Vidnesbyrd for menigheden bind 5 kapitel 24fra side217

tilbage

En indtrængende advarsel

(217)  (217) Jeg er fyldt med sorg når jeg tænker på vor tilstand som folk. Herren har ikke lukket himlen for os, men vor egen konstante frafaldne kurs, har adskilt os fra Gud. Stolthed, begærlighed og verdenskærlighed har boet i hjertet uden frygt for forvisning eller fordømmelse. Frygtelige og formastelige synder har boet blandt os. Og alligevel er det en almindelig holdning at menigheden blomstrer og fred og åndelige fremgang er inden for alle hendes grænser.
(Denne appel blev skrevet i Heraldsburg, Californien, den 30.maj 1882, for at blive oplæst til lejrmøderne. Den giver advarsler og belæring som skriveren, der ikke kunne være til stede, følte sig tilskyndet til at give menigheden. Til dem, som ikke var med til disse møder og til alle som ønsker at bevare det i permanent form, er det sat ind her.) ret

(217)  Menigheden er gået bort fra at følge Kristus, hendes Leder og går stadig tilbage mod Ægypten. Dog er nogle få foruroliget eller overrasket over deres mangel på åndelig kraft. Tvivl og endog tvivl på Guds Ånds vidnesbyrd, gennemsyrer vore menigheder overalt. Sådan vil Satan have det. Prædikanter som forkynder selvet, i stedet for Kristus, vil have det sådan. Vidnesbyrdene ligger ulæste og påskønnes ikke. Gud har talt til jer. Lys har skinnet fra hans ord og fra vidnesbyrdene og begge er blevet ringeagtet og ignoreret. Resultatet er tydeligt, i manglende renhed og helligelse og alvorlig tro hos os. ret

(217)  Lad enhver stille sit eget hjerte disse spørgsmål: "Hvordan er vi faldet i denne åndelige svagheds- og uenigheds-tilstand? Har vi ikke mere søgt verdens venskab og bifald, (218) end Kristi nærhed og et dybere kundskab til hans vilje?" Ransag jeres egne hjerter, bedøm jeres egen handlemåde. Tænk over hvilke mennesker I vælger at omgås. Søger I kloges selskab, eller er I villige til at vælge verdslige kammerater, grupper som ikke frygter Gud og ikke adlyder evangeliet? ret

(218)  Er jeres adspredelse sådan, at den giver moralsk og åndelig livskraft? Vil den føre til renhed i tanker og handling? I dag er urenhed vidt udbredt også blandt Kristi bekendende efterfølgere. Temperamentet beherskes ikke; dyriske tilbøjeligheder styrkes, når de får frit løb, medens de moralske kræfter stadigt bliver svagere. [Mange tager ivrig del i verdslige og moralsk nedbrydende forlystelser som er forbudt i Guds ord. På den måde bryder de forbindelsen med Gud og går ind i rækkerne til de mange fornøjelsessyge mennesker i verden. De synder som førte til at alt liv blev udryddet i vandfloden og som var grunden til at byerne på sletten blev lagt i aske, er ligeså levende i dag. Dette gælder ikke kun i de hedenske lande, heller ikke kun blandt almindelige kristne, men også blandt dem som giver sig ud for at vente på Menneskesønnens komme. Dersom Gud viste jer hvordan han ser på disse synder, ville I blive fyldt med skam og frygt. Det kristne hjem side 406] ret

(218)  Og hvad har skabt denne alarmerende tilstand? Mange har accepteret sandhedens teori, som ikke har nogen oprigtig omvendelse. Jeg ved hvad jeg taler om. Der er få som mærker den sande sorg over deres synd, som har en dyb, stikkende bevidsthed om den uforbederlige naturs fordærv. Stenhjertet er ikke skiftet ud med et kødhjerte. Få vil falde på Klippen og blive sønderbrudt. ret

(218)  [Lige meget hvem du er og hvordan dit liv har været, så kan du kun blive frelst på den måde, Gud har bestemt det. Du må angre, du må falde hjælpeløst på klippen Kristus Jesus. Du må føle dit behov for en læge og for det eneste lægemiddel mod synd, som er Kristi blod. Dette lægemiddel kan kun fås ved omvendelse til Gud og tro på Herren Jesus Kristus. (219) Her skal arbejdet til at påbegyndes af mange som bekender sig til at være kristne og endda til at være Kristi prædikanter. Ligesom de gamle Farisæere, føler mange af jer ikke at I har brug for en Frelser. I er selv-tilstrækkelige og selv-ophøjet. Kristus sagde: »Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Kristi blod gavner kun dem, der føler deres behov for dets rensende kraft. ret

(219)  Hvilken umådelig kærlighed og nedladelse var det ikke, at Kristus ville påtage sig at genløse os, skønt vi ikke havde noget krav på Guds barmhjertighed! Men vor store læge kræver af enhver sjæl, at den overgiver sig uden forbehold. Vi må aldrig stille vor egen diagnose. Kristus må overtage hele behandlingen af vor vilje og vor handling. ret

