Vidnesbyrd for menigheden bind 4 kapitel 42. Fra side 476ren side   tilbage

Testamenter og legater

(476)  [»Saml jer ikke Skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, Og hvor tyve bryder ind og stjæler; men saml jer skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler.« Egenkærlighed er en sjælefordærvende synd. Under denne rubrik kommer havesyge, som er afgudsdyrkelse. Alle ting tilhører Gud. Al den fremgang og lykke, vi nyder er en følge af guddommelig godgørenhed. Gud er den store og rundhåndede giver. Dersom han fordrer en del af det rige forråd, han har skænket (477) os, er det ikke, fordi han vil hellige sig ved vore gaver, for han trænger ikke til noget fra vor hånd; men det er, for at vi kan få en anledning til at øve selvfornægtelse og kærlighed og vise medfølelse med vore medmennesker og således blive i høj grad velsignede. I enhver tidsalder, fra Adams dage indtil vor tid, har Gud gjort Krav på menneskenes ejendom og sagt: Jeg er universets retmæssige ejer; indvi mig derfor din førstegrøde, bring mig et troskabsoffer, overlad til mig mit eget og erkend således min overhøjhed, så skal det stå dig frit for at beholde og nyde min nådegave og min velsignelse skal følge dig. »Ær med din velstand Herren, med førstegrøden af al din avl.«ret

(477)  Guds fordringer kommer i første række. Vi efterkommer ikke hans vilje ved at give ham, hvad der bliver tilovers af vor indtægt. når alle indbildte fornødenheder er tilvejebragt, Inden nogen del af vor fortjeneste er brugt, bør vi fraskille og overgive til Herren den del, han Kræver. I den gamle pagts tid brændte der stedse et takoffer på alteret, en fremstilling af menneskets endeløse forpligtelse over for Gud. Dersom vi har fremgang i vor timelige gerning, skyldes det, at Gud velsigner os. En del af vor indtægt bør helliges til de fattige og en stor del skal bruges til Guds sag, Når vi giver Gud, hvad han kræver, vil han hellige og velsigne resten til vort eget brug. Men når et menneske bedrager Gud ved at tilbageholde det, som han gør Krav på, hviler hans forbandelse over det hele.ret

(477)  Gud har gjort menneskene til de kanaler, gennem hvilke hans gaver skal flyde for at underholde det værk, han vil have udført i verden. Han har overladt dem gods, der skal bruges med visdom, ikke ophobes på en egenkærlig måde eller overdådigt bortødsles til luksus eller til selvisk tilfredsstillelse, det være i klædedragt eller i udstyr af deres, hjem. Han har betroet dem midler til underhold af sine tjenere i deres arbejde som prædikanter og missionærer og til støtte for de institutioner, han har oprettet iblandt os. De, der glæder sig i sandhedens dyrebare lys, bør nære et brændende ønske om, at det må udbredes (478) overalt. Der er nogle få trofaste bannerførere, som aldrig viger tilbage for pligten eller unddrager sig ansvar, Deres hjerter og deres pengepunge er altid åbne, når der kræves midler til at fremme Guds sag. Ja, nogle synes at være rede til at overskride deres pligt, som om de var bange for at gå glip af en anledning til at sætte deres del i himmelens bank. Der er andre, der vil gøre så lidt som muligt. De ophober deres skatte eller bortødsler midler på sig selv, medens de modstræbende giver en sparsom almisse til støtte for Guds sag. Giver de Herren et løfte, fortryder de det bagefter og vil undlade at betale det så længe som muligt, om ikke for bestandig. Deres tiende gør de så lille som muligt; det er, som om de frygter for, at det, de giver tilbage til Gud, er tabt. Vore forskellige institutioner kan være i stor forlegenhed for midler; men denne klasse mennesker handler. som om det var dem ligegyldigt, hvorvidt de klarer sig eller ikke. Og dog er disse institutioner Guds redskaber, hvormed verden skal oplyses.ret

