Vidnesbyrd for menigheden bind 4 kapitel 3. Fra side 20ren side   tilbage

Gå frem

(20)  Israels umådelige hære forlod Ægypten i glad triumf, deres lange og forfærdelige trældom. Ægypterne ville ikke løslade dem før de var blevet advaret tydeligt af Guds domme. Hævnenglen havde hjemsøgt hvert hus blandt egypterne og havde slået den førstefødte ihjel iblandt alle familier. Ingen var (21) gået fri, fra Faraos arving til fangens førstefødte i hans fangehul. Også det førstefødte af kvæget blev slået ihjel efter Herrens befaling. Men dødens engel gik forbi Israels børns hjem og tog ikke derind.ret

(21)  Rædselsslagen over de plager der var faldet over hans folk kaldte Farao Moses og Aron til sig om natten og bad dem forlade Ægypten. Han var interesseret i at de gik med det samme; for han og hans folk frygtede at landet ville blive en stor begravelsesplads, medmindre Guds forbandelse blev fjernet fra dem.ret

(21)  Israels børn var glade for at få efterretning om deres frihed og skyndte sig at forlade deres trældomssted. Men vejen var svær og til sidst svigtede deres mod. Deres rejse førte dem over ufrugtbare bakker og øde sletter. Den tredje nat fandt de dem selv omgærdet af bjerge på hver side. medens det Røde Hav lå foran dem. De var rådvilde og angrede stærkt deres situation. De bebrejdede Moses for at føre dem til dette sted, for de troede de var gået forkert. "Dette er helt sikkert," sagde de," ikke vejen til Sinajs ørken, heller ikke vore fædres forjættede land i Kanaan. Vi kan ikke komme længere; men vi må nu gå ud i Det Røde Havs vande, eller vende tilbage til Ægypten."ret

(21)  Som om de fuldendte deres egne lidelser, se! ægypterhæren er på vej! Den imponerende hær ledes af Farao selv, som angrede at han udfriede hebræerne og er bange for at han har sendt dem ud for at blive et stort folk til fjende imod sig. Hvilken pinefuld nat har dette ikke været for Israel?! Hvilken kontrast er dette ikke til den herlige morgen da de forlod Ægyptens trældom og med glæde påbegyndte ørkenvandringen! Hvor magteløs har de ikke følt sig for den mægtige fjenden! De skrækslagene kvinder og børns klage, blandet med forskræmt kvægs lave brølen og fårernes bræen, forøgede situationens triste forvirring.ret

(22)  (22) Det var ham selv som havde påbudt Moses at slå lejr ved det Røde Hav og han havde yderligere sagt til ham: »Farao vil da tænke om israelitterne, at de er faret vild i landet og at ørkenen har sluttet dem inde; og jeg vil forhærde Faraos hjerte, så han sætter efter dem og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans krigsmagt og ægypterne skal kende, at jeg er Herren!«ret

(22)  Hans hånd opholdt de onder de var omgivet af. I deres vanvittige raseri havde de glemt den stav som Moses havde forvandlet Nilen til blod med og de ulykker som Gud havde hjemsøgt Ægypten med fordi de havde forfulgt hans udvalgte folk. De havde glemt alle Guds mirakuløse mellemkomster for deres bedste.ret

(22)   "Åh", råbte de, "hvor meget bedre ville det ikke være for os hvis vi var forblevet i trældom! Det er bedre at leve som slaver end at dø af sult og træthed i ørkenen, eller dø i krig med vore fjender." De vendte sig til Moses med bitter kritik, fordi han ikke havde efterladt dem, hvor de var og ikke havde ført dem ud til fortabelse i ørkenen.ret

(22)  Moses var stærkt trængt fordi hans folk manglede så megen tro, især når de gentagne gange havde været vidne til Guds tegn. Han var bedrøvet over at de gav ham skylden for deres farer og vanskeligheder, skønt han blot havde fulgt Guds udtrykkelige befalinger. Men han var stærk i troen at Herren ville føre dem så sikkert og han mødte og (23) beroligede sit folks bebrejdelser og frygt også selvom han ikke selv kunne se deres udfrielsesplan.ret

(23)  Egentlig var de der hvor de ikke havde mulighed for at frigøre sig, medmindre Gud selv gik ind for at redde dem; men de blev bragt ind i dette spor ved at adlyde de guddommelige befalinger og Moses frygtede ikke for konsekvenserne. Han »svarede folket: »Frygt ikke! Hold blot stand, så skal I se Herrens frelse, som han i dag vil hjælpe eder til, thi som I ser ægypterne i dag, skal I aldrig i evighed se dem mere. Herren skal stride for eder, men I skal tie!"ret

