelse er svær at opgive også når lyset og vidnesbyrdet tilstrækkeligt nok til at overbevise ham, - hvis han ville lade sig overbevise. Han mener, at hvis han skulle indrømme at have uret, ville det være en refleksion om hans dømmekraft og skarpsindighed. ret
(239) Bror G, du er i stor fare for at miste din sjæl. Du ønsker forrang. Til tider tager du det tungt når du føler dig ringeagtet. Du er ikke et lykkeligt menneske. Du vil ikke være lykkelig, hvis du forlader Guds folk, bliver fornærmet over tydelig tale og kendsgerninger, som mange af Kristi (240) efterfølgere gjorde, fordi den udtalte sandhed var for tæt på. Du vil ikke blive et lykkeligt menneske, for du vil tage dig selv med dig. Du har ikke ret, du gør problemer for dig selv. Dit temperament er din fjende og går du derhen hvor du vil, tager du selv ulykkelighedens byrder med dig. Det er en ære at bekende en fejl, ligeså hurtig som den kan ses. ret
(240) er er mange ting i Guds værk du finder fejl i, fordi det er naturligt for dig at gøre sådan. Og siden du har vendt dit ansigt imod det lys Gud har åbenbaret dig om dig selv, mister du hurtig din dømmekraft og er mere end før snar til at finde fejl i alt. Du giver din mening til kende med diktatorisk tillid og behandler andres spørgsmål om din mening som udskælden på dig. Sand, forædlet selvstændighed er aldrig for ringe til at søge råd hos erfarne og vise og den behandler andres råd med respekt. ret
(240) Religion i Familien
Bror G du må omvendes, ellers mister du evigt liv. Du kan ikke være et lykkeligt menneske, før du får visdommens ydmyghed. Du og din hustru har for længe arbejdet på tværs. I må lægge denne kritik, disse mistanker, skinsyge og ulykkelige skænderier på hylden. Den ånd som er udviklet i jeres familie, føres videre i jeres religiøse erfaring. Vær forsigtige med hvordan I taler om hverandres fejl under jeres børns nærværelse; og vær forsigtig med hvordan I styrer jer selv. I ser kun det dårlige og onde i jeres ældste søn; I giver ham ingen anerkendelse for gode egenskaber, som I, hvis han dør, pludseligt ville overbevises om at han havde. Ingen af jer behandler jeres søn konsekvent. I dvæler over hans fejl, under andres påhør og viser at I ikke har tillid til hans gode karaktertræk. ret
(240) Hver især har I tilbøjelighed til at se på den andens fejl og alle andres; men I er forblindede over for jeres egne fejl og mange vildfarelser. I er begge nervøse, lette at opildne (241) og irritere. I behøver visdommens ydmyghed. I klynger jer til jeres egne svagheder, lidenskaber og fordomme, som om I ikke længere ville være lykkelige, hvis de ikke var der, skønt de er torne - stikkende og kvæstende torne. Jesus indbyder jer til at lægge det åg ned, I har båret på, som har gnavet om jeres hals og tage sit åg på, som er nemt og hans byrde, som er let. Hvor tung er ikke egenkærlighedens, begærlighedens, stolthedens, lidenskabens, jalousiens og onde mistankers last. Hvor meget griber mennesker ikke disse forbandelser omkring dem og hvor uvillige er de ikke til at opgive dem. Kristus forstår hvor svære disse selvforskyldte byrder er og han indbyder os til at lægge dem ned. De tugt belastede og trætte sjæle indbyder han at komme til sig og tage hans byrde i stedet, som er let, i bytte for byrder de binder på sig selv. Han siger: »I finde hvile for jeres sjæle.« Thi mit åg er gavnligt og min byrde er let.« Vor Frelsers pålæg er alle pålidelige og samdrægtige og hvis de bæres med glæde, bringer de sjælen fred og hvile. ret
