(247) (247) [Højt agtede broder K. I januar 1875 blev det vist mig, at der er hindringer i vejen for menighedens åndelige fremgang. Guds ånd bedrøves, fordi der er uret i manges hjerter og liv; den tro, de bekender sig til, stemmer ikke overens med deres gerninger. Jehovas hellige hviledag bliver ikke holdt, som den bør. Hver uge ranes der fra Gud ved et eller andet indgreb på ydergrænserne af hans hellige tid og de timer, der skulle vies til bøn og betragtning, bliver anvendt til verdslige sysler. ret
(247) Gud har givet os sine befalinger, ikke blot for at man skal tro på dem, men for at de skal adlydes. Da den store Jehova havde lagt jordens grundvold og havde klædt hele verden med skønhed og fyldt den med, hvad der var nyttigt for menneskene da han havde skabt alle undere på land og i hav indstiftede han sabbattens dag og gjorde den hellig. Gud velsignede og helligede den syvende-dag, fordi han på den hvilede fra hele sin underfulde skabelsesgerning. Sabbatten blev til for menneskene og han vil, at de skal afstå fra deres arbejde på den dag, ligesom han selv hvilede efter sin gerning i de seks skabelsesdage. ret
(247) Når de, der højagter Jehovas befalinger, har fået lys angående det fjerde bud vil de adlyde det uden at spørge, hvorvidt det er praktisk muligt eller belejligt at vise en sådan lydighed. Gud skabte mennesket i sit billede og gav det et eksempel på helligholdelsen af den syvende-dag, som han helligede og gjorde hellig. Det var hans hensigt, at menneskene på den dag skulle tilbede ham og ikke beskæftige sig med nogen verdslige sysler. Ingen, der undlader at tage hensyn til det fjerde bud efter at være blevet oplyst angående sabbattens krav, kan kendes uskyldig i Guds øjne. ret
(247) Broder K, du indrømmer Guds krav om sabbattens helligholdelse, men dine gerninger svarer ikke til den tro, du bekender. Du stiller din indflydelse på de vantros side, for så vidt som du overtræder Guds lov. Når dine timelige forhold synes at kræve opmærksomhed, (248) overtræder du det fjerde bud uden samvittighedsnag. Du gør overholdelsen af Guds lov afhængig af, hvad der falder dig belejligt, viser lydighed eller ulydighed, efter som din forretning kræver, eller din tilbøjelighed tilsiger dig. Dette er ikke at hædre sabbatten som en hellig indstiftelse. Du bedrøver Guds ånd og vanærer din Genløser ved at handle på en så uforsvarlig måde. ret
(248) En delvis overholdelse af sabbatsloven bliver ikke antaget af Herren og øver en dårligere virkning på synderes sind, end om du ikke bekendte dig til at være sabbatsholder. Du indser, at dit liv modsiger din tro og taber tillid til kristendommen. Herren mener, hvad han siger og menneskene kan ikke ustraffet tilsidesætte hans befalinger. Adams og Evas eksempel i Edens have bør være en tilstrækkelig advarsel til os imod enhver ulydighed mod den guddommelige lov. Vore stamforældres synd ved at høre på fjendens fristelse bragte skyld og sorg over verden og førte til. at Guds søn forlod de kongelige boliger i himmelen og indtog en ringe plads på jorden. Han blev udsat for hån, forkastelse og korsfæstelse netop af dem, han kom for at velsigne. Hvilken umådelig bekostning havde ikke hin ulydighed i Edens have til følge! Himmelens majestæt blev ofret for at frelse menneskene fra straffen for deres forbrydelse. ret
(248) Gud vil ikke behandle nogen overtrædelse af hans lov mildere nu end den gang, han udtalte dommen over Adam. Verdens frelser hæver sin røst til protest mod dem, der betragter de guddommelige bud med skødesløshed og ligegyldighed. Han sagde: »Derfor: den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i himmeriget.« Vort liv er en lærdom, der enten går helt ind for sandheden eller går helt imod den. Dersom dine gerninger synes at forsvare overtræderen i hans synd og dersom din indflydelse støtter overtrædelse af Guds befalinger, er du ikke alene selv skyldig, men du er til en vis grad ansvarlig for at andre føres ud i vildfarelse. ret