(219)  Måske smigrer vi os med, ligesom Nikodemus gjorde, at vi har haft en god moralsk karakter og ikke behøver at ydmyge os for Gud som den almindelige synder, Men vi må finde os i at gå ind til livet på samme måde som den største synder. Vi må give afkald på vor egen retfærdighed og bede om, at Kristi retfærdighed må blive os tilregnet. Vi må forlade os helt på Kristus som vor styrke. Selvet må dø. Vi må erkende, at alt, hvad vi har, skyldes Guds overstrømmende rige nåde. Lad os sige af ganske hjerte: "Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din miskundheds og trofastheds skyld!" ret

(219)  Ægte tro efterfølges af kærlighed og kærlighed af lydighed. Alle den omvendtes kræfter og lidenskaber underlægges Kristi herredømme. Hans Ånd er en genskabende kraft og alle, som vil tage imod den, forvandler den efter det guddommelige billede. Det bedrøver mig at sige, men denne oplevelse forstås kun af (220) få af dem der bekender sig til sandheden. Rigtig mange følger deres egne veje og bærer over med deres egne syndige tilbøjeligheder og stadig bekender de sig til at være Kristi disciple. De har aldrig givet deres hjerter til Gud. Som de uforstandige brudepiger, har de forsømt at skaffe sig nådens olie i deres kander til lamperne. Jeg fortæller jer, mine brødre, at et stort antal af dem der bekender sig til at tro og endda underviser i sandheden, er fanget i syndens lænker. Lidenskabens grundlag besmitter sindet og ødelægger sjælen. Nogle, som er i den elendigste syndighed, har lånt himlens karakteristiske fremtræden, for at tjene Satan mere effektivt. ret

(220)  »Enhver, der er født af Gud, gør ikke synd.« Han erkender, at han er købt med Kristi blod og bundet af de højtideligste løfter om at ære Gud i sit legeme og i sin ånd, som hører Gud til. Lysten til synd og kærligheden til selvet bliver undertrykket. Han spørger hver dag; »Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans velgerninger mod mig?« »Hvad skal jeg gøre, Herre?« En virkelig kristen vil aldrig klage over, at Kristi åg gnaver hans nakke. Tjenesten for Jesus betragter han som den største frihed. Guds lov er hans lyst. Han prøver ikke på at få de guddommelige befalinger bragt ned, hvor de svarer til hans ufuldkommenheder, men han søger bestandig at hæve sig op til deres fuldkomne standard. Herren kommer 3.mar.] ret

(220)  [Denne erfaring må vi have for at være rede til at bestå på Herrens dag. Nu, mens det endnu er nådetid og nådens stemme endnu høres, er det tiden, da vi skal bortlægge vore synder. Mens det moralske mørke dækker jorden som et ligklæde, må lyset fra Guds lysbærer skinne desto mere, imedens det viser kontrasten mellem himlens lys og Satans mørke. ret

(220)   Gud har rigelig sørget for, at vi ved hans nåde kan være fuldkomne og ikke stå tilbage i noget, idet vi venter på Herrens tilsynekomst. Er du rede? Har du bryllupsklædningen på? Denne klædning vil aldrig skjule over bedrag, urenhed, fordærvelse (221) og hykleri. Guds øje hviler på dig. Der er en forskel på tankerne og hjertets hensigt. Vi kan skjule vore synder for menneskers blik, men vi kan intet skjule for vor Skaber. ret

(221)  Gud sparede ikke sin egen Søn, men gav ham hen i døden for vore overtrædelser og opvakte ham for vor retfærdiggørelses skyld. Gennem Kristus kan vi fremføre vore begæringer for nådens trone, gennem ham kan vi, uværdige som vi er, blive velsignet med al åndelig velsignelse. Kommer vi til ham for at få liv? Herren kommer 12.mar.] ret

(221)  Hvordan kan vi for vor egen del erfare Guds godhed og kærlighed? Salmisten siger til os, at vi skal ikke høre og erfare, ikke læse og erfare, ikke tro og erfare, men "smag og se, at Herren er god". Smag selv, i stedet for at stole på, hvad andre siger. ret

(221)  Erfaring består i kundskab, som er vundet ved forsøg. Hvad vi behøver nu, er en erfaringsmæssig kristendom. "Smag og se, at Herren er god." Nogle, ja mange, har en teoretisk kundskab om religiøse sandheder, men har aldrig erfaret Guds nådes genfødende kraft i hjertet. Disse personer er endda langsomme til at ænse advarslerne, irettesættelser og de tilrettevisninger der er nedskrevet af Helligånden. De tror på Guds vrede, men gør ingen alvorlige bestræbelser for at undgå den. De tror på himlen, men giver ingen offer for at opnå den. De tror på sjælens værdi og at før de frelses er der ingen evighed. Alligevel forsømmer de mest værdifulde øjeblikke til at søge Guds fred. ret

