Vidnesbyrd for menigheden bind 5 kapitel 20fra side191

tilbage

Skal vi søge spiritistiske læger?

(191)  [»Og Abazja faldt ud gennem vinduesgitteret for sin stue på taget i Samaria og blev syg; da sendte han sendebud af sted og sagde til dem: »Gå hen og spørg Ekrons gud Ba'al-Zebub, om jeg kommer mig af min sygdom!« Men Herrens engel sagde til tisjbitten Elias: »Gå sendebudene fra Samarias konge i møde og sig til den: Mon det er, fordi der ingen Gud er i Israel, at I drager hen for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub? Derfor, så siger Herren: Det leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!« ret

(191)  Denne beretning åbenbarer på en meget slående måde Guds mishag til dem, der vender sig bort fra ham og søger hen til Satans redskaber. En kort tid forud for de ovenfor omtalte begivenheder havde det israelitiske rige skiftet hersker. Akab var falden under Guds straffedom og blev efterfulgt af Ahazja, en værdiløs hersker, som kun gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, vandrede i sin faders og moders spor og forledte Israel til at synde. Han dyrkede Ba'al og tilbad ham og vakte Herren, Israels Guds harme, ligesom hans fader Akab havde gjort. Men den genstridige konges synder efterfulgtes snart af straffedomme. En krig med Moab og derefter den ulykke, som truede hans (192) eget liv, bekræftede Guds vrede mod Ahazja. ret

(192)  Hvor meget havde ikke Israels konge i sin faders tid hørt og set af den Højestes underfulde gerninger! Hvilke forfærdelige beviser på sin strenghed og nidkærhed havde Gud ikke givet det frafaldne Israel! Ahazja var vidende om alt dette; og dog handler ham, som om disse frygtindgydende realiteter, ja endog hans faders forfærdelige endeligt kun var et tomt eventyr. I stedet for at ydmyge sit hjerte for Herren dristede han sig til den frækkeste og mest pietetsløse handling, der kendetegnede hans liv. Han befalede sine tjenere: »Gå hen og spørg Ekrons gud Ba'al-Zebub, om jeg kommer mig af min sygdom!« ret

(192)  Man mente, at Ekrons gud ved sine præster som medier kunne give oplysning angående fremtidige begivenheder. Denne afgud havde vundet så almindelig tiltro, at store skarer langvejs fra søgte den. De forudsigelser, som dér blev udtalt og den oplysning, dér blev givet, stammede direkte fra mørkets fyrste. Det er Satan, som er ophav til afgudsdyrkelse og holder den ved lige for at lede menneskenes sind fra Gud. Det er ved hans virken, mørkets og løgnens rige holdes oppe. ret

(192)  Beretningen om Ahazjas synd og straf indeholder en advarende lærdom, som ingen kan sætte sig ud over og blive ustraffet. Selv om vi jo ikke hylder hedenske guder, er der dog tusinder, som tilbeder ved Satans alter lige så virkeligt, som Israels konge gjorde. Selve ånden i hedensk afgudsdyrkelse er almindelig i dag, skønt den under påvirkning af videnskab og oplysning har antaget en finere og mere tiltalende form. Hver dag afgiver nye sørgelige vidnesbyrd om, at troen på det stadfæstede profetiske ord hurtigt er i aftagende og erstattes med overtro og djævelsk trolddom, der bedårer menneskenes sind. Alle, som ikke alvorligt ransager skriften og underkaster hvert ønske og forsæt i livet dens ufejlbare prøve, alle, som ikke søger Gud i bøn om at kende hans vilje, vil visselig vandre bort fra den rette vej og falde under Satans bedrag. ret

(193)  (193) De hedenske orakler har deres sidestykke i nutidens spiritistiske medier, clairvoyante samt spåmænd og spåkvinder. De mystiske røster, der talte i Ekron og i En-Dor, vildleder endnu menneskenes børn ved deres løgnagtige ord. Mørkets fyrste har kun vist sig i en ny skikkelse. Den hedenske gudsdyrkelses mysterier erstattes af de hemmelige foreninger og seancer, de ubekendte personer og undere, som nutidens troldmænd virker gennem. Deres åbenbarelser modtages med begærlighed af tusinder af mennesker, som vægrer sig ved at modtage lys fra Guds ord eller fra hans Ånd. Medens de omtaler oldtidens troldmænd med ringeagt, leer den store bedrager triumferende, når de bøjer sig for hans kunster i en anden form. ret

