Vidnesbyrd for menigheden bind 4 kapitel 7. Fra side 67ren side   tilbage

Kristi medarbejdere

(67)  [Det var en betydningsfuld tid for ___ under og efter teltmødet i 1874. Havde der været et hyggeligt og rummeligt hus til gudstjeneste på stedet, ville dobbelt så mange, som der nu blev vundet, have taget standpunkt for sandheden. Gud er med i vore bestræbelser. Vi kan spærre vejen for syndere ved vor forsømmelse og egenkærlighed. Man burde have gjort sig stor flid for at søge at frelse dem, der endnu var i vildfarelse, men dog havde interesse for sandheden. En lige så klog ledelse er påkrævet i Kristi tjeneste, som når det gælder ledelsen af hærafdelinger i en armé, der beskytter folkets liv og frihed. Ikke enhver formår at arbejde på en forstandig måde for sjæles frelse. Megen og grundig tænkning er nødvendig. Vi må ikke indtræde i Herrens værk på må og få og vente fremgang. Herren trænger til mænd med evner, tænkende mænd. Jesus kalder på medarbejdere, ikke på sløve og ligegyldige personer. Gud ønsker ret tænkende og intelligente mænd til at udføre den store gerning, som er nødvendig for sjæles frelse.ret

(67)  Håndværkere, sagførere, handlende og mænd i alle beskæftigelser og stillinger uddanner sig for at kunne blive dygtige i deres fag. Skulle Kristi efterfølgere være mindre dygtige og skulle de, medens de efter sigende er beskæftigede i hans tjeneste, være ukyndige angående de veje og midler, der skal benyttes? Den opgave at vinde det evige liv er højere; end alle jordiske hensyn, For at kunne lede sjæle til Jesus må man have kendskab til menneskenaturen og studere det menneskelige sind. For at vide, hvordan man skal nærme sig mennesker med sandhedens store emner, kræves der megen omhyggelig omtanke og inderlig bøn.ret

(68)  (68) Når et tydeligt foredrag er blevet holdt, vil nogle ubesindige, impulsive, men dog oprigtige sjæle uventet tiltale sådanne, som ikke er med os og gøre den sandhed, som vi ønsker, at de skal modtage, frastødende for dem. »Denne verdens børn er klogere end lysets børn over for deres, egen slægt.« Forretningsmænd og politikere lægger vægt på høflighed. De bestræber sig for at være så tiltalende som muligt. De overvejer, hvorledes de kan gøre deres væsen og deres optræden sådan, at de kan opnå den største indflydelse over deres medmenneskers sind. De bruger deres kundskaber og evner på en så klog, måde som muligt for at opnå deres hensigt.ret

(68)  Mennesker, der bekender sig til at tro på Kristus, frembærer en mængde skrammel, der spærrer vejen til korset, Trods alt dette er der nogle, som er så dybt overbeviste, at de vil komme igennem alle nedstemmende forhold og besejre enhver hindring for at vinde sandheden. Men havde de, der tror på sandheden, renset deres sind ved at adlyde den og havde de indset betydningen af en dannet optræden i Kristi gerning, kunne tyve sjæle være blevet frelst i stedet for én.ret

(68)  Når nogen er blevet omvendt til sandheden, behøver vedkommende tilsyn. Hos mange prædikanter synes nidkærheden at svigte, så snart deres anstrengelser viser nogen fremgang. De indser ikke, at disse nyomvendte trænger til pleje årvågen opmærksomhed, hjælp og opmuntring. De bør ikke overlades til sig selv og blive et bytte for Satans mægtige fristelser; de trænger til at oplæres, angående deres pligter, til at behandles med venlighed og ledes fremad og til at man besøger dem og beder med dem. Disse sjæle behøver den mad, der tildeles, hvert menneske i rette tid.ret

(68)  Intet under, at nogle bliver modløse, nøler ved vejen og overlades til at fortæres af ulve. Satan er på sporet af alle. Han udsender sine redskaber for at føre de sjæle, han har mistet, tilbage til sine rækker. Der burde være flere fædre og mødre, som kunne tage disse nyfødte børn i deres favn og opmuntre dem og bede for dem, at de ikke må forvirres i deres tro.ret

(69)  (69) Prædiken er kun en lille del af det arbejde, der skal udføres for sjæles frelse. Guds ånd overbeviser syndere om sandheden og lægger dem i menighedens arme. Prædikanterne kan gøre deres del, men de kan aldrig udføre den gerning, som menigheden bør gøre. Gud kræver, at hans menighed skal opsøge de, som er unge i tro og erfaring og opfordre dem til arbejdet. Menigheden skal ikke føre en ligegyldig samtale med dem, men tale sådanne ord, »som er æbler af guld i skåle af sølv.« for at lede dem.ret