(249) (249) I selve begyndelsen af det fjerde bud sagde Gud: »Kom i hu,« fordi han vidste, at menneskene i deres mangfoldige bekymringer og forviklinger ville fristes til at undlade at efterkomme lovens fulde krav, eller de ville under trykket af deres timelige beskæftigelse glemme dens hellige betydning. »I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning.« udføre livets almindelige gøremål til timelig fordel eller fornøjelse. Disse ord er meget tydelige; ingen kan tage fejl. ret
(249) Br. K, hvordan tør du vove at overtræde et så højtideligt og vigtigt bud? Har Herren gjort en undtagelse, ifølge hvilken du er fritaget fra den lov, han har givet hele verden? Udelades dine overtrædelser i regnskabsbogen? Er han gået med til at undskylde din ulydighed, når folkeslagene skal stå frem for ham til dom? Bedrag ikke dig selv med den tanke, at din synd ikke vil bringe sin fortjente straf. Dine overtrædelser vil blive hjemsøgt med kæppen, fordi du havde lyset, men har vandret i åbenbar strid dermed. »Den tjener, som kender sin Herres vilje og alligevel ikke har gjort noget rede eller handlet efter hans vilje, han skal have mange hug." ret
(249) Gud har givet menneskene seks dage, i hvilke de kan gøre deres eget arbejde og udføre livets almindelige sysler; men han gør krav på een dag, som han har sat til side og helliget. Han giver den til menneskene som en dag, da de kan hvile fra arbejde og hengive sig til gudsdyrkelse og til udvikling af deres åndelige liv, Hvilken oprørende voldshandling er det ikke for et menneske at stjæle den eneste dag, Jehova har helliget og bruge den til sine egne egoistiske formål! ret
(249) For dødelige mennesker er det den groveste anmasselse at driste sig til at gå på akkord med den Almægtige for at kunne beskytte deres egne små, timelige interesser. Lejlighedsvis at bruge sabbatten til verdslig gerning er en lige så hensynsløs krænkelse af loven som helt at forkaste den; for det er at gøre Herrens befalinger til en sag, som er afhængig af, hvad der er belejligt. »Jeg Herren din Gud er en nidkær Gud,« lyder det som en torden fra Sinaj. Ingen delvis lydighed, ingen splittet interesse bliver godkendt af ham, som erklærer, at fædres brøde vil blive hjemsøgt på børn indtil tredje og fjerde led, dem, som hader ham og (250) at han vil vise miskundhed i tusind led mod dem, der elsker ham og holder hans bud. Det er ingen ringe sag at rane fra en nabo og dybt er det brændemærke, der sidder på den, som er fundet skyldig i en sådan handling; dog kan den, der ville afsky at besvige et menneske, uden skamfølelse fraregne sin himmelske fader den tid, han har velsignet og sat til side til et særligt formål. ret
(250) Min kære broder, du arbejder i strid med den tro, du bekender og din eneste undskyldning er en ynkelig påberåbelse af, hvad der er belejligt. Guds tjenere i fortiden blev kaldet til at give deres liv for at hævde deres tro. Din handlemåde stemmer dårligt overens med de kristne martyrers, der led hunger og tørst, pinsler og død hellere end at give afkald på deres religion eller opgive sandhedens principper. ret
(250) Der står skrevet: »Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? kan troen måske frelse han?« Hver gang du lader dine hænder arbejde på sabbatsdagen, fornægter du faktisk din tro. De hellige skrifter lærer os, at tro uden gerninger er død og at livets vidnesbyrd fortæller verden, hvorvidt man er sin bekendelse tro eller ikke. Din handlemåde nedsætter Guds lov i dine verdslige venners agtelse. Den siger til dem: "Du kan adlyde budene, eller du kan lade være. Jeg tror, at Guds lov på en måde er bindende for menneskene; men når det kommer til stykket, er Herren ikke særlig nøje, hvad en streng overholdelse af dens forskrifter angår og en lejlighedsvis overtrædelse hjemsøges ikke strengt fra hans side." ret
