(249) (249) Der er mange ting som må rettes i Upper Columbia og North Pacific Konferenserne. Skaberen forventede at brødrene der skulle bære frugter efter det lys og de privilegier der var givet dem, men heri er han blevet skuffet. Han har givet dem alle muligheder; men de er ikke vokset i sagtmodighed, gudsfrygt og godgørenhed. De har ikke gået den livsvej, har ikke åbenbaret den karakter eller udvirket det, som vil sigter mest til deres Skabers ære, forædle sig selv og gøre sig til velsignelse for deres medmennesker. Selviskhed er i deres hjerter. De elsker at deres egen vej og søger deres egen magelighed, ære og rigdom og deres egen fornøjelser i deres grovere eller finere former. Hvis vi går verdens vej og følger vore egne tilbøjeligheder, vil dette så arbejde for vort gode? Vil Gud ikke, som dannede mennesket, se efter noget bedre fra os? ret
(249) »I skal derfor ligne Gud, som hans elskede børn.« Kristne bør være ligesom Kristus. De bør have den samme ånd, udøve den samme indflydelse og have den samme moralske fortrinlighed som han havde. Det afguderiske og fordærvede i hjertet må angres og vendes mod Gud. Dem som er stolte og selvretfærdige må fornedre selvet og blive angerfulde, sagtmodige og ydmyge i hjertet. Den verdsligsindede må have hjertets slyngtråde fjernet fra verdens skrammel, som de klynger sig omkring og vindes om Gud; de må (250) blive åndeligt sindede. Den uærlige og usande må blive retsindig og sand. De ærgerrige og begærlige må skjules i Jesus og søge hans herlighed, ikke deres egen. De må foragte deres egen hellighed og samle deres skatte oventil. Den bønneløse må føle behov for både skjult og fortrolig bøn og må sende deres bønner til Gud med stor alvor. ret
(250) Som dyrkere af den sande og levende Gud, bør vi bære frugt efter det lys og de privilegier vi nyder. Mange dyrker afguder i stedet for himlens og jordens Herre. Alt hvad mennesker holder af og stoler på, i stedet for at elske Herren og stole helt på ham, bliver til en afgud og er optegnet således i himlens bøger. Endog velsignelser vendes ofte til en forbandelse. Menneskehjertets forståelse for noget styrkes selvom det kan være påtvunget; og nogen gange kan det forvanskes til en snare. Hvis en irettesættes, er der altid nogle som vil føle med ham. De overser helt den skade som er forøvet mod Guds sag, på grund af det menneskes forkerte liv og karakter, hvis liv og karakter ikke på nogen måde ligner dem fra Forbilledet. Gud sender sine tjenere med et budskab til folk, der bekender sig som Kristi efterfølgere; men nogle er kun Guds børn af navn og de afviser advarslen. ret
(250) Gud har på en underfuld måde udstyret mennesket med forstandsevner. Han, som fik træet til at bære dets byrde af gode frugter, har gjort mennesket i stand til at bære retfærdighedens værdifulde frugter. Han har sat et menneske i sin have og sørget godt for ham og han forventer at han bærer frugt. I lignelsen om figentræet siger Kristus: »Se, i tre år er jeg nu kommen og har ledt efter frugt.« I mere end to år har ejeren set efter de frugter han har ret til at forvente fra disse møder, men hvordan er hans søgning blevet belønnet? Hvor ivrigt passer vi ikke vort yndlingstræ eller plante og venter at det skal belønne vor omsorg og sætte knopper, blomster og frugter; og hvor skuffede bliver vi så ikke over, at der ikke er andet end blade. Med hvor meget større omhu og interesse sørger den himmelske Fader så ikke for deres åndelige vækst, som han har gjort i sit eget billede og hvem han lod give (251) sin Søn, så de måtte ophøjes, forædles og forherliges. ret
(251) Herren har sine udpegede hjælpere til at møde mennesker, i deres fejl og frafald. Hans budbringere er sendt for at frembære et tydeligt vidnesbyrd, til at vække dem op af deres sovende tilstand og åbne de dyrebare livsord, de hellige skrifter, for deres forstand. Disse mennesker er ikke kun forkyndere, men tjenere, lysbærere, trofaste vagtfolk, som vil se den truende fare og advare folket. De må ligne Kristus i deres seriøse iver og i deres taktfølelse, i deres personlige anstrengelser - kort sagt, i hele deres tjeneste. De skal have en livsvigtig forbindelse med Gud og skal blive så fortrolig med profetierne og det gamle og nye testamentes praktiske lektioner, at de kan tage både nye og gamle ting frem fra Guds ords skatkammer. ret