(193)  Hans redskaber påstår endnu at kunne helbrede sygdom. Deres kraft tilskriver de elektricitet, magnetisme eller de såkaldte »sympatiske lægemidler«. I virkeligheden er de kun kabler for Satans elektriske strømme. Ved dette middel øver han sin tryllemagt over menneskers legemer og sjæle. ret

(193)  Fra tid til anden har jeg modtaget breve både fra prædikanter og fra medlemmer i menigheden med spørgsmål om, hvorvidt jeg mener, det er urigtigt at søge spiritistiske og clairvoyante læger. Af mangel på tid har jeg ikke besvaret disse breve. Men netop nu påtvinger dette emne sig på ny min opmærksomhed. Så talrige er disse Satans redskaber ved at blive og så almindeligt er det blevet at søge råd hos dem, at det synes at være påkrævet at udtale en advarsel. ret

(193)  Gud har lagt det i vor magt at tilegne os kundskab om sundhedslovene. Han har gjort det til vor pligt at bevare vore fysiske kræfter i den bedst mulige tilstand, for at vi må kunne yde ham antagelig tjeneste. De, der undslår sig for at gøre brug af det lys og den kundskab, som i nåde er gjort tilgængelig for dem, vrager det middel, Gud har tilstået dem til fremme af åndeligt såvel som fysisk liv. De indtager en stilling, hvor de vil være udsatte for at vildledes af den onde. ret

(193)  Ikke få i denne kristne tidsalder og i dette kristne land vender sig til onde ånder i stedet for at forlade sig på den levende Guds magt. (194) Moderen, der våger ved sit barns sygeleje, udbryder: "Jeg kan intet mere udrette. Findes der ingen læge, der formår at helbrede mit barn?" Man fortæller hende om de underfulde helbredelser, der udføres af en eller anden såkaldt clairvoyant doktor eller en magnetisør og hun betror sin kære til ham og lægger barnet lige så vist i Satans hænder, som om han stod ved hendes side. I mange tilfælde beherskes barnets fremtidige liv af en djævelsk magt, som det synes umuligt at bryde. ret

(194)  Mange er uvillige til at gøre den nødvendige bestræbelse for at tilegne sig kundskab om livets love og om de enkle midler, der kan benyttes til genoprettelse af tabt sundhed. De stiller sig ikke i det rigtige forhold til livet. Når sygdom bliver følgen af deres overtrædelse af naturens love, søger de ikke at rette på deres fejl og derefter bede om Guds velsignelse, men de henvender sig til lægerne. Hvis de genvinder sundheden, tilskriver de medikamenter og læger al æren. De er altid rede til at forgude menneskelig magt og visdom og synes ikke at kende nogen anden gud end skabningen - støv og aske. ret

(194)  Jeg har hørt en moder trygle en vantro læge om at redde hendes barns liv; men da jeg formanede hende til at søge hjælp hos den store Læge, som til fuldkommenhed kan frelse alle, der kommer til ham i tro, vendte hun sig utålmodigt bort. Her ser vi den samme ånd, som Ahazja lagde for dagen. ret

(194)  Det er ikke trygt at forlade sig på læger, som ikke har Guds frygt for øje. Uden den guddommelige nådes indflydelse er menneskehjertet »svigefuldt frem for alt, det er sygt«. ret

(194)  Selvforherligelse er dets mål. Hvilke synder er ikke blevet forfulgt og hvilke vildfarelser har ikke fundet støtte under lægegerningens dække! Lægen kan foregive at være i besiddelse af megen visdom og vidunderlig dygtighed, medens han har en ryggesløs karakter og handler i strid med livets love. Herren (195) vor Gud forsikrer os om, at han venter på at kunne vise nåde; han indbyder os til at kalde på ham på nødens dag. Hvordan kan vi vende os bort fra ham og forlade os på en arm af kød? ret

(195)  Følg med mig til hint sygeværelse. Der ligger en ægtefælle og fader, en mand, som var en velsignelse for samfundet og for Guds sag. Han er pludselig blevet ramt af sygdom. Feberens ild synes at skulle fortære ham. Han længes efter rent vand til at fugte de tørre læber med, til at stille den heftige tørst og køle den feberhede pande. Men nej; lægen har forbudt vand. Den syge får en stimulerende, stærk drik, der føjer olie til ilden. Det velsignede, himmelsendte vand, anvendt på en forstandig måde, ville slukke den fortærende flamme, men det fortrænges af giftige medikamenter. ret

(195)  I nogen tid kæmper naturen for sin ret, men overvældet opgiver den til sidst kampen og døden bringer befrielse til den lidende. Gud ønskede, at denne mand skulle leve og være til velsignelse for verden; Satan besluttede at ødelægge ham og med lægen som redskab opnåede han sin hensigt. Hvor længe skal vi tillade vore dyrebareste lys således at udslukkes? ret