(221)  De læser måske i Biblen, men dens trusler gør dem ikke bange og dens løfter vinder dem ikke. De bifalder de gode egenskaber, men de følger den vej som Gud har forbudt dem at gå. De kender et tilflugtssted, men gør ikke selv brug af det. De kender et lægemiddel mod synd, men anvender det ikke. De ved, hvad der er ret, men har ingen lyst til det. Al deres kundskab vil (222) blot påføre dem så meget større fordømmelse. De har aldrig smagt og lært af erfaring, at Herren er god. ret

(222)  At blive en Kristi discipel vil sige at fornægte sig selv og følge Jesus i både godt og ondt.] Få gør dette nu. Mange profeterer falskheder og folk elsker at have det sådan; men hvad vil blive gjort i sidste ende? Hvad vil blive beslutningen når deres arbejde, med alle dets resultater, skal ses tilbage på, bringes for Gud. [Herren kommer 7.mar.] ret

(222)  Kristenlivet er en krig. Apostlen Paulus taler om at brydes med magter og myndigheder ligesom han har kæmpet troens gode strid. Han erklærer igen: »I jeres kamp mod synden har I endnu ikke stået imod indtil blodet.« Åndens skarpe sværd, Guds ord, skærer ikke ind i sjælen. Er religionen forandret? Er Satans fjendskab til Gud formindsket? Et religiøst liv giver nu engang vanskeligheder og kræver selvfornægtelse. Alt gøres meget let nu. Og hvorfor dette? Guds bekendende folk er gået på kompromis med mørkets kræfter. ret

(222)  Det strenge vidnesbyrd må genoplives. Stien til himlen er ikke jævnere nu, end den var på vor Frelsers tid. Alle vore synder må bortlægges. [Enhver kær nydelse, som er en hindring for vort åndelige liv, må ofres.] Det højre øje eller den højre hånd må ofres, hvis vi støder an for dem. Er vi villige til at fralægge os vor egen klogskab og modtage himlens rige som et lille barn? Vil vi skille os af med selvretfærdigheden? Vil vi opgive vore valgte verdslige venner? Er vi villige til at ofre menneskers bifald? Det evige livs pris er af uendelig værdi. [Vil vi gøre os sådanne anstrengelser og opofrelser, som står i forhold til værdien af det, vi ønsker opnået? ret

(222)  Enhver forbindelse, vi skaber, hvor god den end er, øver en indflydelse over os. I hvor stor udstrækning vi lader denne indflydelse påvirke os, afhænger af hvor fortrolige vi er med ?, hvor meget vi omgås med - og hvor meget vi elsker og beundrer den - som vi har forbindelse med. På samme måde kan vi ved bekendtskab og (223) omgang med Kristus blive ham, det ulastelige eksempel, lige. ret

(223)  Samfund med Kristus hvor usigelig dyrebart! Dette samfund er det vor forret at kunne nyde, hvis vi vil søge det og ofre noget for at få det. samme] Da de første disciple hørte Kristi ord, nærede de deres behov for ham. De søgte, de fandt, de fulgte ham. De var med ham i hjemmet, ved bordet, i lønkammeret, på marken. De var sammen med ham, som elever med en lærer og fik dagligt lektier fra hans læber om den hellige sandhed. De så på ham, som tjenere på deres mester og lærte deres opgave. De tjente ham med glæde. De fulgte ham, som soldater følger deres befalingsmand, kæmper troens gode strid. Og de er »sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.« ret

(223)  »Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede« »Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ikke ham til.« Denne lighed med Jesus vil ikke gå ubemærket hen for verden. Den er genstand for opmærksomhed og kommentarer. Den kristne er ikke bevidst om den store forandring; for jo mere han ligner Kristus i karakter, des ydmygere tanker vil han gøre om sig selv; men alle omkring ham vil se og mærke det. Dem som har mærket den dybeste erfaring i Guds ting er længst væk fra stolthed eller selvophøjelse. De har ydmyge tanker om selvet og de mest ophøjede begreber om Kristi herlighed og fortrin. De føler at den laveste plads i hans tjeneste er for ærefuld til dem. ret

(223)  Moses vidste ikke at hans ansigt lyste med en klarhed, smertelig og forfærdende for dem som ikke havde det, som han havde: talt med Gud: Paulus havde en meget ydmyg mening om sin egen vækst i kristenlivet. Han siger: »Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen.« Han taler om sig selv som »den største« synder. Dog blev Paulus æret meget af Herren. Han var blevet taget i hellig (224) henrykkelse til den tredje himmel og der havde fået åbenbaringer om den guddommelige herlighed, som han ikke fik lov til at bekendtgøre. ret

(224)  Johannes Døber blev af vor Frelser erklæret for den største af profeterne. ret