(251) Nogle af prædikanterne misforstår forberedelsen af deres prædikener. Hvert minut er de så eksakte og nøjagtige, at de ikke giver Herren plads til at styre og indprente deres tanker. Hvert punkt er fastlåst, uforanderligt som om det var, at de ikke kan forlade den udarbejdede plan. Hvis dette fortsætter vil de blive snæversynede, indskrænkede og vil hurtigt efterlade dem som livets og kraftens nødlidende, som Gilboas bakker var for dug og regn. De må lade sjælen være åben og lade Helligånden tage den i besiddelse og indprente sindet. Når alt er tilrettelagt forud og de føler at de ikke kan vige fra disse manuskrifter, vil denne helliggørelse have bedre virkning end hvis de blot læste en prædiken op. ret
(251) Gud vil have at hans tjenere er helt afhængige af ham, men samtidig må de være i stand til at gøre et hvilket som helst godt arbejde. Guds Ånd vil, hvis den får lov at arbejde, indprente sindet med tanker der imødekommer dem, som har brug for hjælp. Men manges matte, formelle prædikener, som går på talerstolen, vil grundigt ødelægge en prædikants (252) nyttighed og evner. Dette er grunden til hvorfor medarbejdernes anstrengelser i ___ og ___ ikke har haft bedre lykke. Gud har haft for lidt at gøre med at indprente sindet på talerstolen. ret
(252) En anden fiasko i disse konferenser, er at det folk som Guds budbringere er sendt til, ønsker at forme hans tanker til deres og lægge de ord i hans mund som han bør tale. Guds vagtfolk må ikke tænke over hvordan de skal behage folk, eller lytte til deres ord og udtrykke dem; men de må lytte til og høre hvad Herren siger, hvad er hans ord til folk. Hvis de sætter deres lid til flere år gamle prædikener, kan de ikke imødekomme nuværende behov. Deres hjerter bør holdes åbne, så at Herren kan indprente i deres sind og så de vil kunne give folk den dyrebare sandhed, varmt fra himlen. Gud er ikke tilfreds med de snæversynede prædikanter som bruger deres gudgivne kræfter på ting af lille betydning og vokser derfor ikke i gudskundskab til menneskers hele fylde i Kristus Jesus. Han vil at hans tjenere skal have sindets brød og sand morals tapperhed. Sådanne mennesker vil stå rede til at møde modstand og overvinde vanskeligheder og vil lede Guds hjord i stedet for at blive ledt af dem. ret
(252) Der er i det hele taget for lidt af Guds Ånd og kraft i vagtfolkenes arbejde. Ånden, som prægede det forunderlige møde på pinsefestens dag, mangler til at vise sin kraft over mennesker, som nu står mellem liv og død, som ambassadører for Gud. Den kraft som oprørte folk så mægtig i 1844-bevægelsen vil blive genoplivet. Den tredje engels budskab vil gå frem, ikke som en hvisken, men med en høj røst. ret
(252) Mange som bekender at have stort lys vandrer i deres egen optændings gnister. De behøver at få deres læber berørt med et levende kul fra alteret, så de kan fremgyde sandheden, som inspirerede mennesker. For mange går på talerstolen med mekaniske prædikener, der ikke har noget himmelsk lys i sig. ret
(253) (253) Der er for meget af selvet og for lidt af Jesus i alle trossamfunds virksomhed. Herren bruger ydmyge mænd til at forholde sine budskaber. Var Kristus kommet i en konges majestæt, med pomp som nærmer sig jordens store mænd, ville mange have antaget ham. Men Nazarets Jesus forblændede ikke sanserne med ydre herligheds udseende og gjorde dette til grundlag for deres ærefrygt. Han kom som en ydmyg mand, for at være Læreren og Eksempelet såvel som slægtens Forløser. Havde han udvist pomp og pragt, var han ledsaget med jordens store mænd, hvordan kunne han da have undervist i ydmyghed? Hvordan kunne han have frembragt så brændende sandheder som hans prædiken på bjerget? Hans eksempel var sådan, som han ønskede at alle hans efterfølgere skulle efterligne det. Hvor ville den ydmyges