(478)  Disse institutioner har ikke ligesom andre institutioner af samme slags modtaget fonds eller legater Og dog har Herren velsignet dem stort og givet dem fremgang og gjort dem til redskaber, som har udrettet meget godt. Der er alderstegne personer, som nærmer sig afslutningen af deres prøvetid; men fordi der savnes årvågne mænd, der kunne sikre Guds sag de midler, de besidder, går disse midler over på deres hænder, som tjener den onde. Disse midler var kun et lån fra Gud og skulle gives tilbage til ham; men i ni tilfælde af ti træffer disse brødre sådanne bestemmelser vedrørende anvendelsen af Guds ejendom, når de falder bort, at Gud ikke kan æres derved; for ikke een krone deraf vil nogen sinde tilflyde Herrens forrådshus. I nogle tilfælde har disse tilsyneladende gode brødre haft vanhellige rådgivere, som gav dem råd ud fra deres eget standpunkt og ikke efter Guds vilje. Ejendom bliver ofte testamenteret til børn og børnebørn, kun til skade for disse. De har ingen kærlighed til Gud eller til sandheden og de midler, som alle hører Herren til, går derfor over i Satans rækker for at blive anvendt under hans ledelse. Satan er langt mere vågen, skarpsynet og dygtig til at udtænke planer, hvorved han kan sikre sig midler, end vore brødre (479) er til at sikre Herrens sag, hvad der er hans eget. Nogle testamenter bliver affattet på en så ufuldkommen måde, at de ikke har gyldighed over for loven og derved er tusinder af kroner gået tabt for sagen. Vore brødre bør forstå, at der påhviler dem et ansvar som trofaste tjenere i Guds sag til at handle forstandigt vedrørende dette punkt og at sikre Herren, hvad der tilhører ham.ret

(479)  Mange lægger en unødig ømfindtlighed for dagen i denne sag, De har følelsen af, at de betræder forbuden grund, når de i samtale med de ældre eller med de syge bringer spørgsmålet om deres formue på bane for at erkyndige sig om, hvordan de agter at disponere over den. Men denne pligt er lige så hellig som pligten til at prædike Guds ord for at frelse sjæle. Her er en mand med Guds penge eller ejendom i sine hænder. En forandring i hans forvalterskab er forestående. Vil han lade de midler, Gud har lånt ham til brug i hans sag, blive lagt i ugudelige menneskers hænder, blot fordi disse er hans slægtninge? Bør ikke kristne mænd af hensyn til den pågældendes fremtidige velfærd såvel som til Guds sag interessere sig for og betragte det som magtpåliggende, at vedkommende træffer en rigtig ordning med sin herres penge, med de talenter, han havde fået til låns til klog udnyttelse? Vil hans brødre stå og se på, at han forlader dette liv og samtidig bedrager Guds forrådshus? Dette ville være et frygteligt tab for ham selv og for sagen; for ved at overgive sine talenter i deres hænder, som ikke har nogen, agtelse for Guds sandhed, ville han i enhver henseende lægge den i et tørklæde og gemme den i jorden.ret

(479)  Herren ønsker, at hans efterfølgere skal disponere over deres midler, medens de selv kan gøre det. Nogle vil måske spørge: "Må vi virkelig skille os af med alt, hvad vi kalder vort eget?" Det kræves måske ikke, at vi skal gøre dette nu; men vi må være villige til at gøre det for Kristi skyld. Ved villigt at yde af vort gods, når som helst der er trang til midler til hans sags fremme, bør vi erkende, at hvad vi besidder, absolut hører ham til. Nogle lukker deres ører til for bøn om penge til udsendelse af missionærer til fremmede lande, til udgivelse af skrifter og til disses udbredelse over hele verden. Sådanne undskylder deres begærlighed ved at meddele jer, at de har truffet foranstaltninger til, at vise godgørenhed, når de dør. De (480) har betænkt Guds sag i deres testamente. Derfor henlever de et liv i gerrighed og bedrager Gud med tienden og offergaverne og i deres testamenter giver de kun Gud en lille del tilbage af det, han har lånt dem, medens en meget stor del overlades til slægtninge, som ingen interesse har for sandheden. Dette er bedrageri af den værste slags. Ikke alene i deres levetid, men også i døden berøver de Gud, hvad der retmæssigt tilkommer ham.ret