(23)  Det var ikke en let sag at holde Israels hære i venteposition for Herren. De var ophidsede og fulde af rædsel. De manglede disciplin og selvkontrol. Påvirket af deres afskyelige situation, blev de voldelige og ubesindinge. De forventede at falde hurtig i deres modstanderes hænder og deres jammer og modbeskyldninger blev høje og dybtfølte. Den underfulde skystøtte havde ledsaget dem på deres vandringer og tjente som beskyttelse mod solens varmestråler. Hele dagen havde den bevæget sig så mægtigt for dem og undertvunget sollys og storm; og om natten blev den til en ildstøtte der lyste for deres vej. De havde fulgt den som Guds signal til at gå fremad; men nu betvivlede de for sig selv om det ikke kunne være skyggen af en frygtelig ulykke der var ved at komme over dem, for havde den ikke ført dem på den forkerte bjergside ind i en ufarbar vej? Således viste Guds engel sig for deres bedragede tanker som ulykkens forløber.ret

(23)  Men nu hvor ægypterhæren nærmede sig dem, med forventning om at de var let bytte, rejste skysøjlen sig majestætisk over himlene, passerede over israelitterne og steg ned mellem dem og ægypterhæren. En mørkets mur lagde sig imellem de forfulgte og deres forfølgere. Egypterne kan ikke længere se hebræernes lejr og er tvunget til at standse. Men da nattens mørke bliver stærkere, bliver skymuren til et stort lys for hebræerne og oplyser hele lejren med dagens stråleglans.ret

(24)  (24) Så kom håbet om udfrielse til israelitternes hjerter.Og Moses løftede sin røst til Herren. Da sagde Herren til Moses: »Hvorfor råber du til mig? Sig til israeliterne, at de skal bryde op! Løft din stav og ræk din hånd ud over havet og skil det ad i to dele, så israeliterne kan vandre gennem havet på tør bund."ret

(24)  Da rakte Moses sin stav ud i lydighed for den guddommelige befaling og vandene skilte sig, rullede op som en mur på hver side og dannede en bred vej på havbunden for Israels børn. Ildstøttens lys skinnede op fra de skumklædte bølgetoppe og oplysede vejen som var skåret som en mægtig fure igennem det Røde Havs vande indtil det gik ud i mørket fra den fjerne kyst.ret

(24)  Hele natten lang lød Israels trampende hære og krydsede det Røde Hav; men skyen skjulte dem for deres fjenders øjne. Egypterne var trætte efter deres hurtige færd og havde slået lejr på kysten for natten. De så at hebræerne kun var ganske tæt på dem og da de tilsyneladende ikke havde nogen mulighed for at undvige, besluttede de sig for at overnatte en nat og pågribe dem næste morgen uden videre. Natten var meget mørk, skyerne synes at omgive dem som om de var til at føle på. Dyb søvn faldt over lejren; selv vagtfolkene sov på deres poster.ret

(24)  Til sidst vækkede et støjende vindstød hæren! Skyen kommer forbi! Hebræerne flytter på sig! Stemmer og støj af fodtrin kommer nede fra havet. Det er stadig så mørkt at de ikke kan se de undvigende folk, men de har fået besked på at gøre klar til forfølgelse. Hærernes klapren og vognenes rullen, hærføreres ordrer og gangeres vrinsken høres. Til sidst er hæren dannet til march og de går igennem mørket i retning mod den undvigende hær.ret

(24)  I mørke og forvirring haster de af sted og ved ikke at de er kommet hen på en havbund og er indesluttet på hver side af fremspringende vandmure. (25) De længes efter at sløret og mørket for skal bort og åbenbare for dem hebræerne og deres eget tilholdssted. Vognhjulene sank dybt ned i det bløde sand og hestene blev filtret sammen og uregerlige. Forvirringen tager overhånd, alligevel fortsætter de og er sikker på sejr.ret

(25)  Til sidst ændrer skyen sig til en ildsøjle for deres forbavsede øjne. Torden brager og lyn glimter, vandene ruller hen over dem og frygten griber deres hjerter. Midt i rædslen og forvirringen åbenbarer det glødende lys sig for de forbavsede ægyptere, de frygtelige vande hobet op på den høje og venstre side. De ser den brede sti som Herren har gjort for sit folk tværs gennem havets skinnende sand og ser det triumferende Israel i sikkerhed på den fjerne kyst.ret

(25)  Forvirring og forfærdelse griber dem. Midt i vredens elementer, hvori de hører en vred Guds røst, forsøger de at gå tilbage til den kyst de havde forladt. Men Moses rækker sin stav ud og de opretstående vande, syder, brøler og ivres efter deres rov at nedtrumle ægypternes hære. Stolte Farao og hans hære, forgyldte vogne og glimtende hær, heste og ryttere opsluges af et stormfuldt hav. Israels mægtige Gud har udfriet sit folk og deres takkesange går op til himlen, at Gud har gjort noget så underfuldt for deres skyld.ret

(25)  [Israels børns historie er skrevet til lærdom og formaning for alle kristne. Når israelitterne mødte farer og vanskeligheder og vejen syntes at være spærret, forlod troen dem og de knurrede mod den anfører, Gud havde udset til dem. De bebrejdede ham, at han havde bragt dem i fare, medens han kun havde adlydt Guds røst.ret