håb have været, hvis han var kommet i ophøjelse og boet som en konge på jorden? Jesus kendte verdens behov bedre end den selv gjorde. Han kom ikke som en engel, klædt i himlens pomp, men som et menneske. Forenet med sin ydmyghed, var der dog en indarvet kraft og glans der gav menneskene æresfrygt, medens de elskede ham. Selv om han havde en sådan yndighed, et så beskedent udseende, bevægede han sig iblandt dem, med en himmelskfødt konges værdighed og kraft. Folk var forbløffet, forbavset. De prøvede at forklare det; men i uvillighed for at fralægge egne idéer, hengav de sig i tvivl, de holdt sig til den gamle forklaring, om en Frelser der kommer i jordisk glans. ret
(253) Da Jesus gav bjergprædikenen, var disciplene samlet tæt omkring ham og folkemængden var fyldt med stor videbegærlighed og mængden pressede sig tæt op ad ham. Noget udover det sædvanlige kunne forventes. Ivrige ansigter og lyttende udtryk viste tegn på dyb interesse. Alles opmærksomhed synes at være rettet mod taleren. Hans øjne var oplyst af uudsigelig kærlighed og det himmelske udtryk i hans ansigt gav hvert ord mening. Himmelske engle var i den lyttende skare. Også sjælefjenden var der, med hans onde engle, parat til at modstå, så vidt det var muligt, den himmelske lærers indflydelse. Sandhederne (254) der blev udtalt, er gået videre gennem tidsaldrene og har været lys midt i vildfarelsens almindelige mørke. Men i disse ord som, den største Lærer verden nogensinde har kendt, udtalte, var der ikke menneskelig veltalenhed. Den fattige, den ulærte, de mest enkelt-sindede, kan forstå dem. Himlens Herre henvendte sig i barmhjertighed og venlighed til de sjæle han kom for at frelse. Han lærte dem som én med myndighed og udtalte de evige livs ord. ret
(254) Alle bør efterligne Forbilledet så nært så muligt. Selvom de ikke kan have denne bevidsthed som Jesus havde, kan de knytte sig sådan til styrkens Kilde, at Jesus kan blive i dem og dem i ham og så hans ånd og kraft vil blive åbenbaret i dem. ret
(254) »Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset.« Det er jordiskhed og selviskhed som adskiller fra Gud. Budbringerne fra himlen er af en karakter der opvækker modstand. Det trofaste vidne for Kristus og sandheden vil dadle synd. Deres ord vil være som en hammer der bryder flinthjertet, som ild der fortærer affaldet. Der er stadig brug for alvorlige, beslutsomme advarselsbudskaber. Gud vil have mænd, som er pligtopfyldende. På rette tidspunkt sender han sine trofaste budbringere til at gøre et lignende arbejde som Elias'. ret
(254) Prædikanter som lærer
Tingenes tilstand i ___ er dybt beklagelig. Det som Herren har fundet behag i at vise mig, har været sådan, at jeg smertes. Dem som skal arbejde her eller i ___ herefter, vil få en besværlig opgave og må bære en himmelsk byrde, fordi arbejdet ikke er blevet afgrænset rigtigt, men er efterladt i en ufærdig tilstand. Og det er endnu værre, fordi sammenbruddet ikke helt kan tilskrives de verdslige og manglen på kærlighed til Jesus og sandheden på folkenes side; men meget af det ligger ved prædikanternes dør, (255) som, medens de har arbejdet blandt dem, tydeligt har svigtet deres opgave. De har ikke haft missionsånden; de har ikke følt det store behov for at uddannet folk grundigt i alle arbejdets grene, alle steder, hvor sandheden har fået fodfæste. Det arbejde der er gjort grundigt for en sjæl, er gjort for mange. Men prædikanterne har ikke indset dette og ikke har uddannet personer som burde stå faste for sandhedens forsvar og undervise andre. Denne løse, slappe, halvgjorte arbejdsmåde mishager Gud. ret
(255) En prædikant kan lide at prædike, for det er en behagelig del af arbejde og er forholdsvis let, men ingen prædikanter kan måles med sin evner som taler. Størstedelen kommer efter at have forladt talerstolen, - at vande de såede frø. Den tændte interesse bør følges op af personligt arbejde, besøg, holde bibellæsninger, lære hvordan skrifterne ransages, bede med familier og interesserede, søge at uddybe hjerternes og samvittighedens indtryk. ret
