(148) [Herren har gjort udbredelsen af lys og sandhed på jorden afhængig af frivillige bestræbelser og gaver fra deres side, der har fået del i de himmelske gaver. Forholdsvis få kaldes til at rejse som prædikanter og missionærer, men skarer af mennesker skal arbejde med for at udbrede sandheden med deres midler. ret
(148) Beretningen om Ananias og Safira er givet os, for at vi må kunne forstå, hvilken synd det er at øve bedrageri med hensyn til vore gaver og ofre. De havde frivilligt lovet at give en del af deres ejendom til Kristi sags fremme; men (149) da de havde fået midlerne i hænde, undslog de sig for at opfylde denne forpligtelse, medens de på samme tid over for andre ønskede at give det udseende af, at de havde givet alt. Straffen over dem blev af en udpræget karakter, for at den måtte kunne tjene som en stedsevarig advarsel for kristne til alle tider. Den samme synd er i en forfærdelig grad fremherskende i nutiden, uden at vi dog hører om nogen så påfaldende straffedom. Herren viser menneskene én gang, med hvilken afsky han betragter en sådan forsyndelse mod hans hellige krav og værdighed og derefter overlades det til dem at følge de almindelige principper i den guddommelige forvaltning. ret
(149) Frivillige gaver og tiende udgør evangeliets indtægter. Af de midler, der betros menneskene, kræver Gud en vis del - en tiende; men han stiller det frit for alle at sige, hvor meget tienden er og om de vil give mere end dette. De skal give, som de sætter sig for i deres hjerter. Når Guds Ånd ved sin indflydelse påvirker hjertet og der gives løfte om et vist beløb, har den, der gav løftet, ikke længere nogen ret til den helligede del. Han har givet sit løfte i menneskers nærværelse og de tilkaldes som vidner til handlingen. Samtidig har han pådraget sig en i højeste grad hellig forpligtigelse til at samarbejde med Herren i opbyggelsen af hans rige på jorden. Løfter af denne art til mennesker ville blive betragtet som bindende. Er de så ikke end mere hellige og bindende, når de gælder Gud? Er løfter, som prøves for samvittighedens domstol, mindre bindende end skrevne overenskomster med mennesker? ret
(149) Når det guddommelige lys skinner ind i hjertet med usædvanlig klarhed og styrke, slipper vanemæssig egenkærlighed sit tag og en tilbøjelighed til at støtte Guds sag gør sig gældende. Ingen behøver at vente, at han vil få lov til at opfylde de løfter, som da gøres, uden en indsigelse fra Satans side. Det behager ikke ham at se Genløserens rige på jorden bygget op. Han indskyder den tanke, at løftet var for stort og det kan svække dem i deres anstrengelser for at skaffe sig ejendom eller tilfredsstille (150) deres familiers ønsker. Den magt, Satan har over det menneskelige sind, er forunderlig. Han arbejder på det ihærdigste for at holde hjertet optaget med sig selv. ret
(150) Det eneste middel, Gud har forordnet for at fremme sin sag, er at velsigne menneskene med sine gaver. Han giver dem solskin og regn; han lader planterne gro; han skænker sundhed og evne til at erhverve midler. Alle vore velsignelser kommer fra hans gavmilde hånd. Til gengæld ønsker han, at mænd og kvinder skal vise deres taknemmelighed ved at give ham en del tilbage som tiende og offergaver som takofre, som frivillige ofre, som syndofre. ret
(150) Menneskenes hjerter forhærdes ved egenkærlighed og ligesom Ananias og Safira fristes de til at holde en del af summen tilbage, medens de foregiver, at de efterkommer reglerne angående tiende. Skal et menneske bedrage Gud? Dersom der tilflød skatkammeret midler i nøjagtig overensstemmelse med Guds plan - en tiendedel af indtægten - ville der være rigeligt til hans værks fremme. ret
(150) Nuvel, man siger, kaldet får os til at give til sagen. Gør du? Lad mig da spørge: Er du træt af at tage imod fra Guds godgørende hånd? Ikke før han ophører med at velsigne dig, vil du ophøre med at være forpligtet til at give ham den del tilbage, som han kræver. Han velsigner dig så at det kan være i din magt at velsigne andre. Når du er træt af at modtage, så kan du sige, Jeg er træt af de mange kald til at give. Men, siger nogen, opfordringerne til at yde til sagen vedbliver at komme. Jeg er træt af at give. Gud forbeholder sig en del af alt, hvad vi modtager. Når denne del tilbageleveres til ham, velsigner han den øvrige del; men når den holdes tilbage, kommer der før eller senere forbandelse over det hele. Guds krav kommer først; alt andet kommer i anden række. ret