(69)  Vi trænger alle til at studere vor karakter og optræden, for at vi må kunne handle skønsomt med forskellige slags mennesker, således at vi kan gøre de bedste bestræbelser for at hjælpe dem til en rigtig forståelse af Guds ord og til et sandt kristenliv. Vi bør læse bibelen sammen med dem og lede deres sind bort fra timelige ting og hen til deres evige interesser. Det er Guds børns pligt at være missionærer for ham, at blive kendt med dem, der trænger til hjælp. Dersom nogen vakler under fristelse, bør man omhyggeligt tage sig af den pågældendes, sag og behandle den med klogskab; for hans evige interesser står på spil og de, der arbejder for ham kan ved deres ord og handlinger blive en duft af liv til liv eller af død til død. ret

(69)  Undertiden kan der forekomme et tilfælde, som bør gøres til genstand for overvejelse under bøn. Vedkommende må bringes til at se sin sande karakter, forstå sit eget ejendommelige sindelag og temperament og villig til at se sine svagheder. Han bør behandles med skønsomhed. Hvis han kan påvirkes, hvis hans, hjerte bliver rørt af dette kloge og tålmodige arbejde, kan han blive knyttet til Kristus med stærke bånd og ledes til at forlade sig på Gud. Når et sådant arbejde bliver udført, ser hele det himmelske råd til og glæder sig; for en dyrebar sjæl er blevet udfriet af Satans snare og frelst fra døden! O, vil det ikke betale sig at arbejde med forstand for sjæles frelse? Kristus gav sit eget liv til pris for dem; og skal da hans efterfølgere spørge: »Er jeg min broders vogter?« Skal vi ikke arbejde i harmoni med Mesteren? Skal vi ikke påskønne værdien af sjæle, som vor frelser døde for?ret

(69)   En del bestræbelser er blevet gjort for at vække børns interesse for sagen, men der er ikke gjort nok. Vore sabbatsskoler bør gøres mere interessante. De offentlige skoler har i de senere år i høj grad (70) forbedret deres undervisningsmetoder. Anskuelsesundervisning, billeder og vægtavler er taget i brug for at klargøre vanskelige lektier for sindet. Netop på denne måde kan den nærværende sandhed forenkles og gøres overmåde interessant for børnenes modtagelige sind.ret

(70)  Forældre, som man ikke kan få adgang til på anden måde, kan tit nås gennem deres børn. Sabbatsskolelærere kan undervise børnene om sandheden og disse vil bringe det lærte hjem til familiekredsen. Men få lærere synes at forstå betydningen af denne del af arbejdet. Den undervisningsmetode, der med så stort held er blevet indført i de offentlige skoler, kunne med lignende resultater indføres i sabbatsskolerne og blive et middel til at lede børn til Jesus og oplære dem i bibelens sandhed. Dette vil udrette langt mere godt end religiøs spænding af mere følelsesmæssige art, der forsvinder lige så hurtigt, som den kommer.ret

(70)  Kristi kærlighed bør opelskes. Der trænges til mere tro i den gerning, som vi mener skal udføres forud for Kristi komme. Der bør gøres mere selvfornægtende, selvopofrende arbejde i den rigtige retning. Man bør med omtanke og bøn overveje, hvordan man kan virke med størst fordel. Omhyggelige planer bør udarbejdes,. Vi har begavelser iblandt os, som både kan udtænke planer og gennemføre dem, hvis de blot kommer i virksomhed. Forstandige og godt ledede bestræbelser ville bringe store resultater.ret

(70)  Bedemøderne skulle være de mest interessante sammenkomster, der afholdes; men de bliver ofte dårligt ledet. Mange kommer til prædikener, men forsømmer bedemødet. Også her kræves der omtanke. Man bør søge Gud om visdom og der bør lægges planer for at lede møderne sådan, at de bliver interessante og tiltrækkende. Folket hungrer efter livets brød. Hvis de finder det i bedemødet, vil de søge dertil og tage imod det.ret

(70)  Lange, kedelige taler og bønner er ikke passende nogen steder og særlig ikke ved vidnesbyrdmødet. De, som er frimodige og altid rede til at tale, får lov til at fortrænge de undselige og tilbageholdne. De mest overfladiske (71) har i almindelighed mest at sige, Deres bønner er lange og mekaniske. De trætter englene og de mennesker, som hører på dem. Vore bønner bør være korte og ligefremme. Lad de trættende bønner fremkomme i lønkammeret, hvis nogen har sådanne at opsende. Slip Guds ånd ind i jeres hjerter, så vil den bortfeje alt tørt formvæsen.ret

