(162) [Det er blevet vist mig at være lejrmøder slet ikke er det som herren har ment at de skulle være. Mange kommer uforberedt for den Hellige Ånds nærvær. Husmødrene bruger i almindelighed adskillig tid før mødet til at gøre klæder i stand til den ydre pryd, men de glemmer måske helt den indre pryd som Gud sætter større pris på. Adskillig tid går også med til unødig madlavning og til at bage fedtrige tærter, kager (163) og delikatesser som kun er til skade. Hvis de i stedet sørgede for at få godt brød og nogle få andre sunde retter ville både de selv og deres familier være bedre forberedt på at tage imod livets ord og langt mere modtagelige for den Hellige Ånds indflydelse. ret
(163) Ved vore sammenkomster tillader vi at maven bliver belastet med mad som ikke er så enkel og letfordøjelig som den mad vil plejer at få hjemme og under hverdagens anstrengende arbejde kræver kroppen dobbelt eller måske tredobbelt så meget energi som den gør når vi sidder stille. Det gør at hjernen døser hen, så at det er vanskelig at fatte de evige ting. Og når møderne er færdige, er vi måske skuffet over at vi ikke har mærket mere af Guds Ånds påvirkning. Råd og vink side 38] ret
(163) Når møderne forberedes bør man hver især ransage sit eget hjerte nøje og kritisk for Gud. Hvis der har været ubehageligheder, disharmoni eller stridigheder i familierne, bør det være det første at bekende disse fejl for hinanden og bede med hinanden. Ydmyg jer selv for Gud og gør alvorlige bestræbelser på at tømme sjælstemplet for al råddenskab - al misundelse, al jalousi, al mistanke, al kritik. hold jer nær til Gud, så skal han holde sig nær til jer! »Tvæt hænderne, I syndere! og rens hjerterne, I tvesindede! Klag jeres nød og sørg og græd; jeres latter skal vendes til sorg og jeres glæde til bedrøvelse! Ydmyg jer for Herren, så skal han ophøje jer." ret
(163) Det er Herren der taler, gå ind i dit lønkammer og bliv ét med dit eget hjerte; lyt til sandhedens og samvittighedens stemme. Intet vil give så klart et syn på selvet som bøn i det skjulte. Han som ser i det skjulte og ved alt, vil oplyse din forstand og besvare dine bønner. Klare, enkle pligter som ikke må forsømmes vil åbne sig for dig. Gør en pagt med Gud om at overgive dig selv og alle dine kræfter til hans tjeneste. Tag ikke det ugjorte arbejde med dig til lejrmødet. Hvis det ikke gøres der hjemme, vil din egen sjæl lide og andre vil skadet stærkt af din kulde, din sløvhed, din åndelige døsighed. ret
(164) (164) Jeg har set det sandhedsbekendende folks tilstand. Profeten Ezekiels ord kunne bruges på dem den gang: »Menneskesøn! Disse mænd har lukket deres afgudsbilleder ind i deres hjerte og stillet det, der blev dem årsag til skyld, for deres ansigt - skulle jeg lade mig rådspørge af dem? Tal derfor med dem og sig: Så siger den Herre Herren: Hver den af Israels hus, som lukker sine afgudsbilleder ind i sit hjerte og sættet det, der blev dem årsag til skyld, for sit ansigt og så kommer til profeten, ham vil jeg, Herren, selv svare trods hans mange afgudsbilleder.« ret
(164) Hvis vi holder af verdens sager og har behag for uretfærdighed eller fællesskab med mørkets upålidelige gerninger, har vi sat uretfærdigheds anstødssten foran os og rejst afguder i vort hjerte. Og hvis vi ikke i selvfornægtelse lægger den bort, vil vi aldrig blive anerkendt som Guds sønner og døtre. ret
(164) Her er noget familierne må gøre før de kommer til vore hellige bestyrelsesmøder. [Nej, forberedelserne til mad og klæder må komme i anden række og en dyb hjerteransagelse må begynde i hjemmene. samme] Bed tre gange om dagen og vær ligeså opgående som Jakob. I hjemmet er der plads til at finde Jesus; tag ham da med dig til mødet og hvor dyrebare vil de stunder ikke være, I bruger der. Men hvordan kan I forvente at føle Herrens nærhed og se hans kraft, når den enkeltes beredelsesarbejde på det tidspunkt førsømmes? ret
(164) For jeres sjæles skyld, for Kristi skyld og for andres skyld, arbejd hjemme. Bed ikke som I plejer. Lad hjertet blive brudt for Gud. Bring jeres hjem i orden. Bered jeres børn for anledningen. Lær dem at det ikke har så stor betydning om de har fint tøj på når de viser sig for Gud med rene hænder og hjerter. Fjern enhver hindring der kunne have været på deres vej, - forskelligheder der kunne have været iblandt dem selv eller mellem dig og dem. Derved byder I Herrens (165) nærhed ind i jeres hjem og hellige engle vil følge dig, idet du tager til mødet og deres lys og nærværelse vil holde mørkets onde engle borte. Endog ikke-troende vil mærke den hellige atmosfære, idet de går ind i lejren. Oh, hvor meget gå ikke tabt ved forsømmelse af dette vigtige arbejde! I kan være tilfredse med prædikenen, I kan blive besjælede og få noget, men Guds omvendende og fornyende kraft vil ikke kunne mærkes i hjertet og arbejdet vil ikke være så dybt, gennemgribende og varigt som det burde være. Lad stoltheden blive korsfæstet og sjælen blive iklædt Kristi uvurderlige retfærdighedsklædning og hvilket møde vil du da ikke nyde. Det vil for jeres sjæle være ligesom himlens port. ret