(250) Mange undskylder deres krænkelse af sabbatten ved at henvise til dit eksempel. De hævder, at hvis en så god mand, som tror, at den syvende-dag er sabbat, kan udføre timelige sysler på den dag, når forholdene synes at Kræve det, kan de visselig uden fordømmelse gøre det samme. Mange sjæle vil stå frem for dig i dommen og bruge din indflydelse som undskyldning for deres ulydighed mod Guds lov. Skønt dette ikke vil være noget forsvar for deres synd, vil det være et frygteligt vidnesbyrd imod dig. ret
(250) Gud har talt og det er hans mening, at menneskene skal lyde. (251) Han spørger ikke, om det falder bekvemt at gøre det. Livets og herlighedens herre tog ikke hensyn til, hvad der var bekvemt eller fornøjeligt, da han forlod sin høje stilling som anfører for at blive en smertens og sorgens mand og påtog sig vanære og død for at udfri menneskene fra følgerne af deres ulydighed. Jesus døde, ikke for at frelse menneskene i deres synder, men fra deres synder. Mennesket skal forlade sin vejs vildfarelse for at følge Kristi eksempel, tage sit kors op og følge ham, fornægte sig selv og lyde Gud, hvad det end måtte koste. ret
(251) Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.« Er vi Guds tro tjenere, bør der ikke være noget spørgsmål i vort sind, om vi vil lyde hans befalinger eller rådspørge vore timelige interesser. Hvis de, der tror på sandheden, ikke holdes oppe af deres tro i disse forholdsvis fredelige tider, hvad skal så holde dem oppe, når den store prøve indtræder og befalingen udgår mod alle dem, der ikke vil tilbede dyrets billede og tage dets mærke på deres pande eller på deres hånd? Denne højtidelige stund er ikke langt borte. I stedet for at blive svage og ubeslutsomme bør Guds folk nu samle styrke og frimodighed til trængselstiden. ret
(251) Jesus, vort store guddommelige Mønster, lærte os i sit liv og i sin død den strengeste lydighed. Han døde, den retfærdige for de uretfærdige, den uskyldige for de skyldige, for at Guds lovs ære kunne blive bevaret, uden at menneskene gik fuldstændig til grunde. Synd er overtrædelse af loven. Dersom Adams synd medførte en så usigelig elendighed og krævede Guds kære søns opofrelse, hvad vil så deres straf blive, der ser sandhedens lys og gør det fjerde bud i Herrens lov til intet? ret
(251) Omstændighederne vil ikke berettige nogen til at arbejde på sabbatten af hensyn til timelige vinding. Dersom Gud undskylder een mand, kan han undskylde alle. Hvorfor kan br. L, som er en fattig mand, ikke arbejde om sabbatten for at tjene sit udkomme, når han derved ville kunne underholde (252) sin familie? Hvorfor kan ikke andre brødre, eller vi alle sammen, kun holde sabbatten, når det falder belejligt at gøre det? Røsten fra Sinai giver svaret: »I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende-dag skal være hviledag for Herren din Gud." ret
(252) Forsyndelser begået af sådanne, som tror på sandheden, påfører menigheden stor svaghed. De er anstødssten på synderes vej og hindrer disse i at komme til lyset. Broder, Gud kalder dig til at komme helt over på hans side og lade dine gerninger vise, at du agter på hans forskrifter og holder sabbatten ukrænket. Han byder dig vågne op og gøre din pligt og at være tro i de ansvar, der påhviler dig. Følgende højtidelige ord rettes til dig: »Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd, Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talt." ret
(252) Ligesom mange af vore brødre er du ved at blive indviklet med overtrædere af Guds lov, ser tingene i samme lys, som de gør og falder i deres vildfarelser. Gud vil med sine straffedomme hjemsøge dem, der bekender sig til at tjene ham, men dog i virkeligheden tjener mammon. De, der af hensyn til personlig fordel sætter sig ud over Herrens udtrykkelige påbud, samler ulykke over sig selv i fremtiden. Menigheden i ___ bør undersøge nøje, om de ikke ligesom jøderne har gjort Guds tempel til en købmandsbod. Kristus sagde: »Der står skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus; men I gør det til en røverkule.« ret