(71)  Musik kan være en stor kraft til det gode, men vi udnytter ikke denne del af gudstjenesten på den bedst mulige måde. Sangen foregår som regel efter indskydelse eller for at afpasses efter specielle tilfælde og til andre tider overlades det til de syngende at sjuske den igennem, så sangen og musikken får ikke den rette indvirkning på de tilstedeværendes sind. Sangen bør være præget af skønhed, følelse og kraft. Lad stemmerne opløftes i lovsang og andægtighed! Tag musikinstrumenter til hjælp, hvor dette praktisk lader sig gøre og lad herlig harmoni opstige til Gud som et velbebageligt offer!ret

(71)  Men det er undertiden vanskeligere at holde disciplin blandt sangerne og holde dem i arbejdsdygtig stand, end det er at rette på vaner med hensyn til bøn og formaning. Mange ønsker at følge deres egen skik; de modsætter sig råd og bliver utålmodige under ledelse. Der behøves velovervejede planer i Guds tjeneste. Sund fornuft er en ypperlig ting i tilbedelse af Herren. Tænkeevnen bør helliges til Kristus og der bør findes veje og midler til at tjene ham på den bedste måde. Guds menighed, der forsøger at gøre vel ved at efterleve sandheden og at frelse sjæle, kan være en kraft i verden, dersom den vil stille sig under Herrens ånds disciplin. Men den må ikke mene, at den kan arbejde i al evighed.ret

(71)  Som et samfund taber vi meget på grund af manglende medfølelse og omgang med hverandre. Den, der taler om uafhængighed og lukker sig inde i sig selv, fylder ikke den plads, Gud havde til hensigt, at han skulle fylde. Vi er Guds børn, indbyrdes, afhængige af hverandre med hensyn til lykke, Gud og mennesker har Krav på os. Vi må alle udføre vor del her i livet. Det er den rigtige udvikling af den selskabelige trang i vor natur, der bringer os i et sympatisk forhold til vore brødre og bringer os lykke i vore bestræbelser for at være til velsignelse for andre. (72) Lykken i himmelen vil bestå i det rene fællesskab mellem hellige væsener den harmoniske omgang med de salige engle og med de genløste, som har tvættet deres kjortler og gjort dem hvide i Lammets blod. Vi kan ikke være lykkelige, så længe vi går helt op i vor interesse for os selv. Vi bør leve her i verden for at vinde sjæle for Frelseren. Hvis vi skader andre, skader vi os selv. Hvis vi velsigner andre, bliver vi selv velsignet; for indflydelsen af enhver god handling virker tilbage på vore egne hjerter.ret

(72)  Det er vor skyldighed at hjælpe hverandre. Det er ikke altid, vi kommer i berøring med omgængelige kristne, sådanne, som er elskværdige og venlige. Mange har ikke fået den rette opdragelse; deres karakter er skæv, de er hårde og knudrede og synes at være krogede i alle henseender. Når vi hjælper disse til at se deres mangler og rette på dem, må vi være forsigtige, at vi ikke bliver utålmodige og irriterede over vor næstes fejl. Nogle, der bekender Kristus, er ubehagelige; men det skønne ved kristelig dyd vil forvandle dem, dersom de med flid vil tage fat på den opgave at tilegne sig den sagtmodighed og ydmyghed, der findes hos ham, som de følger, idet de husker på, at »ingen af os lever for sig selv«. Kristi medarbejdere! Hvilken ophøjet stilling!ret

(72)  Hvor findes de selvopofrende missionærer i disse store byer? Herren trænger til arbejdere i sin vingård. Vi bør være bange for at tilbringe den i ørkesløshed eller med at pryde legemet og at gøre en dårlig anvendelse af de kostbare timer, Gud har skænket os, for at vi skulle bruge dem til bøn, til at blive fortrolige med bibelen og til at arbejde for vore medmenneskers vel og således berede os selv og dem til den store gerning, der påhviler os.ret

(72)  Mødre spilder unødigt arbejde på klædningsstykker til pryd for sig selv og deres børn. Det er vor pligt at klæde os enkelt og at klæde vore børn pænt, uden unyttig pynt, broderi eller stads og at passe på ikke at opelske hos dem en sådan interesse for klædedragt, at det vil blive til ødelæggelse for dem, men hellere søge at udvikle (73) de Kristelige dyder. Ingen af os kan fritages for vore ansvar og i intet tilfælde vil vi kunne stå frem for Guds trone uden skyld, medmindre vi udfører den gerning, Herren har overladt til os.ret

