(263) [Det er blevet åbenbaret for mig, at de, der har kendskab til sandheden og dog lader verdslige interesser opsluge alle deres evner og kræfter, er utro. De lader ikke sandhedens lys skinne for andre ved deres gode gerninger. De helliger næsten alle deres evner til at blive drevne, dygtige verdensmennesker. De glemmer, at Gud gav dem deres talenter, for at de skulle bruges til at fremme hans sag. Hvis de var tro i deres pligt, ville resultatet blive en stor høst af sjæle for Mesteren; men mange går fortabt ved deres forsømmelse. ret
(263) Gud opfordrer dem, der kender hans vilje, til at blive (264) ordets gørere. Svaghed, halvhjertethed og ubestemthed ansporer Satan til angreb og de, der tillader disse træk at tiltage, vil hjælpeløst blive opslugte af fristelsens oprørte bølger. Af enhver, som bekender Kristi navn, kræves der, at han skal vokse op til fuld modenhed i Kristus, den kristnes levende hoved. ret
(264) Vi behøver alle en vejleder gennem de trange steder i livet, ligesom sømanden behøver en lods gennem sandbankerne eller op ad den klippefulde flod; og hvor er denne vejleder at finde? Kære brødre, vi henviser jer til Bibelen. Inspireret af Gud og skrevet af hellige mænd påpeger den med stor klarhed og nøjagtighed både gamles og unges pligter. Den løfter sindet, mildner hjertet og giver glæde og hellig fryd i ånden. Bibelen fremstiller et fuldkomment ideal for karakteren; den er en ufejlbar vejleder under alle forhold lige til livsfærdens afslutning. Gør den til jeres rådgiver, til rettesnor for jeres daglige liv. ret
(264) Ethvert nådens middel bør udnyttes med flid, for at Guds kærlighed mere og mere må kunne råde i sjælen, »så I kan skønne, hvad der er det væsentlige, for at I må være rene og lydefri på Kristi dag, fyldte med retfærdigheds frugt«. Jeres kristenliv må antage stærke og kraftige former. I kan opnå det høje ideal, der fremstilles for jer i skriften og I må opnå det, hvis I ønsker at være Guds børn. I kan ikke stå stille; der må enten være fremgang eller tilbagegang. I må have åndelig kundskab, »så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er og kende Kristi kærlighed,« »så I kan fyldes med hele Guds fylde«. ret
(264) Mange, der har en forstandsmæssig kundskab om sandheden og er i stand til at forsvare den med argumenter, udretter intet for at opbygge Kristi rige. Vi møder dem fra tid til anden, men de bærer intet nyt vidnesbyrd om personlig erfaring i kristenlivet; de fortæller ikke om nogen nye sejre i den hellige krig. I stedet derfor vil I lægge mærke til den samme gamle skure - de samme vendinger i bøn og formaning. (265) Deres bønner har ingen ny klang; de giver ikke udtryk for forøget forståelse af de ting, som hører Gud til, ingen mere alvorlig og levende tro. Sådanne mennesker er ikke levende planter i Herrens have, frembringer ingen friske skud eller nye blade, ingen taknemmelighedens vellugt i et helligt liv. De er ikke voksende kristne. De har begrænsede anskuelser og planer og der foregår ingen åndens udvidelse, ingen værdifulde tillæg til den kristelige erkendelses skatte. Deres evner er ikke blevet ansporet i den retning. De har ikke lært at se på mennesker og forhold, som Gud ser på dem og i mange tilfælde har vanhellig sympati skadet sjæle og i høj grad forkrøblet Guds sag. Den rådende åndelige tilstand er frygtelig. Mange lever et formelt kristenliv og påstår, at deres synder er forladte, medens de er lige så blottet for kendskab til Kristus, som synderen er. ret
(265) Brødre, vil I have en indskrænket kristelig vækst, eller vil I gøre sund fremgang i det guddommelige liv? Hvor der er åndelig sundhed, er der vækst. Et Guds barn vokser op til mandens og kvindens fulde vækst i Kristus. Der er ingen grænse for dets udvikling. Når Guds kærlighed er et levende princip i sjælen, er der ingen snævre, indskrænkede anskuelser; der er kærlighed og troskab i advarsler og tilrettevisning; der er alvorligt arbejde og villighed til at bære byrder og påtage sig ansvar. ret
(265) Nogle er ikke villige til at udføre selvfornægtende arbejde. De viser åbenbar utålmodighed, når de bliver tilskyndet til at påtage sig et eller andet ansvar. »Hvad behov er der for forøget kundskab og erfaring?" siger de. Dette forklarer det hele. De føler, at de er rige og »har vundet rigdom og trænger ikke til noget,« medens Herren erklærer, at de er elendige og ynkværdige og blinde og nøgne. Til disse siger det sanddru vidne: »Derfor råder jeg dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se.« Netop din selvtilfredshed viser, at du trænger til alt. Du er åndeligt syg og behøver Jesus som din læge. ret