(255) Der er mange som ikke har ønske om at kende til deres ikke-troende naboer og dem de kommer i kontakt med og de anser det ikke for deres opgave at overvinde denne ulyst. Den sandhed de lærer og Jesu kærlighed, bør have stor magt til at de kan overvinde denne følelse. De bør huske på at de må møde disse mænd og kvinder til dommen. Har de efterladt usagte ord, der burde være talt? Har de næret interesse nok for sjæle, til at advare, bede dem, bede for dem og gjort alt for at vinde dem til Kristus? Har de sat alt ind med iver og givet agt på apostlens formaning: »Men der er andre, som I skal være barmhjertige imod med frygt, så I afskyer endog den kjortel, som er besmittet af kødet«? ret
(255) Der er et alvorligt arbejde at gøre af alle, som vil have deres gerning til at lykkes. Jeg bønfalder jer, kære brødre, Kristi tjenere, svigt ikke jeres bestemte pligt med at undervise folk til at arbejde ihærdigt på at støtte Guds sag i alle (256) dets forskellige grene. Kristus var en lærer og hans tjenere, som repræsenterer ham, bør være undervisere. Skønt de forsømmer at undervise folk i deres forpligtelse over for Gud om tiende og gaver, forsømmer de en vigtig del af det arbejde som deres Mester har overladt dem og »upålidelig tjener« står skrevet over for deres navne i himlens bøger. Menigheden kommer til den konklusion at hvis disse ting var nødvendige, ville den tjener, Gud har sendt dem til at overbringe dem sandheden, fortælle dem dette; og de ville føle sig sikre og tilpasse, selvom de forsømmer deres pligt. De går imod Guds udtrykte krav og som følge deraf bliver livløse og ligegyldige. De udøver ikke en frelsende indflydelse på verden og de fremstilles af Kristus som salt uden smag. ret
(256) [Selskaber af sabbatsholdere kan opstå mange steder. Ofte vil de ikke være store selskaber; men de må ikke forsømmes; de må ikke overlades til at dø på manglen af rigtige personlig anstrengelse og oplæring. Dette arbejdet må ikke forlades for tidligt. Se om alle er kloge i sandheden, grundfæstet i troen og interesseret i enhver gren i arbejdet, før de overlades til en anden mark.] Og besøg dem ofte, ligesom apostlen Paulus, for at se hvordan de gør det. Oh hvor det forsømmelige arbejde mange gør, som hævder at være hvervet af Gud til at forkynde hans ord, får englene til at græde. [Vejledning i sabbatsskolearbejdet. side 183] ret
(256) Sagen kunne være i en sund tilstand på alle marker hvis tjenerne ville stole på Gud og ikke lade noget komme ind mellem dem og deres arbejde. ret
(257) (257) [Det har vist sig i missionsmarken at, hvad det forkyndende talent end kan være, hvis den arbejdende del er forsømt, såsom hvis folk ikke er oplært i hvordan der skal arbejdes, hvordan møder ledes, hvordan de gør deres del i missionsarbejdet og hvordan de med held når folk, vil arbejdet næsten være en fiasko. Der er meget der skal gøres i sabbatsskolearbejdet også, i at få folk til at indse deres forpligtelse og gøre deres del. Gud kalder dem til at arbejde for ham og prædikanterne burde vejlede deres anstrengelser. samme] ret
(257) Den sørgelige kendsgerning kan ses at arbejdet på disse marker burde være flere år længere fremme, end hvad det er nu. Forsømmelsen fra prædikanternes side, har gjort folket modløst og manglende interesse, selvopofrelse og påskønnelse af arbejdet fra folks side har gjort prædikanterne modløse. "To år bagud" står skrevet i himlens optegnelsesbøger. Dette folk kunne have gjort meget godt for at fremme sandhedens sag og bringe sjæle til Kristus på forskellige lokaliteter og samtidig kunne de selv være vokset i nåden og i sandhedskundskab, hvis de havde udnyttet deres anledninger og gjort mest ud af deres privilegier, vandret, ikke med knurren og beklagelse, men i tro og mod. Evigheden alene kan afsløre hvor meget der er gået tabt i løbet af årene - hvor mage sjæle der har fået lov at gå tabt, ved denne tingenes tilstand. Tabet er for stort til at udregne. Gud er blevet forhånet. Denne handlemåde har bragt sagen skade, som er flere år om at blive helbredt; og hvis de begåede fejltagelser ikke ses og angres, vil de med vished gentages. ret