(480)  Det er den rene dårskab at udsætte forberedelsen for det tilkommende liv til den sidste time af det nuværende liv. Det er også en stor fejl at vente med at efterkomme Guds krav om gavmildhed over for hans sag, indtil tiden kommer, da du skal overlade dit forvalterskab til andre. De mennesker, til hvem du betror dine talenter, dine midler, vil måske ikke gøre så god brug af dem, som du har gjort. Hvorledes tør rige mennesker dog vove at løbe en så stor risiko! De, der venter med at fordele deres ejendom, indtil de skal dø, overlader den til døden snarere end til Gud. Ved at gøre dette handler mange stik imod Guds plan, som tydeligt fremholdes i hans ord. Ønsker de at gøre godt, må de gribe de nuværende gyldne øjeblikke og arbejde med hele deres styrke, som om de frygter for at gå glip af den gunstige anledning.ret

(480)  De, der forsømmer en bevidst pligt ved ikke at efterkomme Guds krav til dem her i livet og som beroliger deres samvittighed med, at de ved et testamente agter at uddele deres midler efter døden. vil ikke få noget bifaldende ord af deres mester, ej heller vil de få nogen belønning. De øvede ingen selvfornægtelse, men holdt egenkærligt fast ved deres midler, så længe de kunne og gav først slip derpå, da døden kaldte dem bort. Hvad mange har i sinde at udsætte, indtil de er døden nær, ville de, hvis de i sandhed var kristne, gøre, medens de endnu er i live. De ville hellige sig selv og deres ejendom til Gud og de ville eje tilfredsstillelsen ved at have gjort deres pligt. Ved selv at opfylde deres testamente kunne de personlig efterkomme Guds krav i stedet for at overføre ansvaret til andre. Vi bør anse os som husholdere over Herrens ejendom og betragte Gud som den øverste ejermand, (481) hvem vi skal overlade det ham tilhørende, når som helst han måtte kræve det. Når han kommer for at modtage sit med renter, vil de gerrige få at se, at i stedet for at mangfoldiggøre de talenter, der var dem betroet, har de pådraget sig den dom, der udtales over den unyttige tjener.ret

(481)  Det er Herrens hensigt, at hans tjeneres død skal føles som et tab på grund af den gode indflydelse, de øvede og de mange frivillige gaver, som de beredvilligt ydede for at fylde Guds forrådskammer. Gaver ydet efter døden er en ussel erstatning for godgørenhed, medens man lever. Guds tjenere bør gøre deres testamente hver dag ved gode gerninger og rundhåndede gaver til Gud, De bør ikke tillade, at det beløb, der ydes Gud, bliver uforholdsmæssigt lille i forhold til, hvad de anvender til eget brug. Når de daglig gør deres testamente, vil de betænke de foretagender og de venner, som har den største plads i deres hjerter. Deres bedste ven er Jesus. Han forholdt dem ikke sit eget liv, men blev fattig for deres skyld, for at de ved hans fattigdom kunne blive rige. Han fortjener hele hjertet, hele deres ejendom, alt, hvad de har og er. Men mange, som bekender sig til at være kristne, venter med at efterkomme Jesu krav i livet og håner ham ved at give ham en ubetydelig almisse, når de dør. Lad alle, der tilhører denne klasse, erindre, at dette bedrageri over for Gud ikke er en overilet handling, men en vel overvejet plan, som de indleder med en erklæring om, at de er "ved sans og samling". Efter at have bedraget Guds sag i deres liv, lader de bedrageriet fortsætte efter deres død. Og dette gør de med alle deres sjælsevners fulde samtykke. Et sådant testamente nøjes mange med, som en pude at hvile på i dødens stund. Deres testamente udgør en del af deres forberedelse til døden og oprettes, for at deres ejendom ikke skal forstyrre dem i deres, sidste timer. Kan sådanne med glæde dvæle ved det Krav, der vil blive stillet til dem om at aflægge regnskab for deres husholdning?ret

