Vidnesbyrd for menigheden bind 5 kapitel 21fra side199

tilbage

Se hen til Jesus

(199)  Mange begår en alvorlig fejl i deres religiøse liv ved at holde opmærksomheden fæstet ved deres følelser og på grundlag heraf danne sig et skøn om deres fremgang eller tilbagegang. Følelser er ikke et sikkert kendetegn. Vi skal ikke skue indad efter bevis på, at Gud har antaget os. Vi vil dér ikke finde noget andet, end hvad der vil betage os modet. Vort eneste håb ligger i, at »vi retter vort blik mod Jesus, (200) troens banebryder og fuldender«. I ham findes alt, hvad der kan fylde os med håb, med tro og med frimodighed. Han er vor retfærdighed, vor trøst og vor glæde. ret

(200)  De, der vender blikket indad for at finde vederkvægelse, vil blive trætte og skuffede. Erkendelsen af vor svaghed og uduelighed bør lede os til med et ydmygt hjerte at påberåbe os Kristi soningsoffer. Når vi forlader os på hans fortjeneste, vil vi finde hvile og fred og glæde. Han kan fuldkomment frelse alle, som kommer til Gud ved ham. ret

(200)  Vi behøver at forlade os på Jesus hver dag og hver time. Han har lovet, at som vor dag er, skal vor styrke være. Ved hans nåde kan vi bære alle nuets byrder og udføre dets pligter. Men mange nedtrykkes af forudanelser om fremtidige besværligheder. De søger stadig at overføre morgendagens byrder på dagen i dag. På denne måde bliver en stor del af deres prøvelser indbildte. For disse har Jesus ikke gjort nogen foranstaltning; han lover os kun nåde for dagen. Han byder os, at vi ikke skal bebyrde os med morgendagens bekymringer og besværligheder; for »hver dag har nok i sin plage«. ret

(200)  Den vane at ruge over forventede onder er uklog og ukristelig. Ved at gøre dette forsømmer vi at nyde nuets velsignelser og at benytte dets anledninger. Herren kræver, at vi skal udføre dagens pligter og bære dens prøvelser. Det er i dag, vi skal være på vagt, så vi ikke synder i ord eller handling. Vi må prise og ære Gud i dag. Ved at øve levende tro i dag skal vi besejre fjenden. Vi må i dag søge Gud og sætte os for, at vi ikke vil hvile eller være tilfredse uden hans nærværelse. Vi bør våge og bede, som om dette var den sidste dag, der bliver os tilstået. Hvor dybt alvorligt bør derfor ikke vort liv være! Hvor nøje bør vi ikke følge Jesus i alle vore ord og handlinger! ret

(200)  Det er kun få, som virkelig værdsætter eller benytter bønnens dyrebare privilegium. Vi bør gå til Jesus og fortælle ham vor trang. Vi kan komme til ham med vore små bekymringer og forviklinger så (201) såvel som med vore større vanskeligheder. Hvad der end måtte komme, som kan forurolige eller plage os, bør vi lægge det frem for Herren i bøn. Når vi føler, at vi behøver Kristi nærværelse ved hvert skridt, vil Satan have ringe anledning til at trænge ind med sine fristelser. Hans overlagte bestræbelser går ud på at holde os borte fra vor bedste og mest medfølende ven. Vi bør ikke gøre nogen anden end Jesus til vor fortrolige. Vi kan trygt tale med ham om alt, hvad der er i vore hjerter. ret

(201)  Brødre og søstre, når I samles til fælles andagt, tro så, at Jesus mødes med jer; tro, han er villig til at velsigne jer. Vend blikket bort fra jer selv; se hen til Jesus, tal om hans uforglemmelige kærlighed. Ved at beskue ham vil I forvandles efter hans lignelse. Fat jer kort, når I beder; gå lige til sagen. Hold ikke en prædiken for Herren i jeres lange bønner. Bed om livets brød, ligesom et sultent barn beder sin jordiske fader om brød. Gud vil skænke os enhver nødvendig velsignelse, hvis vi beder til ham i enfoldighed og tro. ret

(201)  De bønner, prædikanter opsender forud for deres taler, er ofte lange og uheldige. De berører en hel masse ting, der ingen forbindelse har med anledningen eller forsamlingens behov. Sådanne bønner er passende i lønkammeret, men bør ikke fremkomme offentligt. Tilhørerne bliver trætte og længes efter, at prædikanten skal afslutte. Brødre, tag folket med i jeres bønner. Kom til Frelseren i tro og tal med ham om, hvad I behøver ved den foreliggende anledning. Lad sjælen opløfte sig til Gud med en stærk higen efter den velsignelse, der er påkrævet i øjeblikket. ret

(201)  Bøn er sjælens helligste øvelse. Den bør være oprigtig, ydmyg, alvorlig et genfødt hjertesønske udtrykt i en hellig Guds nærværelse. Når den bedende føler, at han er for Guds åsyn, vil selvet glemmes. Han vil ikke nære noget ønske om at stille menneskelige talenter til skue; han vil ikke søge at behage menneskers øren, men at opnå den velsignelse, som sjælen kræver. ret

(202)  (202) Hvilke velsignelser kunne vi ikke tilegne os, hvis vi blot ville tage Herren på hans ord! Var der blot mere brændende, virksom bøn! Kristus vil være alles hjælper, der søger ham i tro. Vejl f menigh bd. 2 side 43-52]

------------
ret

næste kapitel