Vidnesbyrd for menigheden bind 5 kapitel 17fra side178

tilbage

Flid i arbejdet

(178)  (178) [»Ser du en mand, som er snar til sin gerning, da skal han stedes for konger, ikke for folk af ringe stand.« »Doven hånd skaber fattigdom, flittiges hånd gør rig.« »Vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed! Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren." ret

(178)  De mange påmindelser om flid både i det gamle og i det nye testamente antyder klart det intime forhold, der består mellem vore livsvaner og vore religiøse følelser og øvelser. Det menneskelige sind og legeme er således indrettet, at rigelig øvelse er nødvendig for en rigtig udvikling af alle evner og kræfter. ret

(178)  Medens mange er for meget optaget med timelig gerning, går andre til den modsatte yderlighed og arbejder ikke tilstrækkeligt til at underholde sig selv eller de andre, der er afhængige af dem. Broder ___ er en af disse. Medens han har stillingen som husbond (hus-bånd) for sin familie, er han det i virkeligheden ikke. De tungeste ansvar og byrder lader han hvile på sin hustru, medens han hengiver sig til skødesløs dovenskab eller har travlt med småting, der kun betyder lidt for familiens underhold. Han kan sidde i timevis og passiare med sine sønner eller med sine naboer om ting, som er af ringe betydning. Han tager forholdene med ro og nyder tilværelsen, medens hustruen og moderen gør det arbejde, som må gøres for at tilberede den mad, der skal spises og sy tøjet, der skal bruges. ret

(178)  Denne broder er en fattig mand og vil altid være en byrde for samfundet, medmindre han gør brug af de privilegier, Gud har givet ham og bliver en mand. Enhver kan finde et eller andet arbejde at udføre, dersom han virkelig ønsker det; men hvis han er ligegyldig og uopmærksom, vil han finde, at de stillinger, han kunne have skaffet sig, er optaget af andre, som er mere virksomme og duelige til at arbejde. ret

(178)  Det har aldrig været Guds hensigt, min broder, at du skulle befinde dig i den tilstand (179) af fattigdom, som du gør. Hvorfor gav han dig dette fysiske legeme? Du er lige så ansvarlig for disse legemlige kræfter, som dine brødre er for deres midler. For nogle af dem ville det i dag være en vinding at bytte deres ejendom med din fysiske styrke. Men hvis de blev anbragt i din stilling, ville de ved flittig brug af både deres åndelige evner og deres legemlige kræfter snart være hævet over savn og ikke være noget menneske noget skyldige. At forholdene synes at være dig imod, skyldes ikke, at Gud bærer nag til dig, men at du ikke bruger den styrke, han har givet dig. Det var ikke hans mening, at dine kræfter skulle ruste op som følge af uvirksomhed, men at de skulle styrkes ved brug. ret

(179)  Den religion, du bekender dig til, gør det lige så meget til din pligt at benytte din tid i de seks arbejdsdage som til at overvære møde på sabbatten. Du er ikke flittig til at arbejde. Du lader timer og dage og endog uger gå hen, uden at du bestiller noget. Den bedste prædiken, du kunne holde for verden, ville være at vise en afgjort reform i dit liv og drage omsorg for din egen familie. Apostelen siger: »Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro." ret

(179)  Du påfører sagen skam ved at slå dig ned på en plads, hvor du i nogen tid hengiver dig til dovenskab, indtil du nødes til at stifte gæld for at forsørge din familie. Disse dine ærlige gældsposter er du ikke altid nøje med at betale, men flytter i stedet til en anden plads. Dette er at bedrage sin næste. Verden har ret til at vente streng retskaffenhed hos dem, der bekender sig til at være bibeltroende kristne. Ved en mands ligegyldighed med hensyn til at betale, hvad han retmæssig skylder, stilles alle vore medlemmer i fare for at blive betragtet som upålidelige. ret

(179)  »Alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.« Dette gælder dem, der arbejder med deres hænder, såvel som dem, der har gaver at yde. Gud har givet dig styrke og duelighed, men du har ikke gjort brug af dem. ret

(180)   Du har tilstrækkelige kræfter til at kunne forsørge din familie rigelig. Stå tidligt op om morgenen, om nødvendigt endnu medens stjernerne lyser. Læg planer for din gerning og gennemfør dem. Indfri hvert eneste løfte, medmindre sygdom kaster dig på sygelejet. Du må hellere undvære mad og søvn end at undlade at betale andre, hvad de med rette har til gode. ret