(257) Erkendelse af disse kendsgerninger har pådraget mig uudsigelige byrder, drevet søvnen fra mine øjne. Nogen gange har det været som om at mit hjerte vil bryde sammen og jeg kunne kun bede, da jeg gav luft for min smerte og grad højt. Oh, jeg følte mig så ked af det for min Frelser! Han søgte efter frugter midt i blandt bladdækkede grene på figentræet og hans "skuffelse over at ikke finde andet end blade" var så levende for mine øjne. Jeg følte at jeg ikke have det sådan. Jeg kunne på ingen måde forenes med tidligere års pligtforsømmelse på prædikanternes og folkenes side. Jeg frygtede at den knusende forbandelse, der gik over figentræet, kunne være disse uforsigtiges skæbne. Denne frygtelige forsømmelse, ikke at gøre arbejdet og fuldbyrde den mission som Gud havde betroet dem, pådrager et tab, som ingen af os kan holde oppe. Det er at se for stor en risiko at løbe og for frygtelig at vove i vor religiøse historie, men især nu, hvor tiden er så kort og så meget skal gøres på denne Guds beredelsesdag. Hele (258) himlen er alvorligt engageret i menneskers frelse; lys kommer fra Gud til hans folk, forklarer deres pligt, så at ingen behøver at fejle fra den rigtige sti. Men Gud sender ikke sit lys og sandhed for at den skal tages let eller spøges med dem. Hvis folk er passive, er de dobbelt skyldige over for ham. ret
(258) Da Kristus red ind i Jerusalem, på Olibjergets top, brød han ud i ustyrlig sorg, kom med udbrud, idet han så på Jerusalem: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne.« Han græd ikke for sig selv, men i hans barmhjertigheds, langmodighed og overbærenheds fortvivlelse. Denne fordømte bys hårdhjertede og forhærdede uvaner ligner menighedernes og enkeltpersoners adfærd over for Kristus nu. De forsømmer hans krav og foragter hans overbærenhed. Der er en formel gudfrygtighed, der er ceremoniel gudsdyrkelse og der er smigrende bønner, men den virkelige kraft mangler. Hjertet er ikke blødgjort ved nåden, men er koldt og uimodtageligt. Mange, ligesom jøderne, er forblindede af vantro og kender ikke tiden for deres hjemsøgelse. Så vidt det angår sandheden, har de haft alle muligheder, Gud har appelleret til dem i årevis, i advarsler, irettesættelser, rettelser og undervisning i retfærdigheden; men særlige anvisninger er kun blevet givet dem blot til ignoreren og sat på stade med almindelige ting. ret
(258) Pligt til at irettesætte pengeelskere
Mange som regnes for troende er ikke virkelig med dem i tro og princip. De gør præcis det som Jesus sagde de ikke skulle gøre - søge at samle sig rigdomme på jorden. Kristus sagde: »Saml jer ikke skatte på jorden, ... men saml jer skatte i himmelen, ... Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.« Her er en fare som truer kristne. De er ikke lydige mod Kristi tydelige anvisninger. De viser ingen (259) virkelig tro og tillid til Gud. For at vinde rigdomme opsamler de sig byrder og bekymringer indtil deres tanker er næsten overlæsset med dem. De er ivrige efter vinding og altid bekymrede for at lide tab. Jo flere penge og mere land de besidder, des ivrigere er de efter mere. »Vær drukne uden vin og rav uden drik!« De er overmættet med dette livs bekymringer, som påvirker dem, som stærk drik påvirker den fordrukne. De er så forblindede af selviskhed, at de arbejder nat og dag på at få fordærvelige rigdomme. Deres evige interesser forsømmes; de har ikke tid til at deltage i disse ting. Sandhedens store sager holdes ikke i tankerne, som deres ord, planer og handlemåde bevidner. Hvad nu, hvis sjæle omkring dem, går til i deres synder? Det har ikke så stor betydning for dem, som deres jordiske rigdomme. Lad sjæle hvem Kristus døde for synke i fordærv; de har ikke tid til at redde dem. Når de lægger planer for jordisk vinding, viser de dygtighed og talent; men disse dyrebare egenskaber er ikke helliget sjælevinding til Kristus, til opbyggelse af Forløserens rige. Er sådanne personers sanser ikke fordrejede? Har de ikke drukket af verdslighedens berusende bæger? Er fornuften ikke lagt til side og er selviske mål og hensigter ikke blevet til den fremherskende kraft? Deres eget beredelsesarbejde, til at stå på Herrens dag og bruge deres gudgivne evner til at berede et folk til den dag, anses for at være for tamt og utilfredsstillende. ret