(73)  Der er mangel på missionærer for Gud, trofaste mænd og kvinder, som ikke vil unddrage sig ansvar. Forstandigt arbejde vil bringe gode frugter. Der er virkelig et arbejde at udføre, Sandheden bør fremholdes for folket på en forsigtig måde af sådanne, som forener sagtmodighed med visdom. Vi bør ikke, holde os på afstand af vore medmennesker, men komme dem nær; for deres sjæle er lige så dyrebare som vore egne. Vi skal bringe lyset ind i deres, hjem, med en mild og stilfærdig ånd tilskynde dem til at stræbe efter det ophøjede privilegium, som tilbydes dem, bede med dem, når det synes belejligt og vise dem, at der er højere ting for dem at opnå og tale varsomt til dem om de hellige sandheder for disse sidste dage.ret

(73)  Blandt vort folk er der flere sammenkomster med sang end med bøn; men også disse sammenkomster kan ledes på en så ærbødig og opmuntrende måde, at de vil kunne øve en god indflydelse. Der er imidlertid for megen vittighed, tom tale og passiar til, at disse anledninger kan være gavnlige, højne tankerne og forædle opførselen. ret

(73)  Følelsesmæssige vækkelser
Der har været for meget splittelse i ___ Når der viser sig en ny sensation, er der nogle, som fatter interesse for den mindre væsentlige side af sandheden, Hver mand og kvinde bør være på vagt, når der er forførelser i gang, som er egnede til at lede bort fra sandheden. Der er nogle, som altid er villige til at se og høre noget nyt og mærkværdigt; og i disse store byer har sjælefjenden rigeligt af sådanne ting, som kan vække nysgerrigheden og holde sindet borte fra de store og helliggørende sandheder for disse sidste dage.ret

(73)  Dersom enhver skiftende religiøs bevægelse leder nogle til ved deres tilstedeværelse og indflydelse at forsømme fuldt ud at støtte det mindretal, der tror på en upopulær sandhed, vil der være megen (74) svaghed i menigheden, hvor der skulle være styrke. Satan bruger forskellige midler for at opnå sin hensigt; og hvis han under en populær religiøs maske kan lede vaklende og troskyldige sjæle bort fra sandhedens sti, har han udrettet meget ved at splitte Guds folk. Denne skiftende vækkelsesbegejstring, der kommer og går som tidevandet, har en skuffende overflade, der forleder mange ærlige mennesker til at tro, at det er den sande ånd fra Herren. Den medfører omvendelser i massevis. De, hvis sind er let påvirkeligt, de svage og eftergivende, strømmer til under dens fane; men når bølgen viger, finder man dem liggende tilbage på stranden. Lad jer ikke bedrage af falske lærere eller forlede af tomme ord. Man kan være forvisset om, at sjælefjenden har tilstrækkeligt med behagelige fabler til at kunne tilfredsstille enhver smag.ret

(74)  Der vil altid fremstå funklende meteorer, men den lysstribe, de efterlader, forsvinder øjeblikkelig i et mørke, der synes at være tættere, end det var før. Disse sensationsbetonede religiøse bevægelser, der skabes ved, at man fortæller anekdoter og optræder sært og originalt, er alle sammen overfladisk arbejde; og de af vor tro, som lader sig fortrylle og dåre af disse lysglimt, vil aldrig opbygge Guds sag. De står rede til at trække deres indflydelse tilbage ved den ringeste anledning og til at formå andre til at overvære disse sammenkomster, hvor de hører ting, som svækker sjælen og skaber forvirring i sindet. Det er denne unddragelse af interesse fra virksomheden, der gør, at Guds sag vansmægter. Vi må være faste i troen; vi må ikke kunne rokkes. Vi har vor gerning, som er at lade sandhedens lys, som det er åbenbaret i Guds lov, skinne ind i andres sind og lede dem ud af mørket. Denne gerning kræver bestemt og ihærdig energi og et fast forsæt for at kunne gennemføres.ret

(74)  Der er nogle i menigheden, som trænger til at klynge sig til vor tros klippe, at komme til ro og finde klippegrund i stedet for at drive omkring på stemningens overflade og handle efter indskydelse. Der findes åndelige krøblinger i menigheden. De er selvforskyldt syge; deres åndelige svækkelse er en følge af deres vaklende optræden. De kastes (75) hid og did af de skiftende lærdomsvejr, er ofte forvirrede og henfalder i uvished, fordi de udelukkende handler ud fra følelser. De er sensations kristne, altid sultne efter noget nyt og forskelligartet; mærkelige lærdomme forvirrer deres tro og de er værdiløse for sandhedens sag.ret

(75)  Gud kalder på stabile mænd og kvinder, som har et fast forsæt, som man kan stole på i farens og prøvens stund, som er solidt forankrede og grundfæstede i sandheden ligesom de evige bjerge, sådanne, som ikke kan rokkes til højre eller til venstre, som altid går lige frem og altid er at finde på den rigtige side. Der er nogle, som man i religiøst farefulde tider næsten altid kan vente at finde i fjendens rækker; hvis de har nogen indflydelse, er det til den forkerte side. De føler sig ikke moralsk forpligtede til at vie al deres styrke til den sandhed, de bekender sig til. Sådanne vil få løn efter deres gerninger.ret