(224)  Men hvilken modsætning er der ikke mellem dette Guds menneskes sprog og så det sprog mange bekendende korsets tjenere taler! Da han blev spurgt om han var Kristus, erklærer Johannes selv sig som uværdige endog til at binde sin Mesters skorem. Da hans disciple og beklagede sig over at folkets opmærksomhed var vendt til den nye Læremester, mindede Johannes dem på at han selv havde sagt, at han kun skulle være den Forjættedes forløber. Som brudgom, skal Kristus have hans folks førsteplads - i al deres hengivenhed. »Brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen. Han bør vokse, men jeg blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, han er af jorden og taler af jorden. Den, der kommer fra himmelen, er over alle.« »Men den, der tager imod hans vidnesbyrd, har dermed beseglet, at Gud er sanddru.« ret

(224)  Det er sådanne medarbejdere der er brug for i Guds sag i dag. Den selvtilstrækkelige, den misundelige og skinsyge, den kritiske og kværulantiske, kan godt spares fra sit hellige arbejde. De bør ikke tolereres i præstegerningen også selvom de tilsyneladende har gjort noget godt. Gud er ikke begrænset i mennesker eller midler. Han kalder på medarbejderes, som er sande og trofaste, rene og hellige; for dem som har mærket deres behov for Kristi sonende blod og hans Ånds helligende nåde. ret

(224)  Mine brødre, Gud er såret over jeres misundelse og skinsyge, jeres bitterhed og uenighed. I alle disse ting bliver I Satan lydige og ikke Kristus. Når vi ser principfaste mennesker, frygtløse i pligt, nidkære i Guds sag og dog ydmyge og beskedne, venlige og blide, tålmodige mod alle, rede til at tilgive, vise kærlighed til sjæle (225) Kristus døde for, behøver vi ikke at spørge: Er de kristne? De giver umiskendeligt tegn på at de har været hos Jesus og lært af ham. Når mennesker åbenbarer de modsatte træk, når de er stolte, forfængelige, overfladiske, verdsligsindede, havesyge, uvenlige, kritiserende, så behøver vi ikke at snakke om dem de omgås, som er deres allerbedste venner. De kan ikke tro på trolddomskunster; men uanset dette, har de samfund med en ond ånd. ret

(225)  Til denne klasse vil jeg sige: "Fryd jer ikke og vær ikke imod sandheden. Denne visdom kommer ikke ovenfra, men er jordisk, følelsesmæssig og djævelsk. For hvor der er misundelse og strid, er der forvirring og enhver ond gerning i gang. Men den visdom som kommer ovenfra er først og fremmest, ren, så fredfyldt, venlig og let at bede om, fuld af barmhjertighed og gode frugter, uden partiskhed og uden hykleri. Og retfærdighedens frugter er sået i deres fred, som danner freden." ret

(225)  Da farisæerne og saddukæerne flokkedes om Johannes døber, sagde denne frygtløse forkynder til dem: »I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig.« Disse mænd blev, ved uværdige motiver, tilskyndet til at komme til Johannes. De var mænd med giftige principper og fordærvede handlinger. Dog havde de ingen fornemmelse af andres egentlige tilstand. Fyldt med stolthed og ærgerrighed, ville de ikke holde sig tilbage for at ophøje sig selv og få indflydelse på folk. De kom for at få dåben fra Johannes hænder, så de bedre kunne gennemføre disse planer. ret

(225)  Johannes så deres motiver og mødte dem med det ransagende spørgsmål: »hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?« Havde de hørt Guds røst tale til deres hjerter ville de have bevist dette, ved at frembringe frugterne, mødt med anger. Sådanne frugter blev ikke set. De havde hørt advarslen som kun fra en menneskerøst. De (226) var fortryllet med kraft og frimodighed, som Johannes talte med, men Guds Ånd sendte ikke deres hjerter overbevisning og ligeså sikkert frembringer det sikre evige livs frugter. De gav ikke tegn på hjerteforandring. Uden Helligåndens forvandlende kraft, ville Johannes gøre dem forståeligt at ingen ydre ceremoni kunne hjælpe dem. ret

(226)  Profetens irettesættelse kan bruges på mange i vore dage. De kan ikke sige de klare og overbevistende imod, som understøtter sandheden, men de kan acceptere dem mere på grund af menneskefornuften, end på grund af guddommelig åbenbarelse. De har ingen sand fornemmelse af deres tilstand som syndere, de viser ingen virkelig hjertebrud, men, ligesom farisæerne, føler de at det er en stor nedladenhed for dem at antage sandheden. ret

(226)  Ingen er længere væk fra himlens rige end selvretfærdighedens former, fyldt med stolthed over deres egne resultater, skønt de mangler helt Kristi ånd, skønt, misundelse, jalousi eller kærlighed til ros og popularitet styrer dem. De tilhører den samme klasse, som Johannes talte til, som en slægt af øgler, børn af den onde. Sådanne personer er blandt os, usynlige og anede. De tjener Satans sag mere effektivt end det mest udsvævende menneske, for sidstnævnte skjuler ikke sin sande karakter, han viser hvad han er. ret