(150) I hver menighed bør der oprettes en kasse for de fattige. Lad så hvert medlem bringe Gud et takoffer en gang om ugen eller en gang om måneden, efter som det er mest belejligt. Dette offer vil være et udtryk for vor taknemmelighed for sundhedens gave, for føde og tilstrækkeligt med klæder. Og i samme forhold som Gud har (151) velsignet os med disse goder, vil vi lægge noget fil side for de fattige, de lidende og de hjemsøgte. Jeg ønsker særligt at gøre vore brødre opmærksomme på denne sag. Husk de fattige! Giv afkald på lidt af jeres luksus, ja endog nogle af jeres materielle nydelser og hjælp dem, der kun kan skaffe sig det allernødvendigste af mad og klæder. Hvad I gør for dem, gør I for Jesus. Han gør sig til ét med den lidende menneskehed. Vent ikke, til alle jeres indbildte ønsker er tilfredsstillede. Byg ikke på jeres følelser, således at I giver, når I har lyst til det og holder tilbage, når I ikke har lyst. Giv regelmæssigt, 25 eller 50 pennies eller en dollar om ugen, efter som I gerne ville ønske at se det i himmelens regnskab på Guds dag. ret
(151) Jeres gode ønsker vil vi takke jer for, men de fattige kan ikke leve af gode ønsker alene. De må have håndgribelige beviser på jeres godhed i form af føde og klæder. Det er ikke Guds mening, at nogen af hans efterfølgere skulle tigge om brød. Han har givet jer i overflod, for at I må kunne skaffe det nødvendige til dem, der ikke ved flid og sparsommelighed selv kan skaffe sig det. Vent ikke, til de gør jer opmærksomme på deres trang. Gør ligesom Job. Hvad han ikke havde kendskab til, undersøgte han. Foretag en inspektionsrunde og find ud af, hvad der trænges og hvordan det bedst kan afhjælpes. ret
(151) Det er blevet fremstillet for mig, at mange af vort folk raner tiende og offergaver fra Herren og som følge deraf er hans værk i høj grad blevet hindret. Guds forbandelse vil hvile over dem, der lever af Guds nådegaver og dog lukker deres hjerter og intet eller næsten intet gør for at fremme hans sag. Brødre og søstre, hvordan kan den godgørende Fader vedblivende gøre jer til sine husholdere og skaffe jer midler, der skulle bruges for ham, når I tilriver jer det alt sammen og egenkærligt hævder, at det tilhører jer! ret
(151) I stedet for at give Gud de midler, han har lagt i deres hænder, bruger mange dem til at udvide deres landejendom. Dette onde tiltager blandt vore brødre. De havde alt, hvad de kunne overkomme at passe, men pengekærhed eller ønsket om at blive anset for at være lige så velhavende (152) som deres naboer leder dem til at begrave deres midler i verden og forholde Gud hans retmæssige del. Kan det undre os, om de ikke har lykken med sig og om Gud ikke velsigner deres grøde og de møder skuffelse? ret
(152) Kunne vore brødre komme i hu, at Gud kan velsigne tyve tønder land og gøre dem lige så frugtbringende som hundrede, ville de ikke blive ved med at begrave sig i jordbesiddelser, men lade deres midler tilflyde Guds skatkammer. »Vogt jer,« sagde Kristus, »at jeres hjerter ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer.« Det behager Satan, at I udvider jeres bøndergårde og anbringer jeres midler i timelige foretagender; for derved hindrer I ikke alene sagen i at gøre fremgang, men ved ængstelse og overanstrengende arbejde formindsker I jeres udsigt til evigt liv. ret
(152) Vi burde nu give agt på vor Frelsers pålæg: »Sælg, hvad I har og giv almisse! Skaf jer punge, som ikke ældes, en uudtømmelig skat i himlene.« Nu er tiden, da vore brødre bør formindske deres ejendomme i stedet for at forøge dem. Vi er ved at skulle flytte til et bedre land, det er et himmelsk. Lad os derfor ikke opslå vor bolig på jorden, men lad os samle tingene sammen i et så lille omfang som muligt. ret
(152) Den tid kommer, da vi ikke kan sælge for nogen pris. Snart vil den befaling udgå, som forbyder menneskene at købe af eller sælge til nogen anden end den, der har dyrets mærke. Vi havde nær oplevet dette i Californien for en tid siden, men det var kun truslen af de fire vinde. De holdes stadig tilbage af de fire engle. Vi er ikke helt klar endnu. Der er stadigt arbejde der skal udføres og så vil englene få besked på at give slip, så de fire vinde kan blæse over jorden. Det vil være en afgørende tid for Guds børn, en tid med prøvelser som der ikke har været siden jordens skabelse. Nu er det vores mulighed for at arbejde. Vejl f menigh bd. 2 side 34-37] ret