(252) Er ikke mange iblandt vort folk ved at falde i den synd at ofre deres religion for verdslig vindings skyld, idet de bevarer gudfrygtighedens skin, medens hele deres sind beskæftiger sig med timelige interesser? Guds lov må sættes foran alt andet og adlydes efter ånd og bogstav. Dersom Guds ord, der med frygtindgydende højtidelighed blev talt fra (253) det hellige bjerg, bliver betragtet med ringeagt, hvordan vil så hans ånds vidnesbyrd blive modtaget? De, hvis sind er så formørkede, at de ikke kan indse autoriteten i de bud, Herren selv har givet menneskene, kan kun modtage lidt godt fra et svagt redskab, som han har udvalgt til at undervise sit folk. ret
(253) Din alder fritager dig ikke for lydighed mod de guddommelige befalinger, Abraham blev hårdt prøvet i sin høje alderdom. Herrens ord forekom den hårdt hjemsøgte gamle mand frygtelige og upåkrævede, men han betvivlede aldrig deres retfærdighed eller nølede med at vise lydighed. Han kunne have påberåbt sig, at han var gammel og svag og at han ikke kunne ofre sin søn, som var hans livs glæde. Han kunne have mindet Herren om, at hans påbud var i strid med de løfter, han havde fået vedrørende denne søn. Men Abrahams lydighed var fri for knurren eller bebrejdelse. Hans tillid til Gud var ubetinget. ret
(253) Abrahams tro bør være vort forbillede; men hvor få er der ikke, som med tålmodighed vil udholde den enkle prøve at blive tilrettevist for de synder, der stiller deres evige velfærd i fare! Hvor få er der ikke, som modtager irettesættelse med ydmyghed og høster gavn deraf! Guds krav på vor tro, vor tjeneste, vor hengivenhed bør imødekommes med glad villighed. Vi står i en grænseløs gæld til Herren og bør uden betænkning efterkomme det mindste af hans krav. Man behøver ikke at træde hele den moralske lov under fødder for at blive en forbryder. Ved at sætte os ud over et bud bliver vi overtrædere af hele den hellige lov. Men ønsker vi at holde loven i sandhed, må vi strengt overholde ethvert bud, Gud har pålagt os. ret
(253) Gud tillod sin egen søn at gå i døden for at lide straffen for lovens overtrædelse; hvordan vil han så handle med dem, der trods alt dette vover sig ud på ulydighedens vej efter at have fået sandhedens lys? Menneskene har ingen ret til at påberåbe sig deres bekvemmelighed efter deres ønsker i denne sag. Gud vil sørge for dem. Han, som mættede Elias ved bækken ved at gøre en ravn til sit sendebud, vil ikke tillade, at hans trofaste mangler føde. ret
(254) (254) Frelseren spurgte sine disciple, som var trykkede af fattigdom, hvorfor de var ængstelige og besværede med hensyn til, hvad de skulle spise, eller hvad de skulle klæde sig med. Han sagde: »Se til himmelens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade og dog giver jeres himmelske fader dem føden; er I ikke meget mere værd end de?« Han pegede på de yndige blomster, som en guddommelig hånd havde dannet og farvet og sagde: »Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?« ret
(254) Hvor er Guds folks tro? Hvorfor er de så vantro og så mistillidsfulde over for ham, som sørger for deres behov og opholder dem ved sin kraft? Herren vil prøve sit folks tro; han vil sende trusler, der vil blive efterfulgt af trængsler, hvis der ikke agtes på disse advarsler. Han vil afbryde syndens skæbnesvangre dvale, hvad det end skal koste dem, der er afveget fra deres troskab mod ham og vække dem til forståelse af deres pligt. ret
(254) Min broder, din sjæl må oplives og din tro forøges. Så længe har du under et eller andet påskud undskyldt din ulydighed, at din samvittighed er blevet dysset til ro og ikke længere minder dig om dine vildfarelser. I så lang tid har du fulgt din egen bekvemmelighed med hensyn til at holde sabbatten, at dit sind er blevet uimodtageligt for indtryk vedrørende din ulydighed; men du er dog ikke mindre ansvarlig, for du har selv bragt dig i denne stilling. Begynd straks at lyde de guddommelige befalinger og forlad dig på Gud. Væk ikke hans vrede, at han ikke skal hjemsøge dig med frygtelig straf. Vend tilbage til ham, inden det er for sent og få forladelse for dine overtrædelser. Han er rig på miskundhed; han vil give dig sin fred, hvis du kommer til ham i ydmyg tro. Vejl f menigh bd. 1 side 408-414]