(481)  Vi må alle være rige på gode gerninger her i livet, dersom vi ønsker at sikre os det tilkommende, evige liv. Når retten sættes og bøgerne lukkes op, vil enhver få løn efter sine gerninger. Mange, hvis navne er indskrevet i (482) menighedens medlemsprotokol, betegnes i himmelens dagbog som bedragere. Og medmindre disse omvender sig og virker for Mesteren ved uegennyttig godgørenhed, vil de visselig få del i den utro husholders dom.ret

(482)  Ofte hænder det, at en virksom forretningsmand kaldes bort med et øjebliks varsel og ved en undersøgelse viser det sig, at hans forretninger befinder sig i den største uorden. Under arbejdet med at ordne hans bo medgår en stor del af hans formue, om ikke det hele, til juristers honorar, medens hans hustru, hans børn og Kristi sag berøves deres del. De, der er tro husholdere over Herrens midler, vil vide, netop hvordan deres forretning står og som kloge mænd vil de være forberedte på enhver kritisk situation. Skulle det så ske, at deres prøvetid pludseligt bliver afbrudt, vil de, der skal ordne deres bo, ikke være stillede over for så store vanskeligheder.ret

(482)  Mange bekymrer sig ikke om oprettelsen af deres testamente, så længe de tilsyneladende er sunde og raske. Men denne forsigtighedsregel bør vore brødre træffe. De bør have kendskab til deres økonomiske stilling og ikke tillade, at deres forretning kommer i uorden. De bør ordne deres ejendom på en sådan måde, at de kan forlade den når som helst.ret

(482)  Testamenter bør affattes således, at de er juridisk gyldige. Efter at være oprettet kan de godt henligge i årevis uden at volde nogen skade, dersom gaver fremdeles ydes fra tid til anden, efter som sagen trænger. Døden vil ikke komme en dag tidligere, brødre, fordi I har gjort jeres testamente. Når I ved testamente disponerer over en af jeres, ejendomme til jeres slægtninge, sørg da endelig for, at I ikke glemmer Guds sag. I er hans fuldmægtige, indehavere af hans ejendom og I bør først skænke hans krav opmærksomhed. Jeres hustruer og børn bør naturligvis ikke efterlades uden midler; der må sørges for dem, hvis de er trængende. Men indfør ikke i jeres testamente en lang række slægtninge, som ikke er trængende, blot fordi det er skik og brug at gøre sådan.ret

(482)  Husk altid, at den egenkærlige måde, hvorpå man i vor tid disponerer over ejendom, ikke er efter Guds plan, men menneskers påfund. Kristne bør være reformatorer og ikke rette sig efter (483) skik og brug, men give oprettelsen af testamenter en helt ny mening. Lad den tanke altid være til stede, at det er Herrens ejendom, I har med at gøre. Guds vilje angående denne sag er lov. Dersom en mand havde beskikket dig til at fuldbyrde hans testamentariske bestemmelser vedrørende hans ejendom, ville du så ikke nøje følge hans vilje, således at ikke det mindste beløb kunne blive urigtigt anvendt? Din himmelske ven har betroet dig gods og givet dig sit testamente vedrørende dets benyttelse. Dersom dette hans testamente bliver gransket med et uegennyttigt hjerte, vil det, som tilhører Gud, ikke blive forkert anvendt. Herrens sag er blevet skammeligt tilsidesat, medens han har udrustet mænd med tilstrækkelige midler til at møde enhver kritisk situation, dersom de blot havde taknemmelige, lydige hjerter.ret

(483)  De, der opretter deres testamente, bør ikke føle, at når dette er gjort, har de ingen yderligere pligt; men de bør stadig være i virksomhed og bruge de talenter, der er dem betroet, til at opbygge Herrens sag. Gud har lagt planer, for at alle må kunne arbejde forstandigt under uddelingen af deres midler. Han har ikke til hensigt at opretholde sin sag ved undergerninger. Han har nogle få trofaste husholdere, der øver sparsommelighed og bruger deres midler til at fremme hans sag. I stedet for at selvfornægtelse og godgørenhed skulle være en undtagelse, bør de være reglen. De tiltagende krav inden for Guds sag kræver midler. Fra mænd i vort eget land og i fremmede lande indløber der stadig opfordringer om, at sendebud må komme til dem med lys og sandhed. Dette vil nødvendiggøre flere arbejdere og flere midler til deres underhold.ret