(152) Der er en uro blandt mange sandhedsbekendere. (153) Nogle ønsker at tage til et andet land eller stat, købe store jorder og gøre omfangsrige forretninger, andre ønsker at tage ind til byen. Således efterlades små menigheder svage og modløse til at dø hen, medens dem, som forlod dem, var tilfredse med at arbejde i mindre målestok og gjorde deres små ting godt, kunne gøre noget godt for deres familier, men ville fritages for at holde sig selv i Guds kærlighed. Mange som flytter bliver skuffede. De mister den smugle de havde, mister sundheden og til sidst opgiver sandheden. ret
(153) Herren kommer. Lad enhver vise sin tro ved sine gerninger. Troen på Kristi snarlige genkomst dør ud i menighederne og selviskhed får dem til at berøve Gud, for i stedet at tjene deres egne personlige interesser. Når Kristus er i os, skal vi være selvfornægtende, ligesom ham. ret
(153) I den forgangne tid er der udvist stor gavmildhed fra vore folks side. De har ikke stået tilbage for at hjælpe de forskellige grene i værket. Men i den seneste tid er der sket en forandring. Især vore brødre i øststaterne, har holdt midler tilbage, medens verdslighed og kærlighed til besiddelser er øget. Der er en voksende ligegyldighed med løfter om hjælp til vore forskellige institutioner og virksomheder. Der ses på bidrag til at bygge en kirke, donere til et college, eller hjælpe i missionsarbejdet som løfter, involverede personer ikke er forpligtet til at fuldføre, hvis det ikke er belejligt. Disse løfter gøres under Guds Ånds hellige indflydelse. Berøv ham da ikke, ved at tilbageholde det som rettelig tilhører ham. Brødre og søstre, se tilbage på jeres liv og se om I har behandlet Gud rigtigt. Mangler I at indløse nogle løfter? Er det tilfældet, så udløs de penge du vil give dem, hvis det står i din magt. ret
(153) Lyt til Herrens råd: »Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, ...... om jeg da ikke åbner eder (154) himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål. Jeg vil for eders skyld skræmme æderne, så at de ikke ødelægger eder landets afgrøde og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl.« »Og alle folkene skal love eder, fordi I har et yndigt land." ret
(154) Vil I ikke antage de løfter som Herren her giver og lægge selviskheden fra jer og begynde alvorligt på at fremme hans sag? Styrk ikke jeres greb på denne verden, ved at udnytte jeres fattigere naboer, for Guds øjne er over jer; han læser ethvert motiv og vejer jer på helligdommens vægte. ret
(154) Jeg så at mange holdt midler tilbage og medens de levede beroligede de deres samvittighed med at de vil være næstekærlige i døden. De turde næsten ikke tro og stole på, at Gud ville give dem hvad som helst, medens de levede. Men denne godgørenhed på dødslejet er ikke hvad Kristus forlanger af sine efterfølgere; den kan ikke undskylde den levende selviskhed. Dem som holder fast ved deres ejendomme indtil sidste øjeblik, overgiver dem mere til døden, end til sagen. Der sker hele tiden tab. Banker svigter og ejendomme går til grunde på mange måder. Mange vil gerne gøre noget, men de udskyder det og Satan forhindrer at midlerne overhovedet kommer ind i skatkammeret. De går tabt før de kommer tilbage til Gud og Satan jubler over at det er sådan. ret
(154) Hvis I vil gøre godt med jeres midler, så gør det med det samme, så Satan ikke får fat i dem, med sine hænder og derved forhindrer Guds værk. når Herren har åbnet vej for brødrene til at bruge deres midler til hans sags fremme, har Satans agenter mange gange fremført nogle forslag, hvor det var tydeligt for brødrene at de kunne fordoble deres midler. De tager lokkemaden; deres penge investeres og ofte får de ikke en dollar ud af det. ret
(154) Brødre, husk på sagen; og når I har midler til disposition, så læg et godt fundament for jer selv (155) til Den-kommende-tid, så I kan tage vare på det evige liv. Jesus blev fattig for jeres skyld, så I ved hans armod kunne blive rige på himmelske rigdomme. Hvad vil I give til Jesus, som har givet alt til jer? ret