(75)  De, der kun gør lidt for Jesus til sjæles frelse og for at bevare sig selv ulastelige for Gud, vil kun opnå ringe åndelig styrke. Vi trænger stadig til at bruge den åndelige Kraft, vi besidder, for at den kan udvikles og forøges. Ligesom sygdom er en følge af overtrædelse af naturens love, således er åndelig tilbagegang en følge af Guds lovs overtrædelse. Og dog kan de selv samme overtrædere bekende sig til at holde alle Guds bud. ret

(75)  For at være åndeligt sunde må vi komme Gud nærmere, stille os i en inderligere forbindelse med himmelen og gennemføre lovens grundsætninger i vort hverdagsliv. Gud har givet sine tjenere evner, der skal benyttes til hans ære og ikke henligge ørkesløse eller forspildes. Han har givet dem lys og kundskab om sin vilje, for at disse skal bringes ud til andre; og ved at meddele til andre bliver vi levende lysbærere. Hvis vi ikke gør brug af vor åndelige styrke, bliver vi svage, ligesom lemmerne på legemet bliver kraftesløse, når den syge tvinges til at være uvirksom i længere tid. Kræfterne udvikles ved at bruges.ret

(75)  Intet vil bringe større åndelig styrke og en større forøgelse af alvoren og dybden i vore følelser end dette at besøge og (76) hjælpe de syge og de modløse, hjælpe dem til at se lyset og til at fæste deres tro på Jesus. Der er ubehagelige pligter, som nogen må udføre, hvis sjæle ikke skal blive overladt til fortabelse. De kristne vil finde en velsignelse i udførelsen af disse pligter, hvor ubehagelige de end måtte være. Kristus påtog sig den ubehagelige opgave at komme fra renhedens og den uovertrufne herligheds bolig for som et menneske iblandt mennesker at bo i en verden, der var brændemærket og formørket af forbrydelse, vold og uretfærdighed. Dette gjorde han for at frelse sjæle; og skulle de, der er genstand for en så forbavsende kærlighed og uforlignelig nåde, undskylde et liv i egoistisk magelighed? Skulle de vælge, hvad der er dem selv til behag, følge deres egne tilbøjeligheder og lade sjæle omkomme i mørket, fordi de vil møde skuffelser og modstand, hvis de arbejder for at frelse dem? Kristus betalte en umådelig pris for menneskenes genløsning og skulle de sige: "Min herre, jeg vil ikke arbejde i din vingård; jeg beder dig, hav mig undskyldt!"ret

(76)  Gud kalder på de magelige i Zion, at de skal stå op og bestille noget. Vil de ikke høre på Mesterens røst? Han ønsker bedende, trofaste arbejdere, som vil så ved alle vande. De, der således virker, vil forbavses over at finde, hvorledes prøvelser, der bæres med beslutsomhed i Jesu navn og kraft, vil give troen fasthed og forny frimodigheden. På ydmyghedens og lydighedens sti er der tryghed og styrke, trøst og håb; men de, der intet gør for Jesus, vil miste lønnen til sidst. Svage hænder vil være ude; af stand til at klynge sig til den mægtige og svækkede knæ vil ikke kunne holde os oppe på modgangens dag. Bibellæsere og kristne arbejdere vil få den herlige sejrspris og høre disse ord: »Vel, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din Herres glæde!«ret

(76)  Tilbageholdelse af midler
Guds velsignelse vil hvile over dem i ___ hvem Kristi sag ligger på hjerte. Vore brødres og søstres frivillige gaver, skænket i tro og kærlighed til den korsfæstede Genløser, vil bringe dem selv velsignelser; for Gud lægger mærke til og ihukommer enhver godgørende handling, som hans hellige udfører. (77) Ved opførelsen af et hus til gudstjeneste må der ske en større udøvelse af tro og tillid til Gud. De, der ikke vover noget, når det gælder forretningsforetagender, har kun ringe fremgang; hvorfor ikke også have tro på et foretagende for Gud og anbringe midler i hans sag?ret

(77)  Nogle er gavmilde med det lidt, de har, når de er fattige; men efter som de erhverver ejendom, bliver de karrige. Årsagen til, at de har så lidt tro, er, at de ikke vedblivende går fremad, efter som deres velstand øges og yder til sagen med virkelig, opofrelse. ret