(241) Når bror G en gang har taget standpunkt på den forkerte side, er det ikke let for ham at indrømme at han har begået fejl. Men hvis han kan få sin forkerte handlemåde ud af tankerne og komme ud af andres hukommelse og gøre nogle forandringer til det bedre, uden at bekende sin fejl åbent, vil han gøre sådan. Men alle disse fejl og ubekendte synder står registreret i himmelen og vil ikke udslettes før han indvilliger i de anvisninger, Guds ord giver: »Bekend derfor jeres synder for hverandre og bed for hverandre, for at I må blive helbredt.« Hvis bror G har fundet en anden plan end den Herren har givet os, er det ikke en sikker vej og vil til sidst vise sig at være hans ruin. Denne anden vej er ruinerende for menigheden og ruinerende for hans families velstand og lykke. Han må blødgøre sit hjerte og lade ømhed, ydmyghed og kærlighed ind i sin sjæl. Han må opelske uselviske kvaliteter. Bror og søster G, I burde opelske egenskaber som gør jer rene, glemmer selvet og mere interesseret i dem I kommer i kontakt med. Der (242) er blodåre af egenkærlighed og egenomsorg som ikke gør jeres lykke større, men bringer jer sorg. I har en kamp med jer selv, som kun I selv kan udkæmpe. I begge bør styre tungen og holde meget af det tilbage I giver udtryk for. Det første onde er at tænke forkert; derefter kommer de forkerte ord. Men I lader kærlighedsvæksten, hensynsfuldhed og respekten for hverandre være ugjort. Vær godt hensynsfulde for hinandens følelser og søg at vogte helligt over hverandres lykke. Dette kan i kun gøre i Jesu navn og styrke. ret
(242) Søster G har gjort store anstrengelser for at vinde sejre, men hun har ikke fået megen opmuntring fra sin mand. I stedet for at søge Gud i alvorlig bøn og bede efter styrke til at overvinde fejlene i deres karakter, har de vogtet over hinanden og blevet svækket ved at finde fejl hos hinanden. Hjertets have er ikke blevet passet. ret
(242) Hvis bror G havde modtaget det lys som Herren sendte ham for måneder siden og talt rent ud med sin hustru, hvis begge havde brudt deres hjerter for Herren, hvor anderledes ville deres nuværende tilstand da ikke blive. De begge har ringeagtet Guds Ånds irettesættende og bønlige ord og ikke fornyet deres liv. At lukke øjnene for det lys Gud sendte dem gjorde ikke een af deres fejl mindre alvorlig i Guds øjne, det gør heller ikke deres ansvar mindre. De har hadet den irettesættelse Herren gav dem i medynk. Bror G har af naturen et venligt og ømt hjerte, men det er overtrukket af egenkærlighed, forfængelighed og onde tanker. Hans hjerte er ikke tykhudet, men han mangler moralsk styrke. Han er en kujon lige så snart selvfornægtelsens og selvopofrelsens nødvendig kommer frem for ham, for han elsker sig selv. At styre selvet, sætte vagt om hans ord, anerkende at han har gjort forkert eller talt forkert, er for ydmygende for ham at bære; og hvis han nogensinde skal frelses, må korset alligevel løftes op. ret
(242) Bror og søster G, I skal begge vogte jeres ord; for lige så sikkert som der ikke er skildvagter over jeres tanker og handlinger, ligeså vil I tage modet fra hinanden (243) og gøre det sikkert at ingen af jer kan blive frelst. I begge må vogte jer imod overilethed, som fremkalder overilede ord og handlinger. Vrede der har fået frit løb, fordi I mener at være misbrugt, er Satans ånd og fører til stort moralsk onde. Når I styres af en overilelse frarøver I jer selv jeres fornuft, for en tid. Så kan I ikke styre jeres ord og handlinger, skønt I gør jer selv ansvarlig for alle de onde følger. Det som gøres i hast og vrede kan ikke undskyldes. Denne handling er ond. Med et enkelt ord sagt overilet og i vrede, kan I efterlade en brod i venners hjerter, som aldrig vil glemmes. Hvis I ikke udviser selvkontrol, vil I blive et meget ulykkeligt par. Hver især tillægger I jeres ulykkelige liv hinandens fejl; men gør det ikke mere. Gør det til en regel at aldrig sige et kritisk ord til hinanden, men ros og pris hvor I kan. ret
