Vidnesbyrd for menigheden bind 4 kapitel 43. Fra side 485ren side   tilbage

Forholdet mellem menighedsmedlemmer

(485)  [Enhver, som stræber efter at sejre, vil have sine egne svagheder at kæmpe med; men det er så meget lettere for mennesker at se deres brødres fejl, end det er at se deres egne, at de bør være langt mere påpasselige og kritiske over for sig selv end over for andre.ret

(485)  Hvis alle medlemmer i menigheden er Guds sønner og døtre, må de gennemgå en disciplinær proces, inden de kan være lys i verden. Gud vil ikke gøre mænd og kvinder til lysbærere, medens de er i mørke og er tilfredse med at være det uden at gøre sig nogen særlig anstrengelse for at få forbindelse med den guddommelige lyskilde. De, der føler deres egen trang og tager sig sammen til den dybeste eftertanke og til den alvorligste og mest ihærdige bøn og handling, vil få guddommelig bistand. Enhver har meget, som han må vænne sig af med og meget, som han må lære. Gamle vaner og skikke må rystes, af og sejren kan kun vindes ved alvorlig kamp for at rette på disse (486) fejl og ved en fuld antagelse af sandheden og en efterlevelse af dens principper ved Guds nåde.ret

(486)  Jeg ville ønske, at jeg kunne finde ord, der ville gøre det klart for os alle, at det eneste håb for hver enkelt af os er, at vi har forbindelse med Gud. Vi må opnå renhed i sjælen, megen hjerteransagelse må gøres og megen genstridighed og selvkærlighed overvindes, hvilket vil kræve vedholdende, alvorlig bøn.ret

(486)  Ubehagelige og kritiksyge mennesker undskylder sig ofte eller søger at forsvare deres mangel på kristelig høflighed med, at nogle af reformatorerne udviste en sådan ånd i deres gerning og de påstår, at arbejdet i vor tid kræver den samme ånd; men dette er ikke tilfældet. Et roligt sind, som man har fuldkomment herredømme over, er godt under alle forhold, selv i de mest rå omgivelser. En heftig nidkærhed gavner ingen. Når Gud udvalgte reformatorerne, var det ikke, fordi de var anmassende, lidenskabelige mænd. Han antog dem, som de var, trods disse karaktertræk; men han ville have lagt tifold større ansvar på dem, hvis de havde været ydmyge af sindelag og deres ånd havde været under fornuftens herredømme. Medens Kristi tjenere må fordømme synd og ugudelighed, urenhed og usandhed og medens de undertiden må straffe ugudelighed hos høje som hos lave og vise dem, at Guds vrede vil ramme overtræderne af hans lov, bør de dog aldrig være anmassende eller tyranniske; de bør vise venlighed og kærlighed, et ønske om at frelse i stedet for at fordærve.ret

(486)  Af Jehovas langmodighed kan prædikanter og menighedsmedlemmer, der tragter efter at blive Kristi medarbejdere, hente utvetydige lærdomme om overbærenhed og kærlighed. Kristus knyttede Judas og den impulsive Peter til sig, ikke fordi Judas, var havesyg og Peter lidenskabelig, men for at de kunne lære af ham, deres store lærer og ligesom ham blive uegennyttige, sagtmodige og ydmyge af hjertet. Han så godt materiale i begge disse mænd. Judas besad dygtighed på det økonomiske område og ville have været værdifuld for menigheden, hvis han havde tilegnet sig de lærdomme, Kristus gav, når han straffede al egoisme, svig og havesyge selv i livets små anliggender. (487) Denne undervisning blev ofte givet: »Den, som er tro i det små, er også tro i det store og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.«ret

(487)  Vor frelser søgte at indprente sine tilhørere, at den, der af hensyn til egen fordel ville bedrage sin næste i den mindste ting, ved gunstig anledning også ville bedrage i større anliggender. Den mindste afvigelse fra streng retskaffenhed nedbryder skrankerne og bereder hjertet til at begå større uret. Kristus lærte ved forskrift og eksempel, at den strengeste ærlighed bør beherske alle vore handlinger over for vore medmennesker. »Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.« Kristus skildrede stadig farisæernes mangelfulde liv og irettesatte dem. De bekendte sig til at holde Guds lov, men i deres daglige handlinger øvede de uretfærdighed. Mange enker og faderløse blev berøvet det lidt, de havde, for at tilfredsstille en begærlig attrå efter vinding.ret

(487)  Judas kunne have høstet fordel af alle disse lærdomme, hvis han havde næret et ønske om retfærdighed i hjertet; men hans begærlighed overmandede ham og kærligheden til penge blev en herskende magt. Han har pungen, der indeholdt de midler, der skulle bruges til at fremme Kristi gerning og små beløb blev tid efter anden anvendt til hans eget brug. Hans egoistiske hjerte følte misundelse over Marias offer, da hun bragte alabasterkrukken med salve og han irettesatte hende for hendes uforsigtighed. I stedet for at være lærling ville han være lærer og undervise vor herre angående berettigelsen af hendes handling.ret