(25)  Den guddommelige befaling var, at de skulle »bryde op«. De skulle ikke vente, til vejen var gjort klar og de kunne forstå hele planen for deres befrielse. Guds værk er fremadskridende og han vil åbne en vej for sit folk. At være (26) betænkelig og knurre er at vise mistillid til Israels Hellige. I sit forsyn førte Gud hebræerne ind i bjergenes befæstninger, med det Røde Hav foran dem, for at han kunne udvirke deres befrielse og for altid fri dem for deres fjender. Han kunne have reddet dem på en hvilken som helst anden måde, men han valgte denne fremgangsmåde for at prøve deres tro og styrke deres tillid til ham.ret

(26)  Vi kan ikke anklage Moses for at have gjort fejl, fordi folket knurrede imod hans handlemåde. Det var deres egne oprørske, ubøjede hjerter, der fik dem til at dadle den mand, Gud havde sendt til at lede sit folk. Medens Moses gik frem i Herrens frygt og i overensstemmelse med hans vejledning i fuld tillid til hans løfter, blev de, der skulle have støttet ham, mismodige og kunne ikke se noget andet foran sig end ulykke, nederlag og død.ret

(26)  Herren arbejder nu med sit folk, som tror den nærværende sandhed. Han har til hensigt at udvirke vigtige resultater og medens han i sit forsyn arbejder hen imod dette mål, siger han til sit folk: "Gå fremad!" Vel er det sandt, at stien endnu ikke er åbnet; men når de går fremad i troens og frimodighedens kraft, vil Gud gøre vejen klar for deres øjne. Der er altid nogle, der vil klage, ligesom det gamle Israel gjorde og lægge skylden for deres vanskelige stilling på dem, Gud har oprejst i den bestemte hensigt at fremme sin sag. De indser ikke, at Gud prøver dem ved at føre dem til trange steder, hvor der ikke er nogen befrielse uden ved hans hånd.ret

(26)  Der er tider, da kristenlivet synes at være fuldt af farer og pligten synes at være svær at udføre. Fantasien forestiller sig overhængende fare til den ene side og trældom og død til den anden. Men Guds røst lyder klart, over alle nedslående forhold: "Gå fremad!" Vi bør adlyde denne befaling, hvad følgen end måtte blive, selv om vore øjne ikke kan gennemskue mørket og selv om vi mærker de kolde bølger om vore fødder. ret

(26)  Hebræerne var trætte og forfærdede; men hvis de havde holdt sig tilbage, da Moses bød dem gå fremad, hvis de havde nægtet (27) at nærme sig Det Røde Hav, ville Gud aldrig have åbnet vejen for dem. Ved at marchere ned til selve vandet, tilkendegav de, at de havde tro på Guds ord, som det var blevet udtalt ved Moses. De gjorde alt, hvad der stod, i deres magt at gøre og så udførte Israels mægtige sin del og skilte vandene, for at bane en vej for deres fødder.ret

(27)  De skyer, der samler sig om vor vej, vil aldrig vige for en haltende, tvivlende ånd. Vantroen siger: "Vi kan aldrig overvinde disse hindringer; lad os vente, til de er fjernet, så vi kan se vor vej klart." Men troen opmuntrer frimodigt til fremgang, idet den håber alt, tror alt. Lydighed mod Gud bringer den sikre sejr. Det er kun ved tro, vi kan opnå himmelen. ret

(27)  Der er megen lighed mellem vor og Israels børns historie. Gud førte sit folk fra Ægypten ud i ørkenen, hvor de kunne holde hans lov og lyde hans røst. Ægypterne, der ikke havde nogen agtelse for Herren, var lejret i deres nærhed; men det, som for israelitterne var et væld af lys, der bestrålede hele lejren og kastede glans over vejen foran dem, var for Faraos hærskarer en mur af skyer, som forøgede nattens mørke.ret

(27)  Således er der også i vor tid et folk, som Gud har gjort til vogtere af sin lov. For dem, der lyder, er Guds bud ligesom en ildstøtte, der oplyser og viser vejen til evig frelse. Men for sådanne, som ringeagter dem, er de som nattens skyer. »Herrens frygt er visdoms begyndelse.« En forståelse af Guds ord er bedre end al anden kundskab. Når man holder hans befalinger, er der stor løn og ingen jordisk tillokkelse bør lede en kristen til at vakle et øjeblik i sin troskab. Rigdom, ære og verdslig pragt er kun som slagger, der skal foregå i Guds vredes ild.ret

(27)  Herrens røst, der byder hans trofaste at "bryde op" og gå fremad, prøver ofte deres tro til det yderste. Men dersom de skulle vente med at lyde, indtil enhver skygge af uvished efter deres forståelse var fjernet og der ikke længer (28) var nogen risiko for uheld eller nederlag, ville de overhovedet aldrig bevæge sig fremad. De, der mener, at det er umuligt for dem at bøje sig for Guds vilje og tro på hans forjættelser, før hele vejen foran dem er klarlagt og tydelig, vil overhovedet aldrig bøje sig. Tro er ikke kundskabens vished; den er »fast tillid til det, som håbes, overbevisning om ting, man ikke ser«. Lydighed mod Guds befalinger er den eneste vej til opnåelse al hans velbehag. "Gå fremad!" bør være en kristens feltråb. Vejl f menigh bd. 1 side 371-373]

------------
ret

næste kapitel