(77)  Under den jødiske husholdning blev det krævet, at godgørenhed først skulle vises over for Herren. Ved indhøstningen og i vinhøsten skulle markens førstegrøde kornet og vinen og olien helliges som et offer til Herren. Sanke efter og markens yderkanter var forbeholdt de fattige. Vor nådige himmelske Fader overså ikke de fattiges tarv. Førstegrøden af ulden, når fårene klippedes og af kornet, når hveden blev tærsket, skulle ofres til Herren; og det var påbudt, at de fattige, enkerne, de faderløse og de fremmede skulle indbydes til deres højtider, Ved hvert års udgang skulle alle lægge højtidelig ed på, hvorvidt de havde gjort alt efter Guds befaling eller ikke.ret

(77)  Herren traf denne ordning for at indprente folket, at han i alle ting skulle være den første. Ved dette godgørenhedssystem skulle de have i erindring, at deres nådige Mester var den rette ejer af deres marker, deres hjorde og deres kvæg, at det var himmelens Gud, der sendte dem solskin og regn til deres såtid og høst og at alt, hvad de besad, var skabt af ham. Alt hørte Herren til og han havde sat dem til husholdere over sit gods.ret

(77)  Jødernes gavmildhed ved tabernaklets opførelse og ved templets bygning viser en godgørenhedens ånd, hvis lige aldrig har vist sig hos Kristne på noget senere tidspunkt. De var netop blevet udfriet fra deres langvarige trældom i Ægypten og vandrede omkring i ørkenen; men næppe var de blevet udfriet fra Ægyptens hære, der (78) forfulgte dem på deres hastige rejse, før Herrens ord kom til Moses og sagde: »Sig til israelitterne, at de skal bringe mig en offerydelse; af enhver, som i sit hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I tage min offerydelse.«ret

(78)  Hans folks besiddelser var kun små og de havde ingen lovende udsigter til at forøge disse; men der forelå en opgave for dem at bygge et tabernakel for Gud. Herren havde talt og de måtte lyde hans røst. De holdt intet tilbage. Alle gav med villig ånd, ikke et vist beløb af deres indtægt, men en stor del af deres ejendom. De helligede det med glæde og af hjertet til Herren og behagede ham ved at gøre det. Var det ikke alt sammen hans? Dersom han Krævede det, var det så ikke deres pligt at lade ejeren få sit igen? ret

(78)  Ingen indtrængende opfordring var påkrævet. Folket bragte endog mere, end der behøvedes og blev anmodet om at holde op, da der allerede var indkommet mere, end man kunne bruge. Da templet skulle bygges, fik opfordringen om gaver en hjertelig modtagelse. Folket gav ikke modstræbende. De glædede sig over udsigten til opførelsen af et hus til gudstjeneste og gav mere end nok til formålet. David priste Herren i hele forsamlingens nærværelse og sagde: »Thi hvad er jeg og hvad er mit folk, at vi selv skulle evne at give sådanne frivillige gaver? Fra dig kommer det alt sammen og af din egen hånd har vi givet dig det.« Og i sin bøn takkede David yderligere med disse ord: »Herre, vor Gud, al denne rigdom, som vi har bragt til veje for at bygge dit hellige navn et hus, fra din hånd kommer den og dig tilhører det alt sammen."ret

(78)  David forstod godt, fra hvem al hans overflod kom. Vi ville ønske, at alle, som i dag fryder sig over Frelserens kærlighed, kunne forstå, at deres sølv og guld er Herrens og bør bruges til at fremme hans sag, så at de ikke af uvillighed holder det tilbage for at berige og tilfredsstille sig selv. Han har en uomtvistelig ret til alt, hvad han har lånt sine skabninger. Alt, hvad de besidder, tilhører ham.ret

(78)  Der er høje og hellige formål, som kræver midler og penge, der anvendt dertil, vil yde giveren en mere ophøjet og (79) varig glæde, end hvis de blev givet ud til personlig tilfredsstillelse eller på egenkærlig vis opdynget af grådighed efter fortjeneste. Når Gud kræver vore skatte, hvilket beløb det end måtte dreje sig om, vil det villige svar gøre gaven til et helligt offer til ham og samle giveren en skat i himmelen, hvor møl ikke kan fortære og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. Anbringelsen er sikker. Pengene lægges i poser, som ikke har huller; de er i sikkerhed.ret

(79)  Kan kristne, der roser sig af at have større lys end hebræerne, give mindre end disse? Kan kristne, som lever nær ved tidens afslutning, være tilfredse med deres, ofre, når disse ikke er halvt så store, som jødernes var? Deres gaver gavnede deres eget folk; virksomheden i disse sidste dage strækker sig over hele verden. Sandhedens budskab skal gå til alle slægter og tungemål og folk; dets skrifter, som trykkes i mange forskellige sprog, skal spredes som løvet om efteråret.ret