(259) Verdens Frelser har frembragt den bedste forretningsvirksomhed, hvori rige og fattige, lærte og ulærte, kan involvere sig. Alle kan med sikkerhed samle sig »en uudtømmelig skat i himlene.« Det er at investere deres kræfter på den rigtige side. Det er at lægge deres talenter ud til vekselererne. ret
(259) Jesus illustrerede sin lære med en velstående landmand, hvem Herren havde velsignet rigt. Herren havde velsignet hans jorde og fik dem til at give i overflod, derved give ham magt til at udvise gavmildhed mod andre, knapt så velsignede. Men da han fandt at hans jord havde (260) givet i overflod, langt mere end forventet, begyndte han at tænke på hvordan han kunne sikre sig det hele selv, i stedet for at hjælpe fattige i deres behov. Idet han så himlens gaver rulle ind i sine lader, udgød han ikke sin sjæl i taknemmelighed til den gavmilde Giver, han tænkte heller ikke på at denne store velsignelse medførte et større ansvar. I sin naturs fattige selviskhed spurgte han: »Hvad skal jeg gøre? jeg har jo ikke plads til min høst.« I råd med sit eget begærlige hjerte, sagde han: »Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større og dér vil jeg samle alt mit korn og mit gods; og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!« Midlerne til virkelig nydelse og opløftelse er aktivitet, selvkontrol, hellige mål; men alt hvad denne mand havde i sinde at gøre med de rigdomme Gud havde givet ham, var at fornedre sjælen. Og hvad var resultatet? »Men Gud sagde til ham: »Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; hvem skal så have det, du har samlet dig?« Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« ret
(260) Denne stakkels rige mand havde store jordiske rigdomme, men var blottet for sande rigdomme. Hvor mange er i dag under fordømmelse af samme årsag?! Frelsens strømme udgydes over os fra Guds trone. Timelige velsignelser får vi, men de bruges ikke til at velsigne menneskene eller forherlige Gud. Herren er vor gavmilde velgører. Han har bragt lys og udødelighed frem i lyset ved Jesus Kristus. Ja, gennem Jesus kommer alle vore velsignelser. Oh, om enhver tunge ville anerkende den store giver! Lad alle stemmer, i klare og glædesfyldt spænding forkynde de glade efterretninger, som ved Jesus er åbnet det fremtidige evige liv for os; og indbydelser gives til alle, til at acceptere denne store velsignelse. Alle himlens rigdomme bringes inden for vor rækkevidde og venter på vort krav. Kan vi overraskes over at denne stakkels rige mand blev kaldt for en dåre, fordi han vendte sig bort fra evige rigdomme, det evige livs uvurderlige gave, den evige herligheds (261) vægt og blev tilfreds med forgængelige, jordiske rigdomme? ret
(261) Gud prøver mennesker, nogle på en måde og nogle på en anden. Han prøver nogle ved at give dem af hans rigdommes overflod og andre ved at tilbageholde hans gunst. Han forsøger de rige for at se om de vil elske Gud, Giveren og deres næste som dem selv. Når mennesket gør ret brug af denne overflod, er Gud tilfreds; han kan da betro det med større ansvar. Herren åbenbarer menneskets relative påskønnelse af tid og evighed, af jorden og himlen. Han har formanet os: »om rigdommen vokser, agt ikke derpå!« Den har en værdi når den bruges til andres bedste og Guds ære; men ingen jordiske rigdomme skal være jeres del, jeres Gud, eller jeres Frelser. ret
