(550) (550) Sanatoriets ledere burde ikke styres efter samme principper, som andre af den slags institutioner har, hvor ledere handler ud fra den politik, at de ofte viser agtelse for velhavende, medens den fattige forsømmes. De sidstnævnte mangler ofte megen forståelse og råd de ikke altid får, selvom de i Guds øjne står langt højere end de mere velhavende. Apostlen Jakob har givet bestemte råd om den måde vi skal behandle rige og fattige på: ret
(550) »Når der nemlig kommer en mand ind i jeres forsamling med guldring på fingeren, i prægtige klæder og der samtidig kommer en fattig ind i snavsede klæder og I så kun har øje for ham, der har de prægtige klæder på og siger til ham: »Sæt du dig her på denne gode plads,« men derimod siger til den fattige: »Du kan stå der,« eller: »Sæt dig ned på gulvet ved mine fødder« er I så ikke i modstrid med jer selv og dømmer ud fra slette tanker? Hør dog, mine elskede brødre! Har Gud ikke udvalgt dem, der er fattige i verdens øjne, til at være rige i tro og arvinger til det Rige, han har lovet dem, der elsker ham?" ret
(550) Selvom Kristus var rig på himmelske skatte, blev han alligevel fattig så vi ved hans fattigdom kunne blive gjort rige. Kristus ærede de fattige, ved at dele deres ydmyge forhold. Af hans livshistorie kan vi lære hvordan vi skal behandle fattige. Nogle fører godgørenheden til yderligheder og skader faktisk den trængende, ved at gøre så meget for dem. De fattige anstrenger sig ikke så meget som de burde. Selvom de ikke må forsømmes og få lov at lide, må de lære at hjælpe sig selv. ret
(550) Guds sag burde ikke overses, så fattige får vor første opmærksomhed. En gang gav Kristus sine disciple en meget vigtig lektie på dette punkt. Da Maria udgød salven over Jesu hoved, gjorde Judas begærligt en bøn for de fattiges skyld og knurrede over det han betragtede som spild af penge. Men Jesus forsvarede denne handling og sagde: »Hvorfor volder (551) I hende bryderi? En god gerning har hun gjort imod mig.« »Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, som hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Derved har vi lært at Kristus skal æres ved at vi helliger det bedste vi har. Skulle hele vor opmærksomhed rettes på at hjælpe fattiges kår, ville Guds sag forsømmes. Ingen vil lide hvis hans forvaltere gør deres pligt, men Kristi sag bør komme først. ret
(551) Den fattige bør behandles med ligeså megen interesse og opmærksomhed som den rige. Skikken at ære den rige og ringeagte og forsømme den fattige er en forbrydelse i Gud øjne. Dem som er omgivet af alle livets bekvemmeligheder, eller som er forkælet af verden, fordi de er rige, mærker ikke behovet for forståelse og ømhjertet hensyn som de personer gør, der har haft en lang livskamp med fattigdom. De sidstnævnte har kun lidt i dette liv der kan gøre dem lykkelige eller glade og de vil påskønne sympati og kærlighed. Læger og sygehjælpere burde under ingen omstændigheder forsømme denne klasse, for derved forsømmer de Kristus i skikkelse af hans hellige. ret
(551) Vort sanatorium blev oprejst for at hjælpe lidende mennesker, rige og som fattige, over hele verden. Mange af vore menigheder har kun lidt interesse for denne institution, uanset de mange tilstrækkelige beviser på, at det er et af de redskaber Gud bruger, til at bringe mænd og kvinder under sandhedens indflydelse og frelse mange sjæle. De menigheder der har fattige iblandt sig, bør ikke forsømme deres forvaltning og kaste denne byrde, af fattige og syge mennesker, over på sanatoriet. Alle medlemmerne i de forskellige menigheder drages til ansvar over for Gud, for deres nødstedte mennesker. De burde bære deres egne byrder. Hvis de har syge iblandt dem, som de ønsker, skal have behandling, burde de, om muligt, sende dem til sanatoriet. Derved, vil de ikke blot støtte den institution, som Gud har etableret, men de vil hjælpe dem, som har brug for hjælp, sørge for fattige, hvad Gud forlanger af os. ret
(551) Det var ikke Guds hensigt at fattigdom for altid skulle (552) forlade verden. Samfundets rangorden bliver aldrig udjævnet, for de forskellige forhold, som vor slægt er under, er et af de midler Gud har tænkt at forsøge og udvikle karakteren med. Mange har under megen entusiasme, talt for at alle mennesker skal have lige del i Guds timelige velsignelser, men dette var ikke Skaberens hensigt. Kristus har sagt at vi altid har de fattige iblandt os. Den fattige, såvel som den rige, er købt for hans blod; og blandt hans bekendende efterfølgere tjener de først nævnte ham, i de fleste tilfælde, med enkelhed for øje, medens de sidstnævnte hele tiden fæstner deres hengivenhed til jordiske rigdomme og Kristus er glemt. Dette livs bekymringer og higen efter rigdomme, fordunkler den evige verdens herlighed. Det vil være den største ulykke nogensinde, hvis alle skulle sættes lige i verdslige ejendomme.