(195)  Ahazja sendte sine tjenere for at spørge Ba'al Zebub i Ekron; men i stedet for et budskab fra afguden hører han den frygtelige kundgørelse fra Israels Gud: »Det leje, du steg op på, kommer du ikke ned fra, thi du skal dø!« Det var Kristus, der bød Elias tale disse ord til den frafaldne konge. ret

(195)  Jehova Immanuel havde grund til at nære stærkt mishag over Ahazjas ugudelighed. Hvad havde Kristus ikke gjort for at vinde synderes hjerter og for at give dem urokkelig tillid til ham? Gennem århundreder havde han besøgt sit folk med tilkendegivelser af enestående miskundhed og uhørt kærlighed. Fra patriarkernes tid havde han vist, hvordan hans »lyst var hos menneskenes børn«. Han havde været meget nær med hjælp til alle, der søgte ham i oprigtighed. »I al deres trængsel var han i trængsel og (196) hans åsyns engel frelste dem. I sin kærlighed og i sin forbarmelse genløste han dem.« Men Israel havde vendt sig bort fra Gud og søgte hjælp hos Herrens værste fjender. ret

(196)  Hebræerne var det eneste folk, som var blevet begunstiget med kundskab om den sande Gud. Da Israels konge sendte bud for at spørge et hedensk orakel, kundgjorde han for hedningerne, at han havde større tillid til deres afguder end til sit folks Gud, himmelens og jordens Skaber. De, der bekender sig til at have kundskab om Guds ord, vanærer ham på lignende måde, når de vender sig bort fra kraftens og visdommens kilde for at søge hjælp eller råd hos mørkets magter. Dersom Guds vrede optændtes over en sådan fremgangsmåde fra en ond, afguderisk konges side, hvordan kan han så betragte en lignende handlemåde hos dem, der bekender sig til at være hans tjenere? ret

(196)  Hvad er årsagen til, at menneskene er så uvillige til at stole på ham, som skabte dem og som med en berøring, et ord, et blik kan helbrede al slags sygdom? Hvem er mere værdig til vor tillid end ham, der gjorde så store opofrelser for vor genløsning? Ved apostelen Jakob har vor Herre givet os tydelig undervisning vedrørende vor pligt i tilfælde af sygdom. Når menneskelig hjælp slår fejl, vil Gud være sit folks hjælper. »Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menighedens ældste til sig og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge og Herren skal rejse ham fra sygelejet.« Hvis de, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, af et rent hjerte ville øve lige så megen tro på Guds løfter, som de har tillid til Satans redskaber, ville de i sjæl og legeme erfare Helligåndens livgivende kraft. ret

(196)  Gud har givet dette folk stort lys, men vi er dog ikke stillet uden for fristelsens område. Hvem iblandt os søger hjælp hos Ekrons guder? Se på dette billede - som ikke er fantasi. Hos hvor mange, endog blandt syvende-dags adventister, kan man se dets ledende træk? En syg - tilsyneladende meget samvittighedsfuld, men dog forblindet og (197) selvgod - erklærer åbent sin ringeagt for de livets og sundhedens love, guddommelig nåde har ledet os som et folk til at antage. Den pågældendes mad må tilberedes på en måde, som tilfredsstiller hans abnorme krav. Hellere end at sidde ved et bord, hvor der serveres sundhedsmæssig føde, besøger han restauranter, fordi han der uhæmmet kan føje sin appetit. Medens han med veltalenhed forfægter afhold, sætter han sig ud over dets grundlæggende principper. Han vil gerne opnå bedring, men undslår sig for at erhverve den på bekostning af selvfornægtelse. Denne mand tilbeder ved en fordærvet appetits alter. Han er en afgudsdyrker. De kræfter, der kunne være anvendt til Guds ære, om de var blevet helliget og forædlet, svækkes og bliver til ringe nytte. Et pirreligt sind, en forvirret hjerne og nerver i ulave hører med blandt følgerne af hans ringeagt for naturens love. Han er udygtig, upålidelig. ret

(197)  Enhver, som frimodigt og ærligt advarer ham imod faren, pådrager sig derved hans mishag. Den mindste indsigelse eller modstand er nok til at vække hans stridbare ånd. Men nu tilbyder der sig en anledning til at søge hjælp hos en, hvis kraft skyldes trolddom. Til denne kilde vender han sig med begærlighed og bruger både tid og penge i håb om at sikre sig den tilbudte velsignelse. Han er bedraget, forblindet. Der tales rosende om trolddomsudøverens magt og andre påvirkes til at søge hans hjælp. Således vanæres Israels Gud, medens Satans magt æres og ophøjes. ret