(487)  Disse to mænd havde de samme anledninger til og fordele ved af Kristi stadige undervisning og eksempel til at lære at rette på deres syndige karaktertræk. Når de hørte hans sviende irettesættelser og hans stærke fordømmende, udtryk imod hykleri og råddenskab. kunne de se, at disse, som blev strengt irettesat, var genstand for et omhyggeligt og utrætteligt arbejde for deres omvendelse. Frelseren græd over deres mørke og vildfarelse. Han ynkedes over dem med en grænseløs medlidenhed og kærlighed og udtalte til Jerusalem: »Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, (488) som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke."ret

(488)  Peter var hurtig og ivrig i sine handlinger, djærv og ubøjelig og Kristus så i ham egenskaber, som kunne få stor værdi for menigheden. Han knyttede ham derfor til sig, for at alt, hvad der var godt og værdifuldt, kunne blive bevaret. Og for at han ved sin undervisning og sit eksempel kunne mildne det hårde i hans gemyt og udjævne det knudrede i hans væsen. Dersom hjertet virkelig blev forvandlet ved guddommelig nåde, ville en ydre forandring vise sig i sand venlighed, sympati og høflighed. Jesus var aldrig kold og utilnærmelig. De lidende trængte sig tit ind på det sted, hvor han var, når han behøvede vederkvægelse og hvile; men han havde et venligt blik og et opmuntrende ord til alle. Han var et mønster på sand høflighed. Peter fornægtede sin herre, men angrede det bagefter og var dybt ydmyget over sin store synd; og Kristus viste, at han tilgav sin fejlende discipel, idet han nedlod sig til at nævne ham ved navn efter sin opstandelse.ret

(488)  Judas gav efter for Satans fristelse og forrådte sin bedste ven. Peter tilegnede sig Kristi lærdomme, nyttiggjorde sig dem og videreførte den reformationsgerning, der blev overladt til disciplene, da deres herre opfór til det høje. Disse to mænd er en fremstilling af de to klasser mennesker, Kristus knytter til sig og giver fordelene ved sin undervisning og sit eksempel på et uegennyttigt og medlidende liv, for at de må kunne lære af ham.ret

(488)  Jo mere et menneske beskuer sin frelser og lærer ham at kende desto mere vil det blive ligedannet med hans billede og gøre Kristi gerninger. Den tidsalder, vi lever i, Kræver reformatorisk handling. Det sandhedslys, der skinner på os, kræver beslutsomme, handledygtige mænd med en kernesund moral, sådanne, som vil arbejde flittigt og ihærdigt for at frelse enhver sjæl, der vil høre Guds ånds indbydelse. ret

(488)  Den kærlighed, som bør findes mellem menighedsmedlemmer viger ofte pladsen for kritik og dadel, hvad der endog ved religiøse anledninger kan komme til udtryk ved krænkende bemærkninger og strenge (489) personlige udfald. Sådant må ikke finde medhold hverken hos prædikanter, menighedsforstandere eller medlemmer. Menighedens gudstjeneste bør foregå alene med Guds ære for øje. Når mennesker med deres ejendommelige væsen føres sammen i menighedsforholdet, vil menigheden blive påvirket deraf, medmindre Guds sandhed mildner og betvinge de skarpe kanter i karakteren og menighedens fred og harmoni vil blive ofret ved hengivelse til disse egenkærlige, vanhellige træk. I deres skarpe påpasselighed for at opdage deres brødres fejl forsømmer mange at undersøge deres egne hjerter og at rense deres egne liv. Dette medfører Guds mishag. De enkelte medlemmer i menigheden bør være nidkære for deres egne sjæle og kritisk overvåge deres egne handlinger, at de ikke går frem af egoistiske bevæggrunde og bliver en årsag til anstød for deres svage brødre.ret

(489)  Gud tager menneskene, som de er, med de menneskelige træk i deres karakter og opdrager dem derpå til sin tjeneste, dersom de vil tilegne sig disciplin og lære af ham. Den rod af bitterhed, mistro, skinsyge eller endog had, som nogle menighedsmedlemmer har i deres hjerter, er Satans værk. Sådanne elementer har en giftig indflydelse på menigheden. »En smule surdej syrer hele dejen.« Den religiøse iver, der viser sig i en klapjagt på brødre, er ikke nidkærhed med forstand. Kristus har intet med et sådant vidnesbyrd at gøre. Vejl f menigh bd. 1 side 464-467]

------------
ret

næste kapitel