(483)  Kun få midler tilflyder Herrens skatkammer for at anvendes til sjæles frelse og selv disse små beløb opnås kun ved hårdt arbejde. Dersom alles øjne kunne oplades til at se, hvorledes den rådende begærlighed har hindret Guds værks fremgang og hvor meget der kunne have været udrettet, hvis alle havde handlet efter Guds plan vedrørende tiende og offergaver, ville der for manges vedkommende ske en afgjort reform; for de ville ikke vove at hindre arbejdet med at fremme Guds sag, således som de har gjort. Menigheden sover, hvad det arbejde angår, som den kunne udrette, dersom den ville give slip på alt for (484) Kristus. En sand selvopofrelses ånd ville være et bevis på evangeliets virkelighed og kraft, som verden ikke kunne misforstå eller modsige og rige velsignelser ville blive udgydt over menigheden.ret

(484)  Jeg formaner vore brødre til at ophøre med deres bedrageri over for Gud. Nogle er i den stilling, at de må gøre deres testamente. Men når dette bliver gjort, bør der passes, på, at midler, der skulle tilflyde Guds forrådshus, ikke bliver overgivet til sønner og døtre. Disse testamenter bliver ofte en kilde til trætte og uenighed. Til guds folks ros fordum står der skrevet, at han ikke skammede sig ved at kaldes deres Gud; og den grund, der angives, er, at de i stedet for egenkærligt at søge efter og begære jordiske besiddelser eller søge deres lykke i timelige forlystelser overgav sig selv og alt, hvad de havde, i Guds hænder. De levede kun til hans ære og gav tydeligt til kende, at de higede efter et bedre land, det er et himmelsk. Et sådant folk skammede Gud sig ikke ved. De vanærede ham ikke i verdens øjne. Himmelens majestæt skammede sig ikke ved at kalde dem brødre.ret

(484)  Der er mange, som påstår, at de ikke kan gøre mere for Guds sag, end de nu gør; men de giver ikke efter deres evne. Herren åbner undertiden deres af egenkærlighed forblindede øjne ved simpelt hen at formindske deres indtægt til det beløb, de er villige til at give. Heste findes døde ude på marken eller i stalden, huse eller lader ødelægges ved ildebrand, eller høsten slår fejl. I mange tilfælde prøver Gud menneskene med velsignelser og dersom de lægger utroskab for dagen med hensyn til at give ham tiende og offergaver, trækkes hans velsignelse tilbage. »Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt.« Ved Kristi barmhjertighed og hans godheds rigdom og for sandhedens og religionens skyld formaner vi jer, som er Kristi efterfølgere, til at hellige jer selv og jeres ejendom til Gud på ny. Lad enhver i betragtning af Kristi kærlighed og medlidenhed, der førte ham fra de kongelige boliger for at lide selvfornægtelse, fornedrelse og død, stille sig selv det spørgsmål: "Hvor meget skylder jeg min Herre?" og lad så dine takofre svare til din vurdering af himmelens store gave i Guds kære søn.ret

(485)  (485) Når I bestemmer den del, der skal ydes til Guds sag, sørg så for, at I overskrider pligtens Krav hellere end at afkorte det. Betænk, hvem ofret skal gå til. Denne påmindelse vil drive begærligheden på flugt. Betragt blot den store kærlighed, hvormed Kristus har elsket os, så vil vore rigeste offergaver forekomme os for uværdige til, at han skulle tage imod dem. Når Kristus er genstand for vor hengivenhed, vil de, der har modtaget hans tilgivende kærlighed, ikke standse for at beregne værdien af alabast krukken med den kostelige salve. Dette kunne den begærlige Judas gøre; men modtageren af frelsens gave vil kun beklage, at ofret ikke har en rigere vellugt og en større værdi. De kristne bør kun betragte sig som kanaler, hvorigennem velgerninger og velsignelser skal lyde fra al godheds kilde til deres medmennesker, ved hvis omvendelse de vil kunne opsende nye bølger af pris og offergaver fra dem, der således bliver delagtige med dem i den himmelske gave. Vejl f menigh bd. 1 side 456-463]

------------
ret

næste kapitel