(180)  Lykkens bjerg kan ikke bestiges uden anstrengelse. Ingen behøver at vente at blive båret frem til sejrsprisen uafhængigt af egne anstrengelser, enten det gælder religiøse eller timelige anliggender. Løbet er ikke altid i de lettes magt, ej heller krigen i de stærkes, men den, der arbejder med lad hånd, bliver fattig. De ihærdige og flittige er ikke alene selv lykkelige, men de bidrager meget til andres lykke. Velvære i livet og nok at leve af opnås som regel ikke uden ved alvorlig flid. Farao viste sin værdsættelse af dette karaktertræk, da han sagde til Josef: »Hvis du ved, at der er dygtige folk iblandt" dine brødre, "kan du sætte dem til opsynsmænd over mine hjorde!" ret

(180)  Der gives ingen undskyldning for br. ___, medmindre lyst til magelighed og manglende evne til at lægge planer og sætte sig selv til at arbejde udgør en undskyldning. Det bedste, han nu kan gøre, er at gå uden for hjemmet og arbejde under nogen, der kan lægge planer for ham. Han har så længe været en ligegyldig, doven herre over sig selv, at han kun har udrettet lidt og han giver sine børn et dårligt eksempel. De bærer hans karakterpræg. De lader moderen bære byrderne. Når de bliver bedt om at gøre noget, gør de det; men de udvikler ikke den evne, som alle børn skulle udvikle: Selv at se, hvad der behøver at blive gjort og så gøre det uden at blive bedt om det. ret

(180)  En kvinde gør sig selv og sin familie en alvorlig uret, når hun udfører både sit eget og deres arbejde - når hun henter brænde og vand og endog tager øksen for at hugge brænde, medens hendes mand og hendes sønner sidder ved kaminen og har det hyggeligt og mageligt. Det var aldrig Guds mening, at hustruer og mødre skulle være deres familiers slaver. Mangen moder er overlæsset (181) med bekymringer, medens børnene ikke opdrages til at tage del i de huslige byrder. Følgen er, at hun bliver gammel og dør for tidligt og må forlade sine børn, netop når de mest behøver en moder til at lede deres uerfarne fødder. Hvem bærer skylden? ret

(181)  Mændene bør gøre alt, hvad de kan, for at spare hustruen for bekymring og gøre hende glad i sindet. Aldrig bør lediggang opelskes eller tillades hos børn, for den bliver snart til vane. Når de ikke er optaget med nyttig beskæftigelse, vil evner og kræfter enten forringes eller blive virksomme i noget dårligt. ret

(181)  Hvad du behøver, min broder, er aktiv bevægelse. Hvert træk i dit ansigt og hver åndsevne hos dig antyder dette. Du synes ikke om hårdt arbejde, ej heller om at tjene dit brød i dit ansigts sved. Men dette er Guds forordnede plan i livets økonomi. ret

(181)  Du undlader at gennemføre, hvad du påbegynder. Du har ikke oplært dig selv til regelmæssighed. System er af altomfattende betydning. Gør kun én ting ad gangen, udfør den godt og gør den færdig, inden du tager fat på et nyt stykke arbejde. Du bør have en bestemt tid til at stå op, til bøn og til måltider. Mange bortødsler timevis af kostbar tid i sengen, fordi det er behageligt for den naturlige tilbøjelighed og det kræver en anstrengelse at handle anderledes. En time bortødslet om morgenen er uigenkaldelig tabt. Vismanden siger: »Jeg kom forbi en lad mands mark og et uforstandigt menneskes vingård; se, den var overgroet af tidsler, ganske skjult af nælder; stendiget om den lå nedbrudt. Jeg skued og skrev mig det bag øre, jeg så og tog lære deraf: Lidt søvn endnu, lidt blund, lidt hvile med sammenlagte hænder: Som en stimand kommer da fattigdom over dig, trang som en skjoldvæbnet mand." ret

(181)  De, der foregiver at nære gudsfrygt, bør leve op til den lære, de bekender sig til og ikke ved deres selvmodsigende handlemåde give anledning til, at sandheden bliver hånet. »Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre,« siger apostelen. Du bør (182) nu, min broder, tage alvorligt fat på dine dorske vaner og udnytte tiden. Lad verden se, at sandheden har bevirket en omdannelse i dit liv. Vejl f menigh bd. 2 side 39-42]

------------
ret

næste kapitel