(79)  Der står skrevet: »Da nu Kristus har lidt i kødet skal også I væbne jer med det samme sind.« Og atter: »Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede.« Lad os spørge: Hvad ville Frelseren have gjort under vore forhold? Hvilke anstrengelser ville han have gjort for sjæles frelse? Kristi eksempel besvarer dette spørgsmål. Han forlod sin kongeværdighed, lagde sin herlighed til side, opofrede sin rigdom og klædte sin guddommelighed i menneskelighed, for at han måtte kunne nå menneskene, hvor de var. Hans eksempel viser, at han gav sit liv for syndere.ret

(79)  Satan fortalte Eva, at en høj tilstand af lykke kunne opnås ved tilfredsstillelsen af en utøjlet appetit; men Guds forjættelse til menneskene er betinget af, at selvet fornægtes. Da Kristus led på det forsmædelige kors for menneskets genløsning, blev den menneskelige natur ophøjet. Kun ved korset kan menneskefamilien blive ophøjet til forbindelse med himmelen. Selvfornægtelse og kors møder os ved hvert skridt på vor himmelske vandring. ret

(79)  Gavmildhedens ånd er himmelens ånd; egenkærlighedens (80) ånd er Satans ånd. Kristi selvopofrende kærlighed åbenbares på korset. Han gav alt, hvad han havde, ja, endog sig selv, for at mennesket kunne blive frelst. Kristi kors appellerer til godgørenhed hos enhver, som følger den velsignede frelser. Det princip, som her illustreres, er at give, give. Gennemført i praktisk godgørenhed og gode gerninger er dette den sande frugt af kristenlivet. Verdslige menneskers princip er at få, få og derved venter de at sikre sig lykke; men når dette gennemføres i sin yderste konsekvens, bliver frugten deraf elendighed og død.ret

(80)  At bringe sandheden ud til jordens beboere, at frelse dem fra deres skyld og ligegyldighed er Kristi efterfølgeres mission. Menneskene må have sandheden for at kunne helliges ved den og vi er de kanaler, gennem hvilke lyset fra Gud kommer. Vore talenter, vore midler og vor kundskab skal ikke blot være til gavn for os selv; de skal benyttes til sjæles frelse, til at løfte menneskene ud af deres liv i synd og gennem Kristus føre dem til den evige Gud.ret

(80)  Vi bør være nidkære arbejdere i denne sag og søge at lede syndere, der angrer og tror, hen til den guddommelige Genløser og at indprente dem en ophøjet forståelse af Guds kærlighed til menneskene. »Således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Hvilken uforlignelig kærlighed er dette ikke et emne for den mest dybsindige betragtning! Hvilken forbavsende kærlighed Gud dog havde til en verden, som ikke elskede ham! Tanken derpå har en ydmygende magt over sjælen og tager sindet til fange under Guds vilje. Mennesker, som er vanvittige efter vinding og som er skuffede og ulykkelige i deres stræben efter verden, behøver kundskab om denne sandhed for at stille den hvileløse hunger og tørst i deres sjæle.ret

(80)  I de store byer behøves missionærer for Gud til at bringe lyset til dem der sidder i dødens skygge. Der trænges, til erfarne hjælpere. som med sagtmodig visdom og i troens kraft kan løfte trætte sjæle op til den medlidende Genløsers bryst. O, egenkærlighed hvilken forbandelse! Den hindrer os i at være beskæftiget i Guds tjeneste. Den hindrer os i at indse pligtens krav, der burde bringe vore hjerter til at gløde (81) af brændende nidkærhed. Med alle vore kræfter bør vi stræbe efter Kristi lydighed. At dele vor interesse med vildfarelsens ledere er at støtte den forkerte side og give vore fjender et fortrin. Guds sandhed kender ingen overenskomst med synd, ingen forbindelse med list, intet samkvem med overtrædelse. Der trænges til stridsmænd, som altid vil besvare opråbet og være rede til øjeblikkelig kamp, ikke til sådanne, som støtter fjenden, når man behøver deres hjælp.ret

(81)  Vor gerning er en stor gerning. Men mange, der bekender sig til at tro disse hellige sandheder, er lammede af Satans, snedige bedrag og gør intet for Guds sag, men hindrer den snarere. Hvornår vil de handle som dem, der venter på Herren? Hvornår vil de vise en nidkærhed, der svarer til deres tro? Mange holder i egenkærlighed deres midler tilbage og beroliger deres samvittighed med en plan om at gøre noget stort for Guds sag efter deres død. De opretter et testamente og skænker en stor sum til menigheden og dens forskellige interesser og slår sig til ro i følelsen af, at de har gjort alt, hvad der kræves af dem. Hvori har de fornægtet sig selv ved denne handling? De har tværtimod lagt egenkærlighedens sande væsen for dagen. Når de ikke længere har brug for deres penge. agter de at give dem til Gud. Men de vil beholde dem, så længe de kan, indtil en budbringer, som ikke lader sig afvise, tvinger dem til at give slip på dem.ret