(243) Nogle anser det for en dyd at være tøjlesløse og de vil prale af deres dristige vane, at tale om de ubehagelige ting i hjertet. De lader en vrede udtømme sig selv ved en strøm af irettesættelser og kritik. Jo mere de snakker, jo mere oprevne bliver de og Satan står ved siden af for at fremhjælpe dette, for det passer ham. Ordene irriterer ham de siges til og de vil blive kastet igen, provokere til endnu hårdere ord, indtil en lille ting er blæst op til en stor flamme. I begge føler at I har alle de prøvelser som I overhovedet kan udholde og at jeres tilværelse er den mest ulykkelige. Begynd straks på at styre jeres tanker, jeres ord og jeres handlinger. Når I hver især mærker bitterheden rejse sig, så gør det til en regel at selv bede ydmygt til Gud, som vil lytte til den bøn, som ikke kommer ud af hykleriske læber. ret
(243) Enhver lidenskab må under den oplyste samvittigheds styring. »Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed godhed ydmyghed sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal også I gøre! Og over alt dette (244) skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd. Og lad Kristi fred råde i jeres hjerter; til den blev I kaldede som lemmer på samme legeme; og vær taknemmelige!" ret
(244) Hvis I er på opbyggelsens stade og lægger nåde til nåde, vil Gud forøge sin nåde til jer. Når I lægger til, forøger han. Hvis I gemmer på en vane og Gud ser og hører alt hvad I gør og siger og nøje nedskriver alle jeres ord og handlinger og I ser det hele igen, så vil I, med alt I gør og siger, forsøge at følge en oplyst og årvågen samvittigheds ordre. Jeres tunger vil blive brugt til Guds ære og vil være en kilde til velsignelse for jer selv og andre. Men hvis I adskiller jer fra Gud, som I har gjort, så tag jer i agt for at jeres tunger ikke skal vise sig som en uretfærdig verden og pådrage jer en frygtelig dom; for sjæle vil gå tabt på grund af jer. ret
(244) Selvkontrollens opgave
Appetitten fra vor dyriske natur bør holdes stærkt i ave. Denne appetit fik vi af vigtige grunde, for det gode og ikke for at blive dødens tjenere ved forvrængede og ganske uforenlige lyster. Lysten for tobak, som du, bror G, giver efter for og styrker, er en uforenelig lyst mod din sjæl. Et umådeholdent menneske kan ikke være et tålmodigt menneske. Den næsten umærkbare smagsglæde vil skabe lyst til stærkere stimulanser. Hvis tanker, lidenskaber og appetit holdes passende nede, vil tungen kunne styres. Få den moralske styrke til hjælp og opgiv brugen af tobak for altid. Du har prøvet at skjule for andre at du bruger tobak, men du skjulte det ikke for Gud. »Tvæt hænderne, I syndere! og rens hjerterne, I tvesindede! Klag jeres nød og sørg og græd; jeres latter skal vendes til sorg og jeres glæde til bedrøvelse! Ydmyg jer for Herren, så skal han ophøje jer.« Jeg anbefaler disse ord til jer i Jesu navn, som har givet mig mit hverv. Afvis dem ikke. ret
(245) (245) Du ville aldrig have afvist Vidnesbyrdene som du har, hvis dine forkerte gerninger ikke var blevet irettesat. Du mente at det var lettere at ofre Vidnesbyrdene og lukke dine øjne for det lys Gud gav dig, end at opgive din tobak og rense dit liv for letsindighed og spøg sammen med ikke-troende. Renselsesprocessen indbefatter fornægtelse og tvang, som du ikke har moralsk styrke til at udholde; derfor mener du at kunne undskylde dine synder, med din utro mod det lys Gud har sendt dig. Husk på, at du skal møde alt dette igen; for det er skrevet i bogen, sammen med alle advarslerne og irettesættelserne, som Gud har betroet mig at give dig. ret