(226)  Gud kræver angerens frugter. Uden sådanne frugter er vor trosbekendelse af ingen værdi. Herren er i stand til at oprejse sande troende, blandt dem, som aldrig har hørt hans navn. »Bild jer ikke ind, at I kan sige ved jer selv: »Vi har Abraham til fader; thi jeg siger jer, at Gud kan opvække Abraham børn af stenene dér!« ret

(226)  Gud er ikke afhængige af mennesker, som er uomvendte i hjerte og liv. Han vil aldrig begunstige noget menneske som forøver en sådan synd. »Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden." ret

(227)  (227) Dem som lovpriser og smigrer prædikanten, selvom de har forsømt retfærdighedens gerninger, giver umiskendeligt bevis for at de er omvendt til prædikanten og ikke til Gud. Vi spørger: "Hvem har advaret mod at fly den kommende vrede?" Var det Helligåndens stemme eller blot det menneskes stemme, som du hørte i budskabet, udsendt fra Gud? Frugterne vil vidne om træets karakter. ret

(227)  Ingen ydre former kan gøre os ren; ingen forordning, der udvirkes af det helligste menneske, kan gå i stedet for Helligåndens dåb. Guds Ånd må gøre sit arbejde på hjertet. Alle som ikke har erfaret dets fornyende kraft er avner iblandt hveden. Vor Herre har sin blæser i sin hånd og han vil rense sit mel grundigt. På den kommende dag vil han »kende forskel på den, som tjener Gud og den, som ikke tjener ham.« ret

(227)  Kristi ånd vil blive åbenbaret i alle som er født af Gud. Kamp og strid kan ikke rejse sig blandt dem, som er helt styret af hans Ånd. »Rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer Herrens kar!« Menigheden tager sjældent et højre stade end dens prædikanter tager. Vi behøver en omvendt tjeneste og et omvendt folk. Hyrder som våger over sjælene, da de der må aflægge et regnskab, vil lede hjorten på fredens og hellighedens stier. Deres held med dette arbejde vil stå i forhold til deres egen vækst i nøden og kundskab til sandheden. Når lærer har helliget sjæl, legeme og ånd, kan de indprente folk vigtigheden af en sådan helligelse. ret

(227)  At tale om religiøse sager på en skødesløs måde, bede om åndelige velsignelser uden virkelig sjælshunger og levende tro, nytter kun en smugle. Den undrende skare der pressede sig tæt omkring Kristus, så ingen virkelig kraft i den kontakt. Men da den fattige, lidende kvinde, i al sin nød, tog sin hånd frem og berørte kvasten af Jesu klæde, mærkede hun den helbredende kraft. Det var troens berøring. Kristus genkendte den berøring og han bestemte sig for at give der en lektie til alle (228) sine efterfølgere til endens tid. Han vidste at kraften var gået ud af ham og vendte sig om i skaren og sagde: »Hvem var det, der rørte ved mig?« Overrasket over et sådant spørgsmål svarede hans disciple ham: »Mester! skarerne trykker og trænger dig jo.« ret

(228)  Jesus fæstnede sine øjne på hende, som havde gjort dette. Hun blev fyldt med frygt. Meget glad var hun, men havde hun gået over hendes grænser? Vidende hvad var sket i hende, kom hun skælvende frem og faldt for hans fødder og fortalte ham hele sandheden. Kristus irettesatte hende ikke. Han sagde venligt: »Gå bort med fred! og vær helbredt af din sygdom." ret

(228)  Her var der sat skel mellem den skødesløse kontakt og troens berøring. Bøn og forkyndelse, uden at udøve levende tro på Gud, vil være forgæves. Men troens berøring åbner det mægtige og visdommelige guddomsskattehus for os; og ved hjælp af menneskeagtige redskaber, udretter Gud sin nådes undere. ret

(228)  Denne levende tro, er vor store mangel i dag. Vi må vide at Jesus i virkeligheden er vor, at hans ånd renser og forædler vore hjerter. Hvis Kristi tjenere havde ægte tro, med sagtmodighed og kærlighed, hvilken et arbejde kunne de da udrette! Hvilken frugt ville ses til Guds ære! ret

(228)  [Hvad kan jeg sige til jer, brødre, som vil kunne vække jer op af jeres kødelige tryghed? Jeres farer er blevet fremstillet for mig. Der er både troende og ikke-troende i menigheden. Kristus påviser disse to klasser i sin lignelse om vintræet og dets grene. Han formaner sine efterfølgere: »Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig, Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre." ret

(228)  Der er stor forskel på en foregiven forening og en virkelig forbindelse med Kristus ved troen. Mennesker kommer ind i menigheden ved en bekendelse til sandheden, men dette beviser ikke, at (229) de har en nær forbindelse med det levende vintræ. Der er givet os en regel, efter hvilken den sande discipel kan skelnes fra dem, der påstår at følge Kristus, men ikke har en levende tro på ham. Den ene klasse bærer frugt, den anden er uden frugt. Den ene bliver ofte behandlet med Guds beskærekniv for at kunne bære mere frugt; den anden vil som visne grene inden længe blive skilt fra det levende vintræ. ret