(261) Mine brødre, verden vil aldrig tro at I er alvorlige i jeres tro, før I har mindre at sige om timelige sager og mere om den evige verdens realiteter. Herren kommer, men mange som bekender troen, indser ikke at begivenheden er nær. De kan ikke fæstne deres tro på Guds åbenbarede hensigter. Hos nogle er lidenskaben for at lave penge, blevet alt og jordiske rigdomme har fordunklet himmelske rigdomme. Evige ting er visnet fra tankerne som har de mindre betydning, medens verdslighed er kommet ind som en flod. Det store spørgsmål er: Hvordan kan jeg lave penge? Mennesker lever for al håb om vinding. De prøver tusindvis planer og bedrag, blandt dem forskellige påfund og patenter. Nogle graver i jorden efter dyrebare metaller, andre tager renter i banken, medens andre dyrker jorden; men alle har et formål for øje: at lave penge. De forvildes og endog syge af at jage rigdomme, alligevel vil de ikke indrømme fordelene af at få evig arv. ret
(261) Da Kristus var på jorden, kom han i kontakt med nogle som havde indbildt sygelig håb om verdslig vinding. De hvilede aldrig, men prøvede hele tiden nyt og deres overdrevne forventninger blev kun vækket til skuffelse. Jesus kendte menneskehjertets behov, som er det samme i alle tidsaldre; og han (262) henledte kun deres opmærksomhed til de varige rigdomme. »Med himmeriget,« sagde han, »er det ligesom med en skat, der var skjult i en mark og en mand finder den og holder det hemmeligt og af glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har og køber den mark.« Han fortæller mennesker om uvurderlige rigdomme, som er inden for alles rækkevidde. Han kom til jorden for at lede deres tanker ind på at søge denne rigdom. Vejen markeres ud, den allerfattigste, som vil følge ham, vil blive gjort rigere, end den mest velhavende på jorden, som ikke kender Jesus og de vil i stigende grad gøres rigere, ved at dele deres lykke med andre. ret
(262) »Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler.« Dem som gør dette vil ikke lide tab. Samlede rigdomme i himlen er sikre; og de er lagt ud til vor konto, for Jesus har sagt: »saml jer skatte i himmelen.« Mennesker kan så her, men de høster i evigheden. ret
(262) Det er denne evige rigdom som Kristi tjenere skal overbringe, hvor de kommer hen. De skal tilskynde folk til at blive vise på frelsen. De skal ikke lade verdenselskende, opponerende, bekendende troende, påvirke deres vej og svække deres tro. Det er ikke deres mission at hjælpe enkeltpersoner eller menigheder til at finde ud af hvordan de kan spare penge op, med smålige planer og begrænset arbejde i Guds sag. I stedet for dette, skal de lære mennesker, hvordan de skal arbejde uegennyttigt og derved blive rige over for Gud. De bør oplære tankerne til at påskønne evige sager rigtigt og sætte himlens rige først. ret
(262) Der er brug for Kaleb'er på disse to marker. Der skal ikke være børn i disse konferenser, men mænd, som vil handle forstandsmæssigt og bære byrder, lade deres stemmer blive hørt, over den utrofastes stemme, som frembringer modvilje, tvivl og kritik. Store interesser skal ikke ledes af børn. En uudviklet kristen, dværg i religiøs vækst, mangelfuld på visdom ovenfra, er ikke beredt til (263) at møde hårde konflikter, som menigheden ofte kaldes til at gennemgå. »Jeg sætter vægtere på dine mure, Jerusalem; ingen sinde dag eller nat skal de tie.« Hvis prædikanten ikke frygtløst erklærer den fulde sandhed, hvis han har øjnene rettet på Guds herlighed og arbejder under den store sin frelses Hærførers anvisning, hvis han ikke går til fronten, upåagtet af kritik og ubesmittet af bifald, vil han blive regnet for en upålidelig vagtmand. ret
(263) Der er nogle i ___ som burde være mænd i stedet for drenge og himmelsk sindede i stedet for jordiske og følelsesmæssige; men deres åndelige synsevne er fordunklet; Frelserens store kærlighed har ikke berøvet deres sjæle. Han har mange ting at sige jer, men I kan ikke bære det nu. I er børn i vækst og kan ikke fatte Guds mysterier. Når Gud oprejser mennesker til at gøre sit arbejde, er de utro over for den tillid de har fået, hvis de lader deres vidnesbyrd indrette efter uhelligedes behag. Han vil berede mænd gennem tiderne. De vil være ydmyge, gudfrygtige mænd, ikke konservative, ikke politiske mænd; men mænd som har moralsk selvstændighed og vil gå frem i frygt for Herren. De vil være venlige, ædle, høflige; de vil ikke forledes fra den rigtige sti, men vil forkynde sandheden i sin rigtighed, uanset mennesker vil høre eller lade være.