(384) (384) [Den 23. oktober 1879, omtrent klokken to om morgenen, hvilede Herrens ånd over mig og jeg så tildragelser i den tilkommende dom. Jeg savner ord til at give en fyldestgørende beskrivelse af de scener, der oprulledes for mig og af det indtryk, de gjorde på mit sind. ret
(384) Den store dag for fuldbyrdelsen af Guds dom syntes at være kommet. Ti tusind gange ti tusind var forsamlede foran en stor trone, hvorpå der sad en person af majestætisk udseende. Foran ham lå flere bøger og på bindet af hver var der med guldbogstaver, der så ud som brændende ildflammer, skrevet: "Himmelens dagbog." Een af disse bøger, indeholdende alle deres navne, der bekender sig til at tro sandheden, blev derpå åbnet. Øjeblikkelig tabte jeg de utallige millioner omkring tronen af syne og kun de, der efter bekendelsen var lysets og sandhedens børn, optog min opmærksomhed. Efter som disse navne blev læst, det ene efter det andet og deres gode gerninger blev nævnt, oplystes deres ansigter af en hellig glæde, som strålede ud i alle retninger. Men det var ikke dette, der syntes at hvile på mit sind med den største vægt. ret
(384) En anden bog blev opladt, hvori deres synder, som bekender sig til sandheden, var nedskrevet. Der var også overskrifter over hver rubrik og under disse, over for hvert navn, (385) var de mindre synder nedtegnet, hver i sin bestemte rubrik. ret
(385) Under begærlighed kom usandfærdighed, tyveri, udplyndring, svig og havesyge; under ærgerrighed kom stolthed og ødselhed; avind stod oven over ondskab, misundelse og had; og uafholdenhed stod foran en lang fortegnelse over frygtelige forbrydelser, såsom uterlighed, hor, forfaldenhed til dyriske lidenskaber og lignende. Synet af dette fyldte mig med en usigelig angst og jeg udbrød: Hvem kan blive frelst? Hvem vil kunne stå retfærdiggjort for Gud? Hvem har klæder uden plet? Hvem er ulastelig i en ren og hellig Guds øjne? ret
(385) Medens den Hellige på tronen langsomt vendte bladene i dagbogen og hans øjne et øjeblik dvælede ved den enkelte, syntes hans blik at brænde sig ind i selve deres sjæl og i samme nu randt hvert ord og hver handling i deres liv dem lige så klart i sinde, som om det var skrevet med ildbogstaver for deres syn. Frygt greb dem og deres ansigter blegnede. Deres, udseende, da de først stod foran tronen, vidnede om skødesløs ligegyldighed. Men hvor forandret er ikke deres udseende blevet nu! Tryghedsfølelsen er borte og en navnløs rædsel er trådt i stedet. Hver sjæl nærer frygt for, at den skal blive fundet blandt dem, der er for lette. Hvert øje ser fast på ham, som sidder på tronen og idet hans højtidelige, ransagende blik glider hen over denne forsamling, er der en hjertets bæven; for de føler sig selvfordømte uden at et ord bliver sagt. Med sjæleangst erklærer enhver sin egen skyld og indser med frygtelig livagtighed, at han ved at synde har forkastet det evige livs kostelige gave. ret
(385) En klasse mennesker var indført som dem, der gør jorden unyttig. Idet den guddommelige dommers, gennemtrængende blik hvilede på disse, blev deres undladelsessynder tydeligt åbenbaret. Med blege, skælvende læber indrømmede de, at de havde været forrædere i deres hellige tillidshverv. De havde fået advarsler og privilegier, men de havde ikke agtet på dem ej heller benyttet sig af dem. De kunne nu indse, at de var gået for vidt i påberåbelse af Guds miskundhed. Vel havde de ikke sådanne bekendelser at aflægge som niddinger og de dybt fordærvede; men ligesom figentræet var de under forbandelse, fordi de (386) ikke bar frugt, fordi de ikke havde gjort brug af de talenter, der blev dem betroet. ret