(229)  Det ligger mig stærkt på sinde, at vort folk må kunne bevare det levende vidnesbyrd iblandt sig og at menigheden må blive bevaret ren og fri for vantroens indflydelse. Kan vi tænke os et nøjere, mere inderligt forhold til Kristus, end det, der fremholdes i disse ord; »Jeg er vintræet, I er grenene?« Dette er en sand troendes forhold til Kristus. Han bliver i Kristus og drager sin næring fra ham. ret

(229)  Dette åndelige forhold kan kun komme i stand ved udøvelse af personlig tro. Denne tro må fra vor side være udtryk for den højeste forkærlighed, fuldkommen fortrøstning, udelt hengivenhed. Vor vilje må bøje sig helt under Guds vilje; vore følelser, ønsker og interesser og vor ære må være helt optaget af Kristi riges fremgang og hans sags ære, idet vi stadig erholder nåde fra ham og Kristus modtager taknemmelighed fra os. ret

(229)  Når denne inderlighed i fællesskab og forbindelse kommer i stand, lægges vore synder på Kristus og hans retfærdighed bliver tilregnet os. Han blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. Gennem ham har vi adgang til Gud; vi antages i den Elskede. Enhver, som ved ord eller handling skader en troende, sårer derved Jesus. Hver den, som giver en discipel et bæger koldt vand, fordi han er Guds barn, vil af Kristus blive betragtet som en, der giver det til ham. ret

(230)  (230) Det var, da Kristus stod i begreb med at skulle tage afsked med sine disciple, at han gav dem det skønne sindbillede på sit forhold til de troende. Han fremstillede for dem den inderlige forening med ham, ved hvilken de ville kunne holde det åndelige liv ved lige, når hans synlige nærværelse var ophørt. For at indprente dette i deres sind benyttede han vintræet som det mest slående og passende sindbillede. ret

(230)  Jøderne havde altid betragtet vintræet som den ædleste plante, som et forbillede på alt, hvad der var kraftigt, ypperligt og frugtbart. Det var, som om vor Herre ville sige: "Vintræet, som I værdsætter så højt, er et sindbillede. Jeg er virkeligheden; jeg er det sande vintræ. Som et folk værdsætter I vintræet; som syndere skulle I vurdere mig højere end alle jordiske ting. Skilt fra vintræet kan grenen ikke leve; lige så lidt kan I leve, medmindre I bliver i mig." Vejl f menigh bd. 2 side 61-62] ret

(230)  Alle Kristi efterfølgere har ligeså dyb interesse for denne lektie, som de disciple havde, som lyttede til hans ord. Ved frafaldet fjernede mennesket sig fra Gud. Denne adskillelse er vidtrækkende og frygtelig; men Kristus har gjort tilvejebringelser igen, ved at skabe forbindelse, gennem sig selv. Det ondes magt er så sammenfaldende med menneskenaturen, at ingen kan overvinde det, uden ved enhed med Kristus. Gennem denne enighed kan vi få moralsk og åndelig kraft. Hvis vi har Kristi ånd skal vi frembringe retfærdighedens frugter, frugter der vil ære og velsigne mennesker og forherlige Gud. ret

(330)  Faderen er vingårdsgartneren. Han beskærer dygtigt og nådigt enhver frugtbærende gren. Dem som deler Kristi lidelser og skam nu vil dele hans ære herefter. Han »skammer sig ikke ved at kalde dem brødre.« Hans engle tjener dem. Hans anden tilsynekomst vil være ligesom Menneskesønnens, endog så han med sin herlighed identificerer sig med menneskeheden. Til dem, som har forenet sig med ham, erklærer han: »Glemmer en kvinde sit diende barn, en moder, hvad hun bar under hjerte? Ja, selv om de kunne glemme, jeg glemmer ej dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure har jeg altid for øje." ret

(231)  (231) Oh, hvilke forbløffende er tilbudt os! ret

(231)  Vil vi bestræbe os alvorligst på at danne alliance med Kristus, igennem hvilke vi alene får disse velsignelser? Vil vi brydes med vore synder for retfærdighed og med vor uretfærdighed for at vende os til Herren? Tvivl og vantro er vidt udbredt. Kristus stiller spørgsmålet: »Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« Vi må værne om en levende aktiv tro. Vor tros varighed er betingelsen for vor enighed. ret