(155) Det vil ikke få jer til at testamentere jeres velgørenhed efter jeres død. I kan ikke i mindste grad være sikre på at sagen vil blive gavnet af jeres testamenteringer. Satan arbejder med stor dygtighed på at oprøre slægtninge og alle falske standpunkter tages for at vinde for verden det, som højtideligt var tilegnet Guds sag. Meget mindre end den tilegnede sum, bliver modtaget. Satan lægger en protest i mænd og kvinders hjerter, imod at deres slægtninge gør hvad de ville med deres ejendomsoverdragelse. Det er som om de betragter alt Herren har fået, som berøves fra afdøde slægtninge. Hvis I ønsker at jeres midler skal gå til sagen, så giv af dem, af det I ikke virkelig behøver til jeres underhold, medens I lever. Nogle få brødre gør dette og nyder fornøjelsen at være sin egen eksekutor. Skal livet berøves på grund af menneskers begærlighed? for at de ejendomme Gud har lånt dem, ikke skal gøres ubrugelig for evig? Ingen af jer må pådrage jer den uduelige tjeners dom, som gemte Herrens penge i jorden. ret
(155) Døende næstekærlighed er en dårlig erstatning for levende godgørenhed. Mange vil onde deres venner og slægtninge en meget lille del af deres ejendomme. Derfor går de til deres største Ven, som blev fattig for deres skyld, som led skam, hån og død, så de kunne blive Guds sønner og døtre. Og alligevel forventer de at den retfærdige død skal føre til evig liv, så denne Ven vil tage dem med til sine evige boliger. ret
(155) Kristi sag berøves, ikke blot af en strejftanke, men af en uhørt handling. Nej. Ved jeres forsætlighed gennemfører I jeres vilje og sætter jeres ejendomme under (156) ikke-troendes forvaltning. Efter at have berøvet Gud igennem jeres liv, så fortsætter I endda med at berøve ham efter jeres død. Dette gør I endog med jeres fulde samtykke, med et dokument som kaldes jeres testamente. Hvad tror I vil være jeres Mesters vilje mod jer, når I annekterer hans goder således? Hvad vil I sige når der skal aflægges regnskab for jeres forvaltning? ret
(156) Brødre, vågn op fra jeres selviske liv og virk som pålidelige kristne. Herren kræver af jer at økonomisere med jeres midler og lade enhver dollar, der ikke skal bruges til jeres oprethold, flyde ind i skatkammeret. Søstre, tag den ti-cents, tyve-cents, den dollar som I skulle bruge til slik, flæser eller pyntebånd og giv dem til Guds sag. Mange af vore søstre tjener god løn, men næsten alt bliver brugt på klæders stolthed. ret
(156) Sagens fornødenheder vil til stadig vokse, idet vi nærmer os tidens afslutning. Der er brug for midler, til at give unge mænd små kurser i vore skoler og berede dem til virksomt arbejde i tjeneste og i sagens forskellige grene. Vi lever ikke op til vort privilegium i denne sag. Alle skoler omkring os, vil snart lukkes. Hvor meget mere kunne der ikke være gjort, hvis mennesker havde adlydt Kristi krav i den kristne godgørenhed! Hvilken indflydelse kunne denne offervillighed for Kristus ikke udvirke for verden! Det ville have været en af de mest overbevisende augmenter for den sandhed vi bekender at tro - et augment som ikke kunne misforstås eller modsiges. Herren vil have os udmærket med sin velsignelse, lige for øjnene af verden. ret
(156) Den første kristne menighed havde ikke de privilegier og anledninger, som vi har. De var et fattigt folk, men de mærkede sandhedens kraft. Det mål de havde for sig, var nok til at de satte alt til. De følte at en verdens frelse eller fortabelse var afhængig af deres medvirken. De satte deres altsammen (157) til og gjorde sig selv rede til at gå eller komme på Herrens påbud. ret
(157) Vi bekender at blive styret af de samme principper, at blive påvirket af den samme ånd. Men i stedet for at give alt til Kristus, har mange taget guldvægten og et prægtigt babylonsk klæde og skjult sig i lejren. Hvis en Akans tilstedeværelse var tilstrækkelig til at svække hele Israels lejr, kan vi så ikke overraskes over den smugle succes vi har med i vort arbejde, når menighederne og næsten alle familier har hver sin Akan? Lad os hver især gå til arbejdet, for stimulere andre ved vort uegennyttige godgørende eksempel. Værket kunne skride frem med meget større kraft, hvis alle havde gjort hvad de kunne for at fylde kammeret med midler.