(266) (266) I skriften ligger tusinder af sandhedsperler skjult for den overfladiske gransker. Sandhedens grube bliver aldrig udtømt. Jo mere I ransager Skrifterne med ydmyge hjerter, desto større vil jeres interesse blive og desto mere vil I føle trang til med Paulus at udbryde: »O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme og hvor usporlige hans veje!« ret
(266) Hver dag skulle I lære noget nyt i skriften. Ransag den, som om I søgte efter skjulte skatte, for den indeholder det evige livs ord. Bed om visdom og forstand til at fatte disse hellige skrifter. Dersom I ville gøre dette, ville I finde nye herlige ting i Guds ord: I ville føle, at I havde fået nyt og dyrebart lys angående emner. som har forbindelse med sandheden og skriften ville stadig få en større værdi for jer. ret
(266) »Nær er Herrens dag, dem store, den er nær og kommer hastigt.« Jesus siger: »Se, jeg kommer snart.« Vi bør altid have disse ord i tanke og handle, som om vi i sandhed tror, at Herrens komme er nær og at vi er pilgrimme og fremmede på jorden. De vitale kræfter i Guds menighed må sættes i virksomhed med selvfornyelsens store formål for øje; hvert medlem må være et aktivt redskab for Gud. »Thi ved ham har vi, begge parter i én Ånd, adgang til Faderen. Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller. opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden.« Dette er en særskilt gerning, der må foregå i al samstemmighed, i Åndens enhed og i fredens bånd. Der må ikke gives noget rum til kritik. tvivl og vantro. Vejl f menigh bd. 2 side 81-83] ret
(266) Upper Columbia og North Pacific konferenserne er nogle år bag ud. [Nogle, som burde være stærke og rodfæstede i Kristus, er som børn, når det gælder en forståelse af og et erfarings-mæssigt (267) kendskab til Guds Ånds virke. Efter flere års erfaring fatter de kun begyndelsesgrundene i det store religionssystem af tro og lære, som udgør sand kristendom, De forstår ikke, at der skal en fuldkommen karakter til for at kunne få anerkendelsen: »Vel gjort.« Herren kommer 8.feb] ret
(267) [Brødre, jeres pligt, lykke og fremtidige brugbarhed og endelige frelse kræver af jer, at I afskærer de slyngtråde, der binder jeres hu til noget som helst, der er jordisk og forkrænkeligt. Der gives en vanhellig medfølelse, som i sit væsen har tilknytning til en sygelig, sentimental kærlighed og som er jordisk, sanselig. For nogle iblandt jer vil det koste mere end en svag anstrengelse at overvinde denne og forandre jeres livsvandel; for I har ikke stillet jer i forbindelse med ham, som er Israels styrke og alle jeres evner er blevet svækkede. Nu opfordres I tydeligt til med flid at benytte ethvert nådens middel, for at I må kunne forvandles i jeres karakter og vokse op til mands fulde vækst i Kristus Jesus. ret
(267) Vi har store sejre at vinde og vi har en himmel at tabe, om vi ikke vinder dem. Det kødelige hjerte må korsfæstes, for dets tilbøjelighed fører til moralsk fordærvelse og enden derpå er døden. Intet uden evangeliets livgivende indflydelse kan hjælpe sjælen. Bed om, at Helligåndens mægtige kræfter med al dens livgivende, styrkende og forvandlende evne må falde som et elektrisk stød på den lammede sjæl og få hver nerve til at gennemstrømmes af nyt liv og helbrede mennesket fra dets døde, jordiske, sanselige tilstand og give det åndelig sundhed. Derved vil I få del i guddommelig natur, når I undflyr fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær; og jeres sjæle vil genspejle billedet af ham, ved hvis sår I får lægedom. Vejl f menigh bd. 2 side 83-84] ret
(267) Tiende og offergaver