(245) Bror J er ynkværdig, for han har af naturen en mangelfuld organisme. Hans håb er lille. Hans vantro og tvivl styrer hans dømmekraft. Det ligger til ham at sætte sig selv på tvivlens og spørgsmålenes side. Den eneste måde at overvinde dette store onde på, er at opelske de modsatte karaktertræk. Han bør holde vantroen nede og ikke opelske den. Han bør ikke give udtryk for sin tvivl. Han har ingen ret til at betro andre sine karaktermangler; - det gør dem kede af det og de mister modet. Hvis han påvirkes af dette sørgelige onde, skal han ikke forbitre andres lykke og indføre sin vantro og kølne sine brødres tro. Han er tilbøjelig til at springe næsten alt over i alle prædikener og formaninger, hvori han kunne fremdrage trøst og opmuntring og tager noget op, som han tænker, vil give en undskyldning for hans spørgen og kritik. Hans sjæls adgangsveje står åben og er ubevogtede så Satan kan komme ind og forme hans sind efter sit ønske. ret
(245) Jeg fik vist at dine møder mister interesse, fordi Guds Ånd ikke er med dem. Brødre og søstre er i fuldstændig trælbundne på grund af disse to mænd. De tør ikke bruge deres frihed og tale ud om deres tro i deres enfoldighed, for her er bror J, med sine kolde, strenge, kritiske øjne på vagt for at opfange ethvert ord, så han kan bruge sit vantro sinds evner. Med disse to sammen, har Guds Ånd græmmet sig bort fra møderne. Når brødrene tilkendegiver (246) dragens ånd, at føre krig mod dem, som tror at Gud har viderebragt lys og trøst til dem ved Vidnesbyrdene, er det tid til brødrene og søstrene at forsvare deres frihed og udvikle en fri samvittighed. Gud har givet dem lys og det er deres privilegium at værne om lyset og tale om det til styrkelse og opmuntring af hinanden. Bror J vil forvirre sindet ved at få det til at se ud som om at lyset Gud har givet gennem Vidnesbyrdene er et tillæg til Guds ord, men derved fremstiller han sagen i et falsk lys. Gud har fundet det passende at derved bringe sit folk hen til sit ord og give dem en klarere forståelse af det. ret
(246) Menigheden i ___ bliver svagere og svagere på grund af den indflydelse, som har været udvirket over dem - ikke en indflydelse der hjælper dem frem, men en der blokerer hjulene. Det er bror J's forret at lægge sin vantro til side og gå fremad i lys, hvis han vil. Hvis han nægter dette, vil Guds sag gå frem på samme måde, uden hans hjælp. Men Gud har udtænkt at menigheden i ___ skal gennemgå en forandring. Enten vil den gå frem eller også gå baglæns. Gud kan udrette mere med seks sjæle, som er enige og af samme sind og dømmekraft, end med snesevis mennesker, som gør det samme, som bror J og G har gjort. De har ikke taget lysets engle med sig til mødet, men mørkets engle. Møderne har ikke givet noget udbytte og nogen gange været til direkte skade. Gud kalder på disse mænd, at komme over på Herrens side og forenes med legemet og ikke forhindre dem, som vil være helt for Herren. ret
(246) Hovedårsagen til at så mange bekendende Kristi disciple falder i svære fristelser og arbejder for anger, er at de ikke kender sig selv. Her er det, at Peter blev så grundigt efterprøvet af fjenden. Her er det, at tusindvis vil gøre deres tros skibbrud. I tager ikke jeres fejl og vildfarelser til hjerte og plager jeres sjæle med dem. Jeg bønfalder jer at rense jeres sjæle ved at adlyde sandheden. Knyt jer selv til himmelen. Og måtte Herren redde jer fra selvbedrag.