(165) Den samme ydmygelse og hjerteransagelse burde også ske i menigheden, så at alle forskelle og fremmedgørelse blandt brødre kan lægges til side for Herrens åsyn, til disse årlige samlinger. Gå i gang med dette, i alvor og hvil ikke før det er færdigt; for kommer I frem til møderne med jeres tvivl, knurren, stridigheder, vil I bringe ondt ind i lejren og føre mørke med jer hvor I går. ret
(165) Jeg er blevet vist at disse årsmøder har kun nyttet lidt, på grund af manglende forberedelse. Prædikanterne er sjældent forberedte til at arbejde for Gud. Der er mange talere, - dem som kan sige skarpe ting på en frisk måde, går uden for deres område og taler nedsættende om andre menigheder og latterliggør deres tro, - men der er kun få alvorlige arbejdere for Gud. Disse skarpe, egensindige talere bekender at have sandheden frem for alle andre, men deres arbejdsmetoder og religiøse iver, svarer på ingen måde til deres trosbekendelse. ret
(165) Jeg så mig om for at finde sjæls-ydmygheden, der altid bør sidde som et passende klæde på vore prædikanter, men den var ikke på dem. Jeg så efter den dybe kærlighed for sjæle, som Mesteren sagde de skulle have, men de havde den ikke. Jeg lyttede efter alvorlige bønner, sendt i tårer og sjælspine på grund af (166) den ubodfærdighed og vantro der var i deres egne hjem og i menigheden, men jeg hørte dem ikke. Jeg lyttede efter appeller, fremsat i Åndens nærvær, men disse manglede. Jeg så efter byrdebærere, som i en sådan tid som denne burde gå grædende mellem forhallen og alteret og råbe: "Skån dit folk Herre og pådrag ikke din arv en sådan skam"; men jeg hørte ikke sådanne bønner. Nogle få alvorlige, ydmyge søgte Herren. Ved nogle af disse møder, mærkede en eller to prædikanter byrden og blev betynget som en kærre under negene. Men langt størstedelen af prædikanterne havde ingen større fornemmelse af deres arbejdes hellighed end børn har. ret
(166) Jeg så hvad disse årlige samlinger kunne være og hvad de burde være: hårdt arbejdende møder. Prædikanter bør få en hjerteberedelse, før de går ind og hjælper andre, for folk er meget længere fremme end mange prædikanter. De bør utrætteligt kæmpe i bøn, indtil Herren velsigner dem. Når Guds kærlighed brænder på deres hjerters alter, vil de ikke prædike om deres egen smarthed, men fremstille Kristus, som borttager verdens synd. ret
(166) Kristenhedens første menigheder blev belært i sin renhed, deres forskrifter blev givet af inspirationens røst; deres anordninger var ufordærvede af menneskers påfund. Menigheden åbenbarede Kristi ånd og viste sig i sin enkelhed. Deres besmykkelse var hellige principper og deres medlemmers eksemplariske livsførelse. Store skarer blev vundet til Kristus, ikke ved fremvisning eller lærdomme, men ved Guds kraft som fulgte med den klare forkyndelse af hans ord. Men menigheden er blevet fordærvet. Og nu er det nødvendigere end nogensinde før, at prædikanterne er lyskanaler. ret
(166) Bibelsandheden bliver udsat for mange respektløse talere, hvis sjæle er som golde for Guds Ånd, ligesom Gilboas bakker var for dug og regn. Men det vi behøver er mennesker som er helt (167) omvendte selv og kan lære andre hvordan de skal give deres hjerter til Gud. Gudfrygtighedens kraft er næsten ophørt med at være i vore menigheder. Og hvordan kan det være? Herren venter stadig på at være nådig; han har ikke lukket himmelens vinduer. Vi har skilt os selv fra ham. Vi behøver at fæstne troens øjne på korset og tro at Jesus er vor styrke, vor frelse. ret
(167) Når vi ser så en lille arbejdsbyrde hvile på prædikanterne og folk, vil vi spørge: Når Herren kommer, vil han da finde troen på jorden? Det er tro der mangler. Gud har en overflod af nåde og kraft der venter på vort forlangende. Men grunden til at vi ikke føler vort store behov for den, er fordi vi ser på os selv og ikke på Jesus. Vi ophøjer ikke Jesus og stoler helt på hans fortjenester. ret
(167) Om jeg kunne indprente prædikanterne og folkene om nødvendigheden af dybere nådesarbejde i hjertet og en grundigere forberedelse til vore lejrmøders ånd og arbejde, så de kan få størst muligt udbytte af disse møder. Disse årlige samlinger kan enten være til særlig velsignelse eller til stor skade for åndeligheden. Hvad skal de være for dig, kære læser? Det må forblive til den enkelte at afgøre.