(231)  [En forening med Kristus ved levende tro er holdbar; enhver anden forening må forgå. Kristus valgte os først og betalte en uendelig stor løsepenge for vor forløsning; og en Kristen vælger Kristus som sit første og sidste og bedste i alle henseender. Men denne forening koster os noget. Det er en forening, hvor vi stolte mennesker må ganske og aldeles føle vor afhængighed af den anden part. Alle som indgår denne forening må føle deres trang til Kristi forsonende blod. Deres hjerter må forandres. De må bøje deres vilje ind under Guds vilje. Der vil opstå en kamp, Modstand indefra og udefra. Der kræves et smertefuldt arbejde, idet man må løsrive sig fra noget og knyttes til noget andet. Stolthed, egenkærlighed, forfængelighed, verdslighed - synd i alle dens skikkelser - må overvindes, dersom vi skal kunne indgå foreningen med Kristus. Grunden til at så mange finder det kristne liv så beklageligt hårdt, hvorfor de er så vægelsindede, så omskiftelige er den, at de forsøger på at forene sig med Kristus uden først at løsrive sig fra disse afguder, som de har kær. ret

(231)  Efter at foreningen med Kristus er blevet dannet, kan den kun bevares gennem alvorlig bøn og utrættelige anstrengelser. Vi må stå imod, vi må fornægte, vi må besejre vort eget jeg. Ved Kristi nåde, ved at udvise mod og tro og ved at våge, kan vi vinde sejr. Buds t unge side 63-64] ret

(231)  Troende bliver ét i Kristus, men en gren kan ikke understøttes af andre. Næringen må fås gennem den livsvigtige forbindelse med vinen. Vi må føle vore yderste afhængighed med Kristus. Vi må leve af troen på (232) Guds søn. Dette er betydningen af formaningen: »Bliv i mig.« Det liv vi lever i kødet er ikke til menneskers vilje, ikke for at behage vor Herres fjender, men for at tjene og ære ham som elskede os og gav sig selv for os. Kun et samtykke til at denne forening med kødet sker, hvor vi ikke er frigjort fra verden dets fornøjelser og dets udsvævelser, vil kun fylde hjertet med ulydighed. ret

(232)  Som et folk lider vi sørgelig mangel på tro og kærlighed. Vore bestræbelser er alt i alt for svage i denne farlige tid vi lever i. Den stolthed og egenkærlighed, ugudelighed og synd, som vi er omgivet af, har en indflydelse på os. [Få indser betydningen af så vidt muligt at undgå al omgang, der indvirker ugunstigt på det kristelige liv. I valg af omgivelser er der kun få, som først og fremmest tager hensyn til deres åndelige livs vækstbetingelser. ret

(232)  Sammen med deres familier strømmer forældre ind til byerne, fordi de forestiller sig, at det er lettere at skaffe sig et udkomme der end på landet. Børnene, der intet har at bestille, når de ikke er i skole, får den opdragelse, gaden giver dem. Fra slette kammerater tilegner de sig lastefulde og udsvævende vaner. Forældrene ser alt dette, men det vil koste et offer at rette på deres vildfarelse og de bliver, hvor de er, indtil Satan vinder fuldt herredømme over deres børn. Det er bedre at give afkald på nogle eller alle verdslige fordele, end at de dyrebare sjæle, der er betroet til deres omsorg, skal stilles i fare. De vil blive udsatte for fristelse og bør oplæres til at møde disse; men det er jeres pligt at afskære enhver indflydelse, bryde enhver vane og sønderrive ethvert bånd, der afholder jer fra en fuldstændig fri, åben og hjertelig overgivelse af jer selv og jeres familie til Gud. ret

(232)  Tag ikke ophold i den tæt befolkede by, men søg derimod et eller andet tilbagetrukket sted, hvor jeres børn så vidt muligt er beskyttet mod fristelse og oplær og opdrag dem til der at gøre nytte. Profeten Ezekiel opregner følgende årsager, der førte til Sodomas synd og ødelæggelse: »Sodomas brøde var overflod; (233) brød i overflod og sorgløs tryghed blev hende og hendes døtre til del, men de rakte ikke den arme og fattige en hjælpende hånd.« Alle, der ønsker at undgå Sodomas skæbne, må afholde sig fra den handlemåde, der førte Guds straffedom over denne ugudelige by. ret

(233)  Mine brødre, I sætter jer ud over Guds helligste krav ved jeres forsømmelse af at hellige jer selv og jeres børn til ham. Mange af jer hviler i en falsk tryghed, optaget med egennyttige interesser og tiltrukket af jordiske skatte. I frygter ikke for ondt. Fare synes at være langt borte. Til jeres evige ulykke vil I blive bedraget og skuffet, dersom I ikke med bodfærdighed og dyb ydmygelse vågner op og omvender jer til Gud. ret

(233)  Gang på gang har stemmen fra himmelen talt til jer. Vil I lyde denne stemme? Vil I agte på det sanddru vidnes råd om at søge efter det guld, som er lutret i ilden, de hvide klæder og øjensalven? Guldet er tro og kærlighed, de hvide klæder er Kristi retfærdighed og øjensalven er det åndelige skøn, der vil sætte jer i stand til at se Satans kunstgreb og undgå dem, at opdage synden og afsky den, at se sandheden og adlyde den. ret