(197)  I Kristi navn ønsker jeg at sige til dem, der bekender sig til at følge ham: Bliv i den tro, I har fået fra begyndelsen. Hold jer fra vanhelligt, tomt pjat. Hav tro til den levende Gud i stedet for at forlade jer på trolddom. Forbandet er den sti, der fører til En-Dor eller til Ekron. De fødder, der vover sig ud på forbuden grund, vil snuble og falde. Der er en Gud i Israel, hos hvem der er befrielse for alle nedtrykte. Retfærd er hans trones grundvold. ret

(197)  Den mindste afvigelse fra Herrens undervisning (198) betyder en fare. Når vi går bort fra pligtens tydelige sti, vil der indtræffe en række omstændigheder, der uimodståeligt synes at føre os længere og længere bort fra, hvad der er ret. Unødig fortrolighed med sådanne, som ingen agtelse har for Gud, vil forføre os, inden vi mærker det. Frygt for at støde verdslige venner vil afholde os fra at udtrykke vor taknemmelighed til Gud eller anerkende vor afhængighed af ham. Vi må holde os nær til Guds ord. Vi behøver dets advarsler og dets opmuntringer, dets trusler og løfter. Vi behøver det fuldkomne eksempel, som kun findes i vor Frelsers liv og karakter. ret

(198)  Engle fra Gud vil bevare hans folk, når de færdes på pligtens sti; men der er ingen forsikring om sådan beskyttelse for dem, der forsætligt vover sig ind på Satans område. Den store forførers redskab vil sige og gøre hvad som helst for at opnå sin hensigt. Det er uden betydning, om han kalder sig spiritist, "elektrisk læge" eller "magnetisør". Ved bestikkende påstande vinder han de troskyldiges tillid. Han foregiver at kunne læse deres livs historie og at forstå alle deres vanskeligheder og trængsler, der henvender sig til ham. Forklædt som en lysende engel, medens afgrundens mørke råder i hans hjerte, viser han stor interesse for kvinder, der søger hans råd. Han fortæller dem, at alle deres besværligheder skyldes et ulykkeligt ægteskab. Dette kan være alt for sandt; men en sådan rådgiver forbedrer ikke deres stilling. Han fortæller dem, at de behøver kærlighed og sympati. Under foregivende af stor interesse for deres velfærd omgiver han sine intetanende ofre med en magisk kraft, der fortryller dem, ligesom en slange fortryller den skælvende fugl. Snart har han dem fuldstændig i sin magt; synd, vanære og ødelæggelse bliver de frygtelige følger. ret

(198)  Disse udådsmænd er ikke fåtallige. Deres sti kendetegnes ved forladte hjem, ødelagt navn og rygte og sønderknuste hjerter. Men alt dette kender verden kun lidt til; de fortsætter og skaffer sig nye ofre og Satan hoverer over den ødelæggelse, han har afstedkommet. ret

(199)  (199) Der er nøje forbindelse mellem den synlige og den usynlige verden. Kunne sløret fjernes, ville vi se onde engle trænge sig omkring os med deres mørke og med al deres magt arbejde for at bedrage og ødelægge. Onde mennesker omgives, påvirkes og hjælpes af onde ånder. Troens og bønnens mand har overgivet sin sjæl til guddommelig ledelse og engle fra Gud bringer ham lys og styrke fra himmelen. ret

(199)  Ingen kan tjene to herrer. Modsætningen mellem lys og mørke er ikke større end modsætningen mellem Guds tjeneste og Satans tjeneste. Profeten Elias fremstillede sagen i det rette lys i sin uforfærdede tale til det frafaldne Israel: »Er Herren Gud, så hold eder til ham og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!" ret

(199)  De, der hengiver sig til Satans trolddom, kan måske prale af, at det bringer dem stor fordel; men beviser dette, at deres handlemåde er klog eller tryg? Antag, at livet forlænges, eller sæt, at der opnås timelig vinding; vil det i længden betale sig at sætte sig ud over Guds vilje? Al sådan tilsyneladende vinding vil til sidst vise sig at være et uopretteligt tab. Vi kan ikke ustraffet nedbryde en eneste skranke, som Gud har rejst for at beskytte sit folk mod Satans magt. ret

(199)  Det eneste sikre for os er at bevare de gamle landemærker. »Til loven og til vidnesbyrdet! Dersom de ikke taler overensstemmende med dette ord, er det, fordi der intet lys er i dem.«

------------
ret

næste kapitel