Herren kræver at vi giver en del af de goder han har lånt os tilbage, i tiende og offergaver. Han modtager disse offergaver som en ydmyg lydighedshandling fra vor side og (268) som en taknemmelig anerkendelse af vor skyld over for ham, for alle de velsignelser vi nyder. Lad os da ofre villigt og sige sammen med David: »Fra dig kommer det alt sammen og af din egen hånd har vi givet dig det.« Tilbageholdelse af mere end det som modtages, fører til armod. Gud vil være langmodig med nogle, han vil forsøge og prøve alle; men hans forbandelse vil med vished følge den selviske, verdenselskende sandhedsbekender. Gud kender hjertet; hver tanke hver hensigt er åben for hans øjne. Han siger: »Dem, som ærer mig, vil jeg ære og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes.« Han ved hvem skal velsignes og hvem der fortjener hans forbandelse. Han gør ingen fejltagelser, for engle holder protokol over alle vore gerninger og ord. ret
(268) Da Guds folk var ved at bygge helligdommen i ørknen, var omfattende forberedelser nødvendige. Kostbare materialer blev samlet sammen og blandt dem var meget guld og sølv. Som den retmæssige ejer til alle deres rigdomme, kaldte Herren disse ofringer fra folket; men han antog kun dem der blev givet betingelsesløst. Folket ofrede villigt, indtil Moses fik ordet: »Folket kommer med mere, end der kræves til udførelsen af det arbejde, Herren har påbudt!« da bød Moses, at følgende kundgørelse skulle udråbes i lejren: »Hverken mænd eller kvinder skal yde mere som offergave til helligdommen!« Så hørte folket op med at komme med gaver. Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele arbejdet, ja mer end nok.." ret
(268) Havde nogle mænd, med begrænsede idéer, blevet på grunden, så ville de have åbnet deres øjne i afsky. Ligesom Judas ville de have spurgt: »Hvad skal den ødselhed til?« "Hvorfor ikke gøre tingene på den billigste måde?" Men helligdommen var ikke indrettet til at ære mennesker, men himlens Gud. Han havde givet særlige anvisninger for hvordan alt skulle gøres. Folket skulle lære at han var et væsen i storhed og majestæt og at han skulle dyrkes med ærbødighed og ærefrygt. ret
(268) Det hus Gud skulle dyrkes i skulle være i overensstemmelse med hans karakter og majestæt. Der er små (269) menigheder der altid vil være små, fordi de sætter deres egne interesser over Guds sags interesser. Selvom de selv har store bekvemmelige huse og hele tiden udnytter deres ejendomme, indvilger de i at have et meget upassende sted til gudsdyrkelse, hvor hans hellige nærhed skal bo. De undres over at Josef og Maria var nød til at finde i en krybbe i en stald og dér blev Frelseren født; men de er villige til at bruge en stor del af deres midler på dem selv, medens bedehuset forsømmes skammeligt. Hvor ofte siger de ikke: »Endnu er det ikke tid at bygge Herrens hus.« Men Herrens ord er til dem: »Er det da tid for eder at bo i huse med træklædte vægge, når dette hus ligger øde?" ret
(269) Det hus hvor Jesus skal møde sit folk, bør være pænt og tiltrækkende. Hvis der kun er få troende på et sted, så sæt et pænt men ydmygt hus op og indbyd Jesus til at komme som jeres gæst, ved helligelsen til Gud. Hvordan ser han på sit folk, når de har alt hvad hjertet kan ønske, men vil kun møde til gudsdyrkelse i en lade, noget miserabel, en afsides bygning, eller en billig, forladt lejlighed? I arbejder for jeres venner, I bruger penge på at gøre alt omkring dem, så tiltrækkende så muligt; men Jesus, ham som gav alt for jer, endog sit dyrebare liv, - han som er himlens Majestæt, kongernes Konge og herrernes Herre, - har fået tildelt et sted på jorden, kun lidt bedre end den stald, der var hans første hjem. Skal vi ikke se på disse ting som Gud ser på dem? Skal vi ikke prøve vore motiver og se hvilken slags tro vi har? ret
(269) »Gud elsker en glad giver,« og dem som elsker ham vil give frit og gavmildt, hvor de derved kan fremme hans sag og virke for hans ære. Herren forlanger aldrig at hans folk skal give mere end de er i stand til, men efter deres evner vil han antage og velsigne deres taknemmelighedsofringer. Lad villig lydighed og ren kærlighed binde hvert offer på alteret, der er gjort til Gud; for med sådanne ofre er han behaget, medens det som er ofret (270) modstræbende er en forhånelse mod ham. Når menighederne eller enkeltpersoner ikke har hjertet med i deres ofringer, men vil begrænse omkostningerne i Guds værks fremme og måler det efter deres eget snævre syn, viser de afgjort at de ikke har levende forbindelse med Gud. De er i strid med hans plan og arbejdsmåde og han vil ikke velsigne dem. ret