(233)  Verdens dødelige dvaletilstand lammer jeres sanser. Synden synes ikke mere at være frastødende, fordi Satan har forblindet jer. Guds straffedomme vil snart blive udgydt over jorden. »Det gælder dit liv!« lyder det advarende fra Guds engel. Der høres andre stemmer, som siger: »Lad jer ikke forskrække! Der er ingen årsag til særlig uro.« De sorgløse i Zion råber fred og ingen fare, medens himmelen erklærer, at hastig ødelæggelse er ved at komme over overtræderen. De unge, de overfladiske og de forlystelsessyge betragter disse advarsler som tomme fabler og vender sig bort fra dem med en spøg. Forældre er tilbøjelige til at mene, at deres børn har omtrent ret i dette og alle sover sorgløst videre. Således var det ved den gamle verdens ødelæggelse og da Sodoma og Gomorra blev fortæret af ild. Natten forud for deres undergang svælgede (234) byerne på sletten i vellyst. Lot blev spottet for sin frygt og sine advarsler. Men det var disse spottere, der omkom i flammerne. Netop den nat blev nådens dør for evigt lukket for de onde, ligegyldige indbyggere i Sodoma. ret

(234)  Det er Gud, som holder sjæles skæbne i sin hånd. Han vil ikke altid lade sig spotte; man kan ikke vedblivende drive spøg med ham. Allerede nu er hans straffedomme i landet. Voldsomme og frygtelige storme efterlader ødelæggelse og død i deres spor. Fortærende ildebrande lægger skove og de tæt befolkede byer i ruiner. Uvejr og skibbrud er i vente for dem, der færdes ude på dybet. Uheld og ulykke truer alle, der rejser til lands. Orkaner, jordskælv, sværd og hungersnød følger i hurtigt tempo. Og dog er menneskenes hjerter forhærdede. De erkender ikke Guds advarende røst. De vil ikke søge hen til den eneste tilflugt mod den kommende storm. ret

(234)  Mange, der er blevet sat på Zions mure for med ørneblik at spejde efter fare, der måtte nærme sig og opløfte advarselens røst, ligger selv og sover. Netop de, der skulle være mest aktive og årvågne i denne farens time, forsømmer deres pligt og pådrager sig sjæles blod. Vejl f menigh bd. 2 side 62-64] ret

(234)  Mine brødre, tag jer i agt for det onde vantroende hjerte. Guds ord er tydeligt og nøje i sine begrænsninger; det kolliderer med jeres selviske forføjelser; derfor adlyder I det ikke. Hans Ånds vidnesbyrd kræver jeres opmærksomhed mod skrifterne, peger på jeres karaktermangler og irettesætter jeres synder; derfor giver i ikke agt på dem. Og for at retfærdiggøre jeres kødelige, fornøjelseselskende vej, begynder I at betvivle hvorvidt Vidnesbyrdene er fra Gud. Hvis I vil adlyde jeres læresætninger, må I forvisse jer om deres guddommelige oprindelse. Husk på, at jeres vantro ikke påvirker deres sandfærdighed. Hvis de er fra Gud vil de bestå. Dem som søger at mindske Guds folks tro på disse vidnesbyrd, som har været i menigheden de sidste seks og tredive år, kæmper imod Gud. (235) Det er ikke det redskab som I ringeagter og forhåner, men Gud, som har talt til jer, i disse advarsler og irettesættelser. ret

(235)  I den undervisning vor Frelser gav sine disciple, er formanende ord, der på særlig måde kan anvendes på os: »Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer.« Våg, bed, arbejd - Det er det sande trosliv. »Bed til enhver tid;« dette er altid i bønnens ånd og så vil du være beredt til Herrens komme. ret

(235)  Vagtfolkene er ansvarlig for folkets tilstand. Når I åbner døren for stolthed, misundelse, tvivl og andre synder, vil der virke strid, had og alle onder. Jesus, den ydmyge og elskelige, beder om indgang, som din gæst; men du er bange for at bede ham komme ind. Han har talt til os i både det gamle og nye Testamente; han taler stadig til os, ved sin Ånd og sit forsyn. Hans belæring er rettet på at gøre mennesker oprigtige over for Gud og for sig selv. ret

(235)  Jesus påtog sig menneskers natur, så han kunne efterlade et mønster for menneskene, helt og fuldstændigt. Han har i sinde at gøre os lig sig selv, oprigtige i alle fortsæt, følelser og tanker - oprigtige i hjerte, sjæl og liv. Dette er kristendom. Vor faldne natur må renses, forædles, helliges ved lydighed mod sandheden. Kristen tro vil aldrig harmonisere med verdslige principper; kristen renhed er imod al bedrag og indbildskhed. Det menneske som værner om megen Kristi kærlighed i sjælen, som genspejler Frelserens billede allerbedst, er i Guds øjne den mest sande, det mest ædle og ærligeste menneske på jorden.

------------
ret

næste kapitel