(386) Denne klasse havde gjort selvet til det største og kun arbejdet for egoistiske interesser. De var ikke rige i Gud, fordi de ikke havde efterkommet hans Krav til dem. Skønt de bekendte sig til at være Kristi tjenere, førte de ingen sjæle til ham. Havde Guds sag været afhængig af deres bestræbelser, ville den have vansmægtet; for de holdt ikke alene de midler tilbage, som Gud havde lånt dem, men de holdt sig selv tilbage. Men disse kunne nu indse og føle, at de ved at indtage et standpunkt uden ansvar vedrørende Guds værk og hans sag havde stillet sig på den venstre side, De havde haft anledningen, men ikke villet udføre den gerning, de kunne have udført. ret
(386) Alle navne på dem, der bekender sig til sandheden, blev nævnt. Nogle blev irettesat for deres vantro, andre for at have været lade tjenere. De havde ladet andre udføre arbejdet i Herrens vingård og bære de tungeste ansvar, medens de egennyttigt tjente deres egne timelige interesser. Havde de udviklet de evner, Gud havde givet dem, kunne de være blevet pålidelige mænd til at bære byrder og have virket for Mesterens interesser. Dommeren udtalte: "Alle vil blive retfærdiggjort ved deres tro og dømt efter deres gerninger." Hvor levende fremtrådte nu ikke deres forsømmelse og hvor viis var ikke Guds forordning, når han gav enhver en gerning at udføre for at fremme sagen og frelse sine medmennesker! Enhver skulle åbenbare en levende tro i sin familie og i sit nabolag ved at vise venlighed mod de fattige, have medfølelse med de trængende, deltage i missionsarbejde og ved at støtte Guds sag med sine midler. Men ligesom over Meroz hvilede Guds forbandelse over dem, for det de ikke havde gjort. De havde elsket det arbejde, der ville bringe den største fordel her i livet; og over for deres navne i himmelens dagbog, hvor deres gode gerninger skulle have stået, var der et sørgeligt tomrum. ret
(386) De ord, der blev udtalt til disse, var overmåde højtidelige: "I er vejet på vægtskålen og fundet for lette. I har forsømt åndelige ansvar på grund af travlhed med timelige ting, medens netop jeres betroede stilling gjorde det (387) påkrævet, at I skulle have mere end menneskelig visdom og mere end menneskeligt skøn. Dette behøver I for at kunne udføre endog den mekaniske del af jeres arbejde; og når I skilte Gud og hans ære fra jeres beskæftigelse, vendte I jer bort fra hans velsignelse." ret
(387) Spørgsmålet blev derpå stillet: "Hvorfor har I ikke tvættet jeres karakters kjortler og gjort dem hvide i Lammets blod? Gud sendte sin Søn til verden, ikke for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved ham. Min kærlighed til jer har været mere selvfornægtende end en moders kærlighed, Det var for at udslette jeres mørke synderegister og holde frelsens kalk til jeres læber, at jeg led korsdøden og har jeres brødes vægt og forbandelse. Dødens kvaler og rædslerne ved gravens mørke udholdt jeg for at kunne overvinde ham, som havde dødens vælde, lukke fængselet op og åbne livets porte for jer. Jeg underkastede mig beskæmmelse og sjælekamp, fordi jeg elskede jer med en evig kærlighed og ønskede at bringe mine genstridige, vildfarende får tilbage til Guds Paradis, til livets træ Det liv i lyksalighed, jeg købte til jer for en sådan pris, har I ikke taget hensyn til. Beskæmmelse, forsmædelse og vanære, sådan som jeres Mester bar for jer, har I søgt at undgå. De privilegier, han døde for at gøre tilgængelige for jer, er ikke blevet påskønnet. I ville ikke have del i hans lidelser og nu kan I ikke have del med ham i hans herlighed," ret
(387) Derpå blev disse højtidelige ord udtalt: »Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret og lad den urene blive ved at leve i urenhed og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed og lad den hellige blive ved at leve helligt.« Så lukkedes bogen og kappen faldt af den, der sad på tronen og åbenbarede Guds, søns forfærdelige majestæt. ret
(387) Dermed forsvandt synet og jeg befandt mig fremdeles på jorden, usigelig taknemmelig for, at Guds dag endnu ikke var kommet og at endnu tilstås os dyrebar prøvetid, hvor vi kan berede os for evigheden. Vejl f menigh bd. 1 side 427-430]