(270) Vi er bygningsmænd for Gud og vi må bygge på den grund som han har beredt for os. Ingen skal bygge på sit eget grundlag, uafhængig af den plan som Gud har anvist. Der er mænd som Gud har oprejst som rådgivere, som han har belært og hvis hjerte, sjæl og liv er i arbejdet. Disse mænd skal værdsættes højt for deres arbejdes skyld. Der er nogle som gerne ville følge deres egne uordentlige idéer; men de må lære at få anvisninger og arbejde i harmoni med deres brødre, ellers vil de så tvivl og disharmoni, da de ikke vil bjærge til høsten. Det er Guds vilje, at dem, som engagerer sig i hans arbejde skal underlægge sig hinanden. Hans gudsdyrkelse må føres konsekvent, med enighed og sund dømmekraft. Gud er vor eneste tilstrækkelige hjælper. De love som styrer hans folk, deres tanker og handlinger, fås fra ham, igennem hans ord og Ånd. Når hans ord elskes og adlydeles, vandrer hans børn i lyset og der vil ikke være anledning til at støde an på det. De antager ikke verdens lave standard, men arbejder ud fra et bibelsk ståsted. ret
(270) Den selviskhed som er iblandt Guds folk er meget krænkende over for Gud. Skriften anklager begærlighed for at være afgudsdyrkelse. »ingen ... havesyg,« siger Paulus, »det er det samme som en afgudsdyrker har lod og del i Kristi og Guds rige.« Problemerne med mange, er at de har for lidt tro. ligesom den rige mand i lignelsen, mangler de at se deres beholdninger hobet op i deres kornlagre. Verden skal advares og Gud ønsker at vi skal være helt engagerede i hans arbejde, men mennesker har så meget at gøre med at fremme deres pengeindbringene projekter at de ikke har tid til at fremskynde Kristi kors' sejre. De har hverken tid eller temperament til at bruge deres forstand, taktfasthed og kræfter på Guds sag. ret
(271) (271) Brødre og søstre, jeg ønsker at opvække afsky mod jeres begrænsede tanker om Guds sag og værk. Jeg ønsker at I må forstå det store offer som Kristus har gjort for jer, da han blev fattig og at I ved hans fattigdom kan komme i besiddelse af evige rigdomme. Oh! få ikke, ved jeres ligegyldighed for den evige herlighedsvægt, som er inden for jeres rækkevidde, englene til at græde og skjule deres ansigter i skam og væmmelse. Vågn op af jeres døsighed; væk enhver gudsgiven evne op og arbejd for dyrebare sjæle Kristus døde for. Disse sjæle vil, hvis de bringes ind i Kristi fold, leve gennem evighedens uophørlige tidsaldre. Vil I da planlægge efter at gøre så lidt muligt for deres frelse, når I, ligesom ham med et talent, skal bruge jeres midler her på jorden? Beskylder I ikke Gud for at høste hvor han ikke har sået, ligesom den upålidelige tjener og samle hvor han ikke har spredt? ret
(271) Alt hvad I har og er tilhører Gud. Da vil I ikke sige af hjertet: »Fra dig kommer det alt sammen og af din egen hånd har vi givet dig det.«? »Ær med din velstand Herren med førstegrøden af al din avl.« Paulus formaner sine korintiske brødre at vise kristen godgørenhed: »Ja, ligesom I nu er rige på alt, på tro og tale og kundskab og på al iver og kærlighed til os, så vis jer også rige her.« I sit brev til Timoteus siger han: »Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for Den-kommende-tid, så de kan gribe det virkelige liv.« ret
(271) Gavmildhed er ikke så naturligt for os, at vi vinder denne dyd ved et tilfælde. Den må opelskes. Vi må bevidst beslutte os til at vi vil ære Gud med alt hvad vi har; og så må vi ikke lade noget friste, så vi frarøver ham tiende og gaver, der tilfalder ham. Vi må være forstandige, systematiske og vedvarende i vore godgørenhedshandlinger mod mennesker og i vore taksigelser (272) til Gud, for hans rigdomme til os. Dette er en for hellig opgave at løbe risiko på eller blive styret af impulser eller følelser. I regelmæssighed bør vi reservere noget til Guds sag, så han ikke frarøves den del han kræver. Når vi frarøver Gud, frarøver vi også os selv. Vi opgiver de himmelske rigdomme for at have mere på denne jord. Dette er et tab, vi ikke kan oppebære. Hvis vi lever sådan at vi kan få Guds velsignelse, vil vi have hans velsignende hånd med os i vore timelige affærer, men hvis hans hånd er imod os, kan han tilintetgøre vore planer og sprede hurtigere end vi kan samle. ret
(272) Jeg fik vist at tingenes tilstand i disse to konferenser i virkeligheden er sørgelig; men Gud har mange dyrebare sjæle her, hvem han har en nidkær omsorg for og han vil ikke lade dem bedrage eller vildlede.