(81)  Et sådant testamente er ofte et synligt bevis på virkelig begærlighed, Gud har gjort os alle til husholdere og har i intet tilfælde bemyndiget os til at forsømme vor pligt eller overlade det til andre at udføre den. Kravet om midler til at fremme sandhedens sag vil aldrig blive mere indtrængende end nu. Vore penge vil aldrig udrette mere godt end netop nu. Hver dags udsættelse med at bruge dem ret vil begrænse det tidsrum, da de vil kunne virke for sjæles, frelse. Hvis vi overlader til andre at udføre, hvad Gud har givet os at gøre, gør vi uret imod os selv og ham, som gav os alt, hvad vi har. Hvorledes skulle andre kunne udføre vort godgørenhedsarbejde på en bedre måde, end vi selv kan udføre det? Gud ønsker, at enhver i denne sag selv skal administrere sit testamente, medens han lever. Modgang, ulykkestilfælde eller intriger (82) kan for altid sætte en stopper for påtænkte godgørenhedshandlinger, når den, der har samlet en formue, ikke længere er til stede og kan tage vare på den. Det er sørgeligt, at så mange forsømmer den nuværende anledning til at gøre vel og venter, indtil forvaltningen fratages dem, med at give Herren de midler tilbage, som han har lånt dem, for at de skulle bruges til hans ære.ret

(82)  Et fremtrædende træk i Kristi undervisning er den hyppighed og den alvor, hvormed han straffede begærlighedens synd og påpegede faren ved timelige erhvervelser og en overdreven kærlighed til vinding. I de riges herskabelige boliger, i templet og på gaderne sagde han advarende til dem, der søgte efter frelse: »Vogt jer for alskens havesyge!« »I kan ikke tjene både Gud og mammon.«ret

(82)  Det, som berøver menigheden Guds velbehag og lammer dens åndelighed, er den tiltagende tragten efter at samle penge, den egenkærlighed, som ønsket om vinding afføder. Når hoved og hænder til stadighed er beskæftigede med at lægge planer og med at stræbe efter at opdynge rigdom, bliver Guds og menneskehedens Krav glemt. Hvis Gud har velsignet os med fremgang, er det ikke sket i den hensigt, at vor tid og opmærksomhed skulle ledes bort fra ham og vies til det, han har lånt os. Vi er ikke vore egne; vi er dyrt købte. Har vi glemt den uendelige pris, der blev betalt for vor genløsning? Er taknemmeligheden død i hjertet? Gør ikke Kristi kors et liv i egenkærlig magelighed og nydelse til skamme?ret

(82)  Tænk, om Kristus, træt af den utaknemmelighed og mishandling, der mødte ham fra alle hold, havde opgivet sin gerning! Tænk, om han aldrig var nået til det punkt, hvor han sagde: »Det er fuldbragt!« Tænk, om han, modløs over den modtagelse, han fik, var vendt tilbage til himmelen! Tænk, om han aldrig havde gennemgået hin sjælekval i Getsemane, der fremtvang store blodsdråber fra hans porer!ret

(82)  I sit arbejde for slægtens genløsning var Kristus påvirket af en kærlighed, som er uden lige og af hengivenhed under Faderens vilje. Han arbejdede til bedste for menneskene lige til (83) sin fornedrelses time. Han tilbragte sit liv i fattigdom og selvfornægtelse for den nedværdigede synder. I en verden, som var hans egen, havde han ikke det sted, hvor han kunne hvile sit trætte hoved. Vi høster frugterne af denne uendelige selvopofrelse; men når der er arbejde, som skal gøres, når vore penge behøves til støtte i Genløserens gerning til sjæles frelse, unddrager vi os pligten og beder om at blive undskyldt. Lav dorskhed, skødesløs ligegyldighed og syndig egoisme tillukker vore sanser for Guds krav.ret

(83)  O, skal Kristus, himmelens majestæt, herlighedens konge, bære det tunge kors, bære tornekronen og drikke den bitre kalk, medens vi mageligt læner os tilbage, priser os selv og glemmer de sjæle, "for hvem han døde for at kunne genløse dem med sit dyrebare blod? Nej, lad os give, medens vi har evne dertil! Lad os arbejde, medens det er dag. Lad os hellige vor tid og vore midler til Guds tjeneste, for at vi må kunne nyde hans velbehag og modtage hans belønning! Vejl f menigh bd. 1 side 374-388